En komparativ analyse af ægtefællers formueforhold ved separation og skilsmisse i Danmark og England

Speciale Opgaveskriver: Cand.ling.merc. Betina Svendsen Fag: Studienummer: Juridisk engelsk 242376 Komparativ ret Vejleder: Antal tegn: Sandro Nielsen 139.100 En komparativ analyse af ægtefællers formueforhold ved separation og skilsmisse i Danmark og England - med fokus på bodeling og økonomisk afhjælpning Handelshøjskolen i Århus August 2004

Abstract This thesis focuses on ancillary relief on separation and divorce in Denmark and England with the aim of comparing the two countries' legal systems in this field and, in doing so, finding their similarities and differences. To make the comparison possible, the thesis answers three main questions: What are spouses' property rights during marriage and on separation/divorce? How is property adjusted between spouses on separation/divorce? What kinds of financial relief are there and how is it determined whether financial relief should be ordered? An account of the property rights shows that Danish spouses have community of property, and consequently their property must be divided with half to each party on separation/divorce. In England, on the other hand, spouses have separate property both during and after marriage, and on separation/divorce each party has the right to keep what he or she brought into the marriage. There is no assumption of equal division of property as there is in Denmark. As a result of spouses' property rights on separation/divorce, the two countries have different property adjustment procedures. In Denmark, law prescribes the adjustment of property: There must be a qualitative adjustment and a quantitative adjustment. Each part has a right to half the value of the matrimonial property, unless either spouse has separate property, and each party can claim the right to his/her own property by virtue of the qualitative adjustment rules. In England, the courts have more powers by being able to chose between different property adjustment orders and making the order that the court finds appropriate: Transfer of property, settlement of property, and variation of property. However, before using their powers, the courts must consider all the circumstances of the case in question; statutory guidelines prescribe the circumstances to be taken into consideration. In Denmark, the courts need not take any circumstance into consideration, unless the situation is exceptional and e.g. requires an unequal division of property due to a short marriage.

Unless the family home is leased, it is subject to the rules of quantitative and qualitative adjustment in Denmark. In England, the courts make the appropriate order after having applied the s. 25 guidelines. If the home is leased, the Danish courts take certain circumstances into consideration, of which the most important is who gets the parental responsibility of any child (unless one of the spouses runs a business right next to the home, in which case he or she has the right to the flat no matter what). With most leases in England, the courts must apply the s. 25 considerations before making their order. Leases protected by the Rent Act 1977 also require considerations to be taken by the courts, although a bit different than the s. 25 considerations. An account of the question of the parties' pension arrangements is also given. Again, the comparison shows that the two countries are different. In Denmark, the nature of the pension determines the question of what happens to it: The courts will determine whether it is to be considered a part of the community of property or not. In England, the courts have powers to decide what happens to a party's pension. Three orders can be made: Offsetting", attachment order, and pension sharing order. The first order will leave the pension rights with the owner and the other spouse will be compensated for his or her loss. The second one will leave the pension undivided until the day of retirement where it will be divided between the parties. The last one divides the pension between the spouses at the time of divorce. The final part of the comparison the question of financial relief shows that financial relief is similar in Denmark and England. Both systems allow the courts to order one spouse to pay maintenance to the other, and both systems allow a lump sum payment. The courts' considerations are basically the same in both countries. There is, however, a difference between Danish and English financial relief procedure, as the courts do not determine the size of periodical payments in Denmark. The state county (statsamtet) makes this decision. The thesis concludes that the greatest differences between the Danish and English system are the existence of a community of property in Denmark and the non-existence of it in England the s. 25 considerations to be made in connection with any order in England do

not exist in Denmark except in connection with financial relief and exceptional circumstances and the English courts have more powers than the Danish.

DEL 1: INDLEDNING...4 1. Indledning...4 1.1. Problemformulering...4 1.2. Afgrænsning...5 1.3. Metodevalg...6 DEL 2: FORMUEFORHOLD I DANMARK...9 2. Ægtefællernes formueforhold...9 2.1. Almindeligt formuefællesskab...9 2.2. Personlige rettigheder...10 2.3. Særeje...11 3. Separation/skilsmisse. Bodeling...11 3.1. Formuefællesskabets retsvirkning ved separation og skilsmisse...11 3.2. Offentligt skifte og privat skifte...14 3.3. Den kvantitative deling...14 3.3.1. Vederlagskrav...14 3.3.2. Forlods udtagelse af genstande, som udelukkende tjener til personligt brug...15 3.3.3. Skævdelingsregler ved visse kortvarige ægteskaber...15 3.3.4. Skævdelingsregler i mindre boer...16 3.4. Den kvalitative fordeling...16 3.4.1. Krydsende udtagelsesret...17 3.4.1.1. Fast ejendom familiens bolig...17 3.4.1.2. Fast ejendom familiens sommerbolig...18 3.4.1.3. Erhvervsvirksomheden...18 3.4.1.4. Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre...19 3.4.1.5. Bohave...19 3.4.1.6. Udlæg, hvor værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet...19 3.5. Familiehjemmet...20 3.5.1. Retten til en lejet lejlighed...20 3.5.2. Retten til lejligheden i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle...22 3.5.3. Almene boliger...22 3.5.4. Andelslejligheder og andre lejlighedstyper...23 3.6. Pension...23 3.6.1. Pensionsrettigheder...23 3.6.2. Enkepensionsrettigheder...25 DEL 3: ØKONOMISK AFHJÆLPNING I DANMARK...27 4. Ægtefællebidrag...27 4.1. Bidragspligt...27 4.1.1. Den ene parts behov for bidrag...27 4.1.1.1. Bidragssøgendes erhvervssituation...28 4.1.1.2. Alder og helbred...29 4.1.1.3. Samlivsskadesynspunkt...30 4.1.1.4. Formueforholdene...30 4.1.2. Den anden parts evne til at betale bidrag...30 4.1.2.1. Bidragspligtiges erhvervssituation og indtægtsforhold...31 4.1.3. Ægteskabets varighed...32 4.1.4. Behov for støtte til uddannelse eller lignende...32 4.1.5. Andre momenter...33 4.2. Bidragspligtens varighed...35 1

