Som 10-årig fik jeg livet tilbage, da jeg efter samlet to års hospitalsindlæggelse blev sendt på astmasanatorium i Kongsberg i Norge. Her var der mennesker, der gav mig det jeg havde brug for: Ren luft, menneskelig omsorg og fantastiske oplevelser i naturen. leg i klipperne, 1962 Karsten Yde, astmabarn på Kongsberg Et lille stykke Danmarkshistorie - i Norge Op mod 5000 danskere bærer i dag rundt på et lille stykke Danmarkshistorie. Det er de gamle astmabørn, der i perioden 1950-1979 blev sat på Oslobåden og sendt knap fire måneder på astmasanatorium i Norge, fordi datidens behandling ikke var tilstrækkelig. Astmahjemmet i Kongsberg Astmahjemmet ligger 2 km fra byen Saggrenda i Kongsberg Kommune i Norge Astmahjemmet var en gave fra Norge til Dansk Røde Kors, som tak for hjælpen under krigen, og blev officielt indviet 5. september 1950 Ca. 5000 børn fra 2-13 år var afsted Børnene var afsted i 3 1/2 måned. Af Stine Ramlyng Behandlingen på astmahjemmet i Norge bestod af medicin, frisk luft, varieret kost og menneskelig omsorg. De astmabørn man modtog på sanatoriet i Norge havde det meget forskelligt. Der var stor spredning i børnenes fysiske og psykiske tilstand. Nogle havde blå læber, fordi de manglede ilt, andre hostede meget og andre igen så bedre ud fra starten. Vi fik børn op til Norge, som bogstavelig talt aldrig fik et anfald under opholdet, mens andre ofte måtte ind og sidde i inhalationsrum for at få undersøgt, hvad de fejlede, siger Hanne Krogh, der er uddannet forsorgspædagog og som var Tante Hanne på astmahjemmet i halvandet år fra sommeren 1970. Man forsøgte at gøre det hjemligt for børnene, selv om det var et behandlingshjem. Kongbergs forstander Thyra Jensen blev benævnt Plejemor og en del af personalet blev kaldt for tanterne. For nogle var opholdet den bedste tid i deres liv, for andre var bl.a. adskillelsen fra forældre et stort traume. I dag ville man ikke sende små børn afsted alene i knap fire måneder, men dengang var det sådan man gjorde. Ligesom astmabørn indlagt på hospitalet hjemme i Danmark kun måtte få besøg af deres forældre to gange ugentligt, fordi det gav for meget uro med de grædende børn, fortæller Hanna Krogh. Her, 30 år efter at astmahjemmet lukkede, har mange af de gamle astmabørn fundet hinanden igen på facebook i grupperne Venner fra Astmahjemmet i Kongsberg og Astmahjemmet i Norge. Derudover mødtes nogle af dem sågar i virkeligheden i januar, da knap 50 mennesker havde sat hinanden stævne i Skanderborg for at udveksle gamle minder. Hanne er en af drivkræfterne i at få samlet gamle astmabørn og vil lave en bog om astmasanatoriet. Er du gammelt astmabarn fra Kongsberg og ønsker du kontakt med andre? Du kan enten finde dem på i Facebookgrupperne Venner fra astmahjemmet i Norge og Astmahjemmet i Norge eller ved at ringe til Hanne Krogh på tlf. 22 47 86 05 27
Scrapbog fra dengang man fik: Astmalindring i de norske fjelde I dag har astmabørn medicin med i skoletasken. Fra 1950 til 1979 havde man ikke den mulighed, der blev børn med slem astma sendt til de norske fjelde på astmasanatorium i Kongsberg i Norge. Via facebook deler børnene, der i dag er voksne, deres minder om inhalationsrum, stensamlinger og identitetstab. Indsamlet og redigeret af Stine Ramlyng Foto fra Google Maps kongsberg larsens plads farvel til mor og far Jeg husker, at jeg skulle dele køje med en pige, jeg ikke kendte og at stort set alle børnene blev søsyge på turen. Tidligt om morgenen blev vi vækket, så vi kunne se indsejlingen i Oslofjorden, og det land vi skulle være i de