Liza Mundy Michelle Obama en biografi Klim
Hun har en måde at sige tingene på, så man tror, man kan alting. Humor, personlig stil, varme, hun kan være stærk og sej og alligevel ikke virke negativ. Hun har timing. Hun kan sende en et blik, så man bliver nødt til at le. fra bogen Michelle Obama en biografi er et portræt af USA s nye førstedame. Bogen tegner et billede af en moderne, selvstændig og veltalende kvinde. En kvinde, som efter sigende har været udslagsgivende for Barack Obamas historiske sejr, men også en kvinde, der har udtalt sig skarpt og kontroversielt om ømtålelige emner: USA s internationale omdømme, ligestilling mellem kønnene og ikke mindst landets lange og smertefulde historie om race og diskrimination. ISBN 978 87 7955 703 1
Liza Mundy arbejder ved The Washington Post, hvor hun i mere end ti år har dækket politik, ligestilling og kultur. Hun har modtaget flere priser og skrevet bøger, blandt andet om kunstig befrugtning. I denne grundigt researchede biografi, baseret på mere end et hundrede interview, heriblandt med Michelle Obama selv, fanger Mundy de mange sider af denne bemærkelsesværdige kvinde og det liv, hun har levet. Forsidebillede: Timothy Greenfeld-Sanders/Corbis/Outline Bagsidebilleder: Øverst: (til venstre) Richard Perry The New York Times/Redux (i midten øverst) Polaris (i midten nederst) med tilladelse fra Whitney M. Young High School (til højre) Arnold Turner WirelImage/Getty Images Nederst: Scott Olson/Getty Images Forfatterbillede: Claudio Vasquez
1 Som sin mand, hvis første bog Arven fra min far var en omfattende overvejelse over faderen og det indtryk, hans fravær havde gjort, så har Michelle Obama også arvet drømme fra sin far. Michelle var så heldig, at hendes far hele tiden var der, da hun var lille så han faktisk var den, der fik størst indflydelse på hendes liv. I næsten enhver tale kommer Michelle ind på billedet af Fraser Robinson III, kommunalarbejderen fra Chicago, der hver dag sled og slæbte i et job, der med stor sandsynlighed ikke svarede til hans evner, drevet af viljen til at sørge for et stabilt og lykkeligt hjem for sin familie. Fraser var en livlig mand, der blev forkrøblet af sklerose, en fremadskridende sygdom, der satte ind, allerede da han var i trediverne, men som på grund af sit store nærvær prægede det hjem, hun voksede op i. Michelle beskriver altid sig selv som et produkt af Frasers ubøjelige arbejdsmoral, hans dybe engagement i familien, hans opfattelse af, at man som person ikke blot bestemmes af, hvordan man opfører sig offentligt, men også af, hvad man foretager sig der, hvor ingen kan se, hvad man gør. Hvis man forstår hendes far og det samfund, han opdrog hende i, så vil man, antyder hun, også forstå hende. 37
Inderst inde er jeg stadigvæk den lille pige, som voksede op i South Side i Chicago, sagde hun til en forsamling i New Hampshire i januar 2008, med noget som er en karakteristisk bemærkning. Alt, hvad jeg tænker på og gør, er formet af det liv, jeg levede i den lille lejlighed i den bungalow, som min far arbejdede så hårdt for at skaffe os. Når hun henviser til sin far og den arbejderklasse, han repræsenterede, så viser hun tilhørerne et andet billede af livet i en afroamerikansk familie end det, de er vant til at støde på i medierne. Hun fremstiller sig selv som en middelklasseamerikaner, ikke en elitær person, samtidig med at hun illustrerer sit synspunkt om, at livet i Amerika engang var mere i overensstemmelse med familien. I talerne kommer hun ofte ind på, i hvor høj grad familielivet er blevet mere krævende og genkalder sig nostalgisk, hvordan det engang var muligt for en enkelt middelklasseforælder at forsørge familien, mens den anden gik derhjemme. Hendes egen familielykke er kilden til hendes ofte fremførte synspunkt om, at livet nu om dage er blevet sværere for familierne. Faktisk er sandheden om hendes opvækst mere kompleks end som så. Mens der var mange lykkelige ting i Michelles barndom man kunne lade sin cykel stå på fortovet, mødrene kunne blive hjemme, og børn kunne løbe mere frit omkring, end de kan nu så er det også indiskutabelt, at det Chicago, hun voksede op i, ikke ligefrem var imødekommende over for borgere som Fraser Robinson og hans forhåbninger om at gøre livet bedre for sin familie. Hendes far og hendes miljø kan måske godt forklare hendes jordbundne og hårdtarbejdende natur såvel som hendes engagement i børnene, men Chicago i 1960 erne er med sikkerhed også kilden til hendes ofte udtrykte skepsis over for politik. Ikke blot var det en racistisk og stærkt raceopdelt by, det var også en by med et indviklet og dobbelttydigt politisk system, et system som Fraser Robinson deltog i, enten fordi han godt kunne lide politik, eller fordi det var en af de få muligheder, han havde for at komme frem i livet som en ambitiøs sort mand. 38
