VIKINGER I FLYDENDE FÆSTNING

VIKINGETIDEN VIKINGER I FLYDENDE FÆSTNING De var kendt for deres frygtindgydende hærgen til lands, men vikingerne var mindst ligeså brutale til vands. I gigantiske søslag kværnede vikingekonger sammen i nådesløse kampe, der først sluttede når fjenden var dræbt, druknet eller på panisk flugt. Inden kampen blev sejl og mast lagt ned. 38 Historie 13 2015

AF THOMAS HEBSGAARD ud, formanede kongen sine mænd, der allerede holdt sig klar til slaget. Olav kendte ikke til Svens præcise position og var derfor heller ikke klar over, hvor og hvornår hans skibe ville tørne sammen med Svens. Hvis vi mødes, og det kommer til kamp, skal vores folk samle skibene og være klar til at binde dem sammen, råbte kongen til besætningerne. Kort efter lod Olav krigshornet lyde, og mændene sprang ombord i langskibene. På deres hoveder hvilede hjelme med hvide kors. I hænderne bar krigerne hvide, blå og røde skjolde med gyldne kors på; Olav, som siden fik tilnavnet den Hellige, var kristen og fast besluttet på at bringe Gud til Norge. Søkrig mand mod mand Historien om slaget er gengivet af den islandske forfatter Snorri Sturluson i Norden/900-1100 Skandinavien er splittet op i et væld af småriger regeret af Norge konger og L arvik stormænd. De hersker over befolkningen og kæmper indædt om at få yderligere magt, alt imens kristendommen langsomt overtager den hedenske kultur. Olav den Helliges saga. Som mange andre vikingeslag foregik kampen til søs. Vikingerne var så vant til at føre søkrig, at sagaerne fortæller om et fast mønster for deres slag. Vikingerne yndede at slås på vandet, som de var Vikingernes krigsskibe var smalle og havde en længde på omkring 30 meter. BRIDGEMAN En høj ræling gjorde det lettere at forsvare sig. Print: cyt815 - PDF PROCES Layout: cyt Red.sek: tjrk V ikingen Olav Haraldsson havde samlet umådelige rigdomme i kampene om England, og nu var han klar til at erobre Norge. Tidligt om morgenen palmesøndag i året 1016 samlede han sine folk. Nu skal vi ruste os, gjaldede den trinde konges stemme ud over krigerne, der var samlet ved vandkanten. Forude ventede det største søslag i Norges historie slaget ved Nesjar i Langesundsfjorden nær nutidens Larvik. Olavs mænd var erfarne krigere, der havde kæmpet sammen med ham i England. Men fjenden, den norske stormand Sven Jarl Håkonsson, og hans skibe lå ikke langt væk, og de bar en hær langt større end Olavs. Kun disciplin og taktisk snilde kunne sikre Olav sejren. Vi skal ro ud sammen. Ingen må sejle foran flåden, og ingen må sakke bag-

VIKINGETIDEN vant til at gøre det på land. De tøjrede deres skibe sammen, så de dannede flydende fæstninger, og udkæmpede blodige kampe med sværd og økser, mand mod mand sådan som Olav lagde op til i talen til sine mænd. Kampene til søs fandt aldrig sted på åbent hav, hvor det var umuligt at holde skibene i den tætte formation, som vikingerne foretrak. Derimod fortæller kilderne om store søslag i bugter, vige og fjorde. Her var der tale om slag, som blev udkæmpet vikingehær mod vikingehær, når konger og stormænd tørnede sammen i blodige kampe om magten over det skandinaviske hjemland. Den første fase i et vikingesøslag var en heftig udveksling af pile og kastespyd. Men det var ikke hér, kampen blev afgjort, for dertil beskyttede vikingernes ringbrynjer og store skjolde alt for effektivt. Kampene måtte afgøres på nært hold, og det vidste kong Olav udmærket forud for slaget ved Nesjar. I begyndelsen skal vi dække os og spare vores våben, så vi ikke unyttigt kaster dem i vandet, befalede han. Skibe slog ring om lederen På vej til slaget skød Olav frem over bølgerne ombord på langskibet Karlshoved, omgivet af 100 tungt bevæbnede krigere. I stævnen knejsede det udskårne mandshoved, der havde givet skibet dets navn, og som Olav selv havde snittet. Over mændene vajede Olavs hvide fane med en slange på. Tæt omkring Karlshoved roede andre krigere i min- dre skibe frem, åretag for åretag, så de var klar til at angribe Svens skibe. Det var sådan, vikingerne tog hul på slagets næste fase: De to flådestyrker roede frem mod hinanden i hver sin tætte klynge altid med lederens skib i midten, så det lå godt beskyttet. Hærførerskibet var det største og længste af alle og havde de bedste krigere ombord. Nogle gange supplerede lederen endda sin besætning med ber særker uovervindelige mænd med nøgne overkroppe, der havde bragt sig selv ind i en krigerisk trance, hvor blod- I begyndelsen skal vi dække os og spare vores våben, så vi ikke unyttigt kaster dem i vandet. Olav Haraldsson, slaget ved Nesjar, 1016 tørst fortrængte al frygt fra deres sind. Sådan sejlede den norske kong Harald Hårfager ind til slaget ved Hafrsfjord tæt på Stavanger i slutningen af 800-tallet, fortæller sagaerne. Jernringen omkring lederen og hans skib skyldtes vikingernes særlige militære organisation. Kernen i enhver hær var lederen og hans hird af krigsbrødre. Krigerne var som regel unge mænd, som alle havde svoret lederen evig troskab, ved at lederen holdt sit sværd over knæene, hvorefter den kommende kriger lagde hånden på sværdfæstet. Det var alene hærføreren, der holdt hirden sammen. Og den konge, jarl el- Lederen manøvrerede efter vindforholdene ved hjælp af en metalfane. BRIDGEMAN ler høvding, som førte hæren i krig, måtte beskyttes for enhver pris. Hvis han faldt, var slaget som regel tabt. I et søslag betød det, at vikingeflåden altid var parat til at tøjre skibene sammen til en flydende fæstning på ordre fra hærføreren. Hans skib ville så komme til at ligge midt i en række af sammenbundne skibe, hvor de høje forskibe udgjorde en effektiv barriere mod ethvert forsøg på at borde forfra. Flankerne var fæstningens svage punkter, så her placerede vikingerne de næststørste skibe som værn mod fjendtlig indtrængen. Over rælingen dannede mændene en tæt skjoldmur, og de sammentøjrede skibe gjorde det muligt hele tiden at flytte krigerne derhen, hvor der var mest brug for dem. Taktikken afgjorde formationen Om vikingerne tøjrede skibene sammen og forskansede sig bag skjoldene, afhang af, om de angreb eller forsvarede sig. For den angribende flådestyrke var det en fordel at bevare de enkelte skibes manøvredygtighed og sætte ind, hvor modstanderens forsvar var svagest. Netop dén løsning valgte kong Olav under slaget ved Nesjar. For selvom han forud for slaget havde beredt sine mænd på at tøjre skibene sammen, var det nu Olavs klare mål at angribe. Olavs krigere overraskede Svens flåde, netop som den var på vej ud af havnen, fortæller Snorri Sturluson: Da kong Olav så dette, roede han imod dem, skriver den islandske forfatter og citerer så skjalden Sigvat, der selv tog del i slaget på Olavs side. Kampen blev hurtigt voldsom: Kongen frygtløst fremad / fór til strid i havnen / Fjordens bølger blodrødt / blev i kampen farvet, digtede Sigvat. Drotten uden ophør / angreb fjendeskaren / skjoldhængte skibe / skyndsomst bandtes sammen. Sandsynligvis udnyttede Olav den taktiske fordel, som Karlshoved gav ham. For fra det høje dæk kunne hans krigere svinge økser og sværd ned mod Svens mænd uden at være sårbare. Taktikken er også kendt fra senere slag, ikke mindst slaget ved Fimreite ved Sogndalsfjorden i det vestlige Norge i 1184. Her fortæller Sverres Saga, at den norske kong Sverre Sigurdsson lod bygge et gigantisk skib, som han døbte Ma ria su den efter Jomfru Maria. Da ski-

Print: cyt815 - PDF PROCES Layout: cyt Red.sek: tjrk Vikingeskibe kæmpede i tæt formation Til søs kæmpede vikingerne næsten som på land. Vikingerne yndede at slås med våben på tæt hold, ligesom de var vant til at gøre det på land. Angriberne skulle være mobile Taktisk angreb fra ræling Et stort skib med høj ræling gav en taktisk fordel, fordi krigerne kunne angribe oppefra og ned. Stor bevægelighed Skibene holdt sig tæt sammen, men uden at være tøjret til hinanden. Det gav større bevægelighed, så krigerne hurtigt kunne angribe. Skibe klar til angreb Løse skibe på flankerne kunne hurtigt angribe fjenden. Små både blev sendt frem til angreb. Skibenes høje stævne udgjorde en næsten uindtagelig mur. Forsvarerne var bundet sammen Forsvarernes svage punkt Skibene var tøjret sammen i en tæt formation. Flagskibet lå beskyttet Hærførerens skib lå solidt beskyttet i midten. For døde han, faldt vikingehæren fra hinanden. ANDERS KVÅLE RUE/VIKINGER I KRIG/WWW.TURBINE.DK For at undgå angreb på flankerne placerede vikingerne de store skibe med høj ræling yderst og lod mændene danne en skjoldmur. Taktikken på farvandet Vikingerne kæmpede aldrig på åbent hav det ville have gjort det umuligt at styre skibene. Slagene fandt sted i fjorde, bugter eller vige og oftest på lavt vand. bet stod færdigt, mente Sverre, det var for lille, og han fik det derfor bygget endnu større så stort, at indbyggerne i den landsby, hvor skibet blev bygget, frygtede, at deres huse skulle rives ned for at få skibet fra byggepladsen og ned i fjorden. Til søsættelsen sagde han: Der kan ikke være mange mænd her, som før har set så stort et langskib Et slag til vands mindede i høj grad om et slag på land. Vikingerne placerede sig som på land over for hinanden, så de kunne angribe på tæt hold. som dette flyde på vandet. Det vil blive et vigtigt værn mod vores fjender. Langskibe dominerede søslag Sagaerne bugner af beretninger om den slags kæmpeskibe. Den norske kong Olav Tryggvason lod sig fx ro i kamp i slaget ved Svold i år 999 ombord på Or men hin Lange, der angiveligt var 52 Øer og fastland kunne især forsvarerne udnytte til at forstærke deres position. De brugte øerne og fastlandet til at undgå angreb fra fjenden bagfra. meter langt og krævede hele 120 mand ved årerne. Slaget var en kamp om Norge mellem en allieret dansk-svensknorsk flåde mod Olav Tryggvason og endte med at blive hans sidste søslag. Ormen hin Lange var ligesom Ma ria su den og Olav den Helliges Karlshoved et langskib. Vikingernes dygtige skibsbyggere udviklede en række forskellihistorie 13 2015 41

VIKINGETIDEN ge skibstyper, herunder fiskerbåde og handelsskibe, men det var langskibet, der var havenes konge. Det opstod som type i løbet af 900-tallet og var konstrueret til at blive fyldt med krigere og sejle i høj fart med alle mand ved årerne og masten lagt ned. Nutidige forsøg med rekonstruerede vikingeskibe har vist, at de sejlede fremad med fem-seks knob, men kunne tvinges op på ni knob i kortere perioder som fx under et angreb, eller hvis en flygtende fjende skulle indhentes. Skroget stak ikke ret dybt, og styreåren kunne hives op, så det var muligt at sejle skibet ind på lavt vand, hvis vikingerne fik brug for at forfølge en fjende op på land eller selv måtte flygte. Sejlet blev kun brugt under transport. På vej mod et slag blev det pillet ned for at gøre skibet lettere at manøvrere. Jernstævn vædrede fjenden I vikingetidens sidste 100 år havde langskibene udviklet sig til deres fuldendte form store skibe med høj ræling og plads til i alt 100 krigere eller flere. I stævnen sad drabelige udskårne figurer, der var malet i flere farver. Figurerne var af mægtige gudeskikkelser, mandshoveder og dyrehoveder. Hvorfor vikingerne havde stævnfigurer, er uklart; måske skulle figurerne skræmme fjenden eller drive onde ånder bort, eller også sad de der for at vidne om, at skibet var på krigstogt. I fredstider tog vikingerne figurerne af. Olav Tryggvasons Ormen hin Lange, som han brugte under slaget ved Svold, kan meget vel have haft den mastodontiske størrelse, sagaerne fortæller om. Arkæologiske fund vidner om langskibe på op til 37 meter med 78 årer og plads til 100 mand. Et sådant skib blev fundet i Roskilde i 1997 og er dermed det største vikingeskib, der hidtil er kendt. Enkelte skibe kan have været endnu mere frygtindgydende. Ifølge sagaerne Langskibet var perfekt til krig Vikingernes flådemagt hvilede på de store langskibe, der blev udviklet i løbet af 900-tallet. Skibstypen skulle kunne drives hurtigt fremad med årer og rummede et stort antal krigere. Rorpind til at styre skibet med Et tov gennem styreåren fastgjorde den til skibssiden. Styreåre Sejlet var i vejen Under et søslag ville et sejl gøre skibet vanskeligt at styre. Derfor blev sejlet strøget, og masten lagt ned, før kampen gik i gang. Pyntet forstævn Dyrehoveder, gudeskikkelser og drabelige drager prydede skibets forstævn, men blev ofte pillet af i fredstid. Styreåren var en bredbladet åre, der sad på styrbordsside. Årerne stak ud gennem huller i skibssiden. Spant Dækket bestod af planker, som kunne fjernes for at nå lasten. Masten kunne nemt lægges ned. Kølsvinet holdt masten fast SOL90 IMAGES Skibets styrke Kølen var en kraftig egebjælke i skibets bund. Herfra rejste spanterne sig, som bar skibsklædningen. Stærke skibssider Skibsklædningen bestod af planker, der var klinklagt og holdt fast med jernnagler. Kølsvinet var fastgjort til kølen. 42 Historie 13 2015 Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook)

havde nogle af krigsskibene fra Danmark og Skåne en såkaldt vædderstævn, en metalbeslået spids i stævnen. Med et sådant jernvåben i stævnen kunne vikingerne sænke fjendens skibe ved at sejle ind i skibet og slå hul i skroget under vandlinjen uden at angriberne selv blev beskadiget. Malede skibe skulle imponere Livet ombord på langskibene bar præg af deres formål om at blive brugt til kampe: Indretningen bestod af hårde kistebænke til roerne, hvori de havde deres tøj. Om natten måtte mændene rejse telte i skibenes for- og bagender og sove på dækket. For at holde varmen lå de tæt sammen i tomandssoveposer, som var lavet af skind syet sammen i siderne. Ud over at være ukomfortable var langskibene statussymboler for stormanden og derfor rigt dekorerede: Hovederne og halen var guldbeslagne over det hele. Rælingerne var så høje som på havskibe. Det er det skib, der er blevet bedst bygget i Norge og med størst omkostning, beretter Snorri Sturluson om Ormen hin Lange. Både sagaer og arkæologiske fund vidner om skibsplanker, der var malet i klare farver, ligesom de mægtigste konger og stormænd lod deres sejl blive syet ud af baner af farvet stof. Når skibene lå i havn, var de dekoreret af krigernes farvestrålende skjolde, der hang på række langs rælingen. Et stort og flot skib vidnede om en mægtig krigsherre. Olavs mænd var overlegne For kong Olav Haraldsson var det Karlshoved, der skulle demonstrere hans magt for omverdenen, men trods det store hærførerskib var kongen ikke nær så godt udstyret som Sven forud for slaget ved Nesjar. Historikere har anslået, at Sven havde 45 skibe og Olav blot 20, omend de var større. Med 3.000 mand ombord hos Sven mod kongens 2.000 var jarlens hær også langt større. I sidste ende blev det dog Olavs og hans krigeres erfaring, der afgjorde slaget. Olavs krigere bar våben og udrustning, der var langt bedre og var Svens uerfarne hær overlegne. Olavs angreb tvang Svens skibe i defensiven, hvor Sven måtte tøjre skibene sammen, fortæller Snorri Sturluson. Resolut hægtede Olavs mænd Karlshoved til Svens skibe med bådshager. Det blev den hårdeste kamp, og i lang tid kunne man ikke se, hvem der I Sydnorge blev to kvinder begravet med Osebergskibet i år 834. BRIDGEMAN Mægtige vikinger sejlede ind i dødsriget Vikingerne mente, at rejsen til dødsriget foregik med skib. Derfor gravlagde vikingerne fornemme mænd og kvinder med et fartøj, der afspejlede den position, de havde haft i tilværelsen. Skibet var i sig selv et enormt offer på grund af de tusinder af arbejdstimer, det havde krævet at bygge. Med ombord fik samfundsspidserne alt, hvad de kunne få brug for i efterlivet: våben, husdyr, mad og drikke. Selv efter at gravrøvere havde været på spil, fandt arkæologerne sammen med vikingeskibet Osebergskibet ved Tønsberg i Norge en af de mest indholdsrige vikingegrave. skulle vige; der faldt mange på begge sider, beretter Sturluson. De braves brynjer / bristed under sværdhug / over skuld ren skarpe / skud fløj gennem luften, digtede skjalden Sigvat om slagets slutning. Mens mændene faldt til højre og venstre, og jarlens folk panisk flygtede ud over rælingerne og springe ned i det forårskolde fjordvand, trængte Olavs mænd ombord på skibet ved siden af Svens. Bannerføreren med Olavs hvide dragefane fulgte hurtigt efter de første krigere. Derefter kom kongen selv og kastede sig frygtløst ind i kampen. Striden var så voldsom, at krigernes hvide skjolde blev farvet røde af blod, fortæller Snorri Sturluson. Kongsmændene søgte mod jarleskibet, og det var lige ved, at de kom op på skibet, skriver han og fortsætter: Da jarlen så, i hvilken knibe de var kommet, råbte han til folk i forstævnen, at de skulle kappe sammenbindingen og frigøre skibet; det gjorde de. Men Olavs mænd svarede igen. De kastede bådshager ind over jarleskibets ræling og holdt hærførerens skib fast. I skibet fandt arkæologerne: 15 heste Flere hunde To okser En rigt dekoreret vogn Tre slæder Fem dyrehovedstolper Kister med tøj Vævestole Senge Økser Årer Gryder med ophæng Baljer Sven slap kun væk ved at hugge stævnen af sit skib. Han flygtede ud af fjorden med resterne af sin hær. Mens Olav så til på afstand, faldt Svens hær hurtigt fra hinanden. Efter sejren over Sven sikrede Olav sig en stor del af Norge, og kort tid efter samlede han hele Norge under sig. Olav var konge af Norge frem til år 1030, hvor han døde i slaget ved Stiklestad i Norge. Sven flygtede efter nederlaget til Sverige og nåede ikke at tage sin hævn, før han døde kort tid efter flugten. De store vikingesøslag ebbede ud, i takt med at Skandinavien kom til at ligne resten af Europa med stærke konger bakket op af et kirkeligt bureaukrati. Læs mere Kim Hjardar og Vegard Vike: Vikinger i krig, Turbine, 2014 Richard Hall: I vikingernes vide verden, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2007 Islændingesagaerne (med bl.a. Snorri Sturlasons Olav den Helliges Saga ), Saga Forlag, 2014 Print: cyt815 - PDF PROCES Layout: cyt Red.sek: tjrk Historie 13 2015 43 Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook)