PROLOG Gare Saint-Charles, Marseilles hovedbanegård: Toget kører ikke længere Øverst på Saint-Charles-banegårdens høje trappe stod Guitou, som hans mor stadig kaldte ham, og kiggede ud over Marseille.»Storbyen«, hvor moren var født, og som de aldrig havde besøgt sammen, selv om hun havde lovet det. Men nu var han her. Alene. Omsider voksen. Og om et par timer skulle han gense Naïma. Hende, han var kommet for at være sammen med. Langsomt begyndte han med hænderne dybt begravet i cowboybukselommerne og en Camel i mundvigen at gå ned ad trappen. Han indtog byen.»gaden nedenfor hedder Boulevard d Athènes,«havde Naïma fortalt.»den fortsætter du ad ned til La Canebière. Så drejer du til højre mod Vieux Port, Marseilles gamle havn. Dernede har du på højre hånd på et hjørne et par hundrede meter borte, en stor bar. La Samaritaine, hedder den. Der mødes vi klokken seks. Du kan simpelthen ikke gå galt.«altså havde han to timer at løbe på, og det passede ham fint, for det gav ham god tid til at finde caféen, og han var sikker på at komme til tiden, for Naïma skulle ikke sidde og vente. Han glædede sig enormt til at gense hende, tage hendes hånd, omfavne hende, kysse hende. Og i aften skulle de sove sammen. For første gang. 13
Første gang for både hendes og hans vedkommende. Mathias, en af Naïmas klassekammerater fra gymnasiet, lånte dem sin lille lejlighed. Omsider ville de være alene. Kun de to. Tanken kaldte smilet frem på hans læber, et frygtsomt smil som det, han havde haft første gang, de mødtes, Naïma og ham. Men smilet blev hurtigt erstattet af bekymring, han skar ansigt, da han kom til at tænke på sin mor. Ingen tvivl om, at der ville falde brænde ned, når han kom hjem, for ikke alene var han stukket af uden at sige noget kun tre dage før, at skolen skulle begynde igen, men han havde også snuppet tusind francs i forretningens kasse. Morens modetøjsforretning i Gaps centrum. Han trak på skuldrene. Tusind francs ville ikke slå bunden ud af familiens budget, og han plejede sagtens at kunne tale sig til rette med sin mor. Nej, det var den anden, der bekymrede ham. Den store lort, der opførte sig, som om han var hans far. Ham havde han allerede fået øretæver af én gang på grund af Naïma. På vej over Allées de Meilhan fik Guitou øje på en telefonboks og blev enig med sig selv om, at det trods alt nok var klogest at ringe til hende. Moren. Så hun ikke også gik og blev bekymret. Han stillede den lille rygsæk fra sig og stak hånden i baglommen. Pokkers også, tegnebogen var væk. Panikslagen stak han et par fingre i den anden lomme og en hånd i inderlommen på sin tynde jakke, selv om han aldrig gik med tegnebogen dér. Men den var ingen steder. Hvordan kunne han have tabt den? Han havde den oppe på banegården, hvor han havde stukket returbilletten i den. Jo, nu kunne han huske det. På vej ned ad trappen 14
var der kommet én og bedt om ild, en beur, en indvandrersøn. Han havde fisket sin Zippo op af lommen, og i samme øjeblik var han blevet puffet til eller nærmere skubbet i ryggen af en anden beur, der kom fræsende ned ad trappen. Som en tyveknægt, havde han tænkt. Han havde nær mistet ligevægten på de smalle trappetrin og var havnet i favnen på den anden. De havde taget røven på ham for fuld udblæsning. Han var helt ør. Af både vrede og ængstelse. Så havde han altså hverken papirer eller telefonkort eller togbillet og næsten ingen penge. Kun byttepengene fra da han købte togbilletten og en pakke Camel. Tre hundrede ti dask.»fandens også,«sagde han højt.»problemer?«spurgte en gammel dame ham.»jeg har lige fået stjålet min tegnebog.den slags er desværre daglig kost, unge mand. Det kan ingen gøre noget ved. (Hun sendte ham et medfølende blik.) Men gå ikke til politiet. Forstået? Blander De politiet ind, gør De bare ondt værre.