RAMALLAH DREAMING af Anders Rye Skjoldjensen 02 03 Konflikten mellem Israel og Palæstina har stået på i mere end 60 år. I Palæstina bliver generation efter generation født ind i en stridighed, de ikke selv har skabt, og som startede lang tid før de kom til verden. De nye generationer vokser op midt i konfliktens håbløshed og står nu mellem håbet om en bedre fremtid og kærligheden til sit fædreland for hvad gør man, hvis der ikke er plads til ens drømme i det land, man elsker?
Muren troner frem i landskabet. Unge mænds øjne hviler koncentreret på bussen, da den triller gennem checkpointet. Deres skarpladte automatvåben hænger slapt ned over maven, mens hånden ligger frygtindgydende afslappet på kolben og roligt, men autoritært, vifter de bussen igennem. De er ikke ældre end jeg selv er, måske er de endda væsentligt yngre. 04 Inde på den anden side af muren går en tung lugt af bål og sod direkte i næseborene. Asken ligger i dynger op af den nu sorttværede betonmur, og det hærgede udkigstårn står truende og skuler ud over landet. Arafat er malet på væggen, han nærmest kigger frem fra det sorte tæppe af sod med ordene Free Palestine. 05 Jeg er på vej ind i det besatte Palæstina for at forsøge at forstå konflikten fra en anden vinkel. Jeg vil gerne møde den liberale ungdom, dem der er ligesom jeg selv. Dem der har et valg. Hvilke uligheder og ligheder har vi med hinanden? Og hvilke tanker og overvejelser har de om deres fremtid og drømme?
YAZAN 06 Stuen er åben og lys og hænger sammen med køkkenet. Et sofaarrangement dominerer det ene hjørne, og i fjernsynet kører en gammel Clint Eastwood film. Yazan spørger, om jeg vil have mere kage, inden han fortsætter snakken. Jeg drømmer om at blive rig, siger han og holder en lille tænkepause. Ja, jeg er vokset op i et antikapitalistisk hjem baseret på Marx værdier, og nu vil jeg bare være rig. Ironisk nok, men forstår du, man kan ikke leve et ordentligt liv i Palæstina, medmindre man er rig. Det er et par dage siden, jeg passerede Arafat på væggen ved Qalandia checkpointet. Aftenen efter mødte jeg Yazan til en fest i byen Ramallah. Han er 24 år og bor hos sine forældre, og nu sidder jeg i hans stue og spiser kage. Han er, hvad man kan kalde en del af den liberale ungdom i Palæstina. Den veluddannede ungdom, som er blevet født ind i konflikten, men som nu skal overveje sin fremtid og spørge sig selv om der er plads til egne drømme i et land som Palæstina. Det palæstinensiske folk er blevet gjort til et sygt folk. Hvis du lever længe nok med en besættelse eller en sygdom, så ender du til sidst med ikke at se dig selv som syg. Du stopper med at blive chokeret og bekæmpe det. Det bliver bare hverdagsliv. Han bakser med en stor rygsæk, der tydeligvis ikke gider makke ret. Han skal til at pakke. Yazan er professionel danser og skal med flyet til Bruxelles imorgen. Han bliver nødt til at tage igennem Jordan, da han ikke må komme ind i Israel, og selvom turen geografisk set ikke er særlig lang, kan det tage mange timer at tilbagelægge den korte distance, igennem checkpointet, over broen til Jordan. Jeg har som udefrakommende turist større mobilitet end Yazan. I hans eget land. Det er en skræmmende tanke. Man får forskelligfarvede ID-kort, alt efter hvor man kommer fra. Farverne giver adgang til at bevæge sig forskellige steder hen. Forskellige områder er adskilt af checkpoints. Yazan er født med det grønne ID-kort, det palæstinensiske. Han er en sikkerhedstrussel. Jeg har svært ved at forestille mig en verden, hvor mit ID-kort skulle forbyde mig adgang til områder i Fyn eller Jylland. Det her land skabte mig, og nu har det brug for mig. Selvfølgelig kommer jeg tilbage! udbryder han, da samtalen falder på, om hans fremtidsplaner involverer Palæstina. Yazan er uddannet indenfor marketing og forretningsadministration, og han er godt klar over, at det er den uddannelse, der skal betale for hans fremtid med familie og børn. Dansen hører blot ungdommens udskejelser til, og han nyder det så længe, det varer. 07
