RETTENS DOM (Første Afdeling) 29. januar 1997 Sag T-297/94 Joëlle Vanderhaeghen mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber»Tjenestemænd - annullationssøgsmål - formaliteten - lønsedler, der anvender takster for visse forældrebetalinger fastsat af et paritært fællesinstitutionelt udvalg - ligebehandlingsprincippet«fuldstændig gengivelse på fransk 11-13 Angående: Påstand dels om annullation af Kommissionens stiltiende afgørelse om afvisning af sagsøgerens klage over hendes lønseddel for januar måned 1994, for så vidt som det heraf fremgår, at administrationen har anvendt forældrebetalingstakster for vuggestue i Luxembourg, som sagsøgeren benytter som tjenestemand, dels om at det fastslås, at de takster, der er fastsat af Comité des activités sociales, er retsstridige. Udfald: Annullation. I-A-7
RÉSUMÉ - SAG T-297/94 Resumé af dom Vuggestuen i Centre polyvalent de l'enfance (herefter»cpe«) drives såvel i Luxembourg som i Bruxelles af Fællesskabets institutioner ved hjælp af forældrebetaling, idet der hver måned tilbageholdes et beløb i de pågældende tjenestemænds og øvrige ansattes løn. I Luxembourg fastsættes forældrebetalingstaksterne af Comité des activités sociales (herefter»cas«), der er et paritært fællesinstitutionelt udvalg, hvori de institutioner, der har sæde her, er repræsenteret. Sagsøgeren er mor til et barn, der siden den 15. september 1993 har været i en af CPE's vuggestuer i Luxembourg. Den månedlige forældrebetaling for denne ydelse blev første gang opkrævet i sagsøgerens løn for januar måned 1994. Den forældrebetaling, der kræves i Luxembourg, er højere end den, der kræves af tjenestemænd og øvrige ansatte med tilsvarende indkomster i Bruxelles. Sagsøgeren indgav den 18. marts 1994 en klage over sin lønseddel for januar måned 1994, idet hun gjorde gældende, at CAS' afgørelse om fastsættelse af forældrebetalingstaksterne i Luxembourg var ulovlig som følge af tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Den 30. september 1994 anlagde sagsøgeren nærværende sag. Sagsøgeren fik den 7. oktober 1994 meddelelse om, at hendes klage af 18. marts 1994 udtrykkeligt afvistes. I-A-8
VANDERHAEGHEN MOD KOMMISSIONEN Formaliteten Det principale anbringende om, at der ikke foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt Retten henviste til, at begrebet»løn«i EF-traktatens artikel 119's forstand»omfatter samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller naturalier, i henhold til ansættelseskontrakten, ifølge lov eller frivilligt«. Det fremgik af denne definition, der er udtryk for et almindeligt princip, som ikke alene fandt anvendelse i relation til traktatens artikel 119, men som ligeledes skulle indgå ved en afgrænsning af samtlige arbejdstageres rettigheder, at begrebet»løn«skulle fortolkes vidt. Artikel 62 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter»vedtægten«) skulle derfor fortolkes i lyset af denne retspraksis. Selv om vedtægten ikke foreskrev, at institutionerne skulle tilbyde denne sociale ydelse, kunne den sidestilles med en ydelse i naturalier som omfattet af begrebet»løn«i vedtægtens forstand, da den havde umiddelbar forbindelse med EF-institutionernes ansattes udøvelse af tjenesten, og da et sådant tilbud var i overensstemmelse med princippet om lige muligheder for mandlige og kvindelige arbejdstagere (præmis 21). Henvisning til: Domstolen, 4. juni 1992, sag C-360/92, Botel, Smi. I, s. 3589, præmis 12. Henset til CAS' særlige karakter som paritært fællesinstitutionelt organ, der ikke ifølge vedtægten havde en selvstændig status, kunne CAS ikke som sådan sagsøges ved Fællesskabets dømmende instanser, hvorfor Retten antog kun at kunne udøve en legalitetskontrol med dets retsakter i henhold til vedtægtens artikel 91 for så vidt som disse var tiltrådt af den sagsøgte institution. Sagsøgerens påstande måtte forstås således, at de udelukkende angik Kommissionens afgørelse om at tiltræde de omtvistede takster og dens anvendelse heraf i forhold til sagsøgeren (præmis 22). I-A-9
