En komparativ analyse af ægtefællers formueforhold ved separation og skilsmisse i Danmark og England

Speciale Opgaveskriver: Cand.ling.merc. Betina Svendsen Fag: Studienummer: Juridisk engelsk 242376 Komparativ ret Vejleder: Antal tegn: Sandro Nielsen 139.100 En komparativ analyse af ægtefællers formueforhold ved separation og skilsmisse i Danmark og England - med fokus på bodeling og økonomisk afhjælpning Handelshøjskolen i Århus August 2004

Abstract This thesis focuses on ancillary relief on separation and divorce in Denmark and England with the aim of comparing the two countries' legal systems in this field and, in doing so, finding their similarities and differences. To make the comparison possible, the thesis answers three main questions: What are spouses' property rights during marriage and on separation/divorce? How is property adjusted between spouses on separation/divorce? What kinds of financial relief are there and how is it determined whether financial relief should be ordered? An account of the property rights shows that Danish spouses have community of property, and consequently their property must be divided with half to each party on separation/divorce. In England, on the other hand, spouses have separate property both during and after marriage, and on separation/divorce each party has the right to keep what he or she brought into the marriage. There is no assumption of equal division of property as there is in Denmark. As a result of spouses' property rights on separation/divorce, the two countries have different property adjustment procedures. In Denmark, law prescribes the adjustment of property: There must be a qualitative adjustment and a quantitative adjustment. Each part has a right to half the value of the matrimonial property, unless either spouse has separate property, and each party can claim the right to his/her own property by virtue of the qualitative adjustment rules. In England, the courts have more powers by being able to chose between different property adjustment orders and making the order that the court finds appropriate: Transfer of property, settlement of property, and variation of property. However, before using their powers, the courts must consider all the circumstances of the case in question; statutory guidelines prescribe the circumstances to be taken into consideration. In Denmark, the courts need not take any circumstance into consideration, unless the situation is exceptional and e.g. requires an unequal division of property due to a short marriage.

Unless the family home is leased, it is subject to the rules of quantitative and qualitative adjustment in Denmark. In England, the courts make the appropriate order after having applied the s. 25 guidelines. If the home is leased, the Danish courts take certain circumstances into consideration, of which the most important is who gets the parental responsibility of any child (unless one of the spouses runs a business right next to the home, in which case he or she has the right to the flat no matter what). With most leases in England, the courts must apply the s. 25 considerations before making their order. Leases protected by the Rent Act 1977 also require considerations to be taken by the courts, although a bit different than the s. 25 considerations. An account of the question of the parties' pension arrangements is also given. Again, the comparison shows that the two countries are different. In Denmark, the nature of the pension determines the question of what happens to it: The courts will determine whether it is to be considered a part of the community of property or not. In England, the courts have powers to decide what happens to a party's pension. Three orders can be made: Offsetting", attachment order, and pension sharing order. The first order will leave the pension rights with the owner and the other spouse will be compensated for his or her loss. The second one will leave the pension undivided until the day of retirement where it will be divided between the parties. The last one divides the pension between the spouses at the time of divorce. The final part of the comparison the question of financial relief shows that financial relief is similar in Denmark and England. Both systems allow the courts to order one spouse to pay maintenance to the other, and both systems allow a lump sum payment. The courts' considerations are basically the same in both countries. There is, however, a difference between Danish and English financial relief procedure, as the courts do not determine the size of periodical payments in Denmark. The state county (statsamtet) makes this decision. The thesis concludes that the greatest differences between the Danish and English system are the existence of a community of property in Denmark and the non-existence of it in England the s. 25 considerations to be made in connection with any order in England do

not exist in Denmark except in connection with financial relief and exceptional circumstances and the English courts have more powers than the Danish.

DEL 1: INDLEDNING...4 1. Indledning...4 1.1. Problemformulering...4 1.2. Afgrænsning...5 1.3. Metodevalg...6 DEL 2: FORMUEFORHOLD I DANMARK...9 2. Ægtefællernes formueforhold...9 2.1. Almindeligt formuefællesskab...9 2.2. Personlige rettigheder...10 2.3. Særeje...11 3. Separation/skilsmisse. Bodeling...11 3.1. Formuefællesskabets retsvirkning ved separation og skilsmisse...11 3.2. Offentligt skifte og privat skifte...14 3.3. Den kvantitative deling...14 3.3.1. Vederlagskrav...14 3.3.2. Forlods udtagelse af genstande, som udelukkende tjener til personligt brug...15 3.3.3. Skævdelingsregler ved visse kortvarige ægteskaber...15 3.3.4. Skævdelingsregler i mindre boer...16 3.4. Den kvalitative fordeling...16 3.4.1. Krydsende udtagelsesret...17 3.4.1.1. Fast ejendom familiens bolig...17 3.4.1.2. Fast ejendom familiens sommerbolig...18 3.4.1.3. Erhvervsvirksomheden...18 3.4.1.4. Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre...19 3.4.1.5. Bohave...19 3.4.1.6. Udlæg, hvor værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet...19 3.5. Familiehjemmet...20 3.5.1. Retten til en lejet lejlighed...20 3.5.2. Retten til lejligheden i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle...22 3.5.3. Almene boliger...22 3.5.4. Andelslejligheder og andre lejlighedstyper...23 3.6. Pension...23 3.6.1. Pensionsrettigheder...23 3.6.2. Enkepensionsrettigheder...25 DEL 3: ØKONOMISK AFHJÆLPNING I DANMARK...27 4. Ægtefællebidrag...27 4.1. Bidragspligt...27 4.1.1. Den ene parts behov for bidrag...27 4.1.1.1. Bidragssøgendes erhvervssituation...28 4.1.1.2. Alder og helbred...29 4.1.1.3. Samlivsskadesynspunkt...30 4.1.1.4. Formueforholdene...30 4.1.2. Den anden parts evne til at betale bidrag...30 4.1.2.1. Bidragspligtiges erhvervssituation og indtægtsforhold...31 4.1.3. Ægteskabets varighed...32 4.1.4. Behov for støtte til uddannelse eller lignende...32 4.1.5. Andre momenter...33 4.2. Bidragspligtens varighed...35 1

4.2.1. Tidsbegrænsede bidrag...35 4.2.2. Tidsubegrænsede bidrag...36 4.2.3. Aftrapning af bidrag...37 4.3. Bidragets størrelse...37 4.3.1. Ansøgning til statsamtet...37 4.3.2. Statsamtets afgørelse...38 4.4. Bortfald af ægtefællebidrag...40 5. Ægteskabslovens 56...41 5.1. Formueforholdene...42 5.2. Ægteskabets varighed...43 5.3. Omstændighederne i øvrigt...44 5.3.1. Aldersforskel...44 5.3.2. Forøgelse eller forbedring af andens særeje...44 5.3.3. Hjælp til etablering...44 5.4. Billighedsregel...45 DEL 4: FORMUEFORHOLD I ENGLAND...45 6. Ægtefællernes formueforhold...45 6.1. Særeje...45 7. Separation/skilsmisse. Hensyn i forbindelse med accessorisk afhjælpning...45 7.1. Ligedelingsprincippet i sager om betydelige aktiver...46 7.2. Lovfæstede retningslinjer...46 7.2.1. Det første hensyn barnets tarv...47 7.2.2. Rettens pligt til at tage hensyn til alle omstændigheder...48 7.2.2.1. Nuværende og fremtidige indtægter, indtjeningsevne samt...48 formuemidler og økonomiske midler...48 7.2.2.2. Nuværende og eventuelle fremtidige finansielle behov,...51 forpligtelser og ansvar...51 7.2.2.3. Familiens levestandard inden samlivets ophør...52 7.2.2.4. Ægtefællernes alder og ægteskabets varighed...52 7.2.2.5. Eventuel fysisk eller psykisk sygdom hos den ene eller begge...54 ægtefæller...54 7.2.2.6. Hver ægtefælles bidrag til familiens pasning, herunder også...54 opretholdelse af hjemmet...54 7.2.2.7. Adfærd hos den ene ægtefælle, der er af en sådan grad,...55 at det ville være i strid med ret og rimelighed ikke tage hensyn hertil...55 7.2.2.8. Ydelser, som en ægtefælle vil miste retten til at opnå...57 som følge af en skilsmisse...57 7.2.3. Clean break...57 8. Bodeling...59 8.1. Bodelingskendelser...59 8.1.1. Transfer of Property...59 8.1.2. Settlement of Property...60 8.1.3. Variation of settlements...60 8.2. Familiehjemmet...60 8.2.1. Fast ejendom...60 8.2.2. Afgørelser om lejemål...63 8.2.2.1. Overdragelse af bolig i henhold til 24...63 8.2.2.2. Overdragelse af bolig i henhold til tillæg 7...64 2

8.3. Pension...64 8.3.1. Offsetting...65 8.3.2. Attachment order...65 8.3.3. Pension sharing order...66 DEL 5: ØKONOMISK AFHJÆLPNING I ENGLAND...68 9. Ægtefællebidrag...68 9.1. Periodical payments...68 9.1.1. Bidragspligtens varighed...68 9.1.2. Bortfald af periodical payments...69 10. Lump sum order...70 11. Komparativ analyse af ligheder og forskelle...72 11.1. Formueforhold under ægteskabet...72 11.2. Formueforhold ved samlivets ophør...72 11.2.1. Formueforholdets retsvirkning ved separation/skilsmisse...72 11.2.2. Bodeling...73 11.2.3. Familiehjemmet...74 11.2.3.1. Fast ejendom...74 11.2.3.2. Lejemål...75 11.2.4. Pension...75 11.3. Økonomisk afhjælpning...77 11.3.1. Ægtefællebidrag...77 11.3.1.1. Momenter...77 11.3.1.2. Bidragspligtens varighed...78 11.3.1.3. Bidragets størrelse...79 11.3.1.4. Bortfald af bidrag...80 11.3.2. 56 og lump sum order...80 DEL 6: KONKLUSION...82 12. Konklusion...82 Litteraturliste...85 Bilag...88 3

DEL 1: INDLEDNING 1. Indledning Statistikken viser, at separation og skilsmisse er et evigt relevant emne inden for alle retssystemer. Eksempelvis var der i 2003 15.763 skilsmisser i Danmark (Danmarks Statistik, 2004:1), mens der i England og Wales var 147.735 skilsmisser i 2002 (National Statistics, 2004:1). Når par skilles, opstår der en række problemer, som skal løses, og livet ændres betydeligt for begge parter. Nu er samlivet ophørt, og de skal dele et liv i to, der tidligere var ét det gælder både deres personlige liv og deres økonomiske liv. Den økonomiske del er ikke nødvendigvis helt let; det skal afgøres, hvem, der skal have hvad, om der skal ydes ægtefællebidrag til den ene part, etc. Når et ægtepar står over for separation eller skilsmisse, er der således et samfundsproblem, som skal løses. Hvordan løser man dette? Ved en nærmere gennemgang af retssystemet i henholdsvis Danmark og England vil det vise sig, hvordan de to lande har valgt at løse det samme samfundsproblem. 1.1. Problemformulering Separation og skilsmisse er i sig selv et bredt emne, og det er også for bredt til et speciale; derfor er der behov for at afgrænse emnet. Man kan i princippet opdele separation/skilsmisse i tre problemgrupper: 1) separations- og skilsmisseprocessen det at opnå separation og skilsmisse, 2) forældremyndigheden over eventuelle børn efter separation og skilsmisse, 3) bodelingen og den økonomiske afhjælpning mellem ægtefællerne efter separation og skilsmisse. I dette speciale vil der blive redegjort for den sidstnævnte del, og forholdene i Danmark og England bliver så sammenlignet. Således er hovedspørgsmålet: hvordan deler retten ægtefællers formue ved separation/skilsmisse, og hvordan løses spørgsmålet om økonomisk afhjælpning i henholdsvis Danmark og England? Dette hovedspørgsmål besvares gennem følgende underspørgsmål under hvert land: ægtefællernes 4

formueforhold, bodeling (herunder familieboligen og pensionsopsparingen) og økonomisk afhjælpning. Inden der redegøres for, hvordan bodeling foregår, berøres først ægtefællernes formueforhold under ægteskabet. Begrundelsen herfor er at klargøre, hvordan formueforholdet som udgangspunkt ser ud, fordi det har stor relevans ved separation og skilsmisse. Separation og skilsmisse er slået sammen i specialet, fordi det hovedsageligt er de samme regler, der gælder for begge i forbindelse med bodeling og økonomisk afhjælpning. Eksempelvis skal der i Danmark tages stilling til de samme vilkår ved både separation og skilsmisse (der kan dog tages bidragsforbehold, således at spørgsmålet om bidrag kun gælder for separation, og derfor skal tages op igen ved en eventuel skilsmisse). Ligeledes kan der gives som eksempel, at formuefællesskabet ophører ved både separation og skilsmisse, hvorfor de samme retsregler gælder for begge problemstillinger (Reimers-Lund, 1998:25). Der er hovedsageligt taget udgangspunkt i det danske system, og det engelske system er derfor forsøgt omgrupperet, således at det er muligt at sammenligne de to retssystemers løsninger. Formålet med specialet er at redegøre for de danske og engelske retsregler inden for separation og skilsmisse og derved danne basis for en komparativ analyse. Analysen vil vise, hvilke ligheder og forskelle, der er mellem dansk og engelsk ret. Målgruppen er personer, der har brug for en redegørelse og sammenligning af retsforholdet ved formuedeling, bolig, pension og ægtefællebidrag ved separation og skilsmisse i henholdsvis Danmark og England. Det kunne fx være en cand.ling.merc.-studerende, der i forbindelse med en oversættelse har brug for at vide, hvordan tingene forholder sig. 1.2. Afgrænsning I dette speciale behandles udelukkende separation og skilsmisse ved dom, selvom langt størstedelen af separationer og skilsmisser i Danmark finder sted gennem bevilling (Statsamterne, 2004:6). Ved separations- og skilsmissebevilling er parterne enige om en 5

række ting forældremyndigheden over fællesbørn under 18 år, om der skal svares ægtefællebidrag til den ene ægtefælle og i hvilket tidsrum, hvem der skal fortsætte lejemålet af fælles lejlighed, om den ene skal have et beløb som kompensation for den andens særeje (Reimers-Lund, 1998:30). Ligeledes kan parterne i England indgå forlig om bl.a. boligforhold mellem ægtefællerne og børnene og derved undgå en retssag (Standley, 2001:173-174). Men fordi det kun er et fåtal af separationer og skilsmisser, der meddeles ved dom, er det yderst interessant at undersøge, hvilke regler retten i henholdsvis Danmark og England følger, og hvilke overvejelser de gør sig i disse sager. 1.3. Metodevalg Inden man påbegynder et speciale i komparativ ret, må man foretage en række valg angående metoden, med hvilken man ønsker at sammenligne de to retssystemer. De trufne metodevalg i dette speciale er baseret på specialets emne og de to retssystemer, der vil blive behandlet. Eftersom specialet omhandler de formuemæssige og økonomiske problemer i forbindelse med separation og skilsmisse i henholdsvis Danmark og England, er tre metodevalg foretaget. For det første baseres fremstillingen på den funktionelle metode. Denne metode benyttes, når man i sin fremstilling skal arbejde med at løse et samfundsproblem gennem retsregler, dvs. man identificerer problemet, undersøger samt redegør for, hvorledes dette problem løses i de to retssystemer. I dette speciale omhandler samfundsproblemet spørgsmålet om formuemidler og økonomisk afhjælpning. Således tages der udgangspunkt i den måde, hvorpå et samfundsproblem løses i to forskellige lande i stedet for de retsregler, som de to lande har, hvorved afgrænsningen af emnet sker gennem samfundsproblemet og ikke retsreglerne (Lando, 1986:87-89). Denne metode er god, fordi man derved undgår at skulle sammenligne retsregler, som ikke nødvendigvis eksisterer i begge lande. I stedet sammenlignes løsningen af et problem, som findes i både Danmark og England. Denne metode er også valgt, fordi der i Danmark og England er to vidt forskellige retssystemer, hvorved det som udgangspunkt ikke kan forventes, at retsreglerne er let sammenlignelige. 6

Dernæst har jeg foretaget et valg mellem Länderberichtmetoden og den analytiske metode. Førstnævnte handler om at sammenligne to eller flere retssystemer inden for et større emne og redegøre samlet for hvert retssystem. Sidstnævnte omhandler en sammenligning af retssystemernes holdning til hvert enkelt problem. Länderberichtmetoden er bedst, når to meget forskellige retssystemer skal sammenlignes, og hvor det i så fald kan være svært at sammenligne problem for problem, fordi terminologien og problemstillingerne er vidt forskellige. Den analytiske metode er derimod bedst, når man vil spare plads og undgå for mange gentagelser af problemer og løsninger (Lando, 1986:98). Jeg har valgt at benytte førstnævnte i denne opgave, da de to relevante retssystemer som nævnt har to vidt forskellige udgangspunkter: Engelsk ret er opbygget efter sædvaneretten, common law, hvorimod dansk ret i høj grad er baseret på lovgivning frem for retspraksis. En Länderberichtmetode vil endvidere skabe et bedre overblik for den læser, der gerne vil læse om et samfundsspørgsmål i dets sammenhæng. Det sidste metodevalg var mellem en statisk og dynamisk fremstilling. Det er sammenligningens målgruppe, der afgør valget. Hvis læseren er en lovgiver, vil den dynamiske fremstilling være bedst, da den skildrer den historiske udvikling i retssystemerne, og det er måske de erfaringer, der er gjort gennem tiden, der er mest interessante for ham/hende. Men er læseren fx en advokat eller en dommer, der står over for et aktuelt retsforhold, vil den statiske fremstilling være mere passende, da den sammenligner den nuværende situation i landene (Lando, 1986:98-99). Som nævnt i afsnit 1.1., er specialets målgruppe fx cand.ling.merc.-studerende i engelsk, der skal lave oversættelser inden for dette emne. De har ikke brug for en historisk gennemgang, men en redegørelse for de nuværende retsforhold i de to lande, som de oversætter imellem, hvorfor sidste metodevalg er den statiske fremstilling. I forbindelse med ægtefællebidrag og pension i Danmark gennemgås der dog kort for den seneste udvikling af retspraksis. Selvom dette ikke hører til metodevalget, er det alligevel hensigtsmæssigt at gøre en undtagelse her, fordi det illustrerer, at løsningen af et specifikt problem (hvorvidt retten til enkepension skal have indflydelse på en ægtefælles tilkendelse af ægtefællebidrag i afsnit 4.1.5.) først er blevet afklaret inden for de seneste år. 7

Til dette speciale anvendes faglitteratur i form af lærebøger om familieret af nyere dato samt lovtekster. Dog er en bog af ældre dato, idet den er fra 1993 (Ægteskabsloven kapitel 4 og 5. Retsplejeloven kapitel 42 af Svend Danielsen). Jeg mener godt, at den kan benyttes, da meget andet og nyere litteratur refererer til denne bog, hvorfor den stadig må anses for relevant. 8

DEL 2: FORMUEFORHOLD I DANMARK 2. Ægtefællernes formueforhold Selvom ægteskabets retsvirkninger ikke behandles i dette speciale, er det alligevel nødvendigt at behandle formueforholdet under ægteskabet, da dette er afgørende for bodelingen ved separation og skilsmisse (dvs. ægtefælleskifte). Formueforholdet er nemlig latent under ægteskabet, og retsvirkningen af det bliver først relevant ved samlivets ophør (Andersen m.fl., 2003:757). Der er to grundlæggende formueordninger i et dansk ægteskab: Formuefællesskab og særeje. Ud over disse er der uoverdragelige eller personlige rettigheder, der hører under formuefællesskabet i den forstand, at de ikke er gjort til særeje, men som kan holdes uden for delingen ved separation og skilsmisse, fordi de ikke umiddelbart kan indpasses under almindeligt formuefællesskab (Reimers-Lund, 1998:83-84). I det følgende bliver der redegjort nærmere for de tre nævnte forhold. 2.1. Almindeligt formuefællesskab Retsvirkningslovens (RVL) 15, stk. 1, i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger bestemmer, at alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til særeje (Andersen m.fl., 2003:744). Således er det dansk rets hovedregel, at ægtefællers formueforhold er almindeligt formuefællesskab, medmindre andet er bestemt. Formuefællesskab betyder, at ægtefæller i tilfælde af skifte er berettiget til halvdelen af værdien af fællesboet (Eyben m.fl., 2003:102). Hver ægtefælles halvdel kaldes boslod (Eyben m.fl., 2003:47). Formuefællesskab betyder ikke, at ægtefællerne sammen ejer de ting, de hver især har bragt ind i ægteskabet, men derimod at hver stadig har sin formue. Formuefællesskabet udelukker dog ikke sameje, hvor parterne eksempelvis erhverver en genstand sammen. Med formuefællesskabet følger princippet om særråden, jf. RVL 16, stk. 1, og særhæften, jf. RVL 25. Førstnævnte indebærer, at ægtefællen har rådighed over alt, hvad han/hun har bragt med ind i, eller erhvervet under, ægteskabet, uanset om det er gennem arv, gave eller arbejde, og uanset om det er aktivet i sin oprindelige form, 9

eller hvad der træder i stedet for såsom løsøregenstande i stedet for løn. Det, som en ægtefælle råder over, kaldes hans/hendes bodel (Andersen m.fl., 2003:744). Af RVL 25 følger det, at en ægtefælle hæfter med sin bodel og med sit eventuelle særeje for alle forpligtelser, der skulle være opstået før eller under ægteskabet (Andersen m.fl., 2003:744). 2.2. Personlige rettigheder Som det fremgår af RVL 15, stk. 1, er alt, hvad der ikke er gjort til særeje, således formuefællesskab. Der findes dog en række rettigheder under formuefællesskabet, som ikke indgår i delingen ved et skifte. Dette er formuleret i RVL 15, stk. 2, og har følgende ordlyd: På rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler (Pedersen, 2001:83). Når en rettighed er klassificeret som en 15, stk. 2-rettighed, indebærer det, at den er et aktiv af speciel karakter, som ikke automatisk behandles efter reglen om almindeligt formuefællesskab. Hvorledes rettigheden behandles ved skifte, afhænger af rettighedens art. Nogle rettigheder inddrages helt eller delvist under skiftet, mens andre udelukkes helt. Hvis en rettighed ikke inddrages, får ejerægtefællen den som noget ekstra ved siden af bodelingen (Andersen m.fl., 2003:761). Antallet af rettigheder er omfattende, og listen nedenfor er derfor langt fra udtømmende; den indeholder kun eksempler på rettigheder, der i reglen ikke inddrages i ligedelingsnormen: - En ophavsmands ret til sit litterære eller kunstneriske værk. Hvis han har indgået en forlagskontrakt, hvorved salgsværdien af manuskriptet kendes, forholder tingene sig anderledes. - Pensioner, rentenydelsesrettigheder, livrenter og overlevelsesrenter samt andre lignende krav på en livsbetinget, periodisk ydelse (Andersen m.fl.. 2003:761). (Se nærmere om pension i afsnit 3.6.) 10

