DEN BLANDEDE PARLAMENTARISKE FORSAMLING AVS-EU

DEN BLANDEDE PARLAMENTARISKE FORSAMLING AVS-EU Udvalget om Politiske Spørgsmål 24. januar 2005 ARBEJDSDOKUMENT om post-konfliktrehabilitering i AVS-staterne Ordførere: José Ribeiro e Castro og Ana Rita Sithole (Mozambique) DT\551371.doc APP/3743

FORSLAG TIL BESLUTNING Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, der mødes i Bamako den 16.-21. april 2005, der henviser til forretningsordenens artikel 17, stk. 1, der henviser til AVS-EU-partnerskabsaftalen, undertegnet i Cotonou, Benin, den 23. juni 2000 1, som trådte i kraft den 1. april 2003, og særligt artikel 11, afsnit II, om fredskonsolidering samt forebyggelse og løsning af konflikter, der henviser til evalueringen af Cotonou-aftalen samt bestræbelserne fra begge sider for at forbedre og præcisere de metoder og mekanismer, der findes for post-konfliktrehabilitering, der henviser til sin beslutning om forebyggelse og løsning af konflikter og etablering af varig fred, vedtaget i Addis Abeba den 19. februar 2004, der henviser til sin beslutning om rettigheder for børn, særligt børnesoldater, vedtaget i Rom den 15. oktober 2003, der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 26. oktober 2000 om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om samarbejde med AVS-stater, der er involveret i væbnede konflikter, der henviser til Europa-Parlamentets betænkning om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling en vurdering af december 2001 (A5-0464/2001), der henviser til det nye partnerskab for Afrikas udvikling (NEPAD), hvis oprettelsesdokument blev undertegnet i oktober 2001 i Abuja, Nigeria, der henviser til den ledende rolle, EU har spillet i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af Kimberley-processen om såkaldte bloddiamanter og Ottawa-konventionen om landminer, der henviser til betænkningen fra Udvalget om Politiske Spørgsmål (ACP-EU/0000), A. der henviser til, at mindst 25 af de 79 AVS-stater, der repræsenterer et flertal af den samlede befolkning i disse stater, befinder sig i en efterkrigssituation, og at dette spørgsmål derfor er af største vigtighed for gruppen af AVS-stater, 1 EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. APP/3743 2/17 DT\551371.doc

B. der henviser til, at nødhjælp og rehabilitering er et aktuelt og livsvigtigt punkt på den politiske dagsorden i disse stater og dermed også for AVS-EU-samarbejdet, C. der anerkender den vigtige rolle, som Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU spiller på dette område, da den er et forum og et politisk miljø, hvor medlemsstaterne har rammerne til at føre diplomatiske forhandlinger, hvilket er med til at skabe tillid mellem staterne, til at nå frem til en fredelig løsning på en given indbyrdes konflikt og lære af hinandens erfaringer vedrørende interne konflikter, D. der definerer en post-konfliktstat som en stat, hvor parterne allerede har undertegnet en fredsaftale, og hvor processen med at bevæge sig fra demilitarisering og fredsbevaring til fredskonsolidering, fra våbenhvile til dyb forsoning, fuld demokratisering og gennemførelse af retsstatsprincippet og fra nødhjælp til rehabilitering, genopbygning og langsigtet udvikling allerede er i fuld gang, E. der anfører, at der er et presserende behov for, at kønsrelaterede aspekter indgår i forebyggelse og løsning af konflikter, fredskonsolidering, fredsbevarende aktioner og rehabiliterings- og genopbygningsarbejde, og at det sikres, at operationer i felten omfatter et kønsaspekt, hvis det er hensigtsmæssigt, F. der henviser til, at konflikterne i AVS-staterne, navnlig i Afrika, i stadig større omfang udvikler sig til regionale eller internationale konflikter med konsekvenser for nabostaterne og tredjelande, og at de ofte forværres af transnationale økonomiske interesser, G. der understreger, at vellykket post-konfliktrehabilitering bidrager til den globale kamp mod terror, idet en effektiv statslig kontrol mindsker risikoen for planlægning og udførelse af terrorhandlinger i den pågældende stat, H. der henviser til, at der i øjeblikket stilles skarpt på verdensopinionen, når verdens opmærksomhed i stigende grad rettes mod problemer i udviklingslandene, og disse tillægges øget vigtighed som følge af jordskælvs- og flodbølgekatastrofen i Det Indiske Ocean; der beklager, at de vedvarende konflikter eller post-konfliktsituationer i visse berørte områder gjorde det endnu vanskeligere at hjælpe de ramte befolkninger, I. der understreger, at selv om en post-konfliktsituation kræver en særlig individuel tilgang, er der i disse situationer mange ensartede problemer og løsninger, og AVS-staternes erfaring og bedste praksis kan derfor tjene som eksempel for andre ramte medlemsstater, J. der anerkender, at en vellykket post-konfliktrehabilitering i de ramte stater er en forudsætning for at opnå effektive udviklingsresultater, da der ikke sker nogen udvikling uden fred, ingen fred uden forsoning og ingen forsoning uden demokrati, Nødhjælp og sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling K. der understreger, at det er yderst vigtigt, at der i en post-konfliktsituation ydes både nødhjælp på kort sigt og rehabilitering på langt sigt for at undgå uventede bivirkninger af nødhjælpen, som DT\551371.doc 3/17 APP/3743

