Herfølge kirke, 3. s. e. trinitatis. 21. juni 2015. Salmer: 725 298 28/414 379 371. Lagde I mærke til, hvor mange gange ordene glad og glæde florerer i de to små lignelser, Jesus fortæller os i dag. Glæden så at sige lyser ud af dem. Hyrdens glæde ved at finde og blive genforenet med det ene får, han har mistet, så han glad lægger det på sine skuldre og bærer det hjem til sig selv igen. Og kvinden, der kalder sine nabokoner sammen og må dele sin glæde med dem over dén ene mønt, hun har ledt efter og fundet. For sådan er det med glæden: den bliver mærkeligt nok altid større af at blive delt mellem mange: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Det Jesus vil have os til at se med de to lignelser er, at glæde er det, der bærer vores tilværelse. Det er glæden ved snart det ene, snart det andet, der holder os oppe. Lige som et instrument - en violin eller en trompet - altid er stemt på en bestemt måde, sådan er et menneske fra skaberens hånd stemt af glæden. Gud er glædens Gud. Og derfor også en Gud, der giver sig til at lede efter det menneske, der er kommet bort fra glæden, og som glæder sig når han finder og kan åbne sin favn for den fortabte og tage imod med åbne arme. Det var i grunden alt, hvad Jesus ville i mødet med andre mennesker: han ville åbenbare Gud for os som glædens Gud. Men giver det mening for os, som vi nu sidder her i Herfølge kirke i dag, at se os selv og vores tilværelse i det hele taget i det lys? At glæden i et og alt er vort livs fundament? Jo, vi glæder os da med den familie, der i dag har båret en lille dreng her ind i kirken for at få ham velsignet i dåben. Velsignet i Guds glæde over, at denne lille dreng overhovedet er til. Og vi sang jo lige før: Det dufter lysegrønt af græs. Og: Hør fugletungers tusindfryd fra morgen og til aften. De kappes om at give lyd, der priser skaberkraften. Og: Se, blomsterflorets farvepragt gør alle ord forlegne. Det er igen den forundrede glæde, vi synger ud af, og som løber som en
understrøm i alt det, vi gennem sangen atter bliver opmærksomme på. At verden ikke er hæslig eller grim at være til i; den er smuk. Med alle sanser er vi indlejret i den verden omkring os, vi erfarer som glædeskilde. Jorden er et lykkeligt sted, lød det fra en astronaut ude i rummet ved synet af den blå planet, universets oase. Og dét, han har i tankerne, er alt det, han savner derude i det tomme endeløse rum. Det elementære: det skiftende vejrlig, solen, vinterdage, midsommernatten. Jorden er et lykkeligt sted og fuld af glædeskilder. Så jo, vist giver det mening at se os selv og vores tilværelse i lyset af de to lignelser, Jesus fortæller i dag om Glædens Gud. Glæden som det bærende. Glæden som fundamentet under det hele. På den anden side kommer vi også nemt til at føle, at det hurtigt kan komme til at virke temmelig overfladisk at tale sådan om glæden. Det er ligesom at tage munden for fuld. Det bliver så let banalt, ligesom det er banalt at sige, at vi alle skal dø. Der kan også nemt blive noget befamlende ved det, og det hænger jo sammen med, at enten så er den der, glæden, og så skal den netop ikke befamles endsige tales ihjel med snak. Eller også så er den der ikke, og så kan vi snakke herfra og til dommedag. Det bliver vi ikke gladere af - tværtimod. Så bundlinjen bliver, at så har de vel ret, de der siger, at glæden det er for børn og spejdere, tumper og naturfolk. Man skal være lidt småtosset for at være glad og naiv, hvis man kaster sig ud i at tale om glæden sådan som Jesus gør det. Nej, så er vi langt mere på hjemmebane, når vi går i gang med at tale længe og dybsindigt om alt det, der anfægter glæden. Sortsyn er klarsyn, sagde Strindberg, og i skuespil efter skuespil mejslede han denne sætning ind i vore ubefæstede sjæle. Sortsyn er klarsyn. Det ender galt til sidst, det er det eneste, vi ved med sikkerhed, og hvad skal det hele så til for? Og det ender ikke bare galt til sidst. Gang på gang ender det også galt midt i livet i et hav af triste og tragiske historier om uforløst kærlighed; drømme og længsler, der aldrig blev indfriet; melankoli og
