Hårboller er et helt normalt fænomen for de fleste katteracer men ses især hos langhårskatte.

SUNDHED OG SYGDOM Hårboller Hårboller er et helt normalt fænomen for de fleste katteracer men ses især hos langhårskatte. Årsag og symptomer Hårboller er ikke en sygdom men skyldes kattens daglige soignering. Når katten rengør sin pels får den samtidig slikket sine egne hår. Hårene samles i kattens mavesæk og kan kun komme ud gennem tarmsystemet eller ved at katten kaster op. Opkastningerne kan både være hyppige og kraftige og hårbollerne kan sætte sig som en prop i tarmen og føre til forstoppelse. Forebyggelse Fænomenet er helt normalt men kan forebygges på flere måder: Giv din kat tørfoder fra dyrlægen, som er specielt udviklet til at forebygge hårboller Børst din kat for at mindske mængden af løse hår den kan slikke i sig Giv din kat adgang til kattegræs. Kattegræs påvirker maven og får din kat til at kaste op. Ligger hårbollen stadig i mavesækken vil hårbollen følge med. Giv din kat kattemalt. Kattemalt vil få hårbollen til at passere ud med afføringen

Hvad du bør gøre Hvis din kat kaster op på grund af hårboller, er det helt normalt og du behøver ikke at gøre noget. Overvej dog at forebygge mod hårboller. Hvis din kat bliver ved med at kaste op eller opkastningerne ikke skyldes hårboller, anbefaler vi, at du gør følgende: Den voksne kat bør faste i et døgn, dog med adgang til frisk vand. Derefter gives skånekost (Intestinal fra Royal Canin eller grød af kogt torsk og mosede ærter) i små portioner og gerne hyppigt, så maven har noget at arbejde med. Små killinger må IKKE faste, da de dehydrerer hurtigt. Sæt derfor killingen på skånekost med det samme. Opkastningerne skal være ophørt eller aftaget betydeligt efter 1-2 døgn ellers skal du kontakte din dyrlæge. Ved forstoppelse bør du kontakte dyrlægen.

Urinvejsproblemer Årsag og symptomer Årsagen til urinvejsproblemer kan være urinvejssten, blærebetændelse eller stress og symptomerne kan være: At katten presser længe, når den tisser, og der ikke kommer noget eller kun ganske lidt urin ud ad gangen. At katten tisser en stor sø i f.eks. sengen. At katten tisser oftere end normalt. At katten bruger længere tid på kattebakken end normalt. At katten mijaver eller klager sig, når den tisser. At katten vælger at tisse bløde steder såsom på tæpper og dyner. At katten har blod i urinen (den ser mørkere ud). At kattens urin lugter meget kraftigt. Urinvejslidelser er meget farlige for katte og må endelig ikke ignoreres. Får du ikke behandlet katten, kan det ende med, at den skal igennem flere operationer, og i sidste ende kan katten dø. Mange katte får disse sygdomme på grund af dårligt foder, overvægt og manglende motion.

Hovedparten af katte i Danmark lever af tørfoder og drikker som regel ikke vand nok til at kompensere for den manglende væske i foderet. Deres urin bliver derfor meget stærk og kan udløse en betændelsesreaktion i blæren, der danner klumper af celler som blokerer urinrøret. Blæreslimhinden bliver irriteret og fortykkes og bløder. Enkelte gange er urinrøret også spærret af krystaller som dannes da surhedsgraden i urinen er ændret og der udfældes salte som krystalliserer. Der findes to forskellige slags urinvejssten, som katten kan få i urinvejene og dannes af krystaller i urinen. Ens for dem begge er, at de sætter sig fast i væggene i urinrøret. Dette medfører, at urinrøret bliver indsnævret, hvilket gør det meget smertefuldt for katten at tisse, da urinen nærmest skal presses ud. Behandles katten ikke, vil stenene til sidst lukke urinrøret, så katten ikke kan komme af med sin urin, hvilket er dødelig, hvis katten ikke behandles. Forebyggelse Sørg for at din kat drikker vand. Sørg for at din kat altid har adgang til frisk vand i rigelige mængder. Husk at skålen skal være så bred, at kattens knurhår ikke rører ved kanterne, og den må ikke være dybere, end at katten kan ligge og kigge over den. Bland eventuelt vand i dåsemaden. Sørg for at give katten tørfoder, der er af god kvalitet med lavt mineralindhold (kan købes hos dyrlægen). Billigt tørfoder fører ofte til dannelse af krystaller i urinen, som kan give risiko for urinvejsstop. Hvad du børe gøre Har din kat svært ved at tisse, går på bakken hyppigt, tisser uden for bakken eller klager sig når den tisser, bør du kontakte din dyrlæge. Både blærebetændelse og urinvejssten er smertefulde for din kat og kræver akut behandling. Går din kat i længere tid med urinvejsproblemer kan det påvirke og eventuelt skade deres nyrer. Er der blod i urinen, bør du kontakte din dyrlæge snarest. Kan din kat ikke komme af med urinen, bør du strakt søge dyrlæge (også selvom det er aften eller weekend). Hvis urinvejene først er blokeret, kan situationen hurtigt blive kritisk. Urinvejsproblemer kan være tilbagevendende, hvorfor et skift af foder til et specielt tørfoder, der tager højde for urinvejsproblemer kan være en fordel. Tisser din kat uden for bakken, men har ikke andre symptomer, kan din kat lide af stress. Hvis dyrlægen har konstateret, at der ikke er noget fysisk galt med katten, bør du overveje, om der kan være psykiske eller praktiske årsager til, at katten er urenlig.

