Constanze Mozart
Louise Bugge Laermann Constanze Mozart Constanze Mozart 4. udv. og rev. udgave elkjaeroghansen 2002 Forlaget Amadeo 2005 www.forlaget-amadeo.com 1.udgave som e-bog 2011 Tilrettelagt som e-bog af Forlaget Amadeo 2011 Forlagets webshop www.forlaget-amadeo.com e-mail: webshop.info@forlaget-amadeo.com Forfatterweb www.louise-bugge-laermann.com/author e-mail: author@louise-bugge-laermann.com Forlaget Amadeo Omslag og grafisk tilrettelægning: Sofie Elkjær Jensen Omslagsillustration: Constanze Mozart, f. Weber, 1762-1842, malet i 1782 af hendes svoger, amatørmaleren og skuespilleren Joseph Lange Tilhører: The Bridgeman Art Library, 17-19 Garway Road, London. Forsats: Mozarts Requiem KV626 (uddrag) Printed in Denmark 2005 Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog er ikke tilladt ifølge dansk lov om ophavsret ISBN: 87-990734-1-2 Autosat med Garamond hos BookPartner Media A/S, København Forlaget Amadeos webshop er nedlagt.
Papir-, lyd- og e-bøger på dansk sælges fra Saxo på nettet, de fleste til nedsatte priser. De danske e-bøger sælges også fra forlaget Gopubli.sh. E-bøgerne er oversat til engelsk og sælges via Amazon/Kindle. Constanze er desuden oversat til tysk som e-bog. Bøgerne bliver løbende indlæst på MP3 af forfatteren, garneret med den for hver bog relevante musik, som er udvalgt og mixed af forfatteren. Indhold FØRSTE DEL Salzburg 1841, Constanze og Sofie Sommerhuset på bjerget, Novellos besøg På rejse med Mozart Constanzes familie Nobisknejpen, helvedets forværelse Besøget hos apotekeren Et teaterbesøg, Mozart dirigerer ANDEN DEL Sjælemessen i Sankt Rupert, Requiemet Den første fødsel Mozart og damerne: Josepha Duschek i Prag, Don Giovanni Nancy Storage, Figaros Bryllup Requiemet, den ukendte bestiller Tryllefløjten og La Clemenza di Tito m.m. Mozarts sygdom og død Begravelsen Constanze opsøger Beethoven Hun træffer den danske Nikolaus Nissen, Glade år i Wien
TREDJE DEL Napoleon indtager og plyndrer Wien Flugten til Pressburg Brylluppet Rejsen tilbage til Wien gennem slagmarkerne UDVIDET ALFABETISK PERSONLISTE LITTERATURLISTE FJERDE DEL Rejsen til København Bolig- og arbejdsløs i ruinerne Opholdet hos familien Tutein Den første bolig på Købmagergade Huset i Lavendelstræde De hænges ud i avisen Et kinaskibs festlige ankomst til Langelinie Til te i Bakkehuset hos Kamma Rahbek Constanzes søn, Wowi, i København Magister Ferdinandsens drukner sig i kanalen Nikolaus bliver afskediget De forlader Danmark, opsøger Mozarts familie Kampen om biografien, bes_get hos Carl i Italien Nikolaus død Constanzes dødsoplevelse mens Requiemet klinger ud FORFATTERBEMÆRKNINGER NOTER I LOMMEFORMAT
Tak En særlig tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe for tilladelse til at reproducere Klæstrups charmerende københavnerstik fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek og til håndbibliotekar Klaus Kjølsen. En stor tak til dr. Sabine Greger og dr. Ramsauer, Mozarteum, Salzburg, for råd og dåd, til Mag. Silke Picolt, Østrigs nationalbibliotek i Wien, og til utrættelige Andrea Fillgert, Stern-Verlag og antikvariat i Düsseldorf for hendes ivrige research og medleven i bogens tilblivelse. Endvidere tak til Lene Fog, Dan Fog Musikantikvariat, til antikvariaterne Paludan, Kaaber, og Trianglen samt til bibliotekerne i Düsseldorf, Espergærde og Hornbæk for deres hurtige og effektive service. Desuden tak til alle de instanser der har været behjælpelige med billedmaterialet. Se Billedhenvisninger. Men frem for alt tak til litteraturlistens og mit egen biblioteks øvrige forfattere, både de levende og de døde som jeg har suget viden fra og udvekslet mange inspirerende tanker med op over skyerne. Slutteligt tak til forfatteren af følgende tekst som jeg ydmygt tilslutter mig: Jeg ved meget vel at jeg ikke forstår mig på musik, jeg indrømmer gerne, at jeg er læg, jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke hører til de musikkyndiges udvalgte folk, at jeg i det højeste er en portens proselyt, hvem