h u sfo r bi nr. 87 juli 2009 pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb kun af sælgere med synligt id-kort CIRKUS Gøglerkongen Dr. Chango PANIK I MANEGEN socialt familiecirkus Diana Benneweis cirkusdirektør med skrøbeligt sind MISS FLORENS primaballerina og opvasker
h u sfo r bi leder UDGIVER: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, baghuset 2., 1131 København K Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: Stig Tarnow stig@husforbi.dk REDAKTØRTEAM: Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424 tina@husforbi.dk Karen Pedersen, tlf. 2990 2424 karen@husforbi.dk SALGSMEDARBEJDER: Leif Baran, tlf. 3132 8456 leif@husforbi.dk SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND: Preben Larsen, tlf. 5055 0175 DEBATINDLÆG OG ANNONCER: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 31. juli. BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen bidrag. DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: tlf. 3132 8456 (se listen af distributører på www.husforbi.dk). ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller karina@notat.dk FORSIDEILLUSTRATION: Hanne-Louise Nielsen CIRKUSVIGNETTER: Hanne-Louise Nielsen LAYOUT: salomet grafik TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland OPLAG: 60.000 LÆSERTAL: 395.000 (2. halvår 2008) jf. Index Danmark/Gallup ANTAL SÆLGERE: ca. 500 ISSN: 1397-3282 OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen kommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Vi støtter Hus Forbi Vil du også støtte Hus Forbi? Det koster 5.000 kr. om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk Er der puls? Slangemennesker, kæmpekvinder, dværge og klovne. Cirkus med dets dragende, frastødende og anderledes mennesker har til alle tider begejstret og fascineret store og små. Hvem har ikke som barn drømt om at løbe hjemmefra og rejse rundt med et cirkus eller tivoli bare for en sommer? Nu har du chancen. I dette nummer af Hus Forbi byder vi velkommen i sommercirkus! Det gør vi velvidende, at livet ikke er lutter cirkus og gøgl for hverdagens skæve eksistenser. Meget trænger sig på for at skabe bedre forhold for dem. Derfor var vi også glade, da vi i foråret fik ny socialminister eller rettere fik en socialminister igen i stedet for en velfærdsminister. Vi har brug for en minister, der kan tage vare på de mest udsattes interesser. Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) er de hjemløses nye minister. Har du et budskab til narkomanerne og de hjemløse, lød et af spørgsmålene, da hun blev præsenteret i april. Ikke på nuværende tidspunkt, svarede ministeren og Hvad mener socialministeren selv? Har hun nogen visioner på området? Gemmer der sig et menneske af kød og blod bagved de formelle ord? Er der overhovedet puls? forsikrede i samme åndedrag, at de hjemløse og narkomanerne kunne være både glade for og trygge ved den borgerlige regering. Siden har der været ret så stille, og det har været småt med socialpolitiske budskaber fra den efterhånden ikke helt så nye socialminister. Så derfor gik vi til ministeren med en håndfuld spørgsmål fra en gruppe af hendes kernebrugere. Vi opsøgte hjemløse og misbrugere på Mændenes Hjem i København og bad dem tage pulsen på deres nye minister. Spurgte dem, hvad de ville spørge Karen Ellemann om. Blev de klogere? Blev vi klogere? Ikke meget, desværre. Flere af brugerne var optaget af ministerens syn på fixerum eller sundhedsrum: Som det er i dag, ligger der kanyler og blodige servietter overalt på Vesterbro, og vi narkomaner er nødt til at sidde rundt om på trapper og fixe. Der burde være et fixerum både af hensyn til narkomaner og beboere. Er det noget du vil gøre noget for? ville én naturligt nok gerne vide. Men det ville Karen Ellemann ikke forholde sig til. Hus Forbi det er sundhedsministerens bord, lød meldingen. Underligt. For ideen med sundhedsrum er jo netop, at sundhedstilbuddet at man kan indtage sine stoffer et rent og roligt sted uden at stresse skal gå hånd i hånd med tilbud om social støtte og rådgivning? Behøver vi sige, at ministeren heller ikke ønskede at svare på, hvordan det går med statsheroin til de mest belastede narkomaner? Sundhedsministerens bord, lød det igen. På de øvrige spørgsmål henviser ministeren flittigt til eller citerer direkte fra regeringens hjemløsestrategi. Og på spørgsmålet om behovet for væresteder, hvor man ikke bliver smidt ud klokken syv om morgenen, lirer hun en formel remse af om, at kommunalbestyrelsen ifølge loven har ansvaret for, at der er de nødvendige antal pladser i botilbud til hjemløse... Jo tak, det er vi godt klar over. Men kunne vi komme et spadestik dybere? Hvad mener socialministeren selv? Har hun nogen visioner på området? Gemmer der sig et menneske af kød og blod bag ved de formelle ord? Er der overhovedet puls? Vi er ærlig talt ikke helt trygge. Hus Forbis redaktørteam Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen 2 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
indhold 4-22 tema CIRKUSLIV TEMA cirkus 15 22 4 Kunsten at være menneske Hus Forbi-sælger Jens Jarslet møder cirkusdirektør Diana Benneweis. 14 16 18 22 27 Gøglerkongen Alt kan ske, når Dr. Chango optræder med sine cirkusbørn. Sommertivoli Når tivoli kommer til byen, er der garanti for fest. Cirkus Panik Familiecirkus med socialt engagement. Tårnspringerens sidste spring Nogle tilskuere husker stadig den skæbnesvangre dag i Frederikshavn. Kunsten at tie stille Værestedsbruger vandt pris for sit Ti stille-plaster Cirkusarbejder anno 2009 Den moderne cirkusarbejder kommer fra Østeuropa eller Marokko. 24 5 spørgsmål til socialministeren Klovnen i Tårnstudiet Kurt Ravig har altid vidst, at han ville være klovn. 26 28 kommentar - Spørg din Hus Forbi-sælger og gutten nede i baggården, der sover mellem papkasserne, om deres behov og meninger. Cirkushistorie Fra kæmpekvinder og hesteshows til motorsavsjonglører. Tag underbukser på! New Zealands mest berømte hjemløse elsker opmærksomhed. 23 noter et billede fra gaden foto Holger Henriksen 30 læserne skriver Hundetjek. Dyrlægeassistent Mette ser til Hus Forbi-sælger Jimmys hund, Siki. Mette Aamand Sørensen er frivillig dyrlæge i Projekt Udenfor og med i H.C. Ørstedsparken i København om lørdagen, hvor projektets madbil også rykker ud. 30 sommerkonkurrence 31 vorherres køkkenhave 32 historie fra gaden Hjulpet på vej af gøgl og fodbold er Topper ved at få styr på sit liv. HUS FORBI nr. 87 juli 2009 3
kunsten at være et menneske Hus Forbi-sælger Jens Jarslet mødtes med Diana Benneweis i en cirkusvogn i Hillerød. Det blev til en snak om rodløshed og rakkerliv, om ensomhed og modet til at være sig selv. 4 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
