Af Fyns FLORA OG FAUNA. Udgivet af. Naturhistorisk Forening for Fyn ODENSE

Af Fyns FLORA OG FAUNA Udgivet af Naturhistorisk Forening for Fyn ODENSE 1943

Dette Arbejde er udgivet med Støtte fra: Byraadene t Odense, Svendborg, Faaborg, Bogense og Assens. Fyens Disconto Kasse, Danmarks Nationalbank, Handelsbanken i Odense, Pyens Landmandsbank, Fyens Stifts Sparekasse, Odense Seminarium, Albani-Bryggerierne A/S, Odense Kamgarnspinderi A/S, A/S N. Tørring, A/S Haustrups Fabriker, A/S L. Dæhnfeldt, A/S De forenede Teglværker l Stenstrup.

FORORD! " # $ % & '""( '') ) % " * " * & " +%,, +% - %. / "& '$ 0. " " ( " + 1 /. / 2 $ 3 + 2, 2 * " 3/ +! $ # ) 4 '"/! ",/, ",!! $ 5" " "" % " 1 ' % / - "% $ %2 " %" % - ' " " %! 6" )

. Forstander Jakob E. Lange naaede ikke før sin Død at faa skrevet den Afhandling om Svampene paa Fyn, der naturligt hørte hjemme i Naturhistorisk Forening for Fyn's Jubilæumsskrift, og som han havde lovet at skrive hertil. Som Erstatning herfor lader vi et Referat af et Foredrag holdt af Lange i Botanisk Forening d. 10 / 8 1906 genoptrykke. Referatet er skrevet af Lange selv og tidligere trykt i Botanisk Tidsskrift. Det trykkes her i uændret Skikkelse Iagttagelser fra Hatsvampefloraens Omraade. Af Jakob E. Lange. Skønt Hatsvampene er en Plantegruppe, der tiltrækker sig betydelig Opmærksomhed, endog udenfor de egentlige Botanikeres Kreds, regnes den endnu saa at sige kun halvvejs med til vor Planteverden, omtales kun i forbigaaende, eller endog slet ikke, i selv de udførligste floristiske Skildringer. (Det vides end ikke med blot tilnærmelsesvis Nøjagtighed, hvor mange Arter vor Flora tæller.) Grunden hertil er de særlige Vanskeligheder, som Studiet af disse Svampe frembyder. Hatsvampe-Efterforskningen er en Slags Jagt. Svampenes lunefulde Forekomst, Sjældenhed, Letforgængelighed giver Ekskursionen den Uberegnelighedens Charme, som Jagten ejer: Man kan vandre i dagevis uden saa at sige at se en eneste Svamp, og man kan komme hjem fra en Halvtimes Tur med nye og ukendte Rigdomme. Og med Jagten deler den Efteraars-Skovens flygtige Pragt. Sæsonernes Forskellighed og mange Arters tilsyneladende tilfældige Optræden gør det vanskeligt at danne sig et Over-

8 blik over vor Svampefloras Ejendommeligheder. Sammenligninger af Optællinger af de i forskellige Aar paa forskellige Steder fundne Arter siger intetsomhelst, og selv Optællinger, der er foretagne i samme Sæson, kan kun benyttes med største Varsomhed, idet Regnfald o. s. v. kan have været forskellige. Hvor der til Oversigt over en Egns Fanerogamflora kræves Maaneder, kræver derfor Svampefloraen Aar. Adskilligt tyder paa, at Svampearternes geografiske Udbredelse er saa vid, at der er yderst ringe floristisk Forskel paa temmelig fjernt fra hinanden liggende Lande. (En Del Arters Omraade indsnævres jo derved, at de er knyttede til bestemte Fanerogamer, der har et begrænset Voksefelt.) Adskillige Arter synes endog at have en ganske universel Udbredelse. Ikke blot visse almindelige Arter (f. Eks. forskellige Gødningssvampe) findes overalt paa Kloden; selv sjældne Arter dukker sporadisk op i vidt adskilte Lande. (Saaleder har jeg her i Landet fundet Pleurotus Rhacodium B. & C. og Inocybe (Clypeus) umboninota Peck m. fl. nordamerikanske Arter.) Hatsvampene synes da særdeles let at kunne udbrede sig til alle Steder, hvor det overhovedet er dem muligt at leve. (Vore Naaleskove er vel nok næppe saa artsrige som den skandinaviske Halvøs, men rummer dog et meget stort Antal for dem særegne Arter, som altsaa maa være indvandrede i de sidste godt 100 Aar.) Kun en Nordeller Sydgrænse synes nogenlunde let at kunne paavises for nogle Arter. Bekendt er jo saaledes, at Amanita cæsarea Scop. (der er hyppig i Schweiz) ikke naar op til Nordtyskland, medens omvendt Stropharia depilata Pers. o. a. er højnordiske Arter. Pholiota destruens Br. naar vist ikke Nord for Danmark (og synes da hos os ogsaa særlig at komme til Udvikling efter varme Somre). Et fyldigere og nogenlunde sikkert Billede af disse Forhold vil man kunne danne sig ved at sammenligne de almindelige og lettest kendelige Arters Udbredelse i de forskellige Lande. (Eksempelvis skal jeg nævne, at to her i Landet saa almindelige Arter som

9 Panus st'ipticus Bull. og Coprinus plicatilis Curt. af Blytt angives som sjældne i Norge.) For Svampenes vide og lette Udbredelse kommer i første Linie Sporerne i Betragtning. Dog spiller de vistnok en noget ringere Rolle, end deres uhyre Antal lader formode. Thi det synes at gaa med Svampene som med de smaafrøede Blomsterplanters Frø: kun en forsvindende lille Part faar Lejlighed til blot at paabegynde deres Udvikling. (Skønt jeg i Løbet af de sidste 12 Aar har udsat flere hundrede Arters Sporer i Græsplæner, under Træer o. s. v. i Have og Krat, har jeg aldrig set Resultat.) Skønt Sporerne ved deres Lidenhed egner sig godt til at bæres af Vinden, synes dog Hatsvampenes i langt ringere Grad end f. Eks. Bægersvampenes indrettet til Vmdspredning. Sporerne kastes jo ikke, som hos hine, opad i Støvsky, men nedad, hvor den overvejende Part havner paa Bundens Løv og Græs. (Med det hvirvlende Løv vil Sporerne naturligvis kunne føres vidt omkring.) Med sporebesat Græs føres jo utvivlsomt mange Svampe, navnlig de egentlige Gødningssvampe, ud omkring ved at passere græsædende Dyrs Tarmkanal. Men endvidere føres jo Sporer i stor Mængde omkring ved Hjælp af svampeædende Snegle, ligesom de Insekter, der huses i Svampene, maa blive Sporetransportører, navnlig for de Svampeslægters Vedkommende (f. Eks. Lactarius, Russula), hvis Sporer ved Pigge o. l. Udstyr særlig er udrustet til at hænge fast. For mange Svampes Formering er dog antageligvis Myceliet af størst Betydning. Og dette kan endog være Tilfældet, hvor det gælder Overflytning paa længere Afstande. Thi Myceliet kan jo taale meget stærk og langvarig Udtørring (Champignonens»Yngel«). Naar saaledes visse Paddehatte næsten straks optræder overalt, hvor der plantes Skov af Gran, Lærk o. s. v., vil det jo rimeligvis kunne føres tilbage til, at vedhængende Mycel er fulgt med de unge Træers Rødder. Paa Grund af Svampearternes vidtstrakte Vokseomraader og sporadiske Optræden er det, i hvert Fald paa vort nu-

10 værende Standpunkt, vistnok ugørligt at paavise karakteristiske Forskelligheder mellem de enkelte Landsdeles Hatsvampeflora. Det Særpræg, man ud fra et mere overfladisk Kendskab til de forskellige Landsdeles Flora synes at kunne iagttage, udviskes gerne ved nøjere Undersøgelse i en længere Aarrække. (Eksempelvis skal jeg nævne, at for Slægten Mycena's Vedkommende, som jeg særlig har efterforsket, er det efterhaanden lykkedes mig paa mit Særomraade, Fyn, at finde alle de Arter (ca. 60), der overhovedet er mig bekendt fra hele Landet. Er saaledes den geografiske Forskel ringe, synes den topografiske stærkt fremtrædende. Jordbunds-, Fugtigheds- og Lysforhold synes (ikke blot indirekte ved at betinge»værternes«trivsel, men ogsaa direkte) at præge Svampefloraen paa Stedet. Thi vel er der adskillige Arter, der kan træffes under højst forskellige Forhold, men der er ogsaa mange, der er stærkt lokalitetsbundne. At Svampenes Lyskrav er saare forskelligt, er bekendt. Medens saaledes f. Eks. Psalliota campestris jo trives godt i absolut Mørke (Champignon-Kulturerne i Paris' Katakomber), bliver andre Svampe ganske abnormt udviklede i Mørke. Saaledes danner den udprægede Lyssvamp Lentinus lepideus Fi. paa mørke Steder hjortetaklignende ufrugtbare Frugtlegemer, og i en underjordisk Vandlednings tilstoppede Rør har jeg fundet en Svamp (Deconica(?) sp.), som vel ikke var steril, men dog havde et udpræget etioleret Udseende: forlængede, gejle Stilke med ganske smaa Frugtlegemer. Med Hensyn til Svampenes Krav til Jordbunds-Fugtighed skal jeg blot nævne, at ikke blot de særlig tørre Strækninger er fattige paa Svampearter, men at det samme gælder de meget fugtige, navnlig paa de vinteroversvømmede, hvor kun nogle ganske enkelte Arter holder til. Jordbundens»lettere«eller»federe«Beskaffenhed synes ogsaa at præge Svampefloraen, men hvorvidt dette skyldes den forskellige Vandholdningsevne eller andre Egenskaber, tør jeg ikke udtale mig om.

11 At give en Oversigt over Svampefloraens Sammensætning paa de forskellige Lokaliteter er paa vort nuværende Standpunkt ingenlunde let. En stor Del af de almindeligste Arter (og det er jo væsentlig disse, der maa bruges som Karakter - planter) er ret indifferente, saa de forekommer under meget forskellige Forhold. Endvidere er det jo ofte umuligt nærmere at angive, hvad det er, der binder en Svamp til en særegen Lokalitet: om det er Lysforholdene, Fugtigheds- og Jordbundsforhold, symbiotiske eller parasitiske Forhold, der bevirker, at f. Eks. en Svampeart optræder i Egeskoven frem for i Bøgeskoven. Endelig er vore Skove jo oftest saa blandede, at det er vanskeligt at afgøre, hvilken Træsort en Svamp er knyttet til. Navnlig giver den almindelige Omdrift: Bøg Gran Anledning til megen Forvirring, idet man kan finde Gran-Arter, hvor der nu er Bøgeskov og omvendt. En nogenlunde skarp Skillelinie kan drages mellem paa den ene Side Svampefloraen i Skov og Krat og paa den anden Side Floraen paa aaben Mark, Mose o. s. v. A. Skovfloraen. Denne omfatter langt de fleste Arter. Den kan ret naturlig deles i 2 Grupper: Træsvampe ogjordsvampe, idet jeg ved de første forstaar alle Svampe, der parasitisk eller saprofytisk er knyttet til Træer, Ved, nedfaldne Grene, Pinde eller Blade, medens de sidste vokser paa selve Jorden, uden tydelig direkte at være knyttet til saadanne Dele. l) Træsvampe. Egentlige Parasiter er sjældne, men der findes en Del Snylte-Raadsvampe, navnlig saaledes at forstaa, at»blomstringen«først indtræder, naar Værten er død. De enkelte Svampearter synes oftest temmelig løst knyttede til Værten, mange kan optræde paa meget forskellige Træarter.

12 a) Paa Stammer, Stubbe og Ved optræder navnlig følgende: Armillaria mucida Schrad. (Bøg), A. mellea Vahl; Tricholoma rutilans Schaeff. (Gran); Collybia velutipes Curt. (Løvtræer); Mycena Tintinabulum Fr., M. galericulata Scop., M. inclinata Fr. (Eg); Omphalia chrysoleuca Pers. (Gran); Pleurotus ostreatus Jacq., P. mitis Pers. (Naaletræ); P. Serotinus Schrad. (Løvtræ); Vofoaria bombycina Pers. (Løvtræ); Pluteus (forskellige Arter), Leptonia euchroa Pers. (Hassel og El); Pholiota (de fleste Arter); Flammula (ligesaa); Stropharia Caput Medusæ Fr. (Gran); Hypholoma (de fleste Arter); Psatyrella disseminata Pers. (Poppel); Lentinus cochleatus Fr. (Løvtræ); Panus stipticus Bull. (Løvtræ) o. a. b) Paa Trærødder. Collybia radicata Relh. (Bøg); C. platyphylla Fr. (Hassel o. a.); Mycena polygramma Bull. (Løvtræer); Pholiota radicosa Bull. (Eg). c) Paa Kviste, Pinde, Kogler o. s. v. Collybia tenacella Pers. (Grankogler); C. conigena Pers. (Fyrrekogler); Mycena stylobates Pers. (o. m. a.); Crepidotus (Claudopus) variabilis Pers. (og nærstaaende Arter); Tubaria inquilina Fr.; Naucoria carpophila Fr. (Bøg); Marasmius ramealis, M. androsaceus (Gran), M. alliaceus (Bøg); Trogia crispa Fr. (Bøg). d) Paa vissent Løv. Mycena echinipes Lasch. (Bøg); M. pterigena Fr. (Bregner), M. Mucor Batsch; M. capillaris Schum. (Bøg); M. lactea Pers. (Gran); Marasmius perforans Hoffm. (Gran); M. epiphyllus Fr. (navnlig Ask), M. Rotula Scop. var. phyllophila Schroet.

13 2) Jordsvampe. Det vilde føre for vidt at opregne de utallige paa Skovbunden voksende Hatsvampearter. Jeg skal derfor kun anføre nogle af de for de forskellige Skove karakteristiske Arter. Nogle Jordsvampe er saa karakteristiske Følgesvende for visse Træsorter, at man let kommer til at forestille sig et symbiotisk Forhold mellem Træ og Svamp. Saaledes mangler Boletus elegans Schum. sjældent hvor der findes blot et eller flere Lærketræer; Lactarius deliciosus L. optræder i næsten enhver Koloni af unge Graner; Tricholoma (pessundatum Fr. var.) campestre er yderst almindelig, men kommer aldrig udenfor Poppeltræernes Rodraade; og det samme gælder, med Hensyn til Elletræerne, en lille Naucoria, vistnok N. escharoides Fr., medens et Par Champignons-Arter (Psalliota hæmorrhoidaria Kalk m. fl.) holder sig til Egen, og Limacium hypothejum Fr. til Fyrren. For øvrigt kan man nogenlunde skarpt adskille følgende: a) Granskoven. Granskoven er arts-, men navnlig individrig, idet visse Arter kan optræde i store Skarer. Som nogle af dens mest fremtrædende Arter kan nævnes: Amanifa porphyria A. & S.; A. muscaria L.; Lepiota Rhacodes Vith., L. Carcharias Pers. og L. amianthina Scop., Tricoloma portentosum Fr., T. vaccinum Pers.; Clitocybe clavipes Pers. o. fl. a.; Mycena elegans Pers., M. rosella Fr. og M. vulgaris Pers.; Cortinarius purpurascens Fr., C. traganus o. m. fl.; Psalliota sanguinaria Karst; Gomphidius glutinosus Schaeff.; Limacium agathosmum Fr.; Russula Queletii Fr.(?), R. puellaris Fr.; Lactarius rufus Scop.; L. deliciosus L., Cantharel-

14 lus aurantiacus Fr. samt Boletus felleus og B. piperatus. b) Fyrreskoven. En Del af de ovenanførte Arter træffes ogsaa i Fyrreskov. Jeg har kun haft ringe Lejlighed til at undersøge rene Fyrreskove; men mener dog at kunne nævne, som særegne for disse, følgende Arter: ArmiIIaria robusta A. & S.; Tricholoma equestre L.; T. imbricatum Fr.; Limacium hypothejum Fr. samt Boletus variegatus Sw. og B. bovinus L. c) Bøgeskoven. Bøgeskovens Svampeflora har et noget forskelligt Præg, alt efter som Skoven er af de bakkede, lyse, med tør, maaragtig Jordbund, eller af de skyggefulde, frodige Muldbundsskove. I den førstnævnte finder man hyppig: Amanita Mappa Fr.; Russula virescens Fr., R. lepida Fr., en lille Cordnarms, beslægtet med C. elatior Fr. Lactarius piperatus Fr. samt Cantharellus cibarius Fr. o. fl.; medens den udprægede Muldbund karakteriseres af Amamta phalloides Fr. (der ogsaa vokser i Egekrattet); Mycena pelianthina Fr.; Entoloma Rhodopolium Fr.; Pholiota erebia Fr.; Copnnus picaceus Fr., Marasmius /'uscopurpureus Fr. o. m. fl. Af andre fremtrædende Bøgeskovsplanter kan anføres: Cortinarius calochrous Fr., C. cinnabarinus Fr., Limacium eburneum Fr. og L. chrysodon Fr.; Lactarius pallidus Fr., L. fuliginosus Fr. og L. vellereus Fr.; Russula nigricans Bull., R. adusta Pers. m. fl. samt Boletus edulis Bull. d) Ege-Hasselskoven. De naturlige Egeskove, der mest findes paa saa fugtig Grund, at Bøgen ikke kan faa Overherre-

15 dømmet, og som gerne har en tæt Underskov af Hassel m. fl. Buske, synes at være forholdsvis fattig paa større og iøjnefaldende Svampearter. Amanita phalloides er dog endnu hyppigere her end i Bøgeskoven; endvidere bemærkes A. vaginata Bull. (bleggraa Form); Tricholoma sulphureum Bull. og T. lascivum Fr.; Entoloma nidorosum Fr.(?); Inocybe geophylla Sow. (den lilla Form); Lactarius pyrogalus Fr.; Russula æruginea Fr. og R. delica Fr.; Marasmius prasiosmus Fr.; Boletus chrysenteron Fr. o. s. v. e) Elle-Askeskoven. Bunden er her gerne nærmest moseagtig; Svampearternes Antal ringe. Nogle af de mest fremtrædende er Lepiota acutesquamosa Weinm.; Tricholoma irinum Fr.; Clitocybe geotropus Bull.; Nolanea icterina Fr. samt en lille spæd Lactarius, vistnok L. obnubilus Lasch. Endelig maa det anføres, at Skovene ogsaa rummer enkelte svampebeboende Svampe (f. Eks. Collybia tuberosa Bull. og C. cirrhata Schum. og Nyctalis asterophora Fr.) og at adskillige Gødningssvampe i Ny og Næ optræder i Skove. B. Floraen paa aaben Mark. l) Mosen. Som allerede tidligere nævnt er den meget vaade Jordbund fattig paa Svampearter. Til Gengæld er Mosens faa Arter nøje knyttet til denne. I Sphagnum-Tuerne træffes Omphalia sphagnicola Berk. og O. affricata Fr.; Galera sphagnorum Pers.; Cortinarius uliginosus Berk., Psilocybe elongata Pers. og en stor, vandet Form af Lactarius helvus Fr.