- Erstatning til en ægtefælle som følge af en personskade, et erhvervsevnetab eller en forsørgertabserstatning, forudsat at erstatningen stadig er intakt, fx ved at være anbragt i værdipapirer. - Goodwill. Det forudsættes, at goodwillen er personlig dvs. knyttet til personen selv. Såfremt goodwill er tilknyttet en forretnings navn eller beliggenhed, indgår den i bodelingen (Reimers-Lund, 1998:99). 2.3. Særeje Særeje indgår som nævnt i RVL 15, stk. 1, ikke under formuefællesskabet, og bodelingen vil ikke deles halvt over ved samlivets ophør, hvis der foreligger særeje; hvad en ægtefælle har etableret som særeje skal ikke ligedeles ved separation og skilsmisse, og som hovedregel går han/hun ud af ægteskabet med sit særeje i ubeskåret stand (Andersen, m.fl., 2003:751). Angående undtagelsen til denne særejeregel, se nærmere herom i afsnit 5. Ægtefæller har mulighed for at etablere særeje over hele deres formue, men de kan også vælge at have nogle aktiver som fælleseje og andre som særeje, dvs. et blandet formuefællesskab (Reimers-Lund, 1998:84). Detaljerne omkring de forskellige typer særeje, der kan etableres i danske ægteskaber, er uden for specialets rækkevidde, og vil derfor ikke blive gennemgået. 3. Separation/skilsmisse. Bodeling 3.1. Formuefællesskabets retsvirkning ved separation og skilsmisse Først ved separation og skilsmisse træder retsvirkningen af selve formuefællesskabet frem. Dette fremgår af RVL 16, stk. 2: Ved ægteskabets ophør såvel som i tilfælde af bosondring eller separation udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo. 11

Her er hovedreglen i dansk ret, at ægtefællerne skal dele værdien af deres positive nettoformue med halvdelen til hver som følge af formuefællesskabet; det er kun positive bodele, der deles, hvilket vil sige, at hver ægtefælles passiver trækkes fra aktiverne, inden et eventuelt overskud deles (Reimers-Lund, 1998:91). Dette illustreres med et par eksempler. Eksempel Mandens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. ½ af hus 100.000 kr. 3. Bankkonto 16.000 kr. 4. Bil 60.000 kr. 180.000 kr. Passiver 1. Bankgæld 50.000 kr. 2. Gæld i bilen 40.000 kr. 90.000 kr. Formue 90.000 kr. Hustruens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. ½ af hus 100.000 kr. 3. Bankkonto 10.000 kr. 114.000 kr. Passiver 1. Studiegæld 100.000 kr. 2. Bankgæld 10.000 kr. 110.000 kr. Formue 4.000 kr. I dette eksempel får manden halvdelen af værdien af sin bodel + halvdelen af hustruens bodel: 45.000 kr. + 2.000 kr. = 47.000 kr. Hustruen får således også 47.000 kr. Her er 12

resultatet en ligedeling af den samlede formue, men resultatet forholder sig ikke nødvendigvis sådan ved alle bodelinger. Nedenfor gives der et eksempel på en anden situation: Eksempel Mandens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. Hus 200.000 kr. 3. Bankkonto 16.000 kr. 4. Bil 60.000 kr. 280.000 kr. Passiver 1. ½ af bankgæld 30.000 kr. 2. Gæld i bilen 40.000 kr. 70.000 kr. Formue 210.000 kr. Hustruens bodel: Aktiver 1. ½ af indbo 4.000 kr. 2. Bankkonto 10.000 kr. 14.000 kr. Passiver 1. Studiegæld 100.000 kr. 2. Bankgæld 30.000 kr. 130.000 kr. Formue -116.000 kr. I dette tilfælde skal manden dele sin positive bodel på 210.000 kr. med hustruen, mens hendes bodel ikke skal deles, da den er negativ. Manden får derfor: 105.000 kr. ved bodelingen. Hustruen får 105.000 kr. af manden, som hun kan trække fra sin gæld, og hun slutter med 105.000 116.000 kr. = -11.000 kr. (Reimers-Lund, 1998:92-93). 13

3.2. Offentligt skifte og privat skifte Bodeling kan foregå ved et offentligt eller privat skifte. I Danmark er langt størstedelen af alle skifter private, hvor parterne har indgået en aftale om bodelingen og udarbejder en bodelingsoverenskomst. Såfremt parterne ikke kan blive enige om bodelingen, kan de hver især indbringe spørgsmålet om fællesboets deling for skifteretten (Andersen m.fl., 2003:758). Ved et offentligt skifte skiftes fællesformuen efter de i fællesboskiftelovens (FSKL) kapitel VI gældende regler, der er udtrykt i lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986 (Andersen m.fl., 2003:758). Dette speciale er afgrænset til kun at berøre reglerne for offentligt skifte, og privat skifte behandles derfor ikke yderligere. Der bliver redegjort for fællesboskiftelovens regler i de næstfølgende afsnit. 3.3. Den kvantitative deling De nævnte eksempler i afsnit 3.1. kaldes den kvantitative deling, og denne hovedregel har hjemmel i RVL 16, stk. 2 (Andersen m.fl., 2003:758). Der findes nogle undtagelser til denne hovedregel, og disse vil blive redegjort for i det følgende. 3.3.1. Vederlagskrav For at håndhæve princippet om ligedeling, finder dansk ret det nødvendigt at kunne justere ligedelingen i det tilfælde, at den ene ægtefælle har formindsket sin bodel. Hvis den ene ægtefælle har rådet uforsvarligt over sin bodel, hvorved bodelen er blevet formindsket betydeligt, kan den ikke-rådende ægtefælle gøre et vederlagskrav gældende ved skiftet, jf. RVL 23, stk. 1. Den ikke-rådende ægtefælle kan få en kompensation svarende til den værdi, som den rådende ægtefælle har mistet for. Det vil sige, at hvis den uforsvarlige ægtefælles bodel på 80.000 kr. ville have udgjort 130.000 kr. uden den uforsvarlige adfærd, kan den ikke-rådende ægtefælle kræve at få en kompensation på 50.000 kr. Ved selve skiftet bliver den uforsvarliges bodel på 80.000 kr. fratrukket 50.000 kr., som derved går til den anden ægtefælle, hvorved tabet ved den uforsvarliges adfærd således placeres udelukkende hos den disponerende ægtefælle. Dennes bodel udgør nu kun 30.000 kr. til ligedeling mellem ægtefællerne. En ægtefælle kan ligeledes gøre et vederlagskrav gældende, hvor den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller forbedring af sine 15, stk. 2-aktiver eller sit særeje, jf. RVL 23, stk. 2. Omvendt kan en 14

ægtefælle, der har anvendt midler af sit særeje, forlods udtage vederlag herfor af sin egen bodel, jf. RVL 23, stk. 3 (Andersen m.fl., 2003:759). 3.3.2. Forlods udtagelse af genstande, som udelukkende tjener til personligt brug Ved skiftet er der visse aktiver, der ikke er genstand for ligedeling. Disse omfatter genstande, der udelukkende tjener til personligt brug, og hver ægtefælle har ifølge FSKL 68 a, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som kun tjener til personligt brug. Værdien af de forlods udtagne genstande må dog ikke stå i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Genstande, der er omfattet af 68 a, stk. 1, er tøj, skrivesager, visse sportsrekvisitter, ure og handicaphjælpemidler. Smykker er også omfattet, men kun så længe, de ikke står i misforhold til formueforholdet. Arbejdsredskaber er ikke en del af denne ret (Lund-Andersen m.fl., 2003:632). I princippet skal det afgøres ved hvert aktiv, om det står i misforhold til formueforholdet, men skifteretten ser også på den samlede værdi af aktivmassen, som ægtefællen begærer forlods udtaget. Hvis der er fællesbørn, omfatter 68 a, stk. 1, også genstande til børnenes brug, hvorved ægtefællen med forældremyndigheden har forlodsretten til gratis udtagelse. Hvis der er fælles forældremyndighed, er det ægtefællen, hos hvem barnet bor, der har forlodsret (Lund-Andersen m.fl., 2003:633). 3.3.3. Skævdelingsregler ved visse kortvarige ægteskaber FSKL 69 a bestemmer, at skifteretten kan foretage en såkaldt skævdeling af fællesboet ved separation eller skilsmisse det vil sige, at bodelingen ikke vil blive delt med halvdelen til hver. For at skifteretten vil foretage denne skævdeling af fællesboet, skal følgende to forhold være til stede: 1) Den ene ægtefælle skal have bragt hoveddelen af ægtefællernes fællesbo med ind i ægteskabet. Ligeledes kan fællesboet være blevet erhvervet på et senere tidspunkt under ægteskabet ved arv eller gave (ikke arbejdsindkomst). 15

2) Skifteretten skal finde en ligedeling åbenbart urimelig, hvor hovedårsagen hertil er et kortvarigt ægteskab og et manglende økonomisk fællesskab af betydning. Der er ikke fastsat nogen bestemt tidsgrænse i loven, men et ægteskab, der har varet i op mod 5 år anses ikke for kortvarigt. I denne forbindelse tages der ikke kun hensyn til ægteskabets varighed, men også samlivets. Hvis et ægtepar således har haft et samliv på 4 år og et ægteskab på 1 år, vil der ikke nødvendigvis blive tale om skævdeling. Endvidere foreligger der økonomisk fællesskab af betydning, hvis den ene ægtefælle har bidraget til enten at bevare eller forøge den af den anden indbragte formue (Pedersen, 2001:91-92). 3.3.4. Skævdelingsregler i mindre boer FSKL 70 bestemmer, at Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder ham, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af hjemmet, og har han ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det efter begæring bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde ham (Lund-Andersen m.fl., 2003:638). Med hjemmel i denne bestemmelse kan skifteretten vælge en skævdeling, hvis den ene part mangler fx køkkenredskaber eller sengetøj, og han/hun med sine løbende indtægter ikke har råd til at anskaffe sig det fornødne bohave og andet løsøre til opretholdelse af hjemmet. Denne skævdeling sikrer, at den svage part får udlagt mere end halvdelen af formuefællesskabets nettomidler (Lund-Andersen m.fl., 2003:639). 3.4. Den kvalitative fordeling Ved skifte mellem ægtefællerne er det ikke nok kun at foretage en kvantitativ fordeling der skal også foretages en kvalitativ fordeling. Dette indebærer, at parterne tager stilling til, hvilke aktiver de ønsker at få udlagt efter vurdering, jf. FSKL 70 a, stk. 1. Hvis kun den ene ægtefælle ønsker et bestemt aktiv udlagt, udlægges aktivet til denne. Dette er gældende for alle aktiver (Lund-Andersen m.fl., 2003:642). Hvis ingen af ægtefællerne ønsker et bestemt aktiv udlagt, sælger skifteretten det, og provenuet heraf indgår under ligedelingsreglen. Hvis ægtefællerne ønsker det samme aktiv udlagt, er hovedreglen i 16

henhold til 70 a, stk. 2, at ægtefællen, til hvis bodel aktivet hører, vil have fortrinsretten. Fortrinsretten kan selvsagt ikke benyttes, hvor aktivet er i sameje mellem ægtefællerne, eller hvis de er uenige om, til hvis bodel det hører. Som løsning herpå kan parterne aftale at trække lod, eller også vil aktivet afhændes på samme vis, som hvis ingen ønskede aktivet udlagt (Andersen m.fl., 2003:761). 3.4.1. Krydsende udtagelsesret Der er undtagelser til den nævnte hovedregel i 70 a, stk. 2. Disse undtagelser hjælper den svage part, som måske ikke har så stor en bodel som den anden, og de giver den svage part ret til at kræve et eller flere aktiver udlagt, som ikke hører under dennes bodel, selvom ejerægtefællen også har begæret disse udlagt. Princippet kaldes krydsende udtagelsesret. I det følgende vil det blive uddybet, hvilke aktiver, udtagelsesretten gælder for. Det skal nævnes, at aktiver i særeje ikke er omfattet af krydsende udtagelsesret (Lund-Andersen m.fl., 2003:645). 3.4.1.1. Fast ejendom familiens bolig Fast ejendom kan udlægges til den ikke-ejende ægtefælle, såfremt den hovedsageligt eller udelukkende er beregnet til familiens bolig. Endvidere skal boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse (FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 1). Heri ligger der to betingelser. For det første: Ejendommen skal være beregnet til familiens bolig og det omfatter også enfamilieshuse og ejerlejligheder. Medregnet er også ejendomme, hvori der udlejes et par værelser. Ikke omfattet af reglen er således tofamilieshuse og udlejningsejendomme, hvor ægteparret har boet i en af lejlighederne (Lund-Andersen m.fl., 2003:646). For det andet: Udtagelsesretten kan kun benyttes, hvis boligen er af væsentligste betydning for ægtefællen, og det betyder som regel, at denne skal have forældremyndigheden over børnene. Alene det at have forældremyndigheden, er dog ikke ensbetydende med, at ægtefællen får ejendommen, da han/hun også skal være i stand til at bo der økonomisk set. Endvidere kan der foreligge konkrete momenter, der taler til fordel for ejerægtefællen, fx dennes langvarige og familiemæssige tilknytning til 17

ejendommen, eller den andens mulighed for at skaffe sig og børnene en anden passende bolig (Lund-Andersen m.fl., 2003:647). 3.4.1.2. Fast ejendom familiens sommerbolig FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 2, vedrører ejendommen, som har tjent til familiens sommerhus. Når retten skal afgøre, om den ikke-ejende ægtefælle kan få krydsende udtagelsesret i sommerhuset, gælder der ligeledes, at det skal være af den væsentligste betydning for denne. Afgørelsen træffes ud fra en række momenter. Hvis der er børn, finder retten det ofte naturligt, at ægtefællen med forældremyndigheden får tildelt boligen. Dog vil retten tøve noget med at tildele ægtefællen med forældremyndigheden sommerboligen, hvis denne har fået helårsboligen. Retten vil også undersøge, hvem af ægtefællerne, der har bedst mulighed for at udnytte sommerboligen, hvem der under ægteskabet har vist størst interesse for sommerboligen, og hvem der har lagt mest tid og arbejde i sommerboligen. Således vil det være en fordel for den, der ønsker krydsende udtagelsesret af sommerboligen, at han/hun fx har lagt tid og arbejde i denne bolig (Lund- Andersen m.fl., 2003: 648-649). 3.4.1.3. Erhvervsvirksomheden Undtagelse tre er formuleret i FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 3: Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt virksomheden udelukkende eller dog i det væsentligste er blevet drevet af denne. For at der her kan indrømmes krydsende udtagelsesret, skal den ikke-ejende ægtefælle således have drevet virksomheden, hvilket må forudsætte, at den rådende ægtefælles deltagelse har været af en underordnet betydning. En sådan situation kan eksempelvis opstå, hvor ægtefællen er ansat i tredjemands virksomhed som funktionær eller arbejdstager og samtidig ejer en virksomhed selv, som den anden ægtefælle hovedsageligt driver (Lund-Andersen m.fl., 2003:649). 18

3.4.1.4. Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 4, angiver, at en ægtefælle kan indrømme krydsende udtagelsesret til arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre i et omfang, der skønnes at være rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet. Genstande under denne bestemmelse kan være af enhver slags, fx inventar, lager, maskiner, etc. (Lund-Andersen m.fl., 2003:649-650). 3.4.1.5. Bohave Det femte og sidste nummer under 70 a, stk. 2, 2. pkt., vedrører bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem. Disse genstande kan være indbo af enhver art sengetøj, møbler, køkkentøj, etc. men det kan også være mere specielle ting som bøger og musikinstrumenter. Det, der er gældende for disse genstande, er, at de kan udlægges til ægtefællen, hvis det skønnes rimeligt af hensyn til opretholdelsen af hjemmet, eller hvis genstandene har tjent særligt til denne ægtefælle (Lund-Andersen m.fl., 2003:650). 3.4.1.6. Udlæg, hvor værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet FSKL 70 b, 1. og 2. pkt. anfører, at udlæg efter vurdering kan finde sted, selvom værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Det overskydende beløb må betales til den anden ægtefælle. Af denne bestemmelse fremgår det, at den udløsende ægtefælle skal kunne betale det overskydende beløb i kontanter. 70 b, 3. pkt., tager dog højde for, at behovet for udtagelse af bestemte aktiver ikke nødvendigvis modsvares af en tilstrækkelig likviditet. 3. punkt bestemmer således, at skifteretten i særlige tilfælde kan lade den udløsende ægtefælle tilstå afdragsvis betaling af beløbet mod en af skifteretten fastsat rente og mod en sikkerhed, der skønnes passende efter ægtefællernes formueforhold. 19

Selvom bestemmelsen omfatter alle udtagelser, er den i praksis hovedsageligt anvendelig ved udlæg i fast ejendom (Lund-Andersen m.fl., 2003:651). 3.5. Familiehjemmet Når parterne nu ikke længere skal bo sammen, skal det afgøres, hvad der skal ske med familiens hidtidige bolig. Har parterne fast ejendom, dvs. ejer de hus eller lejlighed, vil retten afgøre dette i henhold til de nævnte regler i loven. Derfor vil afsnit 3.5. ikke berøre fast ejendom yderligere, men udelukkende redegøre for familiehjem i form af lejede boliger. 3.5.1. Retten til en lejet lejlighed Ifølge ægteskabslovens 55 (ÆL) skal spørgsmålet om retten til fortsættelse af lejemålet af en fælles lejlighed ved separations- eller skilsmissedommen afgøres i henhold til lejelovens 77 (LL). Lejeloven bestemmer, at i tilfælde af lejerens separation eller skilsmisse afgøres det om nødvendigt ved bevillingen eller dommen, hvilken af ægtefællerne der har ret til at fortsætte lejeforholdet. Den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet til et forretningslokale, har fortrinsret til dette og den dertil hørende beboelse. LL 77 finder anvendelse, uanset om depositum, indskud, forudbetalt leje, m.m. er betalt med fælleseje- eller særejemidler. Lejeloven har altså ingen retningslinjer for, hvordan problemet løses ud over den i lovteksten nævnte bestemmelse om erhvervsvirksomhed med dertil hørende beboelse (Lund-Andersen m.fl., 2003:260). Dog kan der af retspraksis udledes nogle momenter, som retten tager stilling til, når bestemmelsen om erhvervsvirksomhed ikke finder anvendelse: Der tages først og fremmest hensyn til den ægtefælle, der får forældremyndigheden over fællesbørnene. Retten finder det vigtigt, at børn får lov til at vokse op i det hidtidige miljø, og andre forhold vil ofte træde i baggrunden på denne bekostning. Hvis ægtefællerne får fælles forældremyndighed, vil det afgørende være, hvem barnet kommer til at bo oftest hos (Danielsen, 1993:204). Hvis ægtefællen uden forældremyndigheden skal få tilkendt 20

lejligheden, skal der foreligge særlige omstændigheder såsom helbredsforhold eller erhvervshensyn. For eksempel fik manden i en dom fra 1964 (UfR 1964.456 Ø) tilkendt lejligheden, fordi han led af dissemineret sclerose og sad i en rullestol, selvom hustruen havde fået forældremyndigheden over deres knap 7-årige barn (Danielsen, 1993:205). Såfremt der ingen børn er, lægges der vægt på en række andre momenter. Her er det vigtigt at klarlægge, hvordan parternes boligforhold var før ægteskabet, specielt, hvor der er tale om kortvarige ægteskaber og samlivsforhold. Har parterne lejet lejligheden siden sammenflytningen, eller senere, har det betydning, hvem af dem, der skaffede den eller en tidligere lejlighed. Ligeledes har det betydning, hvilken tilknytning den ene ægtefælle og dennes familie har haft til lejligheden, kvarteret, boligområdet og ejendommen. Retten kan endvidere vælge at tage hensyn til, om en af parterne har opgivet en anden god bolig ved sammenflytningen (Danielsen, 1993:206). Endnu et moment er, om den ene af parterne er flyttet fra lejligheden, og hvis der har været samlivsophævelse af nogen varighed, hvordan denne i tiden op til separations- eller skilsmissedommen har indrettet sig. Herunder er det også vigtigt, om ægtefællen er flyttet sammen med en anden (Danielsen, 1993:208). Ydermere kan retten også vurdere, hvilke muligheder parterne har for at skaffe sig en anden bolig fx om den ene står længere fremme på en venteliste, eller er tilknyttet en boligforening. Desuden vil forhold som parternes økonomi samt deres alder og helbred spille ind, hvor det kan forventes, at den dårligst stillede vil få tildelt lejligheden. Lejlighedens beliggenhed i forhold til ægtefællernes arbejdsplads kan ligeledes indgå i vurderingen. Dette fremgår også af den nævnte dom fra 1964. Ud fra en billighedsbetragtning i sager, hvor ægteskabet har været kortvarigt hvor der ingen mindreårige børn har været og hvor ingen af de nævnte forhold taler for, at den ene part skal have fortrinsret til lejligheden, kan retten komme frem til, at ægtefællen, hvis navn står på lejekontrakten og som evt. boede i lejligheden inden ægteskabet får retten til at fortsætte lejemålet (Lund-Andersen m.fl., 2003:261). 21