f.eks. at de lokale produktionssystemer forsvinder, og at der skabes for stor afhængighed af import, L. der henviser til, at det er blevet endnu mere klart, at det er nødvendigt at udjævne kløften mellem de forskellige faser af international bistand i AVS-staterne i takt med, at postkonfliktsituationerne bliver mere komplekse, for så vidt angår de deltagende grupper og territoriale dimensioner, og langt mere ustabile, da intensiteten af volden svinger meget, både i tidsmæssig og regional forstand, og da der ikke er langt fra stabilitet til nye omvæltninger, M. der henviser til, at sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling (LRRD) bør tages op til yderligere behandling af donorer, modtagere og gennemførelsespartnere, N. der henviser til, at effektiv post-konfliktrehabilitering indebærer større politiske og tekniske risici for donorerne, eftersom partnerne eventuelt er ustabile eller endog fraværende, O. der henviser til, at rehabilitering hænger tæt sammen med forsoning og genopbygning, er afgørende med hensyn til at genopbygge regeringens legitimitet og ikke blot kan betragtes som en genoprettelse af situationen inden konflikten, P. der henviser til, at også staten skal genopbygges efter konflikten for at forhindre fremtidige konflikter, Q. understreger vigtigheden af, at beslutningstagerne i de ramte stater får tilstrækkelig baggrundsinformation om erfaringer og bedste praksis fra det internationale samfund, civile organisationer og Den Europæiske Union, R. understreger, som det med al tydelighed fremgik af flodbølgekatastrofen for ganske nylig, at hvor en naturkatastrofe uheldigvis rammer et udviklingsland (det være sig jordskælv, oversvømmelse, flodbølge, orkan, storm osv.), kan situationen efter katastrofen medvirke til, at konfliktparterne har lettere ved at indgå en fredsaftale, eftersom alle parter er berørte af de skader, som katastrofen har forårsaget, og eftersom det er livsvigtigt, at parterne samarbejder om at skaffe tilstrækkelig humanitær nødhjælp; understreger endvidere, at sådanne fredsaftaler, der fremtvinges af tragedier og nødsituationer, skal indarbejdes og konsolideres yderligere og ikke brydes, så snart krisen er overstået, S. understreger vigtigheden af humanitær bistand og mener, at denne helst udelukkende bør ydes gennem civile og diplomatiske kanaler, Social reintegration og arbejdsmarkedsmæssig indslusning T. der henviser til, at en af de største udfordringer efter en væbnet konflikt er at genoprette et sundt samfund, eftersom langt de fleste sociale strukturer som f.eks. familier og lokale og religiøse samfund, er ødelagt, mange mennesker savnes, og ofte står vi over for et meget stort antal internt fordrevne personer, både på kort og lang sigt, og flygtninge, APP/3743 4/17 DT\551371.doc

U. der henviser til, at reintegration af demobiliserede soldater fra alle væbnede styrker, både mænd og kvinder, er et stort problem i disse samfund, men ikke desto mindre er det absolut en vigtig faktor for stabiliseringen, idet det forhindrer konflikten i at blusse op igen, og at der opstår bandekriminalitet og voldeligt anarki, V. der henviser til, at det er af største vigtighed, at civile borgere og alle former for formelle eller uformelle militser afvæbnes for at sikre orden, sikkerhed, frihed og stabilitet, W. understreger, at der især er behov for at rette omsorg og opmærksomhed mod børn og unge under og efter væbnede konflikter, eftersom mange af disse bliver børnesoldater eller ofre for vold, X. der henviser til, at mange civile bliver invalide eller ofre, og mange andre risikerer at blive såret eller dræbt af personelminer og ueksploderet ammunition som følge af de væbnede konflikter, Forsoning Y. der understreger, at væbnede konflikter giver civilbefolkningen og alle tidligere militæransatte dybe personlige traumer, og at der skal tages højde for dette i planlægningen af rehabiliteringsprocessen, Z. der henviser til vigtigheden af, at der i en post-konfliktproces nedsættes et særligt udvalg eller uafhængigt organ, som kan undersøge de krænkelser, der fandt sted under konflikten med henblik på at yde støtte og erstatning til ofrene og deres familier, Æ. der henviser til, at der kun kan udarbejdes en fuldstændig og objektiv fortegnelse over konfliktens indvirkninger på civilbefolkningen, hvis der nedsættes et uafhængigt sandheds- og forsoningsudvalg, Ø. der fremhæver den rolle, som kirken og civilsamfundet, nemlig de nationale ngo'er og fora, kan spille som budbringere af fred eller fredsmæglere samt ved at være arena for debatter og bilægge uenigheder, Å. der minder om den afgørende fredsskabende og udvidende virkning, amnesti kan have i situationer, hvor fortiden står i vejen for fremtiden, Overgang til et demokratisk samfund, herunder valgforberedelser AA. der henviser til, at den beklagelige tilstand, som det politiske og administrative system i mange AVS-stater befinder sig i, er en væsentlig hindring for bæredygtig udvikling, BB. CC. der henviser til, at demokratiske og gennemsigtige institutioner er vigtige forudsætninger for at skabe mere effektive udviklingsstrategier, der henviser til, at det er yderst vigtigt at anvende princippet om medejerskab, som det understreges i det nye partnerskab for Afrikas udvikling (NEPAD), så modtagerlandene selv skal være ansvarlige for og aktivt deltage i forvaltningen af deres egen udviklingsproces, DT\551371.doc 5/17 APP/3743

