CINZANO / HAUPTZOLLAMT SAARBRÜCKEN FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT ALAIN DUTHEILLET DE LAMOTHE FREMSAT DEN 12.

CINZANO / HAUPTZOLLAMT SAARBRÜCKEN FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT ALAIN DUTHEILLET DE LAMOTHE FREMSAT DEN 12. NOVEMBER 1970 Høje Ret. For rigtigt at forstå grundlaget for og omfanget af nærværende sag er det efter min mening nødvendigt kort at fremdrage de karakteristiske træk ved og udviklingen i den tyske lovgivning om alkoholholdige drikkevarer. Dette undskylder jeg over for De af rettens medlemmer, som er fortrolige med denne lovgivning, men De er det måske ikke alle i samme omfang. Den tyske lovgivning om alkoholholdige drikkevarer er som flertallet af de europæiske lovgivninger led i en principiel og simpel sondring, nemlig mellem: på den ene side de drikkevarer, som fremkommer ved naturlig gæring, det vil navnlig sige vine og øl; på den anden side de drikkevarer, som fremstilles ved destillering eller, generelt, på enhver anden måde end ved gæring. Den egentlige forskel mellem de retssystemer, som finder anvendelse på disse to kategorier af drikkevarer, er: Den første omsættes frit. Den anden er derimod underlagt et opkøbsmonopol for råprodukter, der er indført ved en lov af 8. april 1922, og som senere hyppigt er ændret. Staten køber råproduktet, underkaster det den såkaldt»rectificering«og videresælger det dernæst til forbrugerne. For de produkters vedkommende, som omfattes af monopolet, er afgiftssystemet på nuværende tidspunkt således indrettet: 1. For så vidt angår indenlandsk fremstillet spiritus, har staten monopol på opkøb og behandling af råproduktet, men den kan afstå fra at udøve det. Når den udøver sit monopol, opkræver den en afgift benævnt»branntweinsteuer«(spiritusafgift), og når den fritager producenten for leveringsforpligtelsen, opkræver den et afgiftstillæg benævnt»branntweinaufschlag«(spiritustillæg). 2. For så vidt angår import: monopolet har. bortset fra nærmere, opregnede undtagelser, eneret på at indføre ethyl, eller rectificeret alkohol. For så vidt angår anden form for spiritus, kommer opkøbsmonopolet ikke i betragtning, men der opkræves på de drikkevarer, der ifølge deres art ville falde ind under monopolet, hvis de blev fremstillet i Tyskland, en afgift benævnt Monopolausgleich eller monopoludligningsafgift. som principielt svarer ti! den afgiftsbyrde, som er lagt på indenlandsk spiritus eller akvavit. Det bærende element i grundlaget for disse forskellige afgifter er graden eller procenten af»vinånd«eller»weingeist«. Lad mig i så henseende gøre opmærksom på en lille vanskelighed af sproglig art: medens udtrykkene»weingeist«og»esprit de Vin«(vinånd) i det 18. og 19. århundrede i Tyskland og Frankrig havde samme betydning: nemlig spiritus fremstillet ved destillation eller en anden proces end naturlig gæring, og medens f. eks. Condorcet umiddelbart inden den franske revolution på en måde foregreb nærværende sag ved at fremhæve de vanskeligheder, som opstod for»afgifter på vinånd... som følge af den metode, hvorefter man for importafgifter tog denne væskes forskellige stryrkegrader i betragtning«, udvikledes terminologien ved slutningen af det 19, århundrede: udtrykket er bevaret i tysk lovgivning, medens det i Frankrig er forældet. Det er på tysk blevet mindre præcist, snart med bibeholdelse af sin oprindelige betydning, snart tværtimod, navnlig når der er tale om grader eller procentdele af vinsprit som en betegnelse for det. som i moderne fransk terminologi svarer til det rene alkoholindhold i en drikkevare uden nogen sondring med hensyn til dennes oprindelse (gæring eller destillation). 225