næste mange måneder. Gunhild Skou, 60 år, var på astmahjemmet som 11-årig i 1962. Turen fra Larsens Plads i København til Astmahjemmet i Kongsberg med Oslo-færgen tog ca. 20 timer. Den sidste bid af ruten foregik med bus. Jeg husker, da jeg stod i afgangshallen med et nummer om halsen. Vi havde alle fået tildelt et nr. som også var syet ind i alt vores tøj. I 1971 var jeg nr. 23. Mit nummer blev råbt op, og det var farvel til familien. Karen Møller Mørck, 54 år, var på astmahjemmet to gange første gang som 10-årig i 1968 og i 1971 som 13-årig Børnene blev visiteret til at komme på astmasanatoriet af Dr. Flensborg på Rigshospitalet. De børn der kom fra fattige kår kunne søge sygekassen om kaution for opholdet, mens børn af mere bemidlede forældre skulle betale 10 kr. per døgn. Rejse- og lommepenge til børnene udgjorde 75 kr., som forældrene indbetalte inden afrejsen. 28 marts/april 2012
Vi spillede lang- og rundbold på et jævnt stykke jord foran astmahjemmet. I 1972 lavede vi 'store' 6. klasser teater. Om aftenen var de store børn ofte nede i kælderen og høre plader, som de unge pædagoger havde med, vi lavede læderting, arbejdede med glasperler og brugte løvsav til at lave brevknive med. Bill Jørgensen, 51 år, var på astmahjemmet tre gange, første gang som 6-årig i 1967 og herefter som hhv. 9- og 11-årig. Astmahjemmet også bare kaldet Kongsberg troner på klipperne i de norske fjelde, ca. 300 meter oppe. Et nyt hold astmabørn Der var flere attraktive hverv, man kunne opnå som enkeltperson, fx var der en, der havde det ærefulde hverv at hejse flagene. Nogle gange skiftede det hver uge og nogle gange hver 14. dag. Der var to danske flag med et Røde Kors flag i midten. Karsten Yde, 57 år, var på astmahjemmet som 10-årig i 1955.. Oversigt over stuerne fra 1962 På hvert hold var der op til 60 børn i alderen ca. 2 til 13 år, som sov på stuer med 6 drenge eller 6 piger på hver. Børnene snittede barkbåde, som de satte i bækken. Bevaret siden 1962 af Gunhold Skou. Point for bedste sengeredning 29
Plejemor underholder i 1960 Når jeg fik et astmaanfald om natten håbede jeg, at det var Plejemor, der var tilkaldesygeplejerske den nat. Når hun havde lyttet på mine lunger og givet mig medicin, blev hun nemlig siddende på sengekanten indtil medicinen begyndte at virke. Hun spurgte, hvordan jeg havde det, og hun trøstede og opmuntrede med et klap på skulderen eller ved at holde i hånd. Mor til 5.000 astmabørn Thyra Jensen var astmahjemmets forstanderinde, og både børn og tanter husker hende, som en aktiv og kunst- og musikinteresseret kvinde, der holdt af flagrende, farverige gevandter. Hun blev Plejemor med stort P for næsten 5.000 astmabørn og havde sit virke på astmahjemmet fra 1952 til det lukkede i 1979. Norman Nielsen, var på Astmahjemmet i vinteren 1960 til 1961. Skiløb fra 1953 Om vinteren var der masser af sne og bakkerne omkring astmahjemmet blev indtaget til skiløb i den kolde friske fjeldluft. Naturen deroppe var helt fantastisk. Astmahjemmet lå i et område, der var nært knyttet til byens opståen og sølvminerne. Vi fandt klippehuler, ledte efter sølv og sendte barkbåde af sted i bækken. Vi plukkede også blåbær og legede fangelege i skoven, og jeg blev næsten fri af min sygdom. Karsten Yde, 57 år, var på astmahjemmet som 10-årig i 1965 fastelavn 1958 Der blev holdt fastelavn, opført teaterstykker og leget vandkamp. Underholdning og små kulturoplevelser var en vigtig del af hverdagen på astmahjemmet. Tante Jytte og stensamlingen Tante Jytte var geologen, der opfordrede børnene til at finde sten eller juveler, som de blev omtalt i naturen. Hendes begejstring over stenene smittede af på en stor del af børnene. 30 marts/april 2012