Indvoldsorm Katte kan blive smittet med en række forskellige typer orm. De to mest almindelige former for orm er spolorm og bændelorm. Der findes selvfølgelig andre typer orm, men behandlingen er den samme dvs. en ormekur. Spolorm Spolormen (Toxocara Cati) er som voksen mellem 5 og 12 cm lang og lever af indholdet i mavesækken og tyndtarmen hos katten. Den voksne spolorm lægger æg i kattens indvolde, der udskilles med afføringen. Voksne katte er mere modstandsdygtige overfor spolorm og viser typisk færre symptomer end yngre katte (også selvom de er smittet). Hos den voksne kat kan det eneste symptom derfor være elastiklignende orm i afføringen eller i opkast. Symptomer for spolorm Elastiklignende orm i afføringen eller i opkast Diarre Hoste Træt, inaktiv kat som ikke vil lege Vægttab Udspilet bug, tør og kedelig pels samt hæmmet vækst ved killinger kan også forekomme.

Spolormens æg udskilles med en kats afføring og optages af mellemværter som f.eks. mus, rotter og fugle. Når en kat spiser mellemværten aktiveres spolormen og udvikler sig til en voksen orm i kattens tarmkanal. Hvis katten selv indtager æggene, vil larverne vandre ud af tarmkanalen, gennem leveren og videre til lungerne, hvor de vandre op igennem luftrøret. Herefter vil katten sluge dem, og de vil udvikle sig til voksne orm i kattens tarmkanal. De unge larver kan også vandre ud og indkapsle sig i kattens væv. Hos hunkatten kan de aktiveres, når hun bliver drægtig, og vandre ned i mælkekirtlerne og smitte killingerne når de dier. Bændelorm Der findes flere arter af bændelormen, men den der oftest ses hos katte i Danmark er Dipylidium. Bændelormen sætter sig fast i tarmvæggen og lever af tarmindhold. Deres længde varierer men de kan bliver over en meter lang og vokser sig længere og længere i små led, der hver indeholder æg. Leddene afgives som regel ét af gangen og ledes ud med kattens afføring. Katte har normalt ikke symptomer selvom de har bændelorm. Dog kan følgende forekomme: kløe omkring endetarmsåbningen når led med æg forlader katten små led der ligner riskorn i pelsen omkring endetarmen Bændelormeled i opkast Bændelormens æg frigøres fra det led som de befandt sig i inde i katten og optages af en mellemvært som f.eks. en loppe eller mus, hvor de udvikler sig til larver. Kattens smittes med ved at spise mellemværten. Ofte får katte bændelorm ved at indtage en smittet oppe når den soignere sig. Hvad du bør gøre Din kat skal have en ormekur. Ormemidler er receptpligtige så kontakt din dyrelæge for at starte behandlingen. Det er altid en god idé med en kattebakke inden døre, så du kan holde øje med afføringen. Billedet til højre (øverst): Spolorm: Hvidlige, elastiklignende. Billede til højre (nederst): Bændelorm: Små risengryn i pelsen omkring endetarmen.

Ringorm Ringorm er ikke en orm men en infektion i huden, der skyldes mikroskopiske svampe. Den viser sig ved pletvist hårtab (typisk på ørerne, omkring snuden og på poterne). Hvis du har mistanke om, at din kat har ringorm, bør du søge dyrlæge, så katten hurtigst muligt kan sættes i behandling. Smitte Ringorm kan smitte mennesker, og symptomerne er kløende, ringformet udslæt. Søg læge hvis du har mistanke om, at du har ringorm. Ringorm smitter ved direkte kontakt eller indirekte via inficerede hår, skæl eller støvpartikler.

Øremider Øremider er en lille parasit, der lever dybt nede i øregangen. Man kan ikke umiddelbart se øremider, men dens afføring ligner kaffegrums og ses tydeligt i øret. Øremider ses mest hos killinger og smitter ved tæt kontakt kattene imellem. Symptomer på øremider Kløe i ørerne hovedrysten Store mængder sort ørevoks Kaffegrums i ørene Rød og irriteret hud i øret Kontakt din dyrlæge, hvis du tror, din kat har øremider.

Lopper At katten på et tidspunkt får lopper er næsten uundgåeligt. Selv indekatte kan få lopper. Risikoen for smitte med lopper er størst om foråret og særligt om efteråret. Loppens livscyklus En hunloppe lægger 15-20 æg pr. dag og kan lægge ca. 1000 æg i sit liv. De udklækkede larver er meget lyssky og gemmer sig hurtigt i sprækker, revner, tæpper, m.m., hvor de på kort tid forpupper sig. Hele loppens livscyklus fra æg til loppe kan nås på to uger. Loppen udklækkes, når temperatur og fugtighed er optimal, eller når den kan mærke liv omkring sig. Smittet med lopper Den voksne loppe lever i kattens omgivelser og i dyrets pels, hvor den lever af at suge blod. Det kan være svært at finde lopperne i dyrets pels, for de er hurtige og meget lyssky. Et tegn på lopper er loppeafføring i pelsen. Brug en tæt kam og placer afføringen på et stykke vådt papir. Hvis det farves rødbrunt (indeholder blod), er det et sikkert tegn på lopper. Hvis katten sluger lopper, mens den slikker sin pels, er der risiko for, at den får bændelorm (en parasit, der overføres via lopper).