af Birgitte Ellemann Höegh birgitte.hoegh@os.dk foto Flemming Schiller Det store cirkustelt med flag i toppen er slået op, og i en halvcirkel omkring det står campingvogne med Benneweis-logoer og en masse private vogne til artisterne. Her er elefanter og kameler på græsset, en hundegård med forskellige racer, der løber rundt efter hinanden, og en gammel køkkenvogn i mørkebrunt træ gemt af vejen allerbagerst. Diana Benneweis tager sammen med sine to hunde, Bocco og Sonja, imod Hus Forbi-sælger Jens Jarslet. På væggene i vognen er der billeder af cirkusmomenter med alt fra Dronning Margrethe og Eli Benneweis til en ualmindelig smuk Diana i dragt og fjer anno 1968. Jens har gået på landevejen de seneste 20 år og har ud over sine aviser og sit overlevelsesgrej lidt gøgl i sin barnevogn. Her er blandt andet en trylleboks, djævlestok, nogle ildfakler og bolde, som han tager frem og underholder børnene med de steder, han slår sig ned. For hvem vil ikke gerne købe en avis af en mand, der netop har underholdt ens børn? Skærslibere til kråsesuppe Diana og Jens føler hinanden på tænderne. Hun byder på kaffe, men Jens vil hellere holde sig til sin sodavand. Mens vandet koger, fortæller hun om en hjemløs mand, der de sidste par dage har siddet nede i hjørnet af teltpladsen med et hav af poser og cigaretpakker spredt omkring sig. Hun har været nede og tilbyde ham mad et par gange, men han har ikke været interesseret. - Jeg skal sgu ikke i manegen mere. Sådan er vi så forskellige. Jens skal have sin lille vodka i flasken, og jeg skal have min frihed. Diana Benneweis, cirkusdirektør - Sådan er det jo bare. Der skal være plads til det hele, siger Diana og griner. - Jo, jo, længe leve mangfoldigheden, følger Jens op. Og så er kaffen færdig. Diana sætter sig og begynder at fortælle. - Nu er jeg jo vokset op med hjemløse. Dengang var det skærslibere, og hos min bedstemor var der altid et måltid mad og en femkrone til dem, der kom forbi. Jo, jo, Irene Benneweis var kendt for sin madlavning, og folk kom fra hele Danmark for at smage hendes åle- og kråsesuppe. - Havde I så skærslibertegn uden for teltpladsen, så man kunne se, om man var velkommen? spørger Jens. - Det har jeg aldrig lagt mærke til. Men da jeg var barn, bestod hele vores medarbejderstab af straffede personer. Der var pædofile, der var blevet fysisk kastrerede, der var et par voldsforbrydere, bedragere, tyve for mig er vi alle sammen lige for Gud. Nogle har været heldigere end andre, men for nogle er det jo et valg, siger Diana. - Det er et valg for mig. Jeg har været kastet rundt mellem institutioner, siden jeg var barn, og har aldrig haft et fast ståsted. Og efter jeg har arbejdet med Rudolf Steiners principper med dyr og grøntsager, har jeg valgt at leve i det fri, fortæller Jens. Man lærer at beskytte sig De taler lidt om de gamle løsarbejdere i cirkus, som man kaldte for knyster. For det omflakkende cirkusliv, hvor man rejser fra sted til sted for at bygge op og brække ned, har nogle fællesnævnere med de hjemløses præmisser. I dag hedder cirkusarbejderne tekniske medarbejdere, er i reglen fastansatte, kommer fra Østeuropa og har familier og børn i deres hjemland. - Man kan ikke få danskere til det her, for de kan få mere i understøttelse, end de kan få hos mig. Men især Polen og Rusland er specialiseret i cirkusteknisk personale, som ikke bestiller andet. Mange af dem har været her i 15-16 år. I gamle dage var der også nogle faste Beskidte Jens, Hurtig Karl og Lars Etben ha, ha, og min barnepige var homoseksuel, for så var min far sikker på, at han ikke forgreb sig - Når jeg går rundt med mit gøgl og sælger aviser, har jeg også kun min egen lille manege, som jeg skal magte at gå ind i. Jens Jarslet, Hus Forbi-sælger på mig. Han hed Mo, og jeg elskede ham højt, griner Diana. Men hvad er det for et liv, man lever, når man hver sæson får en masse mennesker ind ad døren i nogle måneder ad gangen? Diana, der siden barndommen har måttet forholde sig til nye ansigter hver sæson, lærte hurtigt ikke at involvere sig følelsesmæssigt. - I cirkus siger man: Darling, I love you, but the season is over! Og det er noget, man får ind med modermælken. I en del af min barndom har jeg lidt af et knust hjerte over de her mennesker, men inden jeg var fyldt 11 år, svor jeg, at det aldrig skulle gentage sig mere. Jeg er blevet god til at beskytte mig selv, og mine børn har lært det samme de knytter sig ikke, siger Diana. Hun har to tvillinger på 22 år, som hun adopterede fra Polen, da hun var 40 år, og de har gået i skole hele deres barndom og haft et liv uden for Cirkus Benneweis. Afhængig af ensomhed - Men selvfølgelig fik jeg en kæreste her. Det kunne ikke undgås for en pige, der så nogenlunde godt ud, men jeg har aldrig villet giftes eller få børn i cirkus. Jeg tror ikke på ægteskabet, siger hun og banker bestemt i bordet. - Det gør jeg heller ikke. Men det har nok noget at gøre med den måde, vi er opvokset på. Vi beskytter os selv. For man skal kunne tåle at være alene og kunne klare sig selv. Når jeg går rundt med mit gøgl og sælger aviser, har jeg også kun min egen lille manege, som jeg skal magte at gå ind i, siger Jens. - Det er nok rigtigt. I det hele taget synes 4 diana benneweis Er 62 år og administrerende direktør i Cirkus Benneweis. Bor dels i Dronningmølle, dels i Sverige. Har to voksne børn på 22 år, som hun har adopteret fra Polen. Er født ind i cirkusdynastiet Benneweis. Hendes biologiske forældre var ganske unge, da de fik hende, og Dianas bedstemor, Irene Benneweis, valgte at adoptere hende. Det var dog bedstemorens plejesøn, cirkusdirektør Eli Benneweis, og hans kone, der kom til at fungere som hendes forældre. Har optrådt fra treårsalderen med smånumre i manegen, men fik sin egentlige debut som selvstændig artist som 14-årig med hestedressur, der har været hendes speciale siden. Har været gift i otte år med den polske artist Marek Zielinski. Bor i dag sammen med Freddy Bergmann Kolding, daglig administrativ leder i Cirkus Benneweis. HUS FORBI nr. 87 juli 2009 5
Jens Jarslet og Diana Benneweis falder hurtigt i hak, og snakken kommer vidt omkring. De taler blandt andet om de omkostninger, det har for deres børn, at Jens er hjemløs og Diana er psykisk syg. 4 jeg, at den eksistentielle ensomhed er angstprovokerende og cirkus er jo et af de steder, hvor man kan opleve den største ensomhed. Jeg har selv en backup hjælpegruppe, for det er ikke altid, at jeg er lige rask. Jeg har været psykisk syg, men nu har jeg kvittet medicinen, og når jeg ikke er rask, så bliver jeg besat af, at jeg skal hjælpe alle dem, der henvender sig. Folk tror, at jeg har et fantastisk liv, fordi jeg er helt ude af psykofarmaka, men til gengæld har jeg fundet ud af, at jeg er afhængig af ensomhed hvis jeg ikke får den, så kan jeg ikke trives, siger Diana. - Hvornår får du den frihed? spørger Jens. - Når jeg er færdig med jer, så er jeg væk. Jeg er ikke bange for mennesker, men jeg ved, hvornår jeg skal tanke op igen. Jeg har jo altid været i fokus og har måttet gøre vold på mig selv, for jeg har nok fået det forkerte job og var en lille indadvendt pige, der af livets finurlige tilfældigheder blev tvunget til at være udadvendt. Det har nogle konsekvenser, siger Diana og får tårer i øjnene. - Jeg kender det godt, men det er rart at kunne dele det med andre, siger Jens. - Jeg tror, at det er dig, Jens, der