en besynderlig uimodståelig drift førte langt borte fra hertil Jeg står uden for musikken, og fra dette standpunkt betrageter jeg den. Søren Kierkegaard Introduktion Constanze Weber. Constanze Mozart. Constanze von Nissen. Tre roller i én kvinde. En usædvanlig kvinde i en usædvanlig tid. Hun stak af hjemmefra for at bo sammen med sin elskede, Wolfgang Amadeus Mozart, og som enke levede hun et dusin år sammen med den danske Georg Nikolaus Nissen før de giftede sig. Det første var en forbrydelse ifølge loven, det andet ifølge moralen. Constanze levede i næsten et helt sekel af historiens måske mest turbulente tidsafsnit, 1762-1842, hvor først den amerikanske, siden den franske revolution, dernæst Napoleon og hans meriter, Wienerkongressen i 1814, dampmaskinen og den dermed begyndende industrialisme vendte op og ned på alle standende begreber. Også dameverdenen ændrede udseende i den periode. Kvinderne smed korsetterne om end kun for en kort periode, kylede parykkerne væk, og ville hellere bruge hvedemelet til at bage brød end til at putte i håret. Fra at være sundhedsfarligt at bruge vand og sæbe, blev det højeste mode sådan ved særlige lejligheder, og man gik i gården, når man skulle på das, og ikke bare hen bag skærmen i dagligstuen. Det blev moderne at amme selv, og vovsomme damer begyndte at gøre sig gældende både som kunstnere, musikere, forfattere og journalister. I Wien, Constanzes hjemby, gik kvinder sågar på café og de spillede billard. Det sidste godt nok kun inden for hjemmets fire vægge. Det nye jernkomfur, madkunstens historisk set upåagtede revolution, var lige om hjørnet, og koppevaccinationen, der skulle komme til at ændre hele befolkningers sundhedstilstand, blev opfundet. Men det vigtigste ændrede sig ikke. Det gjorde stadig ondt at føde børn, og de fleste døde som altid. Tro og overtro, to sider af samme sag, styrede fortsat det daglige liv på trods af både Voltaires og Rousseaus indsats, og syfilis var på det nærmeste en folkesygdom. Den svære kærlighed, jalousien, det at miste, magtesløsheden over for de sociale omstændigheder, de svære overgange og frem for alt det at
være gammel forblev fællesnævner for alle kvindeliv. Er det stadig. Var det i rigt mål for Constanze. Constanze var gift i ni kompakte år med Mozart, og disse ni år var afgørende for resten af hendes liv. Selv hendes andet ægteskab med Nikolaus var en slags menage à trois på tværs af dødens grænser. Mozart var med overalt, han og hans musik det uomgængelige centrum for deres fælles liv. Mozarts urene trav i erotikken er musikhistorikerne gået påfaldende let hen over som om hans musik gav ham fuld absolution for lige meget hvad. Constanze, derimod, hører til musikhistoriens mest foragtede og udskældte kvinder: dum, vulgær, fornæret, intrigant, snobbet, en dårlig mor, umusikalsk og totalt uden forståelse for sit geni af en mand der naturligvis kun giftede sig med hende for at få vasket sine sokker, eller omvendt: han blev presset ind i ægteskabet af forførersken, den kvindelige arketype osv. osv. Men da den celebre london-dirigent, Vincent Novello, og hans kone, Mary, i 1829 besøgte Constanze i Salzburg, skrev ægteparret hver sin dagbog om deres rejse. Disse dagbøger blev ved et eventyrligt tilfælde fundet i Fermo i Italien i 1944, men udkom først elleve år efter i London med titlen A Mozart Pilgrimage. Ægteparrets opfattelse af den på det tidspunkt 67-årige Constanze modsvarer på ingen måde den gængse negative. Tværtimod! Og når jeg læser Mozarts breve til sin Herzallerliebstes Weibchen, liebstes bestes Weibchen, osv. i allehånde variationer cirka 41 breve har overlevet Constanzes eller hendes anden mands censurerende hånd så strømmer der en varme og længsel ud af dem som ligger langt ud over behovet for rene sokker. Mozart betror sig til hende i småt som stort og ikke mindst om sin musik; han savner hende afsindigt på rejserne og formidler deres erotik særdeles kontant med pen og blæk. De af Constanzes breve, der har overlevet, stammer mestendels fra tiden efter Mozarts død, og de viser en velformuleret, livlig, koket og livsklog, men også viljestærk, sågar dominerende dame. Hun lod sig ikke kue af de store musikforlag, men krævede sin ret. Og hun revsede sine to voksne sønner når hun syntes der var behov for dét. Den dybe uoverensstemmelse mellem alle disse vidnesbyrd og efter verdenens bedømmelse vakte min interesse. Hvem var denne Constanze? Hvor kom hun fra? Hvordan var hendes baggrund. Var Constanze en pendant til Goethes livskraftige, men også ilde omtalte Christiane, som Thomas Mann kaldte un bel pezzo di carne, et kønt stykke kød, men grundigt udannet? Jovist, Constanze var den stærkt erotiske Mozart en ligeværdig partner på det punkt. Men hun var også ligesom Goethes Christiane langt mere end et kønt stykke kød! Denne bogs handling begynder en regnfuld oktober morgen i Salzburg, et halvt år før Constanze dør. Småondskabsfuld af gigtsmerter og alderdomssvækkelse sidder hun i sin lune stue og kæmper med de mange indbydelser til den sidste store begivenhed i hendes liv: sjælemessen i domkirken Skt. Rupert i anledning af 50-årsdagen for Mozarts død. Clouet er opførelsen af Requiemet, hans sidste værk. Hans største. Tankerne går tilbage, og skeletterne rasler. Et par praktiske bemærkninger: Citater står i citationstegn og kursiv. Mozarts breve er oversat af undertegnede. Hans og tidens storladne omgang med ortografi og tegnsætning er i videst muligt omfang bibeholdt ligesom visse af hans uoversættelige fantasiudtryk. Ingen oversættelser yder imidlertid Mozart retfærdighed. Hans breve er for en stor dels vedkommende en leg med ord og rytme. Hvis man vil ordne de forskellige medier i en bestemt udviklingsproces, skriver Søren Kierkegaard, så nødsages man også til at sætte sproget og musikken nærmest ved hinanden, hvorfor man jo også har sagt, at musikken er et sprog. En del noter er indeholdt i den udvidede alfabetiske personfortegnelse og enkelte i Noter i lommeformat
1 Salzburg, oktober 1841. Første del Det er tidligt på dagen og ruskregner udenfor. En trist og kold årstid. Constanze humper småfrysende gennem den isnende korridor. Hun bander lydløst og overvejer om det ikke er en skrivefejl i biblen, det med at helvedet er så varmt? Koldt er der. Pissekoldt! Her på sine gamle dage forfalder Constanze mere og mere til sin ungdoms jargon. Hun tager sig den frihed. Det er en af alderdommens få glæder ikke længere at skulle være nogen tilpas! Døren til stuen binder, den dårlige fod gør ondt, og hun har forstoppelse. Mundvigene rutscher nedad i en sur grimasse. -Scheisse! Endelig går døren op, og Constanze får bugseret sig selv, stok og skørter indenfor i varmen. Hun smækker hurtigst muligt efter sig ud til det kolde inferno. Standser et øjeblik for at få pusten. Lugten af dyrt, knastfrit træ som kaminilden har godt fat i, af gammelt avis- og nodepapir, af blæk, bogstøv og mahognimøblernes politur strømmer hende i møde. Kendt og fortroligt. Krop og sind falder til ro i rummets trygge atmosfære. Stuen er indrettet i en solid biedermeier med enkelte ting fra hendes tid med Mozart. Avisstabler - Salzburger Amts- und Intelligenzblatt samt Salzburger Literaturzeitung - og andet læsestof flyder rundt omkring på borde og stole. Bøgerne i den store reol vipper i forskellige retninger med synlige bogmærker foroven. På de underste hylder ligger stabler af voksede lærredsmapper proppet med Mozarts værker holdt sammen af slidte bånd bundet i sløjfe, samt adskillige gulnede eksemplarer af Allgemeine Musikalische Zeitung, Wiener Zeitung og Chronik von Berlin fra 1780erne og 1791-92. De indeholder forskellige recensenters omtale af Mozart. Ris og ros. Mest det første. Der virker rodet, men Constanze er som en høg over sin emsige lillesøster og bofælle, Sophie, hvis hun begynder at rydde op, så man ikke kan
