Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en forfærdelig sygdom som kræft. Fordi han havde valgt misbruget frem for livet. Og fordi jeg følte lettelse, den dag han døde. Af Johanne Ramskov Erichsen journaliststuderende At miste en man elsker er det værste. Når den man mister og elsker, samtidig har et misbrug, blander den intense sorg over tabet sig med tusind tabuer. Sådan havde jeg det. For to år siden døde min stedfar. Min stedfar som gjorde verden til et rigtig trygt sted at være for mig. Min stedfar som jeg elskede med alt i min krop. Min stedfar som var alkoholiker. Han havde ligget på Rigshospitalets hvide stue en måneds tid, da lægerne sagde, at der ikke var mere at gøre. Stille og roligt gav hans organer op et efter et. Vi kiggede på, mens hans krop blev mindre og mindre og hans hud gul og indsunken. Han mistede hukommelsen, stoppede med at spise og fik kateter. Ligeså stille døde han foran øjnene på os. Hans lever og resten af ham sagde stop efter et langt liv med alkohol som tilbagevendende trofast følgesvend. Det var alkoholen, der havde ædt ham, og selvom han i mine øjne havde en uretfærdig og ond sygdom, var det på en anden måde. En måde der gjorde, at jeg ikke kunne finde plads til min sorg. For han var jo alkoholiker. Så havde han jo på en måde selv valgt døden. Sådan kan jeg godt føle at andre folk tænker, når jeg fortæller om sorgen over tabet af min stedfar. Helst vil jeg gerne undgå, at fortælle hvad han døde af, for jeg får altid det samme blik: Hvor må det må have været hårdt for hende at leve med en alkoholiker - Blikket. Men i min verden var det ikke det hårdeste at leve med ham, men derimod uden ham. En kamp mod utallige kræfter Den dag han døde, startede der en kamp inden i mig. En kamp med at tackle tabet af en mand, jeg elskede. Men samtidig med de tabuer der følger med at elske en alkoholiker. En kamp mod følelsen af at min sorg ikke er berettiget, fordi han var alkoholiker.
En kamp mod den dårlige samvittighed der fylder mig, fordi de sidste ord jeg sagde til min elskede stedfar var, at han skulle skride. Og en kamp mod det faktum at jeg følte mig lettet, den dag han døde. Alle disse kampe gjorde at jeg ikke følte, jeg havde ret til min sorg. For hvordan kunne jeg være berettiget til at græde, når det sidste han fik fra mig, mens han stadig var i live, var had. Hvorfor var det synd for mig, at han drak sin lever i stykker. Og hvem kan nogensinde forstå, at man kan føle sig lettet over at ens stedfar endelig dør? Hvis bare han var død af noget andet, tænkte jeg ofte. Så var det måske lettere at sørge over mit tab. Det var en solskinsdag i august, da min mor ringede med beskeden. Beskeden om at han inden for et par timer ville ånde ud. Jeg gik rundt i min lille kvistlejlighed på Nørrebro, mens tankerne kværnede rundt i min hjerne. Solen skinnede ind af det store vindue, der lyste rummet op. Ude på gaden brusede busserne og livet levede, indeni mig var alt tomt. Tomt og træt. Og lettet. Min stedfar kom ind i mit liv på et tidspunkt, hvor vores lille familie havde brug for kærlighed, og han fyldte min mor med ro. Han blev hurtigt en stabil støtte i mit liv. Han lyttede til mine drømme og drømte dem med mig. Jeg kunne besøge min mor og ham i det dejlige kolonihavehus og pludselig være i en kernefamilie, hvor min mor lå med røven i vejret i haven og lugede ukrudt, og min stedfar stod i køkkenet med et forklæde om den tykke mave og en gryderet simrende. En kernefamilie hvor min mor kom ind, gav ham et kys og overtog madlavningen, fordi min stedfar og jeg skulle se Friends i fjernsynet. Og vi lå i hver vores ende af sofaen og grinede sammen med dåselatteren, mens min mor gik og småbrokkede sig, på den der hyggelige måde, hvor hun i virkeligheden smilte over hele ansigtet og elskede hvert et sekund. Præcis som jeg gjorde. De første mange år var så skønne, at de sidste gjorde endnu mere ondt. Min stedfar var alkoholiker. Det vidste vi godt.
Antabus og elefantøl Efter at have været ædru i flere år, var det som om en dæmon tog ved ham. Jeg husker det som en rastløshed, der ramte ham. Pludselig ville han stoppe på sin antabus. Ifølge ham var det intet problem, han havde jo været ædru så længe. Men da antabussen var ude, var der plads til alkoholen, og vi mistede ham til bænken og elefantøl på dåse. De første gange dæmonen begyndte at titte frem, vandt vi over den. Han drak, vi ventede til han var færdige, for som min mor sagde, ville det først stoppe, når han selv var klar. Så vi ventede. Indtil han pludselig var klar. Så kom han til afrusning, indtil han udsultet og træt kom hjem igen. Hjem på sofaen, hvor han blev puttet og passet og fedet op. Hjem på sofaen hvor luften var tyk af dårlig samvittighed og anger og undskyldninger. Når han drak, trak jeg mig helt væk. Jeg kunne ikke se på det, og måske derfor kunne jeg fastholde min store kærlighed til ham. Når han så lå på sofaen, ynkelig og ked af det og undskyldte kan jeg huske, at det frastødte mig, at alt inden i mig skreg. Det gav mig en følelse af, at jeg helst ville forsvinde. Alligevel kunne jeg ikke hade ham for det, jeg forstod, at det var en sygdom. En sygdom han ikke altid kunne styre. Og når han igen var i min mors hjem, var det som om en ro sank sig, uanset hvor ussel og ødelagt han så var. År gik på den måde. Ædru perioder hvor han var den bedste, lige indtil min mor ringede med beskeden om, at der var for mange antabus i pakken, og at han var forsvundet igen. Desværre kom dæmonen oftere og oftere. Turene blev længere og længere. Til sidst kunne min mor ikke mere og efter endnu en afrusning på Bispebjerg, var det ikke hendes sofa han blev udskrevet til, men i stedet et herberg for aktive alkoholikere. Et sted hvor der blev drukket. Et sted hvor han ikke ville kunne holde dæmonen væk. Jeg var så ulideligt ulykkelig, men mest af alt så vred. Så frustreret over at alkoholen vandt over vores lille familie. Afmagten bosatte sig i mit inderste, den sugede sig ind i hver en knogle i min krop. For mig var det umuligt at overskue konsekvenserne af, at han muligvis ville forsvinde fra vores liv. For mig var det forfærdeligt, at skulle undvære ham i mit liv. Men min sorg blev efterhånden forvandlet til en voldsom vrede.
En vrede jeg ikke kunne styre, den sidste aften jeg så min stedfar i virkeligheden, den virkelighed der ikke findes på et hospital. Jeg var på besøg hos min mor, da han pludselig stod foran hendes hoveddør med en knækket blomst, fuld af undskyldninger, men mest af alt fuld af sprut. Jeg stod på den anden side, fuld af vrede som jeg ikke kunne styre. Derfor var de sidste ord, jeg nogensinde sagde til min elskede stedfar, at han skulle skride. Jeg skreg af ham, som jeg aldrig har skreget før. Jeg råbte og græd. Spyt og tårer fløj ud mod ham, indtil han gik baglæns ud i natten. Ud i det mørke og det kolde. Baglæns gik han, mens jeg skreg direkte ind i hans store ulykkelige øjne. Bagløns gik han, mens min krop sank sammen i døråbningen. Baglæns gik han ud i mørket, indtil han forsvandt. Væk væk væk. Lettelse Det var mine ben der førte mig ind i betonmonstret Rigshospitalet og op op op med elevatoren. Resten af mig fulgte bare med. På toppen af det hele for enden af den længste gang lå han. På en stue hvor larmede maskiner holdt en anden mand i live. Jeg trådte ind i rummet, der pludselig føltes ulideligt småt. Sygeplejersker kom ind og ud af lokalet, for dem var det bare endnu en dag på job, for mig var det den hårdeste dag i mit liv. Jeg holdt fokus på vinduet og lyset, mens jeg gik gennem lokalet. Der bag et forhæng lå min stedfar. En mand jeg ikke kunne kende. Tynd og gul i huden med åben mund og lukkede øjne. En mand jeg havde elsket, og som nu var ved at forsvinde for øjnene af mig. Han slog øjnene op og kiggede på mig uden tegn på, at han forstod, hvem jeg var. En tåre flød fra det ene øje. Jeg kunne ikke holde tårerne væk, jeg kunne ikke trække vejret, jeg kunne ikke stå på mine ben, og jeg skulle kaste op. Stuen kvalte mig, lyden kvalte mig, det elskede menneske som var på vej væk kvalte mig. Jeg forlod stuen, før jeg havde sagt noget. Da elevatoren kørte ned ned ned hulkede jeg, så det skar i væggene. Hulkede så alt rystede. Det var et par dage efter dette møde min mor ringede. Den dag hvor lyset kom ind af vinduet, og jeg bare ventede i min kvistlejlighed. Den dag hvor verden pludselig blev en larmende tom masse uden ham i den. Den dag hvor noget inden i mig blev lettet. Jeg kunne intet gøre. Den brusede bare ind over mig og efterlod mig træt.
Alkoholen, uvisheden, frygten, vreden, sorgen det hele blev til lettelse. Han var min bedste Lars. En person, som slog sig selv ihjel, og valgte misbruget frem for livet. En person, der gjorde det svært at elske ham, men som jeg alligevel elskede.