40. Kraftværket. Solar, Arc 1: Kampen om Jorden



Relaterede dokumenter
Sebastian og Skytsånden

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede.

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet.

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe.

er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

THE MAKEOVER 10.F, Engstrandskolen 3. gennemskrivning, november 2009

Hør mig! Et manus af. 8.a, Henriette Hørlücks Skole. (7. Udkast)

De 12 ord den fra hvis man ved sagde hver der lige

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Wallflower. By station next. manus kortfilm. Vigga Nymann 2015

Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Bjarke Schjødt Larsen SKJ LD DE UDØDELIGE. Illustreret af Kristian Eskild Jensen

Julemandens arv. Kapitel 14

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

2. Det første anfald _kom_stærk_ud_af_din_angst.indd :18:45

CUT. Julie Jegstrup & Tobias Dahl Nielsen

Drenge søges - 13 år eller ældre - til videoproduktion. God betaling. Send vellignende foto til

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/ Gennemskrivning

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

Julemandens arv. Kapitel 19. De fortsatte ind gennem en sluse hvor Professor Swindon var nødsaget til at bruge sit adgangskort.

Du er død! Du er død!

Side 3.. Håret. historien om Samson.

I det samme løfter en pige hovedet og stirrer vildt ud i luften. Døren åbens og Julie går ind, døren lukker efter hende. JULIE

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Lykkekagen. By Station Next Roden. Author: Rikke Jessen Gammelgaard

MIE. MIE bor hos en plejefamilie, fordi hendes mor. drikker. Mie har aldrig kendt sin far, men drømmer

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 3.s.e.påske 2015, konfirmation..docx

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Thomas Ernst - Skuespiller

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt

Alt forandres LÆSEPRØVE

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns)

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

5. december Det sner og vi bliver fotograferet

Vaniljegud af Nikolaj Højberg

Solen skinner på det store flotte slot. Vinden blæser i bladende.

Sejr interesserede sig ikke for flyvemaskiner. Hvorfor skulle man det? Hans storebror interesserede sig heller ikke for fly. Under en stak papirer lå

1 EXT. - LEJLIGHED TAG - DAG 1. Albert (11) leger på taget med sin ven Theodor (11) ALBERT

studie Kristi genkomst

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Om mol 15. udkast. Ida Åkerstrøm Knudsen

Nanna og hendes mor er lige kommet hjem. Nannas mor lægger sin jakke og nøgler på bordet. Nanna stirre lidt ned i gulvet.

Julemandens arv. Kapital 13

JONAS (10) sidder ved sit skrivebord og tegner monstre og uhyrer. Regitze (16) kommer ind på værelset og river tegningen væk.

Her ligger jeg så og filosoferer over hvor heldig jeg egentlig var - det kunne være gået grueligt galt! Vi går i fare hvor vi går.

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 1.MAJ 2011 AASTRUP KIRKE KL Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

Frederikke, Sezer og Jasmin 29. april Knuser dit hjerte SIGNE. Jeg har tænkt på at spørge Magnus, om han kan være sammen efter skole.

TOBIAS For helvede da! Pludselig får TOBIAS øjenkontakt med SANKT PETER. SANKT PETER smiler, ser inviterende ud. TOBIAS går over til ham.

Rovfisken. Jack Jönsson. Galskaben er som tyngdekraften. Det eneste der kræves. Er et lille skub. - Jokeren i filmen: The Dark Knight.

Tyven. Annika Ta dig nu sammen, vi har jo snart fri. Bo kigger på armen for at se hvad klokken er, han glemmer igen at han ikke har noget ur.

Nicole Boyle Rødtnes MONSTER. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh..

1 INT. INDLEDNING LÆGEKONTOR DAG OLIVER(30) sidder ved et bord. Overfor sidder LÆGE 1 (40) i en stol, mens LÆGE 2 (40) står ved siden af.

Den lille dreng og den kloge minister.