Mange katte er allergiske over for loppens spyt. Allergien kan forårsage skæl, sår og hårfældning samt rødme og irritation. I disse tilfælde bør dyrlægen kontaktes.læs mere om allergi her. Mennesker kan også blive bidt, men lopperne kan ikke leve eller formere sig på mennesker. Forebyggelse og behandling 1. Behandling af katten. Der findes ikke et middel, der udrydder alle stadier af loppens livscyklus, så det kan være nødvendigt at anvende flere behandlingsmidler samtidigt. Der findes en del forskellige midler, som virker og anvendes på forskellig vis. Det er vigtigt at gennemlæse og overholde brugsvejledningen for midlet. Program Vet: Indvortes brug. Kan anbefales som forebyggende middel, da det som regel kan anvendes sammen med andre loppe- og ormemidler. Efter at loppen har suget blod, virker Program Vet på afkommet (larven), som ikke kan udvikles. Frontline/Advantage: Udvortes brug. Findes som spray eller som pipette. Virker i pels og hårsække, så lopperne ikke behøver at bide for at optage midlet, og de dør, før de når at lægge nye æg. Advarsel: Frontline Vet må ikke bruges sammen med loppehalsbånd. Generelt kan det siges, at de gammelkendte midler som pudder og halsbånd ikke længere synes at være effektive nok. Lopperne er måske blevet immune. 2. Behandling af omgivelserne. Det kan være vanskeligt at komme en veletableret loppebestand til livs. Derfor kan det være nødvendigt at behandle omgivelserne. Som forberedelse bør man støvsuge meget grundigt og smide støvsugerposen ud bagefter. Det fjerner de fleste æg og det meste af larvernes føde. Da loppeæg er meget klæbrige, er det ofte nødvendigt at sprøjte f.eks. tæpper, hvor æggene kan ligge gemt. Forskellige spray med Methopren eller Absolut-D (Diazinon) kan købes.

Flåter Flåten er en rund, blodsugende parasit, der ofte ses på katte med fri adgang til buskads og krat. Flåten bider sig fast og fylder sig langsomt med værtsdyrets blod. De ligner små vorter og forveksles ofte med sådanne. Fjern en flåt

Flåter fjernes effektivt efter, at de er bedøvet med æter, kloroform, sprit eller lignende. Hele kroppen drejes/nulres med uret, så de til sidst kan trækkes ud. Ellers brug en flåttang som vist på billedet (fås hos dyrehandleren eller på Inges Kattehjem). Hvis du trækker flåten ud med magt, risikerer du, at deres hoved bliver siddende i huden, hvor det kan blive årsag til et inficeret sår. Allergi For både dyr og mennesker gælder, at allergi forekommer, når immunsystemet overreagerer på et stof, der egentlig ikke er skadeligt for kroppen. Et stof, som fremprovokerer en allergisk, reaktion kaldes et allergen. For at et allergen giver allergi, skal kroppen som regel have mødt det pågældende allergen flere gange tidligere i løbet af livet. Allergi hos en kat kan give symptomer fra huden men også fra luftvejene i form af allergisk astma. Denne artikel vil udelukkende koncentrere sig om de typer for allergi, der giver hudsymptomer hos katte. Symptomer Det gennemgående symptom for allergi i huden er kløe. Katten er mere tilbøjelig til at slikke end at kradse sig, og da katten kan være meget diskret, er det ikke altid, at ejeren opfatter, at den har kløe. Katten kan desuden virke mere kælen eller renlig end sædvanligt. Allergi kan give forskellige typer af symptomer. Hos en del af de allergiske katte ses ikke en synlig reaktion i huden, men katten slikker med sin ru tunge pelsen af, så den får bare/pelsløse områder; f.eks. på maven, inder- eller bagsiden af lårene, den bagerste del af ryggen eller på forbenene.

Andre katte får væskende og kløende sår primært i nakke, på hals eller i ansigtet. I tilfælde af loppeallergi ses små knopper med rødme og skorper ned langs ryggen. Diagnosticering Overordnet skelner man mellem fødemiddelallergi og atopiske dermatitis. En given kat kan godt have flere former for allergi, hvilket gør diagnosen mere vanskelig. Den gængse fremgangsmetode, når der undersøges for allergi, er først udelukkelse eller behandling af andre årsager til lignende symptomer (f.eks. parasitter, ringorm, bakterielle hudinfektioner, mm.). Dernæst udelukkes eller bekræftes en mulig fødemiddelallergi. Til sidst undersøges katten for atopisk dermatitis, hvis det er aktuelt. Fødemiddelallergi Fødemiddelallergi vil sige, at kroppen reagerer allergisk på en specifik kulhydrat- eller proteinkilde (f.eks. kylling), så det har ikke noget med kvaliteten af et foder at gøre. Hudreaktionen kan være udtalt med store væskende sår (se billede) og kan begynde i alle kattens livsstadier fra 5 måneder til 14 år. Diagnosen bliver stillet ved at fodre katten med en specieldiæt, som fødemiddelallergikere normalt ikke reagerer på. Det kan være en færdigproduceret diæt, der købes hos dyrlægen, eller en hjemmelavet diæt bestående af kulhydrat- og proteinkilder katten ikke tidligere er blevet præsenteret for (f.eks. kanin eller hest). Katten fodres med diæten og intet andet i 6-8 uger, hvilket kan være et problem for udekatte, der fanger mus eller fugle. Observeres en bedring af symptomerne inden for denne periode, giver man katten sit normale foder i 1-2 uger og afventer, om der sker et tilbagefald. Hvis dette er tilfældet, er diagnosen fødemiddelallergi stillet, og der skal findes et foder, katten kan leve symptomfrit på. Hvis symptomerne kun bliver lidt eller slet ikke bedre på specialdiæten, fortsættes udredningen og der testes for atopisk dermatitis. Atopisk Dermatitis Atopisk dermatitis er en samlebetegnelse for allergiske hudreaktioner, hvor katten primært optager allergenet over huden. Allergenerne kan være mangeartede, og her kan nævnes pollen, husstøvmider, lagermider og lopper. Denne form for allergi starter oftest ved 1-2 års alderen, og anses for at være arvelig. Diagnosen atopisk dermatitis kan være svær at stille. Mistanken om atopisk dermatitis kan vækkes i tilfælde af symptomer (f.eks. kløe, typiske hudreaktioner) og/eller en forhistorie (f.eks. sæsonbetingede symptomer eller opstart af problemet i den typiske alder), som er forenelige med allergi. Mistanken om atopisk dermatitis kan blive yderligere forstærket, hvis symptomerne forsvinder ved behandling med stoffer, der dæmper immunforsvaret (f.eks. binyrebarkhormon, antihistaminer). Peger alt i retning af, at katten har atopisk dermatitis, skal der tages stilling til, hvilken behandlingsstrategi der er praktisk og økonomisk mulig.

