KAPITEL 16 DE SYV MESTERÅNDER Paradisets syv Mesterånder er den Uendelige Ånds primære personligheder. I denne syvfoldige skabelses handling af selv-duplikering har den Uendelige Ånd opbrugt de naturlige tilknyttende matematiske muligheder i den faktuelle eksistens af Guddommens tre personer. Havde det været muligt at producere et større antal Mesterånder, så ville de været blevet skabt, men der er lige netop syv tilknyttede muligheder, og kun syv, iboende i tre Guddomme. Og dette forklarer hvorfor universet virker i syv store inddelinger, og hvorfor tallet syv er grundlæggende fundamental i dets organisation og administration. De syv Mesterånder, som har deres oprindelse i, og udleder deres individuelle karakteristika fra, de følgende syv ligheder: 1. Den Universelle Far. 2. Den Evige Søn. 3. Den Uendelige Ånd. 4. Faderen og Sønnen. 5. Faderen og Ånden. 6. Sønnen og Ånden. 7. Faderen, Sønnen, og Ånden. Vi ved meget lidt angående Faderen og Sønnens handling i skabelsen af Mesterånderne. Tilsyneladende er de bragt ind i eksistensen ved den Uendelige Ånds personlige handling, men vi er udtrykkelig blevet instrueret om at både Faderen og Sønnen deltog i deres oprindelse. I åndskarakter og natur er disse Syv Paradisånder som en, men i alle andre identitetsaspekter er de meget ulig, og virkningen af deres funktion i superuniverserne er sådan at de individuelle forskelle fra hver er umiskendelig synlige. Alle de efterfølgende planer af det store univers syv afsnit og selv de korrelative afsnit af ydre rum er betinget af de andre end åndelige forskelligheder fra disse Syv Mesterånder af højeste og yderste tilsyn. Mesterånderne har mange funktioner, men på nuværende tidspunkt er deres særlige domæne central tilsynet af de syv superuniverser. Hver Mesterånd opretholder et enorm kraft-fokus hovedkvarter, som langsomt cirkulere rundt om Paradisets periferi, altid opretholdende en position modsat superuniverset af direkte tilsyn og i Paradisets fokus af dets specialiseret styrke kontrol og delvise energi fordeling. De yderliggående grænselinier fra hvert af superuniverserne løber faktisk sammen i den tilsynsførende Mesterånds Paradishovedkvarter. 1. FORHOLDENE TIL TREENIG GUDDOM
Samforeneren, den Uendelige Ånde, er nødvendig for at gøre den udelelig Guddoms treenige personificering fuldstændig. Denne trefoldige Guddoms personificering er i følge sin natur syvfoldig i muligheden af individuel og tilknyttende udtryk; derfor gjorte den efterfølgende plan til at skabe universer beboet af intelligente og potentielle åndelige væsener, som på tilbørlig måde udtrykker Faderen, Sønnen, og Ånden, personificeringen af de Syv Mesterånder uundgåelig. Vi er kommet til at tale om den trefoldige personificering af Guddommen som den absolutte uundgåelighed, mens vi er kommet til at se de Syv Mesterånders tilsynekomst som den subabsolutte uundgåelighed. Mens de Syv Mesterånder knap er udtryk for trefoldig Guddom, så er de den evige portrættering af syvfoldig Guddom, de aktive og tilknyttende funktioner af de tre altid-eksisterende Guddomspersoner. Med, i og gennem disse Syv Ånder er, den Universelle Far, den Evige Søn, eller den Uendelige Ånd, eller enhver dobbelt forbindelse, i stand til at fungere som sådan. Når Faderen, Sønnen, og Ånden handler sammen, kan og vil de fungere gennem Mesterånden Nummer Syv, men ikke som en Treenighed. Mesterånderne repræsentere enkeltvis eller samlet enhver og alle mulige Guddomsfunktioner, enkelte eller flere, men ikke kollektivt, ikke Treenigheden. Mesterånd Nummer Syv fungere ikke personlig med hensyn til Paradisets Treenighed, og det er netop derfor at han kan fungere personlig for det Højeste Væsen. Men når de Syv Mesterånder rømmer deres individuelle sæder af personlig styrke og superunivers autoritet og samles om Samforeneren i Paradis Guddommens treenige tilstedeværelse, så er de samlet repræsenterende den udelte Guddoms fungerende styrke, visdom, og autoritet Treenigheden til og i de udviklende universer. Sådan en Paradis forening af Guddommens primære Syvfoldige udtrykkelse omfatter virkelig, bogstavelig talt omspænder, alle og enhver egenskab og holdning af de tre evige Guddomme i Højestehed og i Yderstehed. I den faktiske virkelighed så omspænder de Syv Mesterånder den Højeste-Yderstes fungerende domæne til og i mesteruniverset. Så langt som vi kan skelne, så er disse Syv Ånder forbundet med de tre evige Guddoms personers guddommelige aktiviteter; vi opdager ingen bevis for direkte forbindelse med de tre evige faser af fungerende tilstedeværelse af den Absolutte. Når Mesterånderne er forbundet, så repræsentere de Paradis Guddommene i hvad kan groft opfattes som den endelige handlings domæne. Det kan omfatte meget som er yderst men ikke absolut. 2. FORBINDELSE TIL DEN UENDELIGE ÅND Præcis som den Evige og Oprindelige Søn er afsløret gennem det stadig stigende antal personer af guddommelige Sønner, således er den Uendelige og Guddommelige Ånd afsløret gennem de Syv Mesterånder og deres tilknyttede åndegruppers kanaler. I centrenes centrum er den Uendelige Ånd tilgængelig, men ikke alle som når Paradis er umiddelbart i stand til at skelne hans personlighed og differentieret tilstedeværelse; men alle som når central universet kan og vil øjeblikkelig kunne føre en fortrolig samtale med en af de Syv Mesterånder, den ene som præsidere over det superunivers hvorfra den netop ankomne rumpilgrim er hjemmehørende. Paradisets Far taler kun til universernes univers gennem hans Søn, mens han og Sønnen i fællesskab kun handler gennem den Uendelige Ånd. Udenfor Paradis og Havona taler den Uendelige Ånd kun ved hjælp af de Syv Mesterånders stemmer.