3.5.2. Retten til lejligheden i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle Ægteskabslovens 55, stk. 2, bestemmer, at såfremt en lejlighed i en ejendom, der hører til den enes bodel eller særeje, og som indeholder flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, kan retten i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse pålægge ægtefællen at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemålet (Lund-Andersen m.fl, 2003:264). Retten til fortsættelse af et lejemål i henhold til 55, stk. 1, finder ikke anvendelse, hvor ejendommen er ejet af den ene ægtefælle, og derfor er 55, stk. 2, blevet indført i ÆL i 1969. Reglen omfatter tofamilieshuse og større beboelsesejendomme, som enten tilhører ægtefællen som særeje eller bodel. Denne bestemmelse betragtes som supplement til bestemmelsen i FSKL 70 a om krydsende udtagelsesret af fællesejeejendom, og udgangspunktet ved separation eller skilsmisse er, at enten er parterne omfattet af den ene eller den anden bestemmelse (Lund-Andersen m.fl., 2003:264). Kriterierne for rettens afgørelse er ikke opstillet i loven, men også her vil retten tage stilling til forældremyndighed således kan forælderen med forældremyndigheden have en større chance for at få tvangsudlagt lejligheden til lejemål (Lund-Andersen m.fl., 2003:264). Det samme gør sig gældende for den ikke-ejende ægtefælle i det barnløse ægteskab, som i en længere periode efter samlivsophævelsen har boet i lejligheden, eller som ikke i modsætning til ejerægtefællen har økonomisk mulighed for at skaffe sig en anden bolig (Lund-Andersen m.fl., 2003:265-266). 3.5.3. Almene boliger 73 og 75 i lov om leje af almene boliger regulerer reglerne for, hvilken ægtefælle får retten til at fortsætte lejemålet af den almene bolig ved separation og skilsmisse (Lund- Andersen m.fl., 2003:268). 73 udtrykker det samme som LL 77, mens 75 bestemmer, at såfremt den lejende ægtefælle har forladt sin ægtefælle og boligen, har sidstnævnte ægtefælle ret til at fortsætte lejemålet. 22

3.5.4. Andelslejligheder og andre lejlighedstyper For private andelsboligforeninger reguleres spørgsmålet om retten til andelslejligheder af den enkelte forenings vedtægter (Lund-Andersen m.fl., 2003:268). Hvis boligproblemet ikke er berørt i vedtægterne, antager såvel teori som retspraksis, at LL 77 kan anvendes analogt. Når retten afgør, at brugsretten til andelslejligheden skal overdrages til den ene ægtefælle, forudsætter dette ligeledes en overdragelse af den anden ægtefælles andel. Dette bevirker, at ægtefællen, der overtager andelslejligheden, skal betale den anden ægtefælle et beløb svarende til den andel, som overdrages. Hvis ejerægtefællen har sin andel af boligen som særeje, må den ikke-ejende ægtefælle betale direkte for andelen, hvorimod han/hun ved fælleseje kan få udlagt andelen som en del af boslodden, såfremt vedkommende har økonomisk mulighed for dette. Har ægtefællen ikke den økonomiske evne, har han/hun mulighed for at optage lån til dækning af resttilgodehavendet (Lund- Andersen m.fl., 2003:269). Inden retten afgør, hvem der skal overtage lejligheden, bør der sørges for oplysninger om økonomiske forhold, således det er undersøgt, om en ægtefælle har mulighed for at betale andelen (Lund-Andersen m.fl., 2003:269-270). Ved andre lejlighedstyper, såsom boligaktieselskaber, boliganpartsselskaber, anpartslejligheder, interessentskaber og lign., skal løsningen på problemet også søges i vedtægterne. Såfremt boligspørgsmålet ikke besvares herigennem, skal det afgøres i den enkelte sag, om LL 77 kan finde anvendelse, eller om ejerrådighedsmomentet er af sådan en grad, at en anvendelse af FSKL s regler er berettiget (Lund-Andersen m.fl., 2003:270). 3.6. Pension 3.6.1. Pensionsrettigheder I dansk ret bestemmer RVL 15, stk. 2, hvorledes pensioner skal behandles ved ægtefælleskifte (Lund-Andersen m.fl., 2003:528). 15, stk. 2, omhandler rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personligt art (afsnit 2.2.). Hvorvidt rettighederne kan holdes uden for delingen, afgøres i henhold til den enkelte rettigheds lov, forvaltningsakt, 23

private aftale, etc. Det kan således generelt ikke fastslås på forhånd, hvorvidt ægtefællers pension skal deles helt, delvist eller slet ikke (Lund-Andersen m.fl., 2003:525). Der findes dog nogle retningslinjer for pensionsafgørelser. Disse vil blive uddybet i det følgende. Der kan siges at være visse momenter, som er afgørende for, hvordan pensionsafgørelserne træffes. Det vigtigste moment i afgørelsen er ikke pensionens formål, men dens særlige tilknytning til personen (Lund-Andersen m.fl., 2003:528). Det vil sige, at skifteretten skal tage stilling til, hvor personlig rettigheden er, og såfremt den anses for at være personlig, vil den pensionsberettigede ægtefælle kunne udtage den forlods ved separation eller skilsmisse hvorved pensionen ikke deles. En personlig pension kan karakteriseres ved, at rettighederne er livsbetingede. Dette indebærer for det første, at den berettigede skal være i live ved første ydelses forfaldstid; for det andet skal den løbende udbetaling af ydelserne almindeligvis fortsætte resten af den berettigedes liv. Med kombinationen af disse to forhold vil pensionen anses for at være tidsmæssigt skræddersyet til den berettigede person, idet den berettigede skal lægge hele sit liv i denne ordning, før han/hun modtager pensionsydelserne. Det kan konkluderes heraf, at betingelsen for en forlods udtagelse af pensionsrettigheden i henhold til RVL 15, stk. 2, betinger tre forhold: 1. At ordningen er livsbetinget 2. At den er med løbende udbetalinger 3. Og at den tjener til alderdomsforsørgelse (Lund-Andersen m.fl., 2003:530-531). Det er ovenfor blevet nævnt, at pensionsordninger med livsbetingede, periodiske ydelser til udbetaling i pensionsalderen efter gældende ret ikke hører under formuefællesskabet. Modsat forholder det sig med egenpensionsordninger i form af kapital- eller rateforsikringer eller rateopsparingsordninger i pengeinstitutter (Lund-Andersen m.fl., 2003:528), for disse pensionsordninger anses ikke for værende tilstrækkeligt personlige. Der skelnes i princippet mellem de to typer pensionsordninger, som således er afgørende for, om pensionen indgår i ligedelingen: Egenpensioner kan siges at være på lige fod med økonomiske goder som opsparing i hus, obligationer, etc. og indgår derfor i formuefællesskabet hvorimod førstnævnte pensioner betragtes som et økonomisk gode, 24

der skal sikre en persons alderdomsforsørgelse og er derfor at betragte som en rettighed af personlig art (Lund-Andersen m.fl., 2003:528). 3.6.2. Enkepensionsrettigheder Ud over de generelle regler for pensionsdeling er mandens pensionsordning relevant ved skilsmisse, hvis den er omfattet af enkepensionsloven af 1941 (EPL), fordi der så skal tages stilling til ved skilsmisse, om hustruen skal bevare retten til enkepension, således at hun får enkepension, hvis hendes fraskilte mand dør før hende (Lund-Andersen m.fl., 2003:245). Retten til enkepension berøres ikke ved separation, jf. EPL 1, stk. 2 (Lund- Andersen m.fl., 2003:248). For at pensionen er omfattet af EPL, gælder der for det første, at manden som led i sit tjenesteforhold (ansættelsesvilkår) skal være tjenestemand eller være sikret en enkepensionsordning, der er omfattet af loven, jf. 1, stk. 1 (Lund-Andersen m.fl., 2003:245). Den pensionsordning, som mænd kan være sikret i deres ansættelsesvilkår, skal for det andet være kollektiv, før den er omfattet af loven, dvs. ordningen skal være knyttet til hovedpensionsordningen, således at pensionsbidragets størrelse og erlæggelse er uafhængigt af, om den ansatte er gift eller ej (Lund-Andersen m.fl., 2003:249). For det tredje er det kun kvinder, der har mulighed for at bevare retten til pension efter en tidligere ægtefælle (Lund-Andersen m.fl., 2003:247). Endnu en betingelse for bevarelsen af pensionsretten er, at ægteskabet ved skilsmissen skal have bestået i mindst 5 år, herunder er en eventuel separationstid eventuelt medregnet (Lund-Andersen m.fl., 2003:249). Desuden skal der påhvile manden bidragspligt efter skilsmisse. Hvis bidragspligten er tidsbegrænset, er hustruen kun berettiget til enkepension i samme tidsrum. Det har dog ingen indflydelse på pensionsretten, at bidragspligten eller bidragets størrelse ændres. Derimod kan enken ikke gifte sig igen uden at fortabe retten. Skulle hun derefter skilles igen, genopstår hendes ret heller ikke (Lund-Andersen m.fl., 2003:250-251). 25

Enkepensionsretten aktualiseres ved den fraskilte mands død. På tidspunktet for delingen kan der være flere berettigede end enken, hvis der er flere overlevende fraskilte hustruer. EPL 2 bestemmer, hvordan pensionen skal deles. Såfremt der er flere om pensionen, deles der efter antallet af påbegyndte år, hvori de berettigede har været gift med manden. Udgangspunktet er dog, at alle får mindst en tredjedel, uanset hvor mange år, de har været gift, medmindre der er flere end tre berettigede (Lund-Andersen m.fl., 2003:252). 26

DEL 3: ØKONOMISK AFHJÆLPNING I DANMARK 4. Ægtefællebidrag Ifølge ÆL 49 skal der ved separation og skilsmisse træffes afgørelse om, hvorvidt der skal påhvile en af ægtefællerne bidragspligt over for den anden. Hvis parterne separeres eller skilles ved bevilling, er de selv blevet enige om en eventuel bidragspligt og dens varighed. Hvis de derimod ikke selv kan blive enige om vilkårene, bestemmer 49, at retten skal afgøre spørgsmålet om bidrag og dets varighed, uanset om der anmodes herom eller ej (Danielsen, 1993:106). Der vil i det følgende blive redegjort for, hvorledes retten afgør bidragsspørgsmålet og dets varighed. 4.1. Bidragspligt Når retten foretager sit samlede skøn med hensyn til bidragspligt og den eventuelle bidragsperiodes varighed, skal den ifølge 50, stk. 2, tage en række forhold i betragtning. Listen af hensyn, som retten skal tage, er ikke udtømmende, da hver sag er individuel, og det er forskelligt fra sag til sag, hvilke hensyn, der skal lægges størst vægt på (Danielsen, 1993:116-117). Der er dog fire hovedmomenter, som retten skal tage hensyn til: 1) den ene parts behov for bidrag 2) den anden parts evne til at betale bidrag 3) ægteskabets varighed 4) behovet for støtte til uddannelse eller lignende (Lund-Andersen m.fl., 2003:220). Under hovedmomenterne er der en række underspørgsmål, som retten også kan tage stilling til; disse vil også blive uddybet i det følgende. Retten har endvidere mulighed for at tage helt andre hensyn (Lund-Andersen m.fl., 2003:220). 4.1.1. Den ene parts behov for bidrag Det første og væsentligste af de fire hensyn er formuleret i ÆL 50, stk. 2, 1. pkt.: 27

i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold. Formuleringen betyder, at det første, retten skal vurdere, er den bidragssøgendes behov for underhold (Danielsen, 1993:117). Det skal her nævnes, at det oftest er hustruen, der ønsker bidrag, hvorfor bidraget også kaldes hustrubidrag; i 2003 fandtes der kun 14 trykte domme i alt, hvor den bidragssøgende var manden (Lund-Andersen m.fl. 2003: 227). Derfor vil der også i forbindelse med den bidragssøgende refereres til kvinden eller hustruen. I det følgende bliver der redegjort for en række forhold, der skal vurderes, før retten kan afgøre, om der foreligger et bidragsbehov. 4.1.1.1. Bidragssøgendes erhvervssituation For det første vil retten i sin afgørelse lægge vægt på hustruens erhvervsmæssige situation. Den vil foretage en bedømmelse af hendes muligheder for at sikre sig selv en fremtidig erhvervsmæssig indtægt. Der vil blive lagt vægt på, om kvinden har en faglig uddannelse, om hun har benyttet den gennem årene, hvilken form for kompetence hun har, hvad hun beskæftiger sig med nu, hendes bruttoindtægt og eventuelt hvad risikoen for afskedigelse er. Gennem sådan en belysning af den arbejdsmæssige situation under ægteskabet kan retten vurdere hendes fremtidsmuligheder. Ofte kan det vise sig, at kvindens karriere er præget af begrænset kontakt til erhvervslivet, hvis ægteskabet har været langvarigt og hun er oppe i årene, fordi tiderne, familiemønstret og kvinders erhvervsfrekvens måske var anderledes ved ægteskabets indgåelse end i dag. Ofte har kvinden været hjemmegående eller på deltid, mens børnene var små. Endvidere har hun tit haft skiftende arbejdspladser, hvorved ancienniteten er begrænset. Ikke sjældent er kvinden på deltid ved samlivets ophør, og hun kan måske have svært ved at få udvidet arbejdstiden til fuldtid. Sidstnævnte situation kan også indgå i bedømmelsen. Sandsynligheden for at få bidrag er stor, hvis kvinden har været hjemmegående i en årrække under et længere ægteskab, og stadig er det ved samlivets ophør. Men retten vil i denne sammenhæng også vurdere, hvad hendes muligheder er for at komme i arbejde, hvilken uddannelse og erhvervskompetence hun har, og hvad resultaterne af hendes forsøg på at komme i arbejde under de nye omstændigheder er (Danielsen, 1993:117). 28

Ligeledes kan kvindens erhvervssituation være mindre god og derved føre til bidragsberettigelse, hvis hun har hjulpet sin mand med hans forretning, fabriksvirksomhed eller landbrug. Hun kan nemlig af gode grunde ikke fortsætte dette arbejde efter separationen eller skilsmissen. Selvom hun kan have holdt sine erhvervsmæssige kundskaber ved lige, er det ikke sikkert, at hun let ville kunne finde nyt arbejde, fordi hun ikke har været i kontakt med det ydre arbejdsmarked i den tid, hun var gift. Sådan en situation taler stærkt for et tidsubegrænset, hvis ægteskabet har været langvarigt, eller et overgangsbidrag, hvis ægteskabet har været kortvarigt (Danielsen, 1993:117-118). Hvis kvindens erhvervssituation er bedre stillet end ovenfor, vil hun måske kunne få et korterevarende bidrag, hvis noget. Det er tilfældet, hvis kvinden har en uddannelse, som hun har brugt under ægteskabet eller i det mindste de senere år. Det kan også være tilfældet, hvis hun har et ufaglært arbejde med en rimelig løn (Danielsen, 1993:118). Kvindens fremtidige erhvervsmuligheder kan være forbundet med betydelig usikkerhed. Der kan være knyttet usikkerhed til hendes muligheder, hvis hun under ægteskabet har været hjemme i perioder, mens hun i andre har arbejdet forskellige steder, eller hvis hun inden for de seneste år forgæves har forsøgt at få arbejde. Endvidere kan det også have betydning for afgørelsen, om arbejdspladsens eller branchens fremtid ser dyster ud (Danielsen, 1993:121). I domme, hvor kvindens usikre fremtid er blevet fremhævet, har kvinden fået tilkendt et tidsubegrænset bidrag (Danielsen, 1993:122). 4.1.1.2. Alder og helbred Foruden at vurdere kvindens samlede erhvervssituation, tager retten hensyn til hendes helbred og alder. Hun kan have forringede muligheder på arbejdsmarkedet på grund af sygdom eller et svagt helbred, eller hun kan have pådraget sig fysiske mén fra hårdt arbejde, mens hun var gift. Når erhvervssituationen skal vurderes, er retten nødt til at tage kvindens alder i betragtning. Det forholder sig således, at jo ældre kvinden er, jo større er chancen for tilkendelsen af et længerevarende bidrag uanset, hvornår ægteskabet blev indgået (Danielsen, 1993:120). 29

4.1.1.3. Samlivsskadesynspunkt Retten kan berettige hustruen til bidrag, hvis der foreligger et samlivsskadesynspunkt. Det, der ligger til grund herfor er, hvordan ægtefællerne havde aftalt at indrette sig under ægteskabet i arbejdsmæssigt og økonomisk henseende, og hvorvidt deres rollefordeling har haft indflydelse på behovet for bidrag. Hvis parterne fx havde aftalt, at hustruen skulle være hjemmegående, så manden kunne hellige sig sin karriere, eller hvis de i en periode var bosiddende i udlandet for hans karrieres skyld, eller hvis hustruen havde hjulpet til i sin mands erhverv, ville det tale for et bidrag, fordi hendes erhvervsmuligheder derved er blevet begrænsede. Hustruen kan også få tildelt bidrag, hvis de havde aftalt, at hun skulle arbejde deltid, for derved at kunne påtage sig en større del af hjemmets og børnenes pasning (Lund-Andersen m.fl., 2003:223). 4.1.1.4. Formueforholdene Et yderligere hensyn er formueforholdene, herunder det forventede resultat af bodelingen og en eventuel 56-godtgørelse. Her skal det vurderes, i hvilken grad hustruen kan klare sig selv med sin formue og dets afkast. I praksis synes formuen at tillægges mindre betydning, idet hustruen godt kan tilkendes bidrag, selvom hendes boslod vil udløse et betydeligt beløb. Eksempelvis fik hustruen i U 1989.403 H tilkendt bidrag ud over sin boslod på 250.000 kr. Selve afkastet af formuen vil retten dog bedømme på lige fod med arbejdsindtægt. Det indebærer, at hustruen ville tilkendes bidrag, hvis et manglende afkast på formuen ville nødsage hende til at bruge af den på grund af arbejdsløshed eller deltidsbeskæftigelse. I en dom fra 1999 (U 1999.303 V) fik hustruen tilkendt bidrag i 10 år efter 21 års ægteskab. Hun havde været arbejdsløs i flere år, og havde derfor levet af dagpenge. Hun fik tilkendt bidrag, selvom hun ved bodelingen modtog 2,5 mio. kr. kontant og aktiver for 600.000 kr. (Lund-Andersen m.fl., 2003:222). 4.1.2. Den anden parts evne til at betale bidrag Under samme paragraf i ægteskabsloven er der også hensynet til, hvorvidt den bidragspligtige 30

efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Det vil sige, at foruden at undersøge den bidragssøgendes behov for bidrag, skal der tages hensyn til, hvorvidt den bidragspligtige evner at svare et bidrag, hvorved ægtefællernes livsvilkår sammenlignes (Lund-Andersen m.fl., 2003:222). For at vurdere mandens evne, tager retten stilling til en række delmomenter. Disse behandles i det følgende. 4.1.2.1. Bidragspligtiges erhvervssituation og indtægtsforhold Det væsentligste moment i vurderingen af mandens økonomiske evne er hans bruttoindtægt, men andre erhvervsmæssige forhold gør sig også gældende. Bl.a. skal det vurderes, om manden udnytter sin indtjeningsevne i et rimeligt omfang. Mandens fremtidige erhvervsmuligheder skal også medtages, herunder også om han har begrundede ønsker om at tage en uddannelse eller blive omskolet til et nyt erhverv. Ligeledes skal retten undersøge, om manden vil være ude af stand til at yde bidrag i fremtiden, fx hvis han er syg, nærmer sig pensionsalderen eller på andet erhvervsmæssigt grundlag er hindret. Endvidere vil retten også kunne lægge vægt på, om manden modtager sociale ydelser eller allerede har bidragspligt, fx over for en tidligere ægtefælle. Hvis manden modtager sociale ydelser, taler dette imod en bidragspligt, da mandens evne til at yde bidrag enten ikke er til stede eller er reduceret betydeligt (Danielsen, 1993:124). Isoleret set lægges der i praksis ikke så stor vægt på mandens erhvervssituation og indtægtsforhold som på hustruens, og manden kan derfor godt risikere at blive pålagt bidragspligt, selvom han økonomisk set egentlig ikke er i stand til det. På denne måde afskæres hustruen ikke fra at modtage bidrag på et senere tidspunkt. Domstolene foretager ofte en direkte sammenligning af ægtefællernes erhvervssituation. Hvis det viser sig, at hustruens indtjeningsevne er meget eller en del ringere end mandens, eller at manden er betydeligt bedre stillet økonomisk, eller at der er en væsentlig eller betydelig forskel på deres økonomiske forhold, kan manden blive pålagt bidragspligt. Omvendt er en bidragspligt ikke nødvendigvis berettiget, hvis parternes erhvervssituationer viser sig at være jævnbyrdige (Danielsen, 1993:125). 31

4.1.3. Ægteskabets varighed Det fjerde hovedmoment er formuleret i 50, stk. 2, pkt. 2, og bestemmer, at der skal tages hensyn til ægteskabets varighed. Dette moment betragter retten som vigtigt. I praksis tages der ikke kun hensyn til ægteskabets varighed, men også samlivets; ofte er det samlivet, der tillægges betydning, hvis der forud for ægteskabet har været et længerevarende stabilt samlivsforhold (Lund- Andersen m.fl., 2003:222). Ægteskabets varighed har indvirkning på bidragsperiodens længde (Danielsen, 1993:126). Før bidragspligt kan komme på tale, skal ægteskabet have bestået i nogle år. Der skal ved meget kortvarige ægteskaber foreligge særlige omstændigheder, før der bliver pålagt bidragspligt. Et eksempel på en særlig omstændighed er en udenlandsk kvinde, der kun kom til landet for at blive gift. Hun kan få tildelt bidrag i en kortere periode (Danielsen, 1993:126). Dog er udgangspunktet, at der ikke pålægges bidragspligt ved korte ægteskaber og samliv selvom der økonomisk set foreligger både et behov og en evne (Lund-Andersen m.fl., 2003:224). Ved 4-5 års samliv er der set domme med bidragspligt på 1 år. I få tilfælde er der blevet pålagt bidragspligt på 2-3 år (Danielsen, 1993:126). 4.1.4. Behov for støtte til uddannelse eller lignende Hensynet til den bidragssøgendes behov for uddannelsesstøtte eller lignende blev indføjet ved ægteskabsloven af 1969, fordi folketingsudvalget ville fremhæve, at der også kan tages hensyn hertil. Det ses dog sjældent, at den bidragssøgendes situation forholder sig således, at bidragspligten umiddelbart kan begrundes med dette behov (Lund-Andersen m.fl., 2003:222). 32