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. DUTHEILLET DE LAMOTHE SAG 13/70 Efter denne bemærkning skal det først anføres, at det tyske system, som jeg lige kort har beskrevet, og som tilsyneladende er enkelt og sammenhængende, vanskeligt synes at kunne finde anvendelse på visse produkter, bl. a. vermouth. Disse drikkevarer, der fra det 18. århundrede har haft et fransk navn, som er afledt af et gammelt tysk ord»wermut«, som betød absinth, er, efter hvad jeg har ladet mig fortælle, en aperitif på hvidvinsbasis. hvori man blander forskellige bitre stoffer (absinth, kanel, orangeskal osv.), idet hvert mærke har sin opskrift. Den er desuden karakteriseret ved et højere alkoholindhold end det. som normalt opnås ved naturlig gæring, hvorfor producenterne i de fleste tilfælde til basisvinene føjer en vis mængde alkohol fremstillet ved destillation eller på anden måde end ved naturlig gæring. Disse egenskaber gjorde, at disse drikkevarer indtil for nylig ikke ved indførslen til Tyskland pålagdes nogen monopoludligningsafgift. De tyske fiskale myndigheder fandt, at denne stilling førte til forskelsbehandling til skade for de tyske produkter, og forsøgte først at få udfyldt dette tomrum ved at indbringe problemet for retten. De nedlagde for de tyske Finanzgerichte påstand om. at det statueredes, at en basisvin, så snart den tilføjedes»vinånd«, skulle henføres under monopolet og ved indførslen pålægges monopoludligningsafgiften. Dog godkendte Bundesfinanzhof ikke fuldt ud denne påstand. Den afslog faktisk ved to domme af 27. marts 1963 at anerkende, at vine beriget med»vinånd«i alle tilfælde var underlagt monopolet. Retten fastslog, at de kun var det. når denne berigelse havde medført, at de havde mistet deres oprindelige karakter af vin. Da det var yderst vanskeligt, om ikke umuligt, for den tyske forvaltning at fastslå, at den indførte vermouth havde mistet sin oprindelige karakter af vin. besluttede forvaltningen at lade problemet løse ad lovgivningsvejen, men hertil krævedes udstedelse af to på hinanden følgende sæt regler. Det første, som blev udstedt den 1. april 1966, henførte under monopolets anvendelsesområde alle drikke på vinbasis eller med samme egenskaber som vin. som var beriget med alkohol, og fastsatte særlige beregningsmetoder for opkrævningen af monopoludligningsafgiften på disse drikke. Denne tekst viste sig imidlertid ikke at kunne fremkalde det ønskede resultat, idet vermouthimportørerne i de fleste tilfælde fik certifikater fra oprindelseslandene om. at de importerede drikke ikke var blevet tilsat alkohol. De tyske fiskale myndigheder mistede dog ikke derved modet og opnåede, at parlamentet med virkning fra april 1967 vedtog en lov. som viste sig fuldt effektiv. Denne lov ændrede atter 151 i den tyske lov om alkoholmonopolet og bestemte sammen med den allerede gennemførte reform af 1966 i det væsentlige følgende: 1. Alle drikkevarer på vinbasis»formodes«at have været tilsat alkohol, så snart de fremviser et alkoholindhold, som er højere end 10,5 %: 2. alle vine formodes også at være tilsat alkohol, når de fremviser et alkoholindhold på mere end 14 %: 3. for disse to kategorier af drikke opkræves monopoludligningsafgiften i forhold til den mængde alkohol, som overstiger 10,5 % i det første og 14 % i det andet tilfælde. Disse to bestemmelser trak. om jeg så må sige, nettet sammen om vermouthimportørerne, der således tilsyneladende ikke på nogen måde kunne slippe uden om monopoludligningsafgiften. Følgelig så det saarlandske datterselskab af Cinzano, der i oktober 1967 havde indført 1200 liter fransk vermouth med et alkoholindhold på 15.7 %, sig pålagt afgift for indførslen af et produkt på vinbasis, og firmaet blev opkrævet monopoludligningsafgift beregnet af de 5,2 % alkohol, som lå over lovens tærskel på 10,5 %. 226

CINZANO / HAUPTZOLLAMT SAARBRÜCKEN Virksomheden indgav selvfølgelig administrativ klage til de kompetente myndigheder og anlagde sag ved de tyske Finanzgerichte. da de ikke fik medhold. Underinstansen afviste søgsmålet med en begrundelse, som jeg straks skal vende tilbage til. Efter at sagen dernæst var indbragt for Bundesfinanzhof, udsatte denne høje ret sagen og forelagde følgende spørgsmål for Domstolen :»Sker der overtrædelse af artikel 37, stk. 2 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, når en medlemsstat, hvor indførsel af spiritus og akvavit er underlagt et statsmonopol fra den 1. april 1966 for drikkevarer på vinbasis, f. eks. vermouth, indført fra en anden medlemsstat i forhold til den vinånd. der overstiger en vis grænse, lægger en afgift bestemt til udligning af den fiskale byrde, som hviler på indenlandsk fremstillet spiritus og akvavit, mens den tidligere normalt alene opkrævede denne afgift, hvor det originale produkt (f. eks. vin) havde mistet sin karakter som sådant gennem tilsætning af vinånd?