Faktisk fik Barack Obama en indføring i det gamle Chicago, da han flyttede til byen i 1985 for at arbejde som socialarbejder i netop de kvarterer, som Michelle kendte så godt. Dengang vidste Barack ikke meget om byen og satte sig for at lære den bedre at kende ved at sætte sig ind i sin ramponerede Honda og køre hele vejen fra den nordlige ende af Martin Luther King, Jr., Drive til den sydlige ende af denne hovedfærdselsåre gennem South Side. Her må han uden at vide det have passeret den lejlighed, hvor Michelle tilbragte sin tidligste barndom. Ifølge Marian Robinsons vælgerregistrering boede familien Robinson i 1960 erne i en lejlighed i South Park, en gade der senere skulle blive opkaldt efter King, i et af byens traditionelle sorte arbejderklassekvarterer, som sorte indbyggere i årtier var blevet tvunget til at slå sig ned i. Obama fik sig også en første erfaring med hensyn til det politiske system, der fungerede i byen under Richard J. Daley, og som kun tillod ganske få afroamerikanere at blande sig, samtidig med at det gjorde dem medskyldige i raceadskillelsen og mishandlingen af resten af deres egne. Den lektie lærte han af en barber i Hyde Park, Smitty, som forklarede, hvorfor så mange forretninger i South Side havde et billede af Harold Washington, byens første afroamerikanske borgmester, hængende. Før vi fik Harold, var det, som om vi altid var andenklasses borgere, sagde Smitty til Barack, mens han klippede ham. De sorte fik de dårligste job. De dårligste boliger. Masser af politivold. Men når den såkaldte sorte valgkomitémand troppede op, når der skulle til at være valg, så stillede vi alle op og stemte demokratisk. Solgte vores sjæl for en julekalkun. De hvide spyttede efter os, og vi belønnede dem ved at stemme på dem. Den slags kaldte man, forklarede Smitty og en anden kunde den lyttende Barack, plantagepolitik. Det samme kunne Michelles far sikkert have fortalt ham. Ud over sit almindelige job var Fraser Robinson frivillig områdesekretær for det demokratiske parti, en post som var et vigtigt led i den 39
magtfulde politiske organisation, som Daley kørte. Han var, ud over at være borgmester, også formand for Cook County Democratic Central Committee, hvilket betød, at han kontrollerede såvel bystyret som det politiske parti og kunne bruge de to organer til at fremme hinandens sager. Chicago er opdelt i halvtreds kredse, der hver har en rådmand en offentlig valgt person, der sidder i bystyret og er med til at vedtage love såvel som to komitémedlemmer, den ene demokrat, den anden republikaner, som kører partiet i den pågældende kreds. Til at hjælpe sig havde komitémedlemmet en områdesekretær, en stærk leder fra det lokale miljø, hvis opgave det var at få folk til at stemme på valgdagen og ideelt set at få dem til at stemme sådan, som Daley gerne ville have det. Under alle omstændigheder var det at være områdesekretær et godt job for en social person. Naboerne opfattede Fraser Robinson som en morsom mand et karakteristika, som han også har givet videre til sin positive, hurtigttalende datter og politisk græsrodsarbejde kan meget vel have været noget, han satte pris på, da han stadig var rask og rørig: Man skulle ud omkring og uddele læsestof, banke på døre, sludre med naboer, aflægge familier besøg i forbindelse med bryllupper og begravelser. Områdesekretæren var en person, som folk henvendte sig til, når de havde brug for hjælp til for eksempel snerydning eller træfældning. I de fleste byer kan skatteborgerne forvente, at den slags bare er noget, der bliver ordnet, men i Chicago måtte indbyggerne bede om det, for at de skulle føle sig taknemmelige og afhængige. Dette forsynede områdesekretæren med autoritet og status. Områdesekretæren stod i stadig kontakt med sine vælgere. Sådan siger John Stroger, som startede som områdesekretær i 1950 erne for siden at blive den første sorte amerikaner, der blev formand for Cook County Board of Commissioners. Det var et ritual hele tiden at besøge dem, være sammen med dem, udtrykke sin forståelse for dem, når de havde problemer, og fejre det sammen med dem, når noget gik godt. I Daleys Chicago var politik i et vist omfang noget 40