4.1.5. Andre momenter Som nævnt tidligere, er listen af overvejelser ikke udtømmende, og hver sag kræver sine egne overvejelser. De fire nævnte hovedmomenter skal tages i betragtning, men herudover kan andre momenter også spille ind: Samlivsophævelsers varighed forud for separationen eller skilsmissen hvorvidt hustruen har undladt at tage initiativ til at få sat manden i bidrag hustruens adgang til at bevare enkepensionsretten forældremyndigheden årsagen til separationen eller skilsmissen og samlivsforhold. Det kan få en vis betydning for afgørelsen, hvor længe samlivet var ophævet forud for separationen eller skilsmissen, specielt hvis samlivsophævelsen har varet i flere år, og manden frivilligt eller ifølge en bidragsresolution har betalt bidrag i længere tid (Danielsen, 1993:128). Ligeledes kan det få betydning, hvis hustruen i løbet af de år, hvor samlivet har været ophævet forud for separationen eller skilsmissen, ikke har taget initiativ til at få pålagt manden bidragspligt (Danielsen, 1993:130). Der har i Danmark indtil 1994 hersket tvivl om, hvorvidt der skal tages hensyn til hustruens ret til enkepension, når bidragsspørgsmålet afgøres. I nogle højesteretsdomme fra 1989 og 1984 (UfR 1989.403 H og UfR 1984.1057 H) er hustruer blevet tilkendt tidsubegrænset bidrag, fordi pensionen sammen med andre forhold var et vigtigt moment i rettens afgørelser. Eksempelvis traf Højesteret førstnævnte afgørelse under hensyn til ægteskabets varighed og forskellen i parternes erhvervsevne og bestemte, at manden pålagdes bidragspligt uden tidsbegrænsning, for at hustruen kunne bevare sin ret til enkepension efter en senere skilsmisse. Det har således været retspraksis at bruge enkepensionsretten som et moment i overvejelserne, hvor ægteskabet har varet omkring 20 år (Danielsen, 1993:132-133). Omvendt findes der også domme, der ikke har taget hensyn til de enkepensionsretlige konsekvenser for hustruen (Danielsen, 1993:134). I 1994 blev det så afgjort (U 1994.627 H), at hensynet til, hvorvidt hustruen skal bevare enkepensionsretten, ikke skulle have indvirkning på bidragsafgørelsen. I U 1994 B kommenterede Jørgen Nørgaard usikkerheden omkring retten til at bevare enkepensionen 33

og bidragsspørgsmålet, og påpegede, at den overvejende opfattelse blandt dommerne i nævnte dom var, at de enkepensionsretlige konsekvenser for hustruen ikke skulle være afgørende for, om og hvor meget bidrag hun skulle tilkendes. Endvidere bestemmer enkepensionslovens 2, at retten til enkepension er en funktion af afgørelsen vedrørende bidragspligt og ikke omvendt (Lund-Andersen m.fl., 2003:221). En del sager viser, at forældremyndigheden over eventuelle mindreårige børn har den betydning, at hvor manden får forældremyndigheden, pålægges han ikke bidragspligt. På samme vis kan hustruen bidragsberettiges, hvis hun får forældremyndigheden. Hvor der er tale om delt forældremyndighed, har det betydning, hos hvem barnet i så fald skal bo det meste af tiden (Danielsen, 1993:135). Skylden for samlivets ophør kan ikke have indvirkning på bidragsafgørelsen, men retten har mulighed for at tage hensyn til de oplysninger, der evt. foreligger omkring årsagen til separationen eller skilsmissen. Det skal dog tilføjes, at der i praksis sjældent foreligger oplysninger, der helt kan klargøre årsagssammenhængen (Lund-Andersen m.fl., 2003:220). Hvorvidt et samlivsforhold med en anden er af betydning eller ej kan ikke siges med sikkerhed. Der har ikke været ført en konsekvent retspraksis i Danmark, hvorfor der både er domme, hvor kvindens nye samlivsforhold har bevirket, at manden ikke blev pålagt bidragspligt, og domme, hvor det nye samlivsforhold slet ikke er taget i betragtning. I en dom fra 2002 (T:FA 2002.107 V) begrundede landsretten det følgende: Der foreligger efter vores opfattelse sådanne særlige omstændigheder, at der uanset oplysningerne om indstævntes samliv med en anden mand er grundlag for at tillægge hende bidrag i en kortere årrække. Hvis denne formulering danner grundlag for fremtidige afgørelser, betyder det, at medmindre der foreligger særlige omstændigheder, er hustruen afskåret fra at få bidrag, hvis hun er i et nyt samlivsforhold (Lund-Andersen m.fl., 2003:221). 34

4.2. Bidragspligtens varighed Såfremt der pålægges bidragspligt, skal retten i henhold til 50 også afgøre varigheden af bidragspligten. 50 bestemmer endvidere, at medmindre der foreligger særlige omstændigheder, skal varigheden ikke overstige 10 år. Det er illustreret nedenfor, hvorledes varigheden i dansk ret kan opdeles i to hovedgrupper: tidsbegrænsede og tidsubegrænsede bidrag. Hvis bidraget overstiger 10 år, er det et tidsubegrænset bidrag. De tidsbegrænsede bidrag kan opdeles i overgangsbidrag og langvarige bidrag. Figur 1: Varighed af bidragspligt varighed af bidragspligt tidsbegrænsede tidsubegrænsede (mindst 10 år) overgangsbidrag langvarige bidrag Kilde: Egen tilvirkning. 4.2.1. Tidsbegrænsede bidrag Den ene undergruppe af tidsbegrænsede bidrag overgangsbidragene har en varighed af 1-5 år. Som det fremgår af navnet, skal bidraget vare i en overgang, dvs. være en hjælp til kvinden, mens hun tilpasser sig en ny situation og omstiller sig arbejdsmæssigt. Det kan fx være mens hun (efter)uddanner sig eller gennemgår en genoptræning inden for et tidligere arbejdsområde. Til at afgøre, hvor længe overgangsbidraget skal vare, vurderer retten helt konkret, hvor længe det vil tage hustruen at opbygge en ny tilværelse, forbedre sine erhvervsmuligheder og indtægt. Den vil gøre dette ud fra kvindens fremtidsplaner og deres varighed. Hvis 35

hustruen er begyndt på, eller har seriøse planer om, omskoling til et andet erhverv, supplering eller overbygning af den gamle uddannelse, har tidsperioden betydning (Danielsen, 1993:139). Af betydning er også hendes alder, uddannelse og nuværende beskæftigelse. Det vil sige, at retten skal finde ud af, om bidraget kun skal lette overgangen eller være et sikkerhedsnet i længere tid (Lund-Andersen m.fl., 2003:226). Endvidere har ægteskabets og samlivets varighed stor betydning, men også alderen på de børn, som den bidragsberettigede eventuelt får forældremyndigheden over, skal tages i betragtning. En analyse af landsretsdomme fra 1993 og 1994 viser, at bidragets længde aldrig blev sat til mere end 3 år, hvor samlivet højst havde varet 10 år. Der kan dog være helt konkrete momenter, der forlænger bidragslængden fx har det betydning, om den berettigede får forældremyndigheden over små børn. I så fald kan hun blive berettiget til bidrag, indtil børnene er blevet voksne (Lund-Andersen m.fl., 2003:226). Den anden undergruppe af tidsbegrænsede bidrag er de langvarige bidrag. Varigheden af disse er enten 8 eller 10 år. Formålet med dem er anderledes end de 1-5 årige, idet de, ifølge Svend Danielsen, nærmere skal betragtes som et kompromis mellem hensynene til ægtefællerne. Igen har ægteskabet eller samlivets varighed stor betydning for bidragslængden. Langvarige bidrag er ikke relevante, før parterne har været sammen i mindst 14-16 år, og i så fald ville bidraget blive på 8 år. Det kan være vanskeligt at definere, hvor grænsen går mellem 8-årige og 10-årige bidrag, idet der er set domme, hvor bidragsvarigheden var på 8 år, selvom ægteskabet havde varet i op til 26-27 år (Danielsen, 1993:140). Selvom der lægges vægt på de samme momenter her, er de langvarige bidrag som nævnt mere et kompromis mellem parterne; hustruens langvarige behov skal sammenlignes med mandens bidragsforpligtelse med det formål, at manden ikke pålægges bidragspligt resten af livet, udelukkende fordi hustruen har et langvarigt behov (Danielsen, 1993:140). 4.2.2. Tidsubegrænsede bidrag I henhold til ÆL 50, stk. 1, 2. pkt., skal der foreligge særlige omstændigheder, før der tilkendes tidsubegrænset bidrag. I praksis skal ægteskabet eller samlivet endvidere have varet i mindst 20 år. Bidraget gives hovedsageligt til kvinder, der enten har været 36

hjemmegående, eller hvis fremtidige erhvervsmuligheder er meget begrænsede pga. en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. De særlige omstændigheder, der skal foreligge, behøver ikke at være af ganske særlig karakter at være hjemmegående er i sig selv nok til at kendetegne særlige omstændigheder (Lund-Andersen m.fl., 2003:225). I forhold til tidligere, sætter udviklingen inden for retspraksis langsomt større og større krav til de ægtefæller, der ønsker tidsubegrænset bidrag, hvorfor tilkendelser af tidsubegrænsede bidrag efter langvarige ægteskaber er faldet i løbet af de sidste 20 år fra 45 % i 1984-85 til 20 % i 1998-99 (Lund-Andersen m.fl., 2003:225-226). 4.2.3. Aftrapning af bidrag Ved aftrapning skelnes der i dansk ret mellem bidragspligt før og efter 1. oktober 1989. Da specialet omhandler de nuværende regler og den nuværende praksis, omtales her kun aftrapning af bidragspligt efter denne dato. Ved tidsubegrænset bidrag vil aftrapning og senere bortfald af bidraget almindeligvis ske på den bidragspligtiges begæring, når der er betalt bidrag i en periode, der overstiger samlivets varighed. Ved en tidsbegrænset bidragsperiode på højst 10 år, vil der ikke ske nogen aftrapning (Skrivelse om aftrapning af ægtefællebidrag, 2004:1). 4.3. Bidragets størrelse ÆL 50, stk. 2, bestemmer, at statsamtet skal afgøre størrelsen på bidraget. Det foregår ved, at den bidragsberettigede anmoder statsamtet om en fastsættelse af bidragsstørrelsen, hvorefter statsamtet træffer afgørelse herom. 4.3.1. Ansøgning til statsamtet Når retten har afgjort, at der skal være bidragspligt, skal den bidragsberettigede altså anmode statsamtet om at afgøre bidragets størrelse; statsamtet træffer ikke automatisk en afgørelse om dette. Hvis bidraget skal have virkning fra separationen/skilsmissen, skal ansøgningen være hos statsamtet inden for 1-2 måneder efter dommen. Hvis 37

ansøgningen kommer senere end dette, vil bidragets fastsættelse have virkning fra datoen for ansøgningen eller evt. fra varslingen. En bidragsresolution udstedt på grundlag af en separationsdom, der ikke tager stilling til bidragspligten efter skilsmisse, mister sin gyldighed ved skilsmissedommen, uanset om dommen opretholder bidragspligten. Den berettigede må således henvende sig til statsamtet på ny for at få bidragsstørrelsen fastsat. Bidraget vil blive fastsat til et bestemt beløb, der skal betales forud for hver måned (Lund-Andersen m.fl., 2003:230). 4.3.2. Statsamtets afgørelse Statsamtet skal indhente oplysninger om ægtefællernes økonomiske forhold hos ægtefællerne (Lund-Andersen m.fl., 2003:231). Ægtefællerne skal indsende to blanketter: Ansøgning om ægtefællebidrag og Oplysningsskema. Førstnævnte er selve ansøgningsskemaet, og det skal indeholde oplysninger om navn og adresse samt begrundelse for ansøgningen. Endvidere skal ansøgeren oplyse tidspunktet for samlivsophævelsen, separationen eller skilsmissen (se Bilag 1). I oplysningsskemaet skal ansøgeren oplyse om sin bruttoindtægt, og hvis vedkommende er lønmodtager, skal der vedlægges lønsedler for de sidste 3 måneder samt seneste årsopgørelse. Hvis ansøgeren er selvstændig, skal der vedlægges regnskaber for de sidste 3 år samt de seneste 3 årsopgørelser. Ligeledes skal der medsendes dokumentation for evt. arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, førtidspension, folkepension og bistandshjælp (se bilag 2). Ifølge ÆL 50, stk. 2, skal statsamtet tage hensyn til de samme momenter som retten i dens afgørelse af bidragsspørgsmålet (Lund-Andersen m.fl., 2003:228). I praksis lægger statsamtet ved fastsættelsen af bidragets størrelse først og fremmest vægt på parternes samlede bruttoindkomst, dvs. indkomst før skat og arbejdsmarkedsbidrag. Indkomst omfatter arbejdsløshedsunderstøttelse, pension, kapitalindtægt eller lign. Såfremt bruttoindkomsten ikke afspejler parternes indtjeningsevne, kan statsamtet tage udgangspunkt i parternes forventede indkomst, hvis de udnyttede deres indtjeningsevne og andre indtægtsmuligheder. 38

Statsamtet ser endvidere på størrelsen af den pligtiges indkomst alene, og har denne en lav indtægt (mindre end ca. 17.000 kr. om måneden i 2004), vil der ikke blive fastsat bidrag (CivilRetsDirektoratet, 2004:4). Ligger bruttoindtægten mellem cirka 17.000 kr. og 19.000 kr. om måneden, vil bidraget fastsættes til et mindre beløb end ellers, da den bidragspligtige skal sikres et forsørgelsesgrundlag på mindst 17.000 kr. om måneden efter betaling af bidraget. Hvis den bidragsberettigedes indtægt ligger mellem 210.000 kr. og 250.000 kr. om året, vil statsamtet ikke fastsætte bidrag, da indtægter af denne størrelsesorden anses for at udgøre et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag. Reglen er, at den bidragsberettigedes samlede indtægt skal komme til at ligge mellem 210.000 kr. og 250.000 kr. om året inklusiv bidrag. Hvis den bidragspligtige har en meget høj indtægt, kan der dog godt fastsættes bidrag, selvom den berettigede derved får en samlet indtægt, der overstiger denne grænse (CivilRetsDirektoratet, 2004:5). Statsamtet benytter hovedsageligt femtedelsreglen, når bidragets størrelse skal regnes ud. Ved femtedelsreglen tages der udgangspunkt i forskellen mellem den bidragspligtiges og den bidragsberettigedes bruttoindkomst pr. måned. Der udmåles en femtedel af det beløb, hvormed den bidragspligtiges indkomst overstiger den bidragsberettigedes (Lund- Andersen m.fl., 2003:231). Som korrektiv til femtedelsreglen anvendes tredjedelsreglen. Denne regel sørger for, at den bidragspligtiges samlede bidragsforpligtelser over for ægtefælle og børn ikke overstiger en tredjedel af bruttoindkomsten. Både femtedels- og tredjedelsreglen er illustreret nedenfor. Eksempel Mandens månedlige bruttoindkomst i 2003 er på 30.000 kr., og hustruens er på 14.000 kr. Manden betaler et aftalt børnebidrag med 2.000 kr. til hvert af de to børn, som bor hos hustruen. Han er pålagt pligt til at betale ægtefællebidrag. Femtedelsreglen: Mandens månedlige bruttoindtægt Aftalt børnebidrag 30.000 kr. 4.000 kr. 39

Reguleret bruttoindkomst minus hustruens månedlige bruttoindtægt 26.000 kr. 14.000 kr. Forskelsbeløb 12.000 kr. Ægtefællebidrag: 1/5 af 12.000 kr. 2.400 kr. Tredjedelsreglen: Mandens maksimale samlede bidragsforpligtelse: 1/3 af 30.000 kr. 10.000 kr. Maksimalt ægtefællebidrag: 10.000 kr. minus 4.000 kr. = 6.000 kr. Ægtefællebidraget vil i eksemplet blive fastsat til 2.400 kr. om måneden i 2003 (Lund- Andersen m.fl., 2003:233). 4.4. Bortfald af ægtefællebidrag Af ÆL 51 fremgår det, at bidraget bortfalder, hvis den ene af ægtefællerne dør eller hvis den bidragsberettigede indgår nyt ægteskab. Hvis den berettigede indgår nyt ægteskab, bortfalder bidraget, og bidragspligten genoplives ikke, selvom det nye ægteskab eller registrerede partnerskab ophører. Anderledes forholder det sig med den bidragsforpligtede, da 51 ikke tager hensyn til ham. Det betyder, at han ved et nyt ægteskab stadig har bidragspligt, selvom det nye ægteskab indebærer nye forsørgelsespligter (Danielsen, 1993:159). Da 51 kun vedrører indgåelse af nyt ægteskab, vil bidragspligten ikke bortfalde, hvis hustruen nøjes med at flytte sammen med tredjemand (Danielsen, 1993:159). Dog vil det faste samlivsforhold med tredjemand få indflydelse på bidragets størrelse, hvis det anses for godtgjort, at hustruen har et vist personligt og økonomisk interessefællesskab med denne, hvilket typisk indebærer fælles husholdning og bolig. I et sådant tilfælde, vil 40

statsamtet fastsætte bidragsstørrelsen til 0 kr. Det anses nemlig ikke for rimeligt, at hustruen kan kræve bidrag fra sin tidligere ægtefælle, når hun bor sammen med en anden (Danielsen, 1993:160). Denne rimelighedsbetragtning tager ikke hensyn til, om hustruens nye samlever forbedrer hendes økonomiske situation eller ej (Danielsen, 1993:161). 5. Ægteskabslovens 56 Den såkaldte urimeligt ringe-regel er formuleret i ÆL 56: Har en ægtefælle haft særeje, kan det, hvis ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler derfor, efter påstand af den anden ægtefælle i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter separationen eller skilsmissen. Denne regel anvendes også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen. (Danielsen, 1993:226) Som det fremgår af denne regel, kan den økonomisk dårligt stillede ægtefælle ved separations- eller skilsmissedommen anmode retten om at dømme den anden part til at betale et beløb til denne, hvis der i ægteskabet har været særeje. Reglen skelner ikke mellem skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje, hvorfor begge er omfattet af reglen, og den gælder også for blandet formueordning og brøkdelssæreje i de tilfælde, hvor særejeprocenten er stor (Danielsen, 1993:228). Ligeledes kan reglen anvendes i forbindelse med 15, stk. 2-rettigheder, som ikke indgår i ligedelingen af fællesejet (Lund- Andersen m.fl., 2003:273). Størrelsen på 56-godtgørelser er forskellig, og det afhænger af rettens skøn i den enkelte sag. Afhængigt af særejets størrelse, ligger beløbene som regel mellem 20.000 kr. og 100.000 kr., hvor godtgørelsen hovedsageligt har med hjælp til etablering at gøre. Hvis godtgørelsen tilkendes ud fra fx medvirken til formueforøgelse, forskel på (store) særejer, ægteskabets varighed eller parternes alder (se nedenfor), kan beløbene godt blive 41

betydeligt større. Eksempelvis blev der i en sag fra 1995 (U 1995.218 Ø) tilkendt hustruen et beløb på 1 mio. kr. (Lund-Andersen m.fl., 2003:278). I 56 indgår der nogle delmomenter, som retten i sin afgørelse skal tage stilling til: formueforholdene, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt. Disse momenter vil blive uddybet i det følgende. 5.1. Formueforholdene Før 56 kommer på tale, skulle der for det første være særeje, og det vil i de fleste ægteskaber vil være etableret gennem en ægtepagt. Hvis ægtepagten er oprettet før ægteskabets indgåelse, skal retten undersøge formuernes størrelse og deres bestanddele på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Hvis ægtepagten er oprettet senere, skal retten undersøge, hvordan formueforholdene var på det tidspunkt, og hvad der efterfølgende er blevet erhvervet og hvordan (Danielsen, 1993:227). Hvis særejet er altomfattende, vil retten være interesseret i at vide, om der er erhvervet et større beløb fra tredjemand ved gave eller arv, da det kan være sværere men ikke udelukket at gennetvinge et krav ved sådanne aktiver. Det er endvidere meget vigtigt at undersøge særejets størrelse ved ægteskabets opløsning samt dets forøgelse under ægteskabet. Retten kan overveje, om det er vigtigt, at den ikke-ejende ægtefælle får en andel i konjunkturstigninger på fast ejendoms værdi. Endvidere skal det vurderes, hvordan formuen er anbragt, hvor likvid den er, og hvorvidt et beløb kan udredes, uden at der optages lån. Hvis sidstnævnte ikke kan lade sig gøre, hvordan er mulighederne for lån og afvikling heraf? Hvis aktiverne er anbragt i en virksomhed, eller der skal bruges kapital i virksomheden, taler dette meget imod en anvendelse af 56. Hvis der er tale om delvist særeje og delvist formuefællesskab, skal boslodden indgå i vurderingen (Danielsen, 1993:228). Retten vil også sammenligne ethvert beløb, som parterne kan holde uden for bodelingen hvis der er en væsentlig forskel på disse, taler dette for en anvendelse af 56. Det er dog betinget, at parterne ikke må have så store fællesejemidler ud over særejet, at en 42

ligedeling allerede her kan sikre den svage part tilstrækkeligt gode økonomiske vilkår. For hovedreglen er, at hvis den dårligst stilledes økonomi allerede er sikret ved separationen eller skilsmissen, skal denne ikke tilkendes en godtgørelse (Danielsen, 1993:229). I bedømmelsen af behovet for en godtgørelse, kan retten ikke bruge en fast målestok hovedspørgsmålet er, om ægtefællen vil blive stillet urimeligt ringe i forhold til den anden, og en betydelig forskel mellem parternes økonomiske kår kan derfor berettige kravet. I en dom fra 1972 (U 1972.968 H) tilkendtes hustruen således 50.000 kr., bl.a. fordi mandens særeje udgjorde 1,5 mio. kr., og hendes udgjorde 50.000 kr., hvorved der var en betydelig forskel mellem parternes økonomiske kår (Pedersen, 2001:105). Formålet med ægteskabslovens 56 er ikke at udligne forskellen mellem særejet og fællesejet, men kun at sikre, at den ene ikke stilles urimeligt dårligt i forhold til den anden. Dette er fastslået i en afgørelse fra 1981, hvor parternes indtægter var omtrent lige store, og mandens formue var ca. 1 mio. kr., mens hustruen havde arvet sin formue på ca. 300.000 kr. kort inden samlivets ophør. Hustruen fik ikke tilkendt godtgørelse, da hun ikke var stillet urimeligt ringe (Pedersen, 2001:106). Formueforholdene omfatter også indtægtsforhold og indtjeningsevne. Ejeren af et særeje vil ikke blive pålagt at betale godtgørelse, hvis dennes indtægtsforhold på grund af alder, sygdom eller langvarigt svigtende konjunkturer er så begrænsede, at han/hun enten er nødt til at bruge af særejet eller renteindtægterne herfra. Omvendt kan det have betydning, om den økonomisk svageste part har manglende indtjeningsevne som følge af sygdom, manglende uddannelse, langvarigt arbejde i hjemmet, mindreårige børn, etc. I denne forbindelse har det også betydning, om der er blevet pålagt bidragspligt. 5.2. Ægteskabets varighed Endnu et vigtigt moment i vurderingen af et 56-behov er ægteskabets varighed. For at opnå en godtgørelse efter ÆL 56, skal ægteskabet have bestået i mindst nogle år. Der skal normalt ikke ydes et beløb, hvis ægteskabet har været kort, dvs. højst 3-4 år. Hvis ægteskabet har varet 5-6 år, kan en 56-godtgørelse godt lade sig gøre, men 5-6 år betragtes stadig som forholdsvis kort tid (Danielsen, 1993:229). 43