«så gik hun videre med sin lille taske holdt godt ind til brystet. Guitou fulgte hende med øjnene, mens hun forsvandt bort i fodgængernes spraglede masse, væsentligst bestående af sorte og arabere. Ikke just nogen strålende Marseille-debut. For at forjage ulykken kyssede han den forgyldte Jomfru Maria-medaljon, han havde hængende på et endnu solbrændt bryst efter sommeren i bjergene. En konfirmationsgave fra hans mor, der den formiddag havde taget den af sin egen hals og lagt den om hans.»den kommer langvejs fra,«havde hun sagt.»og den vil beskytte dig.«han troede ikke på gud, men ligesom sønnerne af 15
alle andre italienske familier var han lidt overtroisk. Og i hvert fald var det næsten det samme som at kysse sin mor, når man kyssede Jomfru Maria. Da han var lille, lænede hun sig altid ind over ham, når hun lagde ham i seng om aftenen, og kyssede ham på panden, og så nærmede medaljonen sig hans læber, skubbet frem af hendes store bryster. Han skød billedet til side, selv om det stadig æggede ham. Og tænkte på Naïma. Hendes bryster var mindre, men lige så smukke og mørke, som hans mors. En aften oppe bag familien Rebouls lade havde han listet en hånd op under Naïmas pullover, mens hans kyssede hende. Hun havde ladet ham røre ved dem, og lidt efter lidt havde han trukket pulloveren helt op for at se dem. Han rystede på begge hænder.»kan du lide dem?«havde hun næsten hviskende spurgt. Han havde ikke svaret, men bare nappet til dem med læberne, ét efter ét, til han kunne mærke, at han fik rejsning. Nu skulle han snart se Naïma igen; alt andet var underordnet. Det skulle nok gå alt sammen. Naïma vågnede med et sæt ved lyden fra etagen ovenover. En mærkelig, dump lyd. Hjertet hamrede i hendes bryst, hun spidsede ører, holdt vejret. Intet at høre. Blot stilheden. Lyset trængte blegt ind gennem persiennen. Hvad kunne klokken være? Hun havde ikke noget ur, Guitou lå på maven og sov roligt med ansigtet vendt mod hende. Hun kunne kun svagt høre ham trække vejret, men åndedrættets regelmæssige rytme virkede beroligende på hende. Hun lagde sig ned igen og trykkede sig med åbne øjne ind til ham. Hun ville godt have haft en cigaret til at dulme nerverne. Og falde i søvn igen på. 16
Hun lagde forsigtigt hånden på Guitous skulder og lod den glide ned over ryggen i et langstrakt kærtegn. Huden var silkeblød. Blid som hans øjne, hans smil, hans stemme og det, han sagde til hende. Og hans hænder, når de rørte ved hende. Det var dét, der havde virket så tiltrækkende på hende. Hans blidhed. En næsten kvindelig blidhed. Alle de andre drenge, hun havde kendt, var meget mere brutale i deres opførsel, også Mathias, som hun havde flirtet med. Men Guitou havde hun med det samme, allerede fra det første smil, haft lyst til at kaste sig i armene på og lægge hovedet mod hans bryst. Hun havde lyst til at vække ham og til, at han kærtegnede hende som lige før. Hvor havde hun nydt hans fingre røre ved sin krop, hans lysende blik, der gjorde hende endnu smukkere. Endnu mere forelsket. Intet var faldet hende mere naturligt end at elske med ham. Også det havde hun nydt. Mon det ville være lige så dejligt næste gang? Mon det altid ville være sådan? Bare tanken om før gav hende gåsehud over hele kroppen. Hun smilede og kyssede Guitou på skulderen, før hun trykkede sig endnu tættere ind til ham. Han var varm. Han rørte sig. Hans ben gled ind imellem hendes. Han slog øjnene op.»er du vågen?«spurgte han og lod hånden løbe gennem hendes hår.»der var en lyd. Jeg hørte en lyd.er du bange?«der var ingen grund til at være bange.... 17