lokalt, fordi det var nødvendigt. Man blev inden for sit eget kvarter, fordi det kunne være farligt at bevæge sig udenfor. Hele livet i et kvarter var centreret omkring kirken og det politiske establishment, sagde Stroger. Pointen med al denne nabohjælpsomhed var at skabe en fornemmelse af at stå i gæld, sådan at man bedre kunne få vælgerne til at stemme, som man gerne ville have det. Folk lærte at have tiltro til områdesekretæren og ville ofte følge hans råd og vejledning, når det drejede sig om kandidater til lokale embeder. Det kunne godt være, at folk vidste, hvem de gerne ville have valgt til de øverste embeder, men når det drejede sig om, hvem der skulle stå i spidsen for insektbekæmpelse, så fulgte de områdesekretærens anvisninger. De stemmer for [områdesekretæren], som er der til daglig sammen med dem, som forsøger at hjælpe dem med den service, de med rette fortjener, sagde James Taylor, en mand fra Arkansas, som startede i Chicago som områdesekretær og skraldemand, og som endte med at blive et magtfuldt komitémedlem. Jeg var der og talte med dem om, hvordan det ville være en hjælp for mig, hvis de stemte for vores særlige kandidater... De kom og de stemte, som de skulle... Jeg endte med at blive den bedste områdesekretær i bydelen. At få folk til at stemme som de skulle var netop målet. At stemme for partimaskinen. At stemme for Daley. Men ved at arbejde som områdesekretær var Robinson også en del af et større politisk system, der i bedste fald var en blandet fornøjelse for de sorte. Det Chicago, som Michelle blev født ind i, var en by, hvor magtstrukturen var beregnet på at holde afroamerikanere spærret inde noget som Don Rose, en mangeårig politisk konsulent og byhistoriker fra Chicago kalder for en kæmpemæssig, stadig voksende sammensværgelse for at holde [de sorte] i ave. Chicago havde ganske vist været en raceopdelt by, inden Daley kom til magten, men han sørgede for, at den blev ved med at være det. At holde negrene nede var den uudtalte politik i byen, skriver aviskronikøren Mike Royko i Boss, hans 41
fremstilling af årene under Daley. Så længe han var ved magten, blev der ved med at være raceopdeling i skoler og kvarterer. Realkreditformidlere afviste at låne penge til sorte, der havde den frækhed at ville købe hus i et hvidt kvarter. Det samme gjaldt for ejendomsmæglere. Den uudtalte regel var, at sorte højst kunne flytte en enkelt karré uden for et traditionelt sort område. Sorte kunne godt spadsere gennem et hvidt kvarter, men kun hvis man kunne se, at de var på vej til det nærmeste busstoppested eller til en restaurant for at vaske op, som Royko udtrykte det. I 1950 erne kunne sorte ikke få bord på de fleste restauranter, ligesom de fleste hoteller heller ikke ville indlogere dem; og the Loop [Chicagos centrale velhavende kvarter opkaldt efter byens letbane, o.a.] lå helt uden for deres rækkevidde. Fordommene forsvandt ikke med vedtagelsen af borgerrettighedslovene i 1964, tværtimod: I midten af 1960 erne forsøgte Martin Luther King Jr. at bringe borgerrettighedsbevægelsen nordpå til Chicago og flyttede med sin familie ind i en ghettolejlighed for at gøre en ende på slummen, protestere mod boligforholdene for de sorte og få nedbrudt det raceopdelte boligmarked. Under den ene af to marcher ind i kvarterer forbeholdt hvide blev King ramt i hovedet af en mursten kastet af en af de hvide demonstranter, der stod opmarcheret langs ruten for at råbe racistiske ukvemsord efter dem. Byens fjendtlighed besejrede ham og fik ham til at erklære, at det eneste sted, han nogensinde havde frygtet for sit liv, var i Chicago. Chicago var noget andet end Sydstaterne. Her opstod de racemæssige spændinger til dels, fordi byen rummede så mange forskellige immigrantgrupper, folk, der ofte var født i andre lande, og som havde slået sig ned i kvarterer, som fungerede, men som også var ekstremt fremmedfjendske. Som tommelfingerregel hadede hvide fra South Side sorte mere end hvide fra North Side gjorde, fordi de havde de sorte tættere inde på livet, skriver Royko. Daley sørgede for at opretholde situationen ved hjælp af et politisk system, hvor en håndfuld afroamerikanere blev belønnet for at 42
