7. Ship on the Rocks - Sektor 5, 2-4-4 ved 2-3-9, asteroide zeta seks. - Bekræftet. Sektor 5, 2-4-4 ved 2-3-9, asteroide zeta seks. - Opsnappet radiokommunikation fra Xeron-punktet Kaptajn Adrian Parks vendte sig fra skærmen med det seneste telegram fra Jorden, hans øjne glidende over de lysende pletter fra hyperrummet der spandt forbi udenfor, mens Impulse gled imod Xeron-punktet. Det så ikke godt ud på Jorden, men der var ikke meget, han kunne gøre der, en destroyer cruiser var ikke ligefrem skabt til at hjælpe imod en trussel, som den de stod overfor der. Havde Sandhedens Alliance allerede haft fuld kontrol, så kunne de have pulveriseret dem fra kredsløb, men spredt rundt omkring i beboede byer, uden større og direkte mål, så var de prisgivet. Trods teknologiske fremskridt og avancerede computere, så kunne de ikke gøre noget imod små grupper af soldater og tanks rundt omkring i byer, de ville udradere hele området de befandt sig i, inklusive civile. Det var op til Jordens militær selv, med smartbomber og præcisions missiler, at gøre noget ved sådanne ting, mens soldater måtte tiltvinge sig kontrollen med selve områderne. Adrian befandt sig alligevel også bedst ude i rummet, i situationer, der ikke involverede præcisionsangreb på planetare mål, selvom han sagtens kunne udføre sådanne. Han var overordentlig overrasket over, at Impulse stadigvæk var under hans kommando, efter at Griffin, der tidligere havde haft skibet, med Adrian som underordnet, først flyttede til Total Annihilation og siden trak sig fra posten. Forklaringen havde i første omgang lydt på, at han kendte mandskabet, og at de stolede på ham, Griffin havde som admiral passet på sine folk og mente åbenbart, Adrian var den bedste til jobbet. Det tog han som en overordentlig stor ære. Efterfølgende måtte hans handlinger ved blandt andet Ragnarok punktet have overbevist andre om, at en direkte efterfølger ikke lige hang på træerne, for ellers ville han have været blevet erstattet, kun få dage efter at Griffin måtte opgive sin position. Det var sært, for de fleste, der kommanderede den stærkeste og mest slagkraftige skibstype i SOL Flåden, når man så bort fra unikummet Total Annihilation, var af langt højere rang, ofte generaler. Parks håbede på, at det betød, han selv snart var klar til at stige i rang, for han måtte da egentlig indrømme, at efter den kataklysmiske krig med Loortech, hvor utallige officerer havde måttet lade livet, så var han lidt forundret over ikke at være blevet forfremmet allerede. Men han havde aldrig været en, som råbte op i sådan en sammenhæng. Han kunne sige Griffin imod dengang, hvis det var, men det var sjældent, at han beklagede sig. Kaptajn Parks, tachyondrevet slår fra om T minus ét minut. Kampstationer, sagde han i et moderat højt toneleje, signalerende kontrol. Jeg nægter at blive fanget med bukserne ned. Alle eskadriller klar? En taktisk officer lavede et hurtigt ekstra check for at sikre sig, at der ikke var opstået en pludselig nødsituation. Knight, Ghost og Nightforce er alle klar. Resten på stand-by. I nedtællingens sidste sekunder glimtede røde lys til live på broen, men i en mere kontrolleret facon end alarmen, og ligeså uden den brægende tone der normalt fulgte, ved akut opståede situationer. Dette var udelukkende for, at alle var opmærksomme på momentet. Lyspletterne foran faldt fra hinanden, som efter man havde smadret et spejl med en tung sten, skygger kortvarigt blafrende henover broen i alle afskygninger, ude på skroget sås efterveerne af grønne lyn, signalerende, at strømmen af tachyoner var afbrudt.
Der var helt tomt uden for, bare stjerner og intet andet. Adrian kneb øjnene sammen og studerede det yderligere og kunne så svagt skimte asteroiderne, svævende langsomt, fra hans observation, igennem rummet langt ude til bagbord. Sensorer? Intet. Ingen tegn på fjendtlige skibe. Bredere søgning, kommanderede han hurtigt. Der gik under ti sekunder, så fik han endnu en negativ melding. Lav en sporing på ion-gasser, se om I kan finde noget, der indikerer usædvanlig aktivitet for sådan et forladt knudepunkt. Denne gang gik der længere tid, imens kunne Adrian se, hvordan jager eskadrillerne, i henhold til hans ordre fra briefingen nogle timer tidligere, spredte sig ud omkring Impulse i generelle eftersøgningsmønstre og dækning af deres moderskib. De var ikke stødt på noget fjendtligt, så indtil de fandt noget eller besluttede, at en bredere søgning var påkrævet, så skulle der ikke risikeres noget. Sir, der er svage spor af ion-gasser fra noget, der kunne være menneskeskabte transportskibe, men for at være helt ærlig, så er det ikke signifikant nok. Det kunne lige så godt være en tilfældighed. En af Adrians taktiske officerer kom over til ham. Så overraskende er det vel heller ikke, hvis du kun laver overførsler to måske kun én gang om ugen. En eller to skibe, plus de skibe, de overfører lasten til, det er ikke mange over sådan et stort område. Du har ret. Adrian tyggede let på sin underlæbe, så nikkede han. Okay, vi laver en sidste dybdegående scanning. Femten minutter til at finde eventuelle trusler eller spor. Derefter sender vi jagerne ud på overvågning. Finder de intet, så trækker vi Impulse tilbage til en sikker placering, sender hold af jagere ud til at spionere i området og venter på, at fjenden kommer forbi igen. Han havde en følelse inden i sig, hans instinkt, som sagde, at det her var stedet. *** Det var underligt at være tilbage. Der var ikke mange holdepunkter og ting at fæste sig ved, de fleste ville have været akademiets egen krydser og så StarFire jagerne, de selv og fjenden fløj rundt i, men alle sådanne fartøjer var reelt væk. Der var bare asteroiderne og så stjernerne, samt de ganske få RedBaron jagere, der sammen med hans egen lå på lur i dette vagtskifte. Alligevel kunne Nick levende se kampen for sig, mærke panikken og den bizarre ophidselse, som kamp medførte for en næsten færdiguddannet, en ophidselse og energi, der hurtigt forvandlede sig til frygt og instinktet til at overleve. Glæden over redningen fra forstærkningerne, sorgen over Alexander og andres død, undren over fjendens våben og dygtighed, vrede over den manglende undersøgelse af forholdene. Jeg har hørt, en af de nye fra Ghost har lavet et program, sådan at man kan spille link-poker med hinanden på jagerens computer, lød Davids stemme så. Virkelig? Vi burde få det installeret. Det er en fremragende plan McLennan, med undtagelse af, at vi er på direct-link lige nu, sådan at vores kommunikation forhåbentlig ikke bliver opfanget, hvis der er nogen derude, der scanner systemet for ja sådan nogen som os. Du tror ikke, poker programmet virker over direct-link? Hvad, jeg tror, er, at det er unødvendigt at øge risikoen for at blive opdaget, hvis en fejl i programmet gør linket mere udsat for detektion. David fnøs. Nogen der er lidt sur over, bare at sidde og lave ingenting? Ville man nu pludselig ønske, man havde fået sin egen eskadrille?
Nick trak på smilebåndet. Næppe. McRussel ville sikkert tale mig imod, men jeg har mere at lære, og der er ingen bedre end ham. Hvad med undertegnede? Kun ved poker. Og det går du glip af! Okay, men lad os afbryde denne ellers interessante samtale. Selvom et direct-link er så godt som umuligt at opdage, så lad os ikke tage for store chancer. Der kom bare et dobbelt-klik over radioen tilbage, som tegn på at David havde forstået. Et direct-link bestod mere eller mindre af retningsbestemte, tætpakkede pulser af signaler, som ikke spredte sig ud over hele området. De var notorisk svære at opsnappe, men ligeledes yderst besværlige og komplicerede på lang afstand. Nu hvor Impulse var et stationært mål, hængende i rummet titusindvis af kilometer borte, kunne RedBaron jagere nogenlunde let sende information, om end det ville være en bid forsinket, mens det straks blev mere besværligt for Impulse s kommunikationsofficerer, hvis RedBaron jagerne begyndte at flyve rundt. Nick studerede diagrammet over, hvem der ellers var derude, samtlige jagere låst i den overvågende position, med vingerne trukket tæt ind til skroget, laserkanonerne og missilerne i skjul og motorernes blus på et absolut minimum, selv hvis man fløj. Lige nu var alle imidlertid parkeret rundt omkring i det store asteroide felt, med enkelte svævende i positioner langt fra dette, næsten komplet lukkede ned, hvis fjenden skulle beslutte sig for at dukke op der. Knight eskadrillen var blevet noget fornyet siden kampen ved Ragnarok, der havde kostet folk som Tina Falkirk og Jjacks Retorch livet, mens andre som Eve, Nicks måske/måske ikke kæreste, og Nicks egen bror, Nathan, havde trukket sig fra den. En stor del af den oprindelige opstilling var imidlertid stadigvæk på plads, og de nye havde haft næsten overdreven respekt for dem, da de første gang blev præsenteret for hinanden. Nick havde personligt kun være sammen med dem i ganske kort tid, reelt set blot siden han tog tilbage til Impulse efter sit møde med Eric og Keiron, inden da havde han kun lige hilst på dem og brugt en time i deres selskab efter introduktionsmødet. Et glimt af grønt ved øjenkrogen, ikke videre intensivt i dette enorme mørke, men nok til at fange Nicks opmærksomhed, fik ham til at dreje hovedet. Samtidig registrerede hans jagers langtrækkende sensorer tachyoner, selvom de ikke fungerede på optimal styrke, med henblik på egentlig at skjule jageren, så kunne de stadigvæk sige nok om partikelstyrken til at indikere hvilken type skib, det var. Det var i hvert fald over 50 meter langt og åbenlyst af en klasse, som passede til en mellem størrelse transportskib. Impulse kontrol, Kaptajn Jace. Ukendt fartøj, svarende til B-klasse transport skib, ankommet nær sektor 26. Skruer ned for sensorer og går til visuel analyse. Kameraet på undersiden af hans jager justerede automatisk ind på skibet, ved hjælp af de seneste sensorinformationer, og transmitterede et live-billede til en skærm på Nicks kontrolpanel, som først virkede uklart før kameraet automatisk justerede sig. Der var imidlertid stadigvæk meget langt mellem hans jager og den nyankomne transporter, han fik kameraet til at øge sin optiske zoom gentagende gange, men transporteren nåede ikke at blive meget mere end en grå-hvid kasse med et kantet design, som han syntes at kunne genkende som en lettere ombygget Hermes-klasse fragter. Han aktiverede den digitale zoom, men kørte den forbi et nyt installeret program, som angiveligt havde en bedre algoritme til at gøre kendetegn mere synlige, omend formentlig stadigvæk noget udviskede og kornede. Programmet kørte i nogle sekunder og skibet blev større, men der var vitterligt ingen markeringer på det, og der var ikke engang tale om, at han ikke kunne identificere dem ordentligt, de manglede fuldstændigt. Ingen ID på det fremmede fartøj, Impulse kontrol. Jeg ser ingen kendetegn på tilhørsforhold. Impulse kontrol til Jace. Løjtnant Morrison har netop registreret et andet ankommet fartøj, samme
størrelse hvad angår transport kaliber. Den olivengrønne farve og Alliancens symbol er blevet identificeret på dette fartøj. Forstået, vi følger dem. I tavshed udspillede mødet mellem de to fragtskibe sig, Nick følgende sit skib, indtil det dokkede side om side med Alliance fragteren et stykke inde i asteroidefeltet, godt og vel 1/3 del af vejen ind til centrum. Kameraet afslørede intet af, hvad lasten bestod af, men det var heller ikke forventet, til gengæld kunne de gå ud fra, at der var tale om en overførsel af hele lasten, eller i hvert fald tæt på. Ud fra generelle procedurer, antagelsen af, at de havde gjort det her før, og hvor lang tid det så rent faktisk tog. De to skibe gled til sidst fra hinanden igen, roterede roligt rundt og accelererede i hver sin retning. Interessant nok så det ud til, at ingen af dem søgte ind på nøjagtig de koordinater, hvorfra de oprindeligt kom, sandsynligvis for at sløre eventuelle spor. De var altså ganske forsigtige, selvom de åbenlyst antog, at de ikke var blevet opdaget. Professionelt håndværk, intet mindre. Nick kontaktede Impulse for at høre, om nogen af de andre jagere havde opsnappet radiokommunikation, krypteret som ukrypteret, da han selv ikke havde fået noget i nettet, men Impulse kontrol forklarede, at det eneste, der var modtaget, var et ukrypteret signal fra hvert skib om de nøjagtige koordinater i asteroidefeltet, hvor de dokkede. Der var intet andet at komme efter, de måtte analysere video og anden sensorinformation tilbage på Impulse, hvis de skulle finde potentielle spor. *** Intet! sagde Nick frustreret og smed sin mini-terminal på bordet, så den skurede hen over det og kom til et hold, foran den eneste anden person, der også sad der. Intet? sagde David og løftede et øjenbryn. Jeg kan i hvert fald ikke finde noget, og det kan alle teknikere og eksperter på skibet her heller ikke. Så vi har ingen anelse om, hvad det er de transporterer, hvorfra varerne kommer, hvor de skal hen, og hvad de skal bruges til? Nick sukkede, mens han tog sin plads ved bordet, der var en del af et mindre opholdsrum for Impulse besætningsmedlemmer tilknyttet hangarerne, det vil sige piloter, teknikere, dok-officerer, mekanikere og en håndfuld andre personer. Der var tilsvarende kopier af rummet rundt omkring, da det slet ikke havde plads til nok folk, men lige nu var der langt fra fyldt. Spredt støj fra nogle samtaler blandede sig med en lav summen af musik, men at kalde det larmende ville være, at være meget sensitiv. Så hvad nu? spurgte David. Aner det ikke. Planen er tilsyneladende at vente på næsten overførsel, og så håbe på at vi kan opfange noget mere. Dét er eddermanme optimistisk. Der skete jo ingenting, vi har kun de der koordinater. Analyse af de mulige vektorer, hvorfra skibene kom og tog videre, viste bare, at de selvfølgelig ikke rejser direkte fra deres base, eller hvor de nu kommer fra. Hvad håber de præcist at kunne opfange? Radiokommunikation eller andet, fra når de to skibe er dokket, sagde Nick og vidste godt, hvad der kom som det næste. Jeg siger med det samme, at jeg ikke er spion, så jeg kender ikke vores udstyr godt nok, men kræver det ikke, at vi øger styrken på adskillige af vores sensorer for bare at få chancen for at samle sådan et signal op.
