Information om livmoderhalskræft Indhold Livmoderhalskræft Biologiske fakta om livmoderhalsen Hvad er livmoderhalskræft? Årsager til livmoderhalskræft Folkeundersøgelsen for livmoderhalskræft (Screening) Symptomer på livmoderhalskræft Undersøgelse for livmoderhalskræft Diagnose Behandling af livmoderhalskræft Kontrol efter behandling Resultaterne af behandlingen Hyppige spørgsmål om livmoderhalskræft Livmoderhalskræft Livmoderhalskræft er en hyppigt forekommende kræftform, der hvert år rammer ca. 400 danske kvinder. Antallet af tilfælde har været i støt tilbagegang i de sidste 30 år. I slutningen af 1960 erne var der således over 900 nye tilfælde årligt. Tilbagegangen skyldes, at langt flere kvinder får konstateret og behandlet forstadier til sygdommen. Det drejer sig om celleforandringer, som lægerne finder ved den landsdækkende folkeundersøgelse for livmoderhalskræft også kaldet screening. Kvinder i aldersgruppen 23 til 59 år får tilbudt undersøgelsen hvert tredje år. Ved at undersøge celler fra livmoderhalsen opspores forstadier til sygdommen, før den udvikler sig til egentlig livmoderhalskræft. Sygdommen ses i alle aldre. Fra ganske unge kvinder til kvinder, der er mere end 90 år gamle. Biologiske fakta om livmoderhalsen Livmoderhalsen er en del af livmoderen. Livmoderen er på størrelse med en pære og vejer mellem 40 og 70 gram Den smalle del af "pæren" kaldes livmoderhalsen. Den større, runde del kaldes livmoderkroppen. Livmoderhalsen er ca. 2 cm i diameter og ca. 3 cm lang. Hos kvinder, som har født, er livmoderhalsen og livmoderkroppen ofte lidt større end hos kvinder, som aldrig har været gravide. Livmoderhalsen er forbindelsen imellem livmoderhulen og skeden. Til begge sider for livmoderen sidder æggelederne og æggestokkene.
Livmoderens placering i underlivet. Billedet viser et tværsnit af livmoderen, æggelederne og æggestokkene. Omkring livmoderen og æggestokkene er der lymfeknuder, som er forbundet med lymfekar. Lymfeknuder findes mange steder i kroppen og er en del af immunforsvaret. Hvad er livmoderhalskræft? Celler i livmoderhalsens slimhinde kan udvikle sig til kræftceller. Kræftceller vokser uhæmmet og kan ødelægge det normale væv, som omgiver dem. Kræftceller betegnes derfor som ondartede. Hvis kroppen ikke tilintetgør kræftcellerne, kan de formere sig og danne en svulst. Nogle svulster vokser hurtigt, og andre vokser langsomt. Derfor kan kræft i livmoderhalsen udvikle sig forskelligt fra kvinde til kvinde.
Billedet viser en svulst i livmoderhalsen. Svulsten sidder i nederste venstre hjørne ved pilen. Årsager til livmoderhalskræft Ny forskning har vist, at livmoderhalskræft skyldes et virus kaldet human papilloma virus HPV. HPV overføres seksuelt, men giver ingen symptomer, så man kan være smittet uden at vide det. Der kan gå mange år, fra man er blevet smittet med HPV, til man udvikler forstadier og senere livmoderhalskræft. Vi ved også, at mange seksualpartnere og tidlig seksuel debut øger risikoen for at få livmoderhalskræft eller forstadier til sygdommen. Rygning øger også risikoen for livmoderhalskræft. Ændringer i forskellige generationers seksualvaner og rygevaner påvirker således antallet af livmoderhalskræft tilfælde. Livmoderhalskræft ses dog også hos kvinder, der har kendt meget få mænd, og som aldrig har røget. Der findes mange forskellige typer af HPV, men det er kun ganske få, som er sat i forbindelse med livmoderhalskræft og forstadier til sygdommen. Andre typer HPV kan fremkalde kønsvorter, også kaldet kondylomer. Det betyder dog ikke, at kvinder der har kønsvorter, også får livmoderhalskræft, men de har måske en lidt større risiko for at få sygdommen. Folkeundersøgelsen for livmoderhalskræft (screening) Alle amter i Danmark tilbyder i dag folkeundersøgelser for livmoderhalskræft screening. Ved undersøgelsen tages en celleprøve fra livmoderhalsen med en lille børste og evt. en træspatel. Det kaldes et smear. Celleprøven undersøges derefter i mikroskop. Hvis celleprøven giver mistanke om forstadier til livmoderhalskræft, bliver man henvist til yderligere undersøgelser hos en gynækolog eller på sygehuset. Her foretages en kolposkopi, og derefter tages nogle vævsprøver, som undersøges i mikroskop. Kolposkopi Et kolposkop er en særlig kikkert eller mikroskop, hvormed gynækologen kan se ind på livmoderhalsen gennem skeden. Kolposkopet bruges til at vurdere livmoderhalsens overflade, samt til at afgøre, hvor vævsprøverne fra livmoderhalsens overflade skal tages. Med forskelligt lys og forstørrelser kan man ved hjælp af kolposkopet se forandringerne og som regel også se, om der er tale om lette eller svære forandringer. Desuden tages nogle vævsprøver biopsier som bagefter undersøges i mikroskop.
Her bruger gynækologen et kolposkop til at undersøge livmoderhalsen. Vævsprøver (biopsier) Der skrabes flager af slimhinden fra livmoderhalskanalen og tages en række små prøver fra livmodermunden. Nogle afdelinger bruger en celleprøve fra livmoderhalsen frem for et udskrab. Vævsprøverne tages der, hvor forandringerne ser sværest ud ved kolposkopien. Vævsprøverne er 2 4 mm. store. De undersøges i mikroskop. Man får svar efter et par dage. Undersøgelserne viser, hvor udbredte forandringerne er. Celleforandringer (dysplasi) behandles med keglesnit, der kan udføres med forskellige metoder. I sjældne tilfælde viser vævsprøverne et meget tidligt tilfælde af kræft (stadium 1A). Ved en portiobiopsi tager lægen en vævsprøve fra livmodermunden. Ved en cervical abrasio skraber lægen lidt væv ud fra livmoderhalsen til undersøgelse i mikroskop. Symptomer på livmoderhalskræft
Sygdommen viser sig oftest ved et eller flere symptomer: Blødning fra skeden i forbindelse med samleje. Pletblødninger ved fysisk aktivitet, vandladning eller afføring. Ændringer i udflåddet fra skeden, eventuelt med friske blodpletter. Det kan også være gulligt eller brunligt og ildelugtende. Smerter forekommer oftest først, når kræften har bredt sig uden for livmoderhalsen til nerverne, blæren eller tarmen. Undersøgelser for livmoderhalskræft Når man undersøger for forstadier til livmoderhalskræft, finder man i sjældne tilfælde et tidligt stadium af livmoderhalskræft. Livmoderhalskræft kan i de fleste tilfælde ses og føles ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. Man ser et sår eller en svulst på livmoderhalsen. For at være helt sikker på diagnosen tages en vævsprøve (biopsi) på 2 4 mm. Vævsprøven undersøges derefter i mikroskop. Vurdering af kræftsvulsten Hvis undersøgelsen af vævsprøverne viser, at der er tale om kræft, udføres en række undersøgelser for at klarlægge, hvor meget kræftsvulsten har bredt sig. Først når svulstens omfang er klarlagt, kan man vurdere, hvilken behandling der er bedst. Gynækologisk undersøgelse Ved en gynækologisk undersøgelse i fuld bedøvelse kan lægen finde ud af, hvor meget svulsten har bredt sig og vurdere, om kræftsvulsten er vokset uden for livmoderhalsen og ud i bækkenet. Også blære og tarm bliver undersøgt. Kikkertundersøgelse af blæren (cystoskopi) Blæren undersøges for at sikre, at svulsten ikke er vokset ind i den. Undersøgelsen udføres med en tynd kikkert, som føres op gennem urinrøret. Der lægges som regel en lokalbedøvende gel ind i urinrøret. Røntgenundersøgelse og ultralydscanninger Man kan også få foretaget en røntgenundersøgelse eller ultralydscanning af nyrerne og urinlederne for at sikre, at svulsten ikke afklemmer en af urinlederne. Endelig røntgenfotograferes lungerne for at sikre, at svulsten ikke har spredt sig dertil. Diagnose Livmoderhalskræft inddeles i forskellige stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Denne inddeling har betydning for, hvilken behandling den enkelte patient bliver tilbudt. Stadium I Stadium I er sygdommens tidligste stadium. Kræftsvulsten er begrænset til selve livmoderhalsen
og har ikke spredt sig uden for livmoderhalsen. Der skelnes imellem, om svulsten kun kan ses i mikroskop, eller om den kan ses med det blotte øje. Stadium IA Kræftsvulsten kan kun ses igennem et mikroskop. Stadium IB Kræftsvulsten kan ses med det blotte øje. Stadium II På dette stadium har kræftsvulsten bredt sig uden for selve livmoderhalsen: Stadium IIA Kræftsvulsten har bredt sig til den øverste del af skeden. Stadium IIB Kræftsvulsten har bredt sig ud i vævet til siden for livmoderhalsen. Stadium III På dette stadium har kræftsvulsten bredt sig yderligere: Stadium IIIA Her har svulsten bredt sig ned i den nederste del af skeden. Stadium IIIB I disse tilfælde har svulsten bredt sig ud til bækkenets knoglekant. Stadium IV På dette stadium er kræftsvulsten meget udbredt og har spredt sig til blæren, tarmen eller til andre organer.
