1. vandredag. Lørdag d. 17. august 2013 1. dags vandrerute den vestlige side af Nivefloden: ( Indsat - billeder fra 2005 fra vandringen på den østlige side af Nivefloden )
Vores gensyn med Camino Francés her i 2013 var planlagt som et gensyn med hhv. hele vores 2. Camino i 2005, hvor vi gik fra Bayonne i Frankrig til Logrono i Spanien (.og derfra tog til Barcelona og så Gaudis mesterværk den ufærdige katedral Sagrada Familia ), og begyndelsen på vores 1. Camino i 2003, hvor vi gik fra Logrono til Santiago de Compostela. Vort mål her i 2013 var i al ydmyghed at nå til Burgos, hvor en hel masse gik galt i 2003, så vi slet ikke fik set Burgos flotte Katedral, men endte ude i herberget i parken ved Hospital del Rey. Vi orkede dengang i 2003 ikke at gå tilbage til centrum, og valgte i stedet at spise aftensmad på herberget sammen med et norsk ægtepar og en tysk dame, som netop skulle starte i Burgos. Katedralen måtte vente til en anden gang, og det blev så det Herrens år 2013. I mellemtiden har vi gået Camino del Norte i hhv. 2007 og 2008, Camino Primitivo i 2009, og Camino Arragonés i 2012, så det er ikke Caminooplevelser vi har manglet. Men nu skulle det altså være: Katedralen i Burgos skulle indtages. Hjemmefra var vi meget opsat på at skulle gense specielle fikspunkter, som stod knivskarpe i erindringen, men det skulle vise sig at meget havde forandret sig: Noget til det bedre, andet til det modsatte. Dét havde vi naturligvis frygtet, men vores overordnede oplevelse blev, at det faktisk ikke er så slemt at gå på Camino Francés, som rygtet ellers vil fremmane: Vi gik sidst i august og først i september, og når man betænker at spanierne har ferie i august, og mange benytter ferien til lidt afladsvandring netop på Camino Francés, er vi positivt forbløffede over, at vi ikke én eneste gang havde problemer med at få plads på de herberger, vi udsøgte os. Det skal siges, at vi helst undgik de store kommunale herberger, og smuttede ind på de private, lidt mindre, men ofte bedre herberger, eller stoppede op i mindre byer, hvor herberget ikke er så eftertragtet og populært. Her blev sjældent overfyldt, og man kunne næsten altid kapre sig en underkøje. Dét betyder en hel del i vores alder. Naturligvis gik vi af og til i gåsegang eller kolonne ude på ruten i selskab med højt plaprende spanier eller franskmænd, hvor kæften ikke stod stille ét sekund. De gik ofte fire-fem-seks personer ivrigt skvadrede løs i munden på hverandre, så guderne må vide, hvordan de selv holdt styr på argumenter og udsagn, og.det er faktisk imponerende eller lidt af et mysterium, hvordan de også når at trække vejret. De snakker ustandseligt og vedvarende og højt, og som sagt i munden på hverandre. Mad og drikke behøver man i 2013 heller ikke mere at spekulere på: Der er barer overalt, og en del butikker har sågar åben om søndagen, så man ikke længere skal købe dobbelt ind om lørdagen. Ja.meget havde forandret sig! Men tilbage til starten i Bayonne: Den største af broerne mellem de to bydele i Bayonne hhv. 2005 ( indsat ) og 2013