Mine værste minder handler om inhalationsrummet, hvor jeg sammen med en hel gruppe andre børn kom ind i et rum og blev sat side ved side. Her fik hvert barn så en slags gummigasmaske på. Ekstrakt af fx hund eller hest blev hældt op i en kolbe, der stod og boblede, og så gik akten ellers ud på at sidde og trække vejret gennem masken for at undersøge, om det var noget, man ikke kunne tåle. Jeg husker stadig lugten af gummi og den voldsomme viden om, at nu går du ind i det her, og du kommer ikke ud, før du har fået et anfald. Når anfaldet så kom, fik vi ofte en sprøjte med adrenalin. Fælles for os astmabørn var jo, at vi var underbehandlede i en grad, så ethvert astmaanfald var mere eller mindre på liv og død. Inhalationsrummet på Kongsberg, 1974 Karen Møller Mørck, 54 år, var på astmahjemmet to gange, første gang som 10-årig i 1968 og i 1971 som 13-årig. Jeg sagde det aldrig højt til nogen, men der er da perioder hvor jeg har tænkt Jeg orker ikke mere, når jeg igen ikke kunne trække vejret. Jeg følte mig anonymiseret, mine forcer og interesser var ikke det, der talte. Hjemme havde jeg en position og blev set. Jeg følte mig meget alene uden min søster, som jeg altid var sammen. Jeg opfattede mig selv som rimelig selvkørende, inden jeg tog af sted, men på en måde tabte jeg min person, min identitet ved opholdet. Karen Møller Mørck, 54 år, var på astmahjemmet to gange, første gang som 10-årig i 1968 og i 1971 som 13-årig. Astmahjemmet i Kongsberg står virkelig som et fysisk og psykisk slaraffenland for mig. Det var nok ikke helt det samme for de børn, som ikke kunne forstå, hvorfor de ikke kunne være sammen med deres forældre. Bill Jørgensen, 51 år, var på astmahjemmet tre gange, første gang som 6-årig i 1967 Det aktive friluftsliv havde en væsentlig del af den terapeutiske virkning på os astmabørn. Det var i hvert fald vendepunktet for mig, når det gjaldt fysisk udfoldelse. Finn Johannessen, 66 år, var på astmahjemmet som 12-årig i 1958. Hver anden dag var vi til konsultation hos lægen. Her blev vi undersøgt og fik sprøjter med det, vi ikke kunne tåle, og vi fik også taget såkaldte svedeprøver med nogle elektroder på huden, som skulle teste for æg- eller melallergi. Jeg led bl.a. af eksem og hver aften af tanterne smurt efter alle kunstens regler og fik bundet hænderne ind. For mit vedkommende for at undgå at smøre alt salven af i sengetøjet, mens det for andre primært handlede om, at de ikke skulle kradse sig selv til blods i søvne, hvis eksemet kløede. Bill Jørgensen, 51 år, var på astmahjemmet tre gange, første gang som 6-årig i 1967 og herefter som hhv. 9- og 11-årig. Foto fra 1970 (nr. 3 fra højre er Bill Revsgaard Jørgensen med indbundne eksemhænder) Farvel til astmahjemmet Astmahjemmet i Kongsberg lukkede i 1979, tiderne var skiftet, der var bl.a. sket markante forbedringer af astmaudredningen og behandlingen. Efter 1979 og frem til slutningen af 1990 erne afholdt Astma-Allergi Danmark tre uger lange frivillige vinterlejre for danske astmabørn forskellige steder i de norske fjelde. Lige så langsomt ebbede interessen ud i takt med den fortsat stigende forbedring af både medicin og udredning af astma. Tak til Især tak til Tante Hanne Krogh, Gunhild Skou, Finn Johannessen, Karsten Yde, Birgit Brisson, Norman Nielsen, Erling Bent Pedersen, Karen Mørck, Bill Jørgensen for at bidrage med erindringer, anekdoter, optegnelser og fotos. 31