KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 07.03.2002 KOM(2002)119 endelig 2002/0061 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (forelagt af Kommissionen)
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND I maj 2001, da direktiv 2001/19/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer 1 blev vedtaget, gav Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udtryk for deres enighed om, at "det er vigtigt, at der inden for området gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer findes konsoliderede udgaver af de gældende retsforskrifter, som er let tilgængelige for alle og enhver". Samtidig påpegede Kommissionen, at den havde til hensigt at fortsætte dette arbejde i to etaper: "I første omgang påtænker den at konsolidere sektordirektiverne. Derefter vil den undersøge muligheden for at konsolidere direktiverne vedrørende den generelle ordning for således at forenkle lovgivningen og i højere grad at lette den frie udveksling af tjenesteydelser i lyset af konklusionerne fra topmødet i Lissabon". I februar 2001 vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet "Nye arbejdsmarkeder i EU, der er åbne for alle og giver adgang for alle" 2. Specielt om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer anførte Kommissionen i meddelelsen, at den: "i 2002 [vil] fremlægge forslag til et mere ensartet, gennemsigtigt og fleksibelt system for anerkendelse af faglige kvalifikationer baseret på den eksisterende generelle ordning, herunder metoder til at fremme en mere udbredt automatisk anerkendelse" "vil vedtage en prioriteret aktion, som bygger på såvel eksisterende informations- og kommunikationsnetværker som på igangværende arbejde med at forbedre eksamensbevisernes gennemsigtighed, med henblik på at sikre, at borgerne kan have tillid til en mere omfattende informations- og rådgivningstjeneste, der tager specifikt hensyn til den enkeltes interesser og rettigheder". Denne meddelelse blev forelagt Det Europæiske Råd på dets møde i Stockholm den 23. og 24. marts 2001. Det hedder i konklusionerne fra Det Europæiske Råd at "Kommissionen [har] til hensigt på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2002 at forelægge [...] specifikke forslag til en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af kvalifikationer og studieperioder" 3. Som det også blev bebudet i meddelelsen, blev der nedsat en arbejdsgruppe på højt niveau vedrørende færdigheder og mobilitet, som i december 2001 forelagde en rapport, hvori det med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer hedder, at EU og medlemsstaterne bør sætte ind på at gøre anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv hurtigere og lettere og skabe betingelser for en mere automatisk anerkendelse samt indføre en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for 1 2 3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/19/EF af 14. maj 2001 om ændring af Rådets direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF om den generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser og om ændring af Rådets direktiv 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/384/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF og 93/16/EØF om følgende erhverv: sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger (i det følgende benævnt Slim-direktivet), EFT L 206 af 31.7.2001, s. 1. KOM(2001) 116. Konklusioner fra Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts 2001, punkt 15. 2
anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv senest i 2005 4. I Kommissionens handlingsplan vedrørende kvalifikationer og mobilitet 5 hedder det, at "der skal gennemføres omfattende forbedringer af den eksisterende fællesskabsordning for anerkendelse af de lovregulerede erhverv med henblik på at gøre den lettere at forvalte og klarere, hurtigere og enklere at anvende for brugerne. Fællesskabets institutioner og medlemsstaterne bør fremme beskæftigelsesmulighederne og tilvejebringelsen af tjenesteydelser gennem en overordnet og gennemgribende konsolidering af de eksisterende ordninger for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i de lovregulerede erhverv med henblik på at opnå et mere ensartet, gennemsigtigt og fleksibelt system med ændringer, som er direkte rettet mod sikring af en klarere og mere tidssvarende samt automatisk anerkendelse, gennem vedtagelse af forslagene i 2003 med henblik på gennemførelse senest i 2005". På grundlag af det mandat, som Kommissionen fik af Det Europæiske Råd i Lissabon, vedtog Kommissionen i slutningen af 2000 meddelelsen "En strategi for tjenester i det indre marked" 6. I denne meddelelse fremhæves betydningen af tjenesteydelser for økonomien generelt, de nye muligheder og praksisser, som den nye informations- og kommunikationsteknologi giver, og behovet for at lette udvekslingen af tjenesteydelser over grænserne i EU som helhed. Dette nye direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv kommer til at fungere sideløbende med andre aktioner, som også er en opfølgning af beslutningerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon og Feira i 2000, samt Kommissionens meddelelse fra november 2001 "Realiseringen af et europæisk område for livslang læring". I denne meddelelse beskrives formålet med en strategi for anerkendelse af erhvervskvalifikationer og kompetence og gennemsigtighed i forbindelse hermed (jf. afsnittet om værdsættelse af læring). Denne strategi danner baggrund for en række initiativer på medlemsstatsniveau og EU-niveau vedrørende akademiske og erhvervsuddannelsesmæssige kvalifikationer og er helt på linje med dette udkast til direktiv. I juni 2001 igangsatte Kommissionen en offentlig høring om de vigtigste af de spørgsmål, der indgår i overvejelserne om et nyt direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. I juli 2001 offentliggjorde Kommissionen hvidbogen "Nye styreformer i EU" 7. I denne hvidbog anførte Kommissionen, at den for sit vedkommende vil fremme anvendelsen af forskellige type instrumenter, herunder rammedirektiver, hvor den udøvende myndighed tager sig af de tekniske detaljer ved at gennemføre "sekundære" regler, forenkle den eksisterende EU-lovgivning, herunder omorganisere lovtekster, offentliggøre retningslinjer for indhentning og anvendelse af ekspertrådgivning og kombinere på den ene side lovgivnings- og forskriftsmæssige initiativer og på den anden side initiativer truffet af de mest berørte aktører (samregulering). Endelig ligger den kommende udvidelse EU meget på sinde. Denne udvidelse af EU vil give EU-institutionerne et større ansvarsområde med hensyn til anvendelsen af EU-lovgivningen og forvaltningen af den. 4 5 6 7 Arbejdsgruppen på højt niveau vedrørende færdigheder og mobilitet, endelig rapport, 14. December 2001. KOM(2002)..., punkt 15. KOM(2000) 888. KOM(2001) 428. 3