5.3. Omstændighederne i øvrigt 5.3.1. Aldersforskel Aldersforskel på ægtefællerne er også et moment, der skal tages i betragtning. Det hænger sammen med, at bidragspligten bortfalder ved den bidragspligtiges død, og hvis den berettigede er betydeligt yngre, kan han/hun tilkendes et 56-beløb, således at denne er økonomisk sikret, når den anden og ældre ægtefælle dør. Men muligvis kan alene det faktum, at den bedrestillede er oppe i årene have lige så stor betydning som selve aldersforskellen for tilkendelsen af en 56-godtgørelse. I en sag fra 1978 (UfR 1978.183 H) blev hustruen på 69 år tilkendt et beløb i henhold til 56 under henvisning til parternes alder og ægteskabets varighed (Danielsen, 1993:239). 5.3.2. Forøgelse eller forbedring af andens særeje Et altafgørende element i vurderingen er, hvorvidt den ene ægtefælle har medvirket til at forbedre eller forøge den andens særeje. Den ubemidlede ægtefælle kan have bidraget den andens forretning, til erhvervelse en fast ejendom, eller spørgsmålet kan gå på, hvorledes ægtefællerne har anvendt deres indtægter, fx ved at have aftalt, at mandens indtægter gik til terminsydelser, opsparing og investering, mens hustruens gik til de daglige og løbende udgifter. Retten kan desuden tage hensyn til, om den enes særeje er forbrugt, mens den andens er i behold (Danielsen, 1993:234). 5.3.3. Hjælp til etablering Godtgørelsen tilkendes også som hjælp til etablering, hvis den ubemidlede har indrettet sig på den andens økonomisk gode vilkår. Det er ofte således, at det hidtidige familiehjem tilhører den anden ægtefælle som særeje, og ægtefællen må i så fald flytte, stifte nyt hjem og skaffe nye møbler. Han/hun kan derfor have behov for et beløb til betaling af dette. Ofte fremlægges der bilag i retten, der dokumenterer, at ægtefællen allerede har afholdt udgifter til dette. Endelig kan der også være behov for et engangsbeløb til uddannelse og genoptræning som supplement til eller erstatning for et ægtefællebidrag (Danielsen, 1993:231). 44

5.4. Billighedsregel I midten af 1990 erne er der blevet en tendens til, at den svage part i langvarige ægteskaber lettere kan få tildelt et 56-beløb. Svend Danielsen omtaler denne tendens som en billighedsregel (Danielsen, 1993:240). Billighedsreglens formål er at imødekomme ønsket om større retfærdighed hos den økonomisk svageste part i stedet for kun at opfylde det konkrete behov for økonomisk overgangshjælp. Sådanne sager har ofte involveret mænd med millionformuer, der er blevet pålagt at betale større beløb, end hvad hustruen egentlig havde brug for til at etablere sig. Desuden er hustruer blevet tildelt en godtgørelse i sager, hvor de objektivt set ikke var stillet urimeligt ringe uden. Begrundelsen henføres bl.a. til den store forskel mellem ægtefællernes formue. Mange kvinder har i denne sammenhæng også hjulpet til i mandens erhvervsvirksomhed eller på anden vis medvirket til forøgelse af mandens særeje (Danielsen, 1993:240). DEL 4: FORMUEFORHOLD I ENGLAND 6. Ægtefællernes formueforhold 6.1. Særeje I England har ægtefæller separate formueforhold. Dette betyder, at alt, hvad hver ægtefælle ejer ved ægteskabets indgåelse også forbliver hver ægtefælles særeje under ægteskabet. Der eksisterer ikke noget formuefællesskab under ægteskabet, medmindre andet er gjort klart, enten udtrykkeligt eller underforstået (Standley, 2001:55). 7. Separation/skilsmisse. Hensyn i forbindelse med accessorisk afhjælpning Retten skal tage stilling til en masse forhold, når den skal træffe afgørelse om en ægtefælles begæring om accessorisk afhjælpning i forbindelse med separation og skilsmisse. Afsnit 7 behandler disse forhold. 45

Undertiden antages det i dette speciale, at den omtalte ægtefælle i forbindelse med eksempelvis en begæring om accessorisk afhjælpning er hustruen, selvom det i princippet også kunne være manden. Dette hænger sammen med, at kilderne tit omtaler denne ægtefælle som hustruen, fordi det oftest forholder sig således. 7.1. Ligedelingsprincippet i sager om betydelige aktiver Der er som følge af separate formueforhold ingen formodning om ligedeling i engelsk ret (Standley, 2001:55), og der kan derfor ikke forventes en ligedeling af parternes aktiver ved samlivets ophør. Der skete dog i 2000 en ændring i retspraksis, som har haft stor betydning for bodelingen i ægteskabssager, der involverer betydelige aktiver ( big money cases). Sagen var White v. White: Ægtefællerne havde haft et langvarigt ægteskab, og deres børn var voksne på skilsmissetidspunktet. Ægteparret samarbejdede på lige fod om såvel deres fælles landbrug som pasningen af deres hjem. De havde i alt aktiver til en værdi af 4 mio. På et tidligt tidspunkt i deres ægteskab havde mandens far ydet et bidrag til ægteparrets landbrug. I første instans blev hustruen tildelt 980.000 ud fra rimelighedsbetragtningen om, hvad hendes behov for et hjem og en indkomst var. Hun ankede dommen og fik medhold. Appelretten tildelte hende 1.7 mio., og statuerede, at hensynene ikke skulle gå på hendes rimelige behov, men hvad hun som forretningspartner fortjente at få. Hustruen blev ikke tildelt halvdelen, fordi hendes svigerfader tidligere havde betalt til deres landbrug. Begge parter ankede dommen til den engelske højesteret. Højesteret stadfæstede appelrettens dom, og Lord Nicholls of Birkenhead udtalte, at retten i sager om begrænsede midler skal forsøge at imødekomme parternes rimelige behov, mens der i sager om betydelige aktiver skal være et princip om ligedeling. Ligedelingsprincippet skal kun fraviges, såfremt der er god grund til det (Sharingpensions:1-3). 7.2. Lovfæstede retningslinjer Når retten skal træffe afgørelse i forbindelse med en begæring om accessorisk afhjælpning, har den meget store beføjelser. Rettens pligter er anført i 25 i den engelske 46

ægteskabslov af 1973, the Matrimonial Causes Act 1973 1 (MCA), og denne paragraf bestemmer, at der skal tages hensyn til alle omstændighederne i en sag. De engelske domstole understreger endvidere, at hver sag skal afgøres ud fra dens egne kendsgerninger, hvorfor ingen sag strengt taget har præjudikatsvirkning. MCA 25, stk. 1, er formuleret således: It shall be the duty of the court in deciding whether to exercise its powers under section 23, 24, 24A or 24B above, and, if so, to have regard to all the circumstances of the cases, first consideration being given to the welfare while a minor of any child of the family who has not attained the age of eighteen. (Black m.fl., 2004:278) Heraf ses det, at retten ud over pligten til at tage hensyn til alle omstændigheder i en sag skal tage det første hensyn til eventuelle børn under 18 år og deres tarv. 7.2.1. Det første hensyn barnets tarv Loven bestemmer som nævnt, at første prioritet er barnets tarv, og det ses i praksis ved, at retten fx forsøger at sikre barnet et sikkert sted at bo. Det kan gøres ved, at hjemmet overdrages til forælderen, hos hvem barnet skal bo. Det kan også være salg af hjemmet, så forælderen kan købe et nyt hjem, eller en båndlæggelse af hjemmet, indtil barnet er myndigt (Cretney m.fl., 2003:353). Endvidere har hensynet til barnets tarv også den indvirkning, at forældrenes behov kommer i anden række, hvis det kompromitterer, hvad der er i børnenes interesse. Eksempelvis var det bedst for børnene i S v. S [1987] 1 FLR 71, at retten ved skilsmissen skabte et clean break, således at alle økonomiske forpligtelser mellem forældrene ophørte, hvorved grunden til deres uoverensstemmelser økonomien blev fjernet (Cretney m.fl., 2003:354). Selvom barnets tarv skal være rettens første hensyn, har appelretten dog understreget i sagen Suter v. Suter [1987] 2 FLR 232, at det ikke må være det altovervejende hensyn. 1 Se Bilag 4. 47

Retten skal således finde en løsning, der er i barnets interesse, og forsøge at træffe en økonomisk set retfærdig afgørelse mellem ægtefællerne. 25, stk. 1, bestemmer, at retten udelukkende skal tage hensyn til børn tilhørende husstanden, og eksempelvis ikke børn af kun den ene ægtefælle fra et tidligere forhold, selvom samlivets ophør også skulle påvirke dem (Black m.fl., 2004:278). Desuden anfører 25, stk. 1, at hensynet er over for børn, der ikke er fyldt 18 år. Det har de følger, at et barn på 18 år altså bliver ignoreret på trods af vedkommendes brug for hjælp, fordi han/hun er midt i en uddannelse eller er handicappet, etc. (Cretney m.fl., 2003:355-356). 7.2.2. Rettens pligt til at tage hensyn til alle omstændigheder Som nævnt, skal retten tage hensyn til alle omstændigheder i en sag. Specielt skal retten tage hensyn til de i 25, stk. 2, anførte forhold. Disse forhold vil blive behandlet i de følgende afsnit. Retten har beføjelse til også at tage hensyn til helt andre forhold end de angivne, såfremt den finder det nødvendigt i den enkelte sag. 25, stk. 2-forholdene har ingen hierarkiorden, og som udgangspunkt har de lige stor betydning. Omstændighederne vil i den enkelte sag bestemme, hvor stor vægt de hver især skal tillægges ved rettens afgørelse (Cretney m.fl., 2003:356). Retten skal som det første indhente oplysninger hos parterne, og dette foregår i henhold til reglerne fastlagt i the Family Proceedings (Amendment No. 2) Rules 1999. Parterne har pligt til at oplyse alt om bl.a. deres økonomiske midler, behov og forpligtelser i en omfattende standardformular til retten. Parterne giver oplysningerne under strafansvar, og skal oplyse om alle relevante forhold (Cretney m.fl., 2003:357). Se Bilag 3. 7.2.2.1. Nuværende og fremtidige indtægter, indtjeningsevne samt formuemidler og økonomiske midler Klarlæggelse af parternes indtægter og indtjeningsevner er nødvendig, således at retten kan bestemme, om der skal træffes en afgørelse, og i bekræftende fald, hvilken. Eksempelvis kan en part godt pålægges at yde bidrag, hvis denne har en formue, hvorfra 48

bidragene kan ydes, eller hvis vedkommende har en indkomst, der er stor nok til at afdrage på et lån optaget til bidragspligten. Endvidere skal parternes indtægter og indtjeningsevner ses i forhold til familiehjemmet, hvor indtægten er afgørende for, om boligen skal sælges (Black m.fl., 2004:282). Retten kan foruden at undersøge, hvad en ægtefælle reelt indtjener, også se på, hvad vedkommende med rimelighed kan forventes at indtjene. Således kan retten pålægge en arbejdsløs ægtefælle at yde løbende bidrag til dennes tidligere ægtefælle, hvis han/hun med lidt indsats kunne få et arbejde. Dog vil retten tøve med at træffe sådan en afgørelse, hvis ægtefællen bor i et område med høj arbejdsløshed, medmindre det anses for godtgjort, at ægtefællen bevidst undgår arbejde. Retten kan også træffe afgørelse til ulempe for en ægtefælle, hvis denne var i stand til at tjene flere penge ved fx at have et fuldtidsarbejde i stedet for at have et på deltid (Black m.fl., 2004:283). Retten kan også forvente af en hustru, at hun efter samlivets ophør finder sig et arbejde, hvis hun valgte at blive hjemmegående ved ægteskabets indgåelse. Retten vil dog ikke forlange, at hun søger arbejde, hvis hun har ansvaret for små børn, som ikke går i skole, eller hvis der ikke er arbejde til hende. Dog kan hustruen risikere, at retten enten nedsætter hendes ægtefællebidrag eller afviser hendes krav om at få bidrag, hvis det anses for godtgjort, at der er arbejde, som passer sammen med hendes hjemlige forpligtelser, og hustruen ikke har søgt dette (Black m.fl., 2004:283). Retten skal se på alle parternes aktiver, dvs. ikke kun de aktiver, der eksisterer ved retsmødet, men også de aktiver, parterne vil erhverve inden for den nærmeste fremtid. Således kan retten tage hensyn til erhvervelse af økonomiske midler, fx gennem arv ifølge testamente. Eksempelvis blev hustruens begæring om et engangsbeløb udsat indtil hendes svigerfars død i M T v. M T (Financial Provision: Lump Sum) [1992] 1 FLR 362, fordi manden ifølge tysk ret stod til at arve en betydelig formue af sin far, og hustruens behov ikke kunne imødekommes på anden vis (Black m.fl., 2004:283). Retten er generelt tilbageholdende med at træffe sådan en afgørelse, da den indebærer en del usikkerhed, fordi testamentet kan risikere at blive ændret lige inden arveladers død. Endvidere er det vanskeligt at indhente oplysninger om, hvor stor arven er (Black m.fl., 2004:283). Hvorvidt retten vil tage hensyn til penge, der er arvet inden retssagen, afhænger meget af sagens 49

omstændigheder. I H v. H (Financial Provision: Special Contribution) [2002] 2 FLR 1021 blev mandens arv fra sin far ikke taget i betragtning, da arven altid var blevet holdt uden for resten af familiens formue. I andre sager tages arven i betragtning, og tilføjes som en del af parternes aktiver (Black m.fl., 2004:283-284). En ægtefælles indtægt kan også være erhvervsvirksomheden, og den vil derfor også tages i betragtning. Retten vil dog have for øje, at større formuer ikke altid kan trækkes hurtigt ud af en erhvervsvirksomhed, uden at likviditeten påvirkes, og at den ene ægtefælle derfor ikke kan yde bidrag til den anden med sin virksomhed som indtægtskilde. Der vil ikke træffes en afgørelse, der tvinger den ene ægtefælle til at sælge virksomheden, hvis den er ægtefællens levebrød. Såfremt den anden ægtefælle har bidraget til virksomheden, kan løsningen i stedet blive, at vedkommende får en større andel af andre aktiver som kompensation (Black m.fl., 2004:284). Hvis en ægtefælle er blevet gift igen eller er samlevende med en anden, kan dette have indflydelse på, om retten afgør, at ansøgeren berettiges til underhold fra denne ægtefælle. Retten har dog ingen beføjelse til at pålægge den ene ægtefælles nye familie at sørge for den tidligere ægtefælle, og den må således ikke træffe afgørelse om bidragspligt, hvis den eneste måde, hvorpå bidragspligten kan imødekommes, er gennem den nye samlever/ægtefælles midler. Det nye forhold kan have betydning i den henseende, at ægtefællen med en ny familie generelt set har flere midler mellem hænderne og derfor bedre kan yde bidrag (Cretney m.fl., 2003:361). Endvidere er pension en del af begrebet. Ofte er pensionsordningen, hvad enten det er en erhvervspension eller en privat pension, en af parternes største aktiver, og retten skal derfor have dokumentation for pensionens størrelse samt parternes rettigheder og fremtidsudsigter (Cretney m.fl., 2003:362). I afsnit 8.3. vil der blive redegjort for delingen af pensionen i England, hvorfor det ikke bliver uddybet her. 50

7.2.2.2. Nuværende og eventuelle fremtidige finansielle behov, forpligtelser og ansvar Retten skal også tage hensyn til ægtefællernes behov og forpligtelser. Ægtefællernes behov indtager en vigtig rolle i rettens afgørelse i sager, hvor midlerne ellers er begrænsede. I sådan en situation kommer eventuelle børn først og som følge heraf forælderen, der får forældremyndigheden. Hvis parterne derudover har midlerne hertil, vil retten forsøge at opfylde den anden ægtefælles boligbehov, især hvis denne skal have børnene på besøg. Hvis ægtefællerne ingen børn har, vil deres behov blive sammenlignet, og retten vil således afgøre, hvis behov er størst, og derved prioritere denne ægtefælle højest (Cretney m.fl., 2003:363). Retten finder frem til parternes behov ved at se på ægtefællernes regelmæssige udgifter såsom benzin- eller dieseludgifter, kommuneskat, husleje, mad, vandafgifter, etc., og vurderer, hvilke udgifter, der er rimelige for en person i denne situation at have (Black m.fl., 2004:284-285). I sager om større formuer kan retten benytte en beregningsmetode som hjælp. Metoden foregår ved hjælp af et computerprogram, der hedder Duxbury. Ved udregningen tages der udgangspunkt i den begærendes anslåede årlige forbrug, og programmet regner så ud, hvor stort et engangsbeløb, det kræver at imødekomme dette forbrug. Programmet indstilles til at udregne et beløb, der tager forbehold for inflation og andre forhold, fx at den begærendes mulighed for at finde arbejde efter nogle års uddannelse. Duxbury-programmet bruges kun som retningslinje, og i langtfra alle sager vil dens anvendelse være passende, fordi parternes behov kun er et af flere momenter, der skal tages hensyn til ifølge 25 (Cretney m.fl., 2003:364). Sidstnævnte hensyn forpligtelser og ansvar udgør et vanskeligt problem for retten, idet afgørelsen skal baseres på, hvad der kan anses for at være rimelige forpligtelser og rimeligt ansvar. Hvad der er rimeligt, afhænger helt af den pågældende sag. I Slater v. Slater [1982] 3 FLR 364 fandt retten det urimeligt, at manden ønskede at medregne udgifter i forbindelse med et dyrt hus samt ekstremt dyre transportomkostninger til arbejde. Derimod fandt retten det rimeligt i Stockford v. Stockford [1981] 3 FLR 58, CA, at manden havde valgt et lidt dyrere hus, således at hustru og børn kunne blive boende i det hidtidige 51

familiehjem. Retten ville derfor ikke fastsætte et beløb, der ville hindre ham i at betale lånet på huset tilbage (Cretney m.fl., 2003:365). Parternes forpligtelser udgør også et vanskeligt problem i sager, hvor der stadig er overskud af aktiver, efter at parternes rimelige behov er opfyldt, og retten har anvendt det grundlæggende princip om ligedeling i sager med betydelige aktiver. Der hersker nemlig tvivl om, hvorvidt en tidligere ægtefælle skal have de ekstra midler, det kræver at forsørge et barn af en ny samlever, eller hvorvidt den nye familie i det mindste er grund nok til at fravige princippet om ligedeling. Retspraksis giver ingen entydig løsning på dette problem. I én sag (S v. S (Financial Provision: Departing From Equality) [2001] 2 FLR 981, HL) valgte retten at fravige ligedelingsprincippet til fordel for manden, der havde fået ansvar for en ny familie. Derimod fandtes det urimeligt i en anden sag at gøre dette, fordi manden ifølge dommeren selv havde valgt at stifte nyt ansvar over for et barn (W H-J v. W H-J [2002] 1 FLR 415) (Cretney m.fl., 2003:365). 7.2.2.3. Familiens levestandard inden samlivets ophør Retten skal også tage hensyn til, hvordan familiens levestandard var under ægteskabet, men en ægtefælle har ikke krav på at opnå samme standard efter samlivets ophør; retten skal vurdere, hvad der er rimeligt for parterne. Ægteskabets varighed har indflydelse på en ægtefælles levestandard efter samlivets ophør. Hvis parterne således har været gift længe, vil den svagt stillede ægtefælle have krav på en ordentlig levestandard (Cretney m.fl., 2003:366). Det skal tilføjes, at i praksis tillægges dette hensyn ofte meget lidt betydning, idet det i langt de fleste sager ikke er muligt at sikre parterne samme levestandard, som de havde under ægteskabet, medmindre der er betydelige aktiver involveret. Et eksempel herpå er, hvor det eneste aktiv af større værdi er familiehjemmet, og begge parter vil have dette solgt. Ægtefællerne skal så dele salgsprovenuet og finde nye hjem. De ekstra udgifter, der er forbundet med at have to boliger i stedet for én, vil resultere i en lavere levestandard hos begge parter (Terry, 2004:5). 7.2.2.4. Ægtefællernes alder og ægteskabets varighed Når retten skal afgøre en sag om accessorisk afhjælpning, vil det have betydning, om ægtefællerne er unge eller ældre mennesker, og hvor længe ægteskabet varede, fordi der er stor forskel på et ægtepar i tyverne og et ægtepar, der har været gift i tredive år og er 52

oppe i årene (Terry, 2004:5). Der er en tæt sammenhæng mellem parternes alder og deres behov og midler. Yngre ægtefæller kan lettere få sig et arbejde end ældre ægtefæller, og de vil derfor ikke have så store behov som sidstnævnte (Cretney m.fl., 2003:366). Hvis sagens parter er unge, er det meget muligt, at retten skaber et clean break mellem dem, særligt hvis deres fremtid indebærer et arbejdsliv, hvor de nemt kan planlægge deres pension og andre økonomiske forhold. Hvor ægteskabet eksempelvis har bestået i længere tid, vil retten derimod lægge større vægt på parternes fremtidige bopæl og underhold til pensionen. Retten kan eksempelvis i forbindelse med familiehjemmet og et ungt par finde det mest hensigtsmæssigt at overdrage det til hustruen, hvis hun får forældremyndigheden over små børn. Hvis manden derimod er en del ældre end hustruen, vil retten erkende, at hans muligheder for at købe et nyt hus er mere begrænsede, og at hans fremtidige karriere er kortvarig. Sådan en situation vil stille retten i et dilemma, fordi begge parter på grund af deres alder og situation har modstridende behov, og løsningen kunne derfor blive en afgørelse om salg af bolig og deling af provenuet. Hvis hustruen er ældre og har været hjemmegående under ægteskabet, vil retten tage hensyn til, at hun ikke nødvendigvis kan få arbejde med det samme og måske vil have svært ved at blive økonomisk selvstændig. I sådan en situation vil retten derfor tøve med at træffe en clean break-afgørelse. Det mest hensigtsmæssige ville være at tildele hende ægtefællebidrag (Terry, 2004:5-6). Ses der isoleret på ægteskabets varighed, gælder princippet om ligedeling i sager om betydelige aktiver generelt set ikke ved kortvarige ægteskaber, men det afhænger i sidste ende af den enkelte sag, og hvad den enkelte domstol anser for et kortvarigt ægteskab. Ved nogle kortvarige ægteskaber har retten afgjort, at den svage part skal betales et beløb som hjælp til overgangen til den nye tilværelse. Således fik hustruen i Attar v. Attar [1985] FLR 649 efter et ægteskab på et halvt år tilkendt et kontantbeløb på 30.000 som overgangshjælp til de næste to år. 53

Det kan i nogle sager være hensigtsmæssigt for retten hovedsageligt at se på den begærendes rimelige behov og derefter regulere beløbet efter ægteskabets varighed. I Leadbeater v. Leadbeater [1985] FLR 789 tog retten denne metode i brug: Først fandt den ud af, hvad ægtefællens behov var, kom frem til et resultat på 50.000, for til sidst at fratrække 25 % af beløbet som følge af det kun fireårige ægteskab (Cretney m.fl., 2003:367). Ses ægteskabets længde i sammenhold med bidrag til familiens pasning, antages det, at langvarige ægteskaber har stor betydning, fordi bidraget til familiens pasning derved er større. Mens der før White v. White gjaldt reglen om, at en ægtefælles rimelige behov skulle imødekommes, skal retten i dag ved ægteskaber af en vis varighed 2 se på ægtefællernes bidrag til familiens pasning uden forskelsbehandling og anvende det grundlæggende princip om ligedeling. Dog gælder reglen kun, hvor parterne sammen har bygget aktiverne op over en rimelig periode (Cretney m.fl., 2003:368). 7.2.2.5. Eventuel fysisk eller psykisk sygdom hos den ene eller begge ægtefæller I praksis er dette moment af mindre betydning, da disse forhold egentlig tages i betragtning under de to første momenter, idet psykisk eller fysisk sygdom tydeligvis præger ægtefællens indtjeningsevne og fremtidige behov. Hvordan hensynet til psykisk eller fysisk sygdom får indflydelse på rettens afgørelse, afhænger meget af sagens omstændigheder (Terry, 2004:6). 7.2.2.6. Hver ægtefælles bidrag til familiens pasning, herunder også opretholdelse af hjemmet Retten skal tage hensyn til, om den ene ægtefælle oftest hustruen har bidraget til ægteskabet ved at passe hjemmet og/eller opdraget børnene, etc. Formålet med dette moment er således at vurdere ikke-økonomiske bidrag under ægteskabet. Engelsk retspraksis finder dette hensyn vigtigt, og hvis hustruen har været hjemmegående under ægteskabet, mens manden har passet sin karriere, anses hun for at have bidraget til 2 Kilden oplyser ikke, hvornår et ægteskab er af en vis varighed. 54

halvdelen af parternes aktiver. Dette gør sig ligeledes gældende, hvor huset står i mandens navn hvis hustruen har brugt sin tid på at passe familien, er hun umiddelbart berettiget til halvdelen af huset. Retten vil også tage det med i sin vurdering, hvis hustruen har hjulpet til i mandens virksomhed (Terry, 2004:7). 7.2.2.7. Adfærd hos den ene ægtefælle, der er af en sådan grad, at det ville være i strid med ret og rimelighed ikke tage hensyn hertil Adfærd af en grad, der ikke kan ignoreres, er udefinerbart, men en ægtefælle skal på en eller anden måde have opført sig så ekstremt, at det træder frem. Fælles for alle retssager er, at retten skal tage stilling til to spørgsmål ved anklager om adfærd: - Er adfærden af en sådan art, at det ville være i strid med ret og rimelighed at ignorere det? - Hvilken konsekvens skal den ene ægtefælles adfærd have på rettens afgørelse, hvis retten tager hensyn til dette moment? (Black m.fl., 2004:287) Der gives nedenfor nogle eksempler på, hvad der tidligere er blevet betragtet som relevant adfærd, men de definerer ikke nødvendigvis, hvad adfærd er eller ikke er (Black m.fl., 2004:286). Adfærd kan være i forbindelse med parternes økonomi. I Martin v. Martin [1976] Fam. 335 at 342 havde den ene ægtefælle bortødslet familiens formue, og retten fandt, at ægtefællen ikke kunne forvente at få en ligeså stor andel af de resterende aktiver, som vedkommende ville have været berettiget til, hvis han/hun ikke havde bortødslet formuen. Det var også ekstremt adfærd, da ægtefællen i sagen Le Foe v. Le Foe and Woolwich plc havde ladet familien tro, at han betalte terminen, når han ikke gjorde. Resultatet blev en mindre andel af boet end ellers (Cretney m.fl., 2003:372). Adfærd kan eksempelvis også være forbundet med boligforholdene under ægteskabet. Under det kortvarige ægteskab i West v. West [1977] 2 All ER 705 nægtede hustruen at flytte ind i det hjem, som manden havde sørget for, og hun boede derfor hos sine forældre. 55

Retten afgjorde, at hustruens økonomiske afhjælpning skulle nedsættes som følge af hendes adfærd (Black m.fl., 2004:287). I et fåtal af sager har adfærd herunder bigami været årsag til, at retten forud for retssagen har afvist at imødekomme et krav om accessorisk afhjælpning. I en sag fra 1995 (Whiston v. Whiston 2 FLR 268) blev hustruen, der havde begået bigami, således forhindret af appelretten i at føre sin sag videre med den begrundelse, at bigami er en handling, der ikke respekterer formålet med ægteskabet, og at hendes lovovertrædelse netop var årsagen til, at hun havde behov for accessorisk afhjælpning. Appelretten kommenterede endvidere, at en uskyldig ægtefælle stadig er berettiget til afhjælpning, ligesom en person, der ærligt og oprigtigt tror, at bigami er tilladt, muligvis også er berettiget. Bigami har kun afskåret et krav om accessorisk afhjælpning, hvor det indebar bevidst bedrageri. Bevidst bedrageri indebærer, at den skyldige er klar over, at det er en ulovlig handling at indgå to ægteskaber (Cretney m.fl., 2003:372). Det skal tilføjes, at selvom Whiston v. Whiston faktisk har haft præjudikatsvirkning på senere domme, er enhver ægtefælle, der har været bevidst om bigami, ikke per definition afskåret fra at søge om accessorisk afhjælpning. Retten kan godt vælge at se på alle sider af sagen alligevel og træffe sin afgørelse herudfra. Således afskar retten ikke manden i Rampal v. Rampal (No. 2) [2001] EWCA Civ. 989 fra at begære om accessorisk afhjælpning, selvom han var bevidst om hustruens bigami ved indgåelsen af ægteskabet med ham. Begrundelsen herfor var, at hustruens strafskyldighed var mere alvorlig end hans, og at lovovertrædelsen endvidere ikke var af en så alvorlig karakter, at retten kunne afvise hans krav om accessorisk afhjælpning. Bigami skal derfor være af en meget alvorlig karakter, før retten anvender samme princip som i Whiston (Cretney m.fl., 2003:373). Adfærd kan tage mange former, og ekstrem adfærd, såsom at føre sin ægtefælle bag lyset under hele ægteskabet ved ikke at oplyse om sit biologiske køn, kan også indgå i rettens vurdering. Det kan føre til ikke at blive berettiget til afhjælpning, som det var tilfældet i J v. S-T (formerly J) (Transsexual: Ancillary Relief) [1997] 1 FLR 402. Ingen berettigelse er i praksis det samme som at blive afskåret fra at søge accessorisk afhjælpning (Cretney m.fl., 2003:373). 56

Et sidste eksempel på adfærd er handlinger begået i forbindelse med samlivets ophør. I Jones v. Jones [1975] 2 All ER 12 overfaldt manden hustruen med en barberkniv efter den endelige skilsmissedom. Hun pådrog sig varige mén, og som følge heraf kunne hun ikke få ansættelse nogle steder. Retten bestemte, at familiehjemmet, der stod i begges navne, skulle overdrages til hustruen (Black m.fl., 2004:287). 7.2.2.8. Ydelser, som en ægtefælle vil miste retten til at opnå som følge af en skilsmisse Retten skal tage hensyn til ydelser, som en ægtefælle vil miste ved skilsmissen. I reglen gælder ydelser ethvert aktiv, men i praksis er det ofte pensionsordninger, der er relevante. Hvor stor betydning dette moment har for sagen, afhænger meget af parternes alder. Er der tale om to yngre ægtefæller, er de nok i starten af deres arbejdsliv, og deres pensionsopsparing er derfor ikke af nogen særlig størrelse. Er det derimod et ældre par, der har været gift i tredive år, er der sandsynligvis sparet op til pensionen. En meget almindelig situation er, at manden har arbejdet hele livet og sparet op til pensionen, mens hustruen har været hjemmegående og ikke har opsparet en pension. Hans familie vil, når han pensioneres, drage fordel af hans opsparing, og hans hustru vil blive berettiget til enkepension, hvis han skulle dø før hende. Normalt afhænger naturligvis af selve pensionsordningen vil hustruen miste retten til hans pension ved hans død, hvis hun ikke længere er gift med ham (Terry, 2004:8). Hustruen vil derfor ikke få del i en pensionsopsparing, som hun har betalt til ved at passe familie og hjem, så manden har kunnet arbejde og lægge penge til side til pensionen. Retten skal tage hensyn til dette tab, og det vil blive afspejlet i afgørelsen (Terry, 2004:9). 7.2.3. Clean break I henhold til 25 a, skal retten vurdere, om der kan foretages et clean break i forbindelse med hver skilsmissedom, uanset om parterne ønsker dette eller ej. Clean break betyder som nævnt tidligere, at retten træffer en afgørelse, der afslutter alle økonomiske forpligtelser mellem alle parterne. En afgørelse med et fuldstændigt clean break kan ikke træffes, hvor det involverer forpligtelser over for børn, men det udelukker naturligvis ikke, at retten sørger for et ophør af de økonomiske forpligtelser mellem ægtefællerne (Black 57

m.fl., 2004:281). Clean break-bestemmelsen blev indføjet i MCA ved af den engelske lov om ægteskabs- og familiesager af 1984, the Matrimonial and Family Proceedings Act 1984, efter at det var blevet anbefalet, at der blev lagt større vægt på hustruens fremtidige indtjeningsevne samt ægtefællernes ønske om at blive økonomisk selvstændige, hvor dette var muligt. Formålet med clean break-bestemmelsen er således at opfordre parterne til at lægge fortiden bag sig og påbegynde hver deres tilværelse (Standley, 2001:163). Hvis der træffes en clean break-afgørelse, vil den få retsvirkning enten med det samme eller på et senere tidspunkt, som efter rettens vurdering er ret og rimeligt. Retten skal ikke pålægge et clean break for enhver pris, for der er ikke tale om et princip, der ubetinget skal følges. Derfor vil retten heller ikke træffe en clean break-afgørelse, hvis sagens omstændigheder taler imod dette, fx ved at afgørelsen stiller urealistiske forventninger til en ægtefælles evne til at fortsætte den nye tilværelse uden økonomisk afhængighed. I praksis kan retten foretage et clean break på flere måder. Retten kan eksempelvis afsige en bodelingskendelse, der overdrager formuegenstande (Standley, 2001:156). Endvidere kan retten i forbindelse med en ægtefælles begæring om periodical payments skabe et clean break mellem parterne ved at gøre følgende: - afvise begæringen - træffe afgørelse om løbende bidrag i en tidsbegrænset periode ( 25 a, stk. 2) - afvise begæringen med pålæg om, at der ikke søges igen ( 25 a, stk. 3) - træffe afgørelse om løbende bidrag i en tidsbegrænset periode med pålæg om, at der ikke søges om ændring af denne periode i henhold til 31 ( 28, stk. 1 a) - pålægge den ene ægtefælle at betale et engangsbeløb svarende til den samlede sum af løbende bidrag (Standley, 2001:164). 58

8. Bodeling 8.1. Bodelingskendelser De engelske domstole kan træffe tre typer afgørelser i forbindelse med ægtefællers bodeling. De kan afgøre, at formuegenstande skal overdrages til den ene ægtefælle eller båndlægges til den ene ægtefælle. Ligeledes kan retten vælge at ændre ægtepagter til fordel for den ene part (eller børnene). Rettens beføjelser har hjemmel i MCA. 8.1.1. Transfer of Property Retten kan i henhold til 24, stk. 1, litra a, træffe afgørelse om transfer of property herved bestemmer retten, at en bestemt formuegenstand overdrages til den ene ægtefælle. Alle former for formuegenstande kan overdrages, fx investeringer, men almindeligvis er der tale om familiens bolig. Ved overdragelse af familiehjemmet har retten nogle muligheder for at godtgøre for det tab, som den ene ægtefælle lider. Retten kan stifte en byrde over ejendommen på et fastsat beløb eller en bestemt procentdel af værdien. Byrden vil kunne realiseres på et senere tidspunkt, eksempelvis ved salg af boligen. Retten kan også vælge at pålægge den overtagende ægtefælle at yde et engangsbeløb til den anden ægtefælle svarende til dennes tidligere andel i ejendommen (Standley, 2001:156). Som nævnt, kan retten pålægge enhver formuegenstand at blive overdraget til den ene ægtefælle herunder også en ægtefælles rettigheder. Rettens beføjelser omfatter endvidere en ægtefælles eventuelle fremtidige rettighed. Det betyder for eksempel, at hvis tredjemand ifølge testamente har arvet en formuegenstand af den ene ægtefælles far eller mor, og ægtefællen har arvet en eventuel fremtidig rettighed til genstanden, som aktualiseres ved tredjemands død, kan det afgøres, at denne eventuelle fremtidige rettighed overdrages til den anden ægtefælle. Sidstnævnte ægtefælle kan så selv vælge, om han/hun vil beholde rettigheden, sælge den eller benytte den som sikkerhedsstillelse ved et lån (Cretney m.fl., 2003:337). 59

8.1.2. Settlement of Property Med hjemmel i 24, stk. 1, litra b, kan retten træffe afgørelse om settlement of property, hvorved en ægtefælles formuegenstand båndlægges til fordel for den anden ægtefælle. Selvom denne afgørelse gælder alle former for formuegenstande, bruges den i dag typisk i forbindelse med det tidligere familiehjem, når retten vil sikre, at ægtefællen, hos hvem børnene hovedsageligt skal bo, får et hjem efter separationen/skilsmissen (Cretney m.fl., 2003:337). 8.1.3. Variation of settlements Retten har i henhold til 24, stk. 1, litra c og d, beføjelse til at ændre ægtepagter, der er oprettet mellem ægtefællerne før og efter indgåelsen af ægteskabet herunder ægtepagter, der er oprettet ved testamente eller kodicil betinget at ændringen er til fordel for parterne eller deres børn. Retten har endvidere beføjelse til at fortrænge eller mindske en ægtefælles rettigheder i sådan en ægtepagt (Black m.fl., 2004:206). 8.2. Familiehjemmet Nedenfor bliver der redegjort for de mest almindelige typer afgørelser, der træffes i forbindelse med selve familiehjemmet. 8.2.1. Fast ejendom - Overdragelse af boligen til den ene ægtefælle mod nedsatte periodical payments eller ophør af disse. Retten kan vælge at træffe denne afgørelse af flere grunde. Afgørelsen skaber eksempelvis skabe et clean break. En afgørelse som denne, der indebærer, at den faste ejendom enten overdrages til den ene ægtefælle eller sælges, hvorved ægtefællen får salgsprovenuet kan også vise sig at være det eneste hensigtsmæssige, når ægtefællen har mindreårige børn, og når der hverken er nogen større friværdi på boligen eller nogen anden formue. Endvidere har denne løsning vist sig at være god i de tilfælde, hvor det blev 60

anset for usandsynligt, at manden vil rette sig efter en afgørelse om betaling af periodical payments (Cretney m.fl., 2003:401). - Overdragelse af boligen til den ene ægtefælle mod betaling af et kontantbeløb til den anden. Denne form for afgørelse blev truffet i en sag fra 1973 (Wachtel v. Wachtel [1973] Fam. 72 at 96), og den er siden blevet truffet i en række sager. I sagen fra 1973 blev det bestemt, at manden fik familiehjemmet, og at hustruen som kompensation blev betalt et kontantbeløb. Kontantbeløbet blev betalt ved, at manden optog et nyt, tilpas stort lån i boligen. Retten havde fastsat beløbets størrelse, således at det ikke medførte en økonomisk ruinering for manden at optage lånet. Afgørelsen viser sig altså meget nyttig i sager, hvor hustruen er blevet gift eller på anden vis har fundet sig et nyt hjem, og manden har brug for et hjem til sin nye familie (Cretney m.fl., 2003:401). Som det også fremgår af Wachtel v. Wacthel, er afgørelsen dog betinget af, at den betalende ægtefælle evner at skaffe den nødvendige kapital (Black m.fl., 2004:297). - Overdragelse af boligen til den ene ægtefælle mod betaling på et senere tidspunkt. Det er ikke altid muligt for den ene part at yde kompensationen, førend familiehjemmet på et senere tidspunkt er solgt, og i et sådant tilfælde kan retten træffe denne afgørelse. I stedet for en kompensation her og nu, får den fraflyttende ægtefælle en byrde på ejendommen, således at han/hun får en andel af salgsprovenuet (Cretney m.fl., 2003:402). Om denne afgørelse kan lade sig gøre, afhænger af, om den fraflyttende ægtefælle kan vente med at få pengene. Spørgsmålet er derfor, om han/hun har brug for penge til en ny bolig lige nu, eller om vedkommende allerede har fundet en bolig på anden vis. Ligeledes skal det vurderes, om erhververen af familieboligen vil få råd til at købe et nyt hjem den dag, familieboligen sælges og provenuet skal deles med den anden ægtefælle. Byrden behøver ikke nødvendigvis kun at blive realiseret ved salg af boligen, men også ved den blivende ægtefælles indgåelse af nyt ægteskab eller samliv med en anden i mere end et halvt år (Black m.fl., 2004:297). I denne forbindelse minder afgørelsen meget om Mesherafgørelsen (Se nedenfor). 61

- Afgørelse om salg og deling af provenuet. Retten vil højst sandsynligt træffe afgørelse om, at boligen skal sælges og provenuet deles mellem ægtefællerne, hvis der er tale om en af de følgende situationer: Hvis begge parter har mulighed for at købe sig en ny bolig med de midler, som salget afkaster. De nye hjem behøver ikke at have samme standard som det tidligere familiehjem, men skal kunne opfylde parternes rimelige behov. Retten vil i denne sammenhæng også vurdere hver parts muligheder for at optage lån i forbindelse med deres nye bolig (Black m.fl., 2004:295). Hvis den ene ægtefælle allerede har en ny bolig, og derfor ikke behøver at købe en ny bolig med sin halvdel af salgsprovenuet, og den anden ægtefælle med sin halvdel af provenuet kan sikre sig en ny bolig, idet denne eksempelvis får penge nok til udbetalingen af en ny bolig. Hvis ingen af ægtefællerne har råd til at sidde i boligen (Black m.fl., 2004:296). - Afgørelse om af salg og deling udskydes, så længe der er mindreårige børn. Denne afgørelse kaldes Mesher-afgørelsen, idet den er opkaldt efter sagen om Mesher ([1980] 1 All ER 126 CA), hvor gennemførslen af den trufne afgørelse om salg og deling af bolig blev udskudt, indtil børnene i hjemmet var blevet voksne. Friværdien på boligen var betydelig. Manden, der skulle giftes igen, havde købt et nyt hus, og hustruen skulle også giftes igen, men ønskede at blive i det hidtidige familiehjem sammen med deres niårige fællesbarn. Manden ankede sagen og fik medhold i, at hustruen ikke skulle fratage ham retten til halvdelen af huset, selvom det var korrekt af retten i første instans at lade hustruen få boligen til sig selv og barnet i stedet for at give hende en større sum penge. Det blev afgjort, at hustruen kunne overtage boligen mod en båndlæggelse af denne med vilkår om salg ved barnets 17 års fødselsdag (eller indtil anden afgørelse blev truffet). Ægtefællerne ville til den tid således få halvdelen af provenuet hver. Hustruen skulle betale alle udgifter i forbindelse med boligen, undtagen terminen, som skulle deles lige mellem ægtefællerne. 62

Mesher-afgørelsen var engang populær, men fordi den er forbundet med mange ulemper, anses den ikke længere for at være en optimal løsning. Dette skyldes flere omstændigheder bl.a. har mange hustruer ikke midler nok fra salgsprovenuet til at købe en ny bolig, når den tid kommer (Standley, 2001:166-167). Det er også et problem, hvis hustruen ønsker at flytte fra hjemmet inden tid, idet hun så ville miste sin ret til salgsprovenuet (Cretney m.fl., 2003:404). Ydermere forhindrer Mesher-kendelsen et clean break, idet parterne er samejere af boligen. De får derfor ingen mulighed for at blive økonomisk selvstændige (Standley, 2001:167). - Afgørelse om båndlæggelse af bolig til den ene ægtefælle i dennes levetid. Denne afgørelse kaldes en Martin-afgørelse, fordi den stammer fra sagen Martin (B.H.) v. Martin (B.W.) [1973] Fam. 12, CA. Den adskiller sig fra Mesher-afgørelsen ved, at hustruen opnår rettigheden til at blive i familiens hjem så længe hun vil. I Martin v. Martin var ægteparret barnløse. Manden havde sikret sig en bolig i socialt boligbyggeri, hvorimod hustruen ikke ville kunne skaffe sig en ny bolig med halvdelen af de penge, som salget af boligen ville afkaste. Retten statuerede derfor, at hun skulle bo i familieboligen, som så blev båndlagt i hele hendes levetid, eller indtil hun på anden vis ville ophøre med at bo der (Cretney m.fl., 2003:404). 8.2.2. Afgørelser om lejemål Lejemål i England kan overdrages til den ene ægtefælle i henhold til MCA 24 eller i henhold til tillæg 7 i familieretsloven af 1996, the Family Law Act 1996. 8.2.2.1. Overdragelse af bolig i henhold til 24 De fleste lejemål hører under formue, som det er defineret i MCA 24, og retten har derfor også beføjelse til at træffe afgørelse om overdragelse af bolig til den ene ægtefælle i forbindelse med et lejemål. Det handler således om private, kommunale lejemål samt lejemål i boligselskaber. Også de forskellige former for beskyttede lejemål i henhold til engelsk ret assured, protected, secured hører under 24. Retten vil kun træffe afgørelse, hvis der ikke er forbud mod afståelse af brugsret i henhold til lejemål, eller hvis udlejer indvilliger i overdragelsen (Black m.fl., 2004:298). 63

8.2.2.2. Overdragelse af bolig i henhold til tillæg 7 Afgørelser om lejemål, der er beskyttet af den engelske lejelov af 1977, the Rent Act 1977, reguleres ikke af 24 ved separation og skilsmisse. Derimod har retten med hjemmel i the Family Law Act 1996, tillæg 7, beføjelse til at overdrage en ægtefælles lejemål til den anden ægtefælle, eller begges lejemål til den ene ægtefælle, og afskære den hidtidige lejer fra at bo i boligen. Retten skal i forbindelse med lejemål under den engelske lejelov tage alle sagens omstændigheder i betragtning, herunder - hvordan den ene eller begge blev lejer(e) (Black m.fl., 2004:299) - begge parters og eventuelle børns boligbehov og -midler - begge parters økonomiske midler - konsekvensen for parternes og eventuelle børns helbred, sikkerhed og velbefindende af rettens afgørelse om ikke at udøve sin beføjelse (Black m.fl., 2004:351) - begge parters egnethed som lejere. Såfremt retten afgør, at den blivende ægtefælle skal betale et beløb til den anden som kompensation, skal alle sagens omstændigheder også tages i betragtning, herunder - det økonomiske tab, som ægtefællen i så fald ville lide - begge parters økonomiske behov og midler - økonomiske forpligtelser, som parterne har, eller med sandsynlighed vil få i den nærmeste fremtid, herunder økonomiske forpligtelser over for hinanden og eventuelle børn. Betalingen kan afvikles afdragsvis eller udskydes indtil en bestemt dato eller en bestemt begivenheds indtræden (Black m.fl., 2004:299). 8.3. Pension Ved skilsmisse skal der tages hensyn til pension, og det er i henhold til MCA 25, stk. 2, litra a eller h, at dette hensyn skal tages, dvs. pensionen kan anses som et økonomisk 64

middel under a eller som en ydelse under h, som den ene ægtefælle vil miste chancen for at opnå (Standley, 2001:169). Ved bodeling forholder det sig ofte således, at pensionsordningen, og evt. familiehjemmet, er det største aktiv, hvorfor det kan være vigtigt for retten at tage stilling til den. Ikke sjældent oplever engelske domstole desuden, at der er stor forskel på, hvad de to ægtefæller kan forvente at få udbetalt ved pensionering, fordi hustruen i dag stadig står for hovedparten af pasningen af familien og hjemmet, og i kraft af den manglende indtjening får hun ikke sparet op til sin pension. Manden, der derimod ofte er karrieremennesket i ægteskabet, får sparet op til pensionen. De engelske domstoles udgangspunkt er, at pensionsordninger er en del af ægtefællernes fælles opsparing til alderdommen, og at begge enten direkte eller indirekte har bidraget til den (Cretney m.fl., 2003:406). Inden retten skal tage stilling til pensionsrettighederne, skal den se på oplysningerne fra parterne, således at deres pensionssituation kan klarlægges (Cretney m.fl., 2003:408). Se Bilag 3. Retten skal ud fra informationerne tage stilling til i den enkelte sag, om der skal træffes en afgørelse i forbindelse med pensionsrettigheder; i bekræftende fald er der de følgende afgørelser at træffe. 8.3.1. Offsetting Retten kan vælge ikke at røre ved en ægtefælles pension, men i stedet pålægge, at ægtefællen ved skilsmissen betaler en form for kompensation til den anden ægtefælle, så parternes formueforhold udlignes. Kompensationen vil være i form af en større boslod (Cretney m.fl., 2003:409). Eksempelvis kan retten vælge at overdrage familiehjemmet til den anden ægtefælle som kompensation eller pålægge ægtefællen med den pågældende pensionsret at betale et engangsbeløb til den anden (Standley, 2001:169). Denne type afgørelse er naturligvis betinget af, at parterne har aktiver nok (Cretney m.fl., 2003:409). 8.3.2. Attachment order Retten kan også træffe afgørelse om, at en del af pensionsopsparingen ved skilsmissen henlægges og øremærkes til den anden ægtefælle. Afgørelsen, der tidligere hed earmarking, blev indføjet i MCA i 1996 ved 166 i den engelske lov om pensioner af 65

1995, the Pensions Act 1995. MCA 25 b 25 d regulerer således dette pensionsspørgsmål. At en del af pensionen øremærkes til den ene part betyder, at en procentmæssig del af pensionen overføres til den tidligere ægtefælle ved pensionsudbetalingen. Øremærkning af pensionsopsparingen vil dog ikke finde sted automatisk, hvorfor det er betinget, at ægtefællen har fremsat krav om at få del i pensionen. Udbetalingen af pensionen sker i form af udskudte periodical payments eller et udskudt engangsbeløb. I forbindelse med en afgørelse om øremærkning kan retten herudover også pålægge, at 1) den ene ægtefælle overfører nogle af eller alle pensionsrettighederne til den anden ægtefælle ved eksempelvis at oprette en pensionsordning til denne ( 25 b, stk. 7) 2) formueforvalteren i forbindelse med rettens afgørelse om udbetaling af et engangsbeløb overfører pensionsydelser fra pensionsmodtageren til den anden ægtefælle ( 25 c, stk. 2, litra a) 3) pensionisten udøver sin beføjelser til at udnævne den anden ægtefælle som beneficiant ( 25 c, stk. 2, litra b), og at pensionisten i andre tilfælde betaler et engangsbeløb, der i henhold til pensionsordningen tilhører denne, til den anden ægtefælle ( 25 c, stk. 2, litra c) (Cretney m.fl., 2003:410). Det skal nævnes, at retten ikke kan træffe denne afgørelse, hvor pensionsordningen har været genstand for en afgørelse om deling af pensionen (pension sharing order se nedenfor) (Standley, 2001:170). Retspraksis vidner kun om få afgørelser om øremærkning af pensionsopsparingen, da afgørelsen kun viser sig at være populær i sager, hvor den pensionsberettigede enten nærmer sig pensionsalderen eller allerede er pensioneret (Cretney m.fl., 2003:411). 8.3.3. Pension sharing order Nye bestemmelser trådte i kraft den 1. december 2000, og gjorde det muligt for retten i forbindelse med en skilsmissedom at træffe afgørelse om deling af en ægtefælles 66

pensionsordning. Bestemmelserne er anført i den engelske velfærdsreform- og pensionslov af 1999, the Welfare Reform and Pension Act 1999. Retten kan således afgøre, at den ene ægtefælle bliver en beneficiant under den andens pensionsordning, eller får overført et angivet beløb til sin egen pensionsordning (Standley, 2001:171-172). Pensionsdelingen finder sted ved skilsmissen. Der er intet krav om ligedeling, og retten kan derfor dele pensionen, som den finder det mest hensigtsmæssigt (Standley, 2001:172). 67

DEL 5: ØKONOMISK AFHJÆLPNING I ENGLAND 9. Ægtefællebidrag Retten kan i en sag om accessorisk afhjælpning overveje, om den ene part skal yde bidrag til den anden, og denne afgørelse er også underlagt 25-momenterne. Der bliver i det følgende redegjort for ægtefællebidrag i England. 9.1. Periodical payments Retten kan træffe afgørelse om bidragspligt til den ene ægtefælle i henhold til MCA 21, stk. 1, litra a og b, og 23, stk. 1, litra a og b. Betalingen af disse løbende bidrag kan sikkerhedsstilles. Som det fremgår af navnet, skal bidragene ydes regelmæssigt (ugentligt, månedligt, årligt), og såfremt betalingen af disse ikke er sikkerhedsstillet, må den bidragsberettigede ægtefælle i retten for at kræve pengene udbetalt, hvis den bidragspligtige ikke betaler. Er betalingen af bidragene derimod sikret, skal den bidragspligtige stille sikkerhed i form af formuemidler, eksempelvis aktier eller familiehjemmet, som kan dække de manglende bidrag (Cretney m.fl., 2003:333-334). Retten har uindskrænkede beføjelser i sit skøn af behovet for sikkerhedsstillelse, og såfremt den afgør, at bidragsydelserne skal sikkerhedsstilles, har den igen uindskrænkede beføjelser til at afgøre, hvor stor en del af bidragene, der skal sikkerhedsstilles (Cretney m.fl., 2003:334). 9.1.1. Bidragspligtens varighed MCA 28 og 29 omhandler bidragspligtens varighed. Retten har frie beføjelser til at afgøre, hvor længe en bidragsperiode skal vare, betinget, at den tager clean breakbestemmelsen om et tidsbegrænset bidrag i betragtning. Dens afgørelse er dog underlagt visse begrænsninger, bl.a. at bidragsperiodens tilbagevirkende kraft ikke må føres længere tilbage end til datoen for begæringen om løbende bidrag (Black m.fl., 2004:217). De andre begrænsninger er omtalt i afsnit 9.1.2. om bortfald af periodical payments. 68

Retten har pligt til i sin afgørelse om periodical payments at vurdere, hvorvidt bidragene skal være for en overgang, der skal hjælpe den berettigede til at starte en ny tilværelse, eller om de skal være tidsubegrænsede (Cretney m.fl., 2003:336). 9.1.2. Bortfald af periodical payments Bidragspligten bortfalder ved et af de følgende tre forhold: - ved den ene ægtefælles død - ved den bidragsberettigedes indgåelse af nyt ægteskab - ved udløb af den tidsbestemte periode. Såfremt der er tale om løbende bidrag, der ikke er sikkerhedsstillede, ophører bidragspligten automatisk ved den ene ægtefælles død, men er der derimod tale om betalinger med sikkerhedsstillelse, vil bidragspligten ikke nødvendigvis bortfalde ved bidragspligtiges død. Såfremt den bidragsberettigede ægtefælle gifter sig på ny, bortfalder retten til bidrag. Der tages ikke hensyn til, om den nye ægtefælle tjener nok til at forsørge dem begge, og kvinden som typisk er den bidragsberettigede kan således risikere, at hendes levestandard falder i forhold til perioden, hvor hun modtog bidrag. Samliv med en anden person har kun indflydelse på bidraget, så længe det har økonomiske følger for den bidragsberettigede. Til vurdering af, hvorvidt samlivet har indflydelse på kvindens økonomiske situation, kan retten se på en række faktorer: At den bidragsberettigede bor sammen med den nye kæreste i samme husstand, at de er sammen til daglig, at forholdet er stabilt og fast, at de har lavet ordninger med økonomien og børnene. De nævnte faktorer er ikke udtømmende, og det er sagens omstændigheder, der afgør, hvilke faktorer, der skal tages i betragtning (Cretney m.fl., 2003:335). Hvis retten anser det for godtgjort, at der foreligger et nyt samlivsforhold, vil retsvirkningen af en afgørelse om løbende bidrag således ophøre (Cretney m.fl., 2003:334). 69

Det sidste forhold, der er ensbetydende med bortfald af bidrag, er udløbet af den tidsbestemte periode. 10. Lump sum order Retten har ifølge 23 beføjelse til at træffe en lump sum-afgørelse. Denne afgørelse pålægger en ægtefælle at betale et fastsat engangsbeløb til den anden ægtefælle. Retten kan med hjemmel i 23, stk. 3, litra c, bestemme, at engangsbeløbet skal ydes i afdrag over en længere periode som alternativ til en kontantbetaling. Retten kan også vælge at give den betalingspligtige tid til at opspare pengene. Hvis engangsbeløbet skal betales afdragsvis, kan retten herudover pålægge den betalende ægtefælle, at afdragene sikkerhedsstilles. Endvidere kan retten også bestemme, at det udskudte beløb eller afdragene skal bære renter til en af retten fastsat sats i et angivet tidsrum, jf. 23, stk. 6. En lump sum order anses for at være en meget nyttig og fleksibel måde at afhjælpe en ægtefælle på, idet engangsbeløbet eksempelvis kan kompensere for ægtefællens tab af sin andel af familieboligen, indbo, opsparing, etc. Beløbet kan fx også afhjælpe en ægtefælle, der har pådraget sig gæld eller udgifter, fordi denne har passet et i husstanden tilhørende barn. Retten kan også bestemme, at engangsbeløbet skal tjene til flere forskellige formål. Således modtog hustruen i Duxbury v. Duxbury [1987] 1 FLR 7 et større engangsbeløb, som bl.a. skulle bruges til at stifte et nyt hjem og give hende en fremtidig indtægt (Black m.fl., 2004:205). Hvorvidt retten vælger et kontantbeløb eller et beløb, der skal betales afdragsvis, afhænger af sagens omstændigheder. Hvis der kun er begrænsede midler, og ægtefællen har brug for tid til at betale, vil afdragsbetalingen nok være mest hensigtsmæssig. Afdragsvis betaling kan dog også vise sig at være hensigtsmæssig i sager, hvor der er omfattende aktiver fx en aktiebeholdning eller landbrugsjord som ville være vanskelige og upassende at realisere for hurtigt (Cretney m.fl., 2003:337). Sagens omstændigheder kan også være afgørende for, om retten vælger at udsætte afgørelsen; hvis der er tale om et langvarigt ægteskab, og ægtefællen, mod hvem kravet om et engangsbeløb er rettet, står til at få udbetalt en formue inden for den nærmeste fremtid, kan retten vælge at udsætte afgørelsen til dette tidspunkt. Et eksempel herpå er en ægtefælle, der venter på 70

den snarlige udbetaling af pensionsopsparingen (Standley, 2001:155). 71

DEL 6: KOMPARATIV ANALYSE 11. Komparativ analyse af ligheder og forskelle I denne analyse bliver der redegjort for de ligheder og forskelle, der er mellem det danske og engelske retssystem. Det er kun de vigtigste punkter, der bliver behandlet, men de danner alligevel et klart billede af forskellene og lighederne. 11.1. Formueforhold under ægteskabet I Danmark er ægtefællers formueforhold almindeligt formuefællesskab, medmindre der er etableret særeje. Formuefællesskabet har ingen betydning under ægteskabet, da hver ægtefælle råder over alt, hvad han/hun har bragt med ind i, eller erhvervet under, ægteskabet. Ligeledes hæfter hver ægtefælle med sin bodel for alle forpligtelser, der skulle være opstået før eller under ægteskabet (2.1.). I England foreligger der separat formueforhold mellem ægtefællerne, hvilket betyder, at alt, hvad hver ægtefælle ejer før ægteskabet, forbliver dennes særeje under ægteskabet, medmindre andet er gjort klart (5.1.). Der er således ingen forskel mellem formueforholdet under ægteskabet i Danmark og England, da hver ægtefælle råder over sine egne formuegenstande. 11.2. Formueforhold ved samlivets ophør 11.2.1. Formueforholdets retsvirkning ved separation/skilsmisse Retsvirkningen af formuefællesskabet i Danmark træder frem ved separation og skilsmisse, hvor ægtefællerne som følge heraf hver er berettiget til halvdelen af det beholdne fællesbo. Ægtefællerne skal dele værdien af deres samlede positive nettoformue. Inden da trækkes hver ægtefælles passiver fra dennes boslod (3.1.). Derimod er udgangspunktet i England ikke nødvendigvis ligedeling ved separation og skilsmisse på grund af særejeprincippet, og parterne går derfor ud af ægteskabet med hvert deres bo (7.1.). Udgangspunktet for bodeling i henholdsvis Danmark og England er derfor præcis det modsatte af hinanden. 72

11.2.2. Bodeling Der er yderligere forskelle mellem dansk og engelsk bodeling. Et offentligt skifte mellem ægtefæller finder sted i Danmark, når parterne ikke kan blive enige om bodelingen (3.2.). Det offentlige skifte reguleres af fællesboskifteloven, og ikke af ægteskabsloven, hvorfor en ægteskabssag i Danmark ikke afgøres i henhold til én lov, som det er tilfældet i England (MCA). Endvidere opdeles bodelingen i to områder i Danmark: en kvantitativ og kvalitativ deling. Til førstnævnte deling hjemler loven en række undtagelser: Vederlagskrav, forlods udtagelse af genstande, som tjener til personligt brug samt skævdeling ved visse kortvarige ægteskaber og i mindre boer (3.3.). Til den kvalitative deling hører der også en række undtagelser, der gør det muligt for den ikke-ejende ægtefælle at udtage aktiver, som ikke tilhører dennes bodel (3.4.). Sådan en kvantitativ og kvalitativ bodeling anvendes slet ikke i engelsk ret. Desuden afgøres bodelingsspørgsmålet ikke adskilt fra bidragsspørgsmålet som i Danmark, men i sammenhold med spørgsmålet om økonomisk afhjælpning, fordi retten i England skal træffe sin afgørelse om bodeling og økonomisk afhjælpning under et samlet hensyn til momenterne i MCA 25 (7.1.). En dansk bodeling skal i hovedreglen ikke tage hensyn til nogen momenter, fordi formuefællesskabet afgør parternes bodeling. I England kan det derimod ikke på forhånd afgøres, hvordan boet skal deles, fordi der ikke eksisterer noget formuefællesskab retten har frie beføjelser til at træffe den rette afgørelse under hensyn til 25. Den har beføjelse til at træffe tre forskellige typer bodelingsafgørelser: transfer of property, settlement of property og variation of settlements. En af disse afgørelser kan resultere i såvel en ligedeling som en skævdeling, alt afhængigt af, hvilke 25-forhold, der tillægges størst betydning i den enkelte sag. I Danmark fraviges ligedelingsprincippet kun, hvis der foreligger omstændigheder, der berettiger en anvendelse af en af de fire nævnte undtagelser. Engelsk lovgivning indeholder ikke bestemmelser som de danske undtagelser, men der findes dog en lille parallel til det danske vederlagskrav i hensynet til ekstrem adfærd, hvor engelsk ret også tager hensyn til, hvis den ene ægtefælle eksempelvis bortødsler sin formue (6.2.2.7.). Dog er det engelske vederlagskrav noget 73

mere omfattende end det danske, idet reglen ikke kun omfatter bortødsel af formue, men alle former for adfærd også af ikke-økonomisk art (7.1.2.7.). 11.2.3. Familiehjemmet 11.2.3.1. Fast ejendom I Danmark er fast ejendom et aktiv, der hører til boet (3.5.), forstået på den måde, at medmindre der foreligger særlige omstændigheder, skal den deles kvantitativt og kvalitativt. Hvis boligen tilhører begges bodel, og begge ønsker den, sælges den, og provenuet deles. Hvis kun den ene ønsker boligen, udlægges den til denne ægtefælle (3.4.). En særlig omstændighed foreligger, hvis boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for den ikke-ejende ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse, hvorved boligen kan udlægges til denne ægtefælle (3.4.1.1.). I England forholder det sig anderledes med fast ejendom; hér angiver loven ikke så nøje, hvad der skal ske med familiehjemmet retten har frie beføjelser til at træffe afgørelse om overdragelse, salg eller båndlæggelse (7.3.). Ved en sammenligning ses der, at begge lande kan træffe afgørelse om en overdragelse af boligen til den ene ægtefælle mod en kompensation eller træffe afgørelse om salg af boligen. Det engelske system indeholder dog flere muligheder end det danske, idet boligen i England kan båndlægges, eller salget af den kan udskydes til et senere tidspunkt. Der kan i begge lande ydes kompensation til den ægtefælle, der mister familiehjemmet men hvor det i England er rettens eget skøn, hvilken form for kompensation, der skal ydes, er det i Danmark fastlagt ved lov, at ægtefællen, der mister sin andel af boligen, betales et kontantbeløb svarende til den værdi, som ægtefællen ellers mister, således at begge parter stadig får halvdelen af det samlede bos værdi (3.4.1.6.). Retten i Danmark skal altså træffe afgørelse om familiehjemmet ud fra lovens bestemmelser herom, hvorimod retten i England har større beføjelser, fordi dens afgørelse først og fremmest hviler på sagens omstændigheder og dens eget skøn. 74