Jo Så kan vi da lige så godt sende en besked til dem, når de ankommer, hvis vi alligevel så gerne vil opdages. En af fordelene ved at flyve med så tavs radio, som de gjorde, er, at der ikke er nogen signaler, der forstyrrer ens eget udstyr. De er paranoide de her folk, mere end selv den kære Dexter Bleezh var, da Knight blev formet. Jeg er enig, men der er nogle folk i Ghost eksadrillen, der mener, at vi kan gøre det, hvis blot udstyret bliver modificeret lidt, og en eller anden person fra Earth Intelligence har støttet det udsagn. Helt ærligt, kan jeg ikke selv se, hvad vi ellers kan gøre. Vi kunne fange skibene, sagde David henkastet og lo. Har jeg foreslået for dem, og indskærpet, at det er back-up planen, hvis vi ser spor af, at de har opdaget os. Men problemet ved det er, at så ved de, at nogen har opdaget ruten, de gemmer alle spor af vejen, og hvor end de varer kommer fra, så bliver sikkerheden skærpet yderligere. Jeg tror ikke, vi vinder så meget. Undskyld, kom det så pludselig fra Nicks højre side, en kvindelig stemme med en lettere hæs undertone. Han drejede hovedet og stirrede på en ung kvinde i mekanikeruniform, lyseblå kedeldragt med oliepletter, små brændemærker og sorte støvler. Hun var ikke specielt høj, måske et stykke over de 150cm, med et par tænksomme intelligente blå-grønne øjne, nogle få fregner og et rødligt hår, der lige nu hang løst og gled ud over hendes skuldre. Nick genkendte hende efter et øjeblik, som en af de mekanikere der specifikt betjente Knight, normalt havde hun håret bundet helt op i en knold under arbejdet og bar et par sikkerhedsbriller. Ja? Jeg overhørte, skal vi kalde det tilfældigt, jeres samtale. Der er måske en måde at gøre det, I lige snakkede om. Nick havde egentlig mest lyst til at pointere, at mekanikere ikke havde noget at gøre med, hvordan officerer planlagde aktioner under en krig, eller på noget andet tidspunkt. Det var hele hans militære opdragelse, der satte ind her, og som ikke ville have hjælp fra en udenforstående. En helt anden del af ham overtrumfede dog den følelse. Dels så sad de helt fast her, enhver hjælp ville være belejlig, dels så var der et eller andet over hende, som gjorde, at han ikke troede på, at det her var et nyttesløst forsøg på at spille vigtigere, end hun var. Hun mente det her, hun havde en klar tanke bag. Okay, vi er lutter øre. Slå dig ned? Natasha. Men folk kalder mig Tash normalt. Hun satte sig ned og strakte først hånden ud mod David, som præsenterede sig, før hun vendte sig mod Nick og gjorde det samme, da han greb den fik han en mærkelig følelse af, at hånden på en gang havde den nødvendige styrke og smidighed for en skibs-mekaniker, samt en underlig form for skrøbelighed. Kaptajn Nick Jace, præsenterede han sig. Jeg ved hvem du er, sagde hun med et smil. Det er noget lort, du ikke har prototype RedBaron jageren længere. Du skulle have passet bedre på den. Øh ja, jeg blev desværre skudt ned ved Ragnarok. Jeg havde lidt travlt med at undgå døden. Jeg var den eneste, der rigtig forstod mig på den. Så efter den kom ombord, var jeg nærmest din personlige mekaniker. Hvordan fik du egentlig fat i sådan et eksemplar? Nick udvekslede et hurtigt blik med David, som imidlertid formåede at forholde sig passivt, uanset hvad han tænkte, en utrolig præstation for cirkusklovnen. Det er lettere klassificeret, men i korte træk så var det en gave. Ikke at jeg er uenig i, at det var et fantastisk fly, og at jeg rent faktisk kan snakke meget længe om den, men jeg ville egentlig gerne høre, hvad du har at sige, om det vi foretager os herude. Tash gav ham et smil. Naturligvis. I har brug for at fange skibet eller skibene, uden at nogen opdager, at det var SOL, ikke?
Jo. Så hvad nu, hvis det ikke er SOL der border dem, men nogle andre? Nogen der også har haft en meget skidt periode, og som er ved at komme sig oven på krigen. Det lyder nærmest som om, at du vil have os til at klæde os ud som pirater? sagde David med et grin. Tash vendte bare hovedet fra Nick og stirrede ham direkte i øjnene, Nick blev helt smittet af hendes næsten komisk alvorlige ansigt sat overfor Davids måbende ditto, da det gik op for ham, at det var præcis, hvad hun havde tænkt sig. Det kan vi sgu da ikke, har du set det her skib? Det er lige så langt fra at være designet til pirater, som hvaler er til at gå på land. Nick lagde armene over kors. Det er ikke en dårlig ide, men McLennan har en pointe. Intet her er ret piratagtigt. Alt vores udstyr er for avanceret og i god stand. Maling og nogle justeringer af en RedBaron jager gør den ikke piratagtig, bare fjollet. Det var da heller ikke det, jeg havde i tankerne, sagde hun og gav ham et blik, som var Nick faldet ned fra månen. Okay? Vi gør det ligesom piraterne. Vi tager tingene fra bunden. Nicks arme forlod den korslagte position, og pegede på Tash med begge hænder. Siger du, at du kan bygge nogle SpaceJunk jagere op, fra hvad vi har her på Impulse. Jagere, som i modsætning til piraternes, vil være funktionsdygtige nok til, at vi kan fange skibet? Tash gav ham et uskyldigt smil, men hendes øjne var død seriøse. Jeg er meget dygtig. Hele min mekaniker gruppe er meget dygtig, jeg kan sagtens få dem til det. Men vi kan vel ikke just forvandle Impulse? sagde David. Nick var ved at forme planen i sit hoved, inspireret af Tash tydelige tro og entusiasme, og gav David et smil. Nej, det må gemmes af vejen. Men vi burde snildt kunne modificere nogle transportfærger med gunboat dele, eller omvendt, så piraterne har noget at læsse lasten over på. Vi kan sørge for, at mandskabet på et sådan skib er så småt, at de ikke kan spare nogen til at styre transportskibet til deres base, hvorved de lige så godt kan efterlade det meste af besætningen i live. Aha øjenvidner, der kan fortælle, at det vitterligt var pirater, der overfaldt dem, sagde David. Nemlig. For Alliancens ledere vil det virker underligt, men ikke utænkeligt, at pirater efterlader skibets besætning, på den anden side er et tilsvarende scenarie, efter at blive bordet af SOL soldater endnu mindre sandsynligt, vi ville tage dem alle med til afhøring og en krigsdomstol. Kan du overbevise de høje folk? Nick trak på skuldrene. Uvist, men vi er vist tre-for-tre her, der mener, at denne plan er længder foran den hidtil foreslåede. McRussel skal nok hoppe ombord, det vil få Parks opmærksomhed, og så burde lavinen rulle stille og roligt. Nick kiggede over på Tash, der smilede nærmest lykkeligt. At det var dit forslag, skal nok komme med på mit udkast, sagde han. Jeg skal nok klare mig, uanset hvad du vælger. Der er ikke så meget fremtid som mekaniker, men det kan selvfølgelig skubbe mig tættere på rollen som chef mekaniker for dokken. Apropos, sagde David og rømmede sig falsk. Hvem tager sig egentlig af kaptajnens jager, nu hvor den tragiske maskin-død ramte hans forrige fly? Det gør jeg selvfølgelig stadigvæk. Jeg tvivler på, at kaptajnen har noget at udsætte på hans RedBarons præstation? Ikke det mindste, svarede Nick og rejste sig, mens han sendte et advarende blik til David. Men mon ikke, at jeg burde finde et spejl og sende et mere advarende blik til mig selv?