4.2.1. Tidsbegrænsede bidrag...35 4.2.2. Tidsubegrænsede bidrag...36 4.2.3. Aftrapning af bidrag...37 4.3. Bidragets størrelse...37 4.3.1. Ansøgning til statsamtet...37 4.3.2. Statsamtets afgørelse...38 4.4. Bortfald af ægtefællebidrag...40 5. Ægteskabslovens 56...41 5.1. Formueforholdene...42 5.2. Ægteskabets varighed...43 5.3. Omstændighederne i øvrigt...44 5.3.1. Aldersforskel...44 5.3.2. Forøgelse eller forbedring af andens særeje...44 5.3.3. Hjælp til etablering...44 5.4. Billighedsregel...45 DEL 4: FORMUEFORHOLD I ENGLAND...45 6. Ægtefællernes formueforhold...45 6.1. Særeje...45 7. Separation/skilsmisse. Hensyn i forbindelse med accessorisk afhjælpning...45 7.1. Ligedelingsprincippet i sager om betydelige aktiver...46 7.2. Lovfæstede retningslinjer...46 7.2.1. Det første hensyn barnets tarv...47 7.2.2. Rettens pligt til at tage hensyn til alle omstændigheder...48 7.2.2.1. Nuværende og fremtidige indtægter, indtjeningsevne samt...48 formuemidler og økonomiske midler...48 7.2.2.2. Nuværende og eventuelle fremtidige finansielle behov,...51 forpligtelser og ansvar...51 7.2.2.3. Familiens levestandard inden samlivets ophør...52 7.2.2.4. Ægtefællernes alder og ægteskabets varighed...52 7.2.2.5. Eventuel fysisk eller psykisk sygdom hos den ene eller begge...54 ægtefæller...54 7.2.2.6. Hver ægtefælles bidrag til familiens pasning, herunder også...54 opretholdelse af hjemmet...54 7.2.2.7. Adfærd hos den ene ægtefælle, der er af en sådan grad,...55 at det ville være i strid med ret og rimelighed ikke tage hensyn hertil...55 7.2.2.8. Ydelser, som en ægtefælle vil miste retten til at opnå...57 som følge af en skilsmisse...57 7.2.3. Clean break...57 8. Bodeling...59 8.1. Bodelingskendelser...59 8.1.1. Transfer of Property...59 8.1.2. Settlement of Property...60 8.1.3. Variation of settlements...60 8.2. Familiehjemmet...60 8.2.1. Fast ejendom...60 8.2.2. Afgørelser om lejemål...63 8.2.2.1. Overdragelse af bolig i henhold til 24...63 8.2.2.2. Overdragelse af bolig i henhold til tillæg 7...64 2

8.3. Pension...64 8.3.1. Offsetting...65 8.3.2. Attachment order...65 8.3.3. Pension sharing order...66 DEL 5: ØKONOMISK AFHJÆLPNING I ENGLAND...68 9. Ægtefællebidrag...68 9.1. Periodical payments...68 9.1.1. Bidragspligtens varighed...68 9.1.2. Bortfald af periodical payments...69 10. Lump sum order...70 11. Komparativ analyse af ligheder og forskelle...72 11.1. Formueforhold under ægteskabet...72 11.2. Formueforhold ved samlivets ophør...72 11.2.1. Formueforholdets retsvirkning ved separation/skilsmisse...72 11.2.2. Bodeling...73 11.2.3. Familiehjemmet...74 11.2.3.1. Fast ejendom...74 11.2.3.2. Lejemål...75 11.2.4. Pension...75 11.3. Økonomisk afhjælpning...77 11.3.1. Ægtefællebidrag...77 11.3.1.1. Momenter...77 11.3.1.2. Bidragspligtens varighed...78 11.3.1.3. Bidragets størrelse...79 11.3.1.4. Bortfald af bidrag...80 11.3.2. 56 og lump sum order...80 DEL 6: KONKLUSION...82 12. Konklusion...82 Litteraturliste...85 Bilag...88 3

DEL 1: INDLEDNING 1. Indledning Statistikken viser, at separation og skilsmisse er et evigt relevant emne inden for alle retssystemer. Eksempelvis var der i 2003 15.763 skilsmisser i Danmark (Danmarks Statistik, 2004:1), mens der i England og Wales var 147.735 skilsmisser i 2002 (National Statistics, 2004:1). Når par skilles, opstår der en række problemer, som skal løses, og livet ændres betydeligt for begge parter. Nu er samlivet ophørt, og de skal dele et liv i to, der tidligere var ét det gælder både deres personlige liv og deres økonomiske liv. Den økonomiske del er ikke nødvendigvis helt let; det skal afgøres, hvem, der skal have hvad, om der skal ydes ægtefællebidrag til den ene part, etc. Når et ægtepar står over for separation eller skilsmisse, er der således et samfundsproblem, som skal løses. Hvordan løser man dette? Ved en nærmere gennemgang af retssystemet i henholdsvis Danmark og England vil det vise sig, hvordan de to lande har valgt at løse det samme samfundsproblem. 1.1. Problemformulering Separation og skilsmisse er i sig selv et bredt emne, og det er også for bredt til et speciale; derfor er der behov for at afgrænse emnet. Man kan i princippet opdele separation/skilsmisse i tre problemgrupper: 1) separations- og skilsmisseprocessen det at opnå separation og skilsmisse, 2) forældremyndigheden over eventuelle børn efter separation og skilsmisse, 3) bodelingen og den økonomiske afhjælpning mellem ægtefællerne efter separation og skilsmisse. I dette speciale vil der blive redegjort for den sidstnævnte del, og forholdene i Danmark og England bliver så sammenlignet. Således er hovedspørgsmålet: hvordan deler retten ægtefællers formue ved separation/skilsmisse, og hvordan løses spørgsmålet om økonomisk afhjælpning i henholdsvis Danmark og England? Dette hovedspørgsmål besvares gennem følgende underspørgsmål under hvert land: ægtefællernes 4

formueforhold, bodeling (herunder familieboligen og pensionsopsparingen) og økonomisk afhjælpning. Inden der redegøres for, hvordan bodeling foregår, berøres først ægtefællernes formueforhold under ægteskabet. Begrundelsen herfor er at klargøre, hvordan formueforholdet som udgangspunkt ser ud, fordi det har stor relevans ved separation og skilsmisse. Separation og skilsmisse er slået sammen i specialet, fordi det hovedsageligt er de samme regler, der gælder for begge i forbindelse med bodeling og økonomisk afhjælpning. Eksempelvis skal der i Danmark tages stilling til de samme vilkår ved både separation og skilsmisse (der kan dog tages bidragsforbehold, således at spørgsmålet om bidrag kun gælder for separation, og derfor skal tages op igen ved en eventuel skilsmisse). Ligeledes kan der gives som eksempel, at formuefællesskabet ophører ved både separation og skilsmisse, hvorfor de samme retsregler gælder for begge problemstillinger (Reimers-Lund, 1998:25). Der er hovedsageligt taget udgangspunkt i det danske system, og det engelske system er derfor forsøgt omgrupperet, således at det er muligt at sammenligne de to retssystemers løsninger. Formålet med specialet er at redegøre for de danske og engelske retsregler inden for separation og skilsmisse og derved danne basis for en komparativ analyse. Analysen vil vise, hvilke ligheder og forskelle, der er mellem dansk og engelsk ret. Målgruppen er personer, der har brug for en redegørelse og sammenligning af retsforholdet ved formuedeling, bolig, pension og ægtefællebidrag ved separation og skilsmisse i henholdsvis Danmark og England. Det kunne fx være en cand.ling.merc.-studerende, der i forbindelse med en oversættelse har brug for at vide, hvordan tingene forholder sig. 1.2. Afgrænsning I dette speciale behandles udelukkende separation og skilsmisse ved dom, selvom langt størstedelen af separationer og skilsmisser i Danmark finder sted gennem bevilling (Statsamterne, 2004:6). Ved separations- og skilsmissebevilling er parterne enige om en 5