Hjemmefra havde jeg regnet med, at de tre dage, vi skulle vandre i Frankrig fra Bayonne til St. Jean Pied de Port, der ville vi gå ad nøjagtig de samme veje, vi gik ad i 2005. Dem kunne jeg huske, og dem havde jeg i mellemtiden fået endnu bedre kort over. Vi ankom til Biarritz lufthavn kl. ca. 18, og kørte med taxa ind til Rue Port Neuf, hvor vi havde booket et hotelværelse i forvejen på et billigt hotel. ( I 2005 rendte vi fra Herodes til Pilatus - efter at være kommet ind med toget fra Bordeuax kl. 21.00 - i bydelen ovre på den anden side af floden og måtte til sidst tage til takke med et middelmådigt hotelværelse til en alt for dyr pris på et hotel, der lå på Pl. de la Republique. Det gad vi ikke i 2013, og havde booket hoteller til alle tre overnatninger undervejs. ) hjemmefra booket hotelværelser i hhv. Bas Combo og Bidarray, og i min verden ( og ifølge mine kort ) er det også en grov omvej at gå over Helette i stedet for over Bidarray. Stierne til Helette er samtidig ( fortalte præsten os med et smil ) små kuperede bjergstier, mens vejen fra Bas Combo til Bidarray går ad små ubefærdede veje, på nær nogle få kilometer fra Cambo Les Bains til Itxassou, hvor man er tvunget til at gå på den meget befærdede D 918. Fra Itxassou går vejen gennem den utrolig smukke Rolandsdal, og videre fra Laxia langs Nivefloden til Bidarray. I 2005 gik vi i Biddarray på 3. dagen ud på den afskyelige hovedvej D 918, men på mine nye kort var der indtegnet en mindre, smal landevej fra Bidarray til St. Martin. I St. Martin var det så planen at gå til St. Etienne ad D 948, som jeg forventede være langt mindre befærdet end D 918, og derfra skrå ind til St. Jean Pied de Port ad landevej D 15 for helt at undgå D 918. Sådan blev det ikke helt, men derom senere. Vores hotelværelse i Bayonne. Mine vandreplaner blev imidlertid ændret, for da vi næste dag genså Domkirken i Bayonne, fortalte præsten os, at vejen fra Bayonne til St. Jean Pied de Port nu var blevet opmærket med gule pile. Præsten gav mig nogle kort, vi kunne gå efter, men pga. vi havde booket hotelværelser på forhånd i Bas Combo og Bidarray, kunne vi kun benytte os af kortet over 1. dags vandring fra Bayonne til Ustarits og videre til Bas Combo, for 2. dags vandring på den nye opmærkede rute gik op til Helette, og 3. dags vandring gik fra Helette til St. Jean Pied de Port: Vi havde - som allerede nævnt - Hovedalteret i Domkirken i Bayonne.
Det spændende krusefix, som har en pendant i landsbyen Forelos i Spanien. Efter besøget i Domkirken i Bayonne gik vi forventningsfulde af sted. Endelig på vej. Nede ved Nivefloden var der spændende marked, hvor der solgtes alt mulig, men trængslen var så slem, at man hurtigt blev stresset. Vi fortsatte derfor hurtigt ud ad Chan. du Lamarque Jaureguiberry og nåede hurtigt frem til den opmærkede vandresti Chemin de Halage de la Nive. I 2005 gik vi ovre på Niveflodens østre side: For at komme rigtig ud af byen skal man - på denne side af floden - holde tungen lige i munden, og hele tiden have styr på vejnavnene, for at komme i den rigtige retning ned mod Larraldia, Villefranque og Jatxou. Denne vej er meget bjergrig og kuperet, men ellers, når man er kommet rigtig ud af Bayonne og ad landevej D 137, ikke svær at finde frem på. Landevej D 137 går direkte over i landevej D 650 i Villefranque. Nu i 2013 kunne vi i stedet blot gå lige ud : Så var vi på rette vej på Niveflodens vestlige bred. Vandrestien Chemin de Halage de la Nive går smukt langs Niveflodens bred hele vejen ned til Ustarits. Der er hele tiden fin opmærkning med gule pile, og stien er flad som en pandekage. Kun de sidste 3-4 km. før Ustaritz i landsbyen Hérauritz kommer man ud på landevej og en smule væk fra flodbredden, og vejen går derfra en smule op og ned. Markedet ved Nivefloden. Vandring langs Nivefloden Vi møder de første gule pile ved Bayonnes bygrænse. En bar undervejs.