finde noget som helst! Louise, deres tjenestepige, har tændt den nymodens stenolielampe på skrivebordet. Den kaster et uvant hvidt lys ud i den regndunkle stue. Constanzes humør stiger adskillige grader. En fantastisk opfindelse den lampe! De blafrende vokslys har i årevis været tortur for hendes svage øjne. Hun skutter sig tilfreds i sjalet, tager godt fat i håndtaget på Mozarts stok, som hun har gået med i mange år, og stavrer beslutsomt hen til skrivebordet. Dagen er begyndt godt. Constanze har sovet det meste af natten, og søvnen var gennemvævet af milde drømme der har efterladt et beroligende ekko i hendes sind. Morgenens eneste minus er den manglende stolegang trods de otte gram kalmusrod blandet med fire gram krebseklopulver og en prise glaubersalt, som hun indtog i går aftes, og trods rabarbersaften her til morgen på fastende hjerte; men maven rumler, så mon ikke der snart sker noget. Constanze stikker stokken ned i papirkurven, og sætter sig forsigtigt på stolen, men slipper alligevel ikke for smertejaget i den dårlige fod. En saftig ed baner sig vej over de tæt sammenpressede læber. I årevis har hun lidt under disse forbandede smerter som var hun bundet til en martrende slavelænke der uden varsel rykker så voldsomt i hende at hun er ved at skrige højt. Smerterne kom da hun var gravid. Hver gang. Den dårlige fod var tit så hævet at hun ikke kunne få skoen på, og huden spændte blank og rød over anklen. Da hun ventede Carl måtte hun sågar ligge i sengen alle ni måneder med et værkende elefantben. De stinkende svovlbade i Baden helbredte hende en årrække især efter at denne her garvemester, som hun selvfølgelig ikke kan huske hvad hed, en beundrer af Mozarts musik, bekostede en tilsætning af kogt kallun i badet. Det havde de ikke selv haft råd til. Tres bade havde lægen ordineret en af de sidste gange Men med års mellemrum vendte smerterne tilbage, og nu styrer de hendes dagligdag som en angrebslysten indre fjende hun altid er på vagt overfor, men ikke kan undgå. Måske er det slet ikke den samme sygdom hun lider af nu. Kan hænde det bare er gigten der plager. Lige meget, en smerte er en smerte, og så oven i alle de andre gammelkoneskavanker der hver for sig kunne være slemme nok! Det har alt sammen gjort kål på hendes ellers så gode humør. Constanze er blevet pirrelig og gnavpottet. Hun ved det, men kan ikke beherske sig. Laudanum døller godt nok smerterne, men også hendes hoved, og da hun ikke vil tilbringe sine sidste år i en døs, rører hun ikke den flaske. Med besvær får hun foden op på den lille broderede fodskammel uden smerteryk. Hun sukker lettet, tager et vue over dagens arbejde på skrivebordet, som Sofie har lagt til rette i går aftes, og trækker vidunderlampen lidt længere hen til sig. De uskrevne indbydelseskort til Mozarts sjælemesse i anledning af hans 50 års dødsdag ligger i fire sirligt ordnede, lige høje stabler. Hun piller lidt ved dem og sukker. Det er dog forfærdeligt, så mange hun har påtaget sig at skrive! På en oblong i mørkegrøn marmor står Mozarts skrivetøj i sølv som hun har reddet gennem alle tilværelsens omvekslinger og sågar haft med til Danmark i sin tid. Constanze spytter på pegefingeren, gnider en imaginær plet væk på oblongen og stiller de forskellige dele af skrivesættet en millimeter bedre til rette. De røde segloblater ligger i midten under sølvklokken. Blækhuset, der rummer præcis et vinglas blæk, sandstrøeren samt beholderen til gåsefjerpennene er alle formet som små engelske tumblers. Han elskede jo den engelske mode. Hun havde altid skåret hans penne. Ingen kunne gøre det som hun, plejede han at sige. Kun guderne vidste hvor mange det blev til dengang? Nu skærer Sophie de få penne Constanze bruger til husholdningsbogen og de mange ekstra her til indbydelserne. Midt på skrivebordet står en lille skål pralinéer med en kaffeserviet lagt løst over for fluerne. Constanze flytter den søde fristelse ud til siden. Tilfreds med sin selvdisciplin ranker hun sig en anelse og lægger det lille guldur, Mozarts bryllupsgave til hende, på oblongen, så hun kan holde øje med tiden. Af gammel vane. I virkeligheden spiller tiden ikke længere nogen rolle.