2. DE VIGTIGSTE MÅL MED FORSLAGET 2.1. Mere fleksible markeder for arbejdskraft og tjenester En entydig, sikker og hurtig ordning for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv er nødvendig for at sikre fri bevægelighed. Dette bidrager i væsentlig grad til at sikre, at ledige stillinger besættes af kvalificerede ansøgere, og til at sikre, at der er nok kvalificerede tjenesteleverandører til at opfylde efterspørgslen på markedet. Faguddannedes frie bevægelighed yder et væsentligt bidrag til det videnbaserede samfund. Den frie bevægelighed har også erfaringsmæssigt haft stor betydning, når der i forskellige medlemsstater i visse perioder har været mangel på kvalificeret personale til stillinger som f.eks. lærer, dyrlæge, læge og sygeplejerske. Bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer er indtil nu blevet udarbejdet stykkevis med en lang række parallelle bestemmelser og forskelligartetheder. Forskellene og lighederne mellem de forskellige dele af lovgivningen har givet en ordning, som af både migranter og fagfolk er blevet kritiseret som alt for svær at forstå, for vanskelig at følge, ofte uklar og til tider langsom at anvende, ligesom den i visse tilfælde har været forældet eller ikke tilpasset de særlige forhold inden for et specielt erhverv. For at gøre systemet klarere, enklere og lettere at forstå og anvende tager dette forslag om et enkelt direktiv sigte på en omfattende revision af alle direktiverne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, således at de grundlæggende betingelser og garantier bibeholdes, samtidig med at strukturen forenkles og ordningen kommer til at fungere bedre. Det er også hensigten med forslaget, at betingelserne for udveksling af tjenesteydelser over grænserne skal være mindre restriktive end betingelserne for etableringsfrihed, hvilket yderligere øger fleksibiliteten på arbejds- og tjenesteydelsesmarkedet. 2.2. Konsolidering og forenkling Med det tredje direktiv om den generelle ordning (direktiv 1999/42/EF 8 ) har Kommissionen allerede opnået en betydelig konsolidering af de 35 overgangsdirektiver inden for håndværk og handel. Den senere vedtagelse af direktiv 2001/19/EF har yderligere forenklet de retlige rammer og procedurerne med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Der er stadig omkring 12 centrale direktiver om de syv erhverv som læge 9, sygeplejerske med 8 9 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF af 7. juni 1999 om indførelse af en ordning for anerkendelse af eksamensbeviser for de former for erhvervsvirksomhed, der er omfattet af direktiverne om liberalisering og om overgangsforanstaltninger, og til supplering af den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser, EFT L 201 af 31.7.1999, s. 77. Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, EFT L 165 af 7.7.1993, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet. 4
ansvar for den almene sundheds- og sygepleje 10, tandlæge 11, dyrlæge 12, jordemoder 13, farmaceut 14 og arkitekt 15, som hovedsagelig blev vedtaget i løbet af 1970'erne og 1980'erne, samt de tre direktiver om den generelle ordning 16, som er ajourført ved Slim-direktivet. En konsolidering af disse direktiver vil give et enklere og klarere sæt regler for de berørte erhverv. 10 11 12 13 14 15 16 Rådets direktiv 77/452/EØF af 27. juni 1977 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje samt om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af etableringsretten og den fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 176 af 15.7.1977, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 77/453/EØF af 27. juni 1977 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, EFT L 176 af 15.7.1977, s. 8, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 78/686/EØF af 25. juli 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 233 af 24.8.1978, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 78/687/EØF af 25. juli 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlæge, EFT L 233 af 24.8.1978, s. 10, senest ændret ved Slimdirektivet. Rådets direktiv 78/1026/EØF af 18. december 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for dyrlæger, omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 362 af 23.12.1978, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 78/1027/EØF af 18. december 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som dyrlæge, EFT L 362 af 23.12.1978, s. 7, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 80/154/EØF af 21. januar 1980 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for jordemødre og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af etableringsretten og den fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 33 af 11.2.1980, s. 1, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 80/155/EØF af 21. januar 1980 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af virksomhed som jordemoder, EFT L 33 af 11.2.1980, s. 8, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 85/432/EØF af 16. september 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse former for virksomhed på det farmaceutiske område, EFT L 253 af 24.9.1985, s. 34, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 85/433/EØF af 16. september 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser i farmaci samt om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af etableringsretten i forbindelse med visse former for virksomhed på det farmaceutiske område, EFT L 253 af 24.9.1985, s. 37 senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 223 af 21.8.1985, s. 15, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16, senest ændret ved Slim-direktivet. Rådets direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF, EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25, senest ændret ved Slim-direktivet. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv1999/42/ef af 7. juni 1999 (jf. fodnote 8). 5
Direktiverne om advokaters fri udveksling af tjenesteydelser og om advokaters etableringsret 17 er ikke omfattet af dette initiativ, da de ikke vedrører anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, men anerkendelse af tilladelsen til at udøve erhvervet. Anerkendelsen af advokaters eksamensbeviser er i øjeblikket reguleret ved direktiv 89/48/EØF, som er omfattet af dette direktiv. Dette forslag indebærer ikke væsentlige ændringer af de eksisterende samordnede bestemmelser, som anerkendelse i henhold til sektordirektiverne er baseret på. Den offentlige høring i 2001 mundede ikke ud i et bredt krav om en sådan udvikling. Kommissionen har ikke foreslået denne type ændringer, da den finder dem uegnede til et forslag til rammedirektiv, der hovedsagelig har til formål at konsolidere og forenkle bestemmelser, der gælder for en lang række erhverv. Det udelukker ikke en løbende dialog med de berørte parter og nationale myndigheder om spørgsmål og holdninger med henblik på eventuelle kommende initiativer for hvert erhverv. I forbindelse med et sådant arbejde bør der tages hensyn til aktioner, der skal iværksættes som led i det EU-folkesundhedsprogram, der er stillet forslag om, og som har til formål at fremme sundhedskvaliteten, jf. Kommissionens meddelelse om Det Europæiske Fællesskabs strategi på sundhedsområdet 18. Ud over den rene konsolidering har en gennemgang af de forskellige bestemmelser i direktiverne vist, at en rationalisering og strømlining af bestemmelserne, så de bliver omfattet af et enkelt direktiv, vil bidrage til større forenkling og øget klarhed, samtidig med at de eksisterende garantier bevares. Ikke blot retsakterne, men også procedurerne må forenkles. Inden for sektordirektiverne har man hidtil arbejdet med administrativt tunge rådgivende udvalg ud over de udvalg og grupper, der består af repræsentanter for medlemsstaterne. Inden for andre direktiver arbejdes der med et enkelt udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der normalt holder møde to gange om året (koordinationsgruppen inden for den generelle ordning). Mens de rådgivende udvalg har lagt hovedvægten på uddannelse, fokuserer traktaten og EU's indsats på dette område på den frie bevægelighed 19. De nye medlemsstater og yderligere sprog, som bliver en følge af udvidelsen af EU, vil øge denne form for administration. Moderne informations- og kommunikationssystemer gør det muligt at indføre mere fleksible procedurer til indsamling af information og udveksling af synspunkter. Der er allerede blevet indført et udvidet samarbejde på europæisk plan mellem repræsentanter på erhvervs- og uddannelsesområdet. De krav, som et udvidet EU stiller, og kravene til god administrativ praksis indebærer, at der må anvendes enklere og mere fleksible procedurer, så det sikres, at Kommissionen og de nationale myndigheder tager hensyn til betingelserne for automatisk anerkendelse. Dette kan gøres ved, at Kommissionen foranstalter regelmæssige møder mellem repræsentanter for medlemsstaterne på EU-plan, samtidig med at der gives bedre mulighed for inddragelse af eksterne synspunkter og holdninger i drøftelserne på Kommissionens 17 18 19 Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 78 af 26.3.1977, s. 17. Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, EFT L 77 af 14.3.1998, s. 36. KOM(2000) 285. Traktaten selv sigter ikke mod harmonisering inden for uddannelse, herunder erhvervsuddannelse (Artikel 149 og 150). Samtidig giver artikel 47, stk. 2 mulighed for initiativer, der indebærer samordning af medlemsstaternes bestemmelser om adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, idet der dog skal være enstemmighed i Rådet, hvis gennemførelse i mindst én af medlemsstaterne af direktiver herom medfører en ændring af "bestående lovgivningsprincipper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer". 6
initiativ eller på en medlemsstats initiativ. På nogle områder er der allerede blevet gennemført fleksible samarbejdsmetoder, og det har givet gode resultater. Der kan derfor gennemføres konsolidering, modernisering og forenkling af procedurerne i tilknytning til retsakterne, og af selve retsakterne. Kommissionen mener, at der ud over de etablerede midler til høring i medlemsstaterne kan skabes garanti for information, anbefalinger og rapportering om, hvordan EU-ordningen fungerer på europæisk plan, hvis der indføres ordninger mellem Kommissionen og de relevante organer, der repræsenterer de erhverv og uddannelsesinstitutioner, som drager nytte af den automatiske anerkendelse på grundlag af en minimumskoordinering af uddannelseskravene. Disse ordninger skal sikre, at Kommissionen og medlemsstaterne regelmæssigt får disse oplysninger og denne rådgivning. De skal også sikre, at sådanne bidrag bliver sat på dagsordenen for det næste af de møder blandt repræsentanter for medlemsstaterne, som Kommissionen foranstalter, og hvor det relevante erhverv behandles. Disse ordninger kunne bekræftes af Kommissionen i en dertil egnet form. Kommissionen vil på dette grundlag trække sit forslag om ophævelse af de afgørelser, i henhold til hvilke der nedsættes rådgivende udvalg i tilknytning til sektordirektiverne 20, tilbage, og forelægge et nyt forslag til en rådsafgørelse om afskaffelse af de eksisterende rådgivende udvalg under vedtagelsesproceduren for dette forslag. 2.3. Bedre forvaltning, større klarhed og større fleksibilitet I sektordirektiverne fungerer den automatiske anerkendelse ved, at der i direktiverne er fastsat en minimumssamordning af uddannelserne. Disse grundlæggende krav for den automatiske anerkendelse ville fortsat skulle fastsættes af Parlamentet og Rådet gennem den fælles beslutningsprocedure. Det vil imidlertid være mere hensigtsmæssigt at foretage den tekniske ajourføring af nogle af kravene ved uddelegering af beføjelserne. Der må tages hensyn til den stadig hurtigere samfundsmæssige og teknologiske udvikling ved anvendelsen af de procedurer, der skal holde de tekniske bestemmelser, som er underlagt de generelle bestemmelser i EU-lovgivningen, ajour. I den henseende er sektordirektiverne unødvendigt ufleksible. De vigtigste bestemmelser om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer bør fortsat være i selve direktivets tekst, men de tekniske detaljer vedrørende anvendelsen af dem bør fremgå af bilagene og om nødvendigt kunne ajourføres under anvendelse af uddelegerede beføjelser. Den generelle ordning har stået sin prøve igennem ca. 10 år, hvor den er blevet anvendt i stigende grad. Det ser imidlertid ud til, at der er spillerum for yderligere gennemsigtighed, klarhed og garantier under den generelle ordning. Inden for minimumsgarantierne viser de nye statistikker om anerkendelsesproceduren allerede, at der regelmæssigt sker anerkendelse uden anvendelse af udligningsforanstaltninger i form af egnethedsprøver eller gennemførelse af en prøvetid. Erfaringerne varierer dog noget i EU. Desuden har nogle erhverv, der er omfattet af den generelle ordning, allerede gjort et stort arbejde med at udvikle fælles platforme, som kan bidrage til forståelse og anerkendelse af kvalifikationer 21. 20 21 Forslag til Rådets afgørelse om ophævelse af afgørelse 75/364/EØF, 77/454/EØF, 78/688/EØF, 78/1028/EØF, 80/156/EØF og 85/434/EØF om nedsættelse af rådgivende udvalg for uddannelsen af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og læger, KOM(1999) 177. Jf. Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel nr. 3429/93 af Christian Rovsing "EUR ING-registret". EFT C 268 af 26.9.1994, s. 38. 7
Det arbejde med kvalifikationsmæssige spørgsmål inden for de enkelte sektorer, der foregår som led i den sociale dialog på europæisk niveau og som led i aktiviteter støttet af Kommissionen inden for akademiske og erhvervsuddannelsesmæssige kvalifikationer, kan også bidrage til at lette anerkendelsen af kvalifikationer inden for lovregulerede erhverv. Direktiverne om den generelle ordning indeholder ikke særlige bestemmelser om kravene ved udveksling af tjenesteydelser over grænserne. Både etableringsretten og udvekslingen af tjenesteydelser over grænserne gavner tjenesteydelsesøkonomien. Levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne bør ikke være omfattet af så strenge betingelser som etableringsretten. Derfor skal der i henhold til forslaget indføres en mindre restriktiv ordning for levering af tjenesteydelser over grænserne end for etablering, idet der dog indføres en sikkerhedsklausul. Også på denne måde kan strukturen og strategien i sektordirektiverne og direktiverne om den generelle ordning kombineres, uden at man går glip af fordelene ved nogen af ordningerne. 