Nepal - en politisk og økonomisk oversigt Poul Struve Nielsen. Nepal. En politisk og økonomisk oversigt af Poul Struve Nielsen

Nepal - en politisk og økonomisk oversigt Poul Struve Nielsen Nepal En politisk og økonomisk oversigt af Poul Struve Nielsen

Nepal En politisk og økonomisk oversigt af Poul Struve Nielsen

Indholdsfortegnelse 1. Geografi og befolkning... 9 Befolkningen...11 Regioner...11 Religionen...12 Hinduisme...13 Kastesystemet...15 Buddhisme...17 2. Historie... 19 Historie før 1846...19 Rana-tiden...21 3. Den politiske udvikling... 29 Enevælden...29 Det demokratiske eksperiment...31 Panchayat-styret...33 Det ny demokrati...41 Politiske partier...47 Almindelig utilfredshed...49 Maoisternes væbnede kamp...53 Lokalpolitik...54 4. Udenrigspolitik... 57 Forholdet til Indien...57 Forholdet til Kina...58 Forholdet til Bhutan...59 SAARC...61 5. Den økonomiske udvikling... 63 Skovbrug...68 Landbrug...71 Industri...78 Turisme...82 Vandkraft et potentiale...84 Indien og økonomien...87 Smugleri og korruption...89 6. Sociale forhold... 93 Økonomiske sociale forhold...93 Kvinders vilkår...96 Børns vilkår...99 Sundhed...103 Menneskerettigheder...104 Udviklingsbistand...105 Den danske bistand...112 Undervisning...113 Miljø- og naturressourceforvaltning...116 Energi...123 Menneskerettigheder, god regeringsførelse og decentralisering...124 Moms...126 Dansk bistand i øvrigt...127 Benyttede kilder... 129

Nepal infrastruktur Nepal højdeforhold Infrastruktur Højder Kina Hovedstad Større byer Hovedvej Mindre veje Kina over 5000 m 4000-5000 m 3000-4000 m 1000-3000 m Floder >200-1000 m Dadeldhura Silgadhi Jumla Tulsipur Nepalganj Baglun Butawal Mustang Pokhara Kathmandu Hetauda Sindhulimadi Lufthavn Landegrænse 0 25 50 75 100 Kilometer Dharan Ilarm Dhaulagiri 8167 Annapurna 8078 Kathmandu Mt. Everest 8850 0 25 50 75 100 Kilometer Makalu 8481 Kanchenjunga 8598 Rajbiraj Indien Bangla Desh Indien Bangla Desh 4 5

Fakta om Nepal Sprog: Nepali (og der tales 19 andre større sprog) Religion: Hinduisme Møntfod: 1 rupi (ca. 0,12 kr.) Styreform: Pluralistisk demokrati med mange partier, monarki Statsoverhoved: Kong Birendra Bir Bikram Shah Dev Regeringsleder: Premierminister G.P Koirala, Nepals Kongresparti Hovedstad: Kathmandu, ca. 800.000 indbyggere Areal: 147.181 km 2, ca. tre gange så stort som Danmark Befolkning: ca. 23,4 mio. (1999) Befolkningstæthed: 151,5 pr. km 2 Befolkningstilvækst: 2,4 pct. om året Forventet levealder: 57,3 år (for kvinder: 57,1, for mænd: 57,6) Foto: Jørgen Schytte Børnedødelighed: 77 ud af 1000 levendefødte (1999) Læsekyndighed: 38,1 pct. (for kvinder: 20,7, for mænd: 55,7) (1997) BNP pr. indbygger: 220 dollars (1999) Økonomisk vækst: 1,9 pct. (1998) Andele af BNP: Landbrug: 41 pct. Industri: 22 pct. Service (herunder turisme): 36 pct. Øvrige: 1 pct. (1999) Import: 96 mia. rupier (1997) Eksport: 22,4 mia. rupier (1997) Udenlandsk bistand: 414 mio. dollars (1997) Bistand pr. indbygger: 18 dollars (1998) Danida-bistand: 145 mio. kr. (2000) Kilder: World Development Report. World Bank Washington Human Development Report. UNDP, New York The World Bank Atlas. World Bank Washinton 6 7

1. Geografi og befolkning Nepals nordlige grænse løber langs Himalayabjergkæden, hvis bjergtinder knejser over frugtbare dale og floder. Foto: Poul Struve Nielsen Nepal er fra naturens hånd præget af flere modsætninger end de fleste lande. Det laveste punkt ligger næsten på niveau med Yding Skovhøjs 173 meter, kun 180 meter over havets overflade. Det højeste punkt er toppen af Mount Everest, 8848 m over havets overflade. Nepal har grænse mod Kina (Tibet) og Indien. Grænsen mod Tibet strækker sig langs Himalaya-bjergkæden. Mod øst, syd og vest har landet grænse til Indien. Nepals samlede areal er 147.181 km 2. For 100 mio. år siden var Den Indiske Halvø en del af det store landområde, som også omfattede Sydamerika, det sydlige Afrika og Antarktis. Dette landområde har i en proces, der har strakt sig over mange mio. år, delt sig i fire af de kontinenter, vi kender i dag, nemlig Sydamerika, Afrika, Den Indiske Halvø (Sydasien) og Australien. I forbindelse med processen begyndte det område, der siden er blevet Den Indiske Halvø, at skubbe sig ind under det, der i dag kendes som Centralasien. Det har i løbet af mio. af år ført til, at Den Tibetanske Højslette har løftet sig. Presset fra sammenstødet mellem de to kontinenter har således ført til dannelsen af Himalaya-bjergene. Der er fortsat bevægelse i kontinenterne, og Himalaya-bjergkæden har stadig vokseværk. Den løftes ca. 15 mm om året. Himalaya-kæden og Den Tibetanske Højslette kaldes i dag Verdens Tag. Når man i dag rejser til Nepal fra syd, kommer man først til lavlandet, som i Nepal kaldes Terai og hører til Gangessletten. Området, som udgør mindre end 20 pct. af Nepals samlede areal, er landets tættest befolkede. Her ligger mere end en mio. landbrug, hvor der hovedsageligt dyrkes ris, men der er også plads til andre afgrøder på de 1,4 mio. ha land, som udgør Nepals mest frugtbare jord. I byerne i lavlandet, især i Biratnagar, finder størstedelen af landets industriproduktion sted. 8 9