11.2.3.2. Lejemål Mens lejemål i Danmark opdeles efter lejet lejlighed og en lejlighed i en bygning, der ejes af den ene ægtefælle, skelnes der ikke mellem dette i England. Derimod skelnes der mellem lejemål, der karakteriseres som hørende under MCA og lejemål, der hører under anden lovgivning. Uanset hvilket lejemål, der er tale om i landene, har de alle den lighed, at der skal tages hensyn til en række momenter, før der kan træffes en afgørelse medmindre reglen om tilknyttet erhvervsvirksomhed eller reglen om den blivende ægtefælles fortsættelse af alment lejemål, hvis den lejende ægtefælle fraflytter boligen, gælder i Danmark, hvorved der ikke er nogen momenter. Fælles for begge landes momenter er hensynet til børnene som det vigtigste i begge tilfælde skal det første hensyn tages til børn og den ægtefælle, der får forældremyndigheden. Endvidere er der fælles momenter som økonomiske forhold, helbred og ægteskabets varighed dog tillægges disse momenter kun betydning i Danmark, hvis parterne ingen børn har. Det er nu ikke alle momenterne, der er fælles: Således ser retten i Danmark på, hvor længe parterne har været fra hinanden, inden retssagen begynder, mens dette ikke tages i betragtning i England. Omvendt vil den engelske ret se på parternes egnethed som lejere, hvor dette ikke indgår som et moment i sig selv i Danmark. Endvidere ser Danmark på ægtefællernes boligforhold før ægteskabet, hvor England vælger at se på, hvordan ægtefællerne blev lejere. Fordi der i Danmark ikke nødvendigvis tages hensyn til andre momenter end børnene, bliver der i England taget flere hensyn i forbindelse med lejemål, idet alle momenter i henhold til 25 skal vurderes. 11.2.4. Pension Dansk og engelsk ret behandler ikke pensionsspørgsmålet på samme måde. I Danmark skelnes der først og fremmest mellem pensionsrettigheder, der er uoverdragelige/af personlig art og pensionsrettigheder, der er overdragelige. Hvis pensionen er uoverdragelig eller personlig, vil den ikke høre under formuefællesskabet og derved ikke blive delt lige mellem parterne (3.6.1.). I England skelnes der mellem tre typer afgørelser om pensionsdelingen offsetting, attachment order, pension sharing order. Her adskiller England sig således fra Danmark, idet retten i England har mulighed for enten at 75

kompensere en ægtefælle for dennes tab af retten til halvdelen af en pension, øremærke en del af pensionen eller dele den ved skilsmisse. Danmark har kun sidstnævnte mulighed. Endvidere adskiller Danmark og England sig fra hinanden ved, at retten i Danmark skal tage stilling til og inddrage pensionen i alle ægteskabssager, hvorimod engelsk ret tager stilling til pensionsspørgsmålet under et 25-hensyn til en ægtefælles økonomiske midler eller en ydelse, som den ene ægtefælle vil miste chancen for at opnå, og behøver i princippet derfor ikke at inddrage pensionen overhovedet i sin afgørelse, hvis den anser dette hensyn for værende af mindre betydning i forhold til andre hensyn (8.3.). Endnu en forskel på pensionsdelingen i Danmark og i England er, at der i Danmark kun skal tages stilling til, om pensionen kan ligedeles mens langt flere momenter skal tages i betragtning i England. Der skal tages stilling til alle 25-momenterne, og således kan fx parternes økonomiske forhold og alder også have indvirkning på resultatet i England. Sådan forholder det sig ikke i Danmark. Som det ses, er der ikke nogen større ligheder mellem Danmark og England, men der kan dog skimtes en lille lighed mellem den engelske offsetting-afgørelse og den ene ægtefælles uoverdragelige pensionsordning i Danmark, fordi det i Danmark er muligt for den anden ægtefælle ved anvendelse af ÆL 56 at få en kompensation for sit tab af retten til halvdelen af pensionen. Ved siden af de generelle regler for pension i Danmark eksisterer der også enkepensionsrettigheder. Hvis mandens pension er omfattet af enkepensionsloven, skal det afgøres ved skilsmisse, om hustruen skal bevare retten til enkepension, således at hun får udbetalt enkepension, hvis den fraskilte mand skulle dø før hende (3.6.2.). I England tages der ikke stilling til dette spørgsmål. 76

11.3. Økonomisk afhjælpning 11.3.1. Ægtefællebidrag I både Danmark og England findes der økonomisk afhjælpning i form af ægtefællebidrag. I Danmark er afgørelser om ægtefællebidrag reguleret af ægteskabsloven (4.1.); i England er afgørelser om ægtefællebidrag reguleret af MCA (9.1.). I Danmark skal retten såfremt parterne ikke kan blive enige afgøre spørgsmålet om bidragspligt, uanset om der anmodes om bidragspligt eller ej (4.0.). I England skal retten tage stilling til, om bidragspligt er den rette løsning i forhold til sagens omstændigheder (9.), og kan således også træffe afgørelse om bidragspligt til den ene ægtefælle periodical payments uden anmodning herom, hvis dette er det mest hensigtsmæssige. Der skal altså i alle ægteskabssager tages stilling til bidragsspørgsmålet i begge lande. Såfremt der bestemmes bidragspligt, kan England i modsætning til Danmark sørge for, at betalingen af de løbende bidrag sikkerhedsstilles, og den bidragspligtige må i bekræftende fald stille sikkerhed i form af fx familiehjem eller aktier. Det er i denne forbindelse helt op til retten selv, om og i så fald hvor meget der skal sikkerhedsstilles (9.1.). I Danmark er det fastlagt, at såfremt der pålægges bidragspligt, skal bidragene ydes månedligt (4.3.1.). I England er der større valgmulighed, idet det kan pålægges bidragspligtige at yde enten ugentligt, månedligt eller årligt (9.1.). 11.3.1.1. Momenter For at afgøre spørgsmålet om ægtefællebidrag i Danmark og England, skal retten i begge lande tage hensyn til nogle bestemte momenter. Mens 25-momenterne skal benyttes i England, skal retten i Danmark tage stilling til: - Bidragssøgendes erhvervssituation - Alder og helbred - Samlivsskadesynspunkt - Formueforholdene - Bidragspligtiges erhvervssituation og indtægtsforhold 77

- Ægteskabets varighed - Behov for uddannelsesstøtte eller lignende - Andre momenter (4.). Sammenlignes de danske og engelske momenter, ses det, at mange af momenterne er de samme. I begge tilfælde vil retten undersøge parternes økonomiske situation hvorvidt den ene ægtefælle har et økonomisk behov for underhold, og hvorvidt den anden part kan yde bidrag samt deres formuemidler. Ligeledes vil både den engelske og den danske ret se på ægtefællernes alder, helbred, og hvor længe de har været gift. Endvidere vil der i begge lande tages hensyn til, hvem der får forældremyndigheden (under andre momenter i det danske afsnit) over eventuelle børn. Endnu en lighed er det danske samlivsskadesynspunkt og det engelske bidrag til familiens opretholdelse, hvor retten skal tage hensyn til hustruen (som det oftest er), hvis hun eksempelvis har været hjemmegående, og derved har sørget for, at manden kunne hellige sig sin karriere med det til følge, at hun ikke er stillet så økonomisk godt ved samlivets ophør som ham. Der er også forskelle mellem de danske og engelske momenter: Det kan eksempelvis få betydning for den danske domstol, hvis hustruen i årene efter samlivsforholdets ophør ikke har anmodet om bidrag forud for separationen eller skilsmissen (4.1.5.). Endvidere indeholder engelsk ret hensynet til ekstrem adfærd, som der ikke tages hensyn til i Danmark. Sidst er der det engelske hensyn til ydelser, som den ene ægtefælle risikerer at miste ved en skilsmisse. Indtil 1994 blev der også taget hensyn til dette i nogle sager i Danmark i forbindelse med enkepensionsret (4.1.5.), men hensynet blev dog taget af andre grunde end i England. 11.3.1.2. Bidragspligtens varighed Når retten skal bestemme bidragsperioden i Danmark, skal den gøre i henhold til ÆL 50, der bestemmer, at medmindre der foreligger særlige omstændigheder, skal bidragsperioden ikke overstige 10 år. Ellers ligger det relativt fast, at de såkaldte overgangsbidrag varer 1-5 år, mens langvarige bidrag varer enten 8 eller 10 år (4.2.). Det ligger således inden for relativt fastsatte rammer, hvor længe en bidragsperiode skal vare i Danmark. I England har retten derimod frie beføjelser til at afgøre, hvor længe 78

bidragsperioden skal vare. Rettens afgørelse er kun begrænset af, at perioden ikke må føres længere tilbage end til datoen for begæringen om løbende bidrag (7.1.1.). Der er således ingen på forhånd fastsatte perioder som i Danmark. Det danske system har det til fælles med det engelske, at der ved bidragsperiodens fastsættelse tages hensyn til en række momenter: I England retningslinjerne i MCA 25, og i Danmark nogle hensyn, der minder meget om de engelske. I Danmark overvejer retten ligesom i England, hvad den bidragsberettigedes fremtidsplaner, alder, uddannelse og nuværende beskæftigelse er. Endnu et hensyn, der er parallelt med det engelske, er forpligtelser over for mindreårige børn. Der tages ligeledes hensyn til, hvor længe ægteskabet har bestået men i modsætning til engelsk ret, tager dansk ret også hensyn til varigheden af samlivet før ægteskabet. 11.3.1.3. Bidragets størrelse I henhold til ÆL 50, stk. 2, afgøres bidragets størrelse i Danmark ikke af retten, men af statsamtet. For at få fastsat bidragets størrelse, skal den bidragsberettigede anmode statsamtet herom (4.3.). Det er således forskelligt fra England, hvor bidragets størrelse afgøres af retten. Danmark og England er dog enige om, at bidragsydelsens størrelse skal afgøres ud fra en række momenter. I Danmark lægger statsamtet mest vægt på parternes bruttoindkomster og eventuelt indtjeningsevner samt andre indtægtsmuligheder. Herunder er det vigtigt, at den bidragspligtiges indkomst ikke er under 17.000 kr., fordi denne skal være sikret et forsørgelsesgrundlag (4.3.2.). I England skal 25-momenterne også tages i betragtning i denne sammenhæng. Hvad der tillægges størst betydning i England, afhænger derimod af den enkelte sag. Udover at tage momenterne i betragtning, benytter Danmark en udregningsmetode, der kaldes femtedelsreglen. Hér udmåles der en femtedel af det beløb, hvormed den bidragspligtiges bruttoindkomst overstiger den bidragsberettigedes. Som korrektiv hertil benyttes tredjedelsreglen, der sikrer, at den bidragspligtiges samlede bidragsforpligtelser ikke overstiger en tredjedel af bruttoindkomsten (4.3.2.). Engelsk retspraksis er ikke så nøje fastlagt som dansk, hvilket giver den engelske ret større beføjelser i fastsættelsen at bidragsstørrelsen. 79

11.3.1.4. Bortfald af bidrag Dansk og engelsk ret er enige om, hvornår bidragspligten bortfalder. I Danmark bortfalder bidraget ved en ene ægtefælles død eller ved den bidragsberettigedes indgåelse af nyt ægteskab (4.4.). Således forholder det sig også i England (9.1.2.). Der er dog nogle få forskelle: I England behøver bidragene ikke at ophøre ved den bidragspligtiges død, hvis betalingen af bidragene er sikkerhedsstillet (9.1.2.). Endvidere sker der i Danmark en aftrapning af tidsubegrænset bidrag og senere bortfald når der er betalt bidrag i en periode, der overstiger samlivets varighed (4.2.3.). En sådan aftrapning findes ikke i England. Dansk og engelsk ret har i forbindelse med fast samlivsforhold også samme praksis: Hvis retten finder det godtgjort, at bidragsberettigede har indgået nyt samlivsforhold, vil dette få indflydelse på dennes bidrag. Konsekvensen af et nyt samlivsforhold er sådan set også den samme: I Danmark bestemmer loven, at kun ved indgåelse af nyt ægteskab bortfalder bidragsberettigelsen, og derfor kan bidraget ikke bortfalde, når den berettigede kun flytter sammen med en anden; bidraget bliver i stedet fastsat til 0 kr. (4.4.). I England vil en afgørelse om periodical payments miste sin retsvirkning, hvis der foreligger nyt samlivsforhold (9.1.2.). 11.3.2. 56 og lump sum order Ud over den økonomiske afhjælpning i form af ægtefællebidrag har både dansk og engelsk ret også mulighed for at pålægge en ægtefælle at yde et engangsbeløb til den anden ægtefælle. I Danmark er denne bestemmelse formuleret i ægteskabslovens 56, hvor den refereres til som urimeligt ringe-reglen (5.). I England er bestemmelsen formuleret i MCA 23, stk. 3, litra c (10.). Forskellen mellem det danske 56-beløb og den engelske lump sum order er, at tilkendelsen af et beløb i Danmark er betinget af, at en ægtefælle nedlægger påstand herom, mens dette ikke er en betingelse i England. Endvidere skal der i Danmark foreligge særlige omstændigheder, før en ægtefælle tilkendes et beløb efter 56: Der skal have været særeje, og ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og 80

omstændighederne i øvrigt skal i særlig grad tale for et beløb (5.). I England er der derimod ingen betingelser af den art for tilkendelsen af en lump sum. Her er det rettens vurdering under hensyn til 25-retningslinjerne, hvorvidt der er behov for udbetalingen af et engangsbeløb. Endelig er der den forskel, at der i den engelske lovgivning er hjemmel til udskydelse af udbetalingen eller afdragsvis betaling, begge eventuelt med renter (10.). Det er der ikke i Danmark. I forbindelse med ægteskabssager er en billighedsbetragtning blevet fremtrædende i begge lande. I Danmark er det blevet mere typisk at tilkende den økonomisk svageste part i sager om millionformuer en 56-godtgørelse, selvom ægtefællen faktisk ikke har behov for den (5.4.). På samme vis tilkendes den økonomisk svageste part i sager om betydelige aktiver i England også en større andel af parternes formuer, end hvad det rimelige økonomiske behov er (7.1.). Begge lande er nået frem til, at den svageste part ikke skal nøjes med at få sine rimelige behov opfyldt, men også opnå ligedeling. 81

DEL 6: KONKLUSION 12. Konklusion Det overordnede spørgsmål i dette speciale var: Hvordan deler retten ægtefællers formue ved separation/skilsmisse, og hvordan løses spørgsmålet om økonomisk afhjælpning i henholdsvis Danmark og England? Dette spørgsmål blev besvaret gennem tre underspørgsmål: ægtefællers formueforhold, bodeling (herunder familiehjemmet og pension) og økonomisk afhjælpning; dette fremgår nedenfor. - Hvordan er ægtefællers formueforhold? Formueforholdet under et ægteskab i Danmark er formuefællesskab, mens ægtefæller i England har separate formueforhold. De danske og engelske formueforhold minder om hinanden under ægteskabet, men ved separation og skilsmisse har de vidt forskellig retsvirkning, hvilket er afgørende for bodelingen i de to lande. - Hvordan deles boet ved separation/skilsmisse? Det danske bo deles lige mellem ægtefællerne, hvorimod der i England ikke er nogen betingelse om ligedeling; i stedet afgør retten, hvordan boet skal deles under hensyn til en række momenter. Ses der særskilt på familiehjemmet, blev der i specialet skelnet mellem fast ejendom og lejebolig. I begge lande gælder der de samme regler for fast ejendom som for andre aktiver. I England er der ikke desto mindre en række afgørelser, der ofte træffes i forbindelse med familiehjemmet, og disse afgørelser omfatter bl.a. båndlæggelse af boligen og udskydelse af salg af boligen, hvilket ikke forekommer i Danmark. Danmark kan som en undtagelse til hovedreglen om kvalitativ deling overdrage familiehjemmet til den ikke-ejende ægtefælle. Ved lejeboliger skal begge landes domstole træffe afgørelse under hensyn til nogle momenter. Disse momenter er ikke helt ens i landene, men har dog fælles træk eksempelvis lægger begge lande størst vægt på hensynet til barnets tarv, således at ægtefællen, der får forældremyndigheden, tilgodeses. 82

Hvordan pensionsordningen deles i Danmark, afhænger af dens art. Så længe den kan overdrages og ikke er for personlig, vil den indgå i ligedelingsprincippet. Såfremt en pensionsordning er personlig eller uoverdragelig, adskilles den fra fællesboet, og vil derfor ikke blive delt mellem ægtefællerne. Hvis der er tale om en tjenestemandspension, skal det afgøres, om hustruen skal forblive berettiget til enkepension efter skilsmissen, såfremt manden skulle dø før hende. I England træffes tre former for afgørelser, hvor pensionsindehaveren enten beholder pensionen, og den anden ægtefælles kompenseres hvor pensionen deles ved udbetalingen eller hvor pensionsordningen deles ved skilsmissen. Der er her stor forskel på det danske og engelske system, fordi Danmark kun benytter sidstnævnte mulighed. Foretages der en overordnet sammenligning mellem bodelingen i henholdsvis Danmark og England, fremgår det, at retten i England har større beføjelser. Dette skyldes, at engelsk lov i modsætning til dansk ikke indeholder nogen præcise bestemmelser om, hvordan boet skal deles. Dette indebærer, at en engelsk afgørelse bliver mere uforudsigelig end en dansk afgørelse. - Hvilke former for økonomisk afhjælpning er der, og hvordan afgøres spørgsmålet om dette? Der findes den samme form for økonomisk afhjælpning i Danmark og England: ægtefællebidrag og et engangsbeløb (i Danmark 56-beløbet og i England lump sum). Ægtefællebidrag adskiller sig ikke meget fra hinanden i de to lande, og de momenter, der skal tages hensyn til i denne forbindelse minder også meget om hinanden. Reglerne for, hvornår en bidragspligt ophører, er ligeledes de samme. Dog er der forskelle, idet retten i England har større beføjelser angående bidragsperiodens varighed end retten i Danmark har, da bidragsperioden hér ligger inden for forholdsvis faste rammer, der afhænger af omstændighederne i sagen. Eksempelvis kan en bidragsperiode ikke overstige 10 år, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Endvidere står det retten i England mere frit at bestemme, hvor ofte bidragene skal ydes. Statsamtet i Danmark fastsætter altid bidraget til en månedlig ydelse. 83

Selvom begge lande kan pålægge den ene ægtefælle at yde den anden ægtefælle et engangsbeløb, er grundlaget for dette forskelligt. Hvor det i England er en integreret del af den økonomiske afhjælpning, og der hér skal tages hensyn til de samme momenter som ved alle andre spørgsmål i sagen, er 56-beløbet i Danmark kun relevant, hvis der er påstået krav herom, og der har været særeje under ægteskabet. Engangsbeløbet anvendes kun i Danmark, hvis den begærende ægtefælle ellers ville blive stillet urimeligt ringe i forhold til ægtefællen med særejet. Her ses de væsentligste forskelle mellem de to landes retssystemer: - Ligedeling mellem ægtefællerne er som følge af formuefællesskabet udgangspunktet i Danmark; det er det ikke i England. - Retten i England skal træffe alle afgørelser under hensyn til 25-momenterne. I Danmark er der i hovedreglen ingen momenter at tage hensyn til ved bodelingen, kun i forbindelse med økonomisk afhjælpning. - Retten i England har langt større beføjelser end retten i Danmark. Overordnet set kan det konkluderes, at fordi Danmark og England benytter hvert sit retssystem, har de mange gange forskellige fremgangsmåder. Til at løse en separationseller skilsmissesag, benytter Danmark sig fx af flere forskellige love, fx ægteskabsloven og fællesboskifteloven, mens England hovedsageligt løser deres problemstilling ved hjælp af the Matrimonial Causes Act 1973. De to systemer har på trods af forskellene da også ligheder. Eksempelvis kan både de danske og engelske domstole træffe afgørelse om, at den ene ægtefælles andel af boet skal formindskes som følge af uforsvarlig råderet over formue, men hvor denne beføjelse er undtagelse til hovedreglen om ligedeling i Danmark, hører den i England til de 25-hensyn, som retten skal tage udgangspunkt i i forbindelse med en separations- eller skilsmissesag (adfærd). 84

Litteraturliste Danske bøger: Andersen, Paul Krüger, Nis Jul Clausen, Hans Henrik Edlund, Bent Iversen, Aage Michelsen og Hans Viggo Godsk Pedersen: Dansk privatret: en lærebog, 13. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2003 Danielsen, Svend: Ægteskabsloven kapitel 4 og 5: retsplejeloven kapitel 42: separation og skilsmisse navnlig belyst gennem retspraksis, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1993 Eyben, Bo von og W.E. von Eyben: Juridisk Ordbog, 11. udgave, GadJura 1999 Lando, Ole: Kort indføring i komparativ ret, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1986 Lund-Andersen, Ingrid, Noe Munck og Irene Nørgaard: Familieret, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundet 2003 Pedersen, Hans Viggo Godsk: Familie- og arveret, 5. udgave, Thomson/FSR 2001 Reimers-Lund, Kirsten: Separation og skilsmisse, 1. udgave, Greens Jura 1998 Engelske bøger: Black, Jill M., Jane A. Bridge og Tina Bond: A Practical Approach to Family Law, 7. udgave, Oxford University Press 2004 Cretney, Stephen M., Judith M. Masson og Rebecca Bailey-Harris: Principles of Family Law, 7. udgave, Thomson Sweet & Maxwell Ltd 2003 Standley, Kate: Family Law, 3. udgave, Palgrave Law Masters 2001 85

Internetkilder: CivilRetsDirektoratet: Ægtefællebidrag http://www.civildir.dk/regler/bidrag.htm#størrelsen%20af%20bidrag Danmarks Statistik: Nyt fra Danmarks Statistik, Nr. 212, 18. maj 2004 http://www.dst.dk/homedk/statistik/nyt/emneopdelt.aspx?si=19&msi=2 National Statistics: Divorces in 2002: England and Wales, 28 August 2003 http://www.statistics.gov.uk/pdfdir/div0803.pdf Retsinformation: Skrivelse til statsamterne om fremtidig praksis med hensyn til aftrapning af ægtefællebidrag. CIR nr. 137 af 26/09/1989 (Gældende) http://www.retsinfo.dk/_getdoc_/accn/c19890013709-regltarget=%22_blank%22 Sharingpensions: White v. White (2000) http://sharingpensions.co.uk/caselaw6.htm Statsamterne: Vejledning til Ansøgning om ægtefællebidrag http://www.statsamt.dk/blanketter/bm040-01.htm Statsamterne: Vejledning til Oplysningsskema http://www.statsamt.dk/blanketter/bm037-01.htm). Statsamterne: Statsamtet Ribe: Adfærd og valg ved forældremyndighed og skilsmisse (1999). En statistisk beskrivelse ud fra Ribe Statsamts familieretlige afgørelser i 1999 http://www.statsamt.dk/default.asp?vis=dokument&id=030303162303&path=publikationer/ 05 andre%20lokale%20udgivelser Terry & Co. UK Solicitors: Principles Applicable in Dividing the Matrimonial Assets http://www.terry.co.uk/matcaus1.html#(a) 86

Love: Danske love: Ægteskabsloven. Lov nr. 256 af 14. juni 1969 Retsvirkningsloven. Lov nr. 56 18. marts 1925 Fællesboskifteloven (Lov om skifte af fællesbo). Lov nr. 155 af 30. november 1874 Lejeloven. Lov nr. 237 af 8. juni 1979 om leje Lov om leje af almene boliger. Lov nr. 399 af 28. maj 2003 Enkepensionsloven. Lov nr. 102 af 14. marts 1941 om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse Engelske love: The Matrimonial Causes Act 1973 The Family Law Act 1996 The Rent Act 1977 The Pensions Act 1995 The Welfare Reform and Pension Act 1999 87

Bilag 1: Ansøgning om ægtefællebidrag. 2: Oplysningsskema. 3: Application for ancillary relief. 4: The Matrimonial Causes Act 1973 ss. 21-29. 88