2.4. Bedre administration og bedre informering og rådgivning af borgerne Forslaget indeholder også bestemmelser om et større samarbejde mellem de nationale myndigheder indbyrdes og med Kommissionen med henblik på levering af information og rådgivning til de enkelte borgere og problemløsning. Dette indgår i et bredere initiativ som led i det indre marked. Informering og rådgivning af borgerne om deres rettigheder og interesser med hensyn til anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer bør finde sted så tæt som muligt på borgerne. Det indebærer, at myndighederne i hjem- og værtsmedlemsstaten og kontaktpunkterne skal oplyse og hjælpe de uddannede og dem, der ansøger om anerkendelse i forbindelse med den frie bevægelighed. De eksisterende informations- og rådgivningsordninger bør videreudvikles, så informationen kan udveksles hurtigt og fortroligt mellem disse myndigheder, således at spørgsmål, der i en medlemsstat rejses om anerkendelsesbetingelser og praksis i en anden medlemsstat, besvares hurtigt og fyldestgørende. Samtidig ønsker Kommissionen at fremme en bredere anvendelse af Europa Direktes telefonservice og vejviserservicen. Telefonservicen kan give borgerne hurtig oplysning om spørgsmål vedrørende det indre marked pr. telefon og e-mail, mens vejviserservicen, som er tilknyttet telefonservicen, og som også kan kontaktes direkte pr. e-mail, giver personlig rådgivning om særlige problemer. Komissionens tjenestegrene leverer baggrundsinformation til telefonservicen, som sammen med vejviserservicen har betydelig erfaring i behandling af spørgsmål vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Det er ad disse veje, der hurtigst og mest direkte kan gives svar på denne slags henvendelser fra borgerne. 2.5. Enklere og mere åbne lovgivningsmæssige rammer Dette direktiv vil give mulighed for bedre forvaltning på EU-plan. Der bliver med direktivet indført så stor fleksibilitet som muligt, samtidig med at traktatens bestemmelser overholdes, og det vil indeholde bestemmelser om en indsats på flere forskellige planer, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt i hvert enkelt tilfælde, hvorved subsidiaritetsprincippet samtidig finder anvendelse. Der indføres med direktivet en forenkling, der gavner klarheden og tilgængeligheden og skaber større proceduremæssig effektivitet i et udvidet EU. Direktivet er også detaljeret nok til, at retssikkerheden tilgodeses, ligesom man undgår at skabe uklarhed eller at indføre vanskelige procedurer. Direktivet har også som mål at fremme samarbejdet mellem den private og offentlige sektor og at styrke det eksisterende samarbejde mellem de nationale myndigheder indbyrdes og med Kommissionen ved levering af information og rådgivning til borgerne og har også som mål at sikre, at problemer løses så hurtigt og effektivt som muligt. Der har i forbindelse med forslaget været foretaget en åben høring af 8
medlemsstaternes myndigheder, de faglige sammenslutninger og andre berørte parter, hvilket har givet dem, der er mest direkte berørt, mulighed for at gøre deres synspunkter gældende. Forslaget er derfor i overensstemmelse med og anvender nogle af hovedretningslinjerne i hvidbogen om nye styreformer i EU. 3. RETSGRUNDLAG Retsgrundlaget er det samme som for de direktiver, der foreslås ophævet. I EF-traktatens artikel 40 bestemmes det, at der efter fremgangsmåden i artikel 251 skal vedtages "de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed [...]". I EF-traktatens artikel 47 om etableringsretten fastsættes det, at der efter fremgangsmåden i artikel 251 udstedes direktiver om "gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser" samt om "samordning af medlemsstaternes love og administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed". I medfør af EF-traktatens artikel 55 finder artikel 47 anvendelse på udveksling af tjenesteydelser. Hvis vedtagelsen af dette direktiv ikke i medlemsstaterne medfører en ændring af bestående lovgivningsprincipper for erhvervsreguleringen, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer, træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal, jf. EF-traktatens artikel 47, stk. 2. 4. SUBSIDIARITET OG PROPORTIONALITET Afsnit III i EF-traktatens tredje del om fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital giver Det Europæiske Fællesskab kompetence til at træffe de nødvendige foranstaltninger på dette område. Denne kompetence skal udøves under overholdelse af EFtraktatens artikel 5, hvilket vil sige, at Fællesskabet kun handler, hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet handler desuden kun i det omfang, der er nødvendigt for at nå de fastsatte mål. Dette forslag opfylder disse krav. 4.1. Subsidiaritet Indholdet og tilrettelæggelsen af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemet henhører i henhold til EF-traktatens artikel 149 og 150 under medlemsstaternes enekompetence. På samme måde har medlemsstaterne kompetencen til på deres område at fastsætte, hvilke kvalifikationer og andre betingelser der kræves for at få adgang til et bestemt erhverv og til at udøve dette, samt til at fastsætte, hvilke former for virksomhed der er omfattet af det pågældende erhverv. Disse nationale bestemmelser kan lægge hindringer i vejen for arbejdstagernes frie bevægelighed, for etableringsretten og for den frie udveksling af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 39, 43 og 49). For at disse rettigheder skal kunne fungere effektivt, er det nødvendigt at fastsætte fælles regler, der skal gøre det muligt for en EU-borger at få sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt i de andre medlemsstater med henblik på der at udøve et lovreguleret erhverv. Sådanne regler kan kun fastlægges på fællesskabsplan. De nye bestemmelser i forslaget er udformet i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. En større liberalisering inden for den frie udveksling af tjenesteydelser, et snævert samarbejde mellem den offentlige og private sektor med hensyn til fælles platforme inden for 9
erhvervsmæssige kvalifikationer, en forøget anvendelse af udvalgsprocedurer og de kompetente nationale myndigheders mere centrale rolle ved gennemførelsen af direktivet er i realiteten kun en udmøntning af dette princip i praksis. 4.2. Proportionalitet Fællesskabets foranstaltninger skal både i deres form og i deres indhold være begrænset til det, der er strengt nødvendigt for at sikre, at forslagets mål nås og gennemføres effektivt. Et direktiv, som der fremsættes forslag om i henhold til EF-traktatens artikel 47, opfylder dette krav, idet det forpligter medlemsstaterne til det mål, der skal nås, men giver dem kompetencen til at beslutte, hvilken form og hvilke midler der er mest egnede til at nå resultatet. Desuden er forslaget en konsolidering af de eksisterende retsakter inden for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, samtidig med at ordningen for anerkendelse forenkles og forbedres på grundlag af de indhøstede erfaringer. De nye bestemmelser i forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. De midler, der sættes ind for at opnå en større liberalisering inden for den frie udveksling af tjenesteydelser, et snævert samarbejde mellem den offentlige og private sektor med hensyn til fælles platforme inden for erhvervsmæssige kvalifikationer og en forøget anvendelse af udvalgsprocedurer og for at give de kompetente nationale myndigheder en mere central rolle ved gennemførelsen af direktivet går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. 5. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE ARTIKLER Afsnit I Almindelige bestemmelser Artikel 1-4 I artikel 1 fastslås princippet om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. I artikel 2 præciseres det, i overensstemmelse med EF-traktaten, at direktivet udelukkende finder anvendelse på EU-statsborgere, når det erhverv, ansøgeren ønsker at udøve, er lovreguleret i værtsmedlemsstaten, og når ansøgeren har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer i en anden medlemsstat end den, hvor han ønsker at udøve erhvervet. I artikel 3 bibeholdes i alt væsentligt de nuværende definitioner i direktiverne om den generelle ordning af begreberne lovreguleret erhverv, erhvervsmæssige kvalifikationer og uddannelsesbevis (herunder ethvert uddannelsesbevis erhvervet i et tredjeland, hvis det er blevet anerkendt i en første medlemsstat, hvor ansøgeren har udøvet erhvervet i mindst tre år). I artikel 4 præciseres anerkendelsens virkninger, og det slås fast, at værtsmedlemsstaten er forpligtet til på sit område at give delvis adgang til et lovreguleret erhverv, der i realiteten omfatter to forskellige selvstændige former for erhvervsmæssig virksomhed. Afsnit II Fri udveksling af tjenesteydelser Artikel 5-9 I henhold til artikel 5 kan en medlemsstat ikke under henvisning til de erhvervsmæssige kvalifikationer begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser under hjemlandets titel, hvis 10
tjenesteyderen er lovligt etableret i en anden medlemsstat. Dette gælder umiddelbart, hvis erhvervet er lovreguleret i etableringsmedlemsstaten. Hvis erhvervet ikke er lovreguleret i etableringsmedlemsstaten, skal en tjenesteyder, der begiver sig til en værtsmedlemsstat, herudover have udøvet den pågældende virksomhed i to år i etableringsmedlemsstaten. Da der sker en lempelse af kravene i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser i forhold til etablering, forekommer det nødvendigt at præcisere begrebet udveksling af tjenesteydelser som sådant til brug for dette direktiv, også for at undgå, at disse regler kan påberåbes i tilfælde, der reelt drejer sig mere om etablering end om udveksling af tjenesteydelser. Det foreslås at skærpe de kriterier, der følger af Domstolens retspraksis 22, ved at indføre en formodning på grundlag af et tidskriterium på seksten uger. Artikel 6 indeholder gældende ret ifølge sektordirektiverne for så vidt angår fritagelse for enhver tilladelse fra eller optagelse i et fagligt organ eller et socialsikringsorgan. I artikel 7 præciseres pligten til at informere kontaktpunktet i etableringsmedlemsstaten, når tjenesteydelsen leveres ved, at tjenesteyderen begiver sig til værtsmedlemsstaten. I henhold til artikel 8 skal værtsmedlemsstatens kontrol af tjenesteyderens nationalitet og lovlige udøvelse af den pågældende virksomhed i etableringsmedlemsstaten ske ved udveksling af oplysninger med de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten. Værtsmedlemsstaten kan desuden hos etableringsmedlemsstatens kontaktpunkt kontrollere, om tjenesteyderen har udøvet erhvervet i mindst to år i etableringsmedlemsstaten. Af hensyn til forbrugerbeskyttelsen skal tjenesteyderen i henhold til artikel 9 meddele tjenestemodtageren en række oplysninger. Denne bestemmelse stammer fra direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel og udvides således for så vidt angår lovregulerede erhverv til at omfatte alle former for udveksling af tjenesteydelser. Afsnit III Etableringsfrihed I afsnit III fastlægges betingelserne for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og reglerne for gennemførelse af anerkendelsesmekanismerne i forbindelse med etableringsfriheden. Princippet i de forskellige mekanismer, der i øjeblikket er fastsat i henholdsvis direktiverne om den generelle ordning og sektordirektiverne, bibeholdes. KAPITEL I GENEREL ORDNING FOR ANERKENDELSE AF UDDANNELSESBEVISER Dette kapitel indeholder i alt væsentligt de principper, der er fastlagt i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF. Der foreslås ændringer med henblik på at forenkle den nuværende ordning. Artikel 10-14 Den generelle ordnings anvendelsesområde, som er defineret i artikel 10, er bredere end anvendelsesområdet for direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF. Det udvides subsidiært til at 22 Se bl.a. dom af 30.11.1995 (forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger), sag C-55/94, Gebhard, Sml. 1995 I, s. 4165. 11
omfatte alle de tilfælde, for hvilke der ikke gælder automatisk anerkendelse på grundlag af erhvervserfaring eller koordinering af mindstekrav til uddannelse. De rammer, der i øjeblikket er fastsat i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF for anvendelsen af den gensidige anerkendelse, udtrykkes med henblik på forenkling under henvisning til fem uddannelsesniveauer, der er defineret i artikel 11 og 12. Der indrømmes kun anerkendelse på grundlag af direktivet, hvis det niveau, der kræves i værtsmedlemsstaten, ikke ligger umiddelbart over det niveau, der er attesteret ved ansøgerens uddannelsesbevis. Artikel 13 gengiver i alt væsentligt artikel 3 i direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF. I artikel 14 bibeholdes værtsmedlemsstatens mulighed for at gøre anerkendelsen af uddannelsesbeviser betinget af, at ansøgeren underkastes en udligningsforanstaltning i form af en egnethedsprøve eller en prøvetid. Imidlertid afskaffes medlemsstaternes mulighed for at kræve erhvervserfaring i stedet for en udligningsforanstaltning i tilfælde af væsentlige forskelle med hensyn til varigheden - ikke indholdet - af uddannelserne. Det foreslås endvidere at afskaffe de automatiske undtagelser for erhverv, der indebærer kendskab til national ret, hvilket stemmer overens med bestemmelserne om anerkendelse af tilladelsen til at udøve virksomhed som advokat. Endelig foreslås det at forenkle de nuværende bestemmelser om proceduren ved fravigelse af ansøgerens ret til at vælge mellem egnethedsprøve og prøvetid. Begrebet "fag og discipliner, der er væsentligt forskellige" kan kun defineres præcist i konkrete tilfælde. Ikke desto mindre foreslås princippet om foranstaltningens proportionalitet medtaget i direktivet, hvilket bl.a. indebærer hensyntagen til ansøgerens relevante erhvervserfaring. Artikel 15 I henhold til artikel 15 gives der fritagelse for udligningsforanstaltninger, hvis ansøgerens kvalifikationer opfylder de kriterier, der er fastsat ved en afgørelse truffet af udvalget for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i overensstemmelse med forskriftsproceduren. Disse kriterier foreslås af en faglig sammenslutning i en fælles platform etableret på europæisk plan ud fra det princip, at de skal yde tilstrækkelige garantier for ansøgerens kvalifikationsniveau. KAPITEL II ANERKENDELSE AF ERHVERVSERFARING Artikel 16-19 Artikel 16-19 gengiver med nedenfor anførte ændringer princippet i artikel 4 i direktiv 1999/42/EF, der indeholder bestemmelser om automatisk anerkendelse af kvalifikationer på grundlag af ansøgerens erhvervserfaring, for så vidt angår de former for håndværks-, industriog handelsvirksomhed, der er opregnet udtømmende i bilag A til nævnte direktiv. Det har vist sig hensigtsmæssigt at forenkle ordningen ved at omgruppere de eksisterende kategorier. En række indholdsmæssige ændringer har gjort det muligt at nedbringe antallet af erhvervserfaringskategorier til to, baseret på tre eller fem års erhvervserfaring som selvstændig eller som virksomhedsleder. Ved ændringer af listen over former for erhvervsmæssig virksomhed i bilaget finder forskriftsproceduren anvendelse. 12
