Prædiken 2. søndag efter trinitatis

Transkript

1 Prædiken 2. søndag efter trinitatis Salmer: DDS 747: Lysets engel går med glans DDS 604: Det koster mer, end man fra først betænker DDS 615 v. 1-8: Far, verden, far vel // DDS 615 v. 9-15: Far, verden, far vel DDS 304: Gud Helligånd, opfyld med lyst DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem:»hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«(luk 14,25-35) Amen! 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Gode Gud giv os ører at høre med, så vi hører dit ord og erfarer din virkelighed som den dybeste grund i vores liv. Amen! Kristenlivet er et liv i afsavn, i lidelse og i afkald på alt dét, der står os nærmest. Hvis man et øjeblik skulle blive i tvivl, kan man bare lytte til den, vi lige har hørt, igen. Had din far og din mor. Foragt din ægtefælle. Afsky dine børn. Og tag så dit kors op og følg mig, siger Jesus. Det er ikke behageligt at høre. Det er lige, så det vender sig i én. Og hér gik det ellers lige så godt. Sidste år, den samme søndag, 2. søndag efter Trinitatis, hørte vi den beretning, der hos Lukas går umiddelbart forud. Det er fortællingen om det store festmåltid, hvor værten sender sine tjenere ud for at invitere alle og enhver til sin fest de fattige, de udstødte og dem, der ikke kan se. Og det endda af flere omgange. Så den store festsal kan blive fyldt til sidste plads. Det er billeder, vi hellere end gerne spejler os. Jesus som værten, der gæstfrit inviterer alle os, der ellers ikke kan gøre os nogen som helst forhåbninger om at være en del af det gode selskab. For da ikke at nævne det, vi bydes ind til. Billedet af gudsriget som den store fest med overskud og overflod. Festmåltidet, hvor maden aldrig slipper op, den gode vin flyder i strømme, og hvor man ikke vågner op med tømmermænd dagen derpå. Men i dag er fokus er skiftet. Nu kaldes vi ikke længere uden videre til gilde. Det har voldsomme konsekvenser at slå følge med Jesus. Det får vi at vide helt uden omsvøb. Det kan kræve, at vi giver afkald på alt dét, der er os allernærmest hér i livet. Og hvad skal vi dog stille op med det? Det er let at forfalde til fortvivlelse. Måske endnu nemmere at gå til yderligheder. Kirkehistorien er fuld af eksempler på mennesker, der har taget ordene bogstaveligt og krævet alt af sig selv og endnu mere af andre. Eller som har trukket sig tilbage fra verden i stum fortvivlelse over det, som ingen kan leve op til. Vi kender det godt. Billedet af eneboeren deroppe på søjlens top. Søjleeremitten, som har distanceret sig fra det, vi som mennesker alligevel ikke magter. Hvis vi for et øjeblik træder tilbage fra disse voldsomme krav, og i stedet løfter blikket og hører, hvad Lukas fortæller videre, får vi en væsentlig pointe forærende. 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Jesus er på vej. Som han er det i hele den midterste del af Lukas-evangeliet, er han på vej. På vej til Jerusalem. Men han har ikke valgt den lige vej. Han har god tid. Han stopper op, fortæller lignelser, helbreder syge og får også lige tid til at spise hos Zakæus. Han er ikke alene på vejen. Hvis nogen skulle have glemt det, er Lukas så venlig at minde om det. Store skarer følger Jesus for at være tæt på ham, mens han vandrer rundt derude i det øde land. Men måske også for at være med, hvor det sker, endelig opleve noget spændende og se, hvad det hele mon vil ende med. Hér giver de voldsomme ord pludselig overordentlig god mening. De har ikke virket uforståelige for de mennesker, der slog følge med Jesus. Dengang tog man ikke bare sådan ud på rejse. Man blev født, levede sit liv og døde sin død det samme sted. Man bevægede sig, måske med undtagelse af enkelte besøg i Jerusalem, aldrig ret mange kilometer væk fra sin hjemegn. Derfor var det, mildt sagt, også besynderligt sådan at forlade sit hjem, sine naboer og sin familie for at slå følge med en vandreprædikant, der på må og få strejfede omkring. Det var noget, der kunne få enhver far til at slå hånden af sit barn. Søskende til at skilles i vrede. Og ægteskaber til at slå revner. Det var den samme virkelighed, som Lukas oprindelige tilhørere kendte. At blive Jesu discipel var for dem en altomstyrtende begivenhed, der med det samme udelukkede dem fra alt andet. Også de vidste alt om, hvad det kostede at slå følge med Guds egen søn og lade alt det derhjemme blive tilbage. Den, der har ører at høre med, skal høre!, slutter Jesus af. Tja, hvad ellers, fristes man til at spørge. Mennesker uden ører hører sjældent ret godt. Men i det banale gemmer det helt fundamentale sig ofte. For de gamle var det indlysende, at det forholder sig sådan uden at det af den grund kan forklares. Jesus sætter skel. Nogen hører ham. Andre kan ikke forstå det. Nogle følger. Andre bliver stående tilbage. Når én har fået ører at høre med og en anden ikke, slås selv de nærmeste relationer i stykker. Hér er vi inde ved det grundlæggende, som Lukas tumler med. Erfaringen af det uforklarlige. Det, som ikke kan forstås, og som fortællingerne derfor må tage livtag med. Igen og igen. 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 At det for ét menneske står lysende klart, at hvis Gud nogensinde har været os nær, så er det i dette menneske, Jesus af Nazareth. Og at det for en anden er ligeså indlysende, at kristentroen ikke er værd at ofre fem sekunders opmærksomhed. Tankegangen løber som en stadig understrøm igennem dagens fortællinger. Gemt og samtidig i centrum som det omkvæd, der stikker sit hoved frem midt imellem de markante udsagn. Vi overser det let, når de stærke billeder om hadet, tårnet, kongen og saltet brænder sig fast på nethinden. Men erfaringen af det uforklarlige spiller med hele tiden. At én bliver Jesu discipel og en anden ikke gør, er ikke bare noget, der kan sættes på formel eller tages for givet. Før løftede vi blikket for at se på helheden ane de sammenhænge, der træder frem, når blikket får lov til at vandre rundt i horisonten og følge støvskyen fra de mange mennesker, der blev sat i bevægelse af alt det forunderligt foruroligende, der sker omkring Jesus. Nu er det tid til at snævre blikket ind og overveje, hvad de voldsomme ord så betyder i vores erfaringsverden. Du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm, hørte vi i epistellæsningen for lidt siden. Det rammer hovedet på sømmet. Det er aldrig bare neutralt eller ligegyldigt at leve sit liv. I kristentroen gives der ikke noget udenfor eller ved siden af livet - intet sted, hvorfra vi sådan kan iagttage det hele sådan lidt på afstand. Vi kan aldrig trække os et sted hén, hvor det, der sker for vores medmenneske, ikke vedkommer os. I kristenlivet kan vi mange ting, men vi kan aldrig bare være ligeglade. At tage sit kors op og følge Jesus, handler om, at vi aldrig bare kan stå midt imellem og se på. At følge Jesus på vejen er aldrig bare lunkent. Det er koldt eller varmt. Det kræver, at vi forholder os til det menneske, vi møder. Det menneske, hvis liv vi kommer til at holde lidt af eller måske meget af i vores hånd. Derimod kræver det aldrig, at vi gør noget bestemt. Mener noget særligt, har specielle politiske overbevisninger eller siger de rigtige ting. 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Kristentro er ikke, at vi gør noget bestemt, eller at vi for den sags skyld holder os fra noget andet. Men netop derfor fordrer kristendommen også alt af os. Netop fordi ingen særlige handlinger er påkrævet, kan Guds fordring aldrig fuldstændig opfyldes, udtømmes eller afsluttes. Den må leves om og om igen. Hver dagh i mødet med det andet menneske. Som den i sin samtid meget kendte og måske stadig af mange elskede genfortæller af Det Nye Testamente, Anna Sophie Seidelin, et sted rammende har formuleret det, så kræver Gud næstens lykke af din hånd. Og det er både i sammenhængen og i livet som sådan en lettelse. Kristenlivet handler ikke om at skille sig fra de mennesker, der står én nærmest, men tværtimod om at tage dem på sig. I dåben er vi allerede kommet i mål. Fordi Jesu historie også er min historie er vi sat fri. Fri fra at skulle virkeliggøre os selv. Fri til at leve livet sammen med den anden. Fortællingen om Guds virkelighed sætter nye betingelser op for det at være menneske. Med historien om Jesus får vi en ny livsfortælling, der kaster nyt lys over vores tilværelse og gør alting nyt. Derfor behøver vi ikke længere leve vores liv alene. Vi behøver ikke leve det bare for vores egen skyld.. Gud har allerede sat en anden historie i vores sted. Historien om dengang, Gud selv kom os mennesker helt nær i dette ene menneske. Når vi véd det, er vi også frie til at leve vores liv sammen med det menneske, som vi bliver stillet over for. Sammen med det menneske, hvis lykke Gud holder os ansvarlige for. Amen! Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Amen! 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6