1 Påskedag II. Sct. Pauls kirke 27. marts 2016 kl. 10.00. Salmer: 222/434/219/217//223/439/229/224 Åbningshilsen Påskedag. Årets største dag. I fredags tav Gud og Hans søn måtte råbe: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? I dag taler Gud. Han svarer på dåden fra i fredags: Han rejser sin døde søn op af graven. Vi fejrer verdens redning, vi ved nu, hvem vi skal holde med, tro på, fyldes af håb fra, få kærlighed fra til at elske med. I dag skal vi rense den gamle surdej ud for at vi kan være en ny dej. Væk med slet og ond surdej, tag imod det rene og sande usyrede brød. Lad os forlade det, der ikke tåler lyset, det gamle mugne, sure, onde, destruktive, selvoptagne, selvcentrerede liv og gå ind i opstandelsens nye liv, blive oprigtige, troens liv, håbets liv, kærlighedens liv. Af med det gamle, vi skal ikke beholde noget af det gamle skidt på det med det nye. Lad os tage fat på den bytning nu - ved sammen med hinanden, gerne højt, at tage den bøns ord i vores mund, som vi finder på side fire i vores guide Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 28,1-8
2 Bøn. Lad os bede! Kære hellige Ånd! Kom og fortæl os om opstandelsens overraskelse, så vi gribes af frygt og stor glæde. Amen. Prædiken Vi kender det alle sammen: da vi oplevede noget, vi slet ikke havde regnet med. Da vi blev taget på sengen. Da det umulige skete. Det havde jeg godt nok ikke regnet med. Berlinmurens fald, 11. september, i vores eget private liv ja, og undskyld, da AGFs målmand, Steffen Rasmussen forleden i overtiden gik op og headede til 2-2! Det var sindssygt. Det er umuligt, at en død der virkelig er død, bliver levende. Det siger al erfaring. De to kvinder, som begge heder Maria, forventer ingen opstandelse den søndag morgen. De så Ham blive pint ihjel fredag, de så, da Han udåndede kl. 15 og deltog i Hans gravlæggelse få timer efter. Den store påskelørdag holdt de sig i ro. Nu er de stået tidlig op den første hverdag ovenpå påsken. De kunne sikkert ikke sove. Morgenen er i færd med at gry. De går nu med tunge skridt ud til graven uden forventning om noget som helst andet end at se graven. Og så får de deres livs
3 overraskelse, der hvor overraskelser aldrig sker. De får at vide, at deres døde mester ikke er i graven. Han er oprejst, levende. De skal møde Ham og det skal de fortælle til Hans disciple. Og så spæner de afsted med en blanding af frygt og glæde. De ryster og skælver, de går ikke mere med tunge skridt, de løber, de andre skal høre, at det umuligste er sket. Hvad siger vi? Det passer ikke. Det kan ikke ske. Det må forstås på en anden måde: symbolsk ligesom foråret nu er opstået af vinteren, ligesom vi vågner af nattesøvnen, den lille død. Pointen er bare, at sagen lever videre. Eller de må have drømt. Ja, vi ror efter at finde en anden forklaring end den, at det er foregået. For det kan jo ikke passe. Jo, jo det passer. Kun én ting modsiger det, at sådan noget ikke sker. Lad os se nøjere efter: Opstandelsen beskriver evangelisterne aldrig. Den kan ikke beskrives. De forsøger heller ikke. Men de ydre omstændigheder har Mattæus med her. Der sker et brag af et jordskælv, en voldsom rystelse, et seismos står der egentlig, vi kender det fra udtrykket et seismologisk tryk. Og så træder en Herrens engel ind på scenen. Engle er næsten altid kun synlige i Bibelen, når det ufattelige skal siges første gang. Englen rejser ikke Jesus op fra de døde. Englen åbner blot graven. Jordskælvet er så
4 voldsomt, at soldater af den type, der korsfæstede Jesus om fredagen og som nu holder vagt ved Hans grav, bliver så rystende bange, at de mister bevidstheden. Hvad sker der? Gud bryder verdens mægtige mand, kejseren i Roms segl for graven, det et menneske ikke gør, men Gud gør. Kristus kan nemlig ikke lukkes inde af døden. Han skal ikke forblive død efter den kærlighedsaktion, Han gennemførte og som toppede langfredag. Måske var jordskælvet sket, før kvinderne kom, de besvimede i hvert fald ikke, alligevel er også de bange. Mennesker bliver altid bange, når de ser en engel. Men englen siger her, som han altid gør: Frygt ikke! Jeg ved godt, I søger Jesus, der blev korsfæstet i fredags. Han er ikke her og de har tænkt: forfærdeligt, vi skulle jo have besøgt Hans grav, kan mareridtet ikke høre op, hvad nu? men grunden til, at Han ikke er i graven mere, er, at Han er opstået, siger budbringeren. Gud har rejst sin søn op fra døden. Om fredagen tav Gud. Gud frelste Ham ikke fra korset. Det skulle til. Han måtte stride det igennem. Men Han gjorde det - for at opstå! Det var hensigten. Og nu svarer Gud ved at rejse Ham op til liv. Englen føjer til: som Han har sagt. Jesus havde flere gange fortalt inderkredsen, at det her skulle ske, men de forstod det aldrig. Kom herhen og se stedet, hvor Han
5 blev placeret. Det ved de så godt, de var jo selv med og så hvor Han blev lagt fredag lige før solnedgang (27,61). Men Han er der ikke mere. Og I skal skynde jer hen at fortælle Hans disciple, at Han er oprejst og at I skal se Ham i jeres hverdag hjemme i Galilæa: det kom de til igen og igen i en periode på 40 dage. Det var altså sandt. Ja og samme morgen så de selv Jesus! Han kom dem i møde og sagde: God morgen!, så de måtte omfavne Ham og tilbede Ham! De omfavnede fødderne på den opstandne Jesus! Det er realisme! Det her er ikke bare interessant, fantastisk. Det er den dag, der ændrer verden. Den dag, det gryede for verden. Det onde er hårdt. Det skal derfor tackles hårdt. Det gør Gud ved i sin søn at lide for vores ondskab og skabe forsoning, så tilgivelsen eksisterer som stærk og frisættende. Døden er hård, den skal derfor modstås hårdt. Det sker da Guds søn dør, det dør døden af, og derfor svarer Gud igen med at overbyde døden og skabe opstand til opstandelse. Døden er hård, derfor må opstandelsen også være hård. Døden er virkelig, derfor må opstandelsen være virkelig. Og overgå døden! Gud begyndte den dag en ny tid som vil fortsætte indtil alle dem, der vil lyde Ham, er begyndt at gøre det. Fra den dag er vi henvist til Ham. Tager vi imod Ham, skal vi leve. Mener vi, at
6 vi kan negligere Ham, har vi Gud imod os og så er der grund til frygt, ellers ikke. Den morgen var momentum for de to kvinder og er det for os! Den dag fik deres og vores liv en ny retning: Før var døden horisonten, nu blev liv horisonten. De fik en ny holdning og vi også: ikke bøjede hoveder, men ret ryg og hurtige skridt. De fik skiftet bagage. Sorgens byrde blev taget fra dem, nu en ny opgave: fortæl mine venner, at jeg lever. Det sker også med os. Det er så autentisk og ægte. Men hvorfor gik Han så ikke ud og demonstrerede for alle: Hej, jeg er opstået!? Han siger et sted til en, der forlangte beviser: Hvis ikke de hører Guds ord, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde (Luk 16,31). Derfor gør Han det ikke. Lad bare det, vi hører i dag, ryste os, skabe frygt, god frygt gudsfrygt med stor glæde, men tillid: yes, Ham kan vi stole på, Han lever, med håb: vi venter på det bedste, vi har fremtiden for os, med kærligheden: tilværelsens inderste og: stærkeste magt er Guds bankende hjerte. Glædelig påske. Amen.
7