Tvivlen som troens skygge og længsel efter troens hvile hos Gud

Transkript

1 Tvivlen som troens skygge og længsel efter troens hvile hos Gud prædiken til Trinitatis søndag II: Matt 28,16-20 den 22/ i Ølgod og Strellev kirker. Ved Jens Thue Harild Buelund. Og da de så Ham, tilbad de Ham; men nogle tvivlede, hedder det i dagens evangelietekst, som er kendt som Missions- eller dåbsbefalingen. Det var ikke første gang nogle af disciplene havde tvivlet på Jesus. Da de 3 kvinder, der havde været ved graven påskemorgen, begejstret løb ind i Jerusalem og fortalte disciplene om den tomme grav, tvivlede disciplene. Og da Jesus senere samme dag havde vist sig for dem, at Han virkelig var opstået, var Thomas ikke til stede. Da Thomas senere dukkede op, tvivlede han på de 10 disciples budskab om, at Jesus var opstået. Den ene gang efter den anden måtte Jesus overvinde deres tvivl. Det var ikke til at blive tvivlen kvit. Tvivlen er troens følgesvend vel at mærke en følgesvend, som er træls at måtte følges med. Det hører med til vores vilkår som mennesker, at tvivlen altid vil være til stede som troens skygge; men husk på, at skyggen alene kan fremkomme, fordi solen skinner. Tvivlen lever af, at troen er der. Tvivlen forudsætter, at der er noget, som kan betvivles; ellers ville den ikke være til. Tvivlen forudsætter, at et menneske tror på Gud om så troen er ganske spinkel og lille, fortvivl ikke. Den er der; for ellers ville tvivlen ikke optræde. På den måde beviser tvivlen, at troen er til. Det er derimod langt værre for et menneske, hvis det aldrig mærker tvivl og anfægtelse; for det kan skyldes, at det forholder sig ligegyldigt til Gud, som ragede Han det ikke det fjerneste; men der er dog ingen, som siger, at man skal dyrke tvivlen, dvæle ved den og gøre den større. Enhver lystfisker véd, at hvis solen skinner og lystfiskeren har solen i ryggen, og han da bevæger sig helt ud på åbrinkerne, svømmer fiskene lynhurtigt væk. De har set hans skygge, som sikkert ligner et farligt udyr. Kunsten består i, at lystfiskeren gør sig lille; for da bliver skyggen meget mindre og dermed ikke nær så skræmmende. På en lignende måde kan den troende gøre sig lille i den forstand, at han eller hun ikke gør et stort nummer ud af sin tvivl og blæser sig op med den, så den fylder og overskygger alt i livet. Lige så forpestende det er for et kærlighedsforhold, hvis den ene part giver jalousien alt for megen opmærksomhed, lige så forpestende er det i forholdet til Gud, hvis man bruger for megen energi på tvivlen; det er den ikke værd! Det er langt bedre at smile ad tvivlen og sige: Nå, kommer du dér; men du forsvinder sikkert igen! Det bedste middel imod tvivlen, det er at bede til Gud; for da gør man sig selv lille. Det er ligesom, når man som barnet henvender sig til sin far eller mor og beder om hjælp.

2 Derved tager man trykket af tvivlens kraft, om end den altid vil være der, og som nogle må kæmpe mere med end andre. Et af de mennesker, som har mærket, hvordan tvivlen og troen ligger i åben kamp med hinanden, er den russiske forfatter Fjodor Dostojevski. Han skrev i et brev: Om mig selv kan jeg sige Dem, at jeg er et ægte barn af min tid et tvivlsygens og mistroens barn og sandsynligvis vil forblive det til mine dages ende. Hvor har jeg ikke været pint hvor pines jeg ikke stadig af denne hede længsel efter troen en længsel, der er desto heftigere, jo flere beviser jeg finder mod troen. Alligevel skænker Gud mig undertiden øjeblikke af fuldkommen ro, og i sådanne øjeblikke har jeg formuleret min trosbekendelse Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus. Atter og atter fyldes jeg ved tanken på Ham med brændende kærlighed, og jeg siger til mig selv, at Hans lige ikke blot ikke findes, men ikke kan findes. Jeg siger endnu mere: hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden. I de rolige troens øjeblikke sker der det, at Dostojevski får blik for noget andet end sine egne tanker; han kommer ud af denne kredsen omkring tvivlen. Det gør han ved at tænke på Kristus, at sandheden er i Ham og dermed ikke i ham selv. Samtidig erkender han, at det ikke bare er noget, som han selv gør. Det er noget, Gud gør for ham: skænker ham de rolige øjeblikke. Den erkendelse er ufattelig vigtig; for så afhænger forholdet til Gud ikke længere primært af dig hvor meget tro, du kan mobilisere, men af Gud. Han giver dig troen; men du kan have svært ved at tage imod troen, fordi du ikke vil give slip på dig selv og overgive dig til Gud. Du vil fortvivlet dig selv. Det var netop det, som var på færde for disciplene, da nogle tilbad Jesus, og andre tvivlede på Ham. De tilbad Jesus, fordi de havde set med deres hjerter, at Han er Guds Søn. Det havde de erkendt, da Gudfader havde ladet Jesus opstå fra de døde. Nu vidste de, at Han ikke var et forvirret, dæmonbesat menneske, men Guds Søn. Men nogle af dem eller alle indimellem havde alligevel svært ved at tro det. De kunne ikke begribe, at Jesus også var Gud. Hvordan tro, at der kun er én Gud og samtidig tilbede Jesus? De og vi vil gerne kunne begribe, hvordan det hænger sammen frem for at tage til efterretning, at Gudfader rent faktisk havde åbenbaret sit væsen sig selv i Jesus. Mere eller mindre vellykket har man siden oldkirken forsøgt at forklare og fastslå i treenighedssætninger,

3 hvordan Guds væsen i 3 skikkelser hænger sammen (jf. Niels Christian Lassen, 2010). De smukkeste tilnærmelser på Guds treenighed i Fader, Søn og Helligånd finder vi i det poetiske billedsprog bl.a. i en moderne salmedigter som Jørgen Michaelsen, som er en gendigtning fra den syriske salmedigter Efraim, der levede i 300-tallet: Gud Fader er solen, og Sønnen er lyset, og varmen Den Hellige Ånd de fandt os i kulden og mørket og tog os med kærlighedsdåben i hånd. Lad solen stå højt på sin himmel dens lys og dens varme er her, hvor vi bor Guds Søn midt iblandt os, Guds Ånd i vort hjerte har sat sig velsignede spor. Gud Fader er solen, og Sønnen dens stråler, som oplyser os og vor jord Guds Ånd skaber grøde og liv, så vi griber det nådige budskab og tror. Gud sammenlignes med solen, lyset og varmen. Vi kan kun vide noget om den ophøjede sol, fordi den sender sit strålende lys og sin livgivende varme ned over os. Gud Fader er livets ophøjede midtpunkt, Jesus Kristus er lyset i verdens mørke og ondskab, og Helligånden er liv og varme i vort livs fællesskab. Tvivlens kamp med troen foregår ikke mindst i hverdagen. Trinitatis treenigheden er også festen for hverdagen for kirkens og det enkelte menneskes hverdag. Det er en hverdagsfest, fordi det er i vores dagligdag med hinanden, at troen, håbet og kærligheden skal blive konkrete blive til handlinger og udtrykte ord. Det er i hverdagen, at solen, strålerne og varmen skal tage fysisk form i vores liv med hinanden. Solen som den, der lyser på vores vej. Strålerne, der fylder vores liv med mål og mening. Og varmen vi får og kan dele med vore omgivelser (jf. Peter Michaelsen, 2014).