KAPITEL III - ANERKENDELSE PÅ GRUNDLAG AF SAMORDNING AF MINDSTEKRAV TIL UDDANNELSE Dette kapitel indeholder de eksisterende principper vedrørende automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser og opretholder garantierne i de nuværende sektordirektiver. For visse aspekters vedkommende er der sket en ensretning af ordningerne med henblik på forenkling. Artikel 20-45 Disse artikler omfatter de eksisterende bestemmelser om samordning af mindstekrav til uddannelse, automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser (og i givet fald retningslinjer herfor), adgang til de berørte erhverv, udøvelse af de pågældende former for virksomhed, procedurer for medtagelse af uddannelsesbeviser i bilagene og erhvervede rettigheder. Især følgende ændringer bør fremhæves: ændring af den nuværende procedure for medtagelse af uddannelsesbeviser for arkitekter medtagelse under den generelle anerkendelsesordning af læge- og tandlægespecialer, der er fælles for et begrænset antal medlemsstater, og som i øjeblikket er omfattet af automatisk anerkendelse, med forbehold af erhvervede rettigheder. For at forenkle ordningen, navnlig med henblik på udvidelsen, vil der derfor fremover kun blive indrømmet automatisk anerkendelse for lægespecialer, som er fælles for og obligatoriske i alle medlemsstater. afskaffelse af den i artikel 32 i "lægedirektivet" omhandlede uddannelsesvej for alment praktiserende læger fjernelse af henvisninger til uddannelsens specifikt erhvervsrettede karakter og beståelsen af en eksamen for så vidt angår sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, da disse henvisninger er blevet overflødige i betragtning af medlemsstaternes nuværende uddannelsesordninger ophævelse af den i artikel 2, stk. 4, litra a), i "farmaceutsamordningsdirektivet" omhandlede undtagelse fra mindstekravene til uddannelse udvidelse af den automatiske anerkendelse af uddannelsesbeviser for farmaceuter til også at omfatte oprettelse af nye, offentligt tilgængelige apoteker ophævelse af de bestemmelser i "farmaceutanerkendelsesdirektivet", der specielt vedrører Luxembourg (to års erhvervserfaring med henblik på en statslig bevilling til drift af offentligt tilgængelige apoteker). Ved ændringer af mindstevarigheden af speciallægeuddannelser, ved tilføjelse til bilaget af nye lægespecialer, som er fælles for og obligatoriske i alle medlemsstater, samt ved ajourføring af de i bilaget omhandlede kundskaber, færdigheder og fag med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt anvendes forskriftsproceduren. 13
KAPITEL IV - FÆLLES BESTEMMELSER OM ETABLERING Artikel 46-49 Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder træffer afgørelse om en ansøgning om udøvelse af et lovreguleret erhverv i medfør af bestemmelserne om etablering, kan de i overensstemmelse med artikel 46 kræve de dokumenter og certifikater, der er opregnet udtømmende i bilaget. I artikel 47 strammes de eksisterende procedureregler, idet der bl.a. fastsættes en generel frist på tre måneder, inden for hvilken de kompetente nationale myndigheder skal træffe afgørelse om ansøgninger om anerkendelse, og disse myndigheder forpligtes til at bekræfte modtagelsen af ansøgningen og oplyse ansøgeren om eventuelt manglende dokumenter. Artikel 48 indeholder i alt væsentligt de eksisterende regler vedrørende benyttelse af værtsmedlemsstatens titel og klarlægger i den forbindelse de gældende regler i tilfælde af delvis adgang til erhvervet i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i direktivet. I henhold til artikel 49 kan værtsmedlemsstaten under hensyntagen til Domstolens retspraksis 23 kræve, at ansøgeren har de nødvendige sprogkundskaber for at kunne udøve erhvervet. Hvorvidt et sådant krav er foreneligt med fællesskabsretten, skal vurderes ud fra, om det står i et rimeligt forhold til de faglige behov. Hvis den kompetente myndighed finder, at ansøgeren ikke har de nødvendige sprogkundskaber, påhviler det værtsmedlemsstaten at sørge for, at han kan tilegne sig de manglende kundskaber. Afsnit IV - Retningslinjer for erhvervsudøvelse Artikel50og51 I disse artikler fastlægges der retningslinjer for erhvervsudøvelse, som er fælles for udveksling af tjenesteydelser og etablering, vedrørende benyttelse af akademisk titel og sygeforsikringsanerkendelse. Afsnit V Administrativt samarbejde og gennemførelsesbeføjelser Artikel 52-54 I artikel 52 udvides den almindelige forpligtelse for hjemlandets og værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder til at arbejde tæt sammen, så den gælder for hele direktivet. Formålet hermed er at sikre, at direktivets bestemmelser anvendes i tilstrækkeligt omfang, og at undgå, at de rettigheder, det medfører, anvendes i strid med deres formål eller svigagtigt. Medlemsstaterne skal udpege en koordinator, der skal fremme en ensartet gennemførelse af dette direktiv og indhente alle oplysninger af betydning for dets gennemførelse. 23 Se dom af 4.7.2000, sag C-424/97, Salomone Haim mod Kassenzahnärztliche Vereinigung Nordrhein, Sml. 2000 I, s. 5123. 14
Ved artikel 53 søges den rolle formaliseret, som kontaktpunkter og netværk spiller, der blev oprettet til behandling af visse sager vedrørende det indre marked generelt, og senere med henblik på anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. I artikel 54 nedsættes med henblik på forvaltning og ajourføring af direktivet et enkelt udvalg, der træder i stedet for samtlige eksisterende udvalg under den foregående ordning. Der er tale om et forskriftsudvalg som anført i de pågældende bestemmelser. Udvalget kan også behandle ethvert spørgsmål om gennemførelsen af direktivet. Afsnit VI - Andre bestemmelser Artikel 55-60 I henhold til artikel 55 skal medlemsstaterne hvert andet år underrette Kommissionen om anvendelsen af ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. I henhold til artikel 56 skal Kommissionen i tilfælde af større vanskeligheder med anvendelsen af en bestemmelse i direktivet undersøge disse vanskeligheder i samarbejde med den berørte medlemsstat. I givet fald forelægger Kommissionen udvalget relevante forslag vedrørende medlemsstaten, således at denne i en begrænset periode kan fritages for at anvende en sådan bestemmelse. Disse foranstaltninger vedtages efter forskriftsproceduren. I medfør af artikel 57 ophæves de eksisterende direktiver om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Artikel 58-60 indeholder de afsluttende bestemmelser om direktivets gennemførelse, ikrafttræden og adressater. 15
