KEND DIN RET RETSLEX

KEND DIN RET RETSLEX Retsstaten DOMSTOLSSTYRELSEN, DECEMBER 2014 A

RETSSTATEN Har du tænkt over, hvorfor politikerne ikke kan blande sig i domstolenes afgørelser, eller hvorfor det er vigtigt, at der er fri adgang til retsmøder? Danmark er en retsstat med et retsvæsen, der bygger på en række principper og idealer. Dette kapitel skal handle om de principper og idealer, der ligger bag men du slipper heller ikke for lidt historie. I dette kapitel kan du finde ud af hvordan Danmark blev den retsstat, den er i dag hvad magtens tredeling betyder hvad der ligger i begreberne retssikkerhed og uafhængighed i domstolene hvilke motiver der kan ligge bag straf, og hvad en strafferamme er hvor åben adgang der er til domstolene Et historisk tilbageblik Det er ikke nogen selvfølge, at vi lever i en retsstat med repræsentanter valgt af folket, rettigheder og uafhængige domstole. I flere lande er der diktatur, og de er plaget af korruption og nepotisme (hvor man vælger familiemedlemmer til vigtige poster i samfundet). Danmark har ikke altid været den retsstat, den er i dag. Her kommer et par vigtige nedslag i retshistorien, men der er selvfølgelig rigtig mange ting, der har været med til at forme Danmark og det danske retssamfund. Før 1200-tallet og Jyske Lov Oprindeligt var Danmarks samfundsregler, som så mange andre steder, baseret på sædvane og praksis ikke noget, der var skrevet ned. Der var ingen central

magt, der havde autoritet til at vurdere en kriminel handling, og hvad straffen skulle være. Det betød for eksempel, at hvis et medlem af en familie blev slået ihjel, måtte familien slå et medlem af forbryderens familie ihjel, hvis man ikke enedes om at betale bøde for drabet. Det duede selvfølgelig ikke, når det gjaldt tyveri, fordi det tit var de fattige, der stjal. Tyveri blev set som den værste forbrydelse, langt værre end drab. Derfor var straffen for tyveri hængning. Ellers blev mange forbrydelser behandlet af den katolske kirke, hvis holdning var, at man skulle angre sine synder og gøre bod for at få Guds tilgivelse. I middelalderen startede dog et længere forløb med at skrive landets retsgrundlag ned og skabe et centralt retssystem. Det blev til de såkaldte landskabslove, hvor den mest kendte er Jyske Lov fra 1241, der starter med de berømte ord Med lov skal land bygges. Reformation og efter I forbindelse med Reformationen i 1536 gik det atter tilbage for synet på ret og retfærdighed. Hvor Det Nye Testamente fokuserede på Guds tilgivelse, blev fokus nu lagt på Det Gamle Testamente, hvor Gud derimod kunne jævne en hel landsby med jorden på grund af ét menneskes ugerninger. Derfor mente man, at man måtte slå hårdt ned på forbryderen, så ikke hele samfundet blev straffet. Det er også den tankegang, der ligger bag strafferetten i Christian 5. s Danske Lov den første samlede lovbog for hele Danmark og dermed også et samlet retsgrundlag. I 1700-tallet begyndte det retlige og det religiøse at blive adskilt. Mennesket skulle ikke længere straffes, for at Gud kunne se det, men fordi det ville få forbryderen til at overveje sin handling. I 1800-tallet begyndte man også at se på, hvordan forbryderens sociale og mentale baggrund havde været og overveje det som årsager til det, han eller hun har gjort. Der kom altså løbende flere nuancer i ideen om et retsvæsen og om at straffe. Overvejelserne gik blandt andet på, om alle kan straffes lige, og om man straffer af hensyn til offerets retsfølelse, altså offerets holdning til ret og uret, eller for at få forbryderen til at indse sin fejl. I 1660 fik Danmark enevælde det vi i dag ville kalde diktatur kongen fik al magt. Han regerede gennem sine ministre, udstedte alle love og kunne omstøde alle domme efter lyst. Enevælden var ikke noget særligt for Danmark, det havde man mange steder i Europa på samme tidspunkt.