DD. der understreger, at stabil og varig fred efter en konflikt kun kan opnås gennem national forsoning, et effektivt retssystem, frihed, pluralisme og demokrati og med aktiv deltagelse af civilsamfundet i hele fredsprocessen, EE. FF. der henviser til, at demokratiske valg er en platform for vælgerne til at give udtryk for deres personlige politiske overbevisning og dermed et meget vigtigt skridt for stater, der er ved at blive genopbygget, og som er ivrige efter at overgå til en demokratisk samfundsform, der anerkender det ansvar, som staten bærer med hensyn til at genoprette sikkerheden, i mange tilfælde gennem en overgang til demokrati. Dette indebærer imidlertid en høj sikkerhedsmæssig risiko i valgsituationen, og særligt vælgernes personlige sikkerhed er truet som følge af de dårlige sikkerhedsforhold i en post-konfliktstat, GG. der henviser til, at lighed mellem mænd og kvinder og kvinders deltagelse i beslutningsprocessen, det være sig i den lovgivende eller udøvende fase, er afgørende elementer for god regeringsførelse, HH. der anerkender, at deltagelse fra ikke-statslige aktører og civilsamfundet et vigtigt led i overgangen til demokrati, II. JJ. der henviser til, at mediefriheden er et af de vigtigste aspekter i demokratiske valg, eftersom borgerne bør være berettigede til at blive informeret om forskellige politiske synspunkter, ligesom deres adgang til disse oplysninger ikke bør kontrolleres, der anerkender, at der er sket fremskridt på dette område i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne i Cotonou-aftalen og særligt bestemmelserne vedrørende den politiske dialog og fredskonsolidering (afsnit II, artikel 8 og 11), 1. bekræfter endnu en gang det engagement og den deltagelse, som Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU udviser som en aktør, der bidrager til konfliktforebyggelse og postkonfliktrehabilitering i Afrika, Vestindien og Stillehavet, 2. opfordrer medlemmerne af AVS-gruppen til at bruge AVS-EU-samarbejdet til at opbygge tillid og samarbejde med konfliktramte medlemsstater om at nå frem til en fredelig løsning samt samarbejde om at fremme forsoning og demokratisering samt rehabilitering og udvikling; 3. anmoder de AVS-stater, der allerede har gennemført rehabiliteringsprocessen, om at udveksle bedste praksis med andre medlemsstater; 4. støtter, at den nationale anvisningsberettigede og den relevante EU-delegation arrangerer høringer i de nationale parlamenter samt i Europa-Parlamentet om den løbende status for konfliktløsning og post-konfliktrehabilitering; 5. opfordrer Kommissionen, EU's medlemsstater og EUF-udvalget til gennem rehabiliteringsprogrammer at arbejde tættere sammen med repræsentanter for AVS-staterne, så APP/3743 6/17 DT\551371.doc

lederne fra de berørte regioner kan deltage i beslutningsprocessen, samt arbejde på at sikre en sammenhængende indsats fra EU's side som reaktion på post-konfliktsituationen i AVS-staterne; 6. anmoder Kommissionen om at forbedre koordineringen mellem Kommissionens tjenestegrene, mellem Kommissionen og medlemsstaterne og mellem donorerne og udarbejde strategidokumenter, der fremmer analyser og sammenhæng mellem forskellige EU-politikker samt koordinering og komplementaritet mellem forskellige donorer; 7. opfordrer donorerne til at udarbejde en relevant analyse af de strukturmæssige årsager til konflikt i de enkelte lande og etablere globale rammer, der definerer prioriterede sektorer og foranstaltninger, fremme en balance mellem initiativer rettet mod politisk, økonomisk, juridisk, social, miljømæssig og militær stabilisering og sikre konvergens i de to uafhængige målsætninger om fred og demokrati; Nødhjælp og sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling 8. opfordrer Kommissionen og andre donorer til at integrere begrebet om rehabilitering og udvikling allerede i den indledende fase i en post-konfliktsituation, eftersom faserne i rehabiliteringsprocessen overlapper hinanden, og eftersom det ofte allerede under den væbnede konflikt er muligt at tage de første skridt hen imod nødhjælp og rehabilitering, og derfor bør disse programmer startes op så tidligt som muligt; henstiller kraftigt til, at kirken, politisk uafhængige ngo'er og civilsamfundet som helhed organiserer og involverer sig i disse programmer på et meget tidligt tidspunkt; 9. opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilpasse sine finansielle instrumenter og procedurer, så de bliver mere fleksible og effektive, sådan som det understreges i Cotonou-aftalen, så der hurtigt kan stilles tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed i en postkonfliktsituation; 10. anmoder de AVS-stater, der befinder sig i en post-konfliktsituation, om, at de under humanitære nødhjælpsaktioner stiller alle mulige midler til rådighed og bestræber sig på, om nødvendigt med hjælp fra politistyrker, at bistå de humanitære hjælpearbejdere i deres arbejde og garantere deres personlige sikkerhed og arbejdsbetingelser; 11. anmoder om, at de lokale aktørers deltagelse indarbejdes i en flerdimensionel strategisk rehabiliteringsstruktur, så humanitær nødhjælp uddelegeres gennem lokale aktører, samt at de indgår i et omfattende partnerskab, hvor de forskellige lokale aktører eventuelt deltager på lige vilkår; 12. understreger behovet for, at donorerne og ngo'erne er til stede på lokalt niveau, og glæder sig derfor over Kommissionens seneste reform udadtil, der omfatter en decentralisering af beslutningsprocessen, så Kommissionens delegationer i AVS-staterne får mere autonomi og øget kapacitet; DT\551371.doc 7/17 APP/3743