16 Paa selve Tørvebunden vokser Omphalia umbellifera L.; Psilocybe udum Pers., Naucoria cerodes Fr. 2) Heden. Selve Lyngheden synes meget fattig paa Hatsvampe. Paa Lyngstilkene vokser undertiden Marasmius scorodonius Fr.; hist og her ser man en Boletus scaber og navnlig i Nærheden af Skov eller Plantage kan man træffe enkelte Eksemplarer af forskellige andre Svampe: Mycena epipterygia Scop., Cantharetius umbonatus Fr., ja, selv C. cibanus m. fl. Naar man derimod kommer ind paa 3) Letjords-Bakkehæld, Overdrev o. l., hvor Lyngen viger for Hvenegræs, Timiantuer, haarrig Høgeurt o.s.v., møder man en temmelig rig og ganske ejendommelig Svampeflora. Navnlig spiller her»vokssvampene«(camarophyllus- og Hygrocybe- Arterne) en fremtrædende Rolle; men endvidere forekommer de fleste Leptonia-Arter paa dette Terræn, samt Entoloma sericellum Fr., Omphaiia pyxidata Bull. og O. rustica Fr. Paa de tørreste Sandmarker optræder hyppig den lille Omphalia grisella Karst, og i Stubmarkerne ikke sjældent Lepiota excoriata Schaeff. Den hele Flora har her et ret tydeligt Tørheds-Præg. 4) Lerjords- Græsmark, Grøftevold, Vejkant. Floraen er her en væsentlig anden. Her mangler saaledes de fleste Hygrocybe- og CamarophyHus-Arter, men derimod træffer man den store Vaarsvamp Tricholoma gambosum Fr., Clitocybe dealbata Sow. o. fl. Arter; Mycena avenacea Fr.(?), M. flavo-alba Fr. m. fl.; Entoloma prunuloides Fr. og E. sericeus Bull., Pholiota candicans Schaeff., Naucoria semiorbiculans Bull., Psalliota campestris L. og comtula Fr.; Stropharia coronilla Bull. og S. muncta Fr.; Psatyra Foemsecii

17 Pers., Coprinus plicatilis Fr. Hvor Jordbunden er særlig fed og overgødet, kommer dertil nogle Arter, der maaske kan kaldes Ruderatplanter, saaledes Tricholoma brevipes Bull. og T. sordidum Fr., Bolbitius sp. Panæolus sp. og Coprinus comatus Fl. Dan. m. fl. 5) Gødningssvampe. De sidstnævnte Arter danner Overgang til de egentlige Gødningssvampe, for hvilke det i Almindelighed er karakteristisk, at de kan forekomme paa alle mulige Lokaliteter: Skov, Hede, Mark, hvor Gødningen tilfældigvis aflægges. Hertil hører, foruden nogle Stropharia- og Panæoius-Arter, adskillige Coprini. Et Par af disse er, ligesom nogle af de svampe-beboende Hatsvampe, forsynede med Scierotier. Svampenes Tidsbundethed, Livsvarighed o. a. Vækstforhold. Til et levende Billede af Svampefloraen hører ogsaa en Redegørelse for Arternes»Blomstringstid«. Her maa jeg dog nøjes med enkelte Antydninger. De fleste Svampe synes kun at»blomstre«en Gang om Aaret; men der er dog nogle, som er udprægede»remontanter«. Dette gælder særlig Psatyrella disseminata, der ofte udvikler et nyt Sæt Frugtlegemer flere Gange i Træk med en ca. 6 Ugers Mellemrum. En paa Bævreasp voksende Form af Psilocybe spadicea Schaeff. har jeg iagttaget»blomstrende«to Gange aarlig (Foraar og Høst) i 9 Aar. Hypholoma fasciculare o. fl. andre giver undertiden et mindre Foraarsflor og et større Efteraarsflor. De engang florerende Arter deler sig temmelig skarpt i Vaarog Høstsvampe. Tidsgrænsen falder omkring St. Hansdag, idet Vaarsvampene (der er forholdsvis faatallige og navnlig kun faa Aar kommer til deres Ret) udvikles i Maj og Begyndelsen af Juni, medens Høstsvampene sjældent viser sig før først i Juli. De tidligste Høstsvampe er navnlig visse fiussuta-arter, Afarasmi'us Oreades, Naucoria semiorbicularis o. m. a.; dernæst kommer (gærne i September og første Halv-