Grundloven Enevælden kom dog under pres i slutningen af 1700-tallet. I Frankrig ville folket ikke længere finde sig i, at kongen bestemte. Franskmændene ville have indflydelse, og det endte med en revolution i 1789. Revolutionens idéer om frihed og lighed bredte sig til andre steder i Europa. I Danmark ønskede folket også indflydelse på landets styre. Utilfredsheden med enevælden tog til, og op gennem 1840 erne voksede kravet om en fri forfatning, hvor folket havde del i magten. I 1849 fik Danmark så sin første grundlov, hvor magten i forfatningen blev delt i tre (læs mere under Magtens tredeling ). Opdelingen af magten i udøvende, lovgivende og dømmende går igen i den danske grundlovs opbygning og system. Grundloven er vigtig for domstolene, fordi den ved at adskille domstolene fra regeringen og Folketinget sikrer domstolenes uafhængighed. Læs mere om det i afsnittet Den uafhængige statsmagt. Grundloven gav samtidig en række frihedsrettigheder for eksempel religions-, ytrings- og forsamlingsfrihed, og den forhindrede, at én mand kunne tage magten alene. Kongen kunne nu ikke længere bestemme frit, hans magt var begrænset af grundloven. Den grundlov, der gælder i dag er fra 1953, hvor Landstinget blev nedlagt, og tronfølgeloven ændret. Magtens tredeling Som nævnt var princippet om magtens tredeling en vigtig del af Grundloven, da den kom i 1849. Det er en gammel tankegang om at dele samfundets magt mellem flere typer af myndigheder, der er uafhængige af hinanden. På den måde opvejer og kontrollerer de hinanden, så der ikke er én enkelt myndighed, der får for meget magt. Tanken om deling af magten går langt tilbage og er blevet diskuteret af flere filosoffer gennem tiden, men i dag forbinder man som oftest den franske filosof Montesquieu (1689-1755) med at have formuleret ideen om magtens tredeling. Grundloven: Foto: Folketinget.dk

Magten deles i forfatningen (for Danmarks vedkommende i grundloven) mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Den lovgivende magt er repræsenteret af parlamentet. I Danmark er det Folketinget. Når regeringen har underskrevet de lovforslag, som Folketinget vedtager, gælder de som lov. Den udøvende magt består af statsministeren, ministrene, kommuner, regioner og en række andre administrative myndigheder. Mange tror, at politiet er den udøvende magt, men politiet er ikke en selvstændig magt. Politiet er en af de myndigheder, som regeringen kan udøve magt gennem ligesom militær, skattemyndigheder osv. Den dømmende magt ligger hos domstolene. Det betyder, at det er domstolene alene, der kan afgøre, om en borger i Danmark har overtrådt lovene. Hverken Folketinget, regeringen eller for den sags skyld andre offentlige myndigheder kan dømme folk. Det betyder også, at det er Folketingets 179 medlemmer, der vedtager love. Og det er så disse love, som domstolene arbejder ud fra. Helt konkret er rollefordelingen sådan, at det er Folketinget, der eksempelvis beslutter, at strafferammen for (ikke grov) voldtægt skal være 8 år, og at det er domstolene, der så afgør en bestemt sag ud fra dette. Domstolene bestemmer altså, hvordan de love, der gælder i Danmark, skal fortolkes og anvendes.

Den uafhængige statsmagt Den rollefordeling, som ligger i magtens tredeling, sikrer, at domstolene er uafhængige. Det vil sige, at dommerne ikke må lade sig påvirke af hverken Folketinget, regeringen, pressen eller andre, når de dømmer. De skal kun rette sig efter, hvad der står i loven. Hvis regeringen og Folketinget ønsker at ændre på, hvordan domstolene dømmer, kræver det, at de ændrer loven. Derefter skal domstolene så ændre retspraksis altså den måde, de dømmer på. Domstolene skal også fungere som kontrol over for de øvrige statsmagter og har derfor mulighed for at erklære lovgivning vedtaget af Folketinget for grundlovsstridig. Domstolene kan også beslutte, at en afgørelse truffet af en offentlig myndighed for eksempel et ministerium er ugyldig og ikke skal gælde. Magtens tredeling indebærer også, at det ikke er de samme, der afsiger en dom og fuldbyrder en dom. Det vil sige, at det er domstolene, der træffer en afgørelse i en sag, for eksempel at en person skal straffes med fem års fængsel, men det er Kriminalforsorgen, der tager sig af fængslingen. For at sikre at domstolene er uafhængige, beskytter grundloven dommere mod at blive fyret eller flyttet til andet arbejde. Det forhindrer, at Folketing eller regering kan få indflydelse på den dømmende magt ved at presse eller gribe ind i en dommers afgørelse ved at true ham eller hende med fyring. Retssikkerhed Retssikkerhed kan forstås og praktiseres på flere måder. Du kan grundlæggende se på det på den måde, at retssikkerhed handler om de rettigheder, du som borger har i et samfund, og samtidig den beskyttelse du har over for staten selv. Det betyder, at du som borger kan forvente, at forskellige hensyn og garantier bliver opfyldt, når du møder myndighederne. En række rettigheder og hensyn er sikret via lovgivning.