Lavlandet var indtil 1950 erne et skovdækket område, der var frygtet og berygtet som næsten umuligt at bebo på grund af den meget udbredte malaria. Men afskovning og bekæmpelse af malaria ændrede totalt områdets karakter i løbet af få årtier, hvor en massiv udvandring fra bjergegnene til lavlandet fandt sted. Mellem de høje tinder og lavlandet ligger højlandet. I højder op til 3000 m over havets overflade skærer floderne gennem særdeles frugtbare dale, andre steder snor terrasser med afgrøder sig op ad bjergsiderne. Over højlandet knejser bjergenes tinder med den evige sne. De mange frugtbare dale i højlandet tæller både Kathmandu-dalen og Pokharadalen. Klimaet skifter fra subtropisk i lavlandet til polarklima i bjergene. Langt størstedelen af den nedbør, der falder i Nepal, falder i juni, juli, august og september. Det er i disse måneder, at monsunen de fugtige vinde, der blæser ind over Nepal fra øst rammer landet. Nedbøren varierer ikke kun med årstiderne. Der falder også langt mere nedbør mod øst end mod vest. Nedbøren kommer, når de varme, fugtige vinde fra øst presses op over Himalaya-kædens tinder, mens nedbøren aftager, efterhånden som vindene blæser hen over den vestlige del af landet. Derfor er der et meget tørt klima i de nordvestlige egne. Nedbør i mm Befolkningen Som geografien er også befolkningen præget af store modsætninger. Gurkha-kongen, Prithvi Narayan Shah, som samlede landet i 1760 erne, beskrev Nepal som en have, hvor der voksede fire kaster og 36 etniske samfund. Man kan ikke med 100 pct. sikkerhed fastslå antallet af de forskellige grupper i det nepalesiske samfund, bl.a. fordi der ikke er enighed om definitionerne, men der anslås at være omkring 60 forskellige kaster og etniske grupper og 20 større sprog. Der findes imidlertid også opgørelser, som anslår, at der er 60 levende sprog. For at gøre det mere overskueligt kan medlemmerne af de mange etniske samfund deles op i tre befolkningsgrupper: De indonepalesiske folk bor fortrinsvis i lavlandet og er kaukasiske af udseende. Deres sprog og dialekter stammer fra hindi. De tibetanske folk bor i bjergene og er mongolske af udseende, deres sprog er af tibetansk-burmesisk oprindelse. Newarerne er betegnelsen for den største befolkningsgruppe i Kathmandu-dalen. Deres sprog er også tibetanskburmesisk. To tredjedele af befolkningen bor i bjergegnene, men de højeste kaster af hinduer og newarerne dominerer samfundslivet politisk, økonomisk og kulturelt fra Kathmandu-dalen. Selv om newarerne, der tæller godt en million mennesker, kun udgør ca. 5 pct. af den samlede befolkning i Nepal, er de en gruppe med meget stor indflydelse, fordi magten i høj grad er centreret omkring hovedstaden Kathmandu. Regioner Nepal er delt op i fem regioner. Centralregionen er domineret af Kathmandu-dalen, og den økonomiske udvikling i denne del af landet er den mest fremskredne. Regionen rummer meget af den bedste landbrugsjord, og infrastrukturen (veje og kommunikationsmidler) er bedre udviklet end i resten af landet. Den største koncentration af industrivirksomheder findes her og i den østlige del af Nepal. Østregionen er næst efter centralregionen kommet længst 10 11

i økonomisk udvikling. Regionen har en større befolkningstæthed og en bedre udviklet infrastruktur, derfor ligger her et større antal industrivirksomheder end i den øvrige del af landet Kathmandu-dalen undtaget. Vestregionen er præget af bjergrige områder i regionens centrale og nordlige distrikter, og dele af regionen har været lukket for turisme og anden udefra kommende indflydelse indtil for ganske nylig. Den økonomiske udvikling har været størst i de sydlige distrikter og omkring regionens hovedby Pokhara, der er et vigtigt turistcenter. Midtvestregionen er mindre tætbefolket. Landbruget her giver et ringere udbytte, fordi der her falder mindre regn under monsunen end i den øvrige del af landet. Infrastrukturen er ligeledes dårligere udbygget, og store områder af regionen er uden vej- og flyforbindelser til resten af landet. Nogle af de fattigste områder i Nepal er beliggende i den nordvestlige del af regionen. Fjernvestregionen er den mindst udviklede af regionerne og har den svageste infrastruktur og den højeste analfabetisme og børnedødelighed. Rovdrift på skovene og jorderosion er et mindre problem her end i resten af landet, fordi befolkningstætheden er mindre. Religionen Den oprindelige tro i Nepal kaldes bon og bygger på animisme, det vil sige dyrkelse af ånder i naturen samt shamanisme, helbredelse af sygdomme ved uddrivelse af onde ånder. Mange dyrker stadig oprindelige guder, som de er i kontakt med gennem såkaldte shamaner, men langt de fleste nepalesere er hinduer. Der er også en stor buddhistisk befolkningsgruppe, og andre religioner af betydning er islam og kristendom. Officielt er 86,5 pct. af befolkningen hinduer, mens 8 pct. er buddhister, 4 pct. er muslimer, og desuden er der nogle få kristne. Der er dog mange, som sætter spørgsmålstegn ved regeringens opgørelse af nepalesernes religiøse tilhørsforhold. Hinduer betragter ofte selv hinduismen som mere en livsstil end en religion. Der er mange veje til Gud, de er alle sammen gode nok, og det er op til den enkelte at finde den rigtige vej, siges det. Dette syn på religion medvirker til, at hinduer regner mange, der ikke selv betragter sig som hinduer, med til deres trosretning. En betydelig del af buddhisterne menes således at være talt med som hinduer, ligesom folk, der tilhører oprindelige religioner og måske end ikke kender til hinduisme, må formodes at være talt med. Befolkningen fordelt på religion Øvrige Islam 2,0% Buddhisme 3,53% Kristendom 0,17% 7,78% Størstedelen af Nepals befolkning er hinduer (1991). Kilde: Bureau of Statistics. Hinduisme 86,51% Hinduisme De hellige tekster, Vedaerne, som de ariske indvandrere bragte med sig til Det Indiske Subkontinent år 1400-500 f.v.t., er de ældste indiske skrifter og de første hinduistiske skrifter. Blandt en lang række guder er der to fra Vedaerne, som stadig har så stor udbredelse, at de fleste hinduer tilbeder en af dem. Den ene er Vishnu, den anden er Shiva. Vishnu er beskytteren og betragtes i Nepal ofte som universets skaber. Han har optrådt i ni inkarnationer, hvoraf en af de mest kendte er krigerguden Rama, som med abeguden Hanumans hjælp befriede den skønne Sita fra dæmonkongen Ravana, der regerede over landet Lanka. Andre særligt kendte inkarnationer er guden Krishna og Buddha. Men buddhisterne er dog ikke enige i, at Buddha er en inkarnation af en gud, der tilhører en anden religion. 12 13

I Nepal, som er verdens eneste hindukongerige, består endvidere opfattelsen af, at kongen er en inkarnation af Vishnu. Shiva, der beskrives som skaberen, beskytteren og ødelæggeren, er nok den mest populære gud i Nepal, men hinduerne dyrker utallige forskellige guder. Det gamle kongepalads i Kathmandu er opkaldt efter abeguden Hanuman og hedder Hanuman Dhoka. Hanuman har en særlig betydning i Nepal, for da han hjalp Rama med at befri Sita, bragte han bl.a. helbredende planter til Rama, og planterne hentede han i bjergene i Nepal, hvor der stadig er en stor forekomst og udnyttelse af medicinalplanter. Hinduerne tror på genfødsel, det vil sige, at når sjælen har forladt kroppen, er det blot for at vende tilbage til livet i en ny inkarnation. Den slags sker altså ikke kun for guderne, men også for mennesker og dyr. Når et menneske opnår at komme til det niveau, som hinduerne kalder moksha, får det åndelig frelse fra genfødslernes cyklus. Det er et menneskes karma, det vil sige summen af menneskets moralske handlinger, der er bestemmende for den næste reinkarnation. En god karma fører til genfødsel på et højere niveau, en dårlig karma fører til genfødsel på et lavere niveau. En mand, der mishandler dyr, risikerer således at blive genfødt som hund. Det kendetegner hinduismen, at der ikke missioneres, og eftersom Nepal har status som hindukongerige, er det ikke tilladt at missionere for at hverve proselytter til nogen trosretning. Enten er man født som hindu, eller også er man ikke. Det falder således mange hinduer for brystet, at repræsentanter fra andre religioner, især islam og kristendom, er på jagt efter hedningesjæle, som kan omvendes fra enten hinduismen eller en oprindelig religion. Hinduismen medfører ligeledes, at det spiller en stor rolle, hvilken kaste man tilhører. Kasteopdelingen har oprindeligt fundet sted på baggrund af folks erhverv, og den fastlægger nogle stramme, hierarkiske rammer, som adskiller de forskellige kaster fra hinanden. Kastesystemet er med til at indplacere folk i hierarkier som individer, familier, andre slægtskaber, grupper, klaner og efter afstamning. Der er især meget dybe sociale forskelle mellem de højere kaster og de, der anses for at være urørlige, selv om man også kan møde fattige fra den højeste kaste. Diskrimination på baggrund af kaste og etnisk tilhørsforhold har været forbudt ved lov siden 1962, men kastetilhørsforholdet er med visse undtagelser afgørende for, hvem folk bliver gift med, hvilken uddannelse de har mulighed for at få og for fordelingen af både økonomisk velstand og politisk magt. Hinduernes inddeling af folk i kaster er særdeles kompleks, og formentligt har der allerede for flere tusinde år siden været omkring 3000 kaster eller subkaster. I dag er der dog flere og flere nepalesere, der nøjes med at opdele befolkningen i to grupper: De rene i den såkaldte chokho jaat-kaste og de urene i pani nachalne- eller jaat-kasten. Desuden er der en tendens til, at man ser hele kasteinddelingen som en del af et sekulært hierarki, hvor der er de økonomisk og politisk magtfulde samt de simple, fattige og tilbagestående. Kastesystemet I år 300 blev Nepal invaderet af de såkaldte licchavier fra det nordlige Indien. Licchavierne var hinduer, og dermed blev fundamentet for kastesystemet i Nepal lagt. Indiens kastesystem kan for overskuelighedens skyld skæres lidt firkantet ud og beskrives som bestående af fire overordnede kaster eller varnaer, som de også kaldes. Først kommer brahminerne, som oprindeligt var præs ter, der næst khastrayaerne, som var krigerne og adelen, på tredjepladsen er vishyaerne, som er købmænd og håndværkere, og på fjerdepladsen i hierakiet er shudraerne, som er agerdyrkere el ler bønder. Nederst i hi er arkiet er de urørlige, der og så kaldes dallitter el ler kas te løse og som oftest er stamme folk, der måske dyr ker animistiske religi oner. Kasteløse kan også være per son er, der udfører arbejde, som anses for at være særligt urent. F.eks. slagtere, skraldemænd eller ligbrændere. I Nepal er inddelingen i kaster eller varnaer lidt anderledes. Hvis vi koncentrerer os om Kathmandu-dalen, kommer først bahunerne, som 14 15

er Nepals brahminer. Dernæst kommer thakurierne og chetrierne, som er krigere og adelsfolk. Thakurierne tilhører den gruppe mennesker, der tog ansvaret for at samle Nepal, så de har en lidt højere status end chetrierne. Dertil kommer chestraerne, som er betegnelsen for de newarer (den største befolkningsgruppe i Kathmandu-dalen), der er ligestillede med thakurier og chetrier. Overordnet inddeler nepaleserne befolkningen i to kaster: chokho jaat-kasten, der tæller de rene, og pani nachalne- eller jaat-kasten, der tæller de urene. Bodnath Stupa i Kathmandu. En stupa er en tibetansk buddhistisk helligdom, og Bodnath Stupa er ikke bare Nepals største stupa, men en af verdens største. Religion spiller en central rolle for nepaleserne, og hinduistiske og buddhistiske templer ligger spredt over hele landet. Overalt ser man også bedeflag. Når vinden blæser bliver bønnerne sendt ud i universet. Foto: Erik Heegaard/ Polfoto Buddhisme En af verdensreligionerne udspringer fra Nepal. Buddha blev født i Lumbini i lavlandet. Hans familienavn var Gautama, og senere blev han kaldt Siddharta (han, som har nået sit mål). Siddharta var født i Khastraya-kasten i en fyrstelig familie (Nepal bestod dengang af flere små fyrstendømmer), men som ung blev han så overvældet af, at menneskene lever med elendighed, sygdom og død, at han forlod sit hjem og sin familie og gik på åndelig søgen og levede et asketisk liv. En aften, hvor han sad i dyb meditation under et træ i en landsby i Nordindien, opnåede han oplysning. Navnet Buddha betyder netop den oplyste, og til sin død i 486 f.v.t. udbredte han sin lære om at komme fri af den evige sjælevandring. Målet i buddhismen er at opnå fuld oplysning, det vil sige nirvana, en sindets tilstand, hvor jordisk begær ikke længere trænger sig på. Et menneskes karma er bestemmende for sjæle van dringsringen, så ved at handle rigtigt i dette liv kommer et menneske nærmere nirvana. Det er også muligt at slå genveje ved f.eks. at leve asketisk og meditere. Ifølge den retning af buddhismen, som dominerer i Nepal og Tibet, er der mennesker, som har mulighed for at tage det sidste trin til oplysning, men som vælger at blive ved med at lade sig genføde for at hjælpe andre. Et eksempel herpå er Dalai Lama, tibetanernes åndelige leder. 16 17

2. Historie Durbar Square i Patan med udsigt til en del af det tidligere kongepalads. Kathmandudalens tre store byer, Kathmandu, Bhaktapur og Patan var i 1300- tallet uafhængige kongedømmer. Foto: Jiri Rezac/Polfoto Historie før 1846 De første mennesker, som man ved har boet i Nepal, er kiratierne, et mongolidt folkefærd, der ankom til området i det syvende eller ottende århundrede f.v.t. De herskede i Kathmandu-dalen til omkring år 300. I denne periode blev også buddhismen introduceret i landet. År 300 invaderede licchavierne, et arisk indoeuropæisk folk fra det nordlige Indien, landet og stødte den sidste kirati-konge fra tronen. Licchavierne var hinduer, og med deres overtagelse af magten blev fundamentet lagt for det kastesystem, der stadig præger det nepalesiske samfund i dag. Licchavierne blev afløst af thakurierne i 602. Selv om de følgende år blev præget af invasioner og uroligheder, voksede kongeriget. I det tiende århundrede grundlagdes byen Kantipur, som i dag er hovedstaden Kathmandu. I år 1200 blev kong Arideva afbrudt midt i en brydekamp. Der var besked til ham: Han var blevet far til en dreng. Han tildelte sønnen titlen malla, hvilket betyder bryder. Dermed var malla-dynastiet grundlagt. Mallaerne var hinduer og tilbad guden Shiva, men de regnedes selv, som også senere konger, for at være inkarnationer af guden Vishnu. Også buddhismen blomstrede i denne periode, som vil blive husket som en nepalesisk guldalder, hvor livet i Kathmandu-dalen var præget af fremgang og velstand. I begyndelsen af 1300-tallet blev Nepal delt i et større antal uafhængige bystater, som styredes af skiftende feudalherrer. Det bjergrige land blev så småt tættere beboet, og der skete en betydelig udvikling inden for landbruget, hvor nye teknikker blev introduceret. En muslimsk invasion fra Bengalen området som i dag er delt i Vestbengalen, den nordøstlige del af Indien og Bangladesh fejede gennem landet senere i 1300-tallet, 18 19

og hinduistiske og buddhistiske helligdomme blev ødelagt. Ødelæggelserne, der fulgte med de muslimske erobringer, var et midlertidigt fænomen i Nepal, men det fik stor betydning, at ødelæggelser og uroligheder var mere udbredte i Indien, hvor mange hinduer blev fortrængt fra sletterne og etablerede små fyrstendømmer i Nepal i ly af bjergene. I alt var Nepal delt op i 46 forskellige små områder med egen møntfod og militær. De tre store byer i Kathmandudalen, Kathmandu, Patan og Bhaktapur, var uafhængige kongedømmer. Hver by var centreret omkring kongens palads, hvor notabiliteterne og repræsentanter fra de højeste kaster boede tæt på centrum. Høje bymure skulle afværge angreb fra nabobyerne. Mod slutningen af 1300-tallet lykkedes det atter for en malla-konge at samle Kathmandu-dalen. Og i løbet af 1400-tallet bredte Nepal sig sydpå til Ganges-floden og nordpå til Tibet, vestpå til Kali Gandaki-floden og østpå til Sikkim-regionen. Men riget smuldrede, og i de næste par århundreder bestod området igen af en række småstater, der bekrigede hinanden. Perioden var dog også præget af en blomstrende handel med Indien og Tibet samt et fremgangsrigt landbrug. Landet skulle blive samlet igen. Samlingen kom fra det lille kongerige Gurkha midtvejs mellem Kathmandu og Pokhara. Her regerede shaherne, og i 1768 erobrede den niende konge af shah-dynastiet, som er den nuværende kongefamilies forgængere, resten af dalen og flyttede hovedstaden til Kathmandu. Fra Kathmandu-dalen ekspanderede de nye herskere, indtil et slag mod kineserne i Tibet blev tabt, så det kunne mærkes. Det var i 1792, og Nepal måtte betale skat til kejseren i Beijing frem til år 1912. Nepal tabte ikke land med nederlaget til kineserne. Først efter et nederlag til briterne i 1816 blev der sat en grænse for landets geografiske vækst. Men nepaleserne følte sig truet i en grad, så grænsen blev lukket for udlændinge i perioden fra 1816 til 1951. Der var dog en undtagelse. Efter det militære nederlag til briterne indvilgede Nepal i at åbne økonomien mod Britisk Indien, og indiske forretningsfolk fik fodfæste i Nepal. Hidtil havde Nepal i lige så høj grad orienteret sig mod Tibet. Et århundrede senere, da en direkte handelsrute mellem Indien og Tibet blev åbnet, mistede nepaleserne deres vigtige position som mellemmænd i handelen mellem de to lande. Rana-tiden Det var ikke en hvilken som helst asylansøger, der søgte tilflugt i den indiske ambassade i Kathmandu den 6. november 1950. Det var selve Nepals konge, Tribhuvan, som kastede sit lod ind i forsøget på at ændre Nepals historie. Han flygtede ud af sit eget land for at gøre ende på en feudal styreform, som de magtfulde såkaldte ranaer havde dikteret gennem mere end 100 år. Kongen fik asyl i Indien, og da han vendte hjem til Kathmandu den 15. februar 1951, var det startskuddet til en hastig udvikling, som siden har ført Nepal fra middelalderlige tilstande til det 20. århundrede. Siden 1816 havde Nepal næsten været hermetisk lukket over for omverdenen. Det år var der blevet sat en grænse for kongerigets økonomiske vækst med nederlaget på slagmarken til den britiske kolonimagt, som tog det østlige område Sikkim og det meste af lavlandet, hvorved Nepals nuværende grænser mod øst og vest blev fastlagt. Få år forinden havde landet været dobbelt så stort, som det er i dag. Da strakte det sig fra Kashmir i vest til og med Sikkim i øst, og en stor del af lavlandet syd for Himalaya hørte til Nepal. Nepal var et feudalt land, som nok var domineret af kongefamilien, men også andre fremtrædende familier fra de højeste kaster kæmpede om magten. I lange tider havde magtforholdene ikke været særligt godt afbalancerede, og Nepals enhed var truet, bl.a. fordi kongefamilien havde mistet en del af grebet om magten. Den 14. september 1846 samledes flere hundreder af Nepals vigtigste mænd adelsfolk, officerer og hoffolk i Kot-gården ved Kathmandus centrale plads, Durbar Square. Her slog en mand fra en af de dominerende familier til. Han hed Jung Bahadur Kunwar, og han foranstaltede en massakre på forsamlingen, så stort set hele landets elite blev myrdet. Jung Bahadur Kunwar tog navnet Rana som nyt familienavn og indsatte sig selv som premierminister. Senere tog han 20 21

titel af maharaja og indførte arvefølge til premierministerposten. Kongefamilien fik lov at blive som en slags kransekagefigurer, men reelt var kongen og hans familie i husarrest. Indtil 1951 besad ranaerne ikke blot premierministerposten, men også alle andre væsentlige embeder i landet. Under den indiske frihedskamp mod kolonimagten Storbritannien støttede Nepal briterne, der i 1858 som tak gav nogle af de tidligere erobrede nepalesiske områder tilbage. Nepal fik derved sin nuværende størrelse, men ellers kendetegnede det rana-tiden, at den økonomiske, politiske og sociale udvikling i Nepal nærmest gik i stå. Nepals geografiske placering langs Himalayas tinder er en af grundene til, at landet aldrig blev en koloni og slap fra mødet med både Kina og den britiske kolonimagt med forholdsvis få fysiske skrammer. Men der er dybe sår i den nationale sjæl. Mens Nepal har været i stand til at afvise alle trusler udefra, har indre omstændigheder været en alvorlig bremse for udviklingen. Den dag i dag er der traditioner og omgangsformer i politiske kredse og i bureaukratiet, som fører tilbage til ranaernes måde at styre landet på. Og ranaernes mål var ikke at udvikle Nepal. Familieoligarkiet, som styreformen nærmest kan betegnes som, tog regeringsmagten og holdt fast ved den for at skabe fremgang og rigdom for familien og kun for familien. Patriotisme blev nærmest betragtet som en trussel mod deres personlige interesser. Ranaerne baserede deres herredømme på total kontrol med et samfund, hvor enhver forandring skulle undgås. De opretholdt denne kontrol ved at isolere Nepal fra omverdenen og gennem en streng social orden, som var baseret på inddeling af befolkningen i kaster efter en meget konservativ opfattelse af hinduismen, som stort set udelukkede sociale eller politiske forandringer for den enkelte som for samfundet. I bogen Fatalism and Development (1991) beskriver nepaleseren Dor Bahadur Bista, hvordan et centralt begreb i hinduismen, chakari, som betyder at vente, at tjene og søge yndest fra en gud, vandt indpas i den sekulære hverdag under ranaerne. For at holde rivaler og modstandere i ave, blev de bedt om at give møde ved ranaernes paladser, hvor de måtte tilbringe en rum tid, som blev kaldt chakari-timerne, De nepalesiske gurkhasoldaters færdigheder er berømmede, og gurkhaer udgør stadig en del af Storbritanniens hær. Foto: UPI/Polfoto alt imens ranaerne kunne iagttage dem og på den måde sikre, at de ikke var i gang med skadelige aktiviteter. Med tiden udviklede begrebet sig, så chakari blev en måde at vise ærbødighed og loyalitet, og enhver, der nærede ambitioner om at opnå forfremmelse eller andre goder, måtte praktisere chakari over for sine overordnede. I Nepals landsbyer gik livet sin vante gang i dyb isolation. Landsbyboerne var vant til, at enhver kontakt med repræsentanter fra regeringen udelukkende førte til, at de blev udnyttet på en måde, som var til rana-familiens fordel. Muslimer og europæere ansås for urene, og nepalesere, der havde været i udlandet, måtte tage rituelle bade for atter at kunne indtage den position i kastesamfundet, som de havde, før de rejste. Desuden blev der gjort meget lidt for 22 23

at uddanne folk, som ikke var ranaer. I 1951 var der kun 312 primærskoler med anslået 8500 elever. Nogle nepalesere holdt dog kontakten med omverdenen ved lige, nemlig gurkha-soldaterne. Briterne var blevet så imponeret af nepalesernes evner som soldater, at de oprettede et regiment af gurkhaer, som også i dag er en del af den britiske hær. Det var således to gurkha-soldater, der som de første ofrede livet for Europa, da de blev dræbt af landminer i de første dage efter, at NATO-tropper var rykket ind i Kosovo i foråret 1999. Disse soldater kæmpede på allieret side i den britiske hær i både første og anden verdenskrig, og de fik således mulighed for ved hjemkomsten at formidle en smule oplysning om verdenen udenfor til det lukkede land. I nabolandene skete der store forandringer i midten af 1900-tallet. Indien blev uafhængigt i 1947, og en kommunistisk revolution ændrede Kina, som desuden besatte Tibet. Nepal blev klemt mellem de to store asiatiske magter. Omvæltningerne i de store nabolande påvirkede også Nepal. En rana begyndte så småt at liberalisere, en anden strammede kursen og vendte tilbage til den autoritære feudalisme. Liberaliseringerne bestod bl.a. i, at en rana-hersker udvidede mulighederne for, at også andre end ranaerne kunne få en uddannelse, og der blev dannet en lille, men meget aktiv intellektuel elite i Kathmandu. Aktivister, som modarbejdede ranaerne, havde allerede i 1935 dannet det politiske undergrundsparti Raja Parishad. Især den indiske frihedskamp havde givet inspiration til den nepalesiske bevægelse for demokrati. Også i Nepal havde mange spændt fulgt med i Gandhis vandringer gennem Indiens landsbyer i sit simple bomuldsklæde støttende sig til sin stok, hans sultestrejker og de forhandlinger, han førte med den britiske kolonimagt. Det gav således også genlyd i Nepal, da Indien og Pakistan i 1947 blev frie og uafhængige lande. Allerede i 1947 var Nepali National Congres dannet med en partiledelse, der talte blandt andre den senere premierminister Krishna Prashad Bhattarai, den mest karismatiske skikkelse i demokratibevægelsen Bishweshwar Prasad Koirala (B.P. Koirala) og dennes halvbror Matrika Prasad Koirala (M.P. Koirala). Det Allerede i 1947 var Nepali National Congres dannet med en partiledelse, der bl.a. talte den senere premierminister Krishna Prashad Bhattarai, her fotograferet i maj 1999. Foto: AFP/Polfoto var unge og uprøvede kræfter, som for de flestes vedkommende havde deres erfaring fra den indiske uafhængighedskamp og i nogle tilfælde fra politiske undergrundsaktiviteter i Nepal. Den 9. april 1950 fusionerede dette parti med en anden bevægelse til Nepali Congres (fremover omtalt som Kongrespartiet), som skulle blive den måske mest betydende faktor i nepalesisk politik i den anden halvdel af det 20. århundrede. Kongrespartiets mål var at gøre Nepal til et moderne demokrati, men sammenlignet med ligesindede i andre lande havde partiets stiftere langt til målet. Nepal var slet og ret et samfund, der befandt sig i middelalderen. Bortset måske fra buddhistiske bedehjul var hjulene på en flyvemaskine de første hjul, som folk fik at se i den lille by Pokhara vest for Kathmandu. I Michel Peissels bog 24 25

Tiger for Breakfast fra 1966, som handler om den russiske hotelejer i Kathmandu, Boris Lissanovich og hans danske hustru, Inger, fortælles historien om flyvemaskinen, som landede dér på en mark i begyndelsen af 1960 erne: En gammel mand forklarer sit barnebarn, at når den sjove lille én, som lige er blevet født, bliver voksen, så vokser vingerne også ud på den, og den kan flyve, som sin mor. Den sjove lille en var en jeep, der blev løftet ned fra flyvemaskinen. I dag kan man køre i bus fra Kathmandu til Pokhara på en halv dags tid. Så hurtigt er udviklingen sket. I løbet af 40 år har Nepal bevæget sig fra middelalderen til et samfund, der har mange moderne træk, bl.a. et demokratisk system. Samtidig med dannelsen af Kongrespartiet i 1950 begyndte kong Tribhuvan fra sin husarrest i sit palads at pønse på, hvordan han skulle få væltet rana-herskerne og sat skub i Nepals udvikling efter 100 års stilstand. Ved at gå i eksil i Indien stimulerede han modstanden mod regeringen. Kongrespartiet bekrigede den og begyndte at erobre landområder. Det kom ikke til alvorlig blodsudgydelse. Ranaerne indså, at de var blevet indhentet af det 20. århundrede. Deres ensidige dominans blev tilendebragt, da kongen, ranaerne og Kongrespartiet senere i 1950 mødtes til forhandling i New Delhi i Indien og tilsluttede sig en aftale om at indføre demokrati. Det var første gang i Nepals historie, at en løsning på et internt nepalesisk problem var blevet tvunget igennem ved indisk mellemkomst. I februar 1951 vendte kong Tribhuvan tilbage til Nepal, og der blev dannet en regering af både ranaer og kongresfolk. Det var et meget underudviklet land, de nye ministre blev regering for. Den gennemsnitlige årlige indkomst pr. indbygger var 45 dollars, alfabetiseringsgraden 5 pct. og den gennemsnitlige levealder 35 år. Men der herskede en vis optimisme blandt de nye ledere, for dengang antog man, at Nepal havde uudnyttede muligheder i form af land, der ikke var opdyrket, og man forventede, at landets store skovområder og masser af floder kunne udnyttes til at sætte skub i udviklingen. Endvidere regnede man med, at den udviklingsbistand, som landet kunne modtage nu, hvor grænserne blev åbnet mod omverdenen, ville få stor betydning. Med kong Tribhuvans hjemkomst til Nepal i 1951 begyndte en ny æra i landets historie. Kong Tribhuvan selv oplevede kun de første fire år. Han døde i 1955. Billedet er fra begravelsesceremonien. Foto: PPF/Polfoto 26 27

3. Den politiske udvikling Efter Nepals parlamentsvalg i maj 1999 fik landet en chance for at begynde på ny. Efter en lang ustabil periode med vaklende regeringer, som hyppigt blev skiftet ud, fik Kongrespartiet et absolut flertal ved valget til Underhuset. Den politiske krise har været en alvorlig hindring for Nepals udvikling, og pessimistiske iagttagere mener endda, at de politiske partiers forvaltning af demokratiet er en trussel mod selve systemet. Men ingen kan vel have forestillet sig, at udviklingen skulle forløbe uden vanskeligheder. Nepal udgør trods alt et typisk scenario for et tredjeverdensland i efterkrigstiden: En politisk og økonomisk udvikling, som tog flere hundrede år i Europa, skal finde sted i løbet af få årtier. Nu har det Kongresparti, som har kæmpet hårdest for demokratiet, fået en mulighed for at sikre det. Og en hård kamp har det været. Afskaffelsen af rana-styret var kun begyndelsen. Nepaleserne har kun kort tids erfaring med valghandlinger og demokrati. Forbudet mod politiske partier blev først ophævet i 1990. Foto: Epa/ Scanpix Nordfoto Enevælden Da kong Tribhuvan i februar 1951 vendte hjem fra sin korte periode i eksil i Indien og indsatte den ny regering med deltagelse af både medlemmer af rana-familien og Kongrespartiet, begyndte en ny æra i Nepals historie. Landets grænser blev åbnet, Nepal var ikke længere isoleret. Udviklingsbistand fra Indien og USA begyndte at strømme til landet, og som noget hidtil næsten uhørt blev skoleuddannelse introduceret i en bredere forstand end tidligere, hvor kun få andre end ranaerne havde haft sådanne privilegier. Men det var ikke en demokratisk æra. De nye kræfter, som fik del i magten, havde kun et fælles mål at få ranastyret afskaffet. Lederne af de politiske partier havde ikke noget klart politisk mål og slet ingen politisk erfaring. Dertil 28 29

kom, at Kongrespartiet allerede fra begyndelsen var rammen om voldsomme intriger og politiske magtkampe. M.P. Koirala blev premierminister i den første overgangsregering, som allerede i april 1951 var mål for et kupforsøg. I november 1951 brød samarbejdet i koalitionsregeringen med deltagelse af ranaerne og Kongrespartiet sammen. M.P. Koirala fortsatte som premierminister i en regering, der var domineret af Kongrespartiet, men han havde svært ved at bevare kontrollen. Der skete overgreb på menneskerettighederne, oppositionsledere blev fængslet ved nogle lejligheder, og i januar 1952 var der yderligere et kupforsøg mod regeringen. Efterhånden bredte desillusionen sig. Mange havde set frem til, at Nepal fik en regering, som endelig gav bønderne en mulighed for at genopbygge landet. Men som beskrevet af iagttagere, begyndte de nyslåede magthavere, der havde sat livet på spil og betalt en høj pris i form af fængselsophold, sult og sygdom for at få forandringer i Nepal, at overtage ranaernes dårlige vaner. Korruptionen, som var et nyt fænomen, bredte sig ligeledes, og den demokratiske reformproces kom aldrig rigtig i gang. Kongrespartiet blev splittet, en række andre nye partier blev dannet, og der var især stigende tilslutning til kommunisterne. Det sidste var sammenholdt med Kinas indgriben i Tibet medvirkende til, at Storbritannien og Indien ikke aktivt støttede demokratibevægelsen. Politikerne fra Kongrespartiet syntes ikke at kunne udfylde det tomrum, der var opstået efter ranaerne, og sikre en stabil udvikling i Nepal. Den eneste, der syntes at kunne samle magten hos sig, var kong Tribhuvan. I august 1952 opløste kongen regeringen og indførte enevælde gennem en rådgivende forsamling, som han selv udnævnte. Kongen forbød ikke de politiske partier, og M.P. Koirala fik yderligere to perioder som premierminister, men det var som udnævnt af kongen og ikke valgt på demokratisk vis. I øvrigt var han heller ikke længere medlem af Kongrespartiet. Løftet om at indføre demokrati fra aftalen i New Delhi blev aldrig indfriet. Den 13. marts 1955 døde kong Tribhuvan, og hans søn Mahendra overtog tronen. Mahendra var en stærk konge med flere politiske ambitioner end faderen. Han regerede enevældigt, men der skete gradvise lempelser, som skulle føre til et demokratisk eksperiment og siden til borgerkrigslignende tilstande. Kommunistpartiet, der havde været forbudt i en periode, blev gjort lovligt i 1956. Og i december 1958 udskrev kong Mahendra parlamentsvalg. Men det var ikke til en grundlovgivende forsamling, sådan som Kongrespartiet havde krævet. En ny forfatning blev i stedet sammenfattet af et udvalg, som kongen nedsatte. Det demokratiske eksperiment Seks dage før valget i april 1959 var forfatningen på plads. Der skulle vælges 106 medlemmer til et nyt Underhus. Desuden skulle der være et Overhus med 38 medlemmer, halvdelen valgt af Underhuset, halvdelen udpeget af kongen. Mahendra afgav ikke den udøvende magt. Han kunne selv vælge, om han ville udøve magten direkte eller gennem regeringen. Han havde også vetoret over for regeringen og parlamentet. Kongrespartiet, som havde sin solide base blandt bønderne i den østlige del af lavlandet og blandt tidligere gurkhasoldater, fik absolut flertal i Underhuset på et valgprogram, der ideologisk set var baseret på demokratisk socialisme. Konkret ville man gennemføre landreformer og sætte industrialiseringen i gang ved at opmuntre iværksættere til at starte mindre industrier og småhåndværk, mens staten skulle tage initiativ til at opbygge en sværindustri med udenlandsk, det vil sige indisk finansiering. Det næststørste parti blev Gurkha Parishad, som lå til højre for Kongrespartiet og havde opbakning blandt ranaernes støtter og i bredere befolkningsgrupper i bjergene. Dette parti var imod Kongrespartiet og indisk indflydelse på nepalesiske forhold. Kommunistpartiet blev også et af de større partier i Underhuset, men var præget af store indbyrdes ideologiske stridigheder. Dets medlemmer var uenige om, hvorvidt man skulle mobilisere græsrødderne mod kapitalismen og feudalismen 30 31

eller arbejde som et demokratisk parti, når der nu for en gangs skyld i bogstavelig forstand var valg. Mens rygraden i Kongrespartiets tilslutning var småbønder, havde kommunisterne opbakning blandt landarbejdere og fæstebønder, som anså småbønderne for at være deres arbejds givere. Både Kongrespartiet og Kommunistpartiet havde desuden tilslutning i den lille intellektuelle elite, hvorfra de ledende kræfter i begge partier kom. Der var således mange bahuner, altså medlemmer af den højeste kaste, i begge partier. Endelig var der United Democratic Party, som var et parti, der til gengæld appellerede til kasterne chetrier og thakurier, som oprindeligt var krigere. Partiet havde stærke forbindelser til kongehuset og lagde i valgprogrammet vægt på hinduistiske værdier som f.eks. forbud mod at omvende hinduer til andre religioner og slagtning af køer. Kongrespartiets B.P. Koirala blev Nepals første demokratisk valgte premierminister, og han begyndte af gennemføre Kongrespartiets politik trods modstand fra stærke kræfter i samfundet. Den ny regering indførte jordreformer i form af beskatning af særlige overdragelser, der var sket fra rana-herskerne til familiemedlemmer og betroede støtter. I 1951 var 36 pct. af landbrugsjorden i Nepal overdraget fra herskerne til familie og venner. 15 områder i Nepal kontrolleredes i 1959 stadig til en vis grad af fyrster med ret til at beskatte og straffe indbyggerne i området. Kongrespartiets næste skridt var at afskaffe denne ret. Dernæst kom turen til skovene, som blev nationaliserede på trods af, at kongens bror besad meget store dele af områderne. Reformerne blev alle gennemført, selv om det demokratiske eksperiment kun varede i en kort periode. Den 15. december 1960 blev regeringen, som var samlet i en forstad til Kathmandu, arresteret. Der havde været rygter om korruption, og i distrikterne havde Kongrespartiet tilgodeset vennerne i forbindelse med besættelsen af flere stillinger. I en radiotale til nationen forklarede kongen, at han havde brugt sin ret til at afsætte regeringen, fordi korruption var blevet udbredt, Kongrespartiets interesser var blevet sat højere end nationens, og fordi regeringen ikke havde formået at opretholde ro og orden. Beskyldningen om korruption byggede på vedvarende rygter, og det var ganske vist, at Kongrespartiet i distrikterne havde tilgodeset vennerne. Det var også rigtigt, at der havde været uroligheder. Bl.a. var demonstranter i Gurkha blevet dræbt af politiet. B.P. Koirala havde dog afvist, at det var regeringens ansvar, og han havde ikke lagt skjul på, at han fandt det bevist, at urolighederne var anstiftet med støtte fra paladset. Panchayat-styret Ved at afsætte regeringen sikrede kong Mahendra sig mod at ende som en kransekagefigur uden beføjelser, sådan som hans forfædre havde været det under ranaerne. Enevælden fortsatte de næste 30 år med ham selv og siden sønnen Birendra ved magten. En enkelt eksminister fra Kongrespartiet, Subarna Samshar, var i Calcutta, da kongens kup fandt sted. Med støtte fra den indiske regering, som var dannet af søsterpartiet, det indiske Kongresparti, mobiliserede han en guerillahær på 3000 mand, som kæmpede i Nepal mod enevældens tropper. Guerillakrigen sluttede imidlertid brat, da Kina i oktober 1962 angreb Indien. Konflikten mellem Nepals to store nabolande gjorde, at Indien for alvor fik brug for Nepal som en stødpudezone til Kina, uagtet hvem der i øvrigt havde magten i Nepal. Den indiske premierminister, Jawaharlal Nehru, bad derfor Subarna om at standse den væbnede kamp. Nu var der ingen modstand tilbage mod enevælden. Selv kommunister og et stort antal af Kongrespartiets tidligere medlemmer af Underhuset støttede kongen, som indførte et nyt, partiløst styre, det såkaldte panchayat-styre, inspireret af daværende regeringsformer i Pakistan, Egypten, Indonesien og Jugoslavien. Panchayat betyder egentlig et råd med fem medlemmer, og det har historisk været navnet på lokale råd i både Nepal og Indien, men kong Mahendra udvidede 32 33

systemet. Mere end 3000 landsbyer holdt årligt afstemninger om et budget og valgte landsbyens råd, panchayat, hvorefter medlemmerne af landsbyernes panchayat valgte distrikternes panchayat, hvis medlemmer valgte et nationalt råd. På den måde fik kongen en forsamling, som i sidste ende var valgt af befolkningen, samtidig med at han kunne regere uden at være under pres fra de politiske partier. Den nationale panchayat, som hed rastraiya, bestod af 90 medlemmer valgt fra distrikterne, 19 medlemmer fra diverse organisationer (bøndernes, ungdommens, kvindernes osv.), og 16 medlemmer udpeget af kongen. Medlemmerne af de politiske partier fortsatte med at spille en betydelig rolle. Blandt den første Rastriya Panchayats i alt 125 medlemmer var 60 pct. tidligere partimedlemmer en tredjedel havde været medlemmer af Kongrespartiet. Men de ledende skikkelser fra Kongrespartiet forblev fængslede til oktober 1968. I februar 1969 valgte B.P. Koirala at gå i eksil i Indien af frygt for, at hans offentlige udtalelser skulle få kongen til at arrestere ham igen. De økonomiske og sociale forbedringer, som både kongehuset og de politiske partier havde andele i, fortsatte, og den udenlandske bistand vedblev med at strømme til landet. Det var en af årsagerne til, at kongen kunne fortsætte med at udbygge administrationen og dermed sikre, at det stigende antal nepalesere, som nu fik en uddannelse, også kunne få offentlige stillinger i stedet for at blive uddannet til arbejdsløshed og utilfredshed. Ved tronskiftet efter Mahendras død i februar 1972 gik magten til hans søn, den unge 26-årige Birendra, som bl.a. havde studeret på Harvard University i USA. Han blev straks mødt med et krav om reformer, men snart stod det klart, at Birendra var fast besluttet på at fortsætte sin fars linie. I 1974 strammede han grebet om panchayat-systemet ved at gøre det mere topstyret, så det nationale panchayat fik indflydelse på, hvem der blev valgt i distrikter, byer og landsbyer. Oppositionen viste sin modstand med bl.a. en flykapring og et attentatforsøg mod kongen, og dele af den kommunistiske bevægelse stod bag en opstand i den østlige del af lavlandet. Kong Birendra af Nepal og dronning Aishwarya i kroningsprocession. Birendra overtog tronen i verdens eneste Hindu kongerige i 1972. Frem til 1990 var han ene vældig. I dag har han beføjelser som konstitutioneret monark. Foto: PPF/Polfoto 34 35

To medlemmer af Kongrespartiet blev dømt til døden for at have deltaget i attentatforsøget mod kongen, og i februar 1979 blev de henrettet. Det affødte en studenterdemonstration i Kathmandu samme forår, hvor det kom til sammenstød med politiet, som blev beskyldt for at have kastet studenter ud fra de øverste etager på universitetet, der ligger ved siden af kongeslottet. Urolighederne bredte sig, og i byen Heteuda åbnede politiet ild mod demonstranter. Kongen forsøgte at imødekomme en række af de studenterpolitiske krav, men det tilfredsstillede ikke ønskerne om gennemgribende politiske reformer, og den 23. maj 1979 kom situationen ud af kontrol. Mellem 20.000 og 30.000 mennesker demonstrerede i Kathmandus gader, og der blev sat ild til regeringsejede avishuse og køretøjer. Dagen efter erklærede kongen i en radiotale, at der ville blive afholdt folkeafstemning om, hvorvidt Nepal skulle have et flerpartistyre eller fortsætte med panchayat-systemet. Afstemningen fandt sted i maj 1980, hvor 2,4 millioner vælgere stemte for panchayat-systemet og 2 millioner for flerpartistyre. De politiske partier havde fået lov at føre valgkamp, men medierne herunder Radio Nepal, som når det meste af landet propaganderede ensidigt for panchayatsystemet. For mange nepalesere var det blevet til et spørgsmål om, hvorvidt de støttede kongen eller B.P. Koirala, der i 1976 var vendt hjem fra sit eksil i Indien, efter at den indiske premierminister, Indira Gandhi, havde indført undtagelsestilstand i Indien. Senere i 1980 ændrede kongen forfatningen, så der blev direkte valg til Rastriya Panchayat, men i praksis ændrede det ikke noget. Politiske partier vedblev at være forbudte. Nepal var stadig et enevælde, hvor alle væsentlige beslutninger blev skubbet så langt opad i systemet som muligt. Den sidste instans var kongen, eller i hvert fald Paladset, som man henviste til i daglig tale. Der var ofte forvirring om, hvorvidt det var kongen selv, der traf beslutningerne, eller magtfulde folk omkring ham. Den eneste vej til virkelig indflydelse var at sørge for at være så tæt på kongen som muligt. Det førte til en praksis, hvor hundredvis af mennesker underdanigt tilbragte deres morgener med at vente uden for kontorer, som husede Paladsets sekretærer, kongens fortrolige og ministrene i regeringen. Der var med andre ord i praksis tale om en genindførelse af chakari-begrebet fra rana-tiden, hvor rivaler og modstandere blev bedt om at give møde ved ranaernes paladser for at vise ærbødighed og loyalitet over for deres overordnede. Det var en af de måder, man holdt kontrol med modstanderne på. De forbudte partier fortsatte med at fungere, men der var altid en risiko for, at man fra politiet eller Paladset slog ned på dem. Samme risiko gjaldt for pressen. Efter B.P. Koiralas død i 1982 blev Kongrespartiet ledet af en trojka bestående af Girija Prasad Koirala, Ganesh Man Singh og Krishna Prasad Bhattarai. Sammen med venstrefløjsgrupper indledte de en kampagne mod forbudet mod politiske partier. En stor korruptionsskandale med forgreninger til kongehuset førte midt i 1980 erne til, at flere ministre mistede deres poster. Og både medlemmer af Rastriya Panchayat samt folk fra Paladset blev dømt for smugleri samt for medvirken til mordforsøget på en journalist, der havde arbejdet på at afdække korruptionssagerne. Det var ikke en episode, der umiddelbart førte til uroligheder, men selv om de dømte var mere perifere magtudøvere fra Paladset, så var den slags hændelser med til at svække kongens anseelse og fremme en opfattelse af, at man i kongehuset ikke var bedre end de politikere, som kongen havde afskediget for korrupt virksomhed. Det var meget alvorligt i dette verdens eneste hinduistiske kongerige, hvor kongen anses for at være en inkarnation af guden Vishnu og betragtes som en hellig mand, hvis position bør være forbundet med den allerhøjeste form for renhed. Med andre ord ville kongedømmet i den almindelige nepalesers øjne miste sin berettigelse, hvis kongefamilien tog del i korruption. Utilfredsheden med regeringen var tiltagende, men det første skridt på vejen mod den endelige overgang fra enevælde til demokrati skulle blive taget af kræfter uden for Nepal. Den indiske regering vendte udviklingen ved at iværksætte en embargo mod Nepal, efter at forhandlinger om at forny handels- og transitaftalen var brudt sammen. Den 23. marts 1989 blev alle grænseovergange med undtagelse af to lukket, og Indien gjorde alt for at genere transporten af varer 36 37