forspildte muligheder. Det er det stof, et liv er gjort af - og godt stof er det for film- og teatermagere. Her kan vi være med: Sortsyn er klarsyn. Eller som Kierkegaard siger et sted: Den bedragne er visere end den ikke-bedragne; den leende har endnu ikke modtaget det frygtelige budskab. I denne melankolske tale om det negative kan vi finde os til rette, her er vi på omgangshøjde med det moderne tab af uskyld, naivitet og umiddelbarhed. Og måske er det ikke bare et moderne fænomen. Måske har det til syvende og sidst altid været sådan, at vi er bange for at være i glæden, fordi den kan virke så skrøbelig. Og fordi den kan få os til at fremstå så naive og godtroende, når vi forlader os på den. Og måske også fordi vi dybest set ikke under hinanden at være i glæden og leve ud af den. Hvorom alting er, så er der jo i alle tilfælde en baggrund for at Jesus fortæller os de to lignelser om glædens Gud i dagens evangelium. Og ser vi ordentlig efter, er det i virkeligheden en meget dyster baggrund. Den tegnes op med et par sætninger, der i al deres hjerteløshed lyder sådan: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at hør ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem. Så var Jesus sat i bås. Så kunne man roligt i de velbjærgedes kreds afskrive ham. Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er. Men Jesus lader sig ikke sådan feje til side. Han er ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at det er Guds gerning, han gør, når han går ud for at opsøge og sætte sig til bords med skrøbelige, udsatte, udstødte eller foragtede mennesker. Mennesker, der vel sagtens var gået i hundene, hvis de ikke havde mødt ham. Fortabt i alle de former for modgang, der kan få et menneske til at se ned på sig selv. Mennesker, der er faldet ud af og ikke længere er stemt af glæde. Nu møder de så i Jesus en glæde, de aldrig før har anet eksistensen af. En uforbeholden glæde, der siger: det var godt, jeg fandt dig. Altså: En glæde de nu kan spejle sig i - ja, og fortabe sig i - i stedet for at fortabe sig i deres egne nederlag. Det var derfor, de holdt sig nær til Jesus for at høre ham sige lige akkurat dét til dem: At Gud er glædens Gud.
Farisæerne, de velbjergede, gav ondt af sig. De tålte det ikke. Den mand tager imod syndere og toldere og spiser sammen med dem, men det har de jo slet ikke fortjent. Og det er netop sagen: at være i glæden og have noget at glæder sig ved, skal man i deres øjne have gjort sig fortjent til. Noget for noget. Du skal give noget for at få noget. Sådan er verden skruet sammen for de velbjergede og dem, der har deres på det tørre. I alle tilfælde i historien her. Men sådan er tilværelsen ikke skruet sammen i Jesu øjne. Her handler det aldrig om noget for noget eller om at give for at få. Her hersker en anden logik, nemlig at Gud giver, for at vi skal give videre og få glæden til at brede sig som ringe i vandet. Han opsøger os og siger til hver os hver især: Du er min glæde. Glæd dig med mig! Det er det, han gør ved døbefonten og ved nadverbordet. Sådan er vi i glæden fra allerførste færd, længe inden vi overhovedet har kunnet gøre os fortjent til noget som helst. Glæden, der opsøger os og rækker ud efter os, for at vi skal fortabe os i dén og ikke - så fortvivlende - i noget som helst af alt vort eget. Du - du er min glæde. Ja! Der var nogen, der sagde du til os, længe inden vi kunne sige jeg. Det hele begyndte jo i grunden med at du var til i din mors og din fars glæde over, at du var til. Er du sulten, er du træt, skal du skiftes, hvad er det mon du gerne vil. Nogen skulle sige du til os før vi overhovedet kunne komme af sted med at sige jeg. Og efterhånden som vi voksede op, kom der flere til der sagde du. Kammerater, der så mig som ven. Lærere der så mig som elev. Købmanden, der spurgte: hvad skulle der være, og som så mig som kunde. Og måske var der en, så mig som kæreste: skal det være os to. Du er min glæde. Men så lidt et menneske kan nøjes med at være til i sin egen glæde over at være til, så lidt rækker det at være til i andres glæde over at jeg er til. Selv om begge dele er uundværlige. Du har ikke noget at stå imod med, hvis ikke du har tillid til, at du også er til i Guds glæde over at du er til. Det er pointen i de to lignelser, Jesus fortæller i os dag.
Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig hvem du er. Nej, siger Jesus. Så ringe og så ensomt er du slet ikke stillet. Du er ikke bare, hvad andre siger, du er. Og heller ikke hvad du selv får gjort dig til, når du i hovmod eller mismod lukker dig inde i dig selv. Nej, først og sidst er du det, Gud siger du er, hverken mere eller mindre. Du er, hvad du er i Guds glæde over, at du findes. Og det rækker til et helt liv! Sortsyn er klarsyn, sagde Strindberg. Han talte ud fra sig selv. Tristhed er forbudt, sagde Luther. Han talte ud fra evangeliet. Ud fra troen på, at Gud er glædens Gud. Det tragiske er - ja, men det gør ikke livet til en tragedie. Sorgen er - men sorgen er også en gave. Døden er vor skæbne, men ikke vores bestemmelse. Vi er i Gud - i glædens Gud. Lyset skinner i mørket, og mørket får aldrig bugt med det. Amen.