Selvom hun har haft andre ure i sit lange liv, så har hun altid målt tiden med hans ur og bærer det hver eneste dag sat på en lille nål ud for hjertet. Og selvom hendes økonomi var katastrofal da han døde, så solgte hun hverken skrivesættet eller bryllupsgaven. Forsigtigt masserer Constanze højre hånd med den venstre. Hendes hænder er slanke med lange pianistfingre, men gigten hærger især i højre hånds tommel- og pegefinger. Hun lægger an til et par af Bachs klaverøvelser på bordpladen. Fra Die Kunst der Fuge. Det bedste der fås mod stive gammelkonefingre. Bach er, efter Mozart naturligvis, Constanzes yndlingskomponist. Det var da også hende der fik Mozart til at komponere fugaer. Heldigvis har han fortalt storesøster Nannerl om det i et brev, så dét kunne man ikke tage fra hende som så meget andet! Mens Constanze med let hånd trommer løs på bordpladen, skæver hun længselsfuldt over til klavikordiet hvis sprøde klang passer så godt til hans musik, og som han komponerede både Tryllefløjten og Clemenza di Tito på. Men hun spiller ikke mere. Fingrene! Til sidst slog hun så mange gange forkert at Sophie skyndsomst fortrak til køkkenet. Stemmen er sandelig heller ikke mere hvad den har været. Sprukken og skrøbelig er den blevet, og strubehovedet skælver så det er en ynk. Das klingt aber gar nicht lieblich! småbrummer Sophie ironisk, når hun hører det, og vender op og ned på Paminas ord fra Tryllefløjten. I årenes løb har Constanze sendt mange bønner op til Skt. Blasius, strubens helgen, men han har altid vendt det døve øre til. Hun trækker resigneret på skuldrene. Der er så meget man må sige farvel til når man er blevet gammel, og hun er immervæk næsten firs. En bibelsk alder. Men læse partiturerne, så musikken bruser ind over hende i den stille stue, dét kan hun heldigvis stadig. Mærkeligt nok stærkere end nogensinde før. Constanzes liv nu er det liv hun hár levet. Dagen i dag tæller egentlig ikke. Den er mest smerte og besvær. Trappetrinene bliver højere og højere, og det er forfærdeligt længe siden hun har kunnet lægge det ene ben over det andet som hendes mor lærte hende at damer skulle sidde. Ikke at hun ønsker at blive ung igen. Ungdommen har ikke lært sig erindringens kunst, og den vil hun ikke undvære for alverdens gods og guld. Men unge knogler, ben og led, dét ville være rart. Efter fugaøvelsen bøjer og strækker hun fingrene et par gange. Så er de så klar som de kan blive. Den søde fristelse på bordet bliver for stor. Constanze fjerner servietten, velvidende at Sophie, den engel, har frasorteret de hårde og utyggelige og tager med to spidse fingre det øverste stykke konfekt. Hun putter det hurtigt i munden inden chokoladen når at smelte og dupper de to fingerspidser på servietten. Men så snart pralinéen er spist, kommer det sædvanlige stik af dårlig samvittighed. Chokolade er en sort synd når man lider af forstoppelse! Constanze dækker chokoladen til igen med servietten. Det var dagens første og garanteret også den sidste! Hun åbner skrivebordskuffen, tager de stålindrammede briller op og sætter dem med et suk på næsen. Dykker igen ned i skuffen, roder lidt i sønnerne Carl og Wowis breve, de alt for få, og gamle huskesedler som hun har glemt alt om, efter den trykte indbydelse fra Mozarteum som hun slet, slet ikke kan acceptere. -Nå, endelig! mumler hun, -her er den, lad mig se hvad er det nu for noget sludder der står? Hun vender kortet mod lyset fra lampen og læser det langsomt igennem: Etatsrådsinde og Mozarts enke, Constantia von Nissen indbyder hermed alle venner og beundrere af hendes afdøde ægtemand Wolfgang Amadeus Mozart til den 7. December 1841 klokken 9 formiddag at deltage i Salzburg domkirkes gudstjeneste, som i anledning af hendes uforglemmelige ægtemands dødsdag vil bestå af en festlig sjælemesse. Constanze ryster opgivende på hovedet og lægger kortet ned på bordet. Hvorfor har de dog ikke skrevet at hans Requiem bliver opført?! For publikum måske den eneste chance for nogensinde at høre dette mesterværk i