række ting forældremyndigheden over fællesbørn under 18 år, om der skal svares ægtefællebidrag til den ene ægtefælle og i hvilket tidsrum, hvem der skal fortsætte lejemålet af fælles lejlighed, om den ene skal have et beløb som kompensation for den andens særeje (Reimers-Lund, 1998:30). Ligeledes kan parterne i England indgå forlig om bl.a. boligforhold mellem ægtefællerne og børnene og derved undgå en retssag (Standley, 2001:173-174). Men fordi det kun er et fåtal af separationer og skilsmisser, der meddeles ved dom, er det yderst interessant at undersøge, hvilke regler retten i henholdsvis Danmark og England følger, og hvilke overvejelser de gør sig i disse sager. 1.3. Metodevalg Inden man påbegynder et speciale i komparativ ret, må man foretage en række valg angående metoden, med hvilken man ønsker at sammenligne de to retssystemer. De trufne metodevalg i dette speciale er baseret på specialets emne og de to retssystemer, der vil blive behandlet. Eftersom specialet omhandler de formuemæssige og økonomiske problemer i forbindelse med separation og skilsmisse i henholdsvis Danmark og England, er tre metodevalg foretaget. For det første baseres fremstillingen på den funktionelle metode. Denne metode benyttes, når man i sin fremstilling skal arbejde med at løse et samfundsproblem gennem retsregler, dvs. man identificerer problemet, undersøger samt redegør for, hvorledes dette problem løses i de to retssystemer. I dette speciale omhandler samfundsproblemet spørgsmålet om formuemidler og økonomisk afhjælpning. Således tages der udgangspunkt i den måde, hvorpå et samfundsproblem løses i to forskellige lande i stedet for de retsregler, som de to lande har, hvorved afgrænsningen af emnet sker gennem samfundsproblemet og ikke retsreglerne (Lando, 1986:87-89). Denne metode er god, fordi man derved undgår at skulle sammenligne retsregler, som ikke nødvendigvis eksisterer i begge lande. I stedet sammenlignes løsningen af et problem, som findes i både Danmark og England. Denne metode er også valgt, fordi der i Danmark og England er to vidt forskellige retssystemer, hvorved det som udgangspunkt ikke kan forventes, at retsreglerne er let sammenlignelige. 6

Dernæst har jeg foretaget et valg mellem Länderberichtmetoden og den analytiske metode. Førstnævnte handler om at sammenligne to eller flere retssystemer inden for et større emne og redegøre samlet for hvert retssystem. Sidstnævnte omhandler en sammenligning af retssystemernes holdning til hvert enkelt problem. Länderberichtmetoden er bedst, når to meget forskellige retssystemer skal sammenlignes, og hvor det i så fald kan være svært at sammenligne problem for problem, fordi terminologien og problemstillingerne er vidt forskellige. Den analytiske metode er derimod bedst, når man vil spare plads og undgå for mange gentagelser af problemer og løsninger (Lando, 1986:98). Jeg har valgt at benytte førstnævnte i denne opgave, da de to relevante retssystemer som nævnt har to vidt forskellige udgangspunkter: Engelsk ret er opbygget efter sædvaneretten, common law, hvorimod dansk ret i høj grad er baseret på lovgivning frem for retspraksis. En Länderberichtmetode vil endvidere skabe et bedre overblik for den læser, der gerne vil læse om et samfundsspørgsmål i dets sammenhæng. Det sidste metodevalg var mellem en statisk og dynamisk fremstilling. Det er sammenligningens målgruppe, der afgør valget. Hvis læseren er en lovgiver, vil den dynamiske fremstilling være bedst, da den skildrer den historiske udvikling i retssystemerne, og det er måske de erfaringer, der er gjort gennem tiden, der er mest interessante for ham/hende. Men er læseren fx en advokat eller en dommer, der står over for et aktuelt retsforhold, vil den statiske fremstilling være mere passende, da den sammenligner den nuværende situation i landene (Lando, 1986:98-99). Som nævnt i afsnit 1.1., er specialets målgruppe fx cand.ling.merc.-studerende i engelsk, der skal lave oversættelser inden for dette emne. De har ikke brug for en historisk gennemgang, men en redegørelse for de nuværende retsforhold i de to lande, som de oversætter imellem, hvorfor sidste metodevalg er den statiske fremstilling. I forbindelse med ægtefællebidrag og pension i Danmark gennemgås der dog kort for den seneste udvikling af retspraksis. Selvom dette ikke hører til metodevalget, er det alligevel hensigtsmæssigt at gøre en undtagelse her, fordi det illustrerer, at løsningen af et specifikt problem (hvorvidt retten til enkepension skal have indflydelse på en ægtefælles tilkendelse af ægtefællebidrag i afsnit 4.1.5.) først er blevet afklaret inden for de seneste år. 7

Til dette speciale anvendes faglitteratur i form af lærebøger om familieret af nyere dato samt lovtekster. Dog er en bog af ældre dato, idet den er fra 1993 (Ægteskabsloven kapitel 4 og 5. Retsplejeloven kapitel 42 af Svend Danielsen). Jeg mener godt, at den kan benyttes, da meget andet og nyere litteratur refererer til denne bog, hvorfor den stadig må anses for relevant. 8

