Information ved dødsfald
Dette hæfte er en praktisk vejledning til pårørende om spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med dødsfald på Hospice Djursland. Hospice Djursland November 2014
Når døden indtræder Når der er dødsfald på Hospice Djursland, tænder personalet lys for afdøde. Efter ønske kan I deltage i istandgørelse af afdøde. Der kan være særlige ønsker fra afdøde eller fra pårørende om påklædning, sengelinned, blomster eller minder f.eks. billeder, som skal følge afdøde. Personalet vil i samarbejde med jer opfylde ønskerne, så vidt det er muligt. De første timer efter dødsfaldet For mange mennesker har det stor betydning at have god tid til at tage afsked. I er velkomne til at bruge tiden på netop den måde, som I ønsker. Når døden er indtrådt, kan afdøde blive liggende på stuen op til et døgn. Pårørende tager selv kontakt til bedemandsforretning. Det videre forløb aftales med bedemanden, med mindre man selv varetager opgaven.
Udsyngning Såfremt der er ønske om udsyngning fra Hospice, kan personalet hjælpe med at arrangere dette. Personalet kan ligeledes være behjælpeligt med forslag til indholdet, fx synge en salme, oplæsning af et digt, et specielt musikstykke, en bøn, mm. Udsyngning markerer en form for farvel til afdøde. Det er familien, der bestemmer, hvordan udsyngning skal foregå, og hvem der deltager. Under højtideligheden kan kisten være åben eller lukket. For nogen mennesker er det naturligt at lægge nogle personlige ting i kisten til afdøde. Det anbefales, at især børn får mulighed for dette i form af breve, tegninger og lignende. Herefter føres kisten ud til rustvognen, som er parkeret ved hovedindgangen. Såfremt man ønsker deltagelse fra personalet, aftales dette på forhånd. Udlevering af værdigenstande Alle værdigenstande, som f.eks. penge, checkhæfte, kontokort / bankbøger, smykker, ur, mobiltelefon og nøgler bliver registreret og opbevares i aflåst boks. Kun afdødes ægtefælle/registreret partner kan umiddelbart medtage afdødes ejendele. For alle andre pårørende er det skifteretten, som tager sig af boet og giver særlig tilladelse til udlevering af afdødes ejendele. Udlevering foregår på Hospice Djursland på hverdage i dagtimerne efter telefonisk aftale.
Vær opmærksom på, at evt. "fælles" konti i pengeinstitutter m.v. kan blive lukket i en periode umiddelbart efter dødsfaldet. Hjælpemidler Pårørende skal tilbagelevere eventuelle hjælpemidler til hjemkommunen samt returnere afdødes medicin til hjemapoteket. Dødsattest Dødsattesten udfyldes af en læge. Attesten udleveres til bedemanden (med mindre man selv varetager opgaven) som videreformidler til præsten / kirkekontoret i bopælssognet. Dødsanmeldelsen Dødsfaldet skal anmeldes til begravelsesmyndigheden, dvs. præst/ kirkekontor i afdødes bopælssogn. Dette gælder også i de tilfælde, hvor afdøde ikke er medlem af Folkekirken. Anmeldelsen skal ske senest to hverdage efter dødsfaldet og er samtidig en anmodning om ligbrænding eller begravelse. Blanketten til brug ved dødsanmeldelse findes på www.borger.dk og kan udfyldes online/digitalt af nærmeste pårørende, eller man kan mod et honorar vælge at lade bedemandsfirmaet gøre det. Man kan undersøge, hvilket sogn, man tilhører på www.sogn.dk.
Begravelse / bisættelse Begravelse eller bisættelse foregår normalt inden for 6-10 dage efter dødsfaldet. I særlige tilfælde kan handlingen udsættes. Det er almindeligt at henvende sig til en bedemandsforretning, som I selv vælger (liste over lokale bedemandsforretninger kan udleveres). I kan også vælge selv at stå for en del af det praktiske med hjælp fra præst eller kirkekontor i afdødes bopælssogn. Lader I en bedemand stå for begravelsen eller bisættelsen, vil han tage sig af de praktiske ting. I bedes om i den forbindelse at lade afdøde blive afhentet udenfor tidsrummet kl. 10-12. Der kan blive brug for følgende af afdødes personlige papirer: sygesikringsbevis dåbs- eller fødselsattest samt evt. andre Personalet deltager ikke ved begravelser.
Efter dødsfald Efter et ophold på Hospice Djursland og en tid med sygdomsforløb og dødsfald, vil hverdagen igen komme tæt på, med tanker og spørgsmål. Vi vil her fra Hospice Djursland tilbyde Jer en telefonisk henvendelse ca. en måned efter, hvor der er mulighed for at få talt forløbet igennem og drøfte livet efter. Pårørende vil også blive inviteret til en mindegudstjeneste i Bregnet kirke ved præsten fra Hospice Djursland, Ann Maj Lorenzen, med efterfølgende kaffe på Hospice Djursland. Sorgstøtte Landet over findes en række støttetilbud i form af sorggrupper for efterlevende. På www.sorgstøtte.dk kan man finde sorgstøtte, der tilbydes tæt på egen bopæl.
Hospice Djursland Strandbakken 1 8410 Rønde 8777 3300 hospice@hospicedjursland.dk www.hospicedjursland.dk