sit fulde omfang! Måske for at høre god musik overhovedet. Nu om dage blev der jo ikke spillet andet end galopper, marcher, valse og kvadriller i koncertsalene. Hvor havde Vincent Novello dog haft ret da han kaldte den slags noget sølle pjask kun egnet til at more skolepiger! Når hun tænker på at Wolfgangs geniale operaer i årevis kun var blevet opført på ugens dårligste teaterdag, lørdagen! Ugens postdag, hvor man i en ruf skulle nå at besvare et netop modtaget brev, så det kunne komme med postdiligencen næste morgen. Alle Wiens teatre stod halvtomme om lørdagen hvorfor man kun satte de dårligste koncerter og operaer på plakaten den dag. Og dér stod så hans navn, Wolfgang Amadeus Mozart! Det ændrede sig, men da lå han for længst under mulde. For slet ikke at tale om kirkemusikken! Constanze fejer med håndkanten et par chokoladesmuler ned i en krum hånd og ryster dem ned i papirkurven mens underlæben glider ud i foragt. Lidt gregoriansk singsang af et par stedlige patres hvis stemmemateriale som regel var lige så elendigt som det var lydstærkt, og et par salmer på orglet hvis det gik højt. Pauvert. Yderst pauvert! Når hun tænker på dengang hendes Mozart spillede i kirkerne! Sammenligningen er nærmest profan. Constanze sukker tungt og skæver over brillerne til svoger Langes portræt af Mozart der hænger over kaminen. - Musikkens Shakespeare kaldte Vincent Novello dig, mein Liebling, men hvem forstod det da du levede? Constanze betragter egentlig ikke Mozart som død. Han er bare gået forud. Hun tænker og taler om ham, som er han lige gået ud af stuen, og fører mange små samtaler med ham i løbet af dagen. -I min alder er grænsen til de døde let at overskride, plejer hun at sige til Sophie, -det er der ikke noget hokuspokus i, men helt naturligt. Nikolaus ansigt forsvinder nogle gange for hende trods de mange års ægteskab, mens Wolfgangs har fulgt hende i alle årene selvom de kun var gift i ni år. Hun kan ikke forklare det. Sådan er det bare. Måske fordi hans musik holder ham fast. Tonerne tiltrækker billeder som en magnet, og hun har jo spillet og sunget hans kompositioner, så længe fingre og stemme ville makke ret. Hans musik såvel som hans bløde tenorstemme - og salzburgerdialekten - er muret inde i hendes øre. Hans ansigt i hendes øjne. Op imod det blegner Nikolaus i erindringen. Constanze koncentrerer sig igen om dagens arbejde. -Og så er hans dødsdag altså ikke den 7. december, men den 5., kære venner udi Mozarteum, dét må i hvert fald ændres. Præcis på hvilket tidspunkt Mozart døde ved hun ikke. Det var midt om natten, og hun gad nok se den kvinde der kerede sig om klokken i det øjeblik hendes elskede holdt op med at trække vejret og forsvandt ud i evigheden! Sophie påstår at han døde nøjagtig 55 minutter efter midnat, altså den femte, som om hun havde kigget på uret lige da han udåndede! Men det skrev dr. Closset så i dødsattesten. Det kunne altså godt have været den fjerde, men den syvende var det i hvert fald ikke! Desuden må klokkeslettet ændres, så kirken er tømt efter fromessen for alle de andagtssøgende der er gået til nadver, har skriftet osv. Der var altid nogle der smølede helt forfærdeligt. Hun læner indbydelsen fra Mozarteum op ad lampefoden og tager et af de ubeskrevne kort fra den nærmeste bunke. De kaffebrune øjne bliver smalle bag brillerne, og kortet vipper lidt mellem venstre hånds pegefinger og langemand, mens hun memorerer en anden tekst. Så lægger hun kortet på bordet, tager en fin, ubrugt fjerpen fra sølvtumbleren og dypper den forsigtigt i blækket. De nye penne skal gennem en lille ekstra procedure før de kan bruges, så hun tørrer blækket af igen med pennekluden, dypper på ny og stryger det overflødige blæk af mod kanten af blækhuset. Så er hun klar. Et øjeblik svæver pennen over det jomfruelige papir mens hun forsøger at få styr på de sitrende fingre. Panden folder sig i sandrevlebølger, og to dybe furer står lodret over næsen af lutter koncentration. Så sætter hun hastigt pennen til papiret inden en blækklat får samlet sig på spidsen og laver ravage i det hele. Mens hun skriver, mumler hun med på teksten: -Etatsrådinde Constanza von Nissen, indbyder hermed et højagtelsesværdigt publikum... Hun løfter pennen fra papiret og læser den første sætning igennem.