påvirker mig. Men du virker jo glad. Jeg sidder bare og tænker, at tingene er uretfærdigt fordelt. Jeg håber i hvert fald, at du er glad i det liv, du har Men har du virkelig selv valgt at gå på landevejen? - Ja, måske fordi jeg aldrig har oplevet en kernefamilie, så er det lettere for mig at gå ud blandt andre på gaden og få folk til at smile, siger Jens. - Hvor får du penge fra? spørger Diana. - Jeg sælger Hus Forbi, og det kan jeg sagtens leve af og kan også hjælpe venner, siger Jens. - Okay, godt. Det har du stort talent for det kan jeg se. Jeg synes bare, at goderne er uretfærdigt fordelt. Hvad har du blandet i den der? spørger Diana og peger på sodavandsflasken. - Vodka, og jeg fik også en Fernet Branca på vejen herop, men nu går jeg ud og tager en smøg, siger han og rejser sig. Skal ikke i manegen mere Imens fortæller Diana om tiden efter, at hun blev psykisk syg. - Jeg skal sgu ikke i manegen mere. Sådan er vi så forskellige. Jens skal have sin lille vodka i flasken, og jeg skal have min frihed. Når man har været psykisk syg, bliver man meget mere følsom over for andres reaktioner. Pludselig kunne jeg fornemme, hvordan det må være at være hjemløs, siger Diana. - Det har vel også noget med dit liv at gøre, siger Jens, der er tilbage igen. - Ja, mine forældre skulle aldrig have adopteret mig. De havde aldrig tid. Jeg er opfostret af min bedstemor, for min far og mor rejste altid. Vi havde 80 heste, over 100 rovdyr og 13 elefanter. Derfor var der altid travlt, travlt, siger Diana. - Hvad laver du så nu, når du holder helt fri? spørger Jens - Det er et godt spørgsmål. Jeg lever i min egen, dejlige verden, og jeg taler med Gud. Jeg brugte så mange år på at separere den syge del af mig fra den raske, og det gik rigtigt dårligt, og jeg var rigtig bange. Men så var der en eller anden, der sagde, at det jo er en del af mig, og det har jeg tænkt meget over. Det er ikke noget, jeg snakker om normalt, men nu sidder vi jo her Når jeg er i Sverige (her ligger Dianas ene faste bolig på en smuk naturgrund ned til en sø, red.) kan jeg gøre det højt, for der er ingen, der kan høre det, siger Diana og griner. - Jeg er jo vokset op med hjemløse. Dengang var det skærslibere, og hos min bedstemor var der altid et måltid mad og en femkrone til dem, der kom forbi. Diana Benneweis, cirkusdirektør Diana og Jens taler om de omkostninger, det har for deres børn, at Diana er psykisk syg, og Jens er hjemløs. De er begge godt klar over, at det ikke er optimalt. Jens har en datter, Nynne på 18 år, der skal leve med en far, der er på farten og drikker en hel del alkohol. Derfor har Jens også et håb om, at han snart i en alder af 46 år kan finde ud af at slå sig ned. Fars ring bringer held Vi forlader køkkenvogn nummer ni for at gå en tur over i Dianas egen husvogn. Det er en ordentlig kleppert med en fin karnap, som man ved hjælp af elektronik kan køre ud af hovedbygningen. Der er sofa og puder, blomster, en firarmet lysestage med en kinesisk løve i messing og en fugl i bur, der fløjter lystigt. Diana prøver at lokke den ud af buret, og for første gang kan man for alvor høre, at det er en ægte cirkusdronning, vi er i stue med. - Charlie komm raus zu Mamma, komm schnell raus. Kakkaaaa, komm schnell, schnell raus zu Mamma, siger hun med cirkusaccent. Fuglen kommer langsomt ud, men holder sig på ydersiden af buret. - Bravo Charlie Jeg har haft den, siden min tante døde. Hun kunne dårligt gå og var så ulykkelig, så den blev hendes et og alt, fortæller Diana og viser sin cirkus-talisman frem. En guldkæde med en række ringe i, som følger hende overalt. - Hvis I så, hvad jeg har derhjemme, ville I dø af grin. Da djævlen var efter mig, havde jeg ikoner og kors alle vegne. Det var mine beskyttere, men nu har jeg ikke behov for at blive beskyttet mere. Men denne her talisman 6 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
Den godmodige elefant har været fast inventar i Cirkus Benneweis i 20 år. Den føjer domptøren i et og alt i manegen. består af min fars og mors smykker. Og min fars ring gnider jeg altid på, når der er fuldt hus, siger Diana. En rød jademønt til Diana Og det må man så håbe, at hun får hele sæsonen. Ovre fra cirkusteltet lyder der trompetmusik og trommesoloer. Høje stemmer giver lyd i en mikrofon Oooog hoplaaaa. Vi går over og kigger på de sidste prøver inden aftenens show. - Gen Dobre, siger Diana, hver gang hun møder et menneske. Det betyder goddag på polsk, og dem, hun passerer, hilser med et lille høfligt buk. Inde i salen bevæger en pige sig mekanisk omkring i manegen med opspilede øjne, bag hende står en kæmpe version af en spilledåse med nøgle i. Da nummeret er slut, klapper Diana kraftfuldt. Vi ser et par numre mere og slutter ovre hos elefantdomptøren, der fortæller, at han har passet den godmodige elefant de sidste 20 år. Så er det nemmere at forstå, at den føjer ham i et og alt i manegen. Jens hiver en indonesisk fin rød jademønt op af lommen, som han synes Diana skal have, og hun tager glad imod. - Måske havner den i din talisman, siger Jens. Da vi forlader cirkuspladsen, følger Diana os på vej, for hun vil lige op og se, om den hjemløse mand er kommet tilbage. Det er han ikke. Der ligger bare en cigaretpakke fra ham, som Diana smider i skraldespanden og sender os en sidste hilsen med løftet hånd. Artiklen er en del af serien Hende/ham vil jeg gerne møde, hvor Hus Forbi-sælgere interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med redaktionen. jens jarslet Er 46 år. Boede de første par år hos sin mor, men flyttede på institution, fordi hun havde en voldelig mand. Tilsammen er det blevet til 38 institutioner og otte plejefamilier. Snusede på Bustrup Efterskole for første gang til gøgl og cirkus, da han i et tremåneders forløb fik undervisning af et par artister fra Benneweis. Har som voksen boet i Thylejren og arbejdet hos Tvind, som blandt andet bragte ham til Indien og Marokko som lastbilchauffør. Har rejst i 66 lande. Har en datter på 19 år, som bor sammen med sin mor i Nordjylland. Har i de sidste 25 år on and off gået på landevejen nu med sin barnevogn, hvorfra han sælger Hus Forbi og laver gøgl. Overvejer for første gang for alvor en fast bopæl, da livet på landevejen både slider på ham selv, hans krop og hans venner og familie. HUS FORBI nr. 87 juli 2009 7
Før i tiden var arbejdet med at sætte cirkus op forbeholdt teltknystere, som ofte kom fra forsorgshjem eller herberger. I dag kommer de fleste cirkusarbejdere fra Østeuropa og Marokko. Cirkusarbejderen hedder Den danske arbejdskraft er for længst væk. Åbne grænser og ubekvemme arbejdstider har efterhånden også fået polakkerne til at overlade manegen til folk fra østlande som Ukraine og Hviderusland. 8 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