18 del af Oktober) Hovedfloret, hvorefter igen forholdsvis faa Arter viser sig i Efteraarets sidste Del, afsluttende med de typiske Vintersvampe, Collybia velutipes, Mycena Tintinnabulum o. f l. Gødningssvampene indtager ogsaa her en Undtagelsesstilling, idet deres Udvikling hyppig mere afhænger af Gødningens Alder end af Aarstiden. Svampenes (Myceliets) Livsvarighed er utvivlsomt meget forskellig. Adskillige Arter, f. Eks. mange Gødningssvampe og BIadbeboere, er jo udpræget»enaarige«, der hurtigt udvikles til»blomstring«og derpaa dør. I Modsætning til dem staar f. Eks. Armillaria mellea. hvis Mycelium tidt vokser i mange Aar, før det naar til»blomstring«. Denne og adskillige andre Træbeboere synes til Gengæld at kunne fruktificere flere Aar i Rad fra samme Mycelium. Derimod er der adskilligt, der tyder paa, at mange Jordsvampes Mycelier ikke er i Stand til at udvikle Frugtlegemer Aar efter Aar. I hvert Fald eftersøger man ofte forgæves i adskillige Aar en Svamp paa et tidligere Findested. Selv mægtige»hekseringe«synes at kunne forsvinde fuldstændig til det følgende Aars Blomstringstid. Muligvis svækker Fructificeringen i slige Fald Myceliet saa stærkt, at det gaar til Grunde (ligesom de 2 3aarige Urter dør efter Frugtmodningen) eller at kun enkelte Partier deraf lever videre og engang i Fremtiden bliver blomstringsdygtige (omtrent som naar Neottia dør bort efter Frugtmodningen, paa enkelte Rodspids-Skud nær). Den almindelige Champignon, der er en udpræget Ringdanner, behandles da ogsaa, hvor den er Genstand for Dyrkning, som enaarig. Med Hensyn til»blomstringen«frembyder for øvrigt Hatsvampene den iøjnefaldende Forskel, at medens nogle er udpræget»enblomstrede«, udvikler andre deres Frugtlegemer flokvis. Som Eksempler paa de enblomstrede kan nævnes Amanita pantherina, Amanitopsis sp., Lepiota clypeolaria, Collybia rancida, Mycena pelianthina. Entoloma prunuloides, Coprinus picaceus, Lactarius fuliginosus, flere RussuIa-Arter, Marasmius recubans, perforans og

19 alliaceus. Limacium penarium o. m. a. samt alle Boletus- Arterne. Af de flokvis udviklede har navnlig mange Stub- Svampe en tue- eller knippeformig Vækst, medens Jordsvampene hyppig vokser centrifugalt og danner» Hekse - ringe«. Hatsvampefloraen (med sine maaske henad 1000 Arter hertillands) omfatter et saa stort Felt og er, paa Grund af Arternes sporadiske og lunefulde Optræden, saa vanskelig at faa et nøjere Kendskab til, at selv adskillige Aars Undersøgelser kun kan fæstne Billedet af den med løselige Omridsstreger. Nogle saadanne har jeg her søgt at drage. Vanskelighederne mangedobles imidlertid derved, at der hersker betydelig Usikkerhed og Uoverensstemmelse i Artsbestemmelse og -Beskrivelse. Svampene lader sig jo sjældent opbevare; man kan ikke revidere sine Undersøgelser, og hvor den personlige Overleverings Traad glipper, brister ogsaa tidt Navnebrugen, saa de enkelte Forskere knap nok ved, om de taler om samme Art eller ej. Noget vilde der kunne bødes herpaa, om man fik et»kuldekabinet«, et Museum for Svampe, opbevaret i frossen Tilstand. Men nærmere ligger det at forsøge at lave paalidelige Billeder af alle Arterne. De sædvanlige Billedværker (af Fries, Cooke, Fl. Dan. o. s. v.) er dog til forholdsvis ringe Nytte, da Arternes karakteristiske Smaatræk her enten helt mangler eller overdrives til Ukendelighed. Men ved Hjælp af Pensel, Blyant og Naal kan et nogenlunde tilfredsstillende Resultat naas. (Saadanne Afbildninger af alle de i Foredraget nævnte Arter fremlagdes.) End væsenligere er dog naturligvis den omhyggelige Beskrivelse (hvor navnlig en korrekt Farveangivelse volder Vanskelighed). Og navnlig vil jo Anvendelsen af mikroskopiske Kendetegn efterhaanden kunne give større Sikkerhed. Allerede nu kan man ikke sjældent ved Mikroskopets Hjælp med Lethed adskille Arter, som ellers er uhyre vanskelige at kende Forskel paa. Eksempelvis kan anføres, at hvad der betegnes som Omphalia striæpilia Fr. i Virkeligheden

20 er to Arter, nemlig den af Karsten omtalte glatsporede og den af Quelets beskrevne med pigvortede Sporer (der begge forekommer her i Landet). Ligeledes kan adskillige Arter let kendes ved kun at have 2-sporede Basidier. Saadanne tvesporede Arter findes i adskillige Slægter (Mycena (mange Arter) Omphalia, Nolanea, Leptonia, Pholiota, Naucoria. Galera og Russuliopsis (Lactaria)). Og endelig frembyder ogsaa de saakaldte Cystider paa Lamellerne tidt iøjnefaldende Arts- Kendetegn. - En nøjere Udredning kan her dog naturligvis kun foretages af Slægts-Monograf er. Vort ellers i botanisk Henseende ret gennemsøgte Land frembyder, for hvem der har Taalmodighed nok til fortsatte Efterforskninger igennem en længere Aarrække, meget ukendt Land paa Svampefloraens Omraade.

Om Hedevegetationens Udbredelse paa Fyn. Af Svend Andersen. Hedevegetation og Fyn er for de fleste, selv for Fynboere, uforenelige Begreber. Fyn er kaldt Danmarks Have og besynges af Digterne i Overensstemmelse dermed, som Højdepunktet af Opdyrkethed, og i et saadant Landskab er der ringe Plads til Hedens vilde Flora. Man kan køre Fyn igennem paa adskillige Leder uden at se en Busk af Hedens Karakterplante, Lyngen, som endnu paa lange Strækninger følger og i vidtstrakte Flader ses fra Jyllands Veje og Jernbaner, især imod V. og N. Og dog rummer ogsaa det stærkt opdyrkede Fyn Pletter med Lyng og Hedens Følgeplanter, sine Steder i overraskende Antal og i relativ Mængde, men i saa Fald som oftest bortgemt i afsides Kroge udenfor Alfarvej, paa afsides Strandfælleder, paa sandige, magre Højdedrag, der endnu ikke er helt beplantet, i Bakkesider, hvor Ploven ikke kan gaa, eller i afløbsløse Mosers vaade Tilgroningsflader, i Tørvemoser i Sandegne, undertiden ogsaa i spinkle Rester langs Markskel og Veje i Egne, hvor Lokaliteter af lignende Natur tidligere fandtes, men nu er blevet omformet gennem Opdyrkning, Beplantning, Udgrøftning, Afvanding og lignende Indgreb fra Menneskets Side. Hede i økologisk Forstand, saaledes som denne er defineret af Warming, P. Graebner o. a., rummer Fyn vel ikke, eller saa godt som ikke. Forekomsterne af Hedeplanter paa Fyn er ikke udstrakte og sammenhængende nok til at betegnes som virkelig Hede, Vegetationen ogsaa for blandet

22 paa de fleste Lokaliteter til at kunne karakteriseres som ren Hede, selv om der lokalt findes Tilløb dertil, og adskillige Omraader op til Nutiden har bevaret et ret udtalt Hedepræg; Hedemoserne har for saa vidt været mere udprægede og forekommer endnu, selv om ogsaa disse gennem Afvanding og Tilvækst af Skov, gennem Tørvegravning og Opkultivering stadig indskrænkes eller omformes til Ukendelighed. Mange af Hedens Planter mister derved deres faa Tilholdssteder, og adskillige kæmper for Livet som Borgere i den fynske Flora. Der er saaledes al Grund til at give en Oversigt over de sjældnere Hedeplanters Udbredelse i Fyn, saaledes at man dog kan bevare for Eftertiden i det mindste en Optegnelse om, hvad der har været af Hedefloraens Repræsentanter i»danmarks Have«. Ud fra denne Betragtning vil der i nærværende Arbejde søges givet dels en mere geografisk betonet Oversigt over denne Vegetationstypes Udbredelse i det fynske Omraade, dels saa vidt muligt fuldstændige Lister over Findesteder for en Bække af de mest udprægede, sjældnere Hedeplanter i dette Omraade. Pladsen tillader ikke en lang Række Enkeltbeskrivelser af hedeprægede Lokaliteter; ejheller kan medtages i Plantelisten alle de Arter, der maaske med nogen Ret kan henføres til Hedevegetation, og som f. Eks. henføres hertil af P. Graebner i hans Arbejde om Nordtysklands Hede. Udvælgelsen af Plantearter er derfor i sin Begrænsning noget vilkaarlig, især for de Planters Vedkommende, der er mere knyttet til Sandjord end til egentlig Hede. Naar Fyn plantegeografisk skal behandles, bør man medtage ikke alene denne Ø selv, men den hele fynske Øgruppe, herunder navnlig Øerne S. for Fyn, begrænset af Ærø mod S, og Langeland mod Ø. Paa denne Maade faar man, om ikke en plantegeografisk skarpt afgrænset Enhed, saa dog et mere hensigtsmæssigt afrundet Omraade, der kan sidestilles med Jylland mod V. og den Sjælland-Lolland-Falsterske Øgruppe mod Ø. Ved Fyn vil da nedenfor forstaas den fynske Øgruppe.