Behandling af atopisk dermatitis Den mest skånsomme behandling er hyposensibilisering, hvor der først laves en allergitest for at finde ud af, hvilket eller hvilke allergener katten reagerer på. Der tages enten en blodprøve, som undersøges for antistoffer mod allergener, eller der laves en priktest, hvor små mængder udvalgte allergener sprøjtes ind under huden. Der laves en vaccine ud fra de fundne allergener, og katten vaccineres efter et fastlagt skema for at vænne kroppen til allergenerne og derved stoppe den allergiske reaktion. Der ses god effekt hos ca. 60 % af kattene, og behandlingen skal anses som livslang. Hvis hyposensibilisering ikke giver tilstrækkelig effekt eller fravælges grundet praktiske eller økonomiske årsager, kan symptomatisk behandling komme på tale. Samtlige former for medicin, der dæmper atopisk dermatitis og fødemiddelallergi (eks. binyrebarkhormon, antihistaminer eller cyclosporin), kan give bivirkninger af forskellige grader, så valget af medicin vil altid være en opvejning af fordele og ulemper. Kosttilskud i form af Omega 3 og 6 fedtsyrer kan desuden have en gavnlig effekt på dæmpning af symptomer. Sukkersyge hos katte

Sukkersyge eller Diabetes Mellitus hos katte er en stofskiftelidelse, hvor produktionen af insulin er helt eller delvist ophørt. Kroppen har brug for insulin for at kunne transportere sukker fra blodet over i kroppens celler. Symptomer Katte udvikler typisk sukkersyge over nogle uger, og det kan være svært for kattens ejer at opdage. Sukkersyge ses oftest hos katte over syv år. Katten taber i vægt til trods for, at den har en stor appetit, drikker meget og tisser meget. Mange katte med sukkersyge bliver svage i bagbenene og går på haserne. Undersøgelse Har man mistanke om, at katten drikker mere, tisser mere og stadig spiser, skal man opsøge dyrlægen med det samme. Dyrlægen tager både en blodprøve og en urinprøve og undersøger for indhold af sukker (glukose). Da katte ofte i stresssituationer vil have et forhøjet blodsukker, skal katten have vedvarende forhøjet blodsukker og sukker i urinen for at diagnosen sukkersyge kan stilles med sikkerhed. For at sikre den korrekte diagnose måles tillige fructosamin i blodet og andre sygdomme udelukkes. Behandling: Diæt: speciel diæt med lavt indhold af stivelse og højt indhold af protein. Denne specielle sammensætning nedsætter behovet for insulin, og nogle katte kan klare sig med diæt alene. Diæter kan købes hos dyrlægen Tabletter: Ønsker en katteejer ikke at give insult via indsprøjtning, er en mulig løsning på kort sigt Glipzide. Tabletterne anbefales ikke til længere tids behandling af sukkersyge og vil i mange tilfælde slet ikke hjælpe katten. Det vil desuden ofte være langt sværere at give katten tabletter frem for insulin i indsprøjtning. Insulin: Der findes flere slags insulin, f.eks. har det syntetiske produkt, Insulin Glargine, vist gode behandlingsresultater. Ofte vælges et produkt som skal gives 2 gange med 12 timers mellemrum. I starten skal katten kun have en meget lille dosis som øges med 1-2 ugers mellemrum. Ejeren bliver instrueret i at måle kattens blodsukker derhjemme, så den rigtige dosis kan findes. B12 mod Svage bagben : Sukkersyge giver en skade på nervevævet, så katten falder sammen i bagbenene. Det kan bedres af sig selv i løbet af 6-10 uger, når sukkersygen bliver behandlet med insulin. Desuden kan gives et tilskud af vitamin B12, som hjælper med at reparere det beskadigede nervevæv. 1 ud af 400 katte rammes af sukkersyge Sukkersyge rammer 1 ud af 400 katte, men desværre ser det ud som om, der kommer flere tilfælde. Hos katten er op til 95 % af sukkersygetilfældene type-2 diabetes som næsten altid kræver behandling med insulin i indsprøjtning. Behandles sukkersygen korrekt, vil det hverken forringe eller afkorte kattens liv. Kommer man i gang med behandling hurtigt, kan sukkersygen endog forsvinde igen. Risikofaktorer for at udvikle