RÉSUMÉ - SAG T-297/94 Henvisning til: Retten, 22. september 1994, sag T-495/93, Carrer m.fl. mod Domstolen, Smi. Pers. II, s. 651, præmis 22. Retten henviste endvidere til, at da der var tale om den klageadgang, der var hjemlet ved tjenestemandsvedtægtens artikel 91, og da der forelå en generel retsakt, der skulle iværksættes ved hjælp af en række individuelle beslutninger, havde en tjenestemand ret til at gøre gældende, at retsakten var ulovlig med henblik på at anfægte den individuelle beslutning, der angik sagsøgeren. En lønseddel, udstedt af en institution og udleveret til en tjenestemand, kunne anses for en retsakt, der indeholdt et klagepunkt, hvorfor den kunne gøres til genstand for en klage og eventuelt for et søgsmål (præmis 23). Henvisning til: Domstolen, 19. januar 1984, sag 262/80, Andersenm.fi. mod Parlamentet, Sml. s. 195, præmis 6; Domstolen, 10. december 1987, forenede sager 181/86-184/86, Del Plato m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 4991, præmis 9; Retten, 6. juni 1996, sag T-262/94, Baiwir mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 739, præmis 33. Den lønseddel, som sagsøgeren havde anfægtet, måtte anses for en akt, der indeholdt et klagepunkt, idet det heraf fremgik, at administrationen for første gang i forhold til hende havde anvendt de forældrebetalingstakster, som CAS havde fastsat, og som Kommissionen havde tiltrådt (præmis 24). Det subsidiære anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 90, stk. 2 Ved klage af 18. marts 1994, indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, havde sagsøgeren rejst indsigelse mod sin lønseddel for januar måned 1994. Klagen var blev indgivet inden for den tremånedersfrist, der er fastsat i bestemmelsen. Nærværende sag, der var blevet anlagt den 30. september 1994, kunne følgelig admitteres (præmis 28). I-A - 10
VANDERHAEGHEN MOD KOMMISSIONEN Spørgsmålet, om stævningen opfyldte kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c) Den omstændighed, at stævningen - der indeholdt en kort fremstilling af søgsmålsgrundene - var kortfattet, havde ikke afskåret Kommissionen fra at varetage sit forsvar behørigt. Retten fandt derfor, at den kunne efterprøve den anfægtede retsakt (præmis 31). Realiteten Retten henviste til, at for at et anbringende kan admitteres, er det tilstrækkeligt, at sagsøgeren indirekte har henvist hertil i sin klage. Da den administrative klageprocedure er uformel, og de pågældende som regel på dette stadium handler uden bistand fra advokat, bør administrationen ikke fortolke klager restriktivt, men tværtimod indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem (præmis 37). Henvisning til: Retten, 7. maj 1991, sag T-18/90, Jongen mod Kommissionen, Sml. II, s. 187, præmis 22. Anbringendet om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet Retten udtalte, at et tilbud om vuggestue, der var tilpasset de særlige behov, som tjenestemænd og øvrige ansatte i Fællesskaberne havde, var et væsentligt aspekt af en politik, der havde til formål at sikre lige muligheder for mandlige og kvindelige arbejdstagere. De fordele, som institutionens ansatte havde som følge af denne sociale ydelse, kunne sammenlignes med en naturalydelse, som var omfattet af begrebet»løn«i vedtægten. Kommissionens afgørelser om at anvende de forældrebetalingstakster, som CAS havde fastsat, over for personalet i sin helhed, skulle nødvendigvis respektere ligebehandlingsprincippet. Dette grundlæggende princip inden for EF-tjenestemandsretten havde netop til formål at forbyde uforholdsmæssige og ubegrundede store forskelle i behandlingen af personale, som I-A- 11
RESUMÉ - SAG T-297/94 gør tjeneste i Fællesskaberne, men krævede ikke en automatisk justering af forældrebetalingstaksterne for alle tjenestesteder for så vidt angår en ydelse, der kunne sammenlignes med en naturalydelse (præmis 49). For så vidt som Kommissionen ikke havde taget hensyn til de krav, som følger af ligebehandlingsprincippet, da den traf den afgørelse, hvorved den godkendte de forældrebetalingstakster, som CAS havde fastsat for Luxembourg, fandt Retten, at sagsøgerens anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet var begrundet (præmis 50). Retten fastslog, at Kommissionens afgørelse, der var en generel retsakt, hvis lovlighed Retten kunne efterprøve, var retsstridig. Der var følgelig grundlag for en delvis annullation af sagsøgerens lønseddel for januar måned 1994 (præmis 51). Konklusion: Sagsøgerens lønseddel for januar måned 1994 annulleres, for så vidt det heraf fremgår, at der er tilbageholdt et beløb til dækning af forældrebetaling for vuggestue i Centre polyvalent de l'enfance, Luxembourg, hvilket beløb er beregnet på grundlag af de takster, som Kommissionen anvender i Luxembourg. I-A - 12