Op ad bakke i 100 dage Regeringen har fået en hård start i de danske medier. Det viser en ny undersøgelse af de første 100 dage ved magten. Negative sager som løftebrud, Moskva-penge, rygerum og sexchikane har overskygget de positive sager og stjålet opmærksomheden fra regeringens egne politiske dagsordner Af Jon Kiellberg, kommunikationsrådgiver i Dansk Kommunikationsforening og Lasse Skjoldan, senioranalytiker hos Infomedia Hvis synlighed har været et mål i sig selv for regeringen de første 100 dage, så har Thorning-Schmidt og co. fået en forrygende start. Tilsammen er regeringens ministre blevet omtalt ikke mindre end i 128.000 artikler, notitser, indslag og debatindlæg, siden den hvide røg forsvandt op af det sorte tårn. Størstedelen af mediesagerne havde regeringen dog med al sandsynlighed gerne været foruden.
En ny undersøgelse fra Infomedia af de største sager for hver minister viser, at der for de flestes vedkommende har været langt flere negative person og problemsager end positive sager om nye politiske og værdimæssige markeringer. Og regeringen kan med rette se tilbage på de sidste tre måneder med en erkendelse af, at det har været op ad bakke fra starten af, og at de tre partier ikke tilnærmelsesvis har fået fuld valuta for de politiske forslag. Løftebrud, Sass Larsen og skattesagen Statsministeren er den mest omtalte minister, idet hun tegner sig for mere end fjerdedel af hele regeringens knap 33.000 omtaler. Mere end nogen anden er det altså statsministerens omtale, der kommer til at præge og smittet af på det samlede billede af regeringen. En gennemgang af de sager, hun er sat i forbindelse med i de første 100 dage, tæller imidlertid mindst lige så mange negative som positive sager. Kun ganske få af sagerne omhandler regeringens politiske forslag, og kun de færreste af disse har formået at forblive på mediernes dagsorden og skabt positiv debat for regeringen. I stedet har statsministeren måttet bruge en stor del af sin taletid på at svare på anklager om diverse løftebrud, og på spørgsmål om Sass Larsen og hendes tillid til sine ministre. Der er dog en mediesag, der har overskygget dem alle: Skattesagen som har været en fast del af mediebilledet de sidste tre måneder. Og på selvom sagen fik en ny drejning i december måned med fokus på den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens og hans spindoktor, Peter Arnfeldt rolle i sagen, så har det langt fra været en vindersag eller udgjort nogen form for politisk landvinding for regeringschefen. Massivt mediespot på person- og partisager Tendensen med mange negative sager går igen hos flere ministre. Mange af de nye har således ikke været i stand til at sætte en selvstændig politisk dagsorden siden regeringsdannelsen. Og har de været synlige i medierne, har det langt fra altid været for en politisk dagsorden. Bl.a. har den massive fokus på Ole Sohns kommunistiske fortid langt overskygget rollen som vækst- og erhvervsminister. Piben har fået en anden lyd for Søvndal Det er ikke gået meget bedre for partifællen Villy Søvndal, som har skabt flere overskrifter for hans sproglige egenskaber, barsels-fyringer, løftebrud end om udenrigspolitiske emner. Og der er langt mellem snapsene på listen af dagsordner, som udenrigsministeren selv har været med til at sætte. Og det på trods af, at han er den anden mest synlige minister i regeringen med ikke færre end 12.000 omtaler de første 100 dage.
Sexchikane, rygekabine og racisme! Det samme har overgået ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, der er blevet mere kendt i medierne for anklage om sexchikane, samt valgløftet om en akutfunktion i Svendborg, end om konkrete faglige sager. Mette Gjerskovs rygekabine stjal ligeledes langt mere opmærksomhed end hendes politiske initiativer om fødevarer og økologi. Senest har Uffe Elbæk skabt mere opmærksomhed om udtalelser i forbindelse med racisme i fodbold end noget andet kulturpolitisk initiativ de sidste tre måneder. Der er naturligvis undtagelser blandt det nye ministerhold. Her er det det blandt andet lykkedes finansminister Bjarne Corydon, økonomiminister Margrethe Vestager og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at sætte nye politiske dagsordner på deres fagområde og formået at markere sig selvstændigt i konkrete politiske sager. Alt andet end regeringen har sat den politiske dagsorden Trods de få opløftende tilfælde har medierne i de første 100 dage tegnet et billede af en regering i defensiven. Det er der flere årsager til: Dels har de overvejende negative og uheldige personsager overskygget en lang række væsentlige politiske forslag. F.eks. stod lanceringen af Finanslovsforslaget
kraftigt i skyggen af debatten om Ole Sohns fortid DKP. Dels begrænser den økonomiske situation det politiske manøvrerum. Senest så vi i statsministerens nytårstale, hvordan 15 minutters uimodsagt taletid blev brugt til at forventningsafstemme snarere end at fremsætte nye konkrete politiske initiativer og mærkesager. Yderligere har den nye opposition haft succes med at fremstille regeringsgrundlaget som løftebrud, hvormed regeringen allerede fra start var bagud på point og kom ind på en løbebane, hvor andre definerede, hvad den skulle snakke om. I det hele taget har løftebrudsdebatten fyldt samtlige medieflader de første måneder af regeringens levetid og levnet mindre spillerum for selvstændige politiske dagsordner for trekløveret i regeringen. Brug for at definere en ny fortælling De mange negative historier har gjort det svært for ministrene de første 100 dage at trænge igennem med selvstændige politiske initiativer, og har dermed efterladt et indtryk af en handlingslammet regering uden et samlet politisk projekt. Problemet for regeringen er, at når det ikke er ministrenes politiske initiativer, der fylder mediebilledet, men derimod de negative historier, fodfejl eller fejltrin, så er det dem, som vælgerne bedømmer politikerne efter.
Og jo længere journalister og kommentatorer maler videre på billedet af en regering uden synlig kurs, jo sværere vil det blive for Thorning-Schmidt at ændre det. Udfordringen for statsministeren er derfor så hurtigt som overhovedet muligt at præsentere en sammenhængende politisk strategi konkretiseret ved en række af politiske initiativer og mærkesager, som kan skabe overskrifter og starte nye værdipolitiske diskussioner. Internt i regeringen kan der også sprede sig en følelse af, at nu skal der gøres noget, hvilket kan bidrage til ukoordinerede og risikable soloridt af de enkelte partier og ministre. Derfor har det afgørende betydning, at der inden længe præsenteres en række nye og konkrete initiativer, forslag og mærkesager som alle føder ind til den samme overordnede politiske fortælling som samtidig skaber kant til den forrige regering. Vi har således stadig til gode, at den snart ikke så nye regering sætter sin egen selvstændige dagsorden i medierne. 2012 vil vise, om regeringen formår at skabe en langt større klangbund og synlighed i medierne om deres politiske initiativer end de mange negative og personlige sager, som præget mediebilledet de første tre måneder af regeringens levetid.