Tekster Læseprøven består af følgende tekster: Tekst 1: Derfor går det galt på skiferien (artikel) Tekst 2: Brødrene Grimm: Bidronningen (eventyr) Tekst 3: Kinesiske mødre svinger pisken (artikel) Tekst 4: Jan Sonnergaard: Valget (novelle) Tekst 5: Forureneren betales (klumme) (findes i opgavehæftet) fsa Folkeskolens Afgangsprøve DANSK LÆSNING OG RETSKRIVNING (dansk sprog og sprogbrug) LÆSNING- TEKSTER December 2011
Tekst 1 2
3
Tekst 2 Bidronningen Fra Grimms Eventyr Der var engang to kongesønner, som gik ud på eventyr, men forfaldt til et vildt og udsvævende liv, så de slet ikke kom hjem igen. Deres yngste bror, som blev kaldt dumme Peter, begav sig da på vej for at lede efter dem, men da han endelig fandt dem, gjorde de kun nar af ham, fordi sådan en dum fyr troede, at han kunne klare sig ude i den vide verden, når det ikke engang var lykkedes for sådan to kloge hoveder som dem. De drog imidlertid alle tre videre sammen og kom til en myretue. De to ældste ville rode op i den for at se, hvordan de små dyr blev forskrækkede og løb af sted med deres æg, men dumme Peter sagde:»lad dyrene være i fred, jeg kan ikke lide, at I gør dem noget.«de gik så videre og kom lidt efter til en sø, hvor der svømmede mange, mange ænder. De to brødre ville fange nogle af dem og stege dem, men dumme Peter satte sig imod det og sagde:»lad dyrene være i fred. I må ikke røre dem.«noget efter kom de til et bistade, hvor der var så meget honning, at den løb ned ad stammen. De to brødre ville tænde ild op under træet for at kvæle bierne, så de kunne tage honningen, men dumme Peter satte sig igen imod det.»lad de små dyr være i fred,«sagde han. Efter nogen tids forløb kom de til et slot, hvor staldene stod fulde af stenheste. De gik gennem alle salene, men der var ikke et levende menneske at se. Endelig kom de til en dør, hvor der hang tre nøgler, og midt på døren var der en lem, som de kunne kigge igennem, og de så da, at der inde i stuen sad en lille grå mand ved bordet. De kaldte på ham en gang og to gange, men han hørte det ikke. Tredje gang rejste han sig endelig op og kom hen og åbnede døren. Han sagde ikke et ord, men førte dem til et rigt besat bord, og da de havde spist og drukket, viste han dem ind i hver deres soveværelse. Næste morgen kom han ind til den ældste, vinkede ad ham og førte ham hen til et stenbord, hvorpå der stod skrevet tre opgaver, som måtte udføres, hvis slottet skulle befries. For det første skulle man samle tusind af prinsessens perler, som lå ude under mosset i skoven, og hvis der ved solnedgang manglede en eneste, blev den, der havde prøvet derpå til sten. Den ældste gik derind og ledte hele dagen, men ved solnedgang havde han kun fundet hundrede og blev straks forvandlet til sten. Den næste dag ville den næstældste prøve sin lykke, men det gik ham ikke stort bedre, han fandt kun to hundrede perler og blev også til sten. Til sidst kom turen til dumme Peter. Han søgte og søgte, men det gik kun langsomt, og han satte sig bedrøvet på en sten og græd. Mens han sad der, kom den myrekonge, som han engang havde frelst, med fem tusind myrer, og det varede ikke ret længe, før de små dyr havde fundet alle perlerne og lagt dem sammen i en bunke. Den anden opgave var at hente nøglen til kongedatterens sovekammer op fra havets bund. Da dumme Peter kom ned til vandet, kom de ænder, han engang havde frelst, svømmende og dykkede ned og hentede nøglen til ham. Den tredje opgave var den vanskeligste. Kongen havde tre døtre, som lå og sov, og han skulle nu sige, hvem der var den yngste. De lignede hinanden aldeles, og der var ikke anden forskel end den, at de, lige før de faldt i søvn, havde spist forskellige søde sager. Den ældste havde spist et stykke sukker, den anden lidt sirup og den yngste en skefuld honning. Da kom dronningen for de bier, som dumme Peter havde frelst, flyvende og satte sig på munden af dem. Da den mærkede, hvem der havde spist honning, blev den siddende der, og således fandt kongesønnen den rette. Nu var trolddommen løst, alle vågnede, og de, der var forvandlet til sten, blev til mennesker igen. Dumme Peter blev gift med den yngste og bedste og blev konge, da hendes far var død, og hans to brødre fik de to andre søstre. 5
Tekst 3 Kinesiske mødre svinger 6
pisken 7