frem til Bas Combo fandt vi gule pile dog!...mellem Jatxou og Halsou var pilene erstattet af de internationale rød/hvide streger, men det var kun en tre fire kilometer. En vandhane med rent drikkevand. Vi nåede frem til byen Ustarits lidt over frokosttid, og sandelig om ikke der var et cafeteria åbent, så vi kunne få en lækker pizza og en kold cola. Fra Ustaritz blev vejen meget kuperet og helt som vi huskede den fra 2005 på den østre bred. Det var også blevet meget varmt, og da vi endelig omkring kl. 15.30-16.00 kom til Bas Combo, var vi glade for, at vi var sikre på en seng at sove i. Vi skulle blot finde Hotel Ursula! Anja venter på sin pizza Bakken op til Jatxou Afsted igen mod byen Jatxou I Utstarits var jeg naturligvis inde i byens to kirker, før vi gik videre. Herefter gik det så mod Jatxou, hvor min den gamle vej og den nye opmærkede støder sammen. Helt På vej mod Halsou Det var lettere sagt end gjort, for hotellet havde kun adressen Bas Combo, og dét er
et lidt større område med spredte huse før byen Cambo les Bains, hvor vi overnattede i 2005. Men netop der, hvor husene blev koncentreret så meget, at det mere ligner en by end spredte huse, lå lige om hjørnet Hotel Ursula. hotelværten, og vi kunne komme op på vores værelse, som viste sig at være med en pragtfuld altan. Forudseende havde vi købt brød, pølse og ost, som vi havde med i rygsækken, for eneste spisested i Bas Combo var en meget dyr restaurant på Tante Ursula, som lå et lille stykke fra vores hotel. Lige før Bas Combo Vi var trætte, og der var ingen i receptionen. Heldigvis havde jeg et telefonnummer, som jeg ringede på, og i løbet at en 5-10 min. kom Udsigten fra vores hotel værelse i Bas Combo Bas Combo hhv. 2005 ( indsat ) og 2013
2. vandredag. Søndag d. 18. august 2013 2. dags vandrerute ( med indsatte billeder fra 2005 )
Anden dags vandring var på mange måder en gentagelse af 2. dags vandring i 2005: Dog!...meget havde ændret udseende, og skiltningen var positivt meget bedre end i 2005. Solen skinnede smukt, da vi kl. 07.30 forlod Hotel Ursula og bevægede os ned gennem området mellem Bas Combo og Cambo les Bains. Jeg mente, jeg kunne huske vejen i detaljer, men nu var den opmærket med gule pile, så dem fulgte vi lige indtil den stejle trappe op til Cambo les Bains. Oppe på torvet i Cambo les Bains lignede alt sig selv, og på en måde var det, som vi havde været der i går : Erindringen om at måtte rende fra det ene hotel til det andet og blive smidt ud igen, nogle steder endog med skældsord, fordi alt var optaget, og til sidst søge tilflugt i turistinformationen, som måtte ringe otte steder, førend de fandt et Bed and Brakfast til os, stod knivskarp. Dét mareridt var vi her i 2013 forskånet for. Vi havde overnattet! Vi kunne i stedet med et overbærende smil, og uden det mindste besvær, vandre gennem en søvnig, endnu ikke helt vågnet Cambo les Bains. Skiltningen i bymidten var nu helt perfekt, og jeg tænkte i mit stille sind, hvordan jeg dog i 2005 havde fundet korrekt ud af byen. Men det havde jeg jo, og nu i 2013 kunne jeg bare slappe af. Først i yderkvarterene var der rigtig sket forandringer: Fra området mellem Bas Combo og Cambo les Bains. Vejen ned til hovedvej D 918. ( indsat samme sted 2005 ) Den stejle trappe op til Cambo les Bains. ( opstigningen 2005 indsat.) Nede ved hovedvej D 918 var der i mellemtiden også kommet en motorvej, og vejudfletningen var blevet noget mere kringlet. Endvidere var der klods op ad hovedvej D 918 bygget et kæmpe stort, helt nyt boligområde, som man misvisende havde