13. fremhæver, at det er vigtigt, at der ikke kun findes en fælles model for nødhjælp, rehabilitering og udvikling, og at de vigtigste retningslinjer skal tilpasses de særlige behov i en given konflikt på baggrund af en forhåndsvurdering; 14. understreger, at der er behov for en løbende dialog og et kontinuerligt samarbejde mellem de fredsbevarende og fredskonsoliderende medarbejdere i AVS-staterne, eftersom deres rolle og mandat ofte overlapper hinanden, og da klassiske fredsbevarende operationer nu også omfatter genopbygning og rehabilitering, særligt med hensyn til samordningen mellem civilsamfundet og militæret, er det for at undgå forvirring nødvendigt at præcisere fordelingen af opgaver, så de ikke udføres to gange; 15. opfordrer Kommissionen og andre donorer og modtagerlande til ikke at se post-konfliktprocessen som en lineær proces, der starter med nødhjælp og går over bistand og rehabilitering til udvikling, men at de derimod tager højde for, at faserne overlapper hinanden og integreres i rehabiliteringsbistand og udviklingselementer, så der forekommer færre afbrydelser i planlægningen og finansieringen under krisen; 16. understreger vigtigheden af, at strategier for post-konfliktrehabilitering indeholder en målsætning om at forebygge fremtidige konflikter i alle post-konfliktrehabiliteringens faser; 17. opfordrer til, at subnationale (lokale) rehabiliteringsplaner integreres i en given konflikt, da et land ofte er inddelt i områder, hvor niveauet af den nødvendige bistand kan svinge, og eftersom zoner med akut voldelige konflikter kan grænse op til regioner, hvor der allerede er behov for rehabilitering; finder, at det er vigtigt, at de har et vist niveau af direkte samarbejde med de statslige, regionale og lokale myndigheder; 18. opfordrer til, at der integreres en regional og multilateral dimension i rehabiliteringsstrategierne, eftersom der er en tendens til, at konflikter spreder sig over grænserne, og eftersom årsagerne til konflikterne ofte har multilaterale regionale aspekter; 19. støtter donorernes deltagelse og engagement, da dette er et vigtigt tegn til de stater, der befinder sig i en post-konfliktsituation, og da det tiltrækker andre potentielle donorers opmærksomhed, og støtter deres deltagelse i forligsarbejdet med henblik på at nå frem til en fredelig løsning; understreger imidlertid, at det er nødvendigt, at de i hele processen er upartiske og neutrale i deres fremgangsmåde, eftersom det politiske miljø er skrøbeligt; 20. opfordrer indtrængende donorer og politiske beslutningstagere på forskellige niveauer til at samarbejde om strategi, planlægning og aktiviteter i felten, og om indbyrdes at nedsætte et ledende agentur for rehabilitering og være fleksible og imødekommende for så vidt angår videregivelse af oplysninger og erfaring, og opfordrer indtrængende modtagerlandene til at samarbejde med donorerne på nationalt og lokalt plan; Social reintegration og arbejdsmarkedsmæssig indslusning 21. opfordrer til, at både ofre og deltagere i en voldelig konflikt reintegreres i civilsamfundet, både økonomisk, socialt og politisk; APP/3743 8/17 DT\551371.doc

22. opfordrer indtrængende de medlemsstater, der befinder sig i en post-konfliktsituation til både på statsligt og lokalt plan at deltage i programmer for afvæbning, demobilisering og reintegration med henblik på social og økonomisk reintegration af demobiliserede soldater fra tidligere kampgrupper; understreger, at der især skal tages hånd om de kvindelige demobiliserede soldaters problemer, samt at der skal rettes særlig omsorg og opmærksomhed mod uddannelse og reintegration af børnesoldater; 23. understreger, at afvæbning og rehabilitering af demobiliserede soldater kunne tilrettelægges, så de i stigende grad kan deltage i projekter, der finansieres af den offentlige sektor, f.eks. genopbygning af infrastruktur som veje og jernbaner, samt efteruddannelse, der øger muligheden for, at de finder sig til rette i samfundet; 24. anbefaler, at ikke kun den siddende regering, men alle partier eller fraktioner, der har deltaget i konflikten, involveres i forvaltningen af alle internationalt finansierede programmer vedrørende afvæbning, demobilisering og reintegration for at sikre retfærdighed, opbygge gensidig tillid og garantere effektivitet fra bunden; 25. opfordrer Kommissionen og det internationale donorsamfund til at investere i en økonomisk genoplivning af de AVS-stater, der befinder sig i en post-konfliktsituation, det være sig støtte til økonomisk genopbygning af små og mellemstore virksomheder og familieejede landbrug med henblik på hurtigt at skabe flere arbejdspladser samt etablering af efteruddannelsescentre, så det sikres, at der er tilstrækkelige ressourcer til fornyelse af sociale tjenester; 26. understreger, at rehabiliteringen først kan betragtes som en succes, når problemet med flygtninge og internt fordrevne er løst, så de trygt kan vende tilbage til deres hjem, om nødvendigt gennem bistand til genopbygning og udsendelse af fredsbevarende styrker; 27. opfordrer indtrængende donorer og modtagerlande til at iværksætte særlige projekter for de mest sårbare medlemmer af samfundet, dvs. børn og unge, med fokus på uddannelse og erhvervsuddannelse for at fremme reintegreringen af tidligere børnesoldater og børn og unge, der ikke har fået nogen uddannelse, samt etablere sports- og fritidsfaciliteter til dem, så de kan klare sig igennem deres krigstraumer; 28. opfordrer de medlemsstater, der befinder sig i en post-konfliktsituation til at fremme og bidrage til donorernes og ngo'ernes arbejde med at demobilisere børnesoldater, kæmpe deres sag og sikre, at de bliver frigivet fra væbnede styrker og grupper, fremme demilitariseringen af dem og reintegreringen i samfundet samt beskytte dem mod vold, misbrug, udnyttelse og diskrimination; 29. opfordrer det internationale samfund og modtagerlandene til at iværksætte særlige projekter, hvor der i udstrakt grad drages omsorg for kvinder og piger, der er blevet ofre for væbnede konflikter. Eftersom det ikke er ualmindeligt, at voldtægt anvendes som militært våben, er uønskede graviditeter og krigstraumer hverdag for mange kvinder i civilbefolkningen. Der skal tages hånd om dette problem, og det skal løses som del af en vellykket social rehabiliteringsproces; 30. anmoder de stater, hvis territorier er fyldt med landminer, om at iværksætte særlige programmer, det være sig lægebehandling eller finansiel støtte, til social reintegrering af invalide ofre for DT\551371.doc 9/17 APP/3743