Lighed og uskyldighed Retssikkerhed betyder først og fremmest, at vi som borgere har mulighed for at vide, hvilke regler der gælder. Lovene skal offentliggøres, og myndighederne er bundet af loven. Retssikkerhed indebærer også, at der er lighed for loven. Det vil sige, at det ikke er tilfældigt, hvordan du bliver behandlet af myndighederne eller dømt af domstolene. Sager, der er ens, skal afgøres ens. I straffesager gælder det også, at du er uskyldig, indtil andet er bevist. Åbenhed og mulighed for at klage Retssikkerheden sikres også ved regler om, hvordan en sag skal behandles, regler om, at du har mulighed for at få lov til at se dokumenter i det offentlige (se mere under Åbenhed og Offentlighed) og ikke mindst, at du har mulighed for at klage (se mere om under Den Særlige Klageret). Uddannede dommere, grundlovsforhør og retten til at være privat Vi har tidligere været inde på, at ingen kan dømmes uden at have været for retten, og du har ret til at blive dømt af en neutral og uafhængig domstol. Derfor sikrer det også vores retssikkerhed, at vi i Danmark dømmes af uddannede dommere, i de fleste straffesager i samarbejde med almindelige mennesker (lægdommere). Hvis du bliver anholdt, har du ret til at blive stillet for en dommer inden for 24 timer. Det kan du læse mere om under Grundlovsforhør. Politiet skal også have tilladelse fra en dommer, før de eksempelvis kan gå ind i ens hjem, åbne breve eller aflytte telefoner. Straf og strafferamme Hvorfor straffer vi? Hvor hårdt skal vi straffe? Hvordan skal vi straffe? Der er mange spørgsmål at overveje, når det gælder straf, og det er et emne, der tit bliver bragt op i medierne, for hvem afgør, om vi straffer rigtigt? I USA kan du komme i fængsel i 140 år, i blandt andet Afrika kan du blive dømt til stening eller blive hængt, i Kina kan du få hugget en hånd af, og i Grønland skal du arbejde dig til frihed.

I Danmark bruger vi mest betingede eller ubetingede fængselsstraffe, og regeringen vælger ofte at vise sin politik ved at ændre på strafferammerne. Hvorfor straffer vi? Vi har allerede været lidt inde på forskellige former for straf i Danmark. Du kan komme direkte i fængsel, du kan blive løsladt, men med prøvetid, du kan betale bøder, du kan miste rettigheder, og du kan udføre samfundstjeneste. Grunden til, at der findes mange forskellige former for straf i verden, er, at formålet med straf også er forskelligt. Nogle steder lægger man mest vægt på, at man straffer for at sikre, at gerningsmanden igen kan begå sig i samfundet. Andre steder straffer man for at afskrække andre og dermed forhindre fremtidig kriminalitet, og fordi gerningsmanden har fortjent det. I Danmark har man været igennem mange forskellige perioder med forskellige straffe gennem tiden, og det er svært at sige nøjagtigt i dag, hvorfor vi straffer, som vi gør.

Det er et sammensurium af alt, hvad der er sket gennem tiden, religion og skiftende politik og regeringer. Som udgangspunkt ligger Europa på linje med USA og andre lande, der grundlæggende straffer som fortjent, da vi jo som regel putter folk i fængsel for deres gerninger frem for at lade dem arbejde straffen af ude i samfundet. Omvendt benytter vi os også gerne af samfundstjeneste til folk, der har begået mindre former for forbrydelser. Det vil altid være en diskussion og afhængigt af, hvem man spørger, om folk kommer i fængsel som en hævn, som en kompensation til de efterladte, til afskrækkelse eller for at blive omvendt til et bedre menneske, der kan begå sig i samfundet. Strafferamme Som nævnt skelner vi mellem strafferamme og straf. Strafferammen er det niveau af straf, du kan få for en forbrydelse, og det er bestemt i loven. Strafferammen ændrer sig på visse områder, alt efter hvad regeringen ønsker at prioritere. For eksempel forhøjede regeringen i 2011 strafferammen for hjemmerøverier til ti år. Eksempler på strafferamme: Mord (forsætligt manddrab): Fra 5 år til livstid Tyveri: Op til 1,5 års fængsel Almindelig vold: Op til 3 års fængsel Spirituskørsel (1. gang): - Frakendt kørekort betinget eller ubetinget afhængig af promille (se fakta box på side 30 om betinget og ubetinget dom) - Bøde og/eller fængselsstraf - Gennemføre kursus, du selv betaler Næsten to tredjedele af alle domme er på tre måneder eller mindre (tal fra 2010).