«stillet over for dette spørgsmål forekommer mig to forudgående bemærkninger nødvendige: a) Den første er, at Domstolen efter min mening ikke kan besvare dette spørgsmål, således som det er forelagt den. Det er fast retspraksis, at Domstolen, når den har fået forelagt en sag i henhold til traktatens artikel 177, ikke kan vurdere en national lovs overensstemmelse med bestemmelserne i den nævnte traktat. Den kan alene gøre dette i en sag om ikke overholdelse, som enten Kommissionen eller en medlemsstat har anlagt i medfør af artiklerne 169 og 170. Men når Domstolen har fået forelagt en sag i henhold til traktatens artikel 177, kan den ikke foretage en sådan vurdering. Dette har Domstolen henvist til i talrige domme, og navnlig for nylig i sin dom af 21. oktober 1970. Transports Lesage, sag 20/70. Som Domstolen imidlertid har gjort det i den nævnte sag og i mange andre, kan den efter min mening fortolke spørgsmålet fra Bundesfinanzhof således, at den nævnte ret alene anmoder den om at fortolke en fællesskabsretlig bestemmelse, for at de nationale retter kan blive i stand til at anvende den korrekt. b) Imidlertid, og dette skal blive min anden indledende bemærkning, må denne nødvendige fortolkning af det forelagte spørgsmål efter min mening ikke medføre, at Domstolen forrykker eller udstrækker spørgsmålet. Nærværende sag frembyder i så henseende en særlig vanskelighed. Som retten har kunnet fastslå under den mundtlige forhandling, er der væsentlige uoverensstemmelser i de sagkyndiges synspunkter vedrørende spørgsmålet, om monopoludligningsafgiften er en egentlig monopolafgift, eller om den ikke nærmere til trods for sit navn er en forbrugsafgift, hvilket den tyske regering hævder. I første tilfælde er den bestemmelse i fællesskabsretten, som skal vurderes, klart traktatens artikel 37: i det andet tilfælde er det artikel 95 og muligvis artikel 12. Bundesfinanzhof har imidlertid blot forelagt ét spørgsmål for Domstolen, nemlig om rækkevidden af traktatens artikel 37. Kan Domstolen under disse omstændigheder: på den ene side udtale sig om monopoludligningsafgiftens karakter og afgørelse, om den er en monopolafgift eller en forbrugsafgift? på den anden side eventuelt eller alternativt fortolke de bestemmelser i artikel 95 eller andre artikler, som vil kunne finde anvendelse, såfremt afgiften er en forbrugsafgift? Jeg mener ikke. at Domstolen vil kunne gøre det. navnlig af følgende grund: Bundesfinanzhof har udmærket været klar over vanskeligheden, og det er bevidst, at den alene har forelagt problemet om rækkevidden af artikel 37 for Domstolen. Finansdommeren i underinstansen havde nemlig formelt taget stilling og efter at have 227

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. DUTHEILLET DE LAMOTHE SAG 13/70 fundet, at monopoludligningsafgiften faktisk var en intern afgift efter traktatens artikel 95, udtalt dels. at artikel 37 ikke kunne anvendes imod den. da der ikke var tale om en monopolafgift, og dels at traktatens artikel 95 ikke var til hinder for at opkræve den. Imidlertid har Bundesfinanzhof ikke på in deværende tidspunkt villet stadfæste denne fortolkning. Den har tværtimod i forelæggelseskendelsen udtrykkeligt taget forbehold for spørgsmålet ved at anføre, at den alene ville forelægge problemet om fortolkningen af artikel 37 med forbehold for (jeg citerer:»unbeschadet«) Monopolausgleich's overensstemmelse med EØF-traktatens artikler 12 og 95. Under disse omstændigheder finder jeg. at Domstolen hverken kan udtale sig om afgiftens natur eller fortolke traktatens artikler 12 og 95 med henblik herpå. Retten bør efter min mening lade spørgsmålet stå åbent, ligesom Bundesfinanzhof har gjort det i sin forelæggelseskendelse. De kan i det højeste, da den omtvistede foranstaltning i hvert fald klart har et fiskalt aspekt, anvende de af Domstolens praksis udledte principper, for så vidt angår rækkevidden af artikel 95 til i nærværende sag at fortolke artikel 37. Jeg foreslår herefter endelig, at Domstolen fortolker det forelagte spørgsmål ved at give det en mere abstrakt rækkevidde end den. som Bundesfinanzhof har givet det, og udtrykker det således:»er den ved artikel 37, stk. 2 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab indførte»standstill«-forpligtelse til hinder for, at en medlemsstat fra den 1. april 1966 lægger en monopolafgift, som skal udligne den fiskale byrde, der påhviler indenlandsk spiritus og akvavit, på drikkevarer på vinbasis, som indføres fra en anden medlemsstat (f. eks. vermouth), ved at afgiftsberigtige disse drikkevarers indhold af»vinånd«, som overstiger en bestemt mængde, medens de nævnte drikkevarer tidligere normalt kun var pålagt denne afgift, når originalproduktet (f. eks. vin) havde mistet sin egentlige karakter ved tilsætning af»vinånd«? Dette spørgsmål kan Domstolen efter min opfattelse besvare i tre punkter. Det første består i at henvise til den generelle rækkevidde af den i artikel 37, stk. 2 indførte»standstill»-forpligtelse. Det andet består i at nuancere denne henvisning til de generelle principper ved over for den tyske ret at antyde, at disse principper ikke i almindelighed er til hinder for, at der indføres en ny afgift, for så vidt som denne afgift alene har til formål og virkning at sidestille de indførte varer i fiskal henseende med de tilsvarende nationale produkter. Endelig-bør det tredje punkt efter min opfattelse oplyse den nævnte høje ret om, under hvilke betingelser en afgift som den foreliggende kan anses for udelukkende at have til formål og virkning at ophæve en forskelsbehandling til skade for de nationale produkter. Lad os nu vende tilbage til hvert enkelt af disse punkter. Det første punkt er efter min opfattelse det, som frembyder færrest vanskeligheder. I Domstolen har i sin tidligere retspraksis og navnlig i dommene af 15. juni 1964, Costa (Sml. 1954 1964, s. 531), og 4. februar 1965, Albatros (Sml. 1965 1968, s. 3), allerede opstillet følgende principper : 1. Artikel 37, stk. 2 er efter hele sit indhold en fællesskabsnorm, der medfører rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte. 2. Denne bestemmelse har til formål at forbyde enhver ny foranstaltning, som strider mod principperne i artikel 37, stk. 1, dvs. enhver foranstaltning, som har til formål eller følge at indføre ny forskelsbehandling mellem medlemsstaternes statsborgere med hensyn til forsynings- og afsætningsvilkår for en handelsvare, der er egnet til samhandel mellem stater, hvad enten det sker gennem kvantitative restriktioner eller gennem indførelse af ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning eller endelig gennem forhøjelse af sådan told eller sådanne afgifter. 228

CINZANO / HAUPTZOLLAMT SAARBRÜCKEN Domstolen bør efter min opfattelse henvise til disse principper; thi de forekommer mig af følgende to grunde fuld anvendelige i nærværende sag: a) Det tyske spiritusmonopol er et af de handelsmonopoler. som nævnes i traktatens artikel 37, og ikke et monopol af fiskal karakter som dem. hvorpå samme traktats artikel 90 finder anvendelse. Den tyske regering har aldrig bestridt dette: den har selv kvalificeret det som et handelsmonopol ved at oplyse Kommissionen om dets eksistens. Kommissionen har aner kendt denne karakter i den henstilling om at æandre monopolet, som den 26. november 1963 blev tilsendt Forbundsrepublikken Tyskland (JO. 10. 12. 1963, s. 2857). Denne enighed mellem de nationale og de fællesskabsretlige myndigheder om monopolets karakter svarer efter min mening til en korrekt vurdering af dets natur, som Domstolen ifølge min opfattelse kun kan stad fæste. b) Den i artikel 37, stk. 2 fastsatte»standstill«-forpligtelse vil let kunne finde anvendelse på nærværende sag. Ganske vist har det tyske spiritusmonopol vel i det mindste delvis til formål at lette afsætningen eller anvendelsen af landbrugs produkter, således at det forekommer»prima facie«at falde ind under stykke 4 i artikel 37, Men. som Kommissionen har anført det over for Forbundsrepublikken Tysklands regering i den henstilling, som jeg har nævnt, samt i to andre henstillinger af 22. marts og 22. december 1969. fremgår det klart af selve ordlyden af dette stykke 4. at forpligtelserne i stykke 2 i artikel 37 finder anvendelse på monopoler, som gælder for landbrugsprodukter, og at det nævnte stykke 4 alene har til formål at indføre visse særlige regler, for så vidt angår betingelserne for den gradvise tilpasning af denne kategori af monopoler med henblik på den fulde anvendelse af artikel 37. Jeg finder herefter, at det første punkt i Domstolens svar til Bundesfinanzhof skal bestå i en henvisning til de tidligere i Domstolens retspraksis fastslåede principper for så vidt angår rækkevidden af artikel 37, stk. 2, som synes at kunne finde anvendelse i nærværende sag. således som jeg lige har anført. II Allerede det andet punkt i Domstolens besvarelse giver anledning til vanskeligheder. Som retten har hørt under den mundtlige forhandling, består et af de væsentlige punkter i den tyske regerings argumentation i en påstand, dels om at den lov, som fra april 1966 har underlagt drikkevarer på vinbasis, og nærmere vermouth, monopoludligningsafgiften, ikke har været en ny foranstaltning i egentlig forstand men blot en form for fortolkning af ældre lovgivning, dels og navnlig om at denne foranstaltning under ingen omstændigheder stred mod artikel 37, stk. 2. idet den hverken har til formål eller til virkning at indføre forskelsbehandling til skade for importørerne men blot at afskaffe en forskelsbehandling, som indtil da straffede de vermouthfabrikanter, der anvendte spiritus fremstillet i Tyskland. Denne argumentations første led forekommer mig ikke at kunne opretholdes. Man kan efter min mening umuligt anse den foranstaltning, som i april 1966 trådte i kraft i Forbundsrepublikken Tyskland, for en simpel fortolkning af ældre lovgivning. Som jeg lige har anført under redegørelsen for spørgsmålets baggrund, var det netop, fordi de tyske myndigheder ikke kunne pålægge indført vermouth monopoludligningsafgiften, at de foreslog og fik udstedt en lovtekst, som ikke var af fortolkende, men af udfyldende art. Der er således ganske rigtigt tale om en ny foranstaltning. Til gengæld finder jeg, at det andet led i den tyske regerings argumentation må anerkendes, i det mindste principielt, således som i øvrigt Kommissionen foreslår det. Jeg mener faktisk, at det ikke er i strid med den i artikel 37, stk. 2 indførte»standstill at indføre en ny foranstaltning, når denne alene har til formål og virkning ikke at indføre forskelsbehandling til»-forpligtels 229

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. DUTHEILLET DE LAMOTHE SAG 13/70 skade for importøren men at ophæve en forskelsbehandling til skade for den indenlandske producent. Denne tese. det medgiver jeg frivilligt, er ikke indlysende, og den støder i det mindste på to indvendinger, som allerførst fik mig til at tøve med at fremsætte den. Første indvending: det endelige mål. som er fastsat i traktatens artikel 37, er tilpasningen af de nationale monopoler. Man kan herefter diskutere, om afskaffelsen af en forskelsbehandling, som rammer det indenlandske produkt som følge af selve monopolets eksistens og reglerne herfor, ikke i sidste instans bevirker, at dette monopol udkrystalliseres og opretholdes i den skikkelse, hvori det gjaldt inden Fællesskabets oprettelse, mens traktatens forfattere netop har villet se det gradvis tilpasset. Denne indvending kan efter min opfattelse forholdsvis let afvises. Faktisk indeholder traktatens artikel 37, ligesom i øvrigt mange andre artikler, en klar sondring mellem de langfristede mål og de forpligtelser, som under alle omstændigheder hviler på medlemsstaterne, inden disse langfristede mål nås. Således kan den mulige og indirekte indvirkning på gennemførelsen af de langfristede mål. som en foranstaltning truffet i overgangsperioden vil kunne have. ikke i sig selv gøre den nævnte foranstaltning ulovlig, hvis den i øvrigt svarer til traktatens mål og til de forpligtelser, som traktaten pålægger medlemsstaterne. Imidlertid, og dette er den anden indvending, som jeg vil rejse, inden jeg foreslår Domstolen at antage den af Kommissionen fremsatte tese: er en foranstaltning, der har til formål og virkning at ophæve en forskelsbehandling, som eksisterer til skade for de indenlandske producenter, i overensstemmelse med traktatens målsætning og med de af staterne accepterede forpligtelser? Man kan ved første øjekast have sine tvivl. Et af målene for fællesmarkedet, og navnlig det. som indebærer forbud mod eller afskaffelse af eksisterende forskelsbehandling i en stat til skade for importørerne, er nemlig udviklingen af samhandelen mellem medlemsstaterne. Det er imidlertid sikkert og vist, at afskaffelsen af en forskelsbehandling, som findes i et land til skade for de indenlandske producenter, ikke nødvendigvis virker udviklende på importen, men tværtimod i adskillige tilfælde kan bevirke, at importen indskrænkes, i det mindste i visse sektorer, delvist eller foreløbigt. Man kan herefter diskutere, om en sådan foranstaltning er på linje med de mål. som Rom-traktatens signatarstater har sat sig i fællesskab. Imidlertid giver selve traktaten efter min opfattelse en besvarelse af det rejste spørgsmål. Faktisk er et af fællesmarkedets vigtigste mål det. som både er nævnt i præamblen og i traktatens artikel 3. litra f), nemlig at»sikre en redelig konkurrence«. Udviklingen i samhandelen mellem staterne er blot et af midlerne til at nå dette mål. Jeg mener også. at det. når denne konkurrence fordrejes gennem en ordning, hvorved der sker forskelsbehandling til skade for de indenlandske producenter, er et af fællesmarkedets mål og en af forpligtelserne i traktaten at afskaffe denne forskelsbehandling, idet den skader den redelige konkurrence ligesom den forskelsbehandling, der rammer importørerne. Det er egentlig i sidste instans forbrugerens, dvs, borgerens, interesser, som i nærværende sag er det højeste bud. og så snart disse interesser kan tjenes gennem en foranstaltning, som kan sikre den redelige konkurrence, er denne foranstaltning i overensstemmelse med traktatens målsætning. Man kan selvfølgelig anføre, at den forbruger, som det i sidste instans drejer sig om at beskytte, dvs. forbrugeren af vermouth, ikke i social og moralsk henseende er særligt interesseværdig i nærværende sag. Men det er et problem, som går ud over det spørgsmål, som Domstolen i dag skal behandle. 230

CINZANO / HAUPTZOLLAMT SAARBRÜCKEN Fællesmarkedets bestemmelser finder anvendelse såvel på spiritus til drikkebrug som på andre produkter. Og hvis. hvad jeg håber. Fællesskabet en skønne dag kæmper mod alkoholismen, kan denne kamp alene føres ved hjælp af fællesskabsregler om forbrugsskatter, regler som i øvrigt synes at være under overvejelse. Under disse omstændigheder finder jeg, at det andet punkt i Deres svar til Bundesfinanzhof bør indeholde en oplysning til denne ret om. at traktatens artikel 37, stk. 2, selv om den indeholder forbud mod enhver ny foranstaltning, som medfører forskelsbehandling af importørerne, ikke er til hinder for afskaffelsen af forskelsbehandling, der skader de indenlandske producenter. III Men bør De begrænse deres besvarelse hertil, således som Kommissionen foreslår? Det finder jeg ikke. og jeg mener, at Domstolen efter således at have opstillet nogle principper i de to første punkter af svaret i det mindste i store træk bør angive over for Bundesfinanzhof hvilke betingelser, der skal opfyldes, for at en afgift som den omhandlede kan anses for udelukkende at have til formål og virkning at ophæve en forskelsbehandling, som går ud over indenlandske produkter. Af sådanne betingelser er der efter min opfattelse to. og det er netop dem. som Domstolen allerede har opstillet med henblik på anvendelse af artikel 95. Den første