23 I Forkortelser vil dog Hovedøen alene blive betegnet ved F Langeland ved L., Ærø ved Æ., Taasinge ved Ts., medens de mindre Øer vil blive benævnt helt ud; den sydfynske Øgaard under eet, altsaa indbefattende de nævnte større Øer S. for Fyn, betegnes sf. Øg. Omraadet omfatter den topografisk-botaniske Undersøgelse af Danmarks Distrikter 28 34. Disse Distrikters Omraade er i store Træk følgende: Distr. 28 Vestfyn, 29 Nord (og Midt-)-Fyn, 30 NØ.-Fyn, 31 Østfyn, 32 Sydfyn og Smaaøerne, 33 Ærø og 34 Langeland. Den fynske Øgruppes samlede Areal er ca. 3477 km 2 Hedefloraens Lokaliteter. De Lokaliteter, paa hvilke Hedeplanter i større Antal optræder og danner Samfund (Sociationer), kan inddeles i følgende Grupper: a) alluviale Strandheder. b) diluviale Sandbakker. c) Hedemoser. d) Tørvemoser med indblandet Hedevegation. De alluviale Strandheder er temmelig faa og træffes mest mod N. og Ø. Hvor Niveauet er særlig lavt, erstattes Heden af en lav Strandmose paa Sandbund. Lokaliteter af denne Art er følgende: Lidt V. for Baaring Skov findes ved Baaring Vig Rester af lidt Strandhede, nu næsten helt opkultiveret. Fogense Mose V. for Bogense har stedvis Hedepræg; Mosen er ved et lavt Dige skilt fra Kysten. Egebjerggaard (tidligere Einsiedelsborg) Storskovmose har tidligere haft udpræget Hedekarakter, men denne Mose er for nogle faa Aar siden blevet opfræset og helt underlagt Kultur. Ved Odense Fjords Munding møder vi Fyns mest udprægede Hede paa den lange, lave Halvø Hals ved Hofmansgave, en locus classicus

24 for Angivelse af Hedeplanter fra Fyn, bestaaende af et udyrket Omraade paa over 100 Tdr. Land, der for en væsentlig Del er hedepræget. Halvøen Hindsholm har ved Korshavn, Øksnebjerg og S. f. Bjørnsgaard svage Tilløb til Hedepletter i Strandfælleder og i Lavninger nær Stranden, dog med et ringe Antal af Hedevegetationens Arter. Langt rigere i saa Henseende er Halvøen Østerø ved Nyborg, hvor der N. og V. for Slipshavn Skov er udviklet en Hedeflade med lav Lyngvækst, hvori et ret anseligt Antal Hedeplanter er indblandet. I de øvrige Dele af Fyn findes denne Hedetype ikke, selv om enkelte Strandfælleder, hvor Lyngen selv er underordnet eller helt mangler, kan nærme sig Typen, saaledes Terrænet Ø. for Falsled og Fedet ved Brydegaard. Paa Langeland træffes svagt Hedepræg paa Nordspidsen ved Hov og paa Østsiden S. f. Spodsbjerg, og paa Ærø findes Øens eneste lyngbevoksede Plet paa Alluviet S. f. Søby. Rullestenssandet, der danner de diluviale Sandbakker, har sin største Udstrækning i V. og S. Fyn, hvor det som Overfladelag danner eller præger Fyns største Bakkedrag,»de fynske Alper«, der strækker sig fra Egnen SØ. for Middelfart til Egnen N. for Svendborg. Men ogsaa udenfor dette Hovedomraade træffes Rullestenssandet, dels i Udløbere af Bakkedraget selv, dels i mere isolerede, øagtige Forekomster af Bakker gennem V. og N. Fyn, dels som et svagere, sandet Overtræk over Rullestensleret i Fyns øvrige Egne. Overalt hvor Sandet danner Overflade, og Pletter har faaet Lov at'ligge udyrket hen, viser Hede- og dens Kulturvariant Sandjordsvegetationen sine Sociationer i mere eller mindre udpræget Form. Undertiden sker dette ogsaa paa beslægtet Bund, som paa sandige Slemmeflader fra Istiden eller paa fluvioglaciale Grusaflejringer i Aadale, paa Aase o. l. Sjældnere kan ogsaa høje, stejle Strandskrænter være delvis lyngbevoksede, saaledes den til Eem-Aflejringerne hørende Ristinge Klint paa Langeland, Korshavns Ø. Skrænt paa Avernakø, hvorimod den høje, sandige Sønderby Klint ved