holde de andre nede. Daley beholdt blandt andet magten og bevarede de raceadskilte skoler og boliger ved hjælp af seks afroamerikanske rådmænd de Tavse Seks, som de blev kaldt som var villige til at danse efter borgmesterens pibe, når det drejede sig om at fortsætte de facto-raceadskillelsen. Daley forsynede rådmændene med masser af job, som de kunne dele ud til deres vælgere, og de Tavse Seks brugte disse og andre frynsegoder til at manipulere deres vælgere til at holde Daley og hans folk ved magten. Områdesekretærerne var af afgørende betydning i det system. Selvfølgelig gjaldt det overalt i byen områdesekretærerne havde nok at se til i alle bydele, sorte som hvide men afroamerikanere var som vælgere mere modtagelige over for pres, fordi de havde meget mindre at falde tilbage på. I nogle tilfælde truede partimaskinen dem med, at de ikke ville kunne få nogen serviceydelser. Negrene blev advaret om, at de ville miste deres bistandshjælp, deres kommunale lejlighed, deres arbejde, hvis de ikke stemte på demokraterne, siger Royko. Som områdesekretær kunne man til gengæld for denne politiske manipulation forvente et job hos kommunen. Faktisk var det kun ved at deltage i frivilligt arbejde, at man kunne få sådan et job. Hvis man skulle gøre sig håb om et arbejde ved kommunen, så var man nødt til at have en eller anden form for anbefaling fra komitémedlemmet for sin bydel, siger Don Rose og beskriver et system, hvor det var af afgørende betydning at have en anbefaler, en eller anden, der tog en under sine vinger en skytsengel. Daley havde et arkiv over disse job, og han kendte efter sigende navnene på alle dem, der sad i dem. Et job ved kommunen var særlig værdifuldt for afroamerikanere i den forstand, at det gjorde dem mere immune over for det åbne arbejdsmarkeds omskiftelighed og racisme. Det var i 1950 erne og begyndelsen af 60 erne. Forud for den positive forskelsbehandling var beskyttelse det tætteste, man kunne komme på positiv særbehandling, og blev man ikke ligefrem rig af det, så gav det i det mindste fast arbejde, siger Rose. 43
Vi havde nogle frivillige, men hovedparten var [områdesekretærer], fordi deres job afhang af det, siger Cliff Kelley, en tidligere rådmand fra South Side, som ikke var en af de Tavse Seks, men som kendte til kulturen i det politiske maskineri. For det meste var en persons politiske aktivisme og det job, han besad, uadskillelligt forbundne, siger Kelley. Set i lyset af denne tradition er det også sandsynligt, at Fraser Robinsons job i vandforsyningen var en belønning for en politisk tjeneste. Han var [næsten med sikkerhed] en ansat, der havde en beskytter siger Leon Despres, som i mange år var rådmand for bydelen Fifth Ward, og som, selvom han var hvid, blev kendt som den eneste neger i byrådet, fordi han gik imod Daleys politiske maskine og gjorde indsigelser mod raceadskillelsen. Ud fra sin viden om, hvordan tingene fungerede i andre bydele, finder Despres det overvejende sandsynligt, at Robinson var en solid politisk udnævnelse, som for sin loyalitet blev rykket opad til denne udsøgte position. Vandforsyningen, hvor Fraser Robinson arbejdede, var kendt som et sted, hvor der var mange af denne slags beskyttede job. Robinson blev i vandforsyningen hele sit liv og blev belønnet med tidlig forfremmelse. Efter at være startet som almindelig arbejder blev han i 1968 forfremmet til arbejdsformand, et overordnet job, der også betød lønforhøjelse på 200 dollar om måneden ifølge kommunens officielle fortegnelse over hans ansættelse. Samme år blev han forfremmet til stationsvarmemester, et job, der gik ud på at holde opsyn med vandforsyningens kedler. I 1969 blev han forfremmet til maskinmester og fik opsynet med kedler, dampturbiner, pumper, varme- og airconditionsystemer, et arbejde, der virkelig krævede noget. Han var således i løbet af fem år blevet forfremmet tre gange, så han i 1969 tjente 858 dollar om måneden, omkring 10.000 om året, hvilket var en respektabel løn og næsten dobbelt så meget, som han havde fået til at begynde med. I slutningen af sin karriere kom han til at tjene mere end 40.000 dollar om året. 44
