Tænk, at grave en hel gris ned i jorden!

Tænk, at grave en hel gris ned i jorden! Inge fortæller om at være opdraget til demokrati, fællesskab og solidaritet og om hvordan man kan have det med sig i bagagen, når man som voksen rejser ud i verden. Jeg er vokset op i Bolbro, som er en forstad til Odense. Bydelen er bestemt ikke overklasse, men middelklasse, arbejderklasse. Jeg er vokset op i et tofamilieshus med fire børn i et værelse. Vi sov i to køjesenge. Børnene legede på gaden, børn i alle aldre legede sammen. Vi spillede rundbold, hoppede paradis, byggede huler, lavede cirkus og akrobatik. De voksne var der bare. Mødrene var hjemmegående, mændene arbejdede ude. Min far var værktøjsmager og arbejdede på Thrige Titan. Min far var tillidsmand. Mit barndomshjem var præget af, at min far var en god socialdemokrat. Det betød at vi blev opdraget til demokrati, fællesskab og solidaritet. Værdierne handlede om, at man var sammen, at man lærte at dele vi kunne godt være fire om at dele en sodavand, som dengang var ¼ liter. I dag er jeg selv meget optaget af demokrati, blandt andet i forhold til min undervisning på højskolen, hvor jeg arbejder. Da jeg var barn holdt vi familieråd. Her kunne man snakke om, hvor meget børnene skulle have i lommepenge og hvor mange opgaver, man skulle have i hjemmet. Bagefter tænker jeg, at det har lagt et grundlag for en demokratisk tankegang og et engagement i resten af verden. Min far havde spillet dilletant som ung altså amatørteater. Han kunne godt lide at optræde og kunne mange sange udenad. Han kunne godt finde på at lege med os, f.eks. lege gemme i hele huset. Vi fik meget traditionel, dansk mad: frikadeller, bøf med løg, blomkålsstuvning, flæskesteg til jul, andesteg og gåsesteg. Kylling. Stegt flæsk. Kartofler, kartofler, kartofler og så igen! Da jeg blev lidt ældre, kunne man pludselig få ris det var noget helt nyt. Jeg syntes, det var spændende at få noget andet og nyt. Og frostvarerne kom også - så kunne man købe forårsruller. Det var noget helt nyt. Jeg tror ikke, vi tænkte på, at den mad kom fra en helt anden del af verden, og slet ikke havde noget med den danske kultur at gøre. Mælkemanden kom stadig hver morgen, tidligt, med sin hestevogn. Om lørdagen kørte han en runde mere for at tage imod betaling. Så fik vi nogle gange lov til at køre med hestevognen. Der var dem fra stjerneparken: Dem fra den anden side af Rismarksvej. Dem var vi aldrig sammen med. Da vi blev unge, kørte vi på knallert og mødtes oppe ved stangen, hvor man kunne banke tæpper. Jeg legede tit med drenge, for dem, der var på min alder, var drenge. Det var legekammerater, fordi det var dem, der boede i gaden. Mange havde mange søskende. Vi havde også tit små søskende på slæb eller var selv på slæb. Teater2Tusind Tekst og redaktion: Pernille Nederland Webdesign og layout: Helle Justesen 1

Min far og min mor havde lige høj status. Men oppe hos Ulla og Carsten kunne moderen godt gemme en røvfuld til om lørdagen, når faderen kom hjem. I får med bøjlen, sagde hun til børnene. Det var hendes måde at klare hverdagskonflikter på. Min mor syntes, det var foragteligt. Hun kunne sagtens selv klare sine børn. Hos os skulle faderen ikke være en trussel eller en højere autoritet. Vi skulle bare høre efter hvad hun sagde. Min allerførste selvstændige rejse var til Ibiza. Nogle af dem, der var med, fandt en dansk bar, hvor de kunne få frikadeller. Og det syntes jeg, var noget pjat, for når man kom til Ibiza, skulle man spise den lokale mad. Så det med at være nysgerrig i forhold til den kultur, man besøger, har jeg haft en holdning til, allerede, da jeg var 15. Også selvom mine venner hellere ville have dansk mad. Som 22 årig var jeg tre måneder i kibbutz i Israel. Her var mange forskellige nationaliteter samlet. Det betød ikke noget, hvilken kultur vi kom fra ungdomskulturen var international. Det, vi havde sammen, var samværet rundt om bålet, diskotek engang imellem i weekenden, ture ud i landskabet. Når man er så ung, var der ting, vi alle sammen kunne være fælles om. Musikken, f.eks. Vi hørte alle sammen Dire Straits og Police. Boformen var helt ny. Vi var orienteret mod vestens kultur, musik. Der var en araber, som færdedes meget sammen med os, og det var lidt specielt, for konflikten mellem jøder og palæstinensere eksisterede også dengang. Ellers blev vi ikke mindet om konflikten, selv om vi var i Israel. Det største kultursammenstød, jeg oplevede i kibbutzen handlede om, at dem, der kom fra bl.a. Norge og England tit var i diskussion med en hvid pige fra Sydafrika, som gav udtryk for hvor svært det var at bo i et land, hvor der var restriktioner mod hendes kulturelle baggrund. Dengang var der apartheid i Sydafrika, som jo oprindeligt slet ikke var de hvides land. Pigen var i et dilemma. Hun var født og opvokset i Sydafrika, selvom hun var hvid. Hun syntes, Sydafrika var hendes land og hendes kultur. Hun tilhørte den HVIDE kultur, the upper class, veluddannede, dem der havde adgang til uddannelse og finkultur, den herskende klasse. Dem, der sad på magten. Hun var helt klart solidarisk med sin kulturbaggrund, selvom det gav hende problemer i forhold til kibbutzkulturen, hvor holdningen var præget af en modstand mod apartheid. Det var anstrengende og problematisk at færdes udenfor kibbutzen inde i det gamle Jerusalem. Her kunne man ikke gå i shorts med og bare skuldre. Der var hele tiden nogle, der skulle hen at røre ved vores lyse hud og hår. Derfor købte jeg en kjortel, helt lang, som de arabiske mænd gik i. Jeg flettede mit lyse hår og så kunne jeg gå i fred. Ellers blev man antastet på en ubehagelig måde. Men jeg var stadigvæk Inge fra Bolbro indeni. Jeg blev bare lidt mere anonym. Jeg kunne godt lide oplevelsen af, at tøjet markerede en grænse mellem mig selv og omverdenen. Derfor kan jeg, i dag, også godt forstå muslimske kvinder, når de siger, at de føler sig mere respekteret, når de har tørklæde på. Teater2Tusind Tekst og redaktion: Pernille Nederland Webdesign og layout: Helle Justesen 2

PAPUA NY GUINEA - her kom jeg til som voksen, og havde i mellemtiden været lidt ude i Europa og så, som sagt, Israel. Min ven, Per, og jeg blaffede til Østrig og mødte en bus fuld af tyrkere, som var gæstearbejdere i Tyskland og skulle hjem på ferie. Så fik vi plads i bussen, helt til Istanbul. To danskere blandt tyrkere. Det, jeg undrede mig over, var alle de ting, de havde med hjem: Kaffe, bestik, gryder, potter, pander, cykler på taget af bussen. Der var så MEGET. Bussen var FYLDT. Jeg havde aldrig tænkt over det før: De var i Europa og tjente en masse penge og så kunne de købe ting med hjem til landsbyerne, hvor de slet ikke kunne købe de samme ting. Jeg fik et indblik i, hvad det var, der var vigtigt at tage med fra Vesteuropa til Sydøsteuropa. Armbåndsure, mange, de sad langt op ad armen. Det var simpelthen STATUSSYMBOLER. Status at have en mand, der arbejdede i Europa. En dag kom min ven Christoff hjem med nogle billeder fra Papua Ny Guinea. Der var billeder af mad i jordovne, helstegt gris jeg syntes, det var så mærkeligt. Tænk, at grave en hel gris ned i jorden! Christoff var også blevet udsmykket i deres stammeudsmykning og det så også helt mærkeligt ud. Han havde fjer på osv. Det gjorde mig nysgerrig. Da han tog derud igen for at skrive speciale, tog jeg ud at besøge ham. Jeg havde lavet et projekt i Odense, hvor jeg vandt en rejse til Portugal men hvad skulle jeg der?!. Jeg ville hellere ud at besøge Christoff i Papua Ny Guinea. Så byttede jeg billetten, så jeg kunne komme af sted. Jeg var rejst gennem store, moderne internationale lufthavne og endte med at komme fra en lille lufthavn i Indonesien til en lillelillebitte lufthavn. Vi var kun fem - ti stykker, som var med det store fly. Hvert flyselskab havde sit eget blikskur i lufthavnen det var alt. Man bar selv bagagen, gik over landingsbanen og der gik kun fly en gang om ugen Vi skulle bo i en landsby langt ude i bjergene. Der var ikke strøm, folk bor i hytter med græstag, flettede vægge, har bål midt i hytten. Der var ingen almindelige huse i hele den landsby. Men folk gik ikke længere traditionelt klædt. De gik i europæisk genbrugstøj. En gik med en herrebadekåbe, som om det var en jakke eller frakke. Det kunne VI jo grine lidt af. Men for dem, der ikke kender vores kultur, var det bare en brugsgenstand. Tøjet kunne vi kende det havde vi typisk smidt ud for ti år siden. Folket var blevet kristne, og tilhørte nu den luthersk-evangeliske kirke. Kirken gjorde meget ud af at forbande hele deres oprindelige naturreligion magi, traditionelle fester, ritualer, fjerpragter, græsskørter Når de nu var blevet kristne, fik de besked på, at de skulle brænde alt det, der hørte til naturreligionen. Det var fra den sorte tid. Nu er lyset kommet til jer! Det gamle hører til djævlens værk, sagde de kristne missionærer. Teater2Tusind Tekst og redaktion: Pernille Nederland Webdesign og layout: Helle Justesen 3

