Værnepligt ved Beredskabsstyrelsen
Indhold Kom indenfor hos Beredskabsstyrelsen........... 4 Redningsberedskabet hvad er det?............ 5 Hvad laver Beredskabsstyrelsen?................ 6 Mine uddannelses- og karrieremuligheder hos Beredskabsstyrelsen....................... 8 Praktiske oplysninger.......................... 12 Findes der kvindelige værnepligtige?............ 13 Hjælpearbejde over grænserne................. 14 Brug dit talerør................................ 15 Kontakt os.................................... 15
Kom inden for hos Beredskabsstyrelsen Jeg er glad for den interesse, du viser Beredskabsstyrelsen og håber, at du ser frem til at aftjene din værnepligt hos os. Når du aftjener din værnepligt hos Beredskabsstyrelsen får du en kompetencegivende uddannelse som brandmand på et højt fagligt niveau. Kort tid efter uddannelsens start vil du blive inddraget i vagttjenesten i det daglige beredskab og gradvist være i stand til at løse vanskelige opgaver i kritiske situationer og større ulykker. Denne folder indeholder oplysninger til dig, som vil vide mere om uddannelsen som værnepligtig ved Beredskabsstyrelsens tjenestesteder. Folderen giver dig oplysninger omkring forholdene som værnepligtig og karrieremulighederne inden for redningsberedskabet. Ikke alle detaljer omkring tjenesten er beskrevet, men har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Adresse, e-mail og telefonnummer finder du bagerst i hæftet. God fornøjelse med din uddannelse som værnepligtig. Jeg håber, at du får nogle gode oplevelser og erfaringer, som du kan drage nytte af i din videre karriere. Med venlig hilsen Frederik Schydt Direktør for Beredskabsstyrelsen
Redningsberedskabet hvad er det? Det danske redningsberedskab består af en kommunal og en statslig del. Det kommunale redningsberedskab (brandvæsenet) løser de daglige opgaver i forbindelse med brandulykker, færdselsuheld osv. Det statslige redningsberedskab (Beredskabsstyrelsen) yder assistancer til kommunerne, politiet og andre myndigheder, når beredskabsopgaver bliver særligt komplekse, omfattende eller langvarige. Det er det statslige redningsberedskab, du som værnepligtig vil indgå i. De værnepligtige og ansatte ved Beredskabsstyrelsen deltager ikke i militære krigshandlinger, og vores personel bærer derfor ikke våben.
Hvad laver Beredskabsstyrelsen? Beredskabsstyrelsen arbejder for et robust samfund. Løbende udvikling og styrkelse af beredskabet gør os i stand til at forebygge og afhjælpe ulykker og katastrofer. Hvis en ulykke kræver mere udstyr eller mandskab, end de kommunale redningsberedskaber selv har til rådighed, bliver Beredskabsstyrelsen tilkaldt som assistance.
Vi vil typisk assistere ved store brande, herunder brande i skove og plantager store udslip af kemikalier, olie eller brandfarlige væsker stormflod eller oversvømmelse ulykker, hvor flere mennesker er klemt fast (f.eks. togulykker eller ulykker, hvor bygninger er styrtet sammen) ulykker, hvor mange er kommet til skade På samme måde bliver Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab alarmeret i tilfælde af brand på sygehuse, kraftværker og virksomheder inden for kemisk industri og oliebranchen. Indimellem tilkaldes Beredskabsstyrelsens nukleare beredskab, som kan måle radioaktiv forurening i luften og på jorden. Vi løser først og fremmest vores opgaver i Danmark, men vi yder også bistand ved større ulykker og naturkatastrofer i udlandet.
Mine uddannelses- og karrieremuligheder hos Beredskabsstyrelsen Generelt Hos Beredskabsstyrelsen gennemgår du et uddannelsesforløb, der trin for trin udvikler dine faglige kompetencer samtidig med, at du lærer at klare forskellige fysiske og psykiske udfordringer. Uddannelsen som værnepligtig har en varighed af seks måneder og består af undervisning kombineret med deltagelse i reelle indsatser. Tungt materiel skal håndteres, og du vil opleve nye og udfordrende situationer med bl.a. brand- og redningsopgaver, som kræver uddannelse, øvelser og træning. Det sikkerhedsmæssige er altid højt prioriteret.