2002/0061 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 40, artikel 47, stk. 1 og stk. 2, første og tredje punktum, og artikel 55, under henvisning til forslag fra Kommissionen 24, under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 25, efter proceduren i traktatens artikel 251, og ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser et af Fællesskabets mål. Dette indebærer for medlemsstaternes statsborgere, at de bl.a. har ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvori de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer. I henhold til traktatens artikel 47, stk. 1, skal der udstedes direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser. (2) Efter Det Europæiske Råd i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 har Kommissionen vedtaget meddelelsen "En strategi for tjenester i det indre marked" 26,somspecielthar til formål at gøre den frie udveksling af tjenesteydelser lige så nem inden for EU som inden for de enkelte medlemsstater. Med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse "Nye arbejdsmarkeder i EU, der er åbne for alle og giver adgang for alle" 27 gav Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts 2001 Kommissionen mandat til "på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2002 at forelægge [...] specifikke forslag til en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af kvalifikationer og studieperioder [...]". (3) Den garanti, som dette direktiv giver personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en medlemsstat, for i en anden medlemsstat at kunne få adgang til samme erhverv og for at kunne udøve det med samme rettigheder som denne anden medlemsstats statsborgere, er ikke til hinder for, at den migrerende 24 25 26 27 EFT C af, s. EFT C af, s. KOM(2000) 888. KOM(2001) 116. 16
erhvervsudøver skal opfylde eventuelle ikke-diskriminerende betingelser for erhvervsudøvelsen, som denne anden medlemsstat pålægger, forudsat at betingelserne er objektivt begrundede og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. (4) For at lette den frie udveksling af tjenesteydelser bør der fastsættes særlige bestemmelser med henblik på at udvide mulighederne for at udøve erhvervsmæssig virksomhed under den i hjemlandet erhvervede titel. For informationssamfundstjenester, der leveres som distanceydelser, gælder desuden bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked 28. (5) På grund af de forskellige ordninger, der er indført for henholdsvis udveksling af tjenesteydelser og etablering, bør der ske en præcisering af kriterierne for sondringen mellem disse to begreber, i tilfælde af at tjenesteyderen begiver sig til værtsmedlemsstaten, og dette kan ske ved at opstille en simpel formodning på grundlag af et tidskriterium. (6) Samtidig med at de gældende principper og garantier vedrørende etableringsfriheden, der findes under de forskellige anerkendelsesordninger, bibeholdes, bør bestemmelserne herom forbedres i lyset af de indhøstede erfaringer. Desuden er de pågældende direktiver blevet ændret flere gange, og det er påkrævet at foretage en omstrukturering og forenkling af bestemmelserne, hvor de principper, der skal anvendes, samtidig gøres ensartede. Rådets direktiv 89/48/EØF 29 og 92/51/EØF 30 samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF 31 om den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser og Rådets direktiv 77/452/EØF 32, 77/453/EØF 33, 78/686/EØF 34, 78/687/EØF 35, 78/1026/EØF 36, 78/1027/EØF 37, 80/154/EØF 38, 80/155/EØF 39, 85/384/EØF 40, 85/432/EØF 41, 85/433/EØF 42 og 93/16/EØF 43 om sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger, senest ændret ved Europa- Parlamentets og Rådets 2001/19/EF 44, bør erstattes af og samles i en enkelt tekst. (7) For erhverv, der er omfattet af den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, i det følgende benævnt "den generelle ordning", har medlemsstaterne fortsat ret til at fastsætte minimumskvalifikationsniveauet med henblik på at sikre kvaliteten af de ydelser, der leveres på deres områder. I henhold til 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1. EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16. EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25. EFT L 201 af 31.7.1999, s. 77. EFT L 176 af 15.7.1977, s. 1. EFT L 176 af 15.7.1977, s. 8. EFT L 233 af 24.8.1978, s. 1. EFT L 233 af 24.8.1978, s. 10. EFT L 362 af 23.12.1978, s. 1. EFT L 362 af 23.12.78, s. 7. EFT L 33 af 11.2.1980, s. 1. EFT L 33 af 11.2.1980, s. 8. EFT L 223 af 21.8.1985, s. 15. EFT L 253 af 24.9.1985, s. 34. EFT L 253 af 24.9.1985, s. 37. EFT L 165 af 7.7.1993, s. 1. EFT L 206 af 31.7.2001, s. 1. 17
EF-traktatens artikel 10, 39 og 43 kan de dog ikke pålægge en EF-statsborger at erhverve kvalifikationer, som de blot fastsætter ved at henvise til eksamensbeviser udstedt i deres eget nationale uddannelsessystem, hvis den pågældende allerede har erhvervet alle eller en del af disse kvalifikationer i en anden medlemsstat. Det bør derfor bestemmes, at de værtsmedlemsstater, i hvilke et bestemt erhverv er lovreguleret, skal tage hensyn til de kvalifikationer, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og vurdere, om de svarer til de kvalifikationer, som landet selv kræver. (8) Da minimumsuddannelseskravene for adgang til erhverv, som er omfattet af den generelle ordning, ikke er harmoniseret, er det nødvendigt at give værtsmedlemsstaterne mulighed for at indføre en udligningsforanstaltning. Denne foranstaltning skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og bl.a. tage hensyn til ansøgerens erhvervserfaring. Erfaringen viser, at en egnethedsprøve eller en prøvetid efter migrantens eget valg er tilstrækkelig garanti med hensyn til ansøgerens kvalifikationsniveau, og enhver undladelse af at give denne valgmulighed skal i hvert enkelt tilfælde være begrundet i et tvingende alment hensyn. (9) For at fremme arbejdstagernes frie bevægelighed, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser og samtidig sikre et passende kvalifikationsniveau har de faglige sammenslutninger og organisationer på EU-plan etableret fælles platforme, på grundlag af hvilke erhvervsudøvere, der opfylder et sæt kriterier for de erhvervsmæssige kvalifikationer, kan få anerkendt retten til at anvende den titel, som de nævnte sammenslutninger eller organisationer tildeler. På visse betingelser og til stadighed under overholdelse af fællesskabsretten, specielt på konkurrenceområdet, bør der tages hensyn til disse initiativer, idet den mere automatiske anerkendelse under den generelle ordning i den forbindelse prioriteres højest. (10) For at tage højde for alle situationer, hvor der endnu ikke er nogen bestemmelser om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, bør den generelle ordning også omfatte tilfælde, som ikke er dækket af en særlig ordning, enten fordi det pågældende erhverv ikke er omfattet af en af disse ordninger, eller fordi ansøgeren, selv om erhvervet er omfattet af en sådan særlig ordning, ikke opfylder betingelserne for at falde ind under den. (11) Der bør ske en forenkling af de bestemmelser, der giver adgang til visse former for industri-, handels- og håndværksvirksomhed i medlemsstater, hvor disse erhverv er reguleret, når denne virksomhed er blevet udøvet i en anden medlemsstat i et rimeligt langt tidsrum, der ikke ligger for langt tilbage, idet der for disse former for virksomhed fortsat anvendes en ordning med automatisk anerkendelse på grundlag af erhvervserfaringen. (12) Den frie bevægelighed og den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter bør være baseret på det grundlæggende princip om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, hvor minimumsuddannelseskravene er harmoniseret. Adgangen i medlemsstaterne til erhvervet som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut bør være betinget af, at den pågældende har et bestemt uddannelsesbevis, hvilket sikrer, at den pågældende har fulgt en uddannelse, som opfylder de fastsatte minimumskrav. Denne ordning bør suppleres af en række erhvervede rettigheder, som de uddannede erhvervsudøvere på visse betingelser nyder. 18