Behandling af livmoderhalskræft Behandlingen afhænger af, hvor udbredt svulsten er. Behandling af sygdommen i stadium IA I stadium IA består behandlingen enten af en keglesnitsoperation eller en fjernelse af livmoderen. Keglesnitsoperation (konisation) Hvis kræftsvulsten er meget lille, kan et keglesnit af livmoderhalsen være tilstrækkeligt til at fjerne sygdommen. Ved en keglesnitsoperation fjernes det syge væv i livmoderhalsen. Hvis kanten af den fjernede kegle ved en efterfølgende undersøgelse i mikroskop ikke viser tegn på unormale celler er operationen tilstrækkelig til at behandle sygdommen. Fordelen ved keglesnit er, at det er muligt at blive gravid og gennemføre et svangerskab senere, hvis man ønsker det. Desuden er der ikke følgevirkninger ved keglesnitsoperationen, når såret først er helet. Fjernelse af livmoderen (almindelig) I nogle tilfælde er det nødvendigt at fjerne livmoderen og den øverste halve centimeter af skeden. Efter operationen vil der ikke være problemer med at gennemføre samleje. Skedens top skal dog have tid til at hele, og vævet skal have tid til at genopbygge sin elasticitet. Der kan derfor godt gå nogle måneder, før samlivet kan nydes uden nogen ømhed i skeden. Behandlingen af sygdommen i stadium IB Behandlingen af disse lidt større kræftsvulster består i en 'radikal fjernelse af livmoderen'. Det er en omfattende operation, der omfatter en fjernelse af: Livmoderen Lymfeknuderne i bækkenet Bindevæv og fedtvæv omkring urinblæren og urinlederne Vævet omkring livmoderen De øverste 5 centimeter af skeden Hvis kvinden er efter overgangsalderen, fjernes oftest den ene eller begge æggestokke og æggeledere. Hver femte kvinde, som får foretaget en radikal fjernelse af livmoderen, har kræft i nogle af de fjernede lymfeknuder. Disse kvinder får suppleret operationen med strålebehandling. Nogle kvinder kan ikke tåle operation og behandles i stedet for med strålebehandling uden operation. Dette giver ligeså gode chancer for at overleve sygdommen. Når operation i andre tilfælde foretrækkes frem for strålebehandling, skyldes det, at bivirkningerne er mindre ved operation end ved strålebehandling. Bivirkninger ved radikal fjernelse af livmoderen Den mest dominerende bivirkning er at vide, at man har haft kræft og skal leve med angsten for, at kræften kan komme igen. Man bliver mere opmærksom på de signaler, kroppen giver. Symptomer, som man før ikke regnede for noget, kan give angst for, at sygdommen er dukket op igen. Seksuallivet Skeden bliver noget kortere ved radikal fjernelse af livmoderen. Men da skedens væg er meget elastisk, kan skeden ved aktivt seksualliv med tiden blive næsten normal længde igen. Den korte skede kan altså i begyndelsen give smerter ved samleje. Det hyppigste seksuelle problem for
kvinder efter behandling for livmoderhalskræft er den manglende lyst til seksuelt samliv, og nogle kvinder oplever også, at deres partner mister lysten. Det er vigtigt at gøre sig klart, at kræftknuden er væk efter operationen. At skeden ikke "kan gå i stykker" ved samleje. At kræften ikke smitter. At det kræver psykisk energi, åbenhed, parathed og tålmodighed at gå i gang med samlivet efter operationen, men at det med tiden lykkes for de fleste at få et velfungerende seksualliv. Har man vedvarende problemer, er det vigtigt at erkende det og søge hjælp hos egen læge eller på sygehuset, hvor man går til kontrol. Kun enkelte patienter har brug for hjælp på en sexologisk klinik eller hos en psykolog. Overgangsalderen Det er ikke altid nødvendigt at fjerne æggestokkene ved operation for livmoderhalskræft, og derfor kan man undgå at komme i overgangsalderen. Kun menstruationerne ophører. Tal med kirurgen før operationen om fordele og ulemper ved at få fjernet æggestokkene. Hvis æggestokkene fjernes, kan man blive behandlet med kvindelige kønshormoner. Nogle kræftsvulster vokser bedre, når de påvirkes af det kvindelige kønshormon østrogen. Men kræft i livmoderhalsen påvirkes ikke af hormonbehandling. Vandladning Ved operationen fjerner man vævet omkring livmoderen. Her ligger også nerverne til blæren. Derfor kan nogle kvinder opleve besvær med at komme af med vandet efter operationen og besvær med at tømme blæren helt. Blærefunktionen kan hos de fleste trænes op, og det er vigtigt for at undgå urinvejsinfektioner. Man skal lade vandet i tre omgange med en lille pause imellem, det såkaldte triple voide. Evt. kan et let pres over skambenet hjælpe. Enkelte kvinder må oplæres i at tømme blæren med et kateter (selvkaterisation). Hos enkelte kan der opstå en falsk forbindelse mellem blære og skede (en fistel), som kan lukkes ved operation. Lymfødem Ved operationen fjernes lymfeknuderne i bækkenet. Hos få patienter danner der sig lymfeansamlinger i lommer i underlivet (lymfocele). De kan tømmes med en nål og giver sjældent gener. Enkelte kvinder oplever måneder efter operationen generende hævelse i et eller begge ben. Det kan blive et kronisk problem. Hævelsen skyldes, at lymfeafløbet fra benet eller benene ikke i tilstrækkelig grad har kunnet finde nye lymfebaner som erstatning for dem, som blev fjernet ved operationen. Man anbefaler brug af støttestrømper, evt. fysioterapi med lymfedrænage. Egen læge kan henvise til en af de få fysioterapeuter, som behersker denne teknik. Man arbejder på Rigshospitalet med at kunne genetablere lymfebanerne ved en operation, men dette anses endnu for en eksperimentel behandling. Bivirkninger til kombineret operativ og strålebehandling Kvinder, som får en kombineret behandling, har de samme bivirkninger på langt sigt som efter strålebehandling. Længere nede på siden kan du læse om bivirkninger ved strålebehandling. Unge kvinder og graviditet Livmoderhalskræft findes også hos unge kvinder, der endnu ikke har fået børn. Hos nogle af disse kvinder, kan man på Rigshospitalet fortage en operation, hvor kun livmoderhalsen og den øverste del af skeden samt lymfeknuderne i bækkenet fjernes. Operationen kan kun foretages på kvinder, hvor svulsten endnu er i et tidligt stadium og der ikke er spredning til lymfeknuderne i bækkenet. Efter denne operation kan en del af disse kvinder gennemføre en graviditet.
