Ejner K. Holst tale ved 1. maj 2011 Kære alle sammen. Tak for invitationen. DET TALTE ORD GÆLDER Første maj er én af vores bevægelses gode traditioner. Vores kampdag. Her mødes vi for at bekræfte sammenholdet. Sammenholdet mellem parti og fagbevægelse, som har skabt et velfærdssamfund, vi kan være stolte af. Men det er ikke kun en kampdag, det er også en festdag. Og med de seneste meningsmålinger, der giver rød blok 97 mandater, efter et kommende folketingsvalg, er der al mulig grund til at sætte streg under fest. Enhver tillidsrepræsentant i fagbevægelsen ved, at det er i gode tider, man skal slå til og skabe nye ordninger. Det kan være plads til én mere, der kræver lidt længere tid til at komme ind i jobbet. Det kan være en bedre ordning for seniorerne, så de ikke bliver strittet ud, når de bliver 60. Eller det kan være sikkerhed for, at underleverandørerne ikke lever af ulovlig underbetalt arbejdskraft. Det kan være bedre vagter for skifteholdene. Bedre mad i kantinen. Lidt mere i lønposen. Der er mange muligheder, men åbningerne er størst, når alle er i job, og har deres på det tørre. Sådan er forholdene på arbejdspladserne. Der forhandles om stort og småt mellem medarbejdere og ledelse. Og når det går bedst går det godt for alle parter. Medarbejderne er tilfredse og ledelsen er tilfredse. Men der er undtagelser. Der er steder, hvor man vælger at udskyde problemerne. Hvor man ikke får taget snakken i ordentlig tid. Hvor alt går forrygende godt - indtil det pludselig falder sammen om ørene på én. Hvor virksomheden går i betalingsstandsning, medarbejderne bliver fyret og festen bare pludselig er slut. Vi kender desværre alle sådan en arbejdsplads. Vi har alle sammen aktier i den. Det er Danmark, som vi står i dag.
Mens Anders Fogh Rasmussen stadig var statsminister, var der ingen smalle steder: Skattelettelser til højre og venstre. Fuld skrue på forbrugsfesten og et par gratis omgange til vennerne i bankverdenen og i landbruget. Jow, jow. Festen havde rigtig nok ingen ende. Og så alligevel. Den ebbede ud i 2008. Og det tog ikke lang tid da lavkonjunkturen satte ind. 164.000 arbejdsløse har vi i dag, men vi har tabt mere end 200.000 af slagsen på mindre end 3 år. De private virksomheder er lukket, flyttet eller har lige skåret ned, og den offentlige sektor er fulgt lige i hælene. Anders Fogh Rasmussen tog rigtig nok af sted uden at have tænkt på, at det en dag ville vende. Uden at have tænkt på, at buen var spændt for hårdt, og at man i god tid skulle have indrettet sit uddannelsessystem, sit arbejdsmarked og ikke mindst sin finanssektor på de nye tider. Så den opgave er havnet hos Lars Løkke Rasmussen, der har kvitteret. Først med Genopretningspakken fra sidste år. Og nu med 2020-planen. Han kalder det selv, at han samler en regning op. Men det er vist ikke hele sandheden. Når forandringens vinde blæser, er der nogle der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller. Genopretningspakken og 2020-planen har en del til fælles. De er det, der sker, når Lars Løkke Rasmussen samler en regning op: Det er læhegn. Det er nedskæringer. Det er besparelser. Det er tilkæmpede velfærdsgoder for almindelige mennesker, der er under beskydning. Det er læhegn. Men det er et læhegn, der kun giver beskyttelse til nogle få: Der er plads til de mest vellønnede. De, der har sparet over 20.000 kr. i skat om året på regeringens skattelettelser. Der er plads til bankdirektører, der har sat samfundsøkonomien over styr, men som nu er trætte af at sige undskyld. Og mon ikke også der er plads til et par fra landbruget. Det var der da i hvert fald sidst de forringede vandmiljøplanen. 2
Men altså, dagpengemodtagere, børnefamilier, efterlønsmodtagere og folkepensionister. Den slags er der ikke plads til bag læhegnet. Det er tværtimod dem, der må betale regningen. Dem og så er det også den efteruddannelse, der er med til at sikre et fleksibelt arbejdsmarked, der forringes. Uden nogen større opmærksomhed snuppede Lars Løkke Rasmussen med Genopretningspakken ikke kun dagpenge. Ikke kun fra børnefamilierne. Men også mere end en milliard kroner til efter- og videreuddannelse af voksne. Det er et stort beløb, og det har voldsomme konsekvenser, når det sker samtidig med, at der fyres folk både i den private og den offentlige sektor. Almindelige mennesker. Mange af dem der aldrig fik taget en uddannelse, eller som tog en uddannelse, for så mange år siden, at de har brug for at blive opkvalificeret. Hvad forestiller Lars Lykke sig egentlig, at de skal stille op med deres karriereplanlægning, hvis de er ansat i et af de truede erhverv? Som slagter, for eksempel. Eller ufaglært i industrien eller inden for det grønne område? Tror Lars Løkke ikke, at vi alle sammen har brug for den sikkerhed i hverdagen, at hvis jeg ikke kan beholde det job jeg har i dag, så kan jeg kvalificere mig til at kunne passe et andet i morgen? Jeg synes, at det er beskæmmende, at lige som vi er ved at opbygge et rimeligt efter- og videreuddannelsessystem, så bliver det bombet 10 år tilbage i tiden. Jeg synes det er urimeligt, at du kan blive børsmægler og bankrådgiver på statens regning, men hvis du stiller op som buschauffør eller bryggeriarbejder efter grundskolen, så er der ikke noget at komme efter, hvis du senere vil tage en uddannelse. Og så er det da først og fremmest dumt, at vi ikke som samfund gør brug af de mange gode kræfter vi har. For der er mere end én ting i regeringens 2020-plan, der ikke går op. De vil gerne skaffe mere arbejdskraft, for det får vi brug for. Men vi får jo ikke bare brug for mere arbejdskraft. Vi får brug for arbejdskraft, der har de kvalifikationer, som der bliver behov for på virksomhederne og på arbejdspladserne. Og det er en kendt sag, at der bliver brug for mere faglært arbejdskraft. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på det. Der bliver brug for 60.000 flere faglærte i 2020. Samtidig med at der vil være 110.000 færre ufaglærte job. 3
Og samtidig med at vi har svært ved at holde uddannelses-kadencen inden for det faglærte område, både fordi der er for få der søger mod uddannelserne, og fordi praktikpladsproblemet endnu ikke er løst. Så det ville være alle tiders mulighed for at få efter- og videreuddannet de medarbejdere, der allerede er på arbejdsmarkedet. I stedet skar regeringen dybt, da man rundbarberede efter- og videreuddannelsesområdet. Så jeg vil gerne sige til Lars Løkke: Det her, det er ikke hvad jeg kalder at få samlet en regning op. Det er at få den kastet i nakken. Lige pludselig er tingene gået meget hurtigt. Ikke kun i Danmark, men også resten af verden er blevet ramt af den økonomiske krise. Vi føler os lidt i samme båd, og er lidt usikre på, hvad fremtiden skal bringe os. Det er helt naturligt, at vi tænker os om en ekstra gang. Ikke kun som mennesker og i familien, men også som samfund. Men det må ikke få os til at gå i stå. Når forandringens vinde blæser, er der nogle der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller siger et gammelt ordsprog, som jeg synes vi skal finde frem igen. For der er brug for, at vi ikke lader os slå ud af krisen og det økonomiske morads, som regeringens skattelettelser har bragt os i. Der er alt for mange udfordringer, vi skal have taget hånd om. Og det er på høje tid vi kommer i gang. For det første: Jeg ved ikke, om de skal bygge vindmøller, men det er bestemt en mulighed. Noget fornuftigt skal vi i hvert fald have sat i gang, så vi kan få nedbragt ungdomsarbejdsløsheden, der er vokset meget kraftigere end arbejdsløsheden blandt resten af os. Vi kender alt for godt til konsekvenserne af ikke at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet fra starten: Det kan gøre det sværere at bide sig fast. Og det kan gøre det nemmere at give op. Ingen af delene må ske, og derfor har vi en stor forpligtelse overfor de unge, så vi kan sikre, at de har noget at lave, når de er færdige med deres uddannelse. 4
Det må være slut med regeringens visne politik. Vi skal have væksten sparket i gang, så vi kan få glæde af alle de nyuddannede håndværkere og akademikere. De skal have noget at gå i gang med. For det andet: Det samme gælder for de 8.000 unge, der ikke er i gang med en erhvervsuddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads. De skal have noget at gå i gang med. Om få år kommer samfundet til at slås om håndværkerne, sosu-assistenterne og de andre faglærte medarbejdere, fordi der er for få af dem. Alligevel kan vi ikke få skabt løsninger for de 8.000, der gerne vil, men ikke kan, fordi de ikke har en praktikplads. Det er jo hul i hovedet, og det betyder jo oven i købet, at vi kommer til at importere faglært arbejdskraft, samtidig med at vi vil få en voksende gruppe af ufaglærte, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet. Sådan en ny gruppe af unge arbejdsløse har vi bestemt ikke brug for at få opbygget. De skal hellere have noget at gå i gang med. LO har peget på flere muligheder for at få de unge i gang, og nogle har allerede så småt fundet vej. Vi har foreslået, at der indføres sociale klausuler i de offentlige byggekontrakter. Det betyder helt enkelt, at der bliver stillet krav om, at man som entreprenør eller leverandør til offentlige byggerier i kommunerne skal tage sin retfærdige andel af lærlinge. Det har vi skændtes en del med Undervisningsministeriets jurister om. Men nu er vi blevet enige om, at det i hvert fald ikke er ulovligt og så fik DE da noget at gå i gang med. Juristerne, altså. Praktikpladscentrene har vi endnu ikke vundet gehør for, men den lange praktikpladskø vidner jo om, at lærlingeområdet er et af de mest udsatte, og det er dér de dårlige konjunkturer først og fremmest slår igennem. Vi har derfor brug for et godt tilbud, der kan sikre, at vi kan blive ved med at uddanne alle de unge tømrere, frisører og finmekanikere, som der er behov for. Også i dårlige tider. Et praktikpladscenter kunne være sådan en buffer et kvalitetstilbud om en erhvervsuddannelse, der kan sikre de unge, at de kan gøre deres uddannelse færdig. Det er ikke et forslag vi får igennem hos den nuværende regering, så vi sender det videre til den næste. De skal jo også have noget at gå i gang med. 5
Når forandringens vinde blæser, er der nogle der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Det blæser tit i Danmark. Men vi har ikke brug for flere af Lars Løkkes læhegn. De er for små. De er flossede og de står i sandjord. Vi hverken kan eller skal gemme os for fremtiden. Så derfor har vi brug for en offensiv regering, der kan skabe den vækst, der får møllehjulene i gang igen. Vi har brug for arbejdspladserne. For uddannelserne. For nyt liv til Danmark. Vi har brug for nogle, der blæser Lars Løkkes læhegn om kuld, og giver plads, rum og støtte til de udsatte i vores samfund. Lad os nu få bygget de vindmøller! Go 1. maj! Den 29. april 2011 6