FARID 10 Bilen drøner ud i natten. Jeg sidder på bagsædet, eller faktisk ligger jeg oven på de tre andre, som sidder på bagsædet. Stemningen er lystig. Smil og grin bliver udvekslet. Vi har drukket tæt hele aftenen. Ikke et billede jeg havde forestillet mig inden min afgang fra Danmark til Vestbredden. I bilen brager trancemusikken ud igennem de hårdt prøvede højtalere. Farid sidder bag rattet, fuld efter en lang aften. Han skraldgriner så de store, brede, skuldre hopper op og ned. Det er dagen inden min tur i bilen og de natlige udskejelser. Jeg møder Farid på hans arbejde, en lille isenkræmmer i udkanten af Ramallah. Det kolde lys fra lysstofrørene strømmer ud igennem butikkens vindue og blander sig med mørket på gaden. Farid sidder på den anden side af vinduet, bag et højt bord. Hans far arbejder i bygningsbranchen, og det er ham, der ejer butikken. Farid selv har arbejdet, siden han var 8 år, hvor hans far første gang tog ham med på en byggeplads. At vokse op i Palæstina har hjulpet mig til at blive, den jeg er. Jeg har skullet arbejde hele mit liv, og det har gjort mig stærk og givet mig en arbejdsmoral. Jeg ville aldrig være blevet den samme person, hvis jeg var vokset op i Europa, siger han. Farid vifter mig hen til bordet. Han vil vise mig en plakat fra en trancefest, han havde arrangeret i Ramallah. Han har besvær med at finde filen på sin telefon og bliver til sidst enig med sig selv om, at det må ligge på Facebook. Kom med her! beordrer han og vandrer ned igennem butikken. Han sætter sig på hug i det fjerneste hjørne af butikken med øjnene fast fokuseret på telefonen. Pludselig går det op for ham, at jeg står ved siden af og intet forstår. Han griner og udbryder; Jeg bliver lige nødt til at stjæle noget wifi fra naboen! Israel har forbudt teleudbydere i Palæstina at udbyde 3G-dækning, og folk er derfor afhængige af faste wifi-forbindelser. Jeg forstår frustrationen fra alle de gange, jeg har været for langt ude på den danske hede og forsøgt at sende en selvpromoverende snapchat. Tro mig, jeg forstår. En festlig anekdote og et par tranceplakater senere, og snakken falder igen på Farids opvækst. På trods af det meget arbejde er det stadig lykkedes Farid at tage en universitetsuddannelse i økonomi. Men det er ikke altid, at det er nok i et land som Palæstina. Lige nu lever jeg bare en dag af gangen. Jeg har brugt hele mit liv på at arbejde og være bekymret for min fremtid. 11
ZEIN En søde duft af kardemomme siver langsomt ud fra køkkenet og spreder sig igennem huset. Zein står i køkkenet og laver den traditionelle ret Maqloube, men hun er ikke 12 en helt traditionel ung palæstinensisk pige. Tværtimod. Hun er 26 år, udannet ingeniør og sidder som chef i, hvad der traditionelt set betragtes som et mandearbejde. At være en kvinde, der har selvtillid og tror på sig selv, kan godt være lidt svært her, smiler hun. Hun har en bestemt aura omkring sig, en no bullshit aura. Hendes korte hår er farvet i en mørkerød nuance og ligger henkastet til den ene side af ansigtet. For få måneder siden var håret gemt væk bag et tørklæde, men det er det ikke længere. Hun kommer fra en religiøs familie, men har et udestående med Gud, efter han slæbte hendes mor igennem adskillige ubehagelige uheld og sygdomme. Hun mistede en del af sin tro den dag hendes mor blev diagnosticeret med kræft. Mens hun vender sydende auberginer på panden, begynder vi at snakke om hendes forhold til Palæstina og den