Tekst 4 VALGET Jan Sonnergaard På mange måder er historien om den unge Ib interessant og tankevækkende, men også lidt mærkelig. Der er nemlig endnu ingen entydig slutning på historien, og pointen kan stadig nå at blive grusom og modbydelig, ligesom den omvendt kan blive ret positiv og livsbekræftende. Det afhænger alt sammen fuldstændigt af Ib. Men for at læseren kan følge ordentligt med, må jeg vist hellere forklare lidt om baggrunden for den mærkelige situation, Ib er i, og de egentlig ret alvorlige overvejelser, han gør sig. Ib er en dreng på næsten seksten, og på mange måder kan man sige, at han er helt almindelig - måske er han i virkeligheden så almindelig, at det er lidt specielt. Han er middel af højde, brunhåret, spiller lidt fodbold og er i meget god fysisk form, men ingen af delene så meget, at det er påfaldende. Han skal nok i gymnasiet i år, hans karakterer i skolen er sådan set udmærkede. Han er hverken specielt ond eller specielt god. Men det er jo for øvrigt også sjældent, at et menneske er dét og kun dét. Igennem historien er det ret få mennesker, der helt entydigt har været onde. De bliver som regel mest synlige under krige eller katastrofer: Der er eksempler på egentligt onde mennesker under nazitidens Tyskland, under kulturrevolutionen i Kina eller De Røde Khmerers rædselsherredømme i diktaturtiden i Cambodja i halvfjerdserne. Indimellem anholder politiet også mordere eller andre forbrydere, hvor man kan sige: Ja, dette ér et decideret ondt menneske. Men den rene ondskab er en undtagelse, det er dét, der er min pointe. Den rene godhed er det også. Der har været eksempler på selvopofrende mennesker, der har sat alt til side for at hjælpe andre, nogle gange har de endda ofret deres eget liv - men det er ikke mange. Langt de fleste mennesker er ligesom Ib: De har noget godt i sig og kan sagtens være flinke og hjælpsomme, men de rummer også noget ondt og kan sagtens være rigtigt dumme svin. På den måde kan man sige, at de fleste mennesker selv kan bestemme, om det skal gå den ene eller den anden retning, om de skal være ondskabsfulde eller det modsatte. Det er dette, som lige for nyligt er gået op for Ib. Og da det skete, kom det som lidt af et chok for ham. Han var ikke vant til at skulle tage tingene særligt alvorligt. Som sagt kan man ikke sige, at han var hverken ond eller god. Hvis man skulle sige noget grimt om ham, var det nok snarere, at han var sådan lidt overfladisk i det, at han tog ret let på tingene. Han var ikke typen, der mobbede sine kammerater. Men på den anden side tog han ikke Fede-Mikael eller Stinke-Stine i forsvar, når plageånderne i klassen for alvor gik i gang med mobning og chikane. Ib tav og lod, som om det ikke angik ham. Engang var det blevet for meget for Fede- Mikael, og han havde slået ud efter John, da han og tre andre havde leget skubbeleg og ret længe puffet rundt med ham. Og svaret var kommet omgående: De andre drenge havde givet Fede- Mikael så mange bank, der overhovedet kunne ligge på ham. Da Ib kom forbi, stod de og sparkede på ham, selvom han lå ned og græd og tryglede dem om at holde op. Ib kunne godt have grebet ind, men han gjorde det ikke. Og det havde betydet noget. Ib var ganske respekteret af de andre. Hvis han havde bedt dem om at holde op, ville de have gjort det. Og hvis han havde støttet Fede-Mikael, ville mobningen måske være ophørt. Men det gjorde Ib ikke, han trak på skuldrene, gik udenom og lod, som om det ikke ragede ham. Det var den måde, han oftest reagerede på, når der var en konflikt. For eksempel var deres matematiklærer engang blevet rasende, fordi han havde mistanke om, at to i klassen skrev af efter en anden. Han ville vide, hvem det var, de skrev af efter, men ingen ville sige noget. De fleste kunne heller ikke, for de anede ikke, hvem det var. Men Ib vidste det godt. De tvang Allan til at lave opgaverne, det havde de snart gjort et helt år. Allan var en lille nørd med briller, men hans far var it-ekspert og ekstremt dygtig til matematik og hjalp gerne Allan. Derfor var han så god at skrive af fra. Dette vidste Ib, men han sladrede selvfølgelig ikke. Han trak på skuldrene, som om det ikke angik ham. Ib var ikke nogen nassekarl, bestemt ikke. Det var ikke ham, der altid kom og lige skulle have noget af de andres slik eller lige skulle låne en tyver til en sodavand eller have hjælp til et eller andet. Det var kun sket ganske få gange. På den anden side var det lige så sjældent, at han selv gav noget væk. Hvis der kom nogen og ville have 8