DEL 2: FORMUEFORHOLD I DANMARK 2. Ægtefællernes formueforhold Selvom ægteskabets retsvirkninger ikke behandles i dette speciale, er det alligevel nødvendigt at behandle formueforholdet under ægteskabet, da dette er afgørende for bodelingen ved separation og skilsmisse (dvs. ægtefælleskifte). Formueforholdet er nemlig latent under ægteskabet, og retsvirkningen af det bliver først relevant ved samlivets ophør (Andersen m.fl., 2003:757). Der er to grundlæggende formueordninger i et dansk ægteskab: Formuefællesskab og særeje. Ud over disse er der uoverdragelige eller personlige rettigheder, der hører under formuefællesskabet i den forstand, at de ikke er gjort til særeje, men som kan holdes uden for delingen ved separation og skilsmisse, fordi de ikke umiddelbart kan indpasses under almindeligt formuefællesskab (Reimers-Lund, 1998:83-84). I det følgende bliver der redegjort nærmere for de tre nævnte forhold. 2.1. Almindeligt formuefællesskab Retsvirkningslovens (RVL) 15, stk. 1, i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger bestemmer, at alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje (Andersen m.fl., 2003:744). Således er det dansk rets hovedregel, at ægtefællers formueforhold er almindeligt formuefællesskab, medmindre andet er bestemt. Formuefællesskab betyder, at ægtefæller i tilfælde af skifte er berettiget til halvdelen af værdien af fællesboet (Eyben m.fl., 2003:102). Hver ægtefælles halvdel kaldes boslod (Eyben m.fl., 2003:47). Formuefællesskab betyder ikke, at ægtefællerne sammen ejer de ting, de hver især har bragt ind i ægteskabet, men derimod at hver stadig har sin formue. Formuefællesskabet udelukker dog ikke sameje, hvor parterne eksempelvis erhverver en genstand sammen. Med formuefællesskabet følger princippet om særråden, jf. RVL 16, stk. 1, og særhæften, jf. RVL 25. Førstnævnte indebærer, at ægtefællen har rådighed over alt, hvad han/hun har bragt med ind i, eller erhvervet under, ægteskabet, uanset om det er gennem arv, gave eller arbejde, og uanset om det er aktivet i sin oprindelige form, 9

eller hvad der træder i stedet for såsom løsøregenstande i stedet for løn. Det, som en ægtefælle råder over, kaldes hans/hendes bodel (Andersen m.fl., 2003:744). Af RVL 25 følger det, at en ægtefælle hæfter med sin bodel og med sit eventuelle særeje for alle forpligtelser, der skulle være opstået før eller under ægteskabet (Andersen m.fl., 2003:744). 2.2. Personlige rettigheder Som det fremgår af RVL 15, stk. 1, er alt, hvad der ikke er gjort til særeje, således formuefællesskab. Der findes dog en række rettigheder under formuefællesskabet, som ikke indgår i delingen ved et skifte. Dette er formuleret i RVL 15, stk. 2, og har følgende ordlyd: På rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler (Pedersen, 2001:83). Når en rettighed er klassificeret som en 15, stk. 2-rettighed, indebærer det, at den er et aktiv af speciel karakter, som ikke automatisk behandles efter reglen om almindeligt formuefællesskab. Hvorledes rettigheden behandles ved skifte, afhænger af rettighedens art. Nogle rettigheder inddrages helt eller delvist under skiftet, mens andre udelukkes helt. Hvis en rettighed ikke inddrages, får ejerægtefællen den som noget ekstra ved siden af bodelingen (Andersen m.fl., 2003:761). Antallet af rettigheder er omfattende, og listen nedenfor er derfor langt fra udtømmende; den indeholder kun eksempler på rettigheder, der i reglen ikke inddrages i ligedelingsnormen: - En ophavsmands ret til sit litterære eller kunstneriske værk. Hvis han har indgået en forlagskontrakt, hvorved salgsværdien af manuskriptet kendes, forholder tingene sig anderledes. - Pensioner, rentenydelsesrettigheder, livrenter og overlevelsesrenter samt andre lignende krav på en livsbetinget, periodisk ydelse (Andersen m.fl.. 2003:761). (Se nærmere om pension i afsnit 3.6.) 10

- Erstatning til en ægtefælle som følge af en personskade, et erhvervsevnetab eller en forsørgertabserstatning, forudsat at erstatningen stadig er intakt, fx ved at være anbragt i værdipapirer. - Goodwill. Det forudsættes, at goodwillen er personlig dvs. knyttet til personen selv. Såfremt goodwill er tilknyttet en forretnings navn eller beliggenhed, indgår den i bodelingen (Reimers-Lund, 1998:99). 2.3. Særeje Særeje indgår som nævnt i RVL 15, stk. 1, ikke under formuefællesskabet, og bodelingen vil ikke deles halvt over ved samlivets ophør, hvis der foreligger særeje; hvad en ægtefælle har etableret som særeje skal ikke ligedeles ved separation og skilsmisse, og som hovedregel går han/hun ud af ægteskabet med sit særeje i ubeskåret stand (Andersen, m.fl., 2003:751). Angående undtagelsen til denne særejeregel, se nærmere herom i afsnit 5. Ægtefæller har mulighed for at etablere særeje over hele deres formue, men de kan også vælge at have nogle aktiver som fælleseje og andre som særeje, dvs. et blandet formuefællesskab (Reimers-Lund, 1998:84). Detaljerne omkring de forskellige typer særeje, der kan etableres i danske ægteskaber, er uden for specialets rækkevidde, og vil derfor ikke blive gennemgået. 3. Separation/skilsmisse. Bodeling 3.1. Formuefællesskabets retsvirkning ved separation og skilsmisse Først ved separation og skilsmisse træder retsvirkningen af selve formuefællesskabet frem. Dette fremgår af RVL 16, stk. 2: Ved ægteskabets ophør såvel som i tilfælde af bosondring eller separation udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo. 11

Her er hovedreglen i dansk ret, at ægtefællerne skal dele værdien af deres positive nettoformue med halvdelen til hver som følge af formuefællesskabet; det er kun positive bodele, der deles, hvilket vil sige, at hver ægtefælles passiver trækkes fra aktiverne, inden et eventuelt overskud deles (Reimers-Lund, 1998:91). Dette illustreres med et par eksempler. Eksempel Mandens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. ½ af hus 100.000 kr. 3. Bankkonto 16.000 kr. 4. Bil 60.000 kr. 180.000 kr. Passiver 1. Bankgæld 50.000 kr. 2. Gæld i bilen 40.000 kr. 90.000 kr. Formue 90.000 kr. Hustruens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. ½ af hus 100.000 kr. 3. Bankkonto 10.000 kr. 114.000 kr. Passiver 1. Studiegæld 100.000 kr. 2. Bankgæld 10.000 kr. 110.000 kr. Formue 4.000 kr. I dette eksempel får manden halvdelen af værdien af sin bodel + halvdelen af hustruens bodel: 45.000 kr. + 2.000 kr. = 47.000 kr. Hustruen får således også 47.000 kr. Her er 12

resultatet en ligedeling af den samlede formue, men resultatet forholder sig ikke nødvendigvis sådan ved alle bodelinger. Nedenfor gives der et eksempel på en anden situation: Eksempel Mandens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. Hus 200.000 kr. 3. Bankkonto 16.000 kr. 4. Bil 60.000 kr. 280.000 kr. Passiver 1. ½ af bankgæld 30.000 kr. 2. Gæld i bilen 40.000 kr. 70.000 kr. Formue 210.000 kr. Hustruens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. Bankkonto 10.000 kr. 14.000 kr. Passiver 1. Studiegæld 100.000 kr. 2. Bankgæld 30.000 kr. 130.000 kr. Formue -116.000 kr. I dette tilfælde skal manden dele sin positive bodel på 210.000 kr. med hustruen, mens hendes bodel ikke skal deles, da den er negativ. Manden får derfor: 105.000 kr. ved bodelingen. Hustruen får 105.000 kr. af manden, som hun kan trække fra sin gæld, og hun slutter med 105.000 116.000 kr. = -11.000 kr. (Reimers-Lund, 1998:92-93). 13

3.2. Offentligt skifte og privat skifte Bodeling kan foregå ved et offentligt eller privat skifte. I Danmark er langt størstedelen af alle skifter private, hvor parterne har indgået en aftale om bodelingen og udarbejder en bodelingsoverenskomst. Såfremt parterne ikke kan blive enige om bodelingen, kan de hver især indbringe spørgsmålet om fællesboets deling for skifteretten (Andersen m.fl., 2003:758). Ved et offentligt skifte skiftes fællesformuen efter de i fællesboskiftelovens (FSKL) kapitel VI gældende regler, der er udtrykt i lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986 (Andersen m.fl., 2003:758). Dette speciale er afgrænset til kun at berøre reglerne for offentligt skifte, og privat skifte behandles derfor ikke yderligere. Der bliver redegjort for fællesboskiftelovens regler i de næstfølgende afsnit. 3.3. Den kvantitative deling De nævnte eksempler i afsnit 3.1. kaldes den kvantitative deling, og denne hovedregel har hjemmel i RVL 16, stk. 2 (Andersen m.fl., 2003:758). Der findes nogle undtagelser til denne hovedregel, og disse vil blive redegjort for i det følgende. 3.3.1. Vederlagskrav For at håndhæve princippet om ligedeling, finder dansk ret det nødvendigt at kunne justere ligedelingen i det tilfælde, at den ene ægtefælle har formindsket sin bodel. Hvis den ene ægtefælle har rådet uforsvarligt over sin bodel, hvorved bodelen er blevet formindsket betydeligt, kan den ikke-rådende ægtefælle gøre et vederlagskrav gældende ved skiftet, jf. RVL 23, stk. 1. Den ikke-rådende ægtefælle kan få en kompensation svarende til den værdi, som den rådende ægtefælle har mistet for. Det vil sige, at hvis den uforsvarlige ægtefælles bodel på 80.000 kr. ville have udgjort 130.000 kr. uden den uforsvarlige adfærd, kan den ikke-rådende ægtefælle kræve at få en kompensation på 50.000 kr. Ved selve skiftet bliver den uforsvarliges bodel på 80.000 kr. fratrukket 50.000 kr., som derved går til den anden ægtefælle, hvorved tabet ved den uforsvarliges adfærd således placeres udelukkende hos den disponerende ægtefælle. Dennes bodel udgør nu kun 30.000 kr. til ligedeling mellem ægtefællerne. En ægtefælle kan ligeledes gøre et vederlagskrav gældende, hvor den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller forbedring af sine 15, stk. 2-aktiver eller sit særeje, jf. RVL 23, stk. 2. Omvendt kan en 14

ægtefælle, der har anvendt midler af sit særeje, forlods udtage vederlag herfor af sin egen bodel, jf. RVL 23, stk. 3 (Andersen m.fl., 2003:759). 3.3.2. Forlods udtagelse af genstande, som udelukkende tjener til personligt brug Ved skiftet er der visse aktiver, der ikke er genstand for ligedeling. Disse omfatter genstande, der udelukkende tjener til personligt brug, og hver ægtefælle har ifølge FSKL 68 a, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som kun tjener til personligt brug. Værdien af de forlods udtagne genstande må dog ikke stå i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Genstande, der er omfattet af 68 a, stk. 1, er tøj, skrivesager, visse sportsrekvisitter, ure og handicaphjælpemidler. Smykker er også omfattet, men kun så længe, de ikke står i misforhold til formueforholdet. Arbejdsredskaber er ikke en del af denne ret (Lund-Andersen m.fl., 2003:632). I princippet skal det afgøres ved hvert aktiv, om det står i misforhold til formueforholdet, men skifteretten ser også på den samlede værdi af aktivmassen, som ægtefællen begærer forlods udtaget. Hvis der er fællesbørn, omfatter 68 a, stk. 1, også genstande til børnenes brug, hvorved ægtefællen med forældremyndigheden har forlodsretten til gratis udtagelse. Hvis der er fælles forældremyndighed, er det ægtefællen, hos hvem barnet bor, der har forlodsret (Lund-Andersen m.fl., 2003:633). 3.3.3. Skævdelingsregler ved visse kortvarige ægteskaber FSKL 69 a bestemmer, at skifteretten kan foretage en såkaldt skævdeling af fællesboet ved separation eller skilsmisse det vil sige, at bodelingen ikke vil blive delt med halvdelen til hver. For at skifteretten vil foretage denne skævdeling af fællesboet, skal følgende to forhold være til stede: 1) Den ene ægtefælle skal have bragt hoveddelen af ægtefællernes fællesbo med ind i ægteskabet. Ligeledes kan fællesboet være blevet erhvervet på et senere tidspunkt under ægteskabet ved arv eller gave (ikke arbejdsindkomst). 15

2) Skifteretten skal finde en ligedeling åbenbart urimelig, hvor hovedårsagen hertil er et kortvarigt ægteskab og et manglende økonomisk fællesskab af betydning. Der er ikke fastsat nogen bestemt tidsgrænse i loven, men et ægteskab, der har varet i op mod 5 år anses ikke for kortvarigt. I denne forbindelse tages der ikke kun hensyn til ægteskabets varighed, men også samlivets. Hvis et ægtepar således har haft et samliv på 4 år og et ægteskab på 1 år, vil der ikke nødvendigvis blive tale om skævdeling. Endvidere foreligger der økonomisk fællesskab af betydning, hvis den ene ægtefælle har bidraget til enten at bevare eller forøge den af den anden indbragte formue (Pedersen, 2001:91-92). 3.3.4. Skævdelingsregler i mindre boer FSKL 70 bestemmer, at Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder ham, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af hjemmet, og har han ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det efter begæring bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde ham (Lund-Andersen m.fl., 2003:638). Med hjemmel i denne bestemmelse kan skifteretten vælge en skævdeling, hvis den ene part mangler fx køkkenredskaber eller sengetøj, og han/hun med sine løbende indtægter ikke har råd til at anskaffe sig det fornødne bohave og andet løsøre til opretholdelse af hjemmet. Denne skævdeling sikrer, at den svage part får udlagt mere end halvdelen af formuefællesskabets nettomidler (Lund-Andersen m.fl., 2003:639). 3.4. Den kvalitative fordeling Ved skifte mellem ægtefællerne er det ikke nok kun at foretage en kvantitativ fordeling der skal også foretages en kvalitativ fordeling. Dette indebærer, at parterne tager stilling til, hvilke aktiver de ønsker at få udlagt efter vurdering, jf. FSKL 70 a, stk. 1. Hvis kun den ene ægtefælle ønsker et bestemt aktiv udlagt, udlægges aktivet til denne. Dette er gældende for alle aktiver (Lund-Andersen m.fl., 2003:642). Hvis ingen af ægtefællerne ønsker et bestemt aktiv udlagt, sælger skifteretten det, og provenuet heraf indgår under ligedelingsreglen. Hvis ægtefællerne ønsker det samme aktiv udlagt, er hovedreglen i 16