4 Vi kan både bede til Gud Fader og til Jesus som Hans Søn, fordi de er det kærligt omsorgsfulde i deres grundvæsen. Hvordan er det nu med kærligheden? Kærligheden eksisterer kun som et fællesskab imellem den, som elsker, og den, som elskes. Og det, som binder dem sammen, er kærligheden. Kærligheden er en enhed; men der indgår 3 elementer i den: mig, dig og kærligheden imellem os. Sådan er det også med Gud, fordi Hans væsen er kærlighed. Så indgår Han selv, Søn og Helligånden i en uløselig enhed i et fællesskab. Med Jesus bliver det helt konkret, at sådan er Gud, når Han viser og virkeliggør Guds kærlighed. Det var det, som disciplene fik til opgave at gå ud og forkynde: at Gud er kærligt forbarmende. Han er nådig og tilgivende. Det har han på enestående vis åbenbaret gennem Jesus. Det er den tro, som Dostojevski formulerede i sin bekendelse: Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus. Det var det, som disciplene med det nye navn apostle blev sat til at gå ud og forkynde. Det, som havde vist sig i Jesus. De skulle ikke kigge ind ad og granske hjerte og nyrer for, hvor meget de nu troede på Gud eller tvivlede, om de var egnede til opgaven; for Jesus kaldte dem alle uden at skele til dem, som tvivlede, og dem, som troede; for det skiftedes de til. De skulle se hen på Ham, som kaldte dem ind i sin tjeneste, hvor de skulle døbe og lære. Dåben er det stærkeste tegn på, at vores forhold til Gud ikke hviler på os selv; for det er Guds handling med os, at vi kan finde en troens hvile hos Ham. I dåben bliver mit tyngdepunkt flyttet bort fra mig selv. Eller som Martin Luther siger: Når et menneske bliver døbt, ligger den største vægt ikke på, om vedkommende tror eller ikke som om dåben derved skulle være forkert. Kun på Guds ord og befalinger beror det alt sammen Thi min tro virker ikke dåben; men den modtager den. Dåbens gyldighed afhænger ikke af mig, min tro og tvivl; for den hviler på Gud. På det, som Han skænker mig: Han kalder mig ved navn og opretter en evig pagt mellem Ham og mig, at jeg hører Ham til nu og i al evighed. Det har jeg lov til at tro og glæde mig over, at det er Gud, som er min Herre og Frelser. Frelsen består i at få blikket væk fra mig selv ved at dvæle ved Hans kærlighed til mig, hans barmhjertighed mod mig og dernæst gå ud og fortælle det i ord og handling (jf. N. Chr. Lassen). Det er ikke godt, hvis et barn kommer til at tvivle på sin far og mor. Det er heller ikke godt, hvis et menneske kommer til at tvivle på Gud i den forstand, at det bliver hængende i tvivlen. Vi har ikke talt om den moderne og vidt udbredte tvivl, der går på, om Gud eksisterer eller

5 ej; det er en luksustvivl, som ingen behøver at lade sig anfægte af. I grunden er det slet ikke nogen tvivl, men snarere udtryk for et overmod, der skal indikere, at man kan klare sig selv. Nej, tvivlen vi har talt om er den tvivl, der nager os, når vi dybest set helst vil tro, at det, vi hører, er sandt, men bare ikke kan tro det, fordi vi ikke tør vove den tillid, der skal til. Hvis man vil takke sig selv for livet, så ender det let med mismod og livslede, livsangst og tvivl ja, fortvivlelse. At se på livet som en gave, så fornemmer vi, at der er der en anden, der skal takkes end os selv, og så er det lettere at bevæge sig fra tvivlen og tilbage til troen igen (jf. Kresten Drejergaard, 2012). Ja, må vi til stadighed bevæge os fra tvivl til tro ved, at vi også på takkende vis ser på solen, strålerne og varmen som den treenige Guds gaver til os. Så kan hverdagen også bedre rumme lidt af Trinitatis Søndags festdag fra gudstjenestefejringen. Amen. Salmerne i Ølgod: 403, 312, og 805 ( Når æbletræets hvide gren fra 100 salmer-tillægget). I Strellev: 403, 312, , 462 nadver med 474 og 364.