Det tager fire timer at rejse teltet, der er 12 meter højt og 36 meter i diameter. Raschid Nouri er også staldmester og sørger for Dannebrogs elefanter og heste. Han er en af de eneste, der kan styre den hvide hingst. - Der er ingen danskere, der gider at arbejde i cirkus. De går op på bistandskontoret, hvor de kan få lige så mange penge, som vi kan give. Det handler også om, at der ikke er nogen eventyrere tilbage. Dennie Enoch, Cirkus Dannebrog Igor eller Raschid af Tine Bjerre Larsen tine.bjerre@tiscali.dk foto Søren Holm/Chili Igor Bobuta er sjakbajs for de ukrainske cirkusmedarbejdere i Cirkus Dannebrog, som er ved at slå lejr i endnu en by. Han står bag rullebordet og trykker på knapper, som får hejst teltdugen op via elektronik og det spil, som har erstattet den gammeldags pumpe. Indimellem råber han korte beskeder til sine folk, og pludselig løber otte mand i en række af sted med teltdugen hævet over hovedet og får indersiden hejst op. Det tager fire timer at få teltet, som er 36 meter i diameter og 12 meter højt, bygget op. Ud over den ukrainske gruppe teltarbejdere er der også en gruppe fra Marokko. De er ca. 30 ansatte i alt. - Vi har tidligere haft polakker, men de forsvandt, da EU åbnede grænserne, og de kunne rejse til Tyskland og få arbejde alle mulige steder. De er ved at komme tilbage nu, men vi er så glade for de ukrainere og marokkanere, vi har brugt i de sidste fem år. De ved præcis, hvilken snor de skal have fat i, siger Dennie Enoch, cirkusdirektørens søn og ham, der skal have styr på det hele. Teltknystere fra herberger Det er længe siden, at den danske arbejdskraft forsvandt fra cirkus, og man har været nødt til at søge efter folk uden for landets grænser. I gamle dage var cirkusjobbet forbeholdt teltknysterne. Folk, som slog teltene op og gik til hånde, blev samlet op fra herberger og forsorgshjem, når cirkus kom til byen. Men det er længe siden, at job i cirkus blev varetaget af dem, som havde svært ved at passe ind på det etablerede arbejdsmarked. I dag, hvor alting er automatiseret, er arbejdet helt anderledes krævende, og arbejdstiderne og det omflakkende cirkusliv afholder nok også mange fra jobbet. - Det er rigtigt længe siden, at vi har haft dansk arbejdskraft. Selv i 1977, hvor vi tog forbi Christiania og var ude på Arbejdsformidlingen for at sætte sedler op, var det svært at finde folk. Der er ingen danskere, der gider arbejde i cirkus. De går op på bistandskontoret, hvor de kan få lige så mange penge, som vi kan give. Det handler også om, at der ikke er nogen eventyrere tilbage. Når de får en kæreste, så savner de hende, og hun vil heller ikke have, at de bare tage af sted et halvt år fra familien, siger Dennie Enoch. Først kom polakkerne I begyndelsen af 1980 erne kom polakkerne til Danmark for at arbejde i cirkusbranchen. I det kommunistiske Polen havde man et statscirkus og en speciel uddannelse til teltarbejder, og de polske teltarbejdere kunne derfor få tilladelse til at rejse til Danmark og arbejde uden at konkurrere med dansk arbejdskraft. På den måde opstod traditionen, men siden 80 erne har de polske teltarbejdere fået konkurrence fra de andre tidligere østlande og fra folk endnu længere øst- eller sydfra. Igor Boubata, 29, har været tilknyttet Cirkus Dannebrog i de seneste fem år, og i år har han fået lov at få sin kone og datter med på hele turnéen. Når sæsonen er færdig i september, tager han hjem til Kiev ligesom sine kolleger og landmænd. Raschid Nouri, 31, der er formand for den marokkanske gruppe i Cirkus Dannebrog, tager ikke hjem til Agadir, som de fleste af de andre marokkanske teltarbejdere, der arbejder som landmænd eller bygger huse 4 HUS FORBI nr. 87 juli 2009 9
4 hjemme i Marokko uden for sæsonen. Raschid Nouri har boet fast i Danmark i mange år. Først var han gift med en dansk kvinde, men de blev skilt, og i dag har han kone i Marokko og et barn på vej. Elsker cirkuslivet - Jeg bor i Danmark, og min kone kommer herop indimellem. Nogle gange er hun med, når vi tager rundt fra by til by, men det er lidt anstrengende for hende, siger han. Hans mor, som har tre sønner i Danmark to, der arbejder med cirkus, og en, der kører lastbil kommer også indimellem på besøg. - Vi er ni søskende og en glad familie, siger Raschid, der tidligere har arbejdet med cirkus i Sverige og i det hele taget rejst meget. Han taler godt dansk og en masse andre sprog. - Jeg taler polsk, russisk, fransk, arabisk selvfølgelig, tysk og engelsk, italiensk og spansk, fortæller Raschid, der også er staldmester og sørger for, at elefanterne og hestene har det godt. Det er hårdt at flytte rundt fra dag til dag og kun sove nogle timer ad gangen. Alligevel elsker han cirkuslivet og er nærmest en del af familien Enoch. - Vi har et fantastisk sammenhold, og jeg kan godt lide at rejse og snakke med folk. Jeg kender alle byer i Danmark og ved, at der er forskel på folk. I Århus og København er folk mere åbne. I de små byer er de lukkede og bryder sig ikke så meget om fremmede. Stormvejr er farligt Det blæser kraftigt på pladsen, og Dennie Enoch kommer løbende, da de er nået til at hejse toppen af teltet. En af teltarbejderne ifører sig sikkerhedsudstyr, inden han kravler op i den høje metalmast og får sat de runde gondoler eller mastehager på. - Det er meget farligt, når det stormer som i dag, for dugen kan flyve væk. Det er kun et par af dem, som jeg kan give den opgave. Det er ligesom sømænd, der skal have forstand på at sætte sejl, siger Dennie Enoch. Teltet er oppe og ser flot ud i de røde-hvide farver på den helt blå himmel. Men teltarbejderne kan ikke hvile sig endnu. Nu skal siderne laves, og der er en larm af trykluftshamre for at få teltpløkker og metalstænger sat forsvarligt fast i jorden. Når aftenens forestilling er spillet, skal alt materialet pilles ned og pakkes i de 20 lastbiler, som fragter cirkus videre til næste by, hvor cirkusmedarbejderne kan starte forfra med at sætte det op. Cirkus kan man ikke opgive Dennie Enoch har arbejdet i Cirkus Dannebrog hele sit liv, og han kunne ikke drømme om at bytte med et almindeligt 8-16-job. Dennie Enoch er vokset op i manegen som sin far. Han lever og ånder for cirkus, men slås også med myndigheder og knokler for at få butikken til at løbe rundt. af Tine Bjerre Larsen tinebjerre@tiscali.dk foto Søren Holm/Chili Dennie Enoch er født med cirkusblod i årene. Da han kom til verden i 1955, tog familien hjem fra Sydfrankrig og startede Cirkus Dannebrog, som første gang blev etableret helt tilbage i 1880. Dennies far og mor, Haddy og Solveig Enoch, havde rejst hele jorden rundt som cykelartister, men kom tilbage til Danmark for at realisere den gamle familiedrøm. Håndværket med at køre og beherske artistcyklen har sønnen lært af papa. - Jeg har også gået på artistskole i København og lært ballet, men ellers handler det bare om at træne og træne. Jeg er cykelartist, og min søster er cykel- og håndstandsartist, siger Dennie Enoch. Sammen var de Haddies junior, og siden har Dennies søn, Jimmy, optrådt med nummeret i mange år. Fordi Dennie Enoch altid har været interesseret i mekanik, har det også været ham, der har ordnet hele vognparken. - I år har vi for første gang en dansk mekaniker med, og det er en kæmpe hjælp, fordi jeg kan tage af sted fra pladsen. - Dannebrog dør ikke. Ellers ville jeg ikke have arbejdet