sukkersyge er bl.a. som hos mennesker overvægt, behandling med medicin (steroider, progesteron) og anden sygdom (f.eks. forhøjet stofskifte). FIV FIV, som også kaldes Felin Immunodefekt Virus eller katte AIDS, er som HIV og AIDS hos mennesker en alvorlig og ofte dødelig sygdom. FIV er udbredt over hele verden og har været kendt i Danmark siden 1970. FIV kan desværre ikke helbredes og sygdommen kan ikke forebygges via vaccination. Spredning Infektionen overføres primært fra kat til kat gennem spyt. Det vil sige, at kattene smitter hinanden med virus, når de slås og bider hinanden. Da FIV oftest overføres via spyt og bid, har udekatte en større risiko for at blive smittet end inde katte. Smitte fra moderkat til killinger kan forekomme via mælk, mens smitte fra moderkat til killinger via moderkagen er yderst sjælden. Symptomer Virussen angriber kattens immunforsvar, og katte med FIV trives derfor dårligt. Katten bliver nedstemt, holder op med at spise og bliver afmagret. Den kommer med tiden til at lide af blodmangel og får hævede lymfeknuder. Desuden vil den muligvis også få infektioner i mundhulen, i mave-tarmsystemet og evt. få diarré og feber. Kort sagt en kat, der har det rigtig skidt. Smittede katte kan dog være smittet i mange år, før de viser symptomer og bliver syge. Diagnose

Diagnosen stilles på baggrund af en simpel blodprøve, der kan foretages af enhver dyreklinik. Når man undersøger for FIV via blodprøven, kan man være uheldig at få et falsk-negativt blodprøvesvar. Det vil sige, at testen viser, at katten ikke er smittet, selvom den er. Dette kan forekomme, hvis katten er blevet smittet umiddelbart inden, blodprøven udtages, og der derfor er et for lavt indhold af antistoffer i blodet til, at det kan måles i testen. Desværre kan vi ikke helbrede katte med FIV. Er katten FIV positiv men symptomløs, bør den isoleres fra andre katte for at undgå smittespredning eller aflives, som også bliver udfaldet, når katten først begynder at vise tegn på sygdom. FeLV Kræftformen FeLV har været kendt siden 1969, og virussen er udbredt over hele verden. Har katten først fået sygdommen, kan vi desværre ikke helbrede den, men du kan forebygge sygdommen ved at vaccinere din kat. Ikke alle katte dør af FeLV Ca. 30% af de smittede katte bliver kroniske smittebærere, og disse vil typisk få symptomer og deraf dø 2-3 år efter, at de er blevet smittet. Andre 30% af de smittede katte har - for en periode - virus i kroppen og vil typisk være raske igen efter 4-6 uger. Disse katte producerer antistoffer, der kan neutralisere virus. De resterende 40% er latent inficerede, hvilket vil sige, at sygdom og symptomer kan aktiveres ved stress, anden infektion eller ved brug af medicin, der undertrykker kattens immunforsvar.

Om katten renser sig selv og bliver rask, eller om den udvikler sygdommen afhænger af mængden af påført virus, varigheden af påvirkningen, alder, og hvor godt kattens immunsystem fungerer generelt. Spredning Der findes virus i blod, spyt, tårer og næsesekret hos katte smittet med FeLV. Kattene smitter hinanden, når de er sammen og vasker hinanden samt deler mad- og vandskål. Smitte via moderkage, ved diegivning og fødsel ses sjældent sammenlignet med smitte via den almindelige kontakt. Virus kan ikke overleve udenfor katten og heller ikke i urin og afføring. Man kan ikke helbrede katteleukæmi, og katte der er testet positive for FeLV bør isoleres eller aflives for at undgå smittespredning. Symptomer Symptomerne ved FeLV er ikke specifikke. De kan være appetitløshed, vægttab, nedstemthed, diarré, opkast og sår i munden. Katten kan drikke og tisse unormalt meget, lide af inkontinens, blodmangel, og den kan have svært ved at styre sine bevægelser. Desuden kan kræftformen sprede sig til tarmene, lymfeknuder, lever og nyrer. Hos hunkatte kan der desuden være problemer med reproduktionen i form af abort, dødfødte killinger eller eventuelt manglende frugtbarhed. Diagnose Diagnosen stilles på baggrund af en blodprøve, og der testes for både FIV (katte-aids) og FeLV på én gang. Slidgigt hos katte Min kat er ikke så selskabelig mere. Min kats pels filtrer sammen og ser mere trist ud end tidligere. Min kat kalder og klager sig mere. Min kat har flere og flere uheld uden for bakken. Min kat sover mere og er mindre legesyg. Måske er den bare ved at blive gammel. Alle disse tegn kan være udtryk for slidgigt og skyldes ikke blot, at katten er blevet ældre. Opdages for sjældent Slidgigt hos katte er svær at opdage, da katte ikke særlig tydeligt viser symptomer på gigt og nogle ejere fejlagtigt tolker kattens symptomer som tegn på almindelig alderdom. Symptomer på slidgigt Symptomerne er svære at få øje på, men de mest almindelige hos katte kan inddeles i fire grupper: 1: Nedsat bevægelighed En kat halter kun sjældent af gigtsmerter, men får derimod en mere stiv gang. Den kan lægge an til spring og ombestemme sig, og hvis den alligevel prøver, vil den oftere forfejle springet. Nogle katte vælger at holde sig mere på gulvet og i lave møbler end tidligere. 2: Mindre aktivitet