(13) Alment praktiserende lægers erhvervsmæssige virksomhed er underlagt en særlig ordning, der er forskellig fra den ordning, der gælder for læger, som har gennemført den medicinske grunduddannelse, og fra ordningen for speciallæger. Medlemsstaterne kan derfor ikke have et lægespeciale inden for en form for erhvervsmæssig virksomhed, som svarer til alment praktiserende lægers. (14) Ud fra ønsket om at forenkle ordningen, bl.a. i lyset af udvidelsen, bør den automatiske anerkendelse kun omfatte de lægespecialer, som er fælles og obligatoriske for samtlige medlemsstater. De læge- og tandlægespecialer, der er fælles for et begrænset antal medlemsstater, bør indgå i den generelle ordning for anerkendelse, uden at erhvervede rettigheder derved berøres. I praksis bør virkningerne af denne ændring begrænses for migranten, idet der i sådanne situationer ikke bør anvendes udligningsforanstaltninger. Dette direktiv berører desuden ikke medlemsstaternes mulighed for indbyrdes at indføre en automatisk anerkendelse for visse læge- og tandlægespecialer, som de har fælles, efter deres egne regler. (15) I samtlige medlemsstater bør tandlægeerhvervet findes som selvstændigt erhverv, der adskiller sig fra erhvervet som læge med eller uden odontostomatologi som speciale. Medlemsstaterne bør sikre, at uddannelsen til tandlæge giver den nødvendige kompetence inden for samtlige aktiviteter vedrørende forebyggelse, diagnosticering og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv. Tandlægeerhvervet skal udøves af indehavere af et uddannelsesbevis som tandlæge som omhandlet i dette direktiv. (16) Det har ikke forekommet ønskeligt at fastlægge en ensartet uddannelse af jordemødre for samtlige medlemsstater. Medlemsstaterne bør derimod have så stor frihed som muligt ved tilrettelæggelsen af disses uddannelse. (17) Af forenklingshensyn bør benævnelsen "farmaceut" anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed. (18) Indehavere af uddannelsesbeviser som farmaceut er specialister på lægemiddelområdet og bør i princippet i alle medlemsstater have adgang til et minimum af virksomhed på dette område. At dette minimumsområde er fastsat i dette direktiv, bør ikke indebære nogen begrænsning af de former for virksomhed, som farmaceuter har adgang til i medlemsstaterne, bl.a. med hensyn til biomedicinske analyser, og bør ikke give disse erhvervsudøvere noget monopol, idet indførelsen af et eventuelt monopol fortsat henhører under medlemsstaterne enekompetence. Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan stille supplerende uddannelseskrav for adgangen til virksomhed, som ikke er omfattet af det samordnede minimumsområde. En værtsmedlemsstat, som stiller sådanne krav, bør således kunne lade disse være gældende for statsborgere, som er indehavere af uddannelsesbeviser, som automatisk anerkendes i henhold til dette direktiv. (19) Med dette direktiv tilsigtes der ikke en samordning af alle betingelser for adgang til og udøvelse af virksomhed på det farmaceutiske område, og den geografiske fordeling af apoteker og spørgsmål om medicinudleveringsmonopol henhører fortsat under medlemsstaternes kompetence. Dette direktiv ændrer ikke medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, som forbyder virksomheder at udøve visse 19
former for farmaceutisk virksomhed, eller gør en sådan udøvelse betinget af, at en række betingelser er opfyldt. (20) Bygningsværkers arkitektoniske udformning, deres kvalitet, deres harmoniske indføjning i omgivelserne og hensynet til det naturlige miljø og bymiljøet samt til den fælles og private kulturarv er af offentlig interesse. Den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser bør derfor være baseret på kvalitative og kvantitative kriterier, som sikrer, at indehaverne af anerkendte uddannelsesbeviser er i stand til at forstå og omsætte enkeltpersoners, samfundsgruppers og institutioners behov inden for arealplanlægning, udformning, tilrettelæggelse og opførelse af bygningsværker, bevaring og udnyttelse af den bygningshistoriske arv og bevaring af den naturlige ligevægt. (21) De nationale bestemmelser på arkitekturområdet og om adgang til erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt har meget forskellig rækkevidde. I de fleste medlemsstater udøves virksomhed inden for arkitekturområdet de jure eller de facto af personer med titlen arkitekt, enten alene eller med tilføjelse af en anden titel, uden at disse personer derfor har eneret på udøvelse af disse former for virksomhed, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Disse former for virksomhed eller visse af dem kan ligeledes udøves af andre erhvervsudøvere, særlig ingeniører, der har fået en særlig uddannelse inden for byggeri eller bygningskunst. For at gøre dette direktiv så enkelt som muligt bør begrebet "arkitekt" anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed. (22) For at gøre ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer effektiv bør der fastsættes ensartede formkrav og procedureregler for gennemførelsen samt en række bestemmelser for udøvelsen af erhvervet. (23) Et samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen vil lette gennemførelsen af dette direktiv og overholdelsen af de forpligtelser, som følger af det. Der bør derfor fastsættes bestemmelser for dette samarbejde. (24) Administrationen af de forskellige anerkendelsesordninger, som er indført ved sektordirektiverne og den generelle ordning, har vist sig at være tung og kompleks. Administrationen og ajourføringen af dette direktiv for at tage højde for den videnskabelige og teknologiske udvikling bør derfor gøres enkel, særlig når minimumsuddannelseskravene samordnes med henblik på automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser. Der bør med henblik herpå nedsættes et enkelt udvalg for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. (25) Da de for gennemførelsen af nærværende direktiv nødvendige foranstaltninger er generelle foranstaltninger efter artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen 45, bør de vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5 i nævnte afgørelse. 45 EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. 20