Christoff og jeg var interesserede i teatrets oprindelse, som kommer af ritualer vi var kulturinteresserede. Nogle af artefakterne, altså de ting, de havde brugt, da de dyrkede naturreligionen kunne nogle af de gamle PNG er finde frem f.eks. de flotte paradisfuglefjer selvom det var flere år siden, de havde dyrket religionen. KULTURIMPERIALISME Ham, vi boede hos, var en høvdingene i området. Han hed Mele. Høvding hedder Bik Man på pigeon engelsk. Han fortalte historien om første gang, PNG erne så hvide mennesker og blev forskrækkede. PNG erne troede, det var deres forfædres ånder, der kom. Bik Man Mele sagde: Vi var bange for de første hvide. Men så tæmmede de os ligesom vi tæmmer vores grise, ved at give os ris og dåsemad og forskellige andre gaver, de havde med. Mele var den første fra området, der kom til kysten. Omkring 1958 kom de første hvide til PNG. Tidligere havde Mele været isoleret i højlandet. Mele var åben overfor det nye. Før han blev kristen var han en god stammekriger. Modig. Havde slået mange fjender ihjel. Nu fik han ståløkser af de hvide i stedet for sten økser. Nu fik han en stor bushknife, hvor han tidligere havde haft bue og pil. Mele var den første, der fløj til kysten for at se det moderne. Her så han, hvor langt de var nået i udviklingen nede ved kysten. Han havde aldrig før set den moderne verden. Det, jeg synes er det bedste ved, at de er blevet kristne er, at de har stoppet de fleste af deres blodige stammekrige. Kristendommen har nogle andre værdier end naturreligionen, som meget handlede om stammen og stammens overlevelse. F.eks. det bud, der siger, at man ikke må slå ihjel. STAMMEKRIGE Det, man som regel sloges om i stammekrigene, var land. Jord. Områder. Hvis nogen, selv om det bare drejede sig om en, kom ind på ens område eller stjal fra en, så kunne man erklære hele hans stamme krig. Blev stammen krænket, så kunne man gå ud at angribe en anden landsby. Hvis det var et overraskelsesangreb, brændte man typisk de andres hytter af. Hvis det var en aftalt krig, gik man i samlet flok mod hinanden med bue og pil. Man kunne også kræve erstatning. Hvis fjenden ramte en med en pil, kunne man trække sig tilbage, så gjorde fjenden det også - og krigen blev genoptaget næste dag. Og det her er altså i 50 erne. Men man har jo også stammebevidsthed nogle steder i Danmark i dag så hedder det måske bare ikke stammer, men bander. Reglerne og æresbegreberne er de samme. PNG erne var vilde og betegnes stadig som vilde. Jeg synes ikke, de er hverken vilde eller fattige. Men målt med den målestok, vi har, når vi måler fattigdom, så er det et af verdens fattigste lande. Men de er jo selvforsynende, de bor oppe i bjergene, det er sommer hele året, det regner i en periode hver dag. Det er fantastisk. Teater2Tusind Tekst og redaktion: Pernille Nederland Webdesign og layout: Helle Justesen 4

VÆRDIER PNG ernes væsentligste værdier er sammenhold og loyalitet overfor deres egen stamme og deres eget stammesprog. Klanen, den kommer før alt andet. Det er vigtigere end individet. Alle har en arbejdsopgave i familien. Børn henter vand. Man tager sig af de gamle. Børn går til hånde. Når man er dreng er man med på jagt. Pigerne følger kvinderne. De laver sødkartofler, mændene passer bananpalmerne og bjerghaverne, hvor de har nogle specielle nødder. Mænd bygger huse. Tækker. Samler brænde. Hvis drengene leger i bushen, tager de altid brænde med hjem. IDENTITET Ens identitet hænger nøje sammen med, hvilken status man/familien har. Og den status gøres op i, hvor mange svin man har. Det viser man med et smykke, man bærer på sig. Ens status giver ret til at være med til at bestemme. En anden vigtig del af ens identitet er ens historie hvem var ens far og bedstefar? Hvor modig var han? Det var min far, som var ude at flyve. Det betyder ikke så meget hvem moderen var. Hvis man skal giftes og er kvinde, skal man vise, at man er god til at arbejde, at man kan passe en have. Hvis man er mand, skal man vise at man er god til at bygge et hus og at man kan passe grise. Det er ikke det menneskelige overskud, man måles på. Man måles på, hvor god man er til at arbejde og hvor meget jord man har. Ikke om man er empatisk og omsorgsfuld. - Hvad måles man på i Danmark? Jeg var til et bryllup, hvor Meles søn skulle giftes. Han er vokset op i grisehuset med sin mor, og gik med lændeklæde og barkbælte indtil han var 8-9 år. Så kom han i missionsskole, altså en skole, som var ledet af de hvide kristne. Som ung voksen har han gennemført en ph.d. i computer engineering. Der skulle være stort bryllup. Men fordi han boede i Australien for at færdiggøre sin uddannelse, valgte parret at lave en blanding af et traditionelt og et moderne bryllup. Selv om han har job ved Telekom og lever et helt andet liv inde i hovedstaden, så handler brylluppet alligevel om jord og grise. Det vil sige - i dag handler det om grise og penge. Man kommer, helt konkret, med grisene, som er brudeprisen. Og pengesedler. I gamle dage var det kinaskaller. Brudeprisen er høj, når bruden også er veluddannet. I dag er uddannelse status. Bruden er en del af en byttehandel stammerne i mellem. Det, hendes liv og arbejde i stammen er værd, det skal stammen have igen i form af grise og penge. Det er klart, at hvis man kan få et lønnet arbejde, så man tjener rigtige penge, er man mere værd, end hvis man bare kan gå derhjemme. Der er i øvrigt også stadig flerkoneri. En mand må altså gerne have flere koner. Brylluppet varede over flere dage. Den traditionelle del handlede om overdragelse af brudeprisen. Hele brudens familie og landsbyen/stammen kom for at modtage brudeprisen. Grisene var linet op, så man kunne se dem. Brudgommens mor kom stolt med sine store, fede grise og overdrog dem til brudens familie. Teater2Tusind Tekst og redaktion: Pernille Nederland Webdesign og layout: Helle Justesen 5

De blev gift i kirken, bruden var hvidt, han i kjole og hvidt og det foregik alt sammen midt i det der jordovnshurlumhej, med røg og brændende blade, der fløj rundt i luften. Det fungerede ikke så godt sammen med en moderne, hvid brudekjole. Bryllupsmiddagen er det traditionelle indslag i festen. Før PNG erne blev kristne, blev de gift i græsskørt og lændeklæde med blade bagpå, paradisfuglefjer og ansigtsbemaling. Tidligere var overdragelsen af grisene udtryk for, at nu var de gift. HVAD TILTRÆKKER MIG VED DEN ANDEN KULTUR? Det er menneskene. Noget af det, jeg har oplevet, vi har til fælles er humor. En eller anden form for nysgerrighed, direkthed og humor. Og åbenhed overfor at lære nyt. De vil gerne. Når jeg rejser helt ud på den anden side af jorden, er det for at opleve det grundlæggende. Det er basis. Der er noget tiltrækkende ved det. At leve på naturens præmisser. At naturen har sådan en stor indflydelse på, hvad der sker om man lige kan gå i skole den dag eller ej. Vi har mistet nogle værdier i vores moderne udvikling f.eks. at leve med og i naturen. For mig er det en værdi, fordi det er naturligt. Vi lever i en kunstig verden. Alting, vi omgiver os med, er skærmende i forhold til naturen og dens kræfter. Det er godt nok, når man snakker tsunami og oversvømmelser, men vi er ligesom kommet så langt i hele den moderne udvikling. At være i Papua Ny Guinea er ligesom at møde sin egen natur. At finde ud af, at her er noget, jeg savner. At stå i et vandløb en hel dag og vaske sig selv og sit tøj. Der vasker jeg sammen med de andre kvinder. Herhjemme smider jeg tøjet i maskinen og tumbleren. Det er ligesom at komme tilbage til storfamilie, til fællesskabet. Måske møder jeg de værdier, jeg blev præget med som barn: Fællesskabet, det, at gøre ting i flok. At være flere generationer sammen. Hvad er det, man bruger sin tid på herhjemme? At arbejde, spise, se fjernsyn. Dernede, i PNG, sidder man rundt om bålet og fortæller historier. De gamle fortæller om gamle dage. Alle fortæller om dagens oplevelser Vi lever med stress og jag for at få alle vores moderne hjælpemidler. Tempoet i Papua Ny Guinea er helt anderledes. Det går stille og roligt. En ting ad gangen. Man skal ikke så meget forskelligt. Hvis man ikke lige når det i dag, når man det i morgen eller næste år. Klokken og komme til tiden det eksisterer ikke. Jo, måske lige et sted: i skolen. Inge Strandby Jensen er interviewet af Pernille Nederland, august 2011 Teater2Tusind Tekst og redaktion: Pernille Nederland Webdesign og layout: Helle Justesen 6