Bilag B Redegørelse for vores performance

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Og ude på den gamle træbænk, hvor de sammen plejede at nyde de svale aftener, havde Noa sagt det, som det var: Han har tænkt sig at slå dem alle

Eksempler på historier:

Min haves muld. Hun fortæller mig at jeg har en smuk have i mig i min krop at jeg ER en smuk have

Et afgørende valg året 2007

Forestil dig, at du kommer hjem fra en lang weekend i byen i ubeskriveligt dårligt humør. Din krop er i oprør efter to dage på ecstasy, kokain og

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

DUEL Final Draft. Af Saida Edberg Loveless. Baseret på idé af toppen. 5. Oktober 2007

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

KATRINES DAGE EN HISTORIE OM ET BOSTED KAPITEL 1 & 2

skulle lige tjekke, at alting var, som det skulle være, og hvad fandt jeg? Han holdt en dramatisk pause uden at regne med svar og var lige ved at gå

Han afbrød sig selv og skubbede en gren med en masse blade til side, så han bedre kunne se spøgelsets ansigt. Jamen, er det ikke?

The Killing (FINAL) Nordre Skole 9C

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Mathias sætter sig på bænken ved siden af Jonas. MATHIAS: Årh, der kommer Taber-Pernille. Hun er så fucking klam.

Tre spøgelsesagtige skikkelser

Omvendt husker jeg fra gamle dage, da der fandtes breve. Jeg boede i de varme lande, telefonen var for dyr. Så jeg skrev

HAN Du er så smuk. HUN Du er fuld. HAN Du er så pisselækker. Jeg har savnet dig. HUN Har du haft en god aften?

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om.

Når vi bevæger os ud på rejsen mod vores mål, støder vi på frygt barrieren.

»Ja. Heldigvis.«De to drenge går videre. De lader som om, de ikke ser Sally.»Hej drenge!«råber hun. Bølle-Bob og Lasse stopper op og kigger over på

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

BOY. Olivia Karoline Fløe Lyng & Lucas Helth Postma. 9. marts

Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen

Min far omfavner mig. Vi klarede den, Bobby, vi klarede den. Jeg vrister mig fri af hans tag, og vi bevæger os langsomt ind mod den amerikanske bred.

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?)

PROLOG. Gare Saint-Charles, Marseilles hovedbanegård: Toget kører ikke længere

Transkript:

40. Kraftværket Obsidian Blue Wave vil fra nu af og i al fremtid sørger for sikker, ren energi til hele Europa. Det vil være et monument der består, alle fremtidige generationer vil kunne se på det og føle stolthed. Åbningstalen for Obsidian Blue Wave, ca. år 3000 e.kr., Encyclopedia Solaris Den korte, kontrollerede sprængning, sendte et ekko igennem tunnellen, som ikke var specifikt konstrueret, men naturligt opstået, fordi der var blevet bygget mere og mere tæt, med gangbroer og lignende, som så var blevet mere indelukket af bygningernes kollaps. Eksplosionen sendte en svag sky af betonstøv ud imod dem, mens lyden af betonstykker og stålbjælker, som trimlede ned på den anden side, fulgte kort efter. Blondie og de andre rykkede hen imod hullet i bjerget af beton, og kunne uden større besvære træde igennem det og ud på den anden side. Blondie kunne i det mærkværdige halvmørke, der eksisterede, resultatet af at nogle lyssystemer åbenbart stadigvæk fungerede i visse af de dunkle sprækker, hvem end der så holdt det ved live, se deres mål. Skrænten af beton og stål ledte ned til en gigantisk plads af stålplader, som visse steder så noget ramponerede og rustne ud, men som alt i alt var i god stand. Et tidligere opsat elektrisk hegn og hvad der lignede en mur, var ligeledes kollapset og gjorde derfor, at man kunne gå direkte hen til Obsidian Blue Wave værket. Det lignede nærmest et gigantisk rumskib, der var styrtet ned og havde kollapset dele af denne underjordiske verden omkring sig. Hovedbygningen var formet i bløde, runde former, nærmest en samling af ellipser, hvorfra et par observationsbobler stak ud, bygningen skrånede voldsomt og var tilsyneladende sunket delvist igennem stålgulvet, således at et par af dens etager var på det næste niveau af Neo Cronex. Noget der mindede om spiret på en anden bygning stak op igennem stålpladsen, og så ud til at holde kraftværket fra at synke yderligere, på den anden side havde en bygning ovenfra allerede lidt en sådan skæbne, det meste af metalkonstruktionen liggende med sin dødvægt henover Obsidian Blue Wave. Fra de runder former på bygningen stak i alt fire korridorer af metal og glas ud, i hvert fald hundrede af meter i længden, og smeltede hver for sig sammen med en kantet, tårnlignende bygning, hvorfra et utal af rør og kabler var tilsluttet, hver eneste af disse forsvindende i skyggerne i enten loftet, gulvet eller ude langs siderne af pladsen. Fra nogle af skyggerne pulsede og hissede en røglignende substans ud, kun synligt i de områder, hvor lyset trængte igennem, formentlig vanddamp, men hernede kunne der naturligvis være tale om andre farlige gasser. En underlig klorin lugt hang faktisk tungt i området her, noget der måtte være forholdsvis inddæmmet, fordi der ikke havde været spor af det på den anden side af betonvæggen, dunsten fik det hele til at fremstå underligt sterilt midt i kaoset. På grund af værkets hældende placering blev det ene af tårnene på sin vis løftet i vejret, låst fast af andre metalbjælker og rørledninger, mens et af de andre var ved at bryde igennem gulvet. Blondie gik ud fra, at disse var selve reaktortårnene, mens kontrollen og det sofistikerede materiel befandt sig i hovedbygningen. Bygningerne havde alle haft en eller anden afskygning af blå farve, malet i åbenlyse variationer af blå nuancer, men hvor malingen efterhånden var skallet godt af, og fik bygningerne til at fremstå med et sært, faretruende mønster, deres hårdt prøvede metalliske grundkonstruktion synligt indenunder, som en mosaik af rustbrunt og stålgråt. 1