Michelle Obama taler ofte og bevægende om, hvor vigtigt jobbet var for hendes far. Hun og broderen Craig beskriver, hvor stor en inspiration det var for dem begge at se Fraser Robinson stå op for at gå på arbejde hver morgen, noget som blev stadig vanskeligere, efter at sygdommen satte ind. På trods af, at han var nødt til at gå med stok og senere med krykker for til sidst at køre på en handicapscooter så holdt han aldrig op med at arbejde. Min far havde dissemineret sklerose og arbejdede hver dag, men beklagede sig sjældent, sagde Michelle til en interviewer i 2007, da hun skulle beskrive den mand, som var hendes og Craigs forbillede, når det kom til arbejdsmoral. Han døde på vej til arbejde, tilføjede hun og beskrev hans alt for tidlige død i 1991, da han var i begyndelsen af halvtredserne. Han havde kort forinden været indlagt til en nyreoperation og døde uventet af komplikationerne. Han havde det ikke ret godt, men han ville ind i den bil og på arbejde. Det er imidlertid også sandsynligt, at Michelle med al denne stolthed over faderens optagethed af sit arbejde også har lært en ting eller to af ham om politik. Michelles skepsis over for politik kan til dels tilskrives, hvad hun var tæt på som lille: Et system, der købte og beskyttede en, men som også kontrollerede en. Hvis man ikke gjorde dette eller hint, hvis man ikke opførte sig på en bestemt måde, siger Rose, så kunne man miste sin indkomst. [Maskinen kunne] degradere dig, fyre dig. Folk, der ikke levede op til forventningerne i deres politiske arbejde, udsatte sig selv for at blive presset eller for en vilkårlig fyring. Sådan var politik i Chicago. Noget af [Michelles] ubevidste noget af hendes afsky for politik kan have at gøre med, hvordan [hendes far] blev behandlet, og hvad han blev udsat for, siger Al Kindle, en politisk rådgiver, der er vokset op i South Side. Og det var derfor, siger Kindle, at det sorte samfund havde blandede følelser over for beskyttelsessystemet og over for Daley: Den politiske maskine kunne hæve en op man fik job og frynsegoder og samtidig holdt den en nede. Det stod klart, at man ikke fik adgang 45
til visse tjenesteydelser, hvis ikke man var ven med magtstrukturen. Der kunne let blive slukket for hanen. Som ung sort amerikaner med familie var man nødt til at tage det system i betragtning. På samme måde som det hjalp en, indskrænkede det også ens valg. Så det kan godt være derfor, at Robinsons datter og søn udviklede en afsmag for politik, samtidig med at de udviklede en dyb, dyb kærlighed til faderen. Som familie var vi ekstremt kyniske med hensyn til politik og politikere, siger Craig. Det begyndte at ændre sig, da de mødte Barack, hvis politiske karriere til dels blev skubbet i gang af en koalition af folk, som var vokset op i opposition til Daley, og hvis mål var at smadre Maskinen. 46
Fra venstre foroven med uret: Michelle, i midten, med andre elever fra Whitney M. Young High School. Gruppen er netop blevet optaget i National Honor Society; Michelle med sine klassekammerater det første år i high school; Michelle danser ballet ved en high school-opvisning (Whitney M. Young High School) 132
Copyright dansk udgave forlaget Klim, 2009 Copyright Liza Mundy, 2008 First published by Simon & Schuster, Inc., 2008 Published in Denmark by arrangement with Sane Töregård Agency AB Michelle Obama en biografi oversat af Steen Fiil efter den amerikanske udgave Michelle a biography Skrift: Bembo Std 11,5/15, Klim Tryk: WS Bookwell, Finland ISBN 978 87 7955 703 1 1. udgave, 1.oplag, Århus 2009 Forlaget Klim Ny Tjørnegade 19 DK-8200 Århus N Tlf.: +45 86103700 Fax: +45 86103700 www.klim.dk www.lizamundy.com Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.