Livstid og dødsstraf Den strengeste straf i Danmark har længe været livstidsstraf. Livstidsstraf betyder som udgangspunkt livstid en tidsubestemt straf, der varer enten det meste eller resten af en persons liv. Men i Danmark har vi en regel om, at man efter 12 års fængsel skal tage stilling til, om den fængslede skal prøveløslades. I gennemsnit afsoner livstidsfanger i Danmark 16 år, men der er eksempler på fanger, der har siddet inde dobbelt så længe. Der er ikke nogen generel regel om, hvornår du kan få livstid. Siden 1980 har næsten alle tilfælde af drab på børn dog givet livstid. Kriminelle, der vurderes at være særligt farlige for omgivelserne, kan blive idømt forvaring på ubestemt tid. Det betyder, at de først løslades, når de ikke længere vurderes at være farlige. Dødsstraf i Danmarks straffelov blev afskaffet i 1930, og den sidste dødsstraf, der blev udført efter straffeloven, foregik i 1892.

Efter Anden Verdenskrig lavede man dog et tillæg til straffeloven, som gjorde, at man kunne straffe forbrydere fra krigen med tilbagevirkende kraft. 46 mennesker blev henrettet på grund af blandt andet landsforræderi fra 1946 til 1950, og i 1951 blev tillægget igen ophævet. Dog beholdt man frem til 1978 en særlig mulighed for dødsstraf i krigstid. Åbenhed og offentlighed Det står i grundloven, at der så vidt muligt skal være offentlighed i retsplejen. Det betyder, at der skal være åbenhed omkring domstolenes arbejde og afgørelser. Det sikrer, at der ikke foregår hemmelige procedurer i retten: Der er mulighed for kontrol og kritik fra borgere, medier og resten af samfundet. Samtidig er åbenheden vigtig af hensyn til borgernes tillid til retssystemet. Hvis domstolenes afgørelser var omgærdet af hemmelighedskræmmeri, kunne det danne grobund for mistro og skepsis i befolkningen. Som I kan læse nedenfor, gør domstolene meget ud af at leve op til reglerne om åbenhed, og undersøgelser viser da også, at borgernes tillid til domstolene er i top. Åbenhed og offentlighed i retsplejen kommer til udtryk på en række forskellige punkter: Åbne retssager Som udgangspunkt er alle retssager åbne. Det betyder, at du kan gå ind fra gaden og overvære en retssag. Lige fra en bødesag i byretten til en stor principiel sag i Højesteret. Indimellem tager dommeren beslutning om lukkede døre eller former for forbud (læs mere under Rettens arbejde ), hvis det for eksempel er en særligt følsom sag. Det kan være, hvis det handler om voldtægt, hvor offeret skal fortælle om episoden, ligesom sager om forældremyndighed aldrig er åbne for offentligheden. Mange retter slår også dørene op under Kulturnatten, som finder sted hvert efterår forskellige steder i landet. Det plejer at tiltrække hundredvis af nysgerrige danskere.

Aktindsigt og retslister Alle kan som udgangspunkt få aktindsigt i domme, kendelser og en række andre dokumenter. Det betyder blandt andet, at du i både straffesager og civile sager har mulighed for at læse en doms konklusion igennem, hvis du beder om det inden en uge efter dommens afsigelse, og at du kan få en kopi af domme og kendelser i civile sager. Du kan også få at vide, hvilke retsmøder der bliver afholdt i retten. Hver fjortende dag laver alle retter en liste over, hvornår der afholdes retsmøder i hvilke sager en såkaldt retsliste. Retslister bliver offentliggjort på internettet og kan findes på hver enkelt rets hjemmeside. Kommunikation Domstolenes arbejde med kommunikation er også et udtryk for bestræbelsen på åbenhed. Domstolsstyrelsen har ansat kommunikationsfolk og hver ret har pressekontaktdommere, som kan besvare spørgsmål både i forbindelse med konkrete sager og mere generelt om retssystemet. Det skulle gerne gøre det lettere for journalisterne at gengive sagerne og domstolenes arbejde - korrekt.