Er det det? spurgte Raven Blondie gik ud fra, at knægten allerede kendte svaret. Han havde trods alt ledt dem så langt, ved hvert eneste tvivlsspørgsmål, og havde også udpeget tunnellen der havde ført dem til skrænten af beton, de netop havde sprængt. Det er det, sagde Blondie næsten fraværende og kiggede på en af ingeniørerne. Kan du vurderer, hvor funktionelt det er? Umuligt herfra, sagde manden, der konstant forsøgte at skubbe sit letvægtspanser bedre på plads, som om det var for stort nogle steder. Men jeg kan se på min scanner, at der er rigeligt med elektriske kredsløb tilkoblet, og det lader også til, at der er vand i de fleste af de ledninger, hvor det burde være. Så jeg er optimistisk. Blondie nikkede. Lad os håbe det er, som Goas kilde afslørede, vi har travlt. Der er selvfølgelig kun én måde at finde ud af det på. Han så sig omkring. Der havde formentlig været fire massivt pansrede vagttårne omkring selve kraftværket i gamle dage, bedømt ud fra, hvordan sikkerhedsmuren var gået, men to af dem var fuldstændigt usynlige nu, mens et tredje var kollapset så meget, at det i princippet kun var bunden af det, der var tilbage. Ret foran dem, kun 50-60 meter væk var det sidste tårn, som godt nok hældte meget ud til den ene side, og som var indsvøbt i sorte kabler, om hvis funktion Blondie ingen anelse havde. Jeg vil have én af jer derop, for at have kontrol med området, sagde han og pegede på den ene af specialisterne fra Den Imperielle Front. Vi har brug for i hvert fald en til derover, han pegede helt modsat tårnet, ved den væg af bygninger, der lå længst væk, for at have et overlappende udsyn og for at I kan dække hinanden. Den sidste placering? Eller skal jeg bare selv lede efter et godt sted? spurgte den sidste af de tre, hans speciallavede riffel, med det tredobbelte kikkertsigte var spændt fast på ryggen, mens både sensorforvrængere og overvågningsudstyr hang fra bælter, der gik over brystkassen, eller var spændt fast til hans ben ved lårene. Blondie smilede, kiggede rundt igen, og bøjede så sit hoved bagover og kiggede op på det underjordiske loft. Hvad med det helt store forkromede overblik deroppe? Manden fulgte, hvor han kiggede hen, hans øjne synlige bag den sorte maske, han ellers bar, fordi visiret var skubbet op i panden, og Blondie fornemmede en vis tøven, men han sagde ikke andet end en bekræftelse på ordren. Resten af os indtager Obsidian Blue Wave, sagde Blondie og vinkede resten af gruppen frem. Hans blik faldt tilfældigt på Raven, som stod og kiggede sig over skulderen, uden at der lod til at være noget bestemt i den retning. Har du set noget? spurgte Blondie pludselig interesseret, og sikrede sig lynhurtigt et solidt greb om sin uzi. Knægten havde trods alt fundet dem fra Den Imperielle Front, da de først mødtes. Hvis der var noget galt, hvis SOL allerede var i området? Nej. Ikke noget, det føltes bare underligt et øjeblik. Underligt, hvordan? Som en kortvarig kuldegysning. Den kom derovre fra Blondie rynkede på panden. Hvordan skal det forstås? Raven trak på skuldrene. Jeg ved det ikke. Den er væk nu mere eller mindre. Blondie trak en elektronisk forstærket kikkert op og undersøgte i den retning, Raven havde kigget i flere minutter, men der var absolut intet, der sprang i øjnene. Ingenting han ville kalde mistænkeligt. Bare rod og forfald. Hold øjnene åben, endte han med at sige. Vi fortsætter med planen. *** 2