Katten hviler sig og sover mere og i længere tid på samme sted. Den kan også miste lysten til at lege eller bliver hurtigere træt af det end tidligere. Den mindre aktivitet kan også give mindre muskelmasse i ryggen og på lårene. 3: Dårlig soignering Katten får sværere ved at holde sin pels, vaske sig og eventuelt ikke nå bestemte steder på ryggen. Kløerne kan også blive forvoksede, hvis de ikke bliver brugt som tidligere. Nogle katte undgår også kattebakken og har derfor uheld på gulvet. 4: Ændret adfærd Nogle katte vil begynde at snakke mere eller klage sig. De kan også blive mindre tålmodige eller måske ligefrem aggressive. Nogle mister interessen for andre katte og for ejeren. Udvikling af slidgigt Sygdommen udvikler sig som en langsom nedbrydelse af brusken i leddene. Nedbrydelsen kan starte helt af sig selv eller for eksempel efter et brækket ben, en skade på ledbåndene eller som følge af medfødte skavanker. Det kan for eksempel være dårlige hofter eller løse knæskaller. Kroppen vil forsøge at hele skaderne, og der samler sig arvæv i og omkring leddet. Efter nogen tid vil der også dannes ny knogle omkring leddet. Hvis man mærker rigtig godt efter, kan man på dette tidspunkt mærke at leddet er blevet tykkere. Noget af den fortykkelse vil også kunne ses på røntgenbilleder. Hos katte sidder problemerne hyppigst i ryggen, dernæst i albuen og sjældnere i hoften og knæet. Behandling af slidgigt Slidgigt kan ikke helbredes, men i mange tilfælde kan man minimere symptomerne og i perioder fjerne dem. 1: Overvægt er en vigtig faktor Vægttab er uden sammenligning den mest effektive vej til at minimere symptomer på slidgigt. En overvægtig kat har ofte tydeligere symptomer end en kat med normalvægt og er klart mere påvirket af sin sygdom. Noget tyder også på, at den fortsatte udvikling af slidgigt går hurtigere hos overvægtige katte. Desuden kan katte med lav kropsvægt ofte klare sig med mindre medicin. 2: Fiskeolie og glucosamin som kosttilskud Man har undersøgt de positive virkninger af fiskeolie og glucosamin som kosttilskud ganske grundigt hos mennesker, men effekten på katte er endnu ikke undersøgt med den samme grundighed. Noget tyder dog på, at katte også kan få glæde af kosttilskuddene. Fiskeolie og glucosamin indeholder nogle af de samme byggesten som findes i ledbrusk. Tanken er, at ved at tilføre rigelige mængder af disse byggesten, vil leddet have nemmere ved at reparere på sig selv. Der er fremstillet diætfoder, som du kan købe hos dyrlægen, der indeholder disse kosttilskud.

3: Smertestillende medicin Det kan blive nødvendigt med smertestillende medicin i kortere eller længere perioder. Metacam er det eneste godkendte produkt i Danmark til længere tids behandling af katte. Det er heldigvis forholdsvis sikkert og nogenlunde nemt at give. Udover at være smertestillende har det den effekt, at det hæmmer noget af irritationstilstanden omkring leddet og dermed også udviklingen af nogle af de kroniske skader. Få din kat undersøgt Det er vigtigt at slidgigt hos katte bliver opdaget, så katten kan få et bedre liv. Er du i tvivl om din kat har slidgigt, så bed dyrlægen om at undersøge kattens led og bevægelser. For eksempel ved næste vaccination. Kattesyge Kattesyge kan være en dødelig sygdom for din kat, hvis den ikke er vaccineret. Før i tiden, da katte ikke blev vaccineret imod kattesyge, var det en af de hyppigste dødsårsager blandt killinger og ungkatte. Smitte Sygdommen angriber primært kattens mavetarmkanaler og er meget smitsom, hvorfor en smittet kat bør isoleres. Sygdommen kan overføres ved direkte kontakt med en smittet kat, men også

indirekte gennem urin, afføring, opkast, savl og slim fra en smittet kat. Er en kat blevet smittet med kattesyge, går der ca. 2-9 dage før sygdommen kommer i udbrud. Symptomer Virussygdommen kendetegnes ved følgende symptomer: Diarré Opkastning Feber Appetitløshed Nedstemthed Behandling Der findes ikke en egentlig behandling mod selve sygdommen, hvorfor et behandlingsforløb koncentrere sig om selve symptomerne. Det vil sige genoprettelse af væskebalancen, stoppende midler mod diarré og eventuelt antibiotika mod andre bakterieinfektioner. Behandlingen er kun effektiv, hvis den indledes i de tidlige stadier af sygdommen. Den bedste måde at forebygge mod kattesyge er gennem vaccination. Katte influenza En lang række af virus og bakterier kan forårsage luftvejsinfektioner hos katte, men de to hyppigste årsager er begge virusbetinget:

