Det stærkeste våben, vi har i LO-fagbevægelsen, er vores sammenhold. På arbejdspladsen, i fagforeningen og i hele vores bevægelse.

Transkript

1 /2IRUPDQG+DUDOG% UVWLQJ PDM Det stærkeste våben, vi har i LO-fagbevægelsen, er vores sammenhold. På arbejdspladsen, i fagforeningen og i hele vores bevægelse. Det er nemt at holde sammen i medgang. Det er, når angrebene kommer, at fællesskabet skal stå sin prøve. Vi har oplevet mange angreb i år: Fra de gule fagforeninger, fra de offentlige arbejdsgivere og fra regeringen. Og vi har hver gang vist, at vores sammenhold ikke kan brydes. De gule fagforeninger testede vores sammenhold i begyndelsen af året. Kristelig Arbejdsgiverforening forsøgte at sætte et afgørende stød ind mod den danske model. De udarbejdede en hemmelig masterplan for, hvordan de kunne tvinge et af LO s små forbund i knæ, nemlig Frisørforbundet. Planen var enkel: Først mobber man alle LO-organiserede ud af fagforeningen. Så lockouter man de få, der modigt er blevet i fagforeningen. På den måde forsøgte man at tvinge alle frisører ned på en discountoverenskomst, der ville give kroner mindre i timen. LO-fagbevægelsen gav et klart svar til De Kristelige: Hvis I overfalder Frisørforbundet, så kommer alle vi andre til hjælp i en sympatikonflikt. Hvis I angriber frisørerne, så betragter vi det som et angreb på alle lønmodtagere. Én for alle, og alle for én. Stillet over for det ultimatum fra et stærkt fagligt fællesskab måtte De Kristelige pakke sammen. De Kristelige viste, at de taler meget om valgfrihed, men er vaneforbrydere i Arbejdsretten, når det gælder tvang og ufrihed. Det er ynkeligt hykleri! Og vi viste klart, at vi i LO-fagbevægelsen er klar til at holde sammen om den danske model.

2 Vi fik trukket en klar streg i sandet og sagt til de gule: Hertil og ikke én centimeter længere! Vi vil ikke finde os i mere fra deres side! De næste, der vil teste vores fællesskab er de offentlige arbejdsgivere kommunerne og regionerne. Det sker i den konflikt, som de i øjeblikket har med de offentligt ansatte i FOA og andre fagforeninger. For mig er der ingen som helst tvivl. Når et medlemsforbund er i konflikt, så står LO bag de strejkende! Vi er glade for, at en meget stor del af de offentligt ansatte fik forhandlet en glimrende aftale hjem, som et stort flertal også har sagt ja til. Men vi helmer ikke, før alle LO-lønmodtagere har opnået en tilfredsstillende overenskomst. Derfor støtter LO klart op om de medlemmer, der nu er i konflikt. Men konflikten kan jo ikke vare evigt. Derfor er jeg glad for at kunne sige, at forhandlingerne i går blev genoptaget. Jeg vil gerne rose parterne for at tage handsken op igen. Og resultatet af forhandlingerne er helt afgørende. For vi er alle i samme båd her: Alle danskere mærker konsekvenserne af nedslidningen af den offentlige sektor. Alle mærker konsekvenserne af rovdriften på de offentligt ansatte. Alle mærker, hvordan besparelserne river og rusker i velfærdssamfundet, og hvordan bureaukratiet binder vores velfærdsservice på hænder og fødder. Derfor er de strejkendes sag vigtig fordi den handler om forsvaret for vores fælles velfærdssamfund. 2

3 Vi har to klare krav til den offentlige sektor: Ind med hænderne og op med lønnen! Grundlaget for den konflikt, der nu er gået ind i sin tredje uge, er nedslidningen og manglen på hænder i den offentlige sektor. Vi løste nogle af de langsigtede udfordringer i trepartsaftalen om den offentlige sektor. En aftale, der giver flere på SOSU-uddannelserne, og flere på den pædagogiske grunduddannelse. En aftale, der giver muligheder for opkvalificering og efteruddannelse for tusindvis af LO-medlemmer. Og som skaffer voksenelevløn til alle over 25 år i den offentlige sektor. Men vi mangler stadig regeringens svar på de helt akutte behov for de offentligt ansatte. Foghs stort anlagte kvalitetsreform endte jo som en gigantisk fuser: Det eneste sted, den skabte flere hænder, var hos bureaukraterne i Finansministeriet! Igennem snart syv år har de offentligt ansatte spænet omkring for at dække de huller, som regeringens politik har efterladt. Igennem syv år er der blevet færre og færre hænder og mere og mere bureaukrati. Igennem syv år er der blevet snakket meget højt og handlet meget lidt. Budskabet til arbejdsgiverne og Lars Løkke Rasmussen er soleklart: Nu går den ikke længere. Der skal investeres penge i den offentlige sektor. Til investeringer i den nedslidte offentlige service. Til at skaffe flere hænder til arbejdet. Og til en ordentlig løn på områder, hvor der mangler arbejdskraft. Det er finansministerens ansvar at finde pengene til investeringer i den offentlige sektor. Det er hans ansvar at finde penge til det kvalitetsløft, som regeringen har lovet. 3

4 Og hvis det kniber med at komme til lommerne, så har jeg et godt tilbud til Lars Løkke: Hvis det kan hjælpe på betalingsviljen, så kan du godt få en kvittering med til bogholderiet Regeringen må vågne op til virkeligheden Virkeligheden er, at vi ikke kan løse rekrutteringsproblemerne til de offentlige kerneydelser, uden at medarbejderne også får en ordentlig løn. Virkeligheden er, at de lavestlønnede i den offentlige sektor netop er traditionelle kvindefag. Virkeligheden er, at der er en lønforskel mellem mænd og kvinder på procent. Det kan og vil vi ikke acceptere! Det er på tide, at regeringen og arbejdsgiverne tager ansvaret på sig. Ansvaret for arbejdsforholdene. Ansvaret for at skaffe ordentlige normeringer og rekruttere arbejdskraft. Ansvaret for at begynde en udligning af lønforskellene mellem mænd og kvinder. Hvis vi skal løse de langsigtede udfordringer, så må regeringen give kommunerne og regionerne et ordentligt spillerum, så de kan løfte velfærden. Og I den nuværende konflikt må arbejdsgiverne vise deres vilje til at tage ansvar ved de forhandlinger, som netop er genoptaget. Konfliktens konsekvenser kan mærkes markant for hele den danske befolkning. Konflikten rammer børn, syge og ældre. For mig er der ingen tvivl: Der er brug for en forhandlingsløsning nu. Det ville være langt mere konstruktivt og langt bedre for de gamle, de syge og børnefamilierne. 4

5 Jeg vil gerne gøre én ting klokkeklart: Denne konflikt skal ikke løses på Christiansborg. Vores budskab til Christiansborg-politikerne er meget enkelt: Hold nallerne væk! Parterne skal have ro til at forhandle. En konflikt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere skal løses ved forhandlingsbordet ikke ved et politisk indgreb! Konflikten har afsløret, hvor nedslidt vores velfærdssamfund er. Mange steder har det vist sig, at der ikke er nogen til at strejke, fordi den normale bemanding er det samme som nødberedskabet. Prøv lige at tænke over det! Det er altså et grusomt billede på, hvad snart syv år med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har betydet. Vores velfærdssamfund kører helt bogstaveligt talt på nødberedskab. Ikke bare under konflikten, men også til hverdag. Patienter må ligge på sygehusets gange. Børnene må kigge langt efter personalet i børnehaven. Og de ældre oplever stressede SOSU-medarbejdere, der skal stæse videre til den næste i rækken, nærmest inden de er kommet ind ad døren. Danskerne fortjener et stærkt velfærdssamfund ikke et permanent nødberedskab. Den borgerlige regering udfordrer også gang på gang danskernes sammenhold. De udfordrer solidariteten med de svageste i vores samfund, og valgkampens mange løfter er afløst af en stime af løftebrud. Et af de værste har været Claus Hjort Frederiksens massakre på dagpengesystemet. Danske lønmodtagere er flere gange blevet lovet, at vi kunne sove trygt. Der ville ikke blive rørt ved dagpengene. Og hvad er så det første, Claus Hjort gør efter valget? Det er et usselt og usympatisk bagholdsangreb på de supplerende dagpenge og på de svageste på arbejdsmarkedet. 5

6 Pædagogmedhjælperen og fiskeriarbejderen skal nu betale for en skattefri gavecheck på kr. til nogle få af de mest vellønnede seniorer på arbejdsmarkedet. Claus Hjort er i gang med at smadre dagpengesystemet, og Lars Løkke kvæler den offentlige sektor. Og hvor er statsministeren? Han er bortrejst! Regeringen mente jo tidligere, at alle ledige pinedød skal søge fire job om ugen, selv om de ikke har en kinamands chance for at få dem. Så måske er det for at gå foran med et godt eksempel, at Anders Fogh Rasmussen tuller rundt i Europa og søger alle de job, der bliver slået op! Men vi har faktisk brug for en statsminister, der er mest optaget af at være statsminister. En statsminister, der vil investere i velfærden i stedet for i skattelettelser til de rigeste. En statsminister, der vil kæmpe hver eneste dag for danskernes jobmuligheder i stedet for sine egne jobmuligheder. Det får vi hverken med Fogh eller Løkke. Det får vi først efter næste valg, når statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt! Rigtig god første maj. 6