for det hele livet. Dennie Enoch er utilfreds med at ligge fem kilometer uden for centrum af Århus, og han har problemer med at få skaffet vand. - Vi har ingen vand på pladsen, og vi er 110 personer. Vand er altid problemet. Strøm har vi selv. Jeg har lige ringet til vandværket, og de vil have 529 kr. bare for at tilslutte os og 200 kr. i afgift pr. uge, og så kan vi ikke engang få vandet leveret helt herover, siger han let forarget og prøver igen at ringe til kommunen. Det kræver sin gøgler og forretningsmand at få det til at løbe rundt. Pladsen koster 3.000 kr. om dagen, og før de har fået installeret sig, er udgifterne løbet op i 10.000. Derudover kommer løbende investeringer i vogne og udstyr, syning af alle lastbiler, løn til artister osv. Ud at lede efter papa Alligevel overvejer Dennie Enoch ikke at opgive cirkuslivet og finde et almindeligt lønarbejde. - Aldrig. Man er så langt ude i spinaten, at man ikke kan opgive. Hvor skulle vi gøre af alt materialet? Vi har for flere millioner kroner, som vi ikke kan få ind. Og min søn brænder for det her cirkus. Nej, Dannebrog dør ikke. Ellers ville jeg ikke have arbejdet for det hele livet. I vinterhalvåret holder cirkusset til i Jylland. - Vi kører vognene og dyrene til vores gård ved Vojens, hvor vi har specielle stalde til elefanterne. Lastbilerne skal synes, og vi reparerer udstyr. Ellers rejser vi en del. Vi tager til Monte Carlo for at få inspiration og til cirkusfestivaler andre steder, fortæller Dennie Enoch. Mobilen ringer konstant. Nu er det cirkusdirektøren, der er i røret. - Nej, papa, du skal køre tilbage. Du har taget den forkerte vej i rundkørslen, men nu kommer jeg ud og leder efter dig. - Papa er 74 år og gammel cykelartist, der har cyklet i 32 lande, siger Dennie Enoch og starter bilen for at køre ud efter sin far. 10 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
Cirkus Renz ved åbningen af Cirkusbygningen i København, 1886. Fra hesteshows til motorcykler i dødsdrom Trapezartisterne flyver gennem luften, og de dresserede dyr giver pote. Cirkus har altid været skævt, imponerende og gerne lidt farligt. Kæmpekvinder, kunstryttere og klovne, dyretæmmere og motorsavsjonglører har tegnet cirkushistorien. Artisterne i det franske nycirkus Cirque Archaos var kendt for at jonglere med motorsave, køre i brændende biler og lave motorcykelshows i dødsdromer til tonerne af høj rockmusik. af Lisbeth Rindholt lisbeth@rindholdt.dk foto Cirkusmuseet, Det Kongelige Bibliotek og Polfoto Kom. Se. Forbavses! Kun kort tid. Kæmpekvinden Rosa Rosalia. Entré 10 øre. Sådan stod der på en markedsplakat i København omkring år 1900. Rosa Rosalia tiltrak opmærksomhed på grund af sin størrelse hun vejede knap 200 kilo og på grund af sin styrke: Hun kunne ved hjælp af et jernkorset bære den tungeste mand blandt publikum opretstående på sit bryst. Siden renæssancen (1400-ca.1650) har man i Europa kendt til fremvisninger af mennesker, der skilte sig ud, fordi de f.eks. som Rosa Rosalia var meget store, havde dværgvækst eller var vanskabte, f.eks. havde to hoveder. De tjente til livets ophold ved at vise deres kroppe frem og lave kunster på markeder og ved festdage i byerne. På markederne kunne man også opleve dyretæmmere, spåkoner og et hav af gøglere, der optrådte med bl.a. 4 HUS FORBI nr. 87 juli 2009 11
Svejtseren Rocky Rendall optrådte som slangemenneske verden over i 42 år. Dværgklovnene Kiki og Antonio fra Cirkus Schumann. Hvis artisterne kunne udfordre naturlovene og flyve som fugle, kunne de dresserede dyr i cirkus til gengæld lave kunster, der efterlignede menneskets adfærd. Domptøren Teddy Naumann med et af sine løvenumre. 4 akrobatik og tryllekunster eller som slangemennesker og linedansere. Underholdningen med dresserede dyr, anderledes udseende mennesker og gøgleri gav et afbræk i hverdagen og tiltrak både land- og byfolk fra alle samfundslag. Det imponerende, skæve og farlige virkede dragende, og de elementer er stadig trækplaster i det cirkus, vi kender i dag. Et cirkus, der tog form i sidste halvdel af 1700-tallet. Slog cirkel om forestillingen Mange af de optrædende fra markedspladsen blev med tiden en del af cirkus, men i starten bestod det udelukkende af hestenumre. I 1700-tallet rejste beriderselskaber rundt i Europa og viste deres færdigheder og kunster med dresserede heste. Man kunne f.eks. opleve beriderselskaber i Dyrehaven i Nordsjælland, hvor også den populære sundhedskilde, Kirsten Pils Kilde, lå med tilhørende kræmmer- og gøglermarked. Englænderen Philip Astley var en af dem, der fik succes med sine heste. Han var tidligere underofficer i kavaleriet og en dygtig rytter og berider, bl.a. kunne han stå på to heste i bevægelse. I 1768 fandt Astley på at lave en cirkel rundt om hesteforestillingen, og dermed var cirkusmanegen skabt. Hestene løb nu rundt i en manege, der målte ca. 13 meter i diameter. Cirkelformen gjorde det ikke bare muligt for publikum at se forestillingen fra alle vinkler, med cirklen kunne Astley også udnytte centrifugalkraften, så det var nemmere for rytteren at holde sig fast, mens han udførte de svære numre på hesteryg. Astleys kunstryttershows vakte begejstring og beundring, men hans forestillinger blev endnu mere populære, da han introducerede klovne i manegen, som gjorde grin med rytterne. Fra markedspladserne hentede han desuden akrobater, linedansere og pantomimekunstnere, som også blev en del af cirkus. August-klovnen, som vi ofte forbinder med cirkus, kom dog først på banen efter et uheld i det tyske Cirkus Renz i 1860 erne. Dummer August skulle publikum efter sigende have råbt, da en de optrædende i cirkusset kom til at snuble ud af manegen. Dummer August betyder klodsmajor, og hermed kom den sympatiske klovn med den røde næse og de alt for store sko til verden. Han har siden været en fast karakter i cirkus. Byggede cirkus i cement Cirkus Renz var et af de største cirkus i Europa i 1800-tallet. På det tidspunkt rejste mange rundt i de europæiske byer og opførte gæstespil i enkle bygninger af træ, der var meget brandfarlige. Cirkusdirektør Ernst Renz begyndte at opføre mere sikre, grundmurede cirkusbygninger i mange af storbyerne, og i 1886 fik også København sin egen cirkusbygning. Bygningen blev indviet af Cirkus Renz selv med cirkusshow og folkefest. Nu kunne man leje sig ind i cirkusbygningen, og bl.a. Cirkus Schumann og Cirkus Benneweis har haft base her. Benneweis-familien turnerede dog samtidig landet rundt med deres teltcirkus i sommersæsonen. Både i Cirkusbygningen og i teltcirkusserne var det stadig klovnene, de dresserede dyr, cirkusprinsesserne og akrobaterne, som trak folk til. Især luftakrobaterne blev dygtigere og dygtigere. I 1859 introducerede franskmanden Jules Leótard den flyvende trapez, hvor han bl.a. udførte det såkaldte dødsspring ved at bevæge sig fra én svingende trapez til en anden. De syntes at flyve mellem de raslende gynger, skrev forfatteren Herman Bang i sin novelle De fire djævle (1890) om en trup luftakrobater. Og hvis artisterne kunne udfordre naturlovene og flyve som fugle, kunne de dresserede dyr i cirkus til gengæld lave kunster, der efterlignede menneskets adfærd. Ud over heste havde mange cirkus bl.a. hunde, søløver, tigre og ikke mindst elefanter, som man kunne lære bl.a. at sidde, dreje rundt og gå på række ved hjælp af bestemte kommandoer. Hestenumre forblev en fast bestanddel af det klassiske cirkus, men rovdyrene fik ikke lov til at blive. Jonglerede med motorsave I 1962 kom en ændring af Dyreværnsloven i Danmark, dresserede rovdyr i cirkus blev forbudt. Nu var det ikke længere lovligt f.eks. at fremvise løver, der gav pote, eller tigre, som sprang gennem brændende tøndebånd. Loven gik især ud over Cirkus Benneweis, som på det tidspunkt havde en stor rovdyrbestand. Men den betød også, at lidt af det farlige og eksotiske blev taget ud af cirkus. I nycirkus, der opstod i Frankrig midt i 1970 erne, sløjfede man helt dyrenumrene, men indførte til gengæld en anden type skævhed og farlighed. Nycirkus var ikke et oprør mod det klassiske cirkus, men en alternativ måde at lave cirkus på, der mindede om teaterformen med lydeffekter og dramaturgi, og hvor manegen i mange tilfælde var skiftet ud med en scene. På scenen optrådte akrobater, jonglører og trapezartister som i det klassiske cirkus, men de brugte andre virkemidler i deres shows. Artisterne i det franske nycirkus Cirque Archaos var f.eks. kendt for at jonglere med motorsave, 12 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
Underholdning i form af dresserede dyr, anderledes udseende mennesker og gøgleri gav et afbræk i hverdagen og tiltrak både landog byfolk fra alle samfundslag. Det imponerende, skæve og farlige virkede dragende. køre i brændende biler og lave motorcykelshows i dødsdromer til tonerne af høj rock-musik. Også det danske Zirkus Nemo har introduceret en ny og skæv form for cirkus, som dog ikke kan kaldes nycirkus i fransk forstand. I Zirkus Nemo har cirkusdirektør Søren Østergaard siden 1997 f.eks. haft en Puch Maxi i dødsdromen og genindført nogle af markedspladsens attraktioner, såsom fremvisning af en tohovedet kalv, en typisk fiskerfamilie fra Esbjerg og afrikaneren Elvis, der kan løfte ting med munden. Det hele under overskriften Nu med neger. Ikke ulig 1700- og 1800-tallets markeder, hvor man kunne trække mange mennesker til sin bod ved at reklamere med: Kom og se negeren. De nuværende største klassiske cirkus i Danmark er Cirkus Arena, Cirkus Benneweis og Cirkus Dannebrog, der turnerer rundt i landet i sæsonen. Kilder: Kurt Møller Madsen: Markedsgøgl og cirkusløjer, 1970. Martin Zerlang: Underholdningens historie. Fra antikkens gladiatorer til nutidens tv-serier, 1989. Søren Nancke-Krogh: Elefanter og andre store artister, 1997. Michael Eigtved (red.): Det teatrale cirkus. Essays om cirkus, artister, kunst og kultur, 2001. Miss Florens primaballerina og opvasker Cirkus, varieté og markeder havde også skæve eksistenser på plakaten. Sangerinden og danserinden Miss Florens var en af dem, som fik stor succes med sin optræden. af Lisbeth Rindholt lisbeth@rindholdt.dk foto Cirkusmuseet Varietéens gæster piftede og jublede i det øjeblik, Miss Florens trådte ind på scenen, og når hun sluttede sit nummer med en spagat, regnede det med en- og toører over hende. Bagefter måtte hun ofte hjælpes på benene igen. Miss Florens trak fulde huse med sine synge- og dansenumre på Dyrehavsbakkens varietéer i 1930-50 erne. Numre, som var åbenlyst talentløse. Hun sang med en falsk pibestemme og fremførte i balletkostume, slangekrøller og med kraftig sminke sine egne, originale dansenumre. Denne optræden var efter sigende ikke en parodi. Hun opfattede sig selv som primaballerina. Boede på kvindehjem Miss Florens blev født i 1891 og døbt Jeppine Kristine Hansen. I sine yngre dage var hun husassistent i København og brugte sine sparepenge på at tage dansetimer. Hun kom til Bakken i 1933 og ernærede sig i sommermånederne med sine succesfulde shows. Til gengæld havde hun svært ved at klare sig om vinteren. Hun lavede gæstespil i provinsen, hvor hun bl.a. opførte Svanens død til Hawaii-musik. Men ofte var hun nødt til at arbejde som bl.a. opvasker og rengøringskone, og i en årrække boede hun på kvindehjemmet på Jagtvej i København, hvor hun var kendt og elsket som Missen. Miss Florens døde i 1956. Når Miss Florens gik i spagat, regnede det med en- og toører. Ofte måtte hun have en hånd til at komme på benene igen bagefter. HUS FORBI nr. 87 juli 2009 13
Gøglerkongen af Birgitte Ellemann Höegh birgitte.hoegh@os.dk foto privat Rundt omkring på landets markedspladser og gader kan man møde Cirkus ChangHigh med Dr. Chango i spidsen. Med sine høje spøjse hatte med horn, fuglevinger, pels og ild ud af, spraglede kostumer og et iltert langt gråsort hår og skæg leder han tankerne tilbage til 1800-tallets gøglere. I hans selskab er altid fem til otte børn, der ligesom ham selv kan jonglere med ildkegler, cykle på ethjulere højt oppe i luften og fascinere publikum med tryllekunst, artisteri, linedans og charmerende gøgl. Publikum skal være med Dr. Chango hedder i virkeligheden Jean Ascher og er en granvoksen herre, der siden begyndelsen af 1980 erne har været synlig på de danske pladser sammen med sine veltrænede cirkusbørn. I de første 15 år optrådte de fast hver lørdag på Kultorvet i København og brugte stedet som en slags træningsbase, hvor de udviklede numre foran et publikum. Nu er der gået ca. 30 år, og omkring 150 børn har været igennem Cirkus ChangHigh. Med tiden har truppen fundet andre maneger, men den optræder stadig med den samme form for gøgl og tager stadig skarpt afstand fra de mere etablerede cirkus i Danmark: - Jeg prøver at finde bag om den fine glamouragtige cirkusfacade, som f.eks. Benneweis og Schumann præsenterer. En af de store fejl ved traditionelt cirkus er, at de benytter sig af envejskommunikation. Der er ofte en direktør og nogle få artister, der siger noget, og så skal publikum acceptere, hvad der bliver leveret. Sådan fungerer det ikke i gøglerverdenen. Her er der dialog og samarbejde med publikum, som går langt ud over at klappe. Publikum råber til artisterne eller brokker sig over, at det, de laver, er kedeligt. En gøgler har kun rammen, mens nummeret er en udveksling, der foregår mellem publikum og artister, og derfor er et nummer aldrig ens, siger Jean Ascher. Det manifesterede sig f.eks. ved markedsfesten ved Døllefjelde-Musse på Sydsjælland, hvor Cirkus ChangHigh optrådte for nylig. En ældre dame med nogle børn gik hen og snakkede med en bondemand midt i det hele. Det ville Dr. Chango ikke finde sig i, så han stoppede sit show og spurgte bondemanden, om han var ved at score damen og insisterede på, at de så hellere måtte holde hinanden i hånden. Et andet sted blandt publikum sad en dreng med en tøjdyrselefant på skødet, som Dr. Chango syntes lignede en rotte. Drengen holdt fast i, at det var en elefant, og det skændtes de så lidt om. Derpå gik Dr. Chango hen til en pige med en skødehund og byttede hunden ud med drengens elefant. Og publikum morede sig kongeligt. Cyklen var tortur Cirkus ChangHigh fik sin begyndelse nærmest ved et tilfælde en sommer i 1979, hvor Jeans datters cykel gik i stykker, og han gik til den lokale smed for at få den lavet om til en ethjulet cykel, som han havde set i et Disney show. - Det kunne cykelsmeden selvfølgelig ikke, men han vidste, hvor man kunne købe én, og så tog vi til Bornholm på sommerferie med den ethjulede i bagagerummet. Min datter gav op og bad mig om at prøve og det var jo 14 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
En gøgler har kun rammen, mens nummeret er en udveksling, der foregår mellem publikum og artister. Har man én gang oplevet Cirkus ChangHigh, glemmer man det aldrig. Gøgler, cirkusdirektør og gadeartist Dr. Chango adskiller sig markant fra tidens mainstream-cirkus ved at optræde i det fri med gøgl, professionelle cirkusbørn på ethjulede cykler, jonglering, linegang og ild. den rene tortur. Jeg måtte købe pudderpulver til hele skridtet, knæ og min hudløse rumpet, fortæller Jean Ascher. Men han var stædig, og efter ferien blev han ved med at øve sig i pauserne fra sin undervisning som musikterapeut, og i foråret 1980 mestrede han pludselig den ethjulede. På Christiania, hvor Jean havde et hus, øvede han sig på en cementplads, fandt et cykelvrag med et hjul, som han tog af og jonglerede med, samlede en pind op fra jorden, viklede klude om, satte ild til og vupti havde han en fin fakkel. Folk, der kom forbi, begyndte at stoppe op og morede sig særligt, når han spillede små numre som Bim Bam Busse på sin klarinet i sine egne, lidt sælsomme forkerte tonelejer. Nogle børn kom til, han konstruerede sine egne cykeltaxaer, som han kunne balancere omkring på sammen med børnene, og langsomt blev de også ferme til at cykle, ønskede sig højere og højere cykler, og så var Cirkus ChangHigh i luften. Skal tåle at blive beskidt I dag bor Jean Ascher på Fyn. I vinterhalvåret træner han med børnene, og om foråret og sommeren er de ude at optræde. - Lige nu har jeg otte-ni børn i truppen. Der kommer faktisk ikke flere børn til mig, end jeg kan bruge, og de, der kommer, dur som regel som gøglere måske fordi, der skal en del til, for at man møder op hos mig. Man skal kunne klare at blive beskidt og have nogle arbejdsfunktioner i en gruppe, fortæller han. Børnene kommer fra alle samfundslag og baggrunde, men fælles for dem er, at de gerne vil finde en identitet i gøglerverdenen. - Det er børn, som er kreative indvendig og har en trang til at udforske nye territorier. Børn, der synes, det er sjovt at komme på kræmmermarked og være noget med en gruppe. Børnene optræder alle vegne, på markedspladser, skoler og biblioteker, til bryllupper, modeshows og reklameevents, ligesom de hver sommer tager til Europas største rastafarifestival i Køln. - Vi synes jo, det er sjovt og kan blive helt høje og euforiske af de ture. Vi har prøvet meget og kan godt have ironi og distance til det hele, for der er ikke det tivoli eller det skrammelmarked, vi ikke har set. Men vi hygger os, møder en masse mennesker, også de hjemløse, dem der kører med hestevogn, og dem, der går med barnevogn. Cirkus i cyberspace Men med årene er de ældre børn faldet fra, fordi de har svært ved at skelne mellem klovneri og gøgl og vil ikke grines af, forklarer Jean Ascher. Så han har måttet justere aktiviteterne i forhold til, hvad de yngre børn kan mestre. Men Jean er ikke sådan at slå af pinden. Sideløbende har han dyrket sin anden store interesse i livet grafisk design og laver nu også cirkus i cyberspace. Det foregår i Second Life på nettet, hvor han sammen med virkelige verdensmusikere har avancerede forestillinger med sine egne virtuelle cirkustruppe på blandt andet Versailleslottet i Paris med artister, der balancerer på elefanter og roterer i trapezer. Og det kan få den nu 63-årige cirkusdirektør til at fortsætte sine gøglershows langt ud i fremtiden fra sit landsted på Fyn, hvor han i hverdagen passer på nogle gæs, kalkuner, ænder og høns. HUS FORBI nr. 87 juli 2009 15
Tiv li kommer til byen Hus Forbi er taget til tivoli i Svendborg. Det er den særlige foranderlige aftentime, hvor lysene begynder at tændes, hvor musikken bliver højere, hvor det endnu ikke er sengetid for byens børn, og hvor de første grupper af mænd og kvinder begynder at søge mod ølteltet, mens Lady Gaga og Lars Lilholt synger deres hits ud over festpladsen i den sydfynske provinsby. af Birgitte Svennevig birgitte@svennevig.com foto Nils Lund Magnus på to år er vild med radiobilerne og det lille tog. Far Thomas Andersen, 21 år, i lære som alu-tømrer, bliver selv søsyg af de vilde forlystelser, så det passer ham ganske udmærket at holde sig til radiobilerne med Magnus. I baggrunden står mor Jeanette med parrets andet barn i barnevognen, lille Mathias på 17 dage. 16 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
Egzon Krasniqi på 17 år knalder til boksebolden, mens hans ven Fifty Juvenal på 15 år ser til. Egzon går på kostskole i Toftlund, og Fifty går på efterskole i Kolding. Denne weekend er de to venner hjemme i Svendborg, og de glæder sig til en lang og sjov aften. Saimen Lichtenstein, 40 år, er karruselbestyrer. Han er født ind i tivoli-verdenen, for hans far var ejer af tivoliet Folkeparken. Som lille var Saimen og hans mor med i alle weekender og ferier, og da han blev voksen, fortsatte han i branchen. Han vil ikke bytte sit job med noget andet, og han elsker at hygge med de andre pladsholdere om natten, når der er lukket og om formiddagen, inden forlystelserne åbner. På vej ind i spøgelseshuset. Mikkel Christensen på 14 år og Andreas Skovmose på 15 år er klar. Det bliver vådt derinde, har de fået at vide af nogle piger, de har mødt, men det afskrækker dem ikke. Begge drenge går på en heldagsskole i Svendborg for unge med særlige vanskeligheder. HUS FORBI nr. 87 juli 2009 17
Panik Familieforetagendet Cirkus Panik fungerer bedst, når det hele er lidt uforudsigeligt og skæve eksistenser beriger altid forestillingerne, som bygger bro mellem mennesker. af Helle Jørler hj@freelanceriet.dk foto Flemming Schiller Man ved ikke i månedsvis i forvejen, hvor og hvornår Cirkus Panik optræder. Det er nemlig ikke et almindeligt cirkus; snarere et bestillings-cirkus-gøgleri-foretagende, som, ved siden af forestillingerne, også lejer telte ud, laver cirkusskole og firma-arrangementer. Oftest tager cirkusset ud. Til sociale boligforeninger, gadefester, asylcentre, fængsler og udsatte børn. Men der er trods alt plads til en lille manege i lagerbygningen i Vanløse, hvor ethjulede cykler, stole, telte, underlag, dimser og dutter ellers fylder op, pænt ordnet på reoler. Poul Panik, som sammen med sin kone og partner, Tatiana, udgør rygraden i foretagendet, svarer lidt uldent på spørgsmålet om, hvad entréen er til en forestilling. - Hmmm det kommer sådan lidt an på, mumler han, og man forstår, at det nærmest er efter evne og forgodtbefindende. Sådan er det hele vejen igennem. Det sociale og politiske engagement gennemsyrer alt, hvad parret siger. Og gør. Sågar også det miljøpolitiske. - Vi prøver at blive et CO 2 - neutralt cirkus, smiler Poul og peger op på lagerets glastag, hvor de overvejer at installere solfangere og anlægge en have. Cirkus Panik er et familiecirkus, der har turneret rundt i landet i næsten 20 år. De optræder med en blanding af cirkus og gøgl, og publikum er altid en vigtig del af forestillingerne. Bidt af et galt cirkus Poul Steen, som er hans borgerlige navn, er uddannet arkitekt sidst i halvfjerserne, hvor linjefaget Visuel Kommunikation på Arkitektskolen vitterligt var yderst kreativt og 18 HUS FORBI nr. 87 juli 2009