henhold til 70 a, stk. 2, at ægtefællen, til hvis bodel aktivet hører, vil have fortrinsretten. Fortrinsretten kan selvsagt ikke benyttes, hvor aktivet er i sameje mellem ægtefællerne, eller hvis de er uenige om, til hvis bodel det hører. Som løsning herpå kan parterne aftale at trække lod, eller også vil aktivet afhændes på samme vis, som hvis ingen ønskede aktivet udlagt (Andersen m.fl., 2003:761). 3.4.1. Krydsende udtagelsesret Der er undtagelser til den nævnte hovedregel i 70 a, stk. 2. Disse undtagelser hjælper den svage part, som måske ikke har så stor en bodel som den anden, og de giver den svage part ret til at kræve et eller flere aktiver udlagt, som ikke hører under dennes bodel, selvom ejerægtefællen også har begæret disse udlagt. Princippet kaldes krydsende udtagelsesret. I det følgende vil det blive uddybet, hvilke aktiver, udtagelsesretten gælder for. Det skal nævnes, at aktiver i særeje ikke er omfattet af krydsende udtagelsesret (Lund-Andersen m.fl., 2003:645). 3.4.1.1. Fast ejendom familiens bolig Fast ejendom kan udlægges til den ikke-ejende ægtefælle, såfremt den hovedsageligt eller udelukkende er beregnet til familiens bolig. Endvidere skal boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse (FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 1). Heri ligger der to betingelser. For det første: Ejendommen skal være beregnet til familiens bolig og det omfatter også enfamilieshuse og ejerlejligheder. Medregnet er også ejendomme, hvori der udlejes et par værelser. Ikke omfattet af reglen er således tofamilieshuse og udlejningsejendomme, hvor ægteparret har boet i en af lejlighederne (Lund-Andersen m.fl., 2003:646). For det andet: Udtagelsesretten kan kun benyttes, hvis boligen er af væsentligste betydning for ægtefællen, og det betyder som regel, at denne skal have forældremyndigheden over børnene. Alene det at have forældremyndigheden, er dog ikke ensbetydende med, at ægtefællen får ejendommen, da han/hun også skal være i stand til at bo der økonomisk set. Endvidere kan der foreligge konkrete momenter, der taler til fordel for ejerægtefællen, fx dennes langvarige og familiemæssige tilknytning til 17

ejendommen, eller den andens mulighed for at skaffe sig og børnene en anden passende bolig (Lund-Andersen m.fl., 2003:647). 3.4.1.2. Fast ejendom familiens sommerbolig FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 2, vedrører ejendommen, som har tjent til familiens sommerhus. Når retten skal afgøre, om den ikke-ejende ægtefælle kan få krydsende udtagelsesret i sommerhuset, gælder der ligeledes, at det skal være af den væsentligste betydning for denne. Afgørelsen træffes ud fra en række momenter. Hvis der er børn, finder retten det ofte naturligt, at ægtefællen med forældremyndigheden får tildelt boligen. Dog vil retten tøve noget med at tildele ægtefællen med forældremyndigheden sommerboligen, hvis denne har fået helårsboligen. Retten vil også undersøge, hvem af ægtefællerne, der har bedst mulighed for at udnytte sommerboligen, hvem der under ægteskabet har vist størst interesse for sommerboligen, og hvem der har lagt mest tid og arbejde i sommerboligen. Således vil det være en fordel for den, der ønsker krydsende udtagelsesret af sommerboligen, at han/hun fx har lagt tid og arbejde i denne bolig (Lund- Andersen m.fl., 2003: 648-649). 3.4.1.3. Erhvervsvirksomheden Undtagelse tre er formuleret i FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 3: Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt virksomheden udelukkende eller dog i det væsentligste er blevet drevet af denne. For at der her kan indrømmes krydsende udtagelsesret, skal den ikke-ejende ægtefælle således have drevet virksomheden, hvilket må forudsætte, at den rådende ægtefælles deltagelse har været af en underordnet betydning. En sådan situation kan eksempelvis opstå, hvor ægtefællen er ansat i tredjemands virksomhed som funktionær eller arbejdstager og samtidig ejer en virksomhed selv, som den anden ægtefælle hovedsageligt driver (Lund-Andersen m.fl., 2003:649). 18

3.4.1.4. Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 4, angiver, at en ægtefælle kan indrømme krydsende udtagelsesret til arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre i et omfang, der skønnes at være rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet. Genstande under denne bestemmelse kan være af enhver slags, fx inventar, lager, maskiner, etc. (Lund-Andersen m.fl., 2003:649-650). 3.4.1.5. Bohave Det femte og sidste nummer under 70 a, stk. 2, 2. pkt., vedrører bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem. Disse genstande kan være indbo af enhver art sengetøj, møbler, køkkentøj, etc. men det kan også være mere specielle ting som bøger og musikinstrumenter. Det, der er gældende for disse genstande, er, at de kan udlægges til ægtefællen, hvis det skønnes rimeligt af hensyn til opretholdelsen af hjemmet, eller hvis genstandene har tjent særligt til denne ægtefælle (Lund-Andersen m.fl., 2003:650). 3.4.1.6. Udlæg, hvor værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet FSKL 70 b, 1. og 2. pkt. anfører, at udlæg efter vurdering kan finde sted, selvom værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Det overskydende beløb må betales til den anden ægtefælle. Af denne bestemmelse fremgår det, at den udløsende ægtefælle skal kunne betale det overskydende beløb i kontanter. 70 b, 3. pkt., tager dog højde for, at behovet for udtagelse af bestemte aktiver ikke nødvendigvis modsvares af en tilstrækkelig likviditet. 3. punkt bestemmer således, at skifteretten i særlige tilfælde kan lade den udløsende ægtefælle tilstå afdragsvis betaling af beløbet mod en af skifteretten fastsat rente og mod en sikkerhed, der skønnes passende efter ægtefællernes formueforhold. 19

Selvom bestemmelsen omfatter alle udtagelser, er den i praksis hovedsageligt anvendelig ved udlæg i fast ejendom (Lund-Andersen m.fl., 2003:651). 3.5. Familiehjemmet Når parterne nu ikke længere skal bo sammen, skal det afgøres, hvad der skal ske med familiens hidtidige bolig. Har parterne fast ejendom, dvs. ejer de hus eller lejlighed, vil retten afgøre dette i henhold til de nævnte regler i loven. Derfor vil afsnit 3.5. ikke berøre fast ejendom yderligere, men udelukkende redegøre for familiehjem i form af lejede boliger. 3.5.1. Retten til en lejet lejlighed Ifølge ægteskabslovens 55 (ÆL) skal spørgsmålet om retten til fortsættelse af lejemålet af en fælles lejlighed ved separations- eller skilsmissedommen afgøres i henhold til lejelovens 77 (LL). Lejeloven bestemmer, at i tilfælde af lejerens separation eller skilsmisse afgøres det om nødvendigt ved bevillingen eller dommen, hvilken af ægtefællerne der har ret til at fortsætte lejeforholdet. Den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet til et forretningslokale, har fortrinsret til dette og den dertil hørende beboelse. LL 77 finder anvendelse, uanset om depositum, indskud, forudbetalt leje, m.m. er betalt med fælleseje- eller særejemidler. Lejeloven har altså ingen retningslinjer for, hvordan problemet løses ud over den i lovteksten nævnte bestemmelse om erhvervsvirksomhed med dertil hørende beboelse (Lund-Andersen m.fl., 2003:260). Dog kan der af retspraksis udledes nogle momenter, som retten tager stilling til, når bestemmelsen om erhvervsvirksomhed ikke finder anvendelse: Der tages først og fremmest hensyn til den ægtefælle, der får forældremyndigheden over fællesbørnene. Retten finder det vigtigt, at børn får lov til at vokse op i det hidtidige miljø, og andre forhold vil ofte træde i baggrunden på denne bekostning. Hvis ægtefællerne får fælles forældremyndighed, vil det afgørende være, hvem barnet kommer til at bo oftest hos (Danielsen, 1993:204). Hvis ægtefællen uden forældremyndigheden skal få tilkendt 20

lejligheden, skal der foreligge særlige omstændigheder såsom helbredsforhold eller erhvervshensyn. For eksempel fik manden i en dom fra 1964 (UfR 1964.456 Ø) tilkendt lejligheden, fordi han led af dissemineret sclerose og sad i en rullestol, selvom hustruen havde fået forældremyndigheden over deres knap 7-årige barn (Danielsen, 1993:205). Såfremt der ingen børn er, lægges der vægt på en række andre momenter. Her er det vigtigt at klarlægge, hvordan parternes boligforhold var før ægteskabet, specielt, hvor der er tale om kortvarige ægteskaber og samlivsforhold. Har parterne lejet lejligheden siden sammenflytningen, eller senere, har det betydning, hvem af dem, der skaffede den eller en tidligere lejlighed. Ligeledes har det betydning, hvilken tilknytning den ene ægtefælle og dennes familie har haft til lejligheden, kvarteret, boligområdet og ejendommen. Retten kan endvidere vælge at tage hensyn til, om en af parterne har opgivet en anden god bolig ved sammenflytningen (Danielsen, 1993:206). Endnu et moment er, om den ene af parterne er flyttet fra lejligheden, og hvis der har været samlivsophævelse af nogen varighed, hvordan denne i tiden op til separations- eller skilsmissedommen har indrettet sig. Herunder er det også vigtigt, om ægtefællen er flyttet sammen med en anden (Danielsen, 1993:208). Ydermere kan retten også vurdere, hvilke muligheder parterne har for at skaffe sig en anden bolig fx om den ene står længere fremme på en venteliste, eller er tilknyttet en boligforening. Desuden vil forhold som parternes økonomi samt deres alder og helbred spille ind, hvor det kan forventes, at den dårligst stillede vil få tildelt lejligheden. Lejlighedens beliggenhed i forhold til ægtefællernes arbejdsplads kan ligeledes indgå i vurderingen. Dette fremgår også af den nævnte dom fra 1964. Ud fra en billighedsbetragtning i sager, hvor ægteskabet har været kortvarigt hvor der ingen mindreårige børn har været og hvor ingen af de nævnte forhold taler for, at den ene part skal have fortrinsret til lejligheden, kan retten komme frem til, at ægtefællen, hvis navn står på lejekontrakten og som evt. boede i lejligheden inden ægteskabet får retten til at fortsætte lejemålet (Lund-Andersen m.fl., 2003:261). 21

3.5.2. Retten til lejligheden i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle Ægteskabslovens 55, stk. 2, bestemmer, at såfremt en lejlighed i en ejendom, der hører til den enes bodel eller særeje, og som indeholder flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, kan retten i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse pålægge ægtefællen at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemålet (Lund-Andersen m.fl, 2003:264). Retten til fortsættelse af et lejemål i henhold til 55, stk. 1, finder ikke anvendelse, hvor ejendommen er ejet af den ene ægtefælle, og derfor er 55, stk. 2, blevet indført i ÆL i 1969. Reglen omfatter tofamilieshuse og større beboelsesejendomme, som enten tilhører ægtefællen som særeje eller bodel. Denne bestemmelse betragtes som supplement til bestemmelsen i FSKL 70 a om krydsende udtagelsesret af fællesejeejendom, og udgangspunktet ved separation eller skilsmisse er, at enten er parterne omfattet af den ene eller den anden bestemmelse (Lund-Andersen m.fl., 2003:264). Kriterierne for rettens afgørelse er ikke opstillet i loven, men også her vil retten tage stilling til forældremyndighed således kan forælderen med forældremyndigheden have en større chance for at få tvangsudlagt lejligheden til lejemål (Lund-Andersen m.fl., 2003:264). Det samme gør sig gældende for den ikke-ejende ægtefælle i det barnløse ægteskab, som i en længere periode efter samlivsophævelsen har boet i lejligheden, eller som ikke i modsætning til ejerægtefællen har økonomisk mulighed for at skaffe sig en anden bolig (Lund-Andersen m.fl., 2003:265-266). 3.5.3. Almene boliger 73 og 75 i lov om leje af almene boliger regulerer reglerne for, hvilken ægtefælle får retten til at fortsætte lejemålet af den almene bolig ved separation og skilsmisse (Lund- Andersen m.fl., 2003:268). 73 udtrykker det samme som LL 77, mens 75 bestemmer, at såfremt den lejende ægtefælle har forladt sin ægtefælle og boligen, har sidstnævnte ægtefælle ret til at fortsætte lejemålet. 22

3.5.4. Andelslejligheder og andre lejlighedstyper For private andelsboligforeninger reguleres spørgsmålet om retten til andelslejligheder af den enkelte forenings vedtægter (Lund-Andersen m.fl., 2003:268). Hvis boligproblemet ikke er berørt i vedtægterne, antager såvel teori som retspraksis, at LL 77 kan anvendes analogt. Når retten afgør, at brugsretten til andelslejligheden skal overdrages til den ene ægtefælle, forudsætter dette ligeledes en overdragelse af den anden ægtefælles andel. Dette bevirker, at ægtefællen, der overtager andelslejligheden, skal betale den anden ægtefælle et beløb svarende til den andel, som overdrages. Hvis ejerægtefællen har sin andel af boligen som særeje, må den ikke-ejende ægtefælle betale direkte for andelen, hvorimod han/hun ved fælleseje kan få udlagt andelen som en del af boslodden, såfremt vedkommende har økonomisk mulighed for dette. Har ægtefællen ikke den økonomiske evne, har han/hun mulighed for at optage lån til dækning af resttilgodehavendet (Lund- Andersen m.fl., 2003:269). Inden retten afgør, hvem der skal overtage lejligheden, bør der sørges for oplysninger om økonomiske forhold, således det er undersøgt, om en ægtefælle har mulighed for at betale andelen (Lund-Andersen m.fl., 2003:269-270). Ved andre lejlighedstyper, såsom boligaktieselskaber, boliganpartsselskaber, anpartslejligheder, interessentskaber og lign., skal løsningen på problemet også søges i vedtægterne. Såfremt boligspørgsmålet ikke besvares herigennem, skal det afgøres i den enkelte sag, om LL 77 kan finde anvendelse, eller om ejerrådighedsmomentet er af sådan en grad, at en anvendelse af FSKL s regler er berettiget (Lund-Andersen m.fl., 2003:270). 3.6. Pension 3.6.1. Pensionsrettigheder I dansk ret bestemmer RVL 15, stk. 2, hvorledes pensioner skal behandles ved ægtefælleskifte (Lund-Andersen m.fl., 2003:528). 15, stk. 2, omhandler rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personligt art (afsnit 2.2.). Hvorvidt rettighederne kan holdes uden for delingen, afgøres i henhold til den enkelte rettigheds lov, forvaltningsakt, 23

private aftale, etc. Det kan således generelt ikke fastslås på forhånd, hvorvidt ægtefællers pension skal deles helt, delvist eller slet ikke (Lund-Andersen m.fl., 2003:525). Der findes dog nogle retningslinjer for pensionsafgørelser. Disse vil blive uddybet i det følgende. Der kan siges at være visse momenter, som er afgørende for, hvordan pensionsafgørelserne træffes. Det vigtigste moment i afgørelsen er ikke pensionens formål, men dens særlige tilknytning til personen (Lund-Andersen m.fl., 2003:528). Det vil sige, at skifteretten skal tage stilling til, hvor personlig rettigheden er, og såfremt den anses for at være personlig, vil den pensionsberettigede ægtefælle kunne udtage den forlods ved separation eller skilsmisse hvorved pensionen ikke deles. En personlig pension kan karakteriseres ved, at rettighederne er livsbetingede. Dette indebærer for det første, at den berettigede skal være i live ved første ydelses forfaldstid; for det andet skal den løbende udbetaling af ydelserne almindeligvis fortsætte resten af den berettigedes liv. Med kombinationen af disse to forhold vil pensionen anses for at være tidsmæssigt skræddersyet til den berettigede person, idet den berettigede skal lægge hele sit liv i denne ordning, før han/hun modtager pensionsydelserne. Det kan konkluderes heraf, at betingelsen for en forlods udtagelse af pensionsrettigheden i henhold til RVL 15, stk. 2, betinger tre forhold: 1. At ordningen er livsbetinget 2. At den er med løbende udbetalinger 3. Og at den tjener til alderdomsforsørgelse (Lund-Andersen m.fl., 2003:530-531). Det er ovenfor blevet nævnt, at pensionsordninger med livsbetingede, periodiske ydelser til udbetaling i pensionsalderen efter gældende ret ikke hører under formuefællesskabet. Modsat forholder det sig med egenpensionsordninger i form af kapital- eller rateforsikringer eller rateopsparingsordninger i pengeinstitutter (Lund-Andersen m.fl., 2003:528), for disse pensionsordninger anses ikke for værende tilstrækkeligt personlige. Der skelnes i princippet mellem de to typer pensionsordninger, som således er afgørende for, om pensionen indgår i ligedelingen: Egenpensioner kan siges at være på lige fod med økonomiske goder som opsparing i hus, obligationer, etc. og indgår derfor i formuefællesskabet hvorimod førstnævnte pensioner betragtes som et økonomisk gode, 24

der skal sikre en persons alderdomsforsørgelse og er derfor at betragte som en rettighed af personlig art (Lund-Andersen m.fl., 2003:528). 3.6.2. Enkepensionsrettigheder Ud over de generelle regler for pensionsdeling er mandens pensionsordning relevant ved skilsmisse, hvis den er omfattet af enkepensionsloven af 1941 (EPL), fordi der så skal tages stilling til ved skilsmisse, om hustruen skal bevare retten til enkepension, således at hun får enkepension, hvis hendes fraskilte mand dør før hende (Lund-Andersen m.fl., 2003:245). Retten til enkepension berøres ikke ved separation, jf. EPL 1, stk. 2 (Lund- Andersen m.fl., 2003:248). For at pensionen er omfattet af EPL, gælder der for det første, at manden som led i sit tjenesteforhold (ansættelsesvilkår) skal være tjenestemand eller være sikret en enkepensionsordning, der er omfattet af loven, jf. 1, stk. 1 (Lund-Andersen m.fl., 2003:245). Den pensionsordning, som mænd kan være sikret i deres ansættelsesvilkår, skal for det andet være kollektiv, før den er omfattet af loven, dvs. ordningen skal være knyttet til hovedpensionsordningen, således at pensionsbidragets størrelse og erlæggelse er uafhængigt af, om den ansatte er gift eller ej (Lund-Andersen m.fl., 2003:249). For det tredje er det kun kvinder, der har mulighed for at bevare retten til pension efter en tidligere ægtefælle (Lund-Andersen m.fl., 2003:247). Endnu en betingelse for bevarelsen af pensionsretten er, at ægteskabet ved skilsmissen skal have bestået i mindst 5 år, herunder er en eventuel separationstid eventuelt medregnet (Lund-Andersen m.fl., 2003:249). Desuden skal der påhvile manden bidragspligt efter skilsmisse. Hvis bidragspligten er tidsbegrænset, er hustruen kun berettiget til enkepension i samme tidsrum. Det har dog ingen indflydelse på pensionsretten, at bidragspligten eller bidragets størrelse ændres. Derimod kan enken ikke gifte sig igen uden at fortabe retten. Skulle hun derefter skilles igen, genopstår hendes ret heller ikke (Lund-Andersen m.fl., 2003:250-251). 25