israelske besættelse. Et emne hun hader at snakke om. Man vokser op her med 100 forskellige personligheder. Du hader dine rødder, du hader, at du er her. Du hader, at du er født i Palæstina. Du begynder at tænke, at det er din forbandelse, at du er født i det her land med det her ID-kort. Samtidig så elsker du dit land mere end noget andet, og du vil bare forsvare det! Du bliver ydmyget ved hvert checkpoint. Du vil kæmpe imod, for du har en indestængt vrede imod den her ulighed. Det handler om at miste en lille del af sin identitet hver dag, siger hun. Normalt minder Zein på ingen måde om en husmor. Langt fra endda. Indtil videre har jeg kun mødt hende på hippe caféer og til fester, men som hun står her i køkkenet og laver traditionel mad fra bunden, der er det som om en del af hendes hårde facade krakelerer. Jeg spørger ind til hendes tanker om fremtiden og det at starte en familie. Hvis det lykkes mig at finde en her i landet, der vil acceptere mig, som jeg er og starte en familie, så vil jeg ikke lade mine børn vokse op her i Palæstina. Jeg ville forlade det her sted uden at tøve et sekund. Det er selvfølgelig ikke min drøm at forlade Palæstina, jeg elsker det her land, men jeg ville give det op til hver en tid, hvis jeg skulle have børn. Jeg har svært ved at sætte mig ind i hendes enten eller verden. Et så ambivalent forhold til det sted man bor, og det sted som man på så mange punkter elsker. Jeg bliver næsten frustreret på hendes vegne. Hun fortsætter: Du ved aldrig, hvad der kommer til at ske her. For noget tid siden stoppede jeg med at lægge planer for mig selv, fordi det ikke giver mening i det her land. Jeg drømmer om at blive leder af et stort firma, men det er jo bare drømme, og det er godt nok for mig. Indtil videre. Et liv uden reelle fremtidsplaner. Jeg har altid godt kunnet lide at se mig selv som et impulsivt menneske, og ind i mellem ville jeg ønske at mit liv var mere uforudsigeligt og spændende. Aldrig vide hvad fremtiden ville bringe. Zeins refleksioner om fremtiden, sætter pludselig min barnlige naivitet til livet i et andet lys. Jeg er nok mere forkælet, end jeg er eventyrlysten. I bund og grund er den største omvæltning ved besættelsen, at folk begynder at tro, at livet i Palæstina er normalt, men det er det ikke. Der er en normal uden for Palæstina, og så er der en palæstinensisk normal. NORMALT MEN UNORMALT Jeg husker en ting Yazan havde fortalt mig. Det havde undret mig, men pludselig forstod jeg det. Vi snakkede om den nyligt afsluttede krig i Gaza, bombardementerne og de civile omkostninger. Selvfølgelig var der en presset stemning i byen under krigen. Alle fulgte med hele dagen, så billederne og det hele, men så blev det aften, og så gik man igen ud og dansede og drak sig fuld. Sådan er det, det er bare everyday life, sagde han til mig. Da han fortalte det, syntes jeg, at han var en kold skid, og jeg blev forbløffet over hans distancering til så horrible omstændigheder. Men nu forstod jeg det. Jeg forstod at min definition af normal ikke gælder her. I Palæstina er der en Palæstinensisk normal og en almindelig normal. Den palæstinensiske normal lever befolkningen i hver eneste dag, den anden normal kommer vi udefrakommende ind med, hver gang vi minder dem om, at der intet er normalt ved situationen her. Jeg er tilbage ved Qalandia. Min taxa nærmer sig stille checkpointet, mens Arafat stadig trofast sidder på sin plads og hilser mig farvel. Jeg rækker mit pas ud af vinduet, og kan ikke se andet end torsoet på en ung mand. Automatvåbnet hænger stille om halsen, som en lykkeamulet. Han rækker mig passet tilbage og taxaen sættes i gear. Stille triller vi igennem checkpointet. Her er alt som det plejer, men intet er normalt.* 13
14 15