Ud over en lavfrekvent, udefinerbar summen, var lyden af piblende vand, der lækkede ud af et rør et dusin meter oppe, og strømmede trommende ned på halvrustne, metalliske plader og metalplastiske sammenføjninger, det eneste, der omkransede dem. Den evige skygge hernede efterlod alting i en konstant afkølet zone, som blev modvejet af strålevarmen fra elektriske og mekaniske installationer, mange af dem sikker århundreder gamle, men som ikke helt slog til. Det var, som om en kold, klam hånd konstant lå på ens skulder, man ventede bare på kuldegysningen, der alligevel aldrig helt kom. Endnu en blindgyde!? Der er en sprække imellem bygningerne der, man kunne måske klemme sig igennem og ned på næste level? Som er placeret hvor på kortet? Det er en anelse uklart Niko Milar kiggede frustreret væk fra enden på gangbroen, som skulle have ledt dem direkte hen til en adgangssøjle, i princippet en, lang, høj bygning, der gik igennem et utal af levels, og som havde både elevatorer og trapper til at give en adgang. I stedet var gangbroen stødt lige op til hvad der lignede to hurtigt sammensatte strukturer, noget kollapset tag og et delvist, halvfærdigt nedrivningsprojekt. Deres kortlæser, som uden tvivl gjorde sit job efter bedste evne, havde selvfølgelig en pointe i den lille sprække, men udover at det ville tage tid, fordi de trods alt bar på noget udstyr, så var uvisheden om, hvor de havnede, et meget stort problem for Niko. De kunne risikere at gøre sig selv en bjørnetjeneste. Tanker, Jester? Ikke andet end hvad jeg har nævnt før. Det bekymrer mig i den grad, at ingen af beboerne her har set nogle spor eller ved noget om Goas hold. Det er et ret stort sted. Alligevel, de bærer rundt med denne kasse af brændselsstave, ligesom jeg er sikker på, at de må have et team af en vis størrelse. Sikkerhed, ingeniører og mekanikere. Nogle burde have set noget. Niko kiggede sig igen omkring, som for at se, om et magisk hul pludselig var opstået, og som kunne lede dem videre på en klar og præcis rute; men der var naturligvis ingenting. Den rigtige rute kan betyde alt Men de har trods alt ikke adgang til flere oplysninger, end vi har, tværtimod. Vores ekstra kort over stedet her, har gjort vores nedstigning ekstrem hurtig og direkte. Nu er det imidlertid en labyrint, hvor folk og andre fæ findes i hver eneste skygge og sprække. Har de virkelig fundet den magiske rute rundt om alt det her? Niko fleksede sin hånd, det virkede rigtig nok usandsynligt. Resten af deres hold bestod, ud over kortlæseren, af yderligere ni soldater, med stor erfaring eller kendskab til denne type kampsituationer. Fire af dem havde tidligere været en del af Special War Assault Team, SWAT, men havde af den ene eller anden grund forladt det, eller søgt mere rolige udfordringer, med knapt så ringe overlevelsesodds. Skæbnens ironi, at de nu er på vej imod et eksploderende atomkraftværk. Tænkte Niko, men beundrede deres mod. Nogle af dem kunne med lethed have sagt nej og haft æren i behold. Noget kunne tyde på, at det her blev en sidste mission, for frustrationerne var begyndt at sidde løst på tøjet. Det var ikke første gang, at de tordnede imod en ufremkommelig vej, til trods for at de sammenlagte kort indikerede andet, men jo dybere de kom, jo længere tid tog det at finde den rigtige vej efterfølgende. Kan de på en eller anden måde have vidst noget, som vi ikke gjorde? spurgte Niko så, igen henvendt til Jester. Der er ikke noget, der tyder på det. Arthur Solomon har ikke været andre steder. 3