navngivet Itxassou, uagtet at det rigtige Itxassou ligger omkring en 3-4 km derfra. Anja nøjes med en kold cola i baren. Vandring på hovedvej D 918. ( 2005 indsat ) På vejen ud mod Rolandsdalen blev vi stoppet af en bil: Et fransk ægtepar ville høre, hvor vi skulle hen. På camino, svarede vi, for ikke at gøre det alt for kompliceret med at forklare, hvorfor vi kun skulle til Burgos. Men så let slap vi ikke, for manden var selv garvet caminovandrer, og havde gået fra Le Puy og helt til Finisterra for år tilbage, så det blev alligevel til en længere snak på gebrokken engelsk om fælles erfaringer med at vandre camino. Vi blev også anbefalet at besøge Itxassou s lille smukke kirke. Det var ingen omvej, for der var to veje ud af byen, og den ene gik lige forbi kirken. Det gjorde vi naturligvis, og blev glædelig overrasket. Lige før det rigteige Itxassou. Vel fremme i det rigtige Itxassou Var vi lidt usikre på vejen til Rolandsdalen. I 2005 måtte jeg spørge om vej på posthuset, men nu i 2013 var det søndag. Derfor kunne dét ikke lade sig gøre. En venlig fransk dame viste os vej til en bar, som samtidig var supermarked. I baren forklarede bartenderen os, i hvilken retning vi skulle gå. Der var godt gang i baren. Byens mænd fordrev kirketiden med adskillige genstande, og humøret var højt. Vi drak en kold cola, og købte et par fornødenheder i supermarkedet, hvorefter vi begav os af sted mod Rolandsdalen, som var ét af de fikspunkter, vi havde glædet os meget hjemmefra til at skulle gense.
Men Rolndsdalen ventede forude, så vi måtte slippe Itxassou s smukke kirke, og igen ud på de små snoede veje omgivet af bjerge på begge sider. Snart dukke Rolandsdalen op, og vi blev ikke skuffet: Her var alt uforandret. Det var som havde vi været der i går, og selvom det kun tager en halv time til 3 kvarter at gå gennem den, var det det værd. På vej gemme Rolandsdalen Indgangen til Rolandsdalen. Rolandsklippen I 2005 gik vi forkert i Laxia og fortsatte ad vejen ligeud mod Artzamendi bjerget, fordi der ingen skiltning var dengang. Det kostede os 2½-3 timers forgæves vandring, samt en rævedyr overnatning på hotellet Ostape adskillige km. før Bidarray. Rolandsdalen 2013 ( med samme sted fra 2005 indsat ) Toget til St. Jean Pied de Port kører på den modsatte bred. Det sted vi gik forkert i 2005.
Vi slukker tørsten på restaurant Ondoria. Et hvil på vejen inde i skyggen. Asted mod Bidarray. I dag - i 2013 er det slet ikke muligt at gå forkert, for nu er der en hel skilteskov, som fortæller i hvilken retning Bidarray ligger. Vi gik ligesom i 2005 op på restaurant Ondoria og fik os hhv. en kold cola og en kold øl. Denne gang fortsatte vi bagefter videre ad den rigtige vej mod Bidarray. Vejen til Biddarray var som vi huskede, med den lille forskel, at vi nu i 2013 ikke var stressede af at være gået forkert. Jeg gik og tænkte, at det var godt nok utroligt, at vi den gang havde klaret denne lange vej, i den nærmest opgivende tilstand vi var i i 2005. Vi ankommer til Bidarray Bidarray: Broen Pont Noblia ( samme sted 2005 indsat ) Vi ankom til Bidarray omkring ved 15-16 tiden og fandt hurtigt hotel Noblia. Senere på dagen gik vi os en tur for at lokalisere vejen mod St. Martin, som vi skulle vandre på næste morgen.
3. vandredag. Mandag d. 19. august 2013 3. dags vandrerute ( med indsatte billeder fra 2005 ) Hotel Noblia ligger lige ved siden af broen Pont Noblia i Bidarray: Toget kørte forbi lige udenfor vinduet i vores hotelværelse, og vi spøgte med, at gad vi ikke gå resten af vejen til St. Pied de Port, kunne vi bare springe på toget i farten. Det holdt imidlertid for enden af hotelbygningen, så dér kunne vi mageligt være kommet med, hvis vi havde villet. Én gang i timen kom toget enten fra Bayonne med retning mod St. Jean Pied de Port, eller modsat, og larmede gevaldigt i de få minutter, det holdt stille. Vi undrede os lidt over, at Hotel Noblia var det eneste hotel, der var åbent: Lige ovre på den modsatte flodbred lå
et andet meget større hotel, men det så helt tomt ud. Gad vist om krisen for alvor kradser i hotelbranchen? Næste morgen spiste vi morgenmad på hotel Noblia, og kl. ca. 08.00 begav vi os af sted mod St. Martin ad den lille landevej, som på kortet så meget snoet ud. Hvorfor.fandt vi hurtigt ud af: Vejen gik op over et højt bjerg! Et kik ned mod trinbrættet for enden af hotel Noblia. I 2005 emmede stedet af liv især var der mange, som sejlede i gummibåde ned ad floden det man kalder rafting. Dem så vi ingen af her i 2013. Kun nogle, som øvede kæntring, og det var helt nede i Rolandsdalen. På vej op over bjerget på vej mod St. Martin Raftere øver kæntring i Nivefloden i Rolandsdalen. Vejen er stejl og snor sig gevaldigt. Hotel Noblia liggende smukt ved broen Pont Noblia..og så går det lige så stejlt nedad.
Da vi nåede frem til St. Martin begyndte det desværre at regne. St. Martin er ligesom Bas Combo og Bidarray - mere et område med spredte huse end en egentlig by. Det var også lidt forvirrende, at der, hvor de spredte huse så blev koncentreret til en by, der stod pludselig Eiharze. Vi kunne ellers umuligt være gået forkert, men for at sikre os, gik vi ind på byens hotel, og fik en kop varm kaffe i baren, og for at spørge om vej. Bartenderen kunne kun fransk, men en stuepige talte godt engelsk og forklarede os, at vi var på rette vej, og at vi blot skulle frem til jernbaneoverskæringen, og følge skiltene derfra. Her valgte vi den hurtige vej D 918 til St Pied de Port, i stedet for vejen D 948 til St. Etienne, som vi ikke kendte. Efter kaffen og et toiletbesøg forsatte vi i regnvejret: Da vi nåede til jernbaneoverskæringen, kunne vi så vælge, om vi ville gå mod St Etienne, som jeg hjemmefra havde planlagt, eller gå den lidt hurtigere og direkte, men også rædselsfulde og befærdede D 918. Pga. regnvejret valgte vi dét, vi kendte, og heldigvis var der rimelige pauser i regnvejret, og trafikken kunne haft været værre. St. Martin, som også hedder Eiharze: Lidt forvirrende!! Anja nyder en kop dejlig varm kaffe. Den befærdede D. 918: Bilerne kommer periodevis og i tætte kolonner.
En kort pause i vejkanten. Næsten fremme: Nu er der kun 4 km. igen. Fremme i St. Pied de Port myldrede det med biler i gaderne, og man følte sig ikke rigtig sikker, selv om man gik inde på de smalle fortov. Bedre blev det ikke, da vi kom over i den lange gågade, som går op til pilgrimskontoret: Her myldrede det med mennesker, som om der var Roskilde Festival, og turisterne kappedes om at fotografere pilgrimme, så man næsten ikke kunne komme frem. Ude foran et privat herberg stod en rygsæk og en vandrestav som reklame. Dét var det helt store trækplaster for de nysgerrige turister, som blokerede og spærrede hele gaden, som jo er meget stejl, og derfor i forvejen ikke særlig let at komme op ad. Pilgrimskontoret blev derfor for os som et stille asyl: Dog!...selv her brasede enkelte turister umotiveret ind blot for at få styret deres hungrende nysgerrighed. Det samme var tilfældet oppe ved herberget, hvor vi havde fået tildelt pladser: Her stod en mindre kødrand foran døren og spærrede, og de flyttede sig kun modvilligt,..ja, et par smuttede endda med ind sammen med Anja og jeg, og gik lystigt og uanfægtet omkring og fotograferede, som om stedet og vi var en turist attraktion. Da vi gik strækningen i 2005, var der ingenting fra Ossés / Gahardou og frem til St. Jean Pied de Port, men nu i 2013 var der 4 km. før St. Jean Pied de Port en stor flot campingplads La Truite. Her blev en kold cola og en baskisk øl nydt i fulde drag. Det vrimler med biler. Endelig St. Jean Pied de Ports bygrænse. og i gågaden er fyldt med turister, som falder i svime over enhver pilgrim, de ser: Løjerligt!!
Efter at have fundet vores senge og fået et bad, gik vi ned i kirken, som vi af én eller anden grund ikke fik set i 2005: Kirkerummet er dejlig rustik og vibrerer af en positiv stemning. egen mad og drikke: Der var imidlertid nogle franskmænd, som havde købt overdådigt ind af både mad og især drikke. De var, inden vi andre kom, allerede kommet i god stemning og forsøgte flere gange at byde rundt, men de fleste takkede NEJ!, selvom deres tapas så lækkert ud. Især var de meget interesseret i at byde på deres specialdrink.rødvin blandet cola! Selv var de meget begejstrede, men kun en enkelt en irlænder - prøvede lykken og sagde taktfuldt, at.. det smagte da bedre, end han havde forventet. Lys i kirken i St. Jean Pied de Port. Bagefter tog vi hele turen tilbage til bygrænsen, hvor vi vidste, der lå en LIDL : Vi gad ikke lede forgæves efter et andet supermarked, og kunne denne gang bevæge os anonyme gennem menneskemylderet. Om aftenen samledes de fleste, der boede på herberget i køkkenet til fællesspisning af Højrøstet fællesspisning i køkkenet på herberget.
4. vandredag. Tirsdag d. 20. august 2013 Vores fjerde vandredag over Pyrenæerne blev på mange måder en gentagelse af vandringen i 2005, dog med den store forskel, at i 2005 blev det meget tåget, da vi kom nogle kilometer op på ruten. Nu i 2013 var vejret fint, klart solskinsvejr, så vi kunne se, hvor vi gik. Det kunne vi ikke i 2005: Det var dengang lidt mystisk at gå over passet. Sigtbarheden i 2005 var kun ca. 30-50 meter, og pludselig stod der en hest foran én, eller man blev overrasket af et par billygter, som kom frem i tågen. Madonnaen, som alle ellers taler om, var i 2005 gået hjem, så hende så vi først her i 2013. Grænsen mellem Frankrig og Spanien måtte man i 2005 gætte sig til, mens vi nu i 2013 kunne se alt klart og tydeligt. Der var mange flere caminovandrere nu i 2013, end der var i 2005. Dengang mødte vi kun et par stykker, men nu i 2013 gik vi flere gange i gåsegang eller kolonne især på de stejle områder, hvor der altid er nogle, der har svært ved at holde takten. Tidlig afgang fra St Jean Pied de Port: Vi har 27 km.. foran os.
Normalt er vi ikke blandt dem, der tager morgentoget : Dvs. dem, der står op før en hvis herre får sko på, og vækker alle andre, blot for at komme først af sted, men..st Jean Pied de Port er undtagelsen, der bekræfter reglen. Vi vidste fra 2005 hvor vi også drog af sted før solen stod op at strækningen over Pyrenæerne - den gamle Napoleons Vej i sig selv er hård, og man ved aldrig om skyerne hænger lavt, så man skal gå i tåge! Altså af sted allerede kl. 07.00. Gaderne lå øde og mørke, og først ca. 2-3 km. uden for byen brød solen frem over bjergkammen.. Vi nyder en kold cola på terrassen i Orbison. Der var et mylder af caminovandrere på Orbison: Nogle havde overnattet her og skulle nu ud på dagens vandring, og så os andre, som allerede havde vandret fra St. Jean Pied de Port, og blot holdt dagens første pause. Så gik det videre: Af og til i gåsegang og kolonne. I visse perioder heldigvis i afslappet tosomhed Anja og jeg alene på vejen..men; det var smukt at se alt det, vi i 2005 kun kunne fornemme. Solen titter frem over bjegkammen: ( Samme sted 2005 indsat ) Ca. 10-11 km. oppe ligger restauranten og herberget Orbison: I 2005 fik vi en kop kaffe. Nu i 2013 læskede vi ganen med en kold cola: Stedet er blevet meget udbygget siden 2005. På vejens venstre siden er der bygget en kæmpe terrasse, hvor man kan sidde og nyde udsigten, og omme bagved, så det ud til, at der var bygget en hel sidebygning til. Vi vandrer i smukt solskin nu i 2013: ( Samme sted 2005 indsat ) På vej mod Orbison 2013. ( Samme sted 2005 indsat ) En pilgrimsgrav: 2013 i smukt solskin ( 2005 i tåge indsat )
Nu i 2013 var Madonnaen ikke gået hjem. Herberget er flyttet ind på selve klosteret: Sovesalene er opdelt i små Kabiner med fire køjer i hver: ( I 2005 indsat - lå vi på en kæmpe sovesal med plads til omkring 100 personer. ) Vi ankommer til Ronceswalles. Da vi ankom til Ronceswalles omkring ved 15-tiden blev vi lidt forvirrede over, at herberget ikke længere lå, hvor det lå i 2005. I dag er herberget rykket ind på selve klosteret, og der er sovesale på tre etager. Hver sovesal er indrettet med kabiner med fire køjer og skabe, hvor man kan låse sine ting inde. Eneste ulempe for Anja og jeg var, at vi pga. køjerne er nummererede og tildeles kom til at ligge i hver sin ende af sovesalen. I 2005 måtte vi fornemme den smukke natur vi gik i pga. de lavthængende skyer: Nu i 2013 kunne vi rigtig nyde de smykke panoramaer.
5. vandredag. Onsdag d. 21. august 2013 munterheder gad vi ikke gentage nu i 2013, og jeg kunne fra 2005 huske, at der ligger et lille pænt herberg lige når man kommer over broen ind til Zubiri. Det er lidt dyrere, men til gengæld blev det ikke overfyldt. Vi var senere på dagen en smut forbi det kommunale herberg, og der var godt nok mange, som skulle overnatte der. Vi går i kolonne gennem én af de små byer. Denne vandredag er der ikke meget at skrive om: Vi forlod Ron-ceswalles kl. ca. 07.00 om morgenen, og gik hhv. i gåsegang og kolonne gennem de små byer Burguette, Espinal Viscarret og Linzoáin, og nåede omkring kl. ½-2 frem til Zubi-ri, som var dagens mål. I Zubiri undlod vi at gå ned på det store kommunale herberg, hvor vi i 2005 ikke havde de bedste oplevelser: En fransk dame krævede ro på sovesalen og intet lys, for hun skulle sove, og.viste det sig, så tidligt op næste morgen, at hun og hendes ledsager fik vækket alle andre. Endvidere ankom i 2005 to hele skoleklasser, som mht. støj satte sit helt specielle præg på herberget. Den slags Et kendt vadested.nøjagtig som vi huskede det fra 2005. Stadig går vi i gåsegang gennem de små byer.
Der er trængsel foran barerne. Vi ankommer til Zubiri. Zubiri er ikke særlig stor, og mængden af caminovandrere satte sit præg overalt: Foran barerne sad flokke og nød en øl eller en drink, og nede ved floden var der lystigt gang i badelivet. Mange tog sig en dukkert i flodens kølige vand. Jeg benyttede det gode vejr til at lave en tegning af broen med sine karakteristiske buer. Broen i Zubiri: Tuschlavering med pensel på bananpapir: ( Badende caminovandrere indsat )
6. vandredag. Torsdag d. 22 august 2013 Uddrag fra min dagbog: Snak noget mindre og lav noget mere: Det er noget spanierne burde ligge sig på sinde, især dem der er ansat til at betjene os andre! Pli har de heller intet af. Mogge foran i køen i barer og butikker og benytte sig af sproget ( vi er stadig nogle, som ikke kan spansk, og derfor høfligt afventer til det bliver vores tur ), højtråbende, larmende og her kommer jeg. Emma Gad burde oversættes til spansk. Antallet af små rygsække vokser. Antallet af ingen rygsæk vokser også Hvad går man så camino for, hvis man ikke vil alligevel hvis det bare er for sjov, ( og det så alligevel ikke er sjov, fordi det er hårdt ) Sjoskende af sted og beklagende, og med en lille bitte dagrygsæk eller ingen, det er åbenbart dagens pilgrim. Eller unge i flokkevis, plaprende i munden på hverandre, eller kun optaget af deres I- Phone Caminoen er blevet en spansk Roskilde Festival gående!! Dagens tekst måske lidt overdrevet, men alligevel: Var på Nettet i Pamplona og så, at Kirken i Spanien selv er blevet opmærksom på problemet, og vil prøve at gøre noget ved det, da caminoen ellers ikke længere er dét, den er tænkt som. Selv helt små børn tages med på camino!! Et sørgeligt syn : Cola-Automaten, som vi i 2005 trak cola er i, var nu i 2013 tom og forfalden.( Samme sted 2005 indsat )
udmærket, men brødet var det sædvanlige fyldt med sukkersnask. Mylder ved en bar: Spanierne er gode til at mogge foran i køen. Anja overhaler en afslappet caminovandrer med dagrygsæk: Indsat fire caminovandrere hhv. med og helt uden dagrygsæk ivrigt plaprende løs. Broen lige før La Trinidad. Selve vejen fra Zubiri var som vi huskede den : Vi tog imidlertid en lille afstikker ind til byen Larrasoana, idet vi ikke havde fået morgenmad i Zubiri. Vi fandt hurtigt herberget, men her kunne vi ikke få noget. En dame på gaden fortalte os - og nogle spanier, som fulgte i hælene på Anja og mig, som om vi var stedkendte - at længere nede ad gaden var en morgenmadscafe. Da vi endelig fandt cafeen, fik spanierne sig behændigt møvet op foran Anja og mig - selv om vi kom først ind i cafeen - og bestilt, hvad de skulle have, og kunne derpå sætte sig selvtilfredse og snakkende ud i gårdhaven bagved: Damen i baren havde derpå travlt med hhv. at underholde en lokal og gøre spaniernes bestilling klar, og ignorerede nærmest os udlændinge. Jeg gjorde mine til at ville gå, men så kunne hun pludselig godt tage imod bestilling. ( Læs ovenfor! ) Kaffen var I forstaden La Trinidad holdt vi en pause og fik os en kold cola: Det var lidt mærkeligt at sidde der, imens der hele tiden kom caminovandrere forbi enten kun med en lille bitte dagrygsæk, eller slet ingen: Anja og jeg hørte til det mindretal, der selv bar hele bagagen. Da vi endelig ankom til Pamplona, var vi så heldige, at det herberg - vi forinden i Zubiri havde udset os et mindre privat herberg, hvor man sover i rumkabiner i stedet for de traditionelle etagesenge dette mindre herberg lå lige, hvor man kommer op ad bakken og går nedad mod centrum. Endnu en gang undgik vi hhv. det store kommunale herberg og det store kristne herberg, som ellers kun lå et par gader derfra. Vi fornemmede trængslen omkring os, en trængsel de mindre herberger er forskånet for.
Anja i rumkabinen. Indsat min rumkabine Vi er ikke hoppet med på vognen : Vi bærer selv vores rygsække Gensynet med Pamplona var dejligt: Vi var rundt i centrum og genså alle stederne, på nær Domkirken, hvor man nu skal betale entre ( 7 eur så vidt jeg husker. Anja og jeg fik en lille munter snak om entre, idet netop gratis adgang til Roskilde Domkirke oprindelig var ét af mine valgtemaer til menighedsrådsvalget i 2012, men hvor jeg har skiftet standpunkt, pga. det praktisk taget er umuligt pga. EU-regler ) Rygsæktransport.og sågar transport af cykler..er blevet en kæmpe industri på caminoen.