Helt konkret Når du aftjener din værnepligt ved Beredskabsstyrelsen får du bl.a. en brandmandsuddannelse (Indsatsuddannelse) førstehjælpsuddannelse på højt niveau uddannelse i redning uddannelse i miljøforureningsbekæmpelse behandlingspladsuddannelse chaufføruddannelse eller kommunikationsuddannelse Værnepligtsuddannelsen giver dig bl.a. mulighed for at håndtere brand- og redningsulykker yde førstehjælp håndtere større ulykker med mange tilskadekomne håndtere uheld med farlige stoffer Brandmandsuddannelsen Du lærer, hvordan en brand opstår og udvikler sig. Hvad skal en brandmand gøre for at begrænse branden? Hvad er den korrekte fremgangsmåde, når man trænger ind i en brændende bygning? Med et bevis for gennemførelse af brandmandsuddannelsen, kan du senere søge ansættelse som brandmand ved f.eks. et kommunalt redningsberedskab eller hos Falck.
Førstehjælpsuddannelsen Du lærer livreddende førstehjælp. Hvordan standser man større blødninger? Giver kunstigt åndedræt og hjertemassage? Gennemfører du førstehjælpsuddannelsen hos os, kan du f.eks. også bruge den senere, hvis du vil tage erhvervskørekort. Redningsuddannelsen Du lærer at håndtere tilskadekomne. Hvordan redder man tilskadekomne ud af en sammenstyrtet bygning? Hvordan bryder man igennem mure, bygger skakter gennem dynger af murbrokker eller forhindrer oversvømmelse af ruiner og afstiver usikre bygninger? Uddannelse i miljøforureningsbekæmpelse Du får en særlig uddannelse i indsats over for uheld med farlige kemikalier. Hvordan beskytter man sig selv og miljøet over for de skadelige stoffer? Hvordan opsamler man et kemikaliespild, og renser personer, materiellet og omgivelserne? Behandlingspladsuddannelsen Du lærer, hvordan man indretter og arbejder på en behandlingsplads, hvor tilskadekomne bliver bragt hen og midlertidigt behandlet, indtil der er en ledig ambulance. Chaufføruddannelsen Du lærer, hvordan Beredskabsstyrelsens køretøjer betjenes. Hovedparten af de værnepligtige vil efter at have taget det store kørekort gennemføre en chaufføruddannelse. Resten af de værnepligtige vil gennemføre en uddannelse i brugen af moderne kommunikationsmidler under indsatser. Stort set alle værnepligtige ved Beredskabsstyrelsen får mulighed for at tage stort kørekort. Det er derfor en betingelse, at værnepligtige ved Beredskabsstyrelsen som minimum har kørekort til personbil. Kommunikationsuddannelsen Du lærer at betjene en kommunikationsvogn, som benyttes under større indsatser. Her dokumenteres al kommunikation og bevægelse på et skadested. Korrekte radioprocedurer og det fonetiske alfabet er også en del af uddannelsen. 10
Uddannelse af mellemledere (Holdledere) Fra hvert hold af værnepligtige udvælges et lille antal menige til en mellemlederuddannelse, der starter 5 måneder inde i værnepligtsuddannelsen. Mellemlederuddannelsen består af en 4 måneders skoleperiode efterfulgt af 6 måneders praktiktjeneste ved et beredskabscenter. Værnepligtstiden for mellemledere er i alt 9 eller 15 måneder afhængig af om du afslutter efter skoleperioden eller efter praktiktjenesten. Skoleperioden for mellemlederuddannelsen gennemføres på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev og på beredskabscenteret i Haderslev. Uddannelsen er opbygget i moduler og består af en række kompetencegivende lederkurser inden for brand, redning og miljø, hvor du bliver uddannet til at fungere som holdleder under indsats. For at blive optaget på mellemlederuddannelsen, skal du gennemgå en række prøver, som er en udvidet version af prøven på Forsvarets Dag. Efter endt værnepligtstid kan du søge om forlængelse af tjenestetiden ved ansættelse i en tidsbegrænset kontrakt. Kontrakten kan eventuelt forlænges, med mulighed for fastansættelse, videreuddannelse og karriere som mellemleder. Læs mere om mellemlederuddannelsen og karrieremulighederne på www.brs.dk 11
Praktiske oplysninger På alle beredskabscentre er der en udrykningsvagt døgnet rundt, som kan rykke ud på under 5 minutter i tilfælde af alarm. Det er primært værnepligtige menige, der bemander vagten, som ledes af en fastansat indsatsleder. Efter ca. en måneds værnepligtsuddannelse skal du indgå i vagt: Hvis alarmen går uanset tidspunktet på døgnet kører du med på udrykning og er med til at løse den opgave, I bliver stillet overfor. Den ugentlige tjenestetid svarer til en 37 timers arbejdsuge med døgnvagt ca. 6 gange om måneden, samt enkelte øvelsesdøgn. Når du har vagt, må beredskabscenteret ikke forlades, og du skal sammen med det øvrige vagthold altid være parat til at rykke ud inden for fem minutter. For vagter på lørdage, søndage og helligdage gives afspadsering (erstatningsfri) svarende til én fridag pr. døgnvagt. I særlige situationer kan der blive tale om ekstravagter, der som udgangspunkt vil blive afspadseret med frihed. Kun i enkelte tilfælde er det af hensyn til uddannelsen og beredskabet ikke muligt at afspadsere opsparet frihed. Når du ankommer til dit tjenestested, bliver du indkvarteret sammen med andre og får stillet en seng og et skab til rådighed. Du har ikke pligt til at overnatte på centeret, medmindre du indgår i døgnvagt eller skal på øvelse. Du kan aftjene din værnepligt ved et af Beredskabsstyrelsens fem beredskabscentre i Thisted, Herning, Haderslev, Næstved og Allinge. Ved hvert beredskabscenter er der konstant ca. 75 værnepligtige under uddannelse. Hertil kommer en fast stab af mellemledere, officerer og civile medarbejdere. 12
Findes der kvindelige værnepligtige? Kvinder, der er fyldt 18 år og har det lille kørekort, kan få en uddannelse ved Beredskabsstyrelsen på lige fod med mandlige værnepligtige. For at du som kvinde kan blive ansat på værnepligtslignende vilkår, skal du først til sessionsbehandling på Forsvarets Dag. Bliver du erklæret egnet, skal du udfylde et ansøgningsskema og sende det til Beredskabsstyrelsen. Se mere på www.forsvaretsuddannelser.dk. Opsummeret gælder følgende forhold for kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår: Samme tjenestetid og løn som mandlige værnepligtige. Er omfattet af sygesikringsordningen, og de særlige regler om fri lægeog tandlægebehandling for værnepligtige gælder således ikke. 2 måneders prøvetid (inden for prøvetiden kan begge parter opsige kontrakten med 14 dages varsel). Indkvarteres separat med egen adgang til bad og toilet Særlige regler for opsigelse af ansættelseskontrakten under krise eller krig (pligt til fortsat at gøre tjeneste ved Beredskabsstyrelsen, selvom ansættelsesperioden er udløbet). Læs mere om forholdene for kvinder ved Beredskabsstyrelsen på www.brs.dk 13
Hjælpearbejde over grænserne Beredskabsstyrelsen kan blive udsendt til internationale missioner, hvis der er sket en større ulykke, der kræver mandskab eller specialudstyr. Det kan for eksempel være ved jordskælv, der har forårsaget sammenstyrtede bygninger, eller tsunamier, der efterlader store oversvømmelser. Beredskabsstyrelsen har i flere tilfælde stillet mandskab og materiel til rådighed i forbindelse med internationale, humanitære indsatser. I de senere år har Beredskabsstyrelsen blandt andet været indsat i forbindelse med jordskælv i Pakistan og i Haiti, orkan i Myanmar, oversvømmelser i Tjekkiet, tsunamikatastrofen i Indonesien og i forbindelse med evakueringen af danske statsborgere i Libanon. 14
Brug dit talerør De værnepligtige ved Beredskabsstyrelsen har et såkaldt landstalsmandsudvalg (LTU), som varetager de værnepligtiges interesser. Udvalget fokuserer på forskellige emner af interesse for de værnepligtige og udgiver bladet Sprøjten. Læs mere om LTU på deres selvstændige hjemmeside: www.sproejten.dk Kontakt os Vi besvarer selvfølgelig dine spørgsmål, hvis du henvender dig til: Beredskabsstyrelsen Datavej 16 3460 Birkerød tlf.: 45 90 61 91 vaernepligt@brs.dk www.brs.dk 15
Beredskabsstyrelsen Datavej 16 3460 Birkerød www.brs.dk B-nr.: B1758-01 ISBN nr.: 978-87-91590-47-4