i manegen Poul og Tatiana regner med at blive ved med at optræde til de er over 70 år. - Mine forældre er da i manegen endnu, siger Tatiana her med hovedet nedad. politisk bevidstgørende. Gadeteater blev ét af de nye visuelle kommunikationsmidler, og her blev kimen lagt til Cirkus Panik. Efterhånden lærte Poul flere og flere klassiske cirkusdyder og blev efterhånden bidt af et galt cirkus. Tatiana er rundet af akrobatforældre, Birgit og Flemming Thomsen, og optrådte fra hun var bette, til hun var 14. Som 18-årig, i 1984, dukkede hun pludselig op hos Poul og hans nystartede cirkus og begyndte uden videre at træne med rekvisitterne. Han fik efterhånden øje på hende blandt de mange, som kom og gik. Men hun gik ikke. Hun blev og højnede arbejdsdisciplinen betragteligt i truppen, ifølge Poul. Hendes forældre hjalp med træningen og var en årrække en del af truppen, indtil de blev headhuntet af selveste Cirque du Soleil; et mageløst fransk cirkus. Forældrene er nu pensionerede, men leder af og til træningen i Cirkus Panik eller giver gode råd. Hele familien i manegen Med tiden udviklede partnerskabet sig amourøst. Poul og Tatiana blev kærester og fik to børn, Miranda på 17 år og Mads på 14 år. Sammen med Pouls søn af første ægteskab, Emil på 23 år, indgår de også i manegeriet. Emil, som arbejder fuld tid for Cirkus Panik, har bl.a. et tallerkennummer og ethjulet cykel på repetoiret. Miranda trives i trapezens højder og underviser selv når hun ikke, som nu for tiden, har orlov for at gå i gymnasiet. Mads er klovn og sublim ethjuls-cyklist. - Det er rigtig skønt at arbejde sammen med sine børn, smiler Tatiana. - Jeg er jo også vant til det fra min familie, og finder det naturligt. Selvfølgelig opstår der konflikter. Men det er godt at tage hinanden i brug, og hvis hver især fokuserer på dét, de er gode til, hjælper det. For resten skal de jo alligevel tjene nogle lommepenge, griner hun. Poul supplerer, at alle medvirkende må kunne aktivere pauseknappen, når de går i manegen og på et splitsekund skal kunne komme fra skænderi til professionel optræden. Der er ikke dyr i Cirkus Panik. Det ligger meget fjernt fra familiens ideologi at bure levende væsener inde. Dog dukker en tøjudgave af Finansgrisen af og til op. Mongoler er guld værd Til gengæld er publikum en vigtig del af forestillingerne. Og Cirkus Panik er vilde med at spille for dem, der er lidt anderledes. - Mongoler er guld, hævder Tatiana med et glimt i øjet. - De er totalt til stede i nuet, de lever sig helt ind i, hvad der foregår og er ikke hæmmede, men afbryder med højlydte kommentarer, som er det, der bringer liv og fremdrift i forestillingen. Alle kan jo forstå gøgl, det er et universelt sprog med grundlæggende menneskelige ting. Vi får så meget sjov og uforudsigelighed ud af medspil fra u(s)polerede mennesker: Børn, fulderikker, hjemløse, fængselsindsatte, asylbørn en læge mente i øvrigt, at vores arbejde dér for disse oplevelses-drænede børn, var bedre end psykologisk behandling, siger hun med stolthed. Tolerante over for de rige Cirkus Panik står også for en årligt tilbagevendende firedages cirkus-skole i et socialt boligbyggeri i Høje Gladsaxe i Københavns omegn. - Her tør villabørnene godt pible frem og mødes med ghettobørnene, og derved opstår der nye, frugtbare legerelationer, som måske ikke ellers ville være kommet på tale. Mødrene laver normalt mad til os, 3-500 personer, men en dag fik sutterne fra bænken lov at overtage potter og pander, og det blev en stor succes. Det ændrede nogles syn på dem. Og man kan fint spørge dem, om de vil vogte vores ting i teltet; det gør de med stor nidkærhed, siger Poul. Det hænder også, at de giver en forestilling op langs Kystbanen. Tatiana rynker lidt på næsen, suger på smøgen og prøver at udtrykke sig diplomatisk. - Joeh, jamen det er da o.k. men de er sådan lidt altså, når man har mange penge allerede fra en ung alder jo federe jord, jo tungere i røven, siger man vist lidt blaserte, ikke? Men vi er meget tolerante over for de rige også, griner hun hæst og slår med håret. - Vi får så meget sjov og uforudsigelighed ud af medspil fra u(s)polerede mennesker: Børn, fulderikker, hjemløse, fængselsindsatte, asylbørn Tatiana, Cirkus Panik Tre forestillinger på én dag kan mærkes. Cirkus Panik optræder for udsatte børn, i boligforeninger, på skoler, i fængsler, på festivaler mv. HUS FORBI nr. 87 juli 2009 19
Verdens mindste maske kalder Kurt Ravig den røde næse. Så snart man får den på, sker der noget, mener han. Klovnen spiller stadig en vigtig rolle Kurt Ravig har altid vidst, at han ville være klovn. Men ikke den klovn, der ler på bekostning af andre. For ham spiller figuren en vigtig samfundsmæssig rolle den kan tage alvorlige emner op med en humor og hjælper os med at finde ind til kernen i os selv. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com foto Flemming Schiller På døren står der Tårnstudiet skolen for livskunst. Kurt Ravig tager imod i tårnet over Vesterbros tage. Her hænger et portræt af ham selv med rød næse ved siden af en væg med signerede portrætter af smukke kvinder i sort/hvid og diademer, boksere, balletdansere og skuespillere, som Kurt har arbejdet med igennem tiden. Kurt Ravig blev ad omveje uddannet klovn i 1970 erne i Paris. Umiddelbart virker han ydmyg og lidt genert, han taler sagte og svarer høfligt på spørgsmål. Men så snart han tager sin røde næse på, lyser øjnene frækt, han springer op på bordet, står på hovedet og laver grimasser i et væk. - Den røde næse er verdens mindste maske. Så snart man får den på, føler man sig anderledes. På én gang skjuler den dig og åbner dig, siger Kurt Ravig. Han sidder rank på en spisebordsstol i en sal med spisebord, stole, skænk og spejle fra 1930 erne mellem sofabordet og et opslået flygel. Møblerne stammer fra barndomshjemmet, som også lå på Vesterbro. Familiens sorte får Kurt Ravig blev født i 1943. Faren var massør, og moren arbejdede på kontor. - Min far syntes, jeg skulle have rettet ryggen, så derfor tog han mig med hen på Pantomimeteatret i Tivoli, hvor han arbejdede som sports- og teatermassør. Og inden Kurt vidste af det, var han ansat som balletdanser. - Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være balletdanser. Jeg skulle være klovn. Jeg har altid været klassens klovn og familiens sorte får. Jeg har altid haft svært ved at gå i takt, fortæller han og siger videre: - At være klovn er en måde at protestere over, at man ikke bliver forstået. Jeg tror, der 20 HUS FORBI nr. 87 juli 2009