Det lød ad h. til! Hun streger den ud og forsøger et par andre formuleringer. Forsøgene udfylder hurtigt det lille kort, men så har hun også den helt rigtige tekst. Hun skubber øvelseskortet ned i skrivebordsskuffen, bagsiden kan altid bruges til regnskaber, og tager et nyt i stakken. Læberne bevæger sig lydløst med teksten, mens hun beslutsomt skriver: Etatsrådinde Constanza von Nissen, enke efter Mozart, gør hermed det ærede publikum og alle beundrere af hendes afdøde ægtemand Mozart bekendt, at i anledning af hans dødsdag vil det store Requim blive opført af Mozarteum i domkirken den 5. december 1841 klokken 10 formiddag, hvortil enken hermed sender Dem sin underdanigste indbydelse. -Sådan! Constanze retter sig op, trækker forsigtigt lampen endnu nærmere og studerer kortet indgående. -Ikke værst, ikke værst, mumler hun, -selvom skriften er rystende. Og hvad så! I min alder har man lov til at være træt, lov til at ryste på hånden, lov til at g å dårligt, til at se dårligt og til at glemme lidt. Basta! Tilfreds med sig selv strør hun sand på kortet og placerer det på højre side af bordet helt oppe ved kanten, så det kan tørre i fred. Hun skubber atter brillerne på plads og går i gang med det næste kort. I lyset fra lampen træder ansigtets knogler tydeligt frem under huden der er messinggul og kniplingsrynket med store leverpletter. Kindbenene er høje, næsen lang og smal med en lidt tung spids. Øjnene ligger dybt i deres gammelkonehuler og misser anstrengt inde bag brillerne. Så er det næste kort færdigt. Hun lægger det ved siden af det første og rækker ud efter et nyt, men hals- og nakkemusklerne har allerede forkrampet sig og gør ondt. Hun prøver at ignorere smerterne og skriver videre. Længe høres kun den skrattende lyd af fjerpennens langsomme og usikre gang hen over papiret, hendes astmatiske åndedræt, en sagte raslen når brændet i kaminen falder sammen, den lette tik-tak fra kaminuret, og efterårsregnen der pisker mod ruderne. Indimellem rømmer hun sig for det slim der samler sig i halsen. En hestevogn triller larmende forbi ude på pladsen og tunge træskoskridt klaprer ilsomt forbi inde under tagudhænget, så er der stille igen. Lidt efter trænger dæmpet klirren af porcelæn og lidt af Louises og Sophies snak ind til hende fra køkkenet, men for svagt til at hun kan høre hvad de siger. Det interesserer hende heller ikke. Fjerpennen bliver hurtig stump og splatter lidt blæk ud over hendes håndryg. Hun gnider hastigt pletten af med den klud som Sophie forudseende har lagt frem. Med let rystende hænder hælder hun sandet fra de tørre kort op i en lille skål som Louise senere tømmer over i sandstrøeren. Så tæller hun hvor mange kort hun har nået. -Otte, siger hun lavmælt og lidt mismodigt, -Åh, Gud, der er lang vej igen! Hun svajer lidt i ryggen, tager en ny fjerpen og holder den tæt på øjnene for at undersøge om den er bedre. Måske skulle hun forsøge med ravnefjer som Kamma Rahbek i Danmark havde svoret til, og som hun var taget helt til Nemnichs boutik i Grosse Bleichen i Hamburg for at købe? Constanze rykker enden bedre til rette på stolen og fortsætter kampen med den genstridige fjerpen. Med et løfter hun hovedet og stirrer hen for sig som havde hendes hjerne pludselig glemt at danne de få ord. Hun ser tomt over mod de regnplettede vinduer. -Sikke et vejr, tænker hun fraværende. Så river hun sig ud af sin absence med et ryk, dypper pennen og sætter den til papiret. Men ordene er væk. Forvirret ser hun op. Stirrer igen over mod vinduet som sad hjælpen i regndråberne. Det gør den ikke. Opgivende lægger hun fjerpennen fra sig, tager brillerne af, gnider øjnene og blinker flere gange med løftede øjenbryn som kunne hun blinke
ordene frem. Men hovedet er tomt indeni. Rungende tomt. Hun drejer lidt på stokken i papirkurven og stryger distræt ned over håndtagets barmfagre elfenbensdame som Wolfgangs pegefinger ofte og gerne strøg ned over. Så slipper hun stokken og tager fat i blækhuset. Flytter det formålsløst frem - og tilbage igen. Ordner kortene i nye, sirlige stabler - nøjagtig magen til de forrige. Gnubber lidt på en gammel vinplet på bordpladen fra Wolfgangs tid. Når han sad i den stille stue og skrev de mange noder, som han hadede at skrive i og med at det hele for længst var komponeret inde i hans hoved, alle instrumenter, alle stemmer, resten var træls slavearbejde, så kaldte han tit på hende: -Hej Stanzi, liderlige quind, fly mig en Puncherl inden jeg bliver spatbenet af det her! Og hun hentede punch og glas, nussede