4. Om Vandene, de ordinaire og mineralske.

4. Om Vandene, de ordinaire og mineralske. Paa Eger ere mangfoldige Vande, saa at om alle Kiærn og Bække skulde beregnes, vilde deres Tal maaskee beløbe sig til 1000 eller derover. Men Hoved-Vandene er kun 2, Stor-Elven, og det færske Vand Ekern. 1) Stor Elven, som og kaldes Drams- Elv, Eger-Elv, er nok næst Glommen den største Elv og det betydeligste Vand-Drag i hele Agerhuus Stift, efterdi derigiennem nedbringes alt det Tømmer og Trælast, som kommer fra alle Vester-Oplande, saasom Land, Hadeland, Valders, Ringeruge, Odalen og Sognedal, hvilke Egnes Vande igiennem adskillige Elve og Søer tildeels meget store, saasom Randsfjorden og Sverdillen, omsider igiennem 2de Hoved-Elve udgyde sig i Tyrifjorden, som endes ved Vugersund og falder igiennem nogle faa Fosser eller Vandfald udi Bærsiø, som er 1 1/2 Miil lang. Derfra udgaaer denne saa kaldte Stor-Elv 24

igiennem Gravens Fosser, og optager endnu paa Modum 2de betydelige Elve: 1) Snarums Elv, som kommer fra Hallingdal, igiennem den store Søe Krøderen i Krødsherret, og 2) Simoa, hvori det Kongel. Cobold-eller Blaafarve-Værk drives, og kommer fra Eggedal og Sigdal. Derfra gaaer den næsten mod Sønden til Hougsund, hvor Færgestedet er, hvor den bøier sig mod Østen og falder imellem Bragnæs og Strømsøe i Dramsfiorden. Neden for bemeldte Hougsund ligger i denne Elv 5 beboede og 6 ubeboede Øer; de beboede ere Loes-Øe, næsten 1 Miil i Omkreds og fuld af Skov, Temtøe, Fallaxøe, Langesøe, Sylfetsøe. I Storelven selv er ikke Anledning til Savværke, Møllebrug og slige Indretninger i Mangel paa Vandfald. Hellefoss er det eneste Vandfald den har, og deri drives 2de Qvantum-Saver, (Saver paa hvilke et vist Qvantum Bord aarlig er tilladt at skiæres,) og 2de betydelige Laxe-Fiskerier. Fordi denne Elv ikke haver uden dette ene Vandfald, derfor kan Vare i Baade opføres hele Eger igiennem lige op til Modum, naar kun Baadene med Varene blive trækkede over paa den dertil indrettede Broe ved Hellefoss. Maaden at roe op igiennem Elven med tunge Ladninger er denne, at een sidder foran og roer, mens en anden staaer bag i Baaden med en lang Stang, som han stikker i Bunden, hvor den ei er for dyb, og derved støder Baaden frem. Igiennem Loes-Elven (en Arm af Stor- Elven, der gaaer op til Vestfossen), pleier man dog sielden at roe imod Strømmen; man trækker Baaden med sin Ladning ved et Toug af een som gaaer paa Landet, men en anden styrer Baaden med en Aare. 25

Seil har man tilforn ikke vidst at benytte sig af, men nu begynder det dog at komme i Brug. Naar Elven er belagt med Iis om Vinteren, kan alle Varer meget behændig transporteres op og ned paa Slæder, ligesom det og giver Anledning til en meget behagelig Kanefart. Af de mindre Elve paa Eger, som indflyde i Stor-Elven ere disse de betydeligste: 1) Skodts- Elven, som igien samles af adskillige smaa Elve: a) Tver-Elven, som kommer af Grolledams Vandene imellem Eger og Flesberg; i denne rinder b) Smede-Elven, som kommer af et stort Vand kaldet Smedevandet i Flesberg Præstegield, og i denne Elv staae Fundsæt-Saverne, som høre til Kongsberg. c) Letmolie kommer af et Vand af samme Navn i Flesberg, hvori er sat en betydelig Dam af Hassel Jernværks Eier. d) Nævra- Elven kommer af Sætersvand i Sigdal, hvor Hassel Jernv. ligeledes har Dam. Alle disse Elve foreenede, løbe tilsammen næsten 1 Miil igiennem den Dal af Sognet, som kaldes Bingen, faaer siden Navn af Skodtselv og falder i Stor-Elven. Den kan ellers regnes blant de betydeligste smaa Elve paa Eger, da den ikke alene driver Hassel Jernværks Masovn, Stangjern-Hammer, Pukværk, med videre, men og 13 Qvantum-Saver, for hvis Skyld et Par 100 Mennesker boe samlede, som i en liden Bye eller Dorp, kaldet Skodtselven, desuden 1 hollandsk Gryn-og Sigtemølle og endeel andre Møller ved Ulvelandsbakken. 2) Hoons-Elven har sit Udspring af Præstevandet ved Flesberg, rinder saa i Dybkoldvandet, derfra i Hoonsvandet, Hoons- 26

Løken, Aalbogen og Hiemsøe, og endelig i Stor- Elven strax nedenfor Hellefoss. Den driver, foruden adskillige smaa Møllebrug, 5 Qvantum Saver under Gaarden Øvre-Hoon. 3) Vendelborg eller Ullern-Elv, hvis Kilde er Øekiern, som flyder i Kolbrekvandet og derfra i Stor-Elven. Den driver 2de Møller og 4 Qvantum-Saver. 4) Sanden-Bæk, som kommer af Løv-Kiærn og Krukekoll Kiærn. 5) Krogstad-Elven kommer af Ulsvandet, en temmelig stor Søe, hvorhos ere gode Sætrer og Græsgange, rinder saa i Øevandet, hvori ere mange smaa Øer, falder saa ud i Stor-Elven ved Gaarden Krogstad, hvor den driver 18 Korn Møller, 1 Spiger-Fabriqve med 8 hamre, 1 Valkmølle og 1 Feldbereder-Stampe, som giver Anledning til en Klynge af Pladser og Huse. 6) Børge-Elv kommer af adskillige Kiærn og falder i Stor-Elven ved Møllenhof, hvor den driver en god Olie-Mølle, en hollandsk Gryn-og Sigte-Mølle med meere. 7) Solberg-Elven har sin Udspring af 2de Kilder Solbergvandet og Steensvandene, og driver 1 Qvantum-Save, samt 7 Møller. 8) Miøndals- Elv kommer af Hagekiærn, hvorhos er bygt en betydelig Dam til Beste for Miøndals Sav-Brug, hvortil Vandet med stor Bekostning er ledet langtfra. I denne Elv er 6 Qvantum-Saver og 1 Mølle. Neden for Saverne giør Elven en liden Søe kaldet Mile, som undertiden er næsten tør, men naar Elven voxer, fyldes med Vand og oversvømmer hosliggende Gaarders Ager og Eng, da kan og en betydelig Mængde Fisk af Brasen og Hærsling fanges deri. 9) Krogs-Elven kommer af Røkeberg-Kiærn, og 27

driver ligeledes nogle smaa Møllebrug samt en Flom- Sav. Foruden de til Stor-Elven henhørende Vande, ere her og paa den østre Side af samme, nogle Vande i Sandenfierdingen, som løbe hen til Lier igiennem Siaastæddalen, der endelig ved Gildhuus udflyder i Dramsfjorden. De fornemste ere Marivandet, Goliath, Tveraasvandet, Langvandet, hvilke 4 løbe i Glittrevandet, ligeledes Store- Vrangel, Lille Vrangel som løpe i Dypningen, og den igien i Sannungen, som ved et Sund hænger sammen med Lille-Sannungen, hvori fra Norden indflyder Aasvandene igiennem Oret-Traut. Glittre er næst Ekern den største Søe paa Eger, i Længde 7 a 8000 Alne, og i Bredde 6 a 6000. Fra Norden komme adskillige Søer, som formedelst Bække og smaa Elve foreene sig med denne, men høre Modum til, hvorfor de her forbigaaes. I alle disse Vande opholder sig en temmelig Mængde Fisk, meest Øret og Aborre. Ved Glittrens Udløb er anlagt en stor og kostbar Dam, hvori samles Vand til Dikkemark Jernværks Jern-Hammer. Ved dette Vand støde og de 3 Sogne-Kald Eger, Lier og Modum tilsammen. Det andet Hoved-Vand paa Eger er den store Søe Ekern, som fra Vestfossen til Eidsfoss strækker sig 2 Mile i Længde. En Deel af denne Søe, som ved et smalt Sund hænger sammen med det egentlig saa kaldte Ekernvand, heder Fiskumvandet af den Gaard Fiskum, hvor Kaldets Annex-Kirke staaer *) *) Begge Vandene tilsammen udgiøre 169,560,000 Qvadrat Alne, og findes dog ikke paa Wangensteins Chart. 28

Den kaldes i gamle Breve Fiskheim, og har sit Navn af Stedets Fiskerighed; thi da disse to Vande ligge hinanden saa nær og ere kun ved et smalt Sund adskilte, kan de ansees som 2de hos hinanden liggende Fiske-Damme, hvor Fisken kan gaae af den ene i den anden efter Aarets ulige Tider, hvorfor den og desto bedre trives og kan voxe til en usædvanlig Størrelse, som især mærkes ved Øret og Hærsling, som her falde meget store og ypperlige. Ekern-Vandet i Særdeleshed er et saa meget meere beqvemt Tilholds Sted for allehaande Fiske, som det paa endeel Steder, især ved Gunildrud-Kollen skal være af usædvanlig Dybhed, der er loddet og befundet 97 a 98 Favne *), det har derfor Varme nok om Vinteren, da de staae dybt; hvorimod Fiskum Vandet, der har gandske lavt Vand er dem meere beqvemt om Sommeren, naar de søge op til Grundene. Det samme er vel og Aarsagen, at de første aldrig ret tilfryser førende i Januarii og Februarii, naar derimod hint strax legger sig eller tilfryser om Vinteren. Begge have ellers deres Tilløb af mangfoldige Vande, af hvilke jeg kun vil nævne Bergsvandet mod O., som ved Eidsfoss Jernværk udgyder sig igiennem en Elv kun nogle 100 Alen lang i Ekern, og giver den sit meeste Vand. Ligeledes paa den vestre Side af Svartskuur-Vandene Jørn og Langsiø, hvoraf Dørje-Elven udløber, hvori er en Sav Kongsberg tilhørende, og hvoraf tillige Pukværkerne ved Skara-Gruberne drives; dernæst Fiskum-Elv, som kommer af Svartkiærn, Mugge- *) See Hr. Deichman om Kongsb. Sølvværk, Københ. Selsk. Skrifter XI. Side 162. 29

rudkiærn, samt Tiggerud-og Kiennrud-Kiærnene, har adskillige Møllebrug og 1 Qvantum-Sav ved Fiskum; fremdeles Hagevigs-Elven, som kommer af adskillige Søer paa den vestre Side af Ekern, blant hvilke jeg kun vil nævne Øxnevandet 1 1/2 Miil langt, den eneste Søe paa Eger der har Røyer (Salmo alpinus); endelig Trytterud-Elv, hvis Kilde fornemmelig ere Gravdals-Kiærnene. Over denne Elv 1 1/2 Miil fra Ekern-Vandet har Naturen dannet en hvelvet Steen-Broe, saa regulair og net, at Kunsten neppe skulde frembringe den smukkere, og saa stærk, at den formodentlig først vil falde med Verden. Conducteuren, som har optaget Chart over Fossesholms Marke, kalder det den forunderlige Broe, hvorimod Bønderne, som giøre alt usædvanligt i Naturen til Virkninger af usynlige Væsener, kalde den Troldbroen *). Af Ekern og Fiskum-Vandet udflyder Vestfossens Elv, som saa kaldes af den Foss eller Vandfald, som den strax i Udløbet giør. Tilforn var dette Udløb paa den østre Side; men siden har man, jeg veed ikke naar, ved at minere Klipperne, henledet det til den vestre, til stor Nytte for Savværkerne og Møllerne, som derved have faaet fornødent Vandfald. Begge Fossens Sider ere derfor tæt besatte med Saver og Møller, for hvis Skyld 5 til 600 Mennesker, der boe samlede, som i en maadelig Bye. Elven selv *) Ved Samtale med bemeldte Hr.Conducteur Irgens, har jeg siden fornummet, at denne Broe er dannet af Vandet, som har lagt sig i Bierg-Sprekkerne, og ved Hielp af Frosten har kilet et stykke ud efter et andet, hvorved ovenfor er bleven en Broe, som man kan ride og kiøre over.. 30

kan og næst Stor-Elven, hvori den løber, ansees for det betydeligste Vand paa Eger, deels fordi den med Baade kan befares og alle Vare derigiennem opføres, som Kongsberg behøver; deels fordi alt det Tømmer, som skal til Vestfossens Saver for at skiæres, igiennem samme kan optrækkes med Heste, og derfra igien i Bord og Planker udskibes eller nedflaades til Drammen, som altsammen videre skal udføres i 21. I det jeg handler om Vandene, kan jeg ikke forbigaae at melde om de her fra kaldte Oller eller Iler; det er Spring-Kilder, med det beste og reneste Vand, som ikke tilfryser om Vinteren. Med disse Vande er Eger ligeledes rigelig forsynet, helst paa de Steder, som ligge nær ved Biergene; men da da dog paa endeel Steder fattes, og man derfor maatte nødes at hente Vand langt borte, ere der adskillige endog iblant Bønder, som igiennem Vand-Render i Jorden, have ledet Vandet fra nærmeste Oller eller Bække hen til deres Gaarde, hvor de have ordentlige Vand-Poste, ja endog tildeels Fisker-Kamme, hvor de kan have Fiske gaaende og tage deraf efter Fornødenhed. Af saadan Vandspring med Fiske- Kammer er ingen ypperligere end Hr. Etats-Raad v.cappelens paa hans Gaard Fossesholm, som paa et andet Sted skal beskrives. Andre lede Vandet igiennem Træe-Render over Jorden, til deres Agre og Enge for at befugte dem, til stor Fordeel i tørre Sommere; men disse ere dog kun faa imod de mange, som gandske forsømme det, endog paa de Steder, hvor det med liden Møie kunde iværksættes. 31

2.) Om mineralske Vande Hertil regner jeg 1) de ordinaire Jern- eller Suurbrønd-Vande, som her mangesteds gives Anviisning paa, men dog ingen benytter sig af, fordi de see noget smudsige ud af den brune Ocher-Jord og rødblaa Fedme, de føre med sig, uagtet jeg dog ved Prøve og Forsøg har befundet dem meget gode og tienlige, deels til Medicin, deels til Theevand, hvortil jeg jevnlig bruger dem. Paa min Præstegaard, for Exemp., kommer en Snees Aarer af saadant Vand udrindende af en tør Sand-og Leer-Bakke ved Elven, som jeg til forbemeldte Brug anvender, da man før maatte lade sig nøie med Vand af den forbiløbende Elv, som af den idelige Fart med Baader og Tømmer-Flaader, samt det meget Sav-Mask af Saverne, oprøres og giøres ureent. Naar man her betragter Situationen og overveier, at paa en Strækning af et Par 100 Skridt komme saa mange Vand- Aarer udrindende af den tørre Sand, samt at de alle ligge jevnstrøgs og nær ved Elve-Bredden, saa at Elven i Flom-Tiden overskyller dem; man tillige erindrer sig det gamle Sagen, som gaaer om i Folkes Munde, at denne Deel af Præstegaarden engang af Elven har været overskyllet, kan man falde paa den rimelige Formodning, at Marken her før Oversvømmelsen har været en vitriolsk Myr eller Morads, frugtbar paa mineralske Vande, sokm da Moradset var overhyllet af den nuværende Sand, har i mange Aarer trængt sig igiennem Sanden, til det Sted ved Elve- Bredden, hvor de nu udflyde. I det mindste fattes ikke paa Moradser 1 til 20000 Skridt ovenfor, som stadfæste denne Formodning. Herved er og dette 32

mærkeligt, at den 3 a 4 Favner høie Sand-Bakke har Leer i Grunden, og at just hvor Sanden aflader og Leeret begynder, der er det alle disse Suurbrøds- Aarer fremkomme, som synes at vise, at de ubehindret har kunnet trænge sig igiennem Sanden, men ei igiennem Leeret, og just derfor have søgt Udvei midt imellem begge. Det er dog ikke paa Præstegaarden alene, men paa mange andre Steder ved Elve-Bredden dette Særsyn fremkommer. I sær kan man om Sommeren, naar Elven er liden, see det tydelig ved de Gaarder Sand og Hage; thi der sees samme høie Sand-Bakker ved Elve-Bredden, ved hvis Fod eller Grund, som bestaaer af Leer, lige saadanne Suurbrønd-Aarer komme udrindende i Mængde, og da sammesteds skeer de største Jord-Fald, til stor Skade for disse Gaarder, bliver det vel en afgiort Sag, at disse Vand Aarer i Grunden er den fornemste Aarsag dertil. Jeg forbigaaer mange andre Anviisninger paa Suurbrønd Vande her i Egnen, og vil kun nævne det Hr.Fenniger paa sin Gaard Ulvelands-Bakken nyelig har fundet og begyndt at føre i Brug. Det opspringer i en hældende Myr, hvor Grunden er fuld af Ocher og varme vitriolske Dampe, og derfor har den særdeles Egenskab, at den brækker Isen op om Vinteren med stærk Knald og Jordbævning, hvorom meere i den 28. Det er ellers en særdeles Egenskab ved disse og andre Suurbrønd-Vande her i Egnen, at de ikke som de andre Nordenfieldske springe nedenfra opad, men komme altid rindende, hvorfor de ikke vel kan samles i Brønde, men maae ledes ved Render i de Bouteiller eller Kar, som sættes under samme. Paa andre 33

Steder sees de at opspringe midt i smaa Bække og komme tilsyne, naar saadanne Bække udtørres om Sommeren, hvilke Omstændigheder giøre dem mindre brugbare end de ellers kunde blive. Vidtløftig at beskrive disse Vandes indvortes Beskaffenhed agter jeg ufornødent, da det kan være nok at sige, at de holde Suurbrønds-Vandenes sædvanlige Prøver. At de f.ex. farve Gallæble-Pulver mørkerødt, sætte en stor mængde Ocher eller brun Jord fra sig, og have en feed Hinde ovenpaa spillende med adskillige Farver, alt dette viser, at de ere stærk Jernhaltige, og, at de ligeledes indeholde en god Mængde Vitriol-Syre, fix Luft og deslige, kiendes tydelig af deres stærke vitriolske Lugt og Smag, de mange Bobler de give af sig, naar de svalpes, den Ørhed i Hovedet de foraarsage hos dem, som drikke deraf, med meere saadant. Paa Søndmør giorde jeg mig Umage med at lade dem afryge, og fandt ved at betragte det overblevne Residuum under Microscop adskillige Slags Salt, blant andet lange mangekantede og klare Crystaller, hvid alcalisk Jord, med meere. Jeg giorde og en Luud deraf, som jeg lod inspissere, hvorved jeg fornam, at den først satte et Salt som en brun Jord paa Bunden, og siden 2 Gange en Salt-Hinde. De Prøver, jeg dermed anstillede, gave mig Aarsag at troe, at det første var alcalisk Salt med Jord beblandet, det andet Steen-Salt, og det tredie Glauber-Salt eller noget samme lignende. Men min fornemste og beste Prøve var at drikke deraf ved Midsommers Tid nogle Aar i Rad, til min Helsnes kiendelige Forbedring. Det samme har jeg ogsaa her forsøgt og af det her paa Præstegaarden værende Suur- 34

brønd-vand, fundet effen den samme Virkning, hvoraf følger, at det er af samme Natur som det Søndmørske, skiønt tillige noget stærkere. Jeg havde ved en Sygdom, som holdt mig næsten et halvt Aar inde, og nødte mig at drikke meget Byg-Vand, samlet en Hoben Sliim i de første Veie, som de 2 første Aar efter min Ankomst hid incommoderede mig meget, men ved 2 Aar i Rad at drikke af det her værende Suurbrønd-Vand, er jeg bleven langt friskere og stærkere end jeg før var, som fleere med mig kan bevidne. Foruden Suurbrønd-Vande gived her og adskillige Salt-Kilder, som fortiene Opmærksomhed, og ere af adskillig Natur. 1) Ordinaire Kiøkkensalt-Kilder, hvoraf jeg har fiundet 2 paa Gaarden Smør-Grav nær ved Elven, som i Flom.-Tiden overskyller den. De samme ere af en temmelig stærk Salt, saa man uden Tvivl med Fordeel kunde kaage Salt deraf, helst paa de Tider, naar Saltet er dyrt. I det mindste kunde Beboerne deromkring kaage deres Mad deri, naar de blandede det med en vis Deel sødt Vand, som Forsøg og Erfarenhed let vilde lære dem at bestemme. Det Salt, jeg deraf har udtrækket, viser alle Prøver af Kiøkken-Salt. 2) Paa Saarby-eye, en Huusmands Plads ikke langt derfra, er en Salt-Kilde af en besynderlig Beskaffenhed, som giver det er Svovelvands Natur; thi først lugter det som af raadne Æg og sværter Sølv, som legges deri, dernæst er det af Anseende blaaeagtigt, og, hvor det staaer stille, sætter det ovenpaa sig en feed og hvid Hinde som en Fløde, der i Begyndelsen 35

forekom mig som en hvid Naphta, men da den ei fænger i Ilden, synes heller at være en hvid med Svovel blandet Bolus, i det mindste sætter dette Vand, naar det indhaages en graa Bolus paa Bunden, som, tørret og lagt paa gloende Kul, brænder med blaae Lue og giver en skarp Svovel Lugt; tillige sætter det i Kaagningen et hvidt Skum ovenpaa, som opsamlet og tørret bliver til tynde Lameller, der kan blæses bort som et Fønn, smager salt og opløses i Skeevand. Vandet i sig selv indeholder ellers en Mængde Kiøkken-Salt, der dog crystalliserer sig paa en besynderlig Maade i tynde straalende Hinder som en straalet Selenit. Stedet hvor dette Vand opvælder er en noget dybt liggende eller lige som nedsiunken Leer- Vold, nu overalt begroet med Græs, men hvor for nogløe Aar siden er skeet et Jordfald. I samme opvælder Vandet sdskilligsteds af Jorden eller Leeret og sees staaende i smaa huller med en saadan hvid Hinde ovenpaa, som jeg nu har sagt. Mærkeligt er det og, at Røret (Arundo Phragmites) voxer sommesteds i stor Mængde, og hvor samme Rør sees voxt meest hyppig og af den største Høide, der kan man være vis paa at finde Svovel-Vandet staaende imellem Røret i strørste Mængde *). Ligesaa underligt er det, at see Larver og Pupper af Mygget (Culex pipiens) svømmende i dette svovlagtige Vand, ligesom i andre Sum- *) Paa Gaarden Aas paa hin Side af Elven voxer dette Slags Rør ligeledes i Mængde, og, skiønt sammesteds ei mærkes Salt-Kilder, skal der dog efter Beboernes Sigende være Salt i Grunden, hvoraf Røret faaer en salt Smag og ædes derfor meget begiærlig af Kreaturene. 36

per. Den rette Kilde og Udspring til dette Vand har jeg hidindtil ikke kunnet finde, og saa længe dette ikke skeer, kan det ei erholdes fuldkommen reent, ikke heller anvendes til nogen Nytte. Hertil kommer 3) Visse Bittre Salt Vande, som jeg kalder saa, først fordi de i Smagen, der meget ligner engelsk eller andet medicinsk Salt, let kan skilles fra de ordinaire Kiøkken-Salt-Vande, dernæst fordi de, naar de indkaages, smage meget biyttert, og virkelig tildeels give et Slags Bitter-Salt af sig, naar de inspisseres. Blant disse er et paa Stafsengen tæt ved Westfossen, eet af de besynderligste. Det er for det første et virkeligt Suurbrønd-Vand, da det har vitriolisk Lugt og Smag, fører en brun Ocher-Jord med sig, og faaer med Gallæble-Pulver en blaaeagtig rød Farve; men adskiller sig fra de ordinaire Suurbrønd-Vande derudi, at det smager meget salt, skiønt ikke ækkelt, ikke heller som Kiøkken- Salt, men mere som det engelske eller andet medicinsk Salt. Af 6 Potter Vand, som dog var taget silde paa Høsten og havde desuden staaet 1 Maaneds Tid, førend det blev undersøgt, har Hr. Professor Thorstensen paa Kongsberg udtrækket Kiøkken-Salt - - 4 Qvint. 30 Gran. Magnesia med Salt-Syre - 40 Gran. Kalk foreenet med Salt-Syre - 20 Gran. Tilsammen 5 Qvint. 30 Gran. Bitter-Salt har han derimod ikke fundet deri, og efter Anseende udgiør det vel ikke heller nogen stor Deel deraf. Imidlertid er det dog ikke vel troeligt, at et Suurbrønd-Vand besvangret med Vitriol-Syre 37

og saa megen Magnesia, kan være uden Bitter-Salt. Ved de Prøver, jeg selv har anstillet, har jeg og virkelig faaet en ringe Deel Salt ud, som smagede bittert. Jeg har desuden i en Bouteille, som havde staaet en 8te Dage fyldt af dette Vand, seet i noget Gruus, som laae paa Bunden, mange tynde og firkantede Lameller af et Slags Salt, som ikke brusede med Skeevand, ikke heller smeltede eller bragede ved Ilden, men blev haardt hullet og parense deraf, og altsaa uden Tvivl var Selenit. Er der nu saa megen Vitriol-Syre deri, at den af Kalken kan danne Selenit, maae man slutte, at den samme af Magnesia danner Bitter- Salt, som dog vil beroe paa nøiere Forsøg. Overalt giver dette en stærk Formodning om Vandets særdeles Ingredienzer, at Kreaturene, der ellers drikke Suurbrønd-Vand med stor Begierlighed, det jeg selv kan vidne, aldeles ikke ville prøve dette, ja neppe engang ville drikke af den tæt forbiløbende Bæk, der hvor Kilden udgyder sig deri. Hva dets Virkning angaaer i det menneskelige Legeme, da har jeg fundet samme gandske mærkværdig i den Henseende, at de giør Hovedet langt meere svimlende, end andet Suurbrønd- Vand, og i Steden for hine køle, foraarsager dette en stærk Varme og Sveed. Den første Gang jeg drak deraf kun et Par Glas, fandt jeg en stærk Ørhed i Hovedet, samt Hede i Kroppen og var ikke ret frisk den hele Dag. En anden i Huset, som drak en endnu ringere Portion, fandt samme Virkning deraf; men dette afskrækkede mig ikke. Jeg drak Dagen efter en halv Pots Bouteille og tog mig Motion imellem Drikningen, som jeg ellers ved mine Brønd-Curer pleier, uden nu at finde anden Incommoditet deraf, 38

end en maadelig Svimmel og Varme; jeg foer saaledes fort endnu i 3 Dage, og forøgede Sazen efterhaanden uden nogen Uleilighed, havde og blevet længer ved, hvis ikke en Embedsforretning samme Tid var indfalden, ved hvilken jeg blev saa svimlende, at jeg ikke turde drikke meere deraf for den Gang, helst siden flere Forretninger forestode. Jeg holdt derfor op i 3 Dage, og just da viiste sig den beste Virkning deraf, som bestod i en lind Løsen i Livet, som hos mig er gandske usædbvanlig, og derfor neppe kunde komme af anden Aarsag end denne. Da samme havde holdt ved i 4 Dage, begyndte jeg at drikke mit ordinaire Suurbrønd-Vand efter Sædvane, og her kan jeg med Sandhed bevidne, at jeg aldrig har befundet mig saa vel deraf, som denne Gang; thi da jeg ellers ofte nødes at bruge Purganzer imellem, giordes samme nu aldeles ikke nødig, hvorfor ogsaa Virkningen deraf var gandske fortreffelig. Et Fruentimmer i Huset, som jeg formaaede, at drikke deraf i 5 Dage omtrent 4 Potter i alt, skiønt ikke førend hun havde drukket Caffe og Thee om Morgenen, fandt foruden Ørhed i Hovedet og Hede i Kroppen, ingen anden Virkning deraf, end at hun 8 Dage efter blev plaget med en Mængde Slim i Halsen, der vilde qvæle hende om Natten, hvorfor jeg ved Bræk Pulver og Purganzer maatte søge at komme hende til Hielp. Af det ene med den andet, kan jeg da ei andet slutte, end at Vandet har en stærk opløsende Kraft. Til Slutning maae jeg og melde noget om denne Kildes Situation og Beliggenhed, som er meget fordeelagtig, da den ikke som de fleste Suurbrønd-Vande her i Egnen, kommer rindende øverst 39

i Jord-Skorpen eller af Sand-Bakker, som jeg før har viist; men vælder op i en mægtig Aare af en Leer- Bakke, igiennem et perpendiculair nedgaaende Hul, hvori man kan stikke en Arm op til Albuen, hvorefter Hullet tager en anden Vending ned i Jorden; derfra løber Vandet igiennem en Rende, omtrent en Spand bred, som det selv har dannet sig i Leeret, og tillige opfyldt med en brun Ocher-Jord, og efter at have fuldt samme omtrent en Favn gandske hældende ned, falder det omsider ud i en forbiløbende Bæk, som har sødt Vand, og ligger saa nedrig, at Saltvands-Kilden af samme ikke kan overskylles. Af saa mægtig en Vandstraale som denne kunde man altsaa i kort Tid fylde hele Foustager. En anden Saltvands Kilde opspringer paa Gaarden Steensmyre, omtrent 1/2 Miil fra Bragnæs. Den er af mindre beqvem Beliggenhed, da den opvælder ved Bredden af en tæt forbi Gaardens Huse løbende Bæk, som altsaa meget maae udtørres førend man kan komme til Kilden. Dog kunde derpaa raades Bod, naar man grov en Brønd strax ovenfor og deri samlede Vandet førend det løb ud i Bækken. Endskiønt dette Salt-Vand, formedelst Blanding af fremmede Vande er gandske svagt, og efter de anstillede Prøver ikke viser synderlig Tegn til noget Jernagtig, har det dog en meget medicinsk eller med medicinske Bitter-Salte overeenstemmende Smag. Jeg har og virkelig ved Uddampning og Inspisation udtrækket deraf, foruden Kiøkken Salt, som udgiør den største Mængde, en stor Deel Salt af en fuldkommen bitter Smag, hvorom heg til en anden Tid haaber at kunne give en udførligere Beretning. Ved at be- 40

tragte samme Salt under Microscop, befandt jeg, at dets Crystaller saae ud som i Rammer indfattede Speile med en indhuul Pyramide i Midten, altsaa af samme Art, som Sal neutrum purum pyramidale cavum. Wallerii Mineralog. Fig.18., ofte saaes og Kammerne adskilte fra Speilene, følgelig af Anseende som lange og flade Lister. Jeg har ellers Aarsag at troe, at dette eller andre Slags bittre Salte er idenne hele Egn faa Mile forbi Steensmyre ned til Lillemoe lige ad Bragnæs meget almindeligt. Paa Gaarden Lillemoen, for Exemp., er en meget frugtbar Ager, som helst om Foraaret, naar den oppløies, bliver gandske overdraget med Salt, hvoraf jeg slutter, at der ere Salt-Kilder i Grunden, som frembringe det. Dette Salt smager meget bittert, helst naar det opløses i Vand og Jorden udluudes. Ved at lade samme Luud uddampe, har jeg først faaet en Mængde Kiøkken-Salt, siden Kiøkken Salt med en Blanding af Bitter-Salt, da samme deels gnistrede i Ilden, deels kaagede, og gav en kiendelig bitter Eftersmag; tilsidst erfarede jeg, at Moder-Luden, da den blev hensat og havde staaet nogen Tid af sig selv og i den stærkeste Sommer-Varme, anskiød sig i klare Crystaller, deels sexkantede og sammentrykte i Enden, deels flade og firkantede, foruden andre af meer ubestemt Figur. Af Smag er dette Salt heel bittert, det kaager og skummer i Ilden med meere, og er altsaa uden Tvivl i Grunden det samme, som det Sal amarum primum, Doct. Fabricius har udtrækket af Moder-Luden i det Fresiske Kiøkken-Salt, hvorom kan læses Kiøbenh. Selskabs Skr. 8de Tom. S.177. Jeg tvivler og ikke paa, at man jo ved at 41

følge hans Behandling, kunde her bringe alle de 5 Slags bittre Salte ud, som han sammesteds melder om, og da denne Salt Jord efter Anseende er langt rigere end den Fresiske, som desuden maae samles med megen Møie og kaages med stor Bekostning, saa henstiller jeg til enhver Fornuftig at dømme, om ikke Laxeer- Salt og Magnesia kunde af den her værende Salt- Jord beredes med meere Fordeel end af den Fresiske. Ligesaa overlader jeg til andre at betænke og nøiere at undersøge, om ikke dette Bitter-Salt, som virkelig paa flere Steder her i Egnen antræffes, bliver den rette Aarsag til den Sygdom blant Qvæget, som denne hele Strækning igiennem gaaer i Svang, og bestaaer deri, at de plages af Durkløb og Blodsot, og ofte crepere deraf, naar de ikke ere opfødte paa Stedet, men komme didhen fra fremmede Steder, hvilket er alle her i Egnen bekiendt. I Begyndelsen tænkte jeg, Sygdommen kunde komme deraf, at Fieldet ovenfor, som er rigt paa Jern og Jerngruber, kunde opfylde de nedenfor liggende Marke med Ocher, eller igiennemtrænge dem med Suurbrønd-Vande; men ved nøieste Undersøgning har jeg ikke kunnet finde Tegn til noget saadant, i det mindste ikke af nogen Betydenhed, eller der meere end andensteds, hvorfor jeg har største Grund til at troe, at Græsset ved at imprægneres med dette bittre Salt, er, om ikke den ene. ste, saa dog den fornemste Aarsag dertil. 42