landminer og efterladte samt undervise befolkningen og særligt børn om risikoen ved miner, aktivt foretage minerydning og afholde sig fra at bruge, oplagre eller handle med personelminer; 31. opfordrer de medlemsstater i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, som ikke har undertegnet eller ratificeret Ottawa-konventionen og FN-konventionen om visse konventionelle våben, til straks at gøre dette; 32. opfordrer de AVS-EU-stater, der er tiltrådt Ottawa-konventionen, om at gennemføre konventionens bestemmelser, særligt forpligtelsen om at rydde personelminer inden en af dem selv angivet dato i overensstemmelse med Nairobi-handlingsplanen for 2005-2009; Forsoning 33. opfordrer alle aktører til at nedsætte et uafhængigt sandheds- og forsoningsudvalg, der skal inddrage civilsamfundet i rehabiliteringsprocessen, eftersom den reelle situation først kan bedømmes, når alle parter har givet udtryk for deres personlige erfaringer, om nødvendigt med inddragelse af internationale fredsbevarende styrker; anmoder dette udvalg om, at dets arbejde udmønter sig i en rapport, der giver et fuldstændigt og objektivt billede af alle konfliktens aspekter; 34. anbefaler, at kirken, uanset placering, inddrages som en fremtrædende aktør i forsoningsprocessen; 35. understreger vigtigheden af, at krænkelser af menneskerettighederne samt voldtægt, tortur, arrestationer og drab undersøges på upartisk og objektiv vis; 36. opfordrer til, at de ofre, der høres af sandhedsudvalget, garanteres personlig sikkerhed, om nødvendigt med særlig fokus på kvinder, ved at iværksætte særlige høringer for kvinder og børn, som er de mest sårbare grupper i samfundet; 37. påpeger, at amnesti kan være et virksomt forsoningsinstrument, hvis det planlægges og tildeles på klog, retfærdig og afbalanceret vis og ikke blot anvendes som et ensidigt skjold, der skal dække over forfærdelige forbrydelser for at undgå et stort ansvar; Overgang til et demokratisk samfund, herunder valgforberedelser 38. bekræfter, som det fastlægges i Cotonou-aftalen, at de demokratiske principper er universelt anerkendte principper, der udgør fundamentet for statens organisation for at garantere legitimiteten af dens myndighed og lovligheden af dens handlinger, som de afspejles i dens forfatning, lovgivning og forskrifter; 39. støtter princippet om god regeringsførelse, som er et grundlæggende element i AVS-EUpartnerskabet, hvorved forstås en åben og ansvarlig forvaltning af menneskelige ressourcer, naturressourcer og økonomiske og finansielle ressourcer med sigte på en retfærdig og bæredygtig udvikling; APP/3743 10/17 DT\551371.doc

40. understreger, at det er vigtigt at øge den institutionelle kapacitet, både i centrale og lokale institutioner, for at bekæmpe korruption; 41. finder, at Den Internationale Straffedomstol og ad hoc-domstolene skal garantere, at kriminalitet ikke forbliver ustraffet, samt at ofrene ydes retfærdighed; 42. henviser til retsstatsprincippet i overensstemmelse med statens struktur og de forskellige magters kompetencer, herunder især tilgængelige arbejdsmæssige og retlige midler, et uafhængigt retssystem, der garanterer lighed for loven, og en udøvende magt, der fuldt ud er underlagt overholdelse af loven; 43. anbefaler, at der efter en endegyldig våbenhvile, eller når der er skabt en minimal sikkerhed, bør afholdes demokratiske valg efter højst to til tre år; henleder opmærksomheden på ikke blot præsident- eller parlamentsvalg, men også lokalvalg; 44. opfordrer de personer, der er ansvarlige for tilrettelæggelsen af valget, til at udnævne et uafhængigt ad hoc-valgudvalg bestående af medlemmer fra alle opstillede partier, fagforeninger og diverse andre etniske og, hvor dette er socialt relevant, religiøse grupper. Valgudvalgets opgave bliver især at udarbejde en liste over vælgere og registrere disse, fastsætte antallet og fordelingen af mandater og andre nødvendige infrastrukturer, ansætte og uddanne medarbejdere, kontrollere gennemsigtigheden af kandidaternes udgifter, fastlægge regler for afstemningen og holde befolkningen behørigt informeret; 45. opfordrer kvinder til at deltage i valgprocessen ved at indføre, at alle lister skal indeholde et bestemt antal kvinder, så det sikres, at der er et betydeligt antal kvinder i den nationale forsamling; 46. finder, at vigtige, relevante og uafhængige ikke-statslige aktører (ngo'er, regionale og lokale myndigheder, traditionelle samfundsstrukturer, kirker og fagforeninger, uafhængige medier og forskningsinstitutioner) bør kunne deltage i valgprocessen, så der kan foregå en åben og generel debat, og kandidaterne bliver stillet til ansvar for deres handlinger; 47. opfordrer internationale medarbejdere til at træde sammen som observatører og bistå det uafhængige valgudvalg. Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet og andre internationale organisationer skal spille en vigtig rolle, for så vidt angår bistand til og kontrol med valgprocessen med henblik på at bidrage til demokratiseringen af udviklingslandene; 48. opfordrer til, at der om nødvendigt udsendes en international, multilateral styrke, eventuelt med støtte fra lokale tropper, der skal garantere sikkerheden, ligesom et stort antal valgsteder ville bidrage til en følelse af sikkerhed; 49. anmoder om, at opmærksomheden især rettes mod ytrings- og forsamlingsfrihed, så de involverede politiske partier frit kan give udtryk for deres holdninger, og så uafhængige medier kan være til stede, og anmoder om, at journalister garanteres retten til fri bevægelighed i det omfang, det er hensigtsmæssigt for deres funktion, samt at oplysningspluralismen respekteres; DT\551371.doc 11/17 APP/3743