betingelse er. at den pågældende afgift ikke må være højere end den. som direkte eller indirekte er lagt på de tilsvarende indenlandske produkter. For at vurdere, om den er opfyldt, må Bundesfinanzhof afgøre en række vanskelige spørgsmål og bl.a. undersøge, om bestemmelserne om grundlaget for denne afgift, der. som jeg har anført, indebærer et vist mål af forudfastsættelse, ikke i visse tilfælde medfører forskelsbehandling. Det er af repræsentanten for Cinzano hævdet for Domstolen, at disse afgiftsbestemmelser havde til formål at udligne ikke en fiskal forskelsbehandling, som de tyske producenter tidligere havde lidt under, men det»handicap«for de tyske vine. som var en følge af disses naturlige alkoholindhold, der i almindelighed er lavere end visse udenlandske vines. Det er et punkt, som Bundesfinanzhof må afgøre. PI samme måde indeholder en nylig beslutning fra Kommissionen (JO L 214 af 29. 9. 1970, s. 8) en tilladelse for Forbundsrepublikken Tyskland til fra Algeriet at indføre 17 000 hl vin bestemt til vermouthfremstilling til en lavere tarif end den fælles ydre tarif. Da så godt som alle disse vine utvivlsomt har et særdeles højt alkoholindhold, er det Bundesfinanzhof's opgave at afgøre, hvilken fiskal byrde som skal pålægges afsætningen af to forskellige slags vermouth, når de er af samme alkoholstyrke og tremstillet på grundlag af en vin med samme styrke, og når den ene indføres fra udlandet som færdigvare, og den anden tilsættes spiritus i Tyskland ved hjælp af»vinånd«købt hos monopolet. Først efter sådanne undersøgelser kan Bundesfinanzhof vurdere, hvorvidt den første betingelse, som jeg har anført, er opfyldt. Lad mig endelig, for så vidt angår de sammenligninger som skal foretages, anføre, at begrebet»tilsvarende produkter«efter min opfattelse skal forstås snævert i det foreliggende tilfælde. Det. som skal sammenlignes, er stillingen for forskellige slags vermouth med smagskarakteristika, som ligger meget tæt op af hinanden, som bringes i omsætning med næsten samme alkoholindhold, og som er behandlet efter næsten ens fremstillingsprincipper, om ikke-processer. Dette fører mig til at betragte den anden betingelse, som skal opfyldes for at den pågældende afgift skal kunne anses for udelukkende at have til formål og virkning at afskaffe en forskelsbehandling, som tidligere straffede de indenlandske produkter. Det er nødvendigt, at den pågældende afgift ikke indirekte kan beskytte andre tyske indenlandske produkter. 231

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. DUTHEILLET DE LAMOTHE SAG 13/70 Hvis Bundesfinanzhof nemlig finder frem til. at den i 1966 i tysk lovgivning indførte foranstaltning bevirker, at produktionen af den eller den alkoholholdige drikkevare aperitiffer på vinbasis eller andre fremmes til skade for vermouth, er det selvfølgelig vanskeligt at hævde, at denne foranstaltning er i overensstemmelse med de forpligtelser som fremgår såvel af artikel 37 som af artikel 95 i traktaten. Herefter skal jeg foreslå at Domstolen træffer følgende afgørelse: 1. EØF-traktatens artikel 37, stk. 2 er efter hele sit indhold en fællesskabsnorm, der medfører rettigheder for borgerne, som de nationale retsinstanser skal beskytte. 2. Selv om traktatens artikel 37, stk. 2 forbyder enhver ny diskriminerende foranstaltning med hensyn til forsynings- og afsætningsvilkår eller enhver foranstaltning, som begrænser rækkevidden af artiklerne om ophævelse af told og kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne, er den ikke til hinder for afskaffelsen af en forskelsbehandling, som virker til skade for de indenlandske producenter. 3. Udvidelsen af en monopolafgift til at omfatte nye produkter kan alene anses for udelukkende at have til formål og virkning at afskaffe en forskelsbehandling, som straffer indenlandske produkter, dels hvis den ikke medfører en højere afgift på indførte produkter end den, som direkte eller indirekte hviler på de tilsvarende indenlandske produkter, og dels hvis den ikke forårsager en indirekte beskyttelse af andre indenlandske produkter. 232