hjælp til en opgave, de ikke havde nået at lave, kunne han simpelt hen sige Nej!. Han kunne heller ikke se, hvorfor han skulle låne penge til nogen eller dele med andre. Han gav noget til alle i klassen, når han havde fødselsdag, og han havde selvfølgelig også gave med, når der blev afholdt fødselsdagsfest, men ellers kunne han ikke rigtigt se pointen i at dele. Så på en måde kan man sige, at Ib prøvede at glide roligt og ubesværet igennem livet. Problemfrit, det var det, det hele helst skulle være. Det er livet bare ikke. Der kommer ikke alene én gang, hvor man er nødt til at træffe valg, der kommer mange. Utallige, faktisk. Og det kan man lige så godt indse. Det hjælper ikke noget at lukke øjnene. Men det var netop det, Ib havde gjort indtil for ganske nyligt. Det var en dag i vinters, og isen på søen så ganske sikker og fast ud. Der var ganske vist skilte oppe rundt omkring om, at isen var usikker, og at det var forbudt at gå på den, men det gjorde jo kun det hele endnu mere interessant. Derfor tænkte han, at han lige ville prøve at spadsere lidt ude på den forbudte is. Den kunne umuligt være usikker, det havde jo frosset i hvert fald fem grader hver eneste dag den sidste uge. Isen virkede virkelig fast og sikker at gå på, og det var den sådan set også. De fleste steder. Hvad Ib imidlertid ikke vidste var, at søen ledte vand ud i nogle åer, og nogle andre åer udløb i søen, så visse steder var der en slags strøm, som gjorde, at der skulle helt ekstrem kulde til, før vandet frøs rigtigt til. Så da Ib var ti-femten meter ude på søen, skete det pludseligt: Isen knækkede, og Ib gik igennem! Søen var måske to-tre meter dyb på dét sted, og det er jo ikke så meget. Men det er rigeligt til, at man kan drukne alligevel. Især når vandet er så iskoldt, som det var. Ib gik i panik. Han prøvede desperat at komme op på isen igen, men iskanten brast, hver gang han fik fat. Hjælp! skreg han desperat, Hjælp. Jeg drukner, hjælp Det var en flot og frostklar vinterdag, og der var en del mennesker ude ved søen at spadsere. Det kunne Ib se, selvom han hele tiden røg tilbage i det iskolde vand. Han skreg panisk, for han troede, han ville drukne nu. Men ingen af de forbipasserende reagerede. Ingen! Enten troede de, der bare var tale om en eller anden møgunge, der fjollede rundt på isen, hvor han i øvrigt ikke havde noget at gøre. Eller også kunne de simpelt hen ikke høre eller se ham, han var jo trods alt et stykke ude. Eller også havde de set og hørt ham, men ville blot ikke hjælpe. Måske havde de udmærket set, at der var én, der virkelig var i problemer hér, men havde bare ikke lyst til at blive rodet ud i noget. Hvis de mavede sig ud på isen og trak ham op, risikerede de jo selv at gå igennem... Det er naturligvis ikke til at sige, hvad der løb igennem hovedet på dem. Men faktum er, at han måtte klare sine problemer selv, og det lykkedes heldigvis også, mest fordi han var i så god form. På et tidspunkt fik han ordentligt fat og kunne forsigtigt trække sig op. Det hele varede måske fem minutter, men alligevel følte han sig nærmest bundfrossen, og den dag i dag aner han ikke, hvordan det lykkedes for ham at komme hjem. Men hjem kom han, og han fik en slem lungebetændelse, der holdt ham i sengen i en uge. Men dette var ikke det værste. Det var ganske vist utroligt ubehageligt, men det værste for Ib var, at så mange bare var gået forbi ham uden at røre en finger for at komme ham til hjælp. For Himlens skyld, han kunne være druknet! Det er en tanke, der har givet Ib en hel del mareridt. Men den har også givet ham noget at tænke over. Han er ikke helt den samme længere. Ofte forbander han andre mennesker - der var ikke én eneste, der rørte en finger. Når folk er så dumme svin, er der ingen grund til at være rar eller flink. Du har kun dig selv at stole på Andre gange tænker han: Sådan noget må aldrig ske igen. Man skal da hjælpe andre mennesker. Tænk, hvis det var mig selv, der var gået forbi, og jeg så bare havde ladet et andet menneske drukne. Sådan et menneske vil jeg aldrig selv blive, aldrig! Ib har ikke rigtigt taget en beslutning endnu, men jeg tror snart, han gør det. Forhåbentlig vælger han, at han aldrig selv vil blive ligeså egoistisk et svin som dem, der bare ignorerede, at en dreng var lige ved at drukne. Jeg håber virkelig, at det bliver dét, han konkluderer. Men der er en risiko for det modsatte. At han af selvmedlidenhed tænker, at når folk er sådan, kan man lige så godt være ligesådan. Man må hyle som de ulve, man er iblandt, der er ingen grund til ikke også selv at være egoist. Jeg håber ikke, det bliver det, han beslutter sig for. Men der er en fare for det, det er der helt bestemt. Det kan gå begge veje, som så meget andet. 9