Behandlingen af sygdommen i stadium IIA og IIB I stadium II er behandlingen strålebehandling. Enkelte kvinder med sygdommen i stadium IIA kan behandles med en radikal fjernelse af livmoderen. Behandlingen af sygdommen i stadium IIIA, IIIB og IV Patienter med sygdommen i disse stadier behandles med stråler. Strålebehandling Man vælger kun at give kvinder strålebehandling, hvis operation ikke er mulig. Det vil sige, hvis kvinden ikke tåler operation, kræftknuden er meget stor, eller hvis kræften har bredt sig ud i vævet: til siden for livmoderhalsen (stadium IIb og IIIb), til nederste del af skeden (stadium IIIa) eller til blæren, tarm eller andre organer (stadium IV). I disse tilfælde er strålebehandling den eneste mulighed for at blive kureret for livmoderhalskræften. Når livmoderhalskræft vokser, spreder den sig til det omkringliggende væv, men den spreder sig også til de nærtliggende lymfeknuder i bækkenet. Først sent spreder kræften sig til lymfeknuder langs hovedpulsåren (aorta). Strålebehandlingen rettes dels mod selve kræften i livmoderhalsen, dels mod lymfeknuderne i bækkenet og i sjældne tilfælde mod lymfeknuderne langs hovedpulsåren. Hvis man skal sikre sig, at alle kræftceller rammes af strålebehandlingen, kan det ikke undgås, at også normalt væv (hud, blære, tarm og bindevæv) rammes af strålerne. Udvendig strålebehandling Man starter med at give strålebehandling til lymfeknuderne og selve kræftknuden. For at skåne det normale væv (blære og tarm) gives den udvendige strålebehandling i mindre portioner ad gangen. Man får derfor kortvarig udvendig strålebehandling dagligt i 4 5 uger. Dog holdes pause lørdag søndag. Indvendig strålebehandling (brachyterapi) Indvendig strålebehandling giver koncentreret bestråling på selve kræftsvulsten. Den gives i Danmark lidt forskelligt afhængig af, hvilket hospital man behandles på. Enten gives to længerevarende behandlinger eller flere kortvarige behandlinger. Man bliver altid bedøvet i forbindelse med behandlingen. Bivirkninger ved strålebehandling Bivirkningerne opstår, fordi strålerne også rammer det normale væv i området. Det vil sige organerne tæt på livmoderhalsen, nemlig tarm, blære, kar, knogler og bindevæv. Bivirkningerne deles op i de tidlige og de sent opståede bivirkninger. Der findes behandling for de fleste af bivirkningerne. Tidlige strålebivirkninger Under og op til nogle uger efter strålebehandlingen vil de fleste få tynd mave diarré (flere end 60%). Nogle vil få symptomer på blærebetændelse (10 15%), og enkelte vil få rødme og irritation i huden på det bestrålede område (1 2%). Der kan i sjældne tilfælde (under 1%) opstå en falsk forbindelse mellem skeden og blæren/tarmen, det kaldes en fistel.
Behandling af tidlige strålebivirkninger Diarréen kan behandles med stoppende midler. Blæreirritationen kan behandles med blæreafslappende midler, men det er ikke altid effektivt. Hudgenerne kan behandles med "luftning" og B vitamin creme. Sår behandles med bomuldsklude, der er vredet op i kogt vand. Kommer der en fistel, behandler man med operation, tarmen ledes ud i siden (stomi), og/eller man opbygger en kunstig blære, hvor urinen ledes ud i siden. Denne behandling er permanent. De tidlige bivirkninger aftager efter endt behandling. Sene strålebivirkninger Sene strålebivirkninger opstår blandt andet, fordi strålerne påvirker bindevævet i alle de organer, som rammes af strålerne. Disse bivirkninger opstår måneder til år efter endt strålebehandling. Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste kvinder klarer sig godt efter strålebehandlingen og er tilfredse med deres liv, selv om de oplever bivirkninger af behandlingen. Når bivirkningerne her beskrives så detaljeret, er det fordi, så mange kvinder har ønsket at vide, hvilke bivirkninger der kan opstå. Det hænger sammen med, at de før, i forbindelse med og efter behandlingen naturligvis er meget opmærksomme på deres krop. De forbinder derfor kroppens signaler med frygten for, at kræftsygdommen skal komme tilbage. Samtidig er man også bedre til at leve med bivirkninger, når man ved hvorfor, og hvor længe de er der. Tarmen Mange kvinder oplever et ændret afføringsmønster med lidt hyppigere og tyndere afføring, end før strålebehandlingen. Nogle kvinder må af og til bruge stoppende midler. Andre kvinder føler sig oppustede. Man kan også få tendens til forstoppelse. Meget sjældent opleves besvær med at holde på afføringen. Der kan forekomme blødning fra endetarmen, fordi slimhinden er påvirket af strålerne. Blødning fra endetarmen ses typisk 1 1½ år efter strålebehandlingen er endt. Tarmblødning behandles ved at hælde steroid ind i endetarmen og med blødgørende afføringsmiddel. Enkelte kvinder oplever symptomer på tarmslyng med perioder af smerter i maven og forstoppelse. Dette skyldes strålepåvirkning af en tarmslynge og kan i de værste tilfælde medføre, at man må operere og fjerne det strålepåvirkede tarmstykke. Hos enkelte kvinder kan der opstå en forbindelse mellem tarm og skede (fistel), dette behandles med en stomi (tarm ledt ud i siden). Denne behandling er permanent. Blæren Bivirkninger fra blæren kan dukke op flere år efter endt strålebehandling. Ca. 50% af de kvinder, som er strålebehandlet for livmoderhalskræft, oplever lidt hyppigere vandladning end før strålebehandlingen. Nogle af disse kvinder får brug for medicin for at afhjælpe problemet. Slimhinden i blæren kan blive tynd, og der kan opstå sår, så der kommer blod i urinen. I sjældne tilfælde opstår der en falsk forbindelse (fistel) mellem skeden og blæren. Den behandles ved at lave en kunstig blære, hvor urinen ledes ud i siden. Denne behandling bruges også i de sjældne tilfælde, hvor blæren er så påvirket af strålebehandlingen, at man har vandladningstrang hele tiden. Behandlingen er permanent.
Overgangsalder For kvinder, som endnu ikke er kommet i overgangsalderen, påvirker strålebehandlingen æggestokkene, så de kommer i overgangsalderen. Derfor anbefales hormonbehandling med kvindelige kønshormoner (kontinuerlig østrogen/gestagen behandling). Hormonbehandling kan afhjælpe overgangsalderens symptomer, så som hede svedeture, og forebygge knogleskørhed. Østrogen kan også give stærkere slimhinder i blærebunden og i skeden, og østrogen hjælper til at bevare skedens funktion. Kræft i livmoderhalsen er ikke påvirket af hormonbehandling. Det vil sige, at hormonbehandlingen ikke giver svulsten bedre muligheder for at vokse. Skeden Skeden kan virke kort, fordi strålebehandlingen påvirker skeden, så den bliver mindre eftergivelig. Slimhinden i skeden bliver tyndere og mere sart. Der kan i den første tid efter strålebehandlingen være udflåd fra skeden, evt. med blod i. Seksuallivet Det hyppigste seksuelle problem for kvinder efter behandling for livmoderhalskræft er den manglende lyst til seksuelt samliv. Den afkortede skede og manglende fugtighed i skeden kan medføre smerter ved samleje. Problemet kan afhjælpes ved at anvende smørende middel, f.eks. mandel eller rosenolie og/eller østrogenholdige stikpiller til skeden. Den bedste måde at bevare skedens størrelse på er ved tidligt at genoptage af det seksuelle samliv kombineret med hormonbehandling. Det kan være svært, hvis lysten mangler, og det gør ondt, eller hvis man ikke er i et parforhold. Så kan man i stedet anvende en "dilatator". På hospitalsafdelingerne kan man få udleveret en glasstav i passende størrelse (stavmassageapparat eller penisattrap kan også anvendes). Staven skal anbringes i skeden 2 3 gange ugentlig i 15 30 minutter. Der kan komme lidt pletblødning ved samleje på grund af de sarte slimhinder. Det er meget få kvinder, der helt må afstå fra at genoptage samlivet på grund af smerter ved samleje. Kombinationsbehandling Nogle steder tilbydes patienterne nu behandling bestående af en kombination af strålebehandling og kemoterapi. De får både udvendig og indvendig strålebehandling og kemoterapi. Kemoterapien består af forholdsvis små doser af cisplatinholdige stoffer, der gives ugentligt sammen med væskebehandling. Man er indlagt under denne behandling. Kvinder, der får tilbudt kombinationsbehandling, har: sygdommen i stadium IB med en svulst, der er større end 5 cm lymfeknudemetastaser fundet ved operation sygdommen i stadium IIB IVA. Bivirkninger ved kombinationsbehandling Strålebehandlingen giver de bivirkninger, som er beskrevet ovenfor. Kemoterapien giver ret få bivirkninger, fordi stofferne gives i forholdsvis små doser. De stoffer, der bruges, kan skade nyrerne, derfor får man samtidig væskebehandling. Mange får kvalme under behandlingen, men ikke i nogen svær grad. Der kan opstå føleforstyrrelser med snurren i fingrene, men det forsvinder, når behandlingen er slut. Nogle få taber håret, men de fleste beholder det. Stofferne kan også
være skadelige for hørelsen. Nogle kvinder får nedsat hørelse for nogle toner. Hvis det sker, er det permanent. Kontrol efter behandling Det er vigtigt at gå til kontrol i årene efter behandling, for at et eventuelt tilbagefald kan blive opdaget og behandlet så tidligt som muligt. Ved kontrollerne foretages en gynækologisk undersøgelse. Hvis kvinden har fået strålebehandling, anbefaler nogle læger at undlade celleprøver, fordi celleprøverne ofte er upålidelige, når man har fået strålebehandling. Tilbagefald De fleste tilbagefald sker inden for de første par år efter behandlingen, men der kan i sjældne tilfælde ses tilbagefald helt op til 10 20 år efter behandlingen. De første par år foretages typisk kontrol hver 3. 6. måned. Derefter indkaldes man som regel til kontrol en gang om året i en lang årrække. Behandlingen ved tilbagefald Den behandling, der kan gives ved tilbagefald, afhænger af, hvilken behandling, kvinden fik i første omgang. Tilbagefald efter kegleoperation kan behandles med en ny kegleoperation, strålebehandling, en almindelig eller en radikal livmoderfjernelse. Tilbagefald efter fjernelse af livmoderen kan behandles med strålebehandling. Ved tilbagefald efter strålebehandling er det i nogle tilfælde muligt at få supplerende stråler. Kemoterapi gives rutinemæssigt. Resultaterne af behandlingen Statistik kan beskrive chancen for at blive helbredt, eller risikoen for at sygdommen vender tilbage. Men der er langt fra statistik til det enkelte menneskes liv. Det er derfor ikke muligt at forudse forløbet for den enkelte patient med sikkerhed. Det er dog muligt at sige noget generelt om chancen for at overleve for patienter, som er ramt af sygdommen. Generelt kan det siges, at jo tidligere i forløbet sygdommen opdages, des større er chancen for helbredelse. Chancen for at overleve kan udtrykkes som det antal mennesker som har overlevet 5 år efter sygdommen er opdaget. For alle patienter med livmoderhalskræft som helhed er 5 års overlevelsen cirka 65%. Dette tal dækker imidlertid over meget store variationer blandt patienter med sygdommen i forskellige stadier.
Stadium IA Hvis kræftsvulsten kun kan ses igennem et mikroskop, er chancen for at overleve i 5 år 96 100%. Stadium IB Hvis sygdommen er i stadium IB, og svulsten kan ses med det blotte øje, og der ikke er kræft i lymfeknuderne, er chancen for at overleve 85 90%. Stadium II På dette stadium har kræftsvulsten bredt sig udenfor selve livmoderhalsen, og 5 års overlevelsen er 60 65%. I både stadium I og stadium II gælder, at hvis kræften har spredt sig til lymfeknuderne, er chancen for at overleve i 5 år omkring 50 60%. Stadium III Hvis kræftsvulsten enten har bredt sig ned i den nederste del af skeden eller har bredt sig ud til bækkenets knoglekant, er chancen for at overleve i 5 år omkring 40 50%. Stadium IV Når kræftsvulsten er meget udbredt og har spredt sig til andre organer, er der omkring 10% chance for at overleve i 5 år. Hyppige spørgsmål om livmoderhalskræft Er livmoderhalskræft arvelig? Nej. Intet tyder på, at livmoderhalskræft er arvelig. Vil sygdommen påvirke min evne til at få børn? Hvis man kun har fået foretaget et keglesnit på livmoderhalsen, er der stadig mulighed for bagefter at blive gravid og føde børn. Ved fjernelse af livmoderen og strålebehandling er det ikke muligt at blive gravid bagefter. Smitter livmoderhalskræft ved seksuelt samliv? Nej, livmoderhalskræft smitter ikke ved seksuelt samliv. Hvad fylder det "hul" ud, hvor livmoderen og æggestokkene har været, når man bliver opereret? Skedetoppen bliver lukket, og tarmene lægger sig ned og fylder ud i bækkenet.
Før operation. Efter operation. Kan jeg få et normalt sex liv efter strålebehandling? Ja, men det kommer ikke helt af sig selv. Det er nødvendigt at arbejde med sin lyst til seksuelt samliv og det kræver, at ens partner er tålmodig i begyndelsen. Kan jeg fortsætte med at arbejde efter behandlingen? I de allerfleste tilfælde er det muligt at vende tilbage til sit arbejde efter behandlingen og en rekreationsperiode. Ansvarlig: Overlæge, dr.med. Iben Holten