Den Uendelige Ånd udøver en personlig tilstedeværende indflydelse indenfor Paradis-Havona systemets begrænsning; alle andre steder er hans personlige ånd tilstedeværelse er udøvet af og gennem en af de Syv Mesterånder. Derfor er den Tredje Kilde og Centers superuniverse ånds tilstedeværelse på enhver verden eller i ethvert individ betinget af den tilsynsførende Mesterånds enestående natur af det omhandlende afsnit af skabelsen. Omvendt, så passere de kombineret åndekraft linier og intelligens indad til den Tredje Guddomsperson via de Syv Mesterånder. De Syv Mesterånder er samlet udstyret med de højeste-yderste egenskaber fra den Tredje Kilde og Center. Mens hver enkelt individuelt tager del i denne begavelse, så er det kun samlet at de afslører kendetegnene af almagt, alvidenhed, og allestedsnærværelse. Ingen af dem kan fungere som universelle; som individer og i udøvelsen af disse Højesthedens og yderstehedens styrker er hver personlig begrænset til superuniverset af umiddelbart tilsyn. Alt hvad der hidtil er fortalt jer angående Samforenerens guddommelighed og personlighed gælder ligelig og fuldstændig for de Syv Mesterånder, som meget effektivt uddeler den Uendelige Ånd til det store univers syv afsnit i overensstemmelse med deres guddommelige begavelse og på deres egen forskellig måde og individuelle enestående natur. Det ville derfor være passende at anvende ethvert eller alle navnene af den Uendelige Ånd til denne samlet gruppe af syv. Samlet er de som en med Samskaberen på alle subabsolutte niveauer. 3. MESTERÅNDERNES IDENTITET OG FORSKELLIGHED De Syv Mesterånder er ubeskrivelige væsener, men de er udtrykkeligt og bestemt personlige. De har navne, men vi foretrækker at introducere dem med nummer. Som primære personifikationer af den Uendelige Ånd, er de beslægtet, men som primære udtrykkelser af den treenige Guddoms syv mulige forbindelser, er de i alt væsentligt forskellig af natur, og denne naturlige forskellighed bestemmer deres superuniverse ledelsesforskel. Disse Syv Mesterånder kan beskrives som følgende: Mesterånd Nummer Et. På en speciel måde så er denne Ånd den direkte repræsentation af Paradis Faderen. Han er en mærkelig og virksom manifestation af den Universelle Fars styrke, kærlighed, og visdom. Han er den tætte medarbejder og ophøjet rådgiver af Mysterie Overskuernes leder, det væsen som præsidere over Kollegiet af Personificeret Retter på Divinington. I alle de Syv Mesterånders forbindelser, er det altid Mesterånd Nummer Et som taler for den Universelle Far. Denne Ånd præsidere over det første superunivers og, selvom han ufejlbarlig viser den guddommelige natur af en primær personificering af den Uendelige Ånd, så synes han mere specielt at ligne den Universelle Far i karakter. Han er altid i personlig forbindelse med de syv Tilbagekastende Ånder på det første superunivers hovedkvarter. Mesterånd Nummer To. Denne Ånd portrættere fyldestgørende den Evige Søns mageløse natur og charmerende karakter, den førstefødte af hele skabelsen. Han er altid i tæt forbindelse med alle Gudsønnernes ordener hvorend de tilfældigvis måtte befinde sig i beboelsesuniverset som individer eller i glædebringende konklave. I alle forsamlinger af de Syv Mesterånder er det altid ham som taler for og på vegne af, den Evige Søn.
Denne Ånd styrer skæbnerne i superunivers nummer to og hersker over dette uhyre domæne som var det den Evige Søn. Han er altid i forbindelse med de syv Tilbagekastende Ånder placeret på det andet superunivers hovedstad. Mesterånd Nummer Tre. Denne Ånds personlighed ligner især den Uendelige Ånd, og han leder udviklingen og arbejdet for mange af den Uendelige Ånds høje personligheder. Han præsidere over deres forsamlinger og er tæt forbundet med alle personligheder som udelukkende har oprindelse i den Tredje Kilde og Center. Når de Syv Mesterånder er i rådsforsamling, så er det altid Mesterånd Nummer Tre som taler for den Uendelige Ånd. Denne Ånd leder superunivers nummer tre, og han administrere dette afsnits anliggender som var det den Uendelige Ånd. Han er altid i forbindelse med de Tilbagekastende Ånder på det tredje superunivers hovedkvarter. Mesterånd Nummer Fire. Deltagende i den kombineret natur af Faderen og Sønnen,så er denne mesterånd bestemmende indflydelse angående Fader-Søn interesser og fremgangsmåder i de Syv Mesterånders rådsforsamlinger. Denne Ånd er øverst bestyrer og rådgiver for dem opstigende væsener som har opnået den Uendelige Ånd og som således er blevet kandidater til at se Sønnen og faderen. Når det bliver nødvendigt at repræsentere Faderen og Sønnen i forbindelsen med de Syv Mesterånder, så er det altid Mesterånd Nummer Fire som taler. Denne Ånd plejer det store univers fjerde afsnit i overensstemmelse med hans mærkelige forbindelse af den Universelle Far og den Evige Søns egenskaber. han er altid i personlig forbindelse med de Tilbagekastende Ånder på det fjerde superunivers hovedkvarter. Mesterånd Nummer Fem. Denne guddommelige personlighed som på fortræffelig vis blander den Universelle Far og den Uendelige Ånds karakter er rådgiver for den enorme gruppe af væsener kendt som styrke bestyrer, styrke centrene, og fysiske kontrollører.denne Ånd plejer også alle personligheder som har oprindelse i Faderen og Samforeneren. I de Syv Mesterånders rådsforsamling, når Fader-Ånd standpunktet er til debat, så er det altid Mesterånd Nummer Fem som taler. Denne Ånd styrer det femte univers velfærd på en måde som antyder den kombineret handling af den Universelle Far og den Uendelige Ånd. Han er altid i forbindelse med de Tilbagekastende Ånder på det femte superunivers hovedkvarter. Mesterånd Nummer Seks. Dette guddommelige væsen synes at portrættere den kombineret karakter af den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Hver gang de skabninger som i fællesskab er skabt af Sønnen og Ånden mødes i central universet, så er det denne Mesterånd som er deres rådgiver; og når som helst i de Syv mesterånders rådsforsamling, det bliver nødvendigt at tale for fællesskabet af den Evige Søn og den Uendelige Ånd, så er det Mesterånd Nummer Syv som reagere. Denne Ånd styrer det sjette superunivers anliggender som var det den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Han er altid i forbindelse med de Tilbagekastende Ånder på det sjette superunivers hovedkvarter. Mesterånd Nummer Syv. Den præsiderende Ånd af det syvende superunivers er en enestående ligelig portrættering af den Universelle Far, Den Evige Søn, og den Uendelige Ånd. Den Syvende Ånd, den plejende rådgiver for alle treenige-oprindelses
væsener, er også rådgiver og bestyrer af alle de opstigende pilgrimme til Havona, de beskedne væsener som har opnået ærens domstol gennem den kombineret tjeneste af Faderen, Sønnen, og Ånden. Den Syvende Mesterånd er ikke organisk repræsentativ for Paradisets Treenighed; men det er en velkendt kendsgerning at hans personlige og åndelige natur er Samforenerens portrættering i ligelig proportioner af de tre uendelige personer hvis Guddoms forening er Paradis Treenigheden, og hvis funktion som sådan er kilden fra den personlige og åndelige natur af den Højeste Gud. Derfor afslører den Syvende mesterånd et personlig og organisk slægtskab til den udviklende Højestes åndeperson. Derfor i de højere Mesterånds rådsforsamlinger, når det bliver nødvendig at afgive en stemme for det kombineret personlige standpunkt af Faderen, Sønnen, og Ånden eller at skildre det Højeste Væsens indstilling, så er der Mesterånd Nummer Syv som fungere. Han bliver således i følge sin natur det præsiderende leder af de Syv Mesterånders Paradis rådsforsamling. Ingen af de Syv Ånder er organisk repræsentativ for Paradis Treenigheden, men når de forenes som syvfoldig Guddom, er denne forening i en vis forstand en guddom ikke i en personlig forstand ligegældende til et fungerende niveau knyttet til Treenighedens funktioner. I denne betydning er den Syvfoldige Ånd funktionsmæssig tilknyttet til Paradisets Treenighed. Det er også i denne betydning at Mesterånd Nummer Syv nogle gange taler i bekræftelse af Treenighedens holdninger eller, snarere, handler som talsmand for den Syvfoldig-Ånds-Forenings holdning angående holdningen af den Trefoldig-Guddoms-forening, Paradis Treenighedens holdning. Den Syvende Mesterånds mangeartet funktioner strække sig fra en kombineret portrættering af Faderen, Sønnen, og Åndens personlige naturer gennem en repræsentation af den Højeste Guds personlige standpunkt, til en afsløring af Paradis Treenighedens guddoms holdning. Og i en vis respekt så er denne præsiderende Ånd ligeledes udtrykkende den Yderstes og den Højeste-Yderstes holdninger. Det er Mesterånd Nummer Syv som, som i sine mangeartet evner, personlig sponsorere fremgangen af de opstigende kandidater fra tidsverdnerne i deres forsøg på at opnå forståelse om Højesthedens udelelige Guddom. En sådan forståelse involvere en opfattelsesevne af Højestheden af Treenighedens eksistentielle suverænitet således samordnet med et begreb om det Højeste Væsens voksende erfaringsmæssige herredømme for at udgøre skabningers opfattelsesevne af Højesthedens enhed. Skabningers virkeliggørelse af disse tre kendsgerninger er lig med Havonas forståelse af Treenigheds virkelighed og udstyrer tidspilgrimmene med evnen til i sidste instans at gennemtrænge Treenigheden, til at opdage Guddommens tre uendelige personer. Havona pilgrimmenes manglende evne til fuldstændig at finde Gud den Højeste er kompenseret af den Syvende Mesterånd, hvis treenige natur på en så ejendommelig måde afslører den Højestes åndeperson. Uden den nuværende universtidsalder, da den Højeste person ikke kan kontaktes, fungere Mesterånd Nummer Syv som stedfortræder for de opstigende væseners Gud når det gælder personlige forhold. Han er det højeste åndevæsen som alle opstigende med sikkerhed kommer til at genkende og til en vis grad forstå når de når herlighedens centre. denne Mesterånd er altid i forbindelse med de Tilbagekastende Ånder fra Uversa, hovedkvarteret i det syvende superunivers, vores eget afsnit af skabelsen. Hans administration af Orvonton afslører den fantastiske symmetri af den samordnet blanding af Faderens, Sønnens, og Åndens guddommelige naturer. 4. MESTERÅNDERNES EGENSKABER OG FUNKTIONER
De Syv Mesterånder udgør den Uendelige Ånds fuldstændige repræsentation i de evolutionære universer. De repræsentere den Tredje kilde og Center i de forhold som berører energi, sind, og ånd. Glem ikke at mens de fungere som koordinerende overhoveder for Samforenerens universelle administrative kontrol så har de deres oprindelse i Paradis Guddommenes skabende handlinger. Det er bogstavelig sandt at disse Syv Ånder er den treenige Guddoms personaliserende fysiske styrke, kosmiske sind, og åndelige nærværelse. Guds Syv Ånder udsendt til hele universet. Mesterånderne er enestående for så vidt som at de fungere på virkeligheden af alle universets niveauer undtagen det absolute. De er derfor, effektive og perfekte overvågere af alle faser af administrationens anliggender på alle aktivitetsniveauer i superuniverserne. Det er svært for det dødelige sind at forstå ret meget om Mesterånderne fordi deres arbejde er så specialiseret men dog alt omfattende, så exceptionelt materielt og samtidig så udsøgt åndeligt. Det kosmiske sinds alsidige skabere er stamfædre til Universets Styrkeledere og selv er de højere ledere for den vældige og vidt udbredte skabelse af skabende åndevæsener. De Syv Mesterånder er har skabt Universets Styrkeleder og deres medarbejdere, væsener som er uundværlige for organisationen, kontrollen og reguleringen af storuniversets fysiske energier. Og disse samme Mesterånder assistere på et meget materielt vis Skabersønnerne i arbejdet med at forme og organisere lokaluniverserne. Vi er ikke spore nogen personlig forbindelse mellem Mesteråndernes arbejde med kosmisk energi og det Egenskabsløse Absoluttes kraftfunktioner. De energimanifestationer som hører til Mesteråndernes virksomhedsområde styres alle fra Paradisets periferi; de synes ikke på nogen direkte måde at være forbundet med det tilsvarende kraftfænomen fra Paradisets nedre overflade. Ubestrideligt er det, at når vi møder de afvekslende Morontia Styrkeovervågers fungerende aktiviteter, så er vi ansigt til ansigt med visse af Mesteråndernes uåbenbaret aktiviteter. Hvem, bortset fra disse stamfædre af både fysiske kontrollører og åndetjenere kunne have kommet på at kombinere og forene materielle og åndelige energier så der opstod en hidtil ukendt fase af universvirkelighed, morontiasubstans og morontiasind? Meget af de åndelige verdners virkelighed er af morontiaklasse, en fase af universvirkelighed helt ukendt på Urantia. Målet for personlighedstilværelse er åndelig, men morontiaskabelserne kommer altid imellem og overbygger den dybe kløft mellem de materielle verdner for de dødeliges oprindelse og superuniversets sfære for tiltagende åndelig status. Det er i dette område som Mesterånderne yder deres store bidrag til planen for menneskenes opstigning til Paradis. De Syv Mesterånder har personlige repræsentanter som virker overalt i storuniverset; men da en stor majoritet af disse underordnede væsener ikke direkte har noget at gøre med opstigningsplanen for de dødeliges fremgang langs vejen mod Paradisets fuldkommenhed, så er lidt eller ingenting åbenbaret om dem. Meget, rigtig meget, af de Syv Mesterånders aktivitet forbliver skjult for menneskets forståelse fordi det på ingen måde direkte berør problematikken omkring jeres opstigning til Paradis. Det er højst tænkeligt, skønt vi ikke kan byde på noget definitivt bevis, at Orvontons Mesterånder udøver en afgørende indflydelse i de følgende aktivitetsområder:
1. Fremgangsmåden for livs indførelse af lokal universets Livsbærere. 2. Livsaktiveringerne udgående fra adjudant sindsånderne som er overdraget til verdnerne af den Skabende Ånd i et lokalunivers. 3. De fluktuationer i energimanifestationerne som udvises af de enheder af organiseret materie som reagere på lineær gravitation. 4. Den opdukkende energis adfærd når den helt er befriet fra den Egenskabsløse Absoluttes greb og således begynder at reagere på den lineære gravitations direkte indflydelse og Universets Styreledere og deres medarbejders manipulationer. 5. Overdragelsen af den tjenende ånd fra den Skabende Ånd i et lokal univers, kendt på Urantia som Helligånden. 6. Den efterfølgende overdragelse af overdragelsessønnernes ånd, på Urantia kaldt (Trøsteren) eller Sandhedsånden. 7. Tilbagekastelsesmekanismen i lokal universerne og i superuniverset. Mange træk forbundet med dette særpræget fænomen kan knap forklares fornuftigt eller forstås rationelt uden at man forudsætter Mesteråndernes virksomhed i forbindelse med Samforeneren og det Højeste Væsen. På trods af at vi ikke tilstrækkeligt vel forstår de Syv Mesterånders mangfoldige virksomheder så er vi overbevist om, at der findes to områder i det uhyre felt af universaktiviteter som de ingenting som helst har at gøre med: overdragelsen af Tankeretterne og deres virksomhed samt den Egenskabsløse Absoluttes uudgrundelige funktioner. 5. FORHOLD TIL SKABTE VÆSENER Hvert segment i storuniverset, hvert særskilt univers og særskilt verden nyder gavn af alle de Syv Mesterånders forenede råd og og visdom men får kun den personlige prægning og nuance fra en. Og den personlige natur hos hver Mesterånd gennemstrømmer helt og betinger unikt hans superunivers. Som følge af de Syv Mesterånders personlige indflydelse må hvert væsen i hver klasse af intelligente væsener udenfor Paradis og Havona have den karakteristiske præg som angiver den nedarvet natur fra nogen af disse Syv Mesterånder. Hvad angår de syv superuniverser, kommer hvert indfødt væsen, menneske eller engel, til for altid at bære dette kendetegn som angiver deres fødselsoprindelse. De Syv Mesterånder trænger ikke direkte ind i de særskilte væseners materielle sind i de evolutionære verdner i rummet. De dødelige på Urantia oplever ikke den personlige nærværelse af sind- og ånds påvirkningen fra Orvontons Mesterånd. Hvis denne Mesterånd opnår nogen form for kontakt med det særskilte dødelige sind under de tidligere evolutionære tidsaldre på en beboet planet, så må det ske gennem den tjeneste som udgår fra lokaluniversets Skabende Ånd, ægtefællen og medarbejderen til Guds Skabersøn som præsidere over hvert lokal skabelses skæbne.
Men denne samme Skabende Moderånd er i sin natur og og karakter meget lig Orvontons Mesterånd. Den fysiske prægning som stammer fra en Mesterånd er en del af menneskets materielle oprindelse. Hele det morontielle livsforløb er levet under vedvarende indflydelse af den samme Mesterånd. Det er næppe underligt at det efterfølgende åndsforløb som en sådan opstigende dødelig gennemgår aldrig helt udsletter det karakteristiske præg som stammer fra denne samme overvågende Ånd. En Mesterånds indprægning er grundlæggende for selve eksistensen i hvert stadium af de dødeliges opstigelse før Havona. De udmærkede personlighedstendenser som fremstår i de dødeliges livserfaringer, og som er særpræget i hvert superunivers og som direkte udtrykker naturen hos den dominerende Mesterånd, udslettes aldrig helt, selv ikke efter at disse opstigende væsener underkastes den lange træning og ensartet disciplin som de møder på Havonas en milliard udviklingskloder. Selv den efterfølgende intensive paradiskultur er ikke tilstrækkelig til at udslette de kendetegn som angiver fra hvilken superunivers vedkommende stammer. Under hele evigheden kommer en opstigende dødelig til at udvise karakteristiske træk som angiver den ledende Ånd i superuniverset for hans fødsel. Selv når man i Finalitkorpset ønsker at få frem eller skildre et fuldstændig Treenighedsforhold til den evolutionære skabelse samler man altid en gruppe på syv finalitter, en fra hvert superunivers. 6. DET KOSMISKE SIND Mesterånderne er de syvfoldige kilder til det kosmiske sind, det intellektuelle potentiale i storuniverset. Det kosmiske sind er en subabsolut manifestation af den Tredje Kilde og Centers sind og i visse henseender funktionelt forbundet til det evolutionerende Højeste Væsens sind. I en verden som Urantia møder vi ikke de Syv Mesterånders direkte indflydelse på menneskeracernes anliggender. I lever under den umiddelbare indflydelse af Nebadons Skabende Ånd.På trods af dette dominere de samme Mesterånder grundreaktionerne i alle skabende væseners sind fordi de er de virkelige kilder til det intellektuelle og åndelige potentiale som i lokaluniverserne er blevet specialiseret for at fungere i de individers liv som bebor de evolutionære verdner i tid og rum. Det kosmiske sinds faktiske eksistens forklarer slægtskabet mellem ulige typer af menneskelige og overmenneskelige sind. Det er ikke kun beslægtede ånder som drages mod hverandre, men beslægtede sind er også meget omgangsvenlige og tendere mod at samarbejde med hverandre. Menneskesind er blandt andet observeres løbende i baner af forbavsende lighed og uforklarlig overensstemmelse. I alle det kosmiske sinds personlighedsforhold findes der en egenskab som kunne kaldes virkelighedssans. Det er denne universelle kosmiske formåen hos viljevæsener som redder dem fra at blive hjælpeløse ofre for de antagelser som videnskab, filosofi og religion på forhånd forudsætter som sande. Denne virkelighedssensitivitet hos det kosmiske sind reagerer på visse faser af virkelighed præcis som energi-materialet reagere på gravitation. Det ville nu være mere korrekt at sige at disse overmaterielle realiteter reagere på denne måde på sindet i kosmos.
Det kosmiske sind reagerer ufejlbarligt (genkendelse reaktionen) på tre niveauer af universvirkelighed. Disse reaktioner er selvindlysende på klart resonerende og dybt tænkende sind. Disse virkelighedsniveauer er: 1. Kausalitet de fysiske sinds virkelighedsdomæne, de videnskabelige områder af logisk ensartethed, adskillelsen af det faktiske og det ikke faktiske, begrundede slutninger baseret på kosmisk respons. Dette er den matematiske form af kosmisk skelnen. 2. Pligt moralopfattelsens virkelighedsdomæne i det filosofiske område, fornuftens arena, opfattelsen af relativt ret og fejl. Dette er de juridiske form af kosmisk skelnen. 3. Tilbedelse det åndelige domæne af den religiøse erfarende virkelighed, den personlige oplevelse af guddommelig fællesskab, erkendelsen af åndsværdier, forvisningen om evig overlevelse, ophøjelsen fra stillingen som Guds tjener til Guds sønners glæde og frihed. Dette er den højeste indsigt hos det kosmiske sind, den ærbødige og andægtige form af kosmisk skelnen. Disse videnskabelige, moralske og åndelige indsigter, disse kosmiske responser, er en naturlig del af det kosmiske sind som beriger alle viljevæsener. Livserfaringen undlader aldrig at udvikle disse tre former af kosmisk intuition; de er grundlæggende i selvbevidsthedens reflekterende tænkning. Men det er sørgeligt at notere at så få personer på Urantia finder nydelse i at kultivere disse kvaliteter af modig og selvstændig kosmisk tænkning. I lokaluniversernes sindsoverdragelse udgør disse det kosmiske sinds tre indsigter de forhåndsantagelser som gør det muligt for mennesket at fungere som en rationel og selvmedvirkende personlighed indenfor områderne af videnskab, filosofi og religion. Udtrykt på en anden måde så sker opfattelsen af virkeligheden af disse den Uendeliges tre manifestationer med hjælp af en kosmisk selvåbenbarelsesteknik. Materie-energi opfattes med sindets matematiske logik; sinds-fornuften kender intuitivt sin moralske pligt; ånds-troen (tilbedelse) er religionen om den åndelige erfarende virkelighed. Disse tre grundfaktorer i den reflekterende tænkning kan blive forenet og koordineret i personlighedsudviklingen, eller de kan blive uforholdsmæssige og så godt som urelaterende i deres respektive funktioner. Men når de bliver forenet frembringer de en stærk karakter som består i en korrelation af en faktabaseret videnskab, en moralsk filosofi og en ægte religiøs erfaring. Det er disse tre former af kosmisk intuition som giver objektiv validitet, realitet, til menneskets erfaring af ting, betydninger og værdier. Det er uddannelsens formål at udvikle og skærpe disse medfødte evner af menneskenes sind; civilisationens opgave at udtrykke dem; livserfaringens endemål at realisere dem; religionens formål at forædle dem og personlighedens at forene dem. 7. moral, dyd og personlighed Intelligensen alene kan ikke forklare den moralske natur. Moral, dyd, er medfødt til menneskets personlighed. Moralsk intuition, erkendelse af pligt, er en bestanddel i sindet som mennesket er begavet med, og den er associeret med de andre
umisteligheder i menneskets natur; videnskabelig nysgerrighed og åndelig indsigt. Menneskets mentalitet overstiger langt dets dyriske artsfæller, men det er de moralske og religiøse sider af dets natur som specielt adskiller det fra dyreverden. Den selektive respons hos et dyr er begrænset til adfærdens motoriske niveau. Den formodede indsigt hos de højerestående dyr sker på et motorisk niveau og optræder sædvanligvis først efter erfaring af motoriske forsøg og fejltagelser. Mennesket er i stand til at anvende videnskabelig, moralsk og åndelig indsigt før alt udforskning og eksperimentering. Det er kun en personlighed som kan vide hvad den gør før den gør det; det er kun personligheder som ejer indsigt forud for erfaring. En personlighed kan se fremad inden den hopper og kan derfor lære af at se fremad såvel som af at hoppe. Et ikke personlig dyr lære sædvanligvis kun af at hoppe. Som resultat af erfaring bliver et dyr i stand til at undersøge de forskellige måder at nå et mål og at vælge en tilnærmelse baseret på akkumuleret erfaring. Men en personlighed kan også undersøge selve målet og tage stilling til dets virkelighed, dets værdi. Intelligensen kan alene udskille de bedste måder at opnå et endemål uden skelnen, men et moralsk væsen ejer en indsigt som gør det muligt for vedkommende at skelne mellem såvel mål som middel. Og et moralsk væsen som vælger dyden er trods alt intelligent. Han ved hvad han gør, hvorfor han gør det, hvor han er på vej og hvordan han skal kommer derhen. Når mennesket undlader at skelne mellem målene for sin jordiske stræben, befinder han sig fungerende på dyrenes niveau i tilværelsen. Han har undladt at gøre anvendelse af de overlegne fordele af materiel skarpsindighed, moralsk skelnen og åndelig indsigt som i hans egenskab af et personlig væsen er en væsentlig del af hans begavelse med et kosmisk sind. Dyd er retfærdighed samklang med kosmos. At benævne dyder er ikke at definere dem, men at leve dem er at kende dem. Dyd er ikke kun kundskab, endnu ej heller vished men snarere en virkelighed af progressiv erfaring i opnåelsen af opstigende niveauer af kosmisk fremgang. I det dødelige menneskes liv dag for dag virkeliggøres dyden gennem at man konsekvens vælger det gode fremfor det onde, og sådan en evne til at vælge er bevis på at man ejer en moralsk natur. Menneskets valg mellem godt og ondt influeres ikke kun af skarpheden i dets moralske natur, men også af sådanne indflydelser som uvidenhed, umodenhed, og vildfarelse. En fornemmelse for proportioner er også nødvendig ved dydens udøvelse fordi ondt kan begås når det mindste vælges i stedet for det større som følge af forvrængning eller bedrag. Kunsten at kunne gøre relative bedømmelser eller sammenlignende målinger hører til udøvelserne af dyden indeni det moralske område. Menneskets moralske natur ville være kraftløs uden kunsten at måle, uden den skelnen som ligger i hans evner til at granske betydninger. Ligeledes ville moralske valg blive formålsløst uden den kosmiske indsigt som frembringer bevidstheden om åndelige værdier. Set ud fra et intelligent synspunkt så stiger mennesket op til det moralske niveau fordi at det er begavet med personlighed. Moralitet kan aldrig forfremmes ved lov eller med vold. Det er en personlig og frivillig sag, og den må spredes af smitten fra kontakten mellem moralsk duftene personer og dem som er moralsk mindre modtagelige men som også i et vist omfang ønsker at gøre Faderens vilje. Moralske handlinger er sådanne menneskelige opførelser som kendetegnes af højeste intelligens, styres af selektiv skelnen ved valget af højre endemål, ligesom ved
valget af moralske midler til at opnå disse mål. Sådan en adfærd er dydig. Højeste dyd er derfor helhjertet at vælge at gøre den himmelske Faders vilje. 8. URANTIAPERSONLIGHED Den Universelle Far skænker personlighed til talrige klasser af væsener som fungere på ulige niveauer af universvirkelighed. Menneskevæsener på Urantia er begavet med personlighed af den finitte-dødelige type som fungerer på niveauet for Guds opstigende sønner. Skønt vi næppe kan påtage os at definere personlighed, så kan vi forsøge at redegøre for vor forståelse af de kendte faktorer som behøves for at forme den helhed af materielle, mentale og åndelige energier hvis gensidige forbindelser bygger den mekanisme hvori, hvorpå og hvormed den Universelle Far får den af ham overdraget personlighed til at fungere. Personlighed er en unik gave af oprindelig natur hvis eksistens er uafhængig af og forudgående til overdragelsen af Tankeretteren. Ikke desto mindre forøger Retterens tilstedeværelse personlighedens kvalitative manifestationer. Tankeretterne er, når de kommer fra Faderen identiske i natur, men personligheden er forskellig, oprindelig og enestående; og manifestationen af personligheden betinges og bestemmes yderligere af beskaffenheden og kvaliteten hos de associerede energier af materiel, sindsmæssig og åndelig natur som bygger bæreorganismen for personlighedsmanifestationen. Personlighed kan være lignende men de er aldrig det samme. Personer af en given serie, type, klasse eller model kan ligne hinanden og gør det, men de er aldrig identiske. Personligheden er det særpræg hos et individ som vi kender, og som gør det muligt for os at identificere dette væsen engang i fremtiden uberørt at naturen og omfanget af forandringerne i form, sind eller åndestatus. Personlighed er den del af et individ som gør det muligt for os at genkende og helt sikkert identificere den person som den som vi tidligere har kendt, uanset hvor meget han kan have forandret sig som følge af at midlet som udtrykker og manifesterer hans personlighed har modificeret sig. Skabende væseners personlighed kendetegnes af to selvmanifesterende og karakteristiske fænomener i de dødeliges reaktionsadfærd; selvbevidsthed og associeret relativ fri vilje. Selvbevidsthed består af intellektuel medvidende om at personligheden er aktuel; det inkludere evnen til at genkende andre personligheders virkelighed. Det angiver kapacitet for individualiseret erfaring i og med kosmiske realiteter, hvilket modsvarer en opnåelse af identitetsstatus i universets personlighedsforhold. Selvbevidsthed indebærer at man genkender sindsomverdens virkelighed og at man fatter den skabende og bestemmende frie viljes relative selvstændighed. Den relative frie vilje som kendetegner selvbevidstheden hos menneskets personlighed er involveret i: 1. Moralske afgørelser, højeste visdom. 2. Åndelig valg, udskillelse af sandheden. 3. Uselvisk kærlighed, tjenende sine medmennesker.
4. Målbevidst samarbejde, gruppeloyalitet. 5. Kosmisk indsigt, fattende universets betydninger. 6. Personligheds helligelse, helhjertet hengivelse i at af gøre Faderens vilje. 7. Tilbedelse, oprigtig stræben efter guddommelige værdier og helhjertet kærlighed til den guddommelige Værdigiver. Urantia-typen af menneskelig personlighed kan ses som fungerende i en fysisk mekanisme som består af den planetariske modifikation af Nebadon-typers organisme, som tilhører den elektrokemiske klasse af livsaktivering og som er udrustet med kosmisk sind af Nebadon klassen i Orvonton-serien tilhørende den model som gælder ved forældrebaseret forplantning. Overdragelsen af personlighedens guddommelige gave til en sådan sinds-udrustet dødelig mekaniske forlænger værdigheden af kosmisk medborgerskab og gør det muligt for dette dødelige væsen straks at blive reaktiv for den opbyggende indsigt om de tre grundlæggende sindsrealiteter i kosmos: 1. Den matematiske eller logiske indsigt om den fysiske kausalitets ensartethed. 2. Den fornuftbaseret indsigt om forpligtigelsen til moralsk opførsel. 3. Trosindsigten i den fællesskabsbaseret tilbedelse af Guddommen, associeret med den kærlighedsfulde tjeneste af menneskeheden. Når en sådan personlighedsbegavelse fungerer fuldt ud så indebær det en begyndende indsigt om slægtskab med Guddommen. Et sådan jeg, beboet af et førpersonligt fragment af Gud Faderen er i sandhed og i virkeligheden en åndelig søn til Gud. Et sådan væsen udviser ikke kun kapacitet for at tage imod den guddommelige tilstedeværelses gave men fremviser også reaktiv respons til personlighedsgravitationens kredsløb fra Paradisfaderen til alle personligheder. 9. MENNESKEBEVIDSTHEDENS REALITET Det kosmiske sinds begavet, Retter beboet, personlige væsen besidder medfødt genkendelsesevne af energivirkelighed, sindsvirkelighed, og åndevirkelighed. Viljevæsenet er således udrustet til at udskille Gudsvirkelighed,Guds love og Guds kærlighed. Bortset fra disse tre uafhændelig dele af menneskets bevidsthed, så er alle menneskelige erfaringer i virkeligheden subjektiv, undtagen den intuitive opfattelse af validiteten tilknyttet til forenelsen af de kosmiske indsigters tre reaktioner indenfor universvirkeligheden. Den dødelige som skelner Gud kan fornemme den værdi som ligger i forenelse af disse tre kosmiske kvaliteter i den overlevende sjæls evolution, menneskenes højeste opgave i det fysiske tabernakel hvor det moralske sind samarbejder med den iboende guddommelige ånd for at tofoldiggøre den udødelige sjæl. Fra sin tidligste begyndelse er sjælen virkelig; den har kosmisk overlevelsesegenskaber.
Hvis det dødelige menneske ikke overlever den naturlige død, så overlever de reelle åndelige værdier som findes i dette menneskes erfaring som en del af Tankeretterens videregående erfaring. Personlighedsværdierne hos en sådan ikkeoverlevende består som en faktor i den aktualiserende Højeste Væsens personlighed. Sådanne bestående personlighedskvaliteter berøves identitet men ikke de erfaringsmæssige værdier som har akkumuleret under den dødeliges liv i kødet. Identitetens overlevelse er afhængig af om den udødelige sjæl overlever, sjælen som har morontiastatus og og tiltagende guddommelig værdi. Personlighedens identitet overlever i og med at sjælen overlever. Menneskets selvbevidsthed indebær indsigt om reelle andre jeg, andre end de bevidste jeger og medfører desuden at en sådan bevidsthed er gensidig, at jeget kendes igen som det selv kender igen. Dette er synliggjort i på en rent menneskelige måde i menneskenes sociale liv. Du kan imidlertid ikke blive lige så absolut sikker på et medmenneskes realitet som du kan om virkeligheden af Guds tilstedeværelse som lever indeni dig. Den sociale bevidsthed er ikke umistelig ligesom gudsbevidstheden; den er et resultat af kulturel udvikling og er afhængig af kundskab, symboler og bidrag fra menneskets grundlæggende begavelse: videnskab, moral og religion. Og når disse kosmiske gaver omsættes i samfundet bygger de en civilisation op. Civilisationer er ustabile fordi de ikke er kosmiske; de har ikke en naturlig tilknytning til menneskeslægtens individer. De må fostres med de kombinerede bidrag fra menneskenes grundlæggende faktorer: videnskab, moral og religion. Civilisationer kommer og går, men videnskab, moral og religion overlever altid krakket. Jesus åbenbarede ikke kun Gud for menneskene, men han frembragte også en ny åbenbaring om menneskene for dem selv og for andre mennesker. I Jesu liv ser man mennesket som bedst. Mennesket bliver da så virkelig smuk fordi Jesus havde så meget af Gud i sit liv, og opfattelsen af (indsigten om) Gud er umistelig og iboende i alle mennesker. Uselviskheden, bortset fra forældreinstinktet, er ikke helt naturligt, det er ikke selvklart at man elsker andre personer og at man tjener den socialt. Der behøves oplysning som fornuft, moral, og religionens ansporing, Gudsbevidstheden for at frembringe en uselvisk og altruistisk samfundsorden. Menneskets egen bevidsthed om sin personlighed, selvbevidstheden er også direkte afhængig af selve kendsgerningen af bevidstheden om andres eksistens, denne medfødte evne til at genkende og opfatte en anden personligheds virkelighed, omfattende alt fra det menneskelige til det guddommelige. Uselvisk social bevidsthed må i grunden være en religiøs bevidsthed; det vil sige hvis den er objektiv, ellers er det en ren subjektiv filosofisk abstraktion og derfor kærlighedsløs. Kun et individ som kender Gud kan elske en anden person som han elsker sig selv. Selvbevidsthed er i grund og bund en fællesbevidsthed. Gud og mennesket, Faderen og søn, Skaber og skabninger. I menneskets selvbevidsthed findes fire latente og medfødte indsigter om universvirkeligheden: 1. Søgen efter kundskab, videnskabens logik. 2. Søgen efter moralske værdier, pligtfornemmelsen.
3. Søgen efter åndelige værdier, den religiøse erfaring. 4. Søgen efter personlighedsværdier, evnen til at genkende realiteten om Gud som en personlighed og den medvirkende indsigt om vores broderlige forhold til medpersonligheder. Du bliver bevidst om mennesket som din skaber broder fordi du allerede er bevidst om Gud som din Skaberfader. Faderskab er det forhold hvorfra vi resonerer os til indsigten om broderskab. Og Faderskab bliver, eller kan blive, en universrealitet for alle moralvæsener fordi Faderen selv har overdraget personlighed til alle sådanne væsener og har inddraget dem i rækkevidden af det universelle personlighedskredsløb. Vi tilbeder Gud først fordi at han er, så fordi at han er i os, og tilsidst fordi at vi er i ham. Er det underligt at det kosmiske sind er selvbevidst opmærksom på sin egen kilde, den Uendelige Ånds uendelige sind, og samtidig bevidst om de vidt udbredte universers fysiske virkeligheder, den Evige Søns åndelige virkelighed og den Universelle Fars personlighedsvirkelighed. [Sponsoreret af en Universel Censor fra Uversa.]