Andre spioner? Som skulle have adgang til flere ting end Solomon, der var midt i det hele? Niko havde et mere iltert temperament end Jester, men trods alt altid en professionel ro som EI agent, her var han ved at smide den, kunne han mærke. For så meget afhang af deres lille hold. Lige nu ønskede han, at de havde sendt flere militærregimenter herned, bare pløjet igennem det hele, men en sådan metodisk og til tider langsommelig færd, kunne koste på så mange andre punkter. De har fat i noget, som I ikke har? lød det så med alvorlig, og alligevel kæk, attitude. Jesters bevægelse var så hurtig, at selv Niko følte en forbløffelse, og han havde trods alt arbejdet sammen med manden i flere år, men ikke så snart var stemmen begyndt at tale, før Loor stod med sin pistol rettet imod personen. Niko havde imidlertid formået at afbryde sin krops rutinemæssige, refleksreaktion, idet han registrerede ejermanden. Han vinkede afværgende til de andre soldater, som havde dannet en defensiv perimeter, med ekstra støtte til Jester, deres automatiske projektilrifler pegende i samme retning. Rusty? Tror du ikke, at Hawkins vil savne jer? Helt sikkert, drengen trådte frem fra skyggerne, hænderne i lommerne på en sort overtrækstrøje, hans hår fremstod mørkt og uden egentlig farve, den normale rustbrune nuance kun akkurat synlig hvor en lysstribe gled over hans ansigt. Hun kan jo bare komme og hente os. Jester sænkede pistolen og som forventet materialiserede Tesla sig nu også, et par skridt bagved sin tvilling. Hun så mere beslutsom ud end nogensinde, Niko havde aldrig set de blå øjne og det kønne ansigt sådan. Det var målrettet og stålsat, langt mere, end da de havde braget ind ved Vejrkontrolstationen for at redde situationen. De har nok ikke vidst, at vi var væk de første par timer, men Hawkins og LeeRoy burde have en ide nu, sagde hun. Jeg gætter på, at I tog chancen af en grund? sagde Niko. I nævnte lige noget, der indikerede, at I ved noget om Alliancens manøvre her? Rusty vippede lidt fra side til side med hovedet. Vi ved ikke mere om deres plan end jer, men vi ved, hvorfor de er kommet så let derned. Hvorfor ingen har set dem. De har en person med, fulgte Tesla op, som kender alt til disse områder, og som er født med specielle evner. Hans navn er Raven, vi har mødt ham før. Jester fangede Nikos øjne og sendte ham et spørgende blik, Niko rystede bare svagt på hovedet, indikerende, at han ikke havde hørt om den omtalte person. Jester kiggede i stedet tilbage på de to mutanter fra Projekt N. Specielle evner? Kan I gøre som ham, kan I få os derned Lokummet er nemlig for alvor begyndt at brænde, sagde Niko. Rusty flækkede kortvarigt i et grin, men det så ud til at dø helt af sig selv, som om han kom i tanke om, hvad der foregik, og det knuste alting hos ham. Vi skal nok guide jer, men vi er her ikke for at gå efter kraftværket. Nikos hjerte sprang et slag over, og han så, at også Jesters ansigt, der ellers kunne være det mest passive i verden, fortrak sig en anelse. Hva fanden mener i? spurgte Niko. Hvis Obsidian sprænger, så dør millioner! I vil selv dø, superkræfter eller ej. Ro på, Rusty holdt en berolige hånd op. Vi har ingen interesse i, at det sprænger, men det bliver jer der forhindrer det. Vores mål er Raven. deres guide? spurgte Jester forvirret. Tesla nikkede. Han har specielle evner, ligesom os. Han er på den forkerte side, og det kan ikke fortsætte. Vi er nødt til at redde ham. 4

Ligesom jer? sagde Niko og mærkede nu sin mund blive tør. De har noget, der er tilsvarende en psychic assault recon commando med sig hernede? Ikke nøjagtigt, men han skal næppe undervurderes på nuværende tidspunkt. Problemet er, hvis han forbliver i deres varetægt. Fortæl mig, Niko Milar, Tesla tog et par skridt hen imod ham, hvordan ville du have det, hvis jeg pludselig var din fjende? Er du da det? spurgte han og kneb øjnene sammen, helt i refleks spændte han sine muskler, trådte et skridt tilbage og mærkede sin bevidsthed tage omgivelserne ind, med henblik på hvordan det kunne udvikle sig. En evig mistroisk agent? Jeg er naturligvis på din side, men hvis vi ikke får fat i Raven, kunne du stå overfor en sådan situation. Tvunget til at kæmpe mod folk som jer, sagde Niko langsomt og åndede ud, og rejste sig fuldt op i en mere afslappet stilling. Ikke godt. Du ville dø, sagde Rusty hårdt. Han var stille et øjeblik, noterede Jester halvanden meter fra Niko og skævede til ham. Også dig. Hyggeligt, kom det tvært. Niko slog ud med armene. Det lyder som en alliance? I hjælper os til kraftværket, hvor Raven også er. Vi stopper eksplosionen og tager samtidig den hersens gut med os under armen tilbage. Du får det til at lyde let, sagde Rusty mistroisk. Hvis bare vi kan komme derned tidsnok, så skal det her hold nok rive sig direkte igennem fjenden. Det har du mit ord på. Det ville være klog ikke at undervurdere en mand, som har sat Rusty skakmat, brummede Jester, mens han var begyndt at dirigere soldaterne til at fortsætte færden. Er ham der Blondie her? lød det med en let, hul stemme fra Rusty selv. Var det en snært af frygt? Blot respekt? Eller simpelthen udsigten til at få revanche? Intet er bekræftet, men hvad tror du selv? Goas vigtigste mand. Rusty så ud på Tesla, næsten spørgende, på sin vis bedende, men hun gav ham et endnu hårdere blik, end det hun tidligere havde vist Niko, hendes øjne så ud til at bore sig ind i og tværs igennem sin tvilling. Rusty drejede hurtigt hovedet tilbage til Niko og Jester. I har min tilladelse til at skyde ham gerne flere gange. *** Udput er 80%, vi mangler fortsat et par køleledninger, før vi kan øge intensiteten. De første to brændselsstave er placeret og sikret, tårn 3 er i princippet klar, men de sidste detaljer gennemgås fortsat. Robot Beta aktiveret, vi begynder manøvren til at placere brændselsstave i tårn 2. Informationerne væltede ud over kontrolcenteret, hvor Blondie stod et par skridt fra ingeniørerne, der var dybt involveret i værkets terminaler, mens Raven havde sat sig på en stol ude i det ene hjørne. Knægten så noget mere bleg ud end tidligere, hvis det var muligt, og Blondie havde en snigende fornemmelse af, at det var først var nu, alvoren helt gik op for ham. Men knægten så også ud til at have en stålsat vilje om at komme igennem det her, hen over det bjerg af en udfordring, det var, og Blondie kendte alt til, at når først det skridt var taget så blev alting lettere. Det havde imidlertid ikke været helt let at få gang i kraftværket, selvom mange el- og vandforsyninger stadigvæk var tilkoblet, var en del af dem lukket ned og en hel del andre ødelagt. De energiceller, de havde medbragt, kom nu til god brug, det var absolut ikke energieffektivt at benytte dem til at holde gang i diverse komponenter, men nu var formålet jo heller ikke at holde værket kørende i lang tid, men derimod blot at holde det kørende lige præcis lang tid nok. 5

Terminalerne i sig selv var også en større udfordring, at selve interfacet, man benyttede, var en smule anderledes, var ikke det store problem, det var ikke, som om at der var lavet helt om på det. Det var imidlertid selve programmerne og styresystemerne, som fungerede efter andre principper, og som var langsommere og i visse situationer meget lidt intuitive, og ingeniørerne havde bandet højlydt flere gange. Da de i sidste ende fik sat deres miniterminaler rigtigt til, sådan at de kunne snakke med Obsidian værkets store, men langsommere, ditto, så gjorde det konverteringsprogam, som var installeret, det let, at få omkonfigureret værket til det, de ønskede. Så vidt Blondie forstod, så var der jo åbenbart ikke tale om bare at starte det, og så sprænge det, der var procedurer, de skulle igennem for at få det radioaktive materiale op i den kaliber, de skulle bruge, og så herfra omdanne hvert eneste tårn til en gigantisk, forstærket bombe. Alle problemer til trods, så skred det hurtigt frem. Blondie kunne på skærmene se mekanikerne og de medbragte letvægtsrobotter arbejde hårdt for at klargøre tårnene, i et virvar af materiale der nogen steder vitterligt bare var rod og forfald, og andre steder var vigtige komponenter, som nu skulle samles og kobles til igen. Blondie havde også selv noget, han skulle klargøre, for når det her nåede det kritiske punkt, så skulle han ud igen, han havde ingen intentioner om at dø som martyr. Det kunne tosserne fra Enilias Vej belejligt gøre, hvis de havde lyst, men Blondie søgte at skabe mere kaos, at få vist verden sin styrke og vrede. Det var egentlig morsomt, at midt i en operation som denne, var der netop ingen af de selvopofrende folk fra Alliancens religiøse medsammensvorne. Blondie havde ingen planer om at dø her, ligesom Goa tydeligvis heller ikke havde. Nu var det skaldede geni ganske vist kendt for at kunne hive folk rundt ved næsen, og stikke dem i ryggen, når det passede ham bedst, men Blondie havde set, hvad Goa havde brug for. Folk tæt på ham, som han kunne stole på, som ville hjælpe ham det sidste, seje stykke imod toppen af denne uhellige Alliance. Et stærkt pansret, kraftigt bevæbnet fartøj stod klar til at blæse sig vej ned igennem disse levels, simpelthen ryddende en korridor, indtil det kunne lande. Der var et passende område få kilometer fra Kraftværket, det var selvfølgelig svært at beregne, hvor lang tid det tog at krydse den distance, men med Ravens hjælp og sine kort, så skulle det trods alt være muligt. Fartøjets nedstigning ville være alt andet end udramatisk, det ville alarmere samtlige instanser af SOL, ligesom dusinvis, måske ligefrem hundredvis, af beboerne hernede ville dø. Men på det tidspunkt skulle SOL gerne være koncentreret om andre ting, og Obsidian Blue Wave værkets detonation ville formentlig gøre forfølgelsen af Blondie til en noget lavere prioritet, hvilket også var grunden til, at de ikke kunne benytte den taktik til at nå til kraftværket. Det skulle være klar til at gå til kritisk tilstand, når de begyndte deres flugt, ikke før. De havde allerede været her nogle timer for at nå til dette punkt, hvor to af tårnene så ud til at være omformet til deres bombelignende konfigurering. Ud af øjenkrogen fornemmede han et skift hos Raven. Blondie forbandt instinktivt det blik, han så hos drengen, med det blik, han havde set hos ham, kort før de trådte ind i kraftværket, stirrende blankt ud i distancen. Denne gang var der dog et mere klart fokus, drengens øjenbryn var mere rynkede, og hans øjne mere søgende, som om han vidste, der burde være noget, han kunne se. Imidlertid stirrede han primært op i loftet på kontrolcentret. Blondie! Sechav her, jeg kan ikke se de to andre, de er forduftet. Ingen spor af dem. Vagtposten, den af dem, som Blondie havde kommanderet til at gemme sig i det enorme, metalliske loft, der adskilte det niveau, hvor kraftværket befandt sig på, fra det næste, gav kun én indikation med sit toneleje. Fjender! brølede Blondie ned i sin kommunikator, låst på frekvensen for hele deres gruppe. Alle gør klar til kamp. Han trådte hurtigt hen til ingeniørerne, men kastede på vejen et blik over på Raven, som nu sad og så ud til at hviske noget for sig selv. Drengens to livvagter, eller hvordan man nu ellers ville 6

beskrive de to soldater, der havde fulgt ham herned, var øjeblikkeligt ved hans side, og Blondie antog, at de næppe ville fjerne sig og dermed lystre hans kommando. Få så mange kameraer og sensorer til at virke, som I kan, giv os meldinger om fjendens position. Lås og bloker de indgange og korridorer, hvor det er muligt, og fortsæt ellers arbejdet med tårnene. Vi skal havde udført den her mission. Ingeniørerne så ikke specielt trygge ud ved hans ordrer, men han kunne også godt se i deres øjne, at de vidste, hvad konsekvensen var, hvis de nægtede. Mekanikerne i tårnene meldte tilbage med henblik på, om de skulle fortsætte arbejdet eller slutte sig til forsvaret. Til Blondies tilfredshed meldte den ansvarlige ingeniør, at de blot skulle koncentrere sig om at følge skemaerne og få gjort udstyret fuldt operationelt. Godt, han skiftede til Sechavs frekvens. Nogen indikation om, hvor fjenden er og deres antal? Jeg har set en i nordvestlig retning, han er i dække bag nogle rør. Muligvis også kontakter helt mod vest. Jeg har ingen på kornet lige nu. Antal fortsat ukendt. Jeg Selv med lyddæmperen på var suset fra Sechavs snigskytte riffel tydelig for Blondie, dens meget karakteristiske brøl, var det eneste, der kom over forbindelsen i de næste to sekunder. Nærmest samtidig rejste Raven sig, hans blik nu stift rettet imod loftet, hvilket uden tvivl forvirrede de to bodyguards, som i stedet så sig om i kontrolcentret efter mulige fjender. Går han på loftet? lød en hvisken over kommunikatoren, før et hårdt smæld afbrød forbindelsen helt. Så de kommer altså også ovenfra? sagde Blondie og fleksede sin arm med uzi en tæt knyttet i hånden. Det var en konstatering, spurgt ud i luften, men Blondie så, at Raven nikkede som svar. I to bliver her og passer på knægten, det ser jo ud til, at det er det, I helst vil. Gør mig den tjeneste og pas på mine ingeniører også. Vi har trods alt en fælles interesse. Hvad gør du så? spurgte den ledende ingeniør, hans ene hånd dirrende en anelse, og da han stoppede med at tale, begyndte han at gnide tænderne imod hinanden. Jeg skal på jagt! *** Det var den sidste, meldte Rusty tilbage. Han havde gemt sig godt, helt heroppe. Niko så ud over området, der ledte op til kraftværket, og som nu burde være befriet for snigskytter, der var ikke tegn på yderligere fælder, så som miner eller skjulte, automatiske projektilkanoner. Han kiggede over på Jester, der blot gav et nik. Hold Alfa, ryk frem. Beta, hvad er status? spurgte Niko så. Længere fremme, ved den nordvestlige korridor ned imod kraftværket, rykkede tre skygger frem, mens den fjerde, skjult for Nikos synsfelt, utvivlsomt ventede længere tilbage for at dække dem. Dette var Alfa som tog den mere direkte vej. Hold Betas anfører, stemmen lettere forvrænget på grund af alt det metal og kabelværk, der var imellem dem, idet de teknisk set kunne anses for at være under joden, kom herefter til live i deres øresnegl. Vi er ved at skære os den sidste vej igennem. De har tilsyneladende netop afsat energi til at starte de gamle sikkerhedssystemer op. Et problem? Negativ. Halvdelen virker ikke, og resten er håbløst gamle, det er højest et par sekunder, de kan forsinke os. Godt. Jester indikerede, at de selv skulle begynde deres egen rute, en vej, der ville tage dem et godt stykke op, og som ville tillade dem at bruge en række gamle gasledninger, hvor gassen gudskelov 7

ikke længere løb, til at kunne lande på et fremspring cirka midt på Obsidian hovedbygningen. Vejen derover var imidlertid noget risikabel. Kontakt! brølede en eller anden over linjen, og næsten samtidig gjaldede lyden af projektilvåben ud over den rungende sal, som Obsidian kraftværket i princippet befandt sig i. Niko så gnister og små metalstumper flyve om ørerne på de tre skygger fra Alfa, men ingen af dem blev ramt, flammer glitrede fra en stribe vinduer på fjerde sal i hovedbygningen. Niko vurderede det til kun at være en enkelt mand, der skød, men der var muligvis flere med ham. Alfas dække svarede hurtigt, den usynlige mand afslørede sin position, idet hans tunge, tre-fod monterede riffel gav svar på tiltale. Lyden var tungere og hårdere en fjendens, og sendte øjeblikkeligt den anden mand i dækning. Pansret glas blev punkteret og mere dekorative panoramaruder smadrede, sendende en reflekterende regn af glitter ned igennem halvmørket. Ny mundingsild spejlede sig i disse fraktioner, idet fjenden åbnede ild fra en ny position, og tvang Alfas mand tilbage bag sin beskyttende barriere, men nu var resten af holdet i sikkerhed og kunne nu hjælpe. En lille krig så ud til at være brudt ud imellem de to hold af kombattanter. Det bliver aldrig så let, som man håber, sagde Niko surt. Der er typisk også noget galt, hvis det er let, svarede Jester. Lad os få stoppet den her sindssyge plan. Med det satte Jester tempoet op, bevægende sig som et katteagtigt væsen med al dens akrobatiske evner og balance, hen over gasrørene. Niko checkede, at hans egen pistol var afsikret, og satte så i løb efter Loor. Selvom han ikke selv bemærkede det, så lod hans egne bevægelser ikke noget tilbage for sin ældre ven og mentor. Det måske vigtigste slag i kampen om Jorden var begyndt. 8