50. opfordrer de valgte medlemmer af den nationale forsamling, det organ, der garanterer demokrati, til at vedtage en demokratisk forfatning eller revidere denne hurtigst muligt, det vil sige inden eller umiddelbart efter det førstkommende valg, og om muligt underkaste den en folkeafstemning; 51. understreger vigtigheden af at føre en permanent politisk dialog med modtagerlandene om den politiske situation som fastlagt i Cotonou-aftalens artikel 8 og særligt om våbenhandel, ekstremt høje militærudgifter, narkotika og organiseret kriminalitet eller etnisk, religiøs eller racebetinget forskelsbehandling. Dialogen omfatter også en løbende vurdering af udviklingen med hensyn til menneskerettighederne, de demokratiske principper, retsstaten og god regeringsførelse; 52. finder, at udveksling af erfaringer på lige fod mellem repræsentanter for donorlandene og modtagerlandene er et af de midler, hvormed man kan styrke kapaciteten på dette område; 53. pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa- Kommissionen og de regionale AVS-integrationsorganisationer samt til alle konfliktramte parter i AVS-EU-staterne. APP/3743 12/17 DT\551371.doc

BEGRUNDELSE I. Indledning Den politiske dimension af AVS-EU-samarbejdet er en af de største innovationer ved siden af samhandels- og bistandsdelen. I Cotonou-aftalens artikel 11 forpligter parterne sig til i postkonfliktsituationer at tage alle hensigtsmæssige skridt til at lette en tilbagevenden til fredelige og stabile forhold på et holdbart grundlag. Med målsætningerne om at genoprette freden og opbygge en demokratisk stat har parterne ofte svært ved at gennemføre disse mål. En af de største udfordringer med hensyn til det politiske samarbejde og udviklingen af staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet er, at der ofte er væbnede konflikter i disse regioner, og disse krige har en ødelæggende virkning i forhold til staternes økonomiske og politiske muligheder. Som det fremgår af tabellen i bilag I er der mindst 25 stater i gruppen af AVS-stater, der er påvirket af sådanne konflikter, og mange af deres nabostater har også været involveret. Uheldigvis finder en krig om uafhængighed sjældent sin afslutning alternativt er staten skueplads for voldelige aktioner, der skal demonstrere den siddende leders magt, hvilket er problematisk i forhold til den pågældende stats udviklingsmuligheder og udsigt til bedre forhold for befolkningen. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU samler i ét forum stater, der ofte er eller har været indblandet i en borgerkrig eller væbnet konflikt indbyrdes. Den skal derfor bruge sin særlige status til at bidrage til en fredelig løsning for og post-konfliktrehabilitering af medlemsstaterne. Udveksling af synspunkter finder sted med deltagelse af de berørte stater og donorer for at fremme opbygningen af tillid og udveksling af bedste praksis. Repræsentanter for Kommissionen, Verdensbanken, De Forenede Nationers Udviklingsprogram (UNDP) og andre agenturer under FN samt andre donorer inviteres til at føre en løbende dialog med Den Blandende Parlamentariske Forsamling AVS-EU og de nationale parlamenter i de relevante lande. Post-konfliktrehabilitering skal, når det integreres med et kønsaspekt og et regionalt aspekt, have en endelig målsætning, nemlig at styrke statens og borgernes mulighed for en bedre og fredelig fremtid. Donorerne og det internationale samfund bærer et stort ansvar på dette område. Rammeprogrammet om en strategi for post-konfliktrehabiliteringen er det grundlæggende redskab til at sikre en vellykket rehabilitering, og kvaliteten og udformningen deraf er derfor yderst vigtig. Det skal indeholde analyser af de enkelte lande kombineret med et regionalt perspektiv og samtidig en strategi for det subnationale niveau. Definering af prioriterede sektorer og foranstaltninger, regelmæssige høringer med repræsentanter for de pågældende lande og aktiv inddragelse af lokale aktører fra alle sider er en forudsætning for, at rehabiliteringsplanen har en virkning. I sin tidligere rapport foretog Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU en grundig analyse af konfliktløsning fra krig til fred. Nu er det næste trin, nemlig en post-konfliktsituation, der behandles. II. Nødhjælp og sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling Situationen efter en krig kan generelt betegnes som et totalt sammenbrud af økonomi, infrastruktur og grundlæggende tjenesteydelser. Der er hverken lægebehandling, vand eller fødevarer, og det er farligt at bevæge sig rundt, eftersom der ligger landminer og ueksploderet ammunition rundt omkring. DT\551371.doc 13/17 APP/3743

Familier og andre civile samfund er splittede, mange mennesker savnes og andre dele af befolkningen er flygtninge eller internt fordrevne. Naturligvis koncentreres alle kræfter i begyndelsen om humanitær nødhjælp, dvs. genopretning af grundlæggende tjenesteydelser som mad, vandforsyning og lægebehandling, ligesom der tages de indledende skridt til at genforene familier og udbedre skaber. For så vidt angår disse foranstaltninger, er det yderst vigtigt, at lokale aktører i AVS-staterne inddrages, eftersom en stat, der er brudt sammen, ikke kan uddelegere bistanden til de dele af befolkningen, der har størst behov for den. Civile og ikkestatslige organisationer kan hjælpe med at kanalisere bistanden, så man undgår at inddrage de væbnede eller fredsbevarende styrker. Ideelt set er deres rolle at sikre, at bistanden distribueres af civile medarbejdere. Det nye begreb "sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling" understreger, at beslutningstagere og iværksættere selv ikke i den humanitære fase kan glemme betydningen af fremtidig rehabilitering og langsigtet udvikling. Rehabilitering defineres af Kommissionen som en overordnet, dynamisk og mellemliggende strategi for institutionel reform og forstærkning, for genopbygning og forbedring af infrastrukturer og tjenesteydelser, der støtter den pågældende befolknings initiativer og handlinger på det politiske, økonomiske og sociale område, og som er rettet mod at genoptage en bæredygtig udvikling. Befolkningen, både ofre og deltagere i voldelige konflikter, skal reintegreres i civilsamfundet i økonomisk, social og politisk henseende. I de seneste ti år har det oprindelige begreb "nødhjælp, rehabilitering og udvikling" som et lineært kontinuum vist sig at være utilstrækkelig. De tre faser overlapper hinanden, eftersom postkonfliktsituationer i dag er mere komplekse end tidligere. I forbindelse med planlægning af rehabilitering i AVS-staterne bør der tages højde for det vigtigste princip, nemlig at der ikke findes en fælles strategi, men at alle tilfælde skal vurderes individuelt, og at det i visse AVS-stater er muligt at træffe de første nødhjælpsforanstaltninger allerede under den væbnede konflikt, eller hvor kun en del af landet er i krig. Kernen i begrebet "sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling" skal være en langsigtet plan for nødhjælp, rehabilitering og udvikling omsat til kortsigtede foranstaltninger, så den tilpasses omstændigheder under stadig forandring, undgår unødvendigt bureaukrati og gennemføres på fleksibel, imødekommende og koordineret vis. Det er afgørende, at begrebet baseres på initiativer og handlinger fra civilsamfundets side. III. Social reintegration og arbejdsmarkedsmæssig indslusning Ud over reetablering af et minimum af tjenesteydelser er det tvingende nødvendigt, at der reetableres og opbygges sunde sociale strukturer, eftersom der i et post-konfliktsamfund er forskellige sociale grupper, hvis problemer skal behandles og løses. Det er umuligt at gennemføre postkonfliktrehabilitering uden en menneskelig dimension. En væsentlig del af befolkningen i AVS-staterne er soldater i væbnede konflikter, og både mænd, kvinder og børn tvinges eller melder sig frivilligt til at deltage. Typisk fungerer og lever disse væbnede styrker i lange perioder i organiserede strukturer, hvor de tager imod ordrer og udfylder en rolle i den APP/3743 14/17 DT\551371.doc

væbnede gruppe. Når de voldelige aktiviteter ophører, skal disse mennesker både finde deres plads i samfundet og forholde sig til deres krigstraumer. Det vigtigste mål er at undgå, at de efterfølgende igen bliver soldater i det samme land eller i konflikter i andre lande. På denne måde kan forebyggelse af konflikter integreres i rehabiliteringen. Hele befolkningen, som har lidt under krigens virkninger, herunder demobiliserede soldater, bør være mål for økonomiske projekter som f.eks. genopbygning af anlæg og fabrikker med henblik på at skabe beskæftigelse samt genopbygning af sundhedssektoren og infrastrukturen, og de bør inddrages i planlægningen af disse foranstaltninger. Gruppen af unge skal behandles med særlig omhu, idet demobilisering og rehabilitering af børnesoldater og krigsramte børn kræver uddannelse, erhvervsuddannelse og rekreative faciliteter. Piger og unge kvinder er utroligt sårbare, og i forbindelse med sociale rehabiliteringsprojekter skal der foretages en vurdering af deres problemer og behov. De påvirkes af krigen som ofre for voldtægt, uønsket graviditet, social udstødelse, forskelsbehandling og gennem mistede familiemedlemmer, indtægter og ejendomme. En af de største udfordringer bliver at indlemme piger i uddannelsessystemet. Et af de største problemer i forbindelse med post-konfliktrehabilitering er, at der rundt omkring ligger personelminer og ueksploderet ammunition. Dette betyder, at landmændene ikke kan gå ud på deres marker, flygtninge kan ikke vende hjem, og genopbygning af veje, jernbaner og broer og hele landbrugsproduktionen bliver umulig eller livstruende. Endvidere skal de AVS-stater, som befinder sig i en post-konfliktsituation, udarbejde en strategi, hvor der tages hånd om problemet med ofre for landminer og efterladte. Særlig hurtig lægehjælp, langsigtet social rehabilitering og indslusningsprojekter skal planlægges og støttes i samarbejde med donorerne. Undervisning, særligt af børn, om minerisikoen samt et forbud mod brug og oplagring af landminer er kriterier for at opnå yderligere bæredygtig udvikling. Ottawa-konventionen er den mest effektive ramme om kampen mod landminer, og det er derfor yderst vigtigt, at alle AVS-stater ratificerer den og gennemfører dens bestemmelser. IV. Forsoning Det chok og de traumer, en væbnet konflikt giver, kan ikke ignoreres under rehabiliteringsprocessen. Befolkningen skal føle, at staten lytter til deres problemer og personlige lidelser, og at den vil inddrage dem i rehabiliteringsprocessen. Et af midlerne til at nå dette mål er at nedsætte et sandheds- og forsoningsudvalg. Under de offentlige høringer i forsoningsudvalget bliver krænkelser af menneskerettighederne og krigsforbrydelser nedfældet i en endelig rapport. Udvalget skal være upartisk og neutralt i sine aktiviteter, ligesom det skal være åbent og invitere ofre fra alle etniske og religiøse grupper. Selv om den nye doktrin tilsyneladende forsvarer idéen om disse sandhedssøgende procedurer som et middel til at lindre smerten og fremme forsoningsprocessen, skal det ikke glemmes, at velovervejet, ærlig og betimelig amnesti er et klassisk middel, der har bevist sit værd i mange situationer. Den rolle, som kirken og civilsamfundet spiller i denne forbindelse, må ikke glemmes, men skal snarere fremhæves, idet de kan have en positiv indflydelse i kraft af en slags "åndelig afvæbning" og åbent drøfte og løse problemer folks problemer og skabe gensidig forståelse. DT\551371.doc 15/17 APP/3743

Eftersom mange AVS-stater allerede har været gennem denne proces, skal Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU analysere udvalgenes arbejdsmetoder og resultater og iværksætte en udveksling af synspunkter om bedste praksis og de vanskeligheder, forsamlingen står over for. V. Overgang til et demokratisk samfund, herunder valgforberedelser Som led i de politiske forandringer, der finder sted efter en konflikt, befinder mange AVS-stater sig nu i en overgangsfase på vej mod demokrati. I mange af disse lande har der længe været autoritære regimer, der har undermineret respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Krige samt civile og etniske konflikter forekommer stadig i visse AVS-stater, og der er endnu mange lande, som ikke er overgået til et demokratisk samfund. AVS-staterne har ikke desto mindre underskrevet Cotonou-aftalen, Kairo-handlingsplanen eller NEPAD (nyt partnerskab for Afrikas udvikling) og dermed forpligtet sig til at overholde principperne om god regeringsførelse og demokrati. Trods disse forpligtelser er demokratiet i mange AVS-stater stadig ustabilt, men det er alligevel yderst vigtigt, at der gennemføres en effektiv politisk post-konfliktrehabilitering. Rehabiliteringsprocessen hindres i høj grad af, at der ikke findes nogen vedtaget forfatning eller demokratisk valgt regering, ligesom der i mange tilfælde ikke er nogen adskillelse mellem den lovgivende og udøvende magt. Nogle lande står over for en periode med politisk krise, der er brudt ud efter kampvalg om præsidentposten eller parlamentet. Dette skyldes manglende gennemsigtighed, f.eks. fordi borgerne og medierne har fået forkerte oplysninger af det regerende parti. Desuden findes der i mange tilfælde ingen klare regler om tiden efter valget. Ovennævnte problemer skal løses i rehabiliteringsprocessen. Det er vigtigt, at der opbygges institutionel kapacitet, og at regeringsstrukturerne konsolideres, både inden for de politiske institutioner og i administrationen. For at sikre gennemsigtighed er det nødvendigt at fokusere på at inddrage både statslige og ikke-statslige aktører i overgangsprocessen som f.eks. lokale ngo'er, traditionelle samfundsstrukturer, kirker og fagforeninger, medier og forskningsinstitutter. For så vidt angår direkte projekter, kan gennemsigtigheden fremmes gennem bemyndigelse af civilsamfundet og reformering af lovgivningen og retssystemet, så retsstatsprincippet styrkes. AVS-staternes regeringer er ansvarlige for at opbygge en statslig infrastruktur og sikre gennemsigtighed i offentlige tjenesteydelser. Demokratiske valg er et af de første vigtige skridt i politisk rehabilitering efter en konflikt. Det er yderst vigtigt, at militærets tilstedeværelse og rolle i valgprocessen begrænses, da dette fremmer overgangen fra et militært regime til et demokratisk system. Militærets rolle bør begrænses til beskyttelse af borgerne. Inddragelse af udenlandske observatører og internationale organisationer bidrager desuden til at øge gennemsigtigheden. APP/3743 16/17 DT\551371.doc

BILAG I AVS-stater, der er på vej ud af en væbnet konflikt* AVS-medlemsstat Post-konflikt/i overgangsfase** Aktuel konflikt Angola 1975-2002 Burundi 1993-2000 Den Centralafrikanske Republik 1996 Tchad 1960-2003 Congo-Brazzaville 1997-1999 Den Demokratiske Republik 1997-2002 Congo Djibouti Starten af 1990'erne-1994 Østtimor 1999 Ækvatorialguinea 1991-1993 Eritrea 1998-2000 Etiopien 1998-2000 Fiji 1987 Haiti 2004 Guinea-Bissau 1975-2004 *** Liberia 1989-1995 Mali 1990-1996 Mauretanien 1980-1989 Mozambique 1980-1992 Namibia 1966-1990 Niger 1997 Rwanda 1994 Sierra Leone 1991-2002 Salomonøerne 1990 Somalia *** Sudan - 2005 *** Surinam 1982-1990 Uganda 1986-2004 * Kilde: Economist Intelligence Unit (EIU), Kommissionen, GD Udvikling; AVS-medlemsstater uden nylige væbnede konflikter er ikke medtaget i denne tabel. ** Fredsaftale undertegnet. DT\551371.doc 17/17 APP/3743