(1) felin herpesvirus 1 (fhv-1) og (2) felin calicivirus (fcv). Infektion med disse virus kaldes i daglig tale for katte influenza. Af disse to er fcv den hyppigst forekommende, men resulterer til gengæld oftest også i mere milde sygdomsforløb end fhv-1. Symptomer Symptomerne er for begges vedkommende som udgangspunkt luftvejsinfektioner i de øvre luftveje, men involverer ofte også mundhule og øjne. Fra katten bliver smittet og indtil den bliver syg går der ca. 2-9 dage. De mere specifikke symptomer ved fhv-1: betændelsessekret i og omkring øjne og næse, nysen og sommetider savleri og hoste. Hos unge og svækkede katte kan i mere sjældne tilfælde ses regulær lungebetændelse og mere generaliseret sygdom. Ved infektion med fcv er symptomerne: i store træk som hos fhv-1 men som sagt ofte noget mildere. Sårdannelser i mundhulen; typisk på tungen. Der kan komme lammelser og høj feber. Dette kan forekomme som eneste symptom hos fcv inficerede katte altså uden luftvejssymptomer. Behandling For at stille den eksakte diagnose på infektionstilstanden udtages der typisk en svaberprøve fra mundhulen eller slimhinden i øjnene, hvorfra man på laboratoriet kan isolere og typebestemme det pågældende virus. Der er endnu ikke registreret nogen behandling målrettet mod virusinfektionerne, hvorfor katte med katteinfluenza behandles med bredspektret antibiotika for at dække mod evt. sekundær bakteriel infektion. Hvis katten er meget svækket kan f.eks. væskebehandling og sondefordring blive aktuel. Smitte Både fcv og fhv-1 smitter primært ved direkte kontakt mellem katte, hvorfor sygdommen hyppigst ses, hvor flere katte er samlet som f.eks. hos opdrættere og på katte internater. Dog kan smitte også ske indirekte ved, at sekret utilsigtet føres fra den ene kat til den anden. Luftbåren smitte udgør en mindre risiko, men dog kan virus, der spredes i luften ved nysen, smitte i en afstand på 1-2 meter.

Smitterisiko Inficerede katte med kliniske symptomer udgør i sagens natur en stor smitterisiko, men også raske katte, der er kommet sig over fhv-1 virus, er virusbærere. Hos disse katte kan virusudskillelse aktiveres ved stress-situationer og smitte ske til andre katte. Typiske stress-situationer, der kan aktivere virusudskillelse, kan være anden sygdom, omplacering til et nyt hjem eller til internat, fødsel og opfostring af killinger. Når virusudskillelse aktiveres hos disse katte, vil en del selv få kliniske symptomer, mens andre optræder sunde og raske, hvorfor man ikke umiddelbart vil mistænke dem for værende en smittekilde. For katte, der er kommet sig efter smitte med fcv, gælder derimod, at de stort set alle mere eller mindre vil være raske virusudskillere i lang tid. Først senere i livet vil en del rense sig fuldstændigt for virus. En amerikansk undersøgelse viser, at 20-30% af alle katte er raske smittebærere af fcv, og disse katte udgør en konstant smittekilde i deres omgivelser. Hvor stort tallet er i Danmark vides ikke, men der er ingen tvivl om, at også her er der mange raske smittebærer af fcv. Vaccination Den bedste måde at sikre sin kat mod infektion med fcv og fhv-1 er gennem vaccination. Killinger basisvaccineres med 2 vaccinationer. den første gives i 8-ugers alderen og 2. basisvaccination 4 uger efter. Selv om beskyttelsen hos nogle katte varer mere end et år anbefales årlig genvaccination; specielt til udekatte hvor smitterisikoen alt andet lige er væsentlig større. Reducering af smitterisikoen Ud over at vaccinere og genvaccinere din kat, kan du også reducere smitterisikoen: Ved at forhindre direkte og indirekte kontakt mellem katte f.eks. på katte internater, hos opdrættere og lignende steder, hvor flere katte er sammen. Ved kontant at opretholde en god hygiejne og desinficere kattens omgivelser Killinger i alderen 3-6 måneder er i stor risiko for smitte. Efterhånden som beskyttelsen fra råmælken rinder ud, hvilket sker omkring 10-12 ugers alderen, og indtil beskyttelsen fra vaccinen virker, vil de være specielt modtagelige for smitte.ved udbrud af smitte kan evt. tidlig vaccination komme på tale hos raske katte for at forsøge at opnå en tidligere beskyttelse, men vaccinen virker ikke optimalt hos så unge killinger. Kræft hos katte

Ældre katte får ofte en eller anden form for kræftsygdom, som trods behandling ender med at tage livet af katten. Unge katte kan også blive ramt af en kræftsygdom, men det er ikke almindeligt forekommende. Hvis du opdager en hævelse eller knude (tumor) udvendigt på din kat, skal du som regel søge dyrlæge hurtigt for at få undersøgt knuden. Sværere er det, hvis lidelsen opstår inden i dyret i de forskellige væv og organer. Undersøgelser af katten Har du opdaget en knude på din kat, vil dyrlægen foretage forskellige undersøgelser for at afgøre, hvilken form for knude det drejer sig om. I mange tilfælde vil dyrlægen udtage en lille vævsprøve med en tynd nål uden at bedøve katten, og andre gange vælger dyrlægen at udtage en større vævsprøve som kræver en let bedøvelse af katten. Ud fra vævsprøven kan dyrlægen afgøre, hvilken form for tumor det drejer sig om. Dyrlægen laver en plan for, hvilke undersøgelser der yderligere vil være hensigtsmæssige at foretage, og hvilken behandling der kan tilbydes. Det vil ofte dreje sig om røntgen-undersøgelse af brystkassen for at se, om sygdommen har spredt sig til lungerne i form af metastaser. Hvis det drejer sig om undersøgelse af bughulen, vil man både lave røntgen-undersøgelse og ultralydsscanning, og i visse tilfælde også lave f.eks. en kikkertundersøgelse af bughulen og udtage relevante vævsprøver. Dyrlægen kan også tilbyde MR og CT-scanninger af væv og nervesystemet. Forud for de meget specialiserede undersøgelser skal katten selvfølgelig først undersøges grundigt og have foretaget en blodprøve, som viser at dens almene tilstand er i orden, inden videre behandling iværksættes. Mange kræftpatienter taber sig, så et vigtigt led i den samlede behandling er også at optimere det foder som katten tilbydes. Behandlingsformer Behandlingen af kræft indenfor traditionel medicin kan opdeles i 3 hovedgrupper: 1. Kirurgisk 2. Kemoterapi 3. Strålebehandling Der er mange former for kræft der kan helbredes med et kirurgisk indgreb, men ofte vil man forlænge patientens levetid, hvis behandlingen kombineres med kemoterapi og strålebehandling. Kirurgisk behandling Mange former for knuder er godartede, og den rette form for kirurgi vil helbrede katten. Behandlingen er relativt hurtigt overstået, og vi har i dag mange muligheder for at smertebehandle efter et kirurgisk indgreb, så katten ikke lider unødigt. Det kirurgiske indgreb er i de fleste tilfælde også økonomisk og tidsmæssigt overkommeligt for ejeren i forhold til

kemoterapi og strålebehandling. Visse behandlinger kan indtil videre kun foretages i hovedstadsområdet. Kemoterapi Nogle kræftsygdomme behandles udelukkende med kemoterapi, men ofte vil kemoterapien kombineres med en kirurgisk fjernelse af tumor. Kemoterapi er en form for gift der dræber kræftceller men også raske celler i kroppen. Kemoterapi gives efter nogle bestemte protokoller, som er tilpasset de forskellige kræftsygdomme. Katten skal som regel have medicinen gennem et drop over nogle timer. Dette gentages med forskellige intervaller f.eks. med 3 uger imellem. Behandlingen foretages fortrinsvis af dyrlæger, som er certificeret til at lave kemoterapi. Kemoterapi kræver både, at ejeren har tid, mentalt overskud og en god økonomi. Et behandlingsforløb kan nemt koste 50.000 kr. eller mere alene i dyrlægeudgift. Vigtigst af alt er dog, om katten har en ordentlig livskvalitet i forbindelse med behandlingen. Strålebehandling Strålebehandling er nok mest en fremtidsudsigt herhjemme endnu. Hos mennesker forbedres strålebehandlingen i disse år, så mange kræftsygdomme kan behandles langt bedre end tidligere, og i mange tilfælde kan man skære ned på mængden af kemoterapi til patienten. Kræftformer og symptomer Lymfom i tarmen hos kat Tarmlymfom er en ofte set kræftsygdom blandt katte også hos selv helt unge katte. Katten kommer til dyrlægen med vægttab, nedsat appetit, opkastning og diarre. Ved undersøgelse af dyret kan man finde en uregelmæssig knude fra få centimeter stor til appelsinstørrelse. Knuden stammer fra selve tarmvæggen eller de lymfeknuder som ligger i forbindelse med tarmen. Desværre er disse tumorer ofte meget ondartede, så både kirurgisk behandling og kemoterapi er for sent, når katten kommer til dyrlægen. Hyperthyreoidisme hos kat Hyperthyreoidisme eller på dansk forhøjet stofskifte skyldes en overproduktion af stofskiftehormon fra skjoldbruskkirtlen. Symptomerne på for højt stofskifte er vægttab trods øget appetit, mislyd på hjertet, øget drikkelyst, opkast og diarre. Kirtlen er beliggende på begge sider af luftrøret ca. 0,5 cm tyk og 2 cm lang. Hos ældre katte kommer der en godartet forstørrelse af kirtlen enten i den ene side eller på begge sider af luftrøret. Denne form for tumor kan behandles med succes på flere måder. Der kan gives daglig medicin i tabletform, hvorefter kattens stofskifte med mellemrum kontrolleres med en blodprøve. Hvis ejeren ikke kan

give medicin til katten, kan man også vælge at fjerne kirtlen ved et kirurgisk indgreb. Endelig kan sygdommen også behandles med radioaktivt jod som gives ind i blodåren. En effektiv behandling som indtil videre kun tilbydes på Hospital for mindre Husdyr, Life, Ku. Mælkekirtel tumor Ældre hunkatte kan få tumorer i mælkekirtlerne, som desværre ofte er ondartede. Flere undersøgelser har vist, at risikoen for at udvikle kræft i mælkekirtlerne er meget mindre, hvis katten bliver neutraliseret, når den er yngre end 6 måneder. Behandlingen af tumorer i mælkekirtlerne er ofte kirurgisk og kan kombineres med kemoterapi. Denne form for kræft har tendens til allerede tidligt i forløbet at sprede sig til andre steder i kroppen, så ved et kirurgisk indgreb skal man gå grundigt til værks og også fjerne lymfeknuder i tilknytning til mælkekirtlerne. Den vigtigste faktor for, hvor længe katten overlever, er tumorens størrelse, inden den fjernes. Jo mindre knude der fjernes, jo længere tid lever katten efter operationen. Kattens levetid kan efter et kirurgisk indgreb forlænges yderligere med gennemsnitlig 5 til 8 måneder, hvis der suppleres med kemoterapi. Tumor( pladecellecarcinom) i mundhulen Katte med kræft i mundhulen kommer til dyrlægen, fordi ejeren har observeret, at katten lugter ud af munden, har svært ved at spise, vasker ikke sig selv og savler. De fleste knuder i mundhulen hos katte er ondartede. De har ikke tendens til at sprede sig til resten af kroppen, men er som regel umulige at fjerne. Disse katte kan ofte ikke spise, så enten skal dyret hjælpes intensivt eller aflives for at undgå unødig lidelse.