ham i nakken og... -Ikke nu Stanzi, sagde han og skruede sig en anelse væk fra hendes kærtegn, -jeg skylder det her. Pengene ved du. Det burde være afleveret for længst. Så nøjedes hun med at kysse ham hastigt på øret med de manglende sneglevindinger, og han trak skulderen op i skær nydelse, men uden at pausere med nodetegnene. Han rettede næsten aldrig. Højst en ærgerlig streg over et par takter, en tanketorsk som han ikke havde tid til. Eller han ændrede for at komme en eller anden sanger eller sangerindes stemme i møde, så den passede med teksten. Nogle kunne bedst tage de høje toner på bogstavet i, nogle på a osv. Og så rettede han naturligvis når han ikke kunne blive enig med librettisten om han skulle skrive teksten om, så den passede til musikken, eller Wolfgang skulle skrive musikken om, så den passede til teksten. Som regel gav Wolfgang sig, men rim ville han ikke ha. Det hørte ikke hjemme i en opera. Bortset fra i Tryllefløjten, dèr gav han sig for Schikaneders krav, accepterede lidt nølende at rimene understregede det barnligt naive, og lod sin musik sige resten. -Syng lige det her Schatzerl, kunne han sige og rakte hende det endnu blækfugtige nodeark. Og det gjorde hun så, mens han ufortrødent
fortsatte med nodetegnenes dans hen over linierne. Og når hun havde skænket vinen op, rakte han venstre hånd ud efter glasset uden så meget som at fjerne blikket fra papiret, og så skete det jo at han spildte. Det våde i Constanzes øjne fortættes. Forbi, forbi! Hun trækker sjalet tættere sammen om de magre bryster. Trøster sig trods løftet med endnu en praliné. Indtil for nylig har hun brevvekslet med den danske Friedrich Weyse, den eneste komponist som i Constanzes øjne kommer på højde med Mozart, med Pauline Tutein og Tuteins yngste datter Augusta i Danmark. På tysk, for hun fik aldrig lært det vikingesprog så godt at hun kunne skrive det. Desuden var tysk Weyses modersmål, og familien Tutein stammede fra Mannheim, hendes egen ungdoms letlevende by, så deres korrespondancesprog var naturligvis også det tyske. Desværre kan hun ikke længere samle sig om at skrive breve. Følgelig får hun heller ikke nogen. Hendes verden skrumper. En circulus vitiosus som hun ikke mere kan bryde: hvad stod der egentlig i det sidste brev? Hvor er det? Eller har hun allerede svaret? Hun roder i det. Og ved det. Men fik Constanze aldrig lært sig ordentlig dansk, så taler og tænker hun italiensk, musikkens første modersmål og wienernes andet. Hendes far underviste alle sine piger i italiensk. Også fransk. Engelsk derimod kniber det med. Hun havde øvet sig lidt dengang Wolfgang skulle lære engelsk, men da han alligevel ikke kom til England på det tidspunkt, løb det ud i sandet. De manglende engelskkundskaber voldte hende problemer dengang Mary og Vincent Novello fra London besøgte hende her i Salzburg på deres pilgrimsrejse til Mozart, som de kaldte det, for de kunne hverken tysk eller italiensk, men heldigvis fransk. Enkelte engelske ord havde Constanze dog fanget når de to talte sammen. Hun og Sophie bruger dem af og til med små indforståede smil af minder. Vidunderlige dage havde det været, da Novellos besøgte hende! Det var i...? Det var jo ikke så mange år siden? Jo tættere begivenheder er på hende, jo dårligere husker hun dem. Jo fjernere jo bedre. Hun presser fingrene mod tindingen. -Det var det år Novellos kom på besøg, repeterer hun halvhøjt for at begynde ved tanketrådens begyndelse, det hjalp nogen gange, -det år Nannerl døde, og Wowi kom på besøg...? Hun trommer ærgerligt med venstre hånds fingre på bordpladen. -Sag schon! Hvornår-var-det-nu-det-var, hvornår-var-det-nu-detvar!? Det var lige før koleraen brød ud, altså var det?...1829!! Constanze trækker vejret dybt ned i lungerne lettet over at årstallet endelig dukker op. En ildprøve hun må bestå. Hver gang. Små beviser på at hun endnu ikke er helt åndsformørket. Modstræbende kaster hun et stjålent blik på det sidst skrevne kort, og pludselig er ordene der igen! Alle ordene. Oplivet skriver hun en række nye kort uden problemer. En spand vælter skramlende på gulvet ude i køkkenet. Constanze løfter kort hovedet. Så skriver hun krampagtigt videre. Et mavekneb trækker gennem tarmene. Constanzes ansigt fortrækker sig i smerte. Hun krummer sig en anelse sammen, letter den ene balle og slipper en ikke helt diskret sivende vind. -Melankolsk, konstaterer hun lakonisk, -e-mol... Den lugter forfærdeligt. Som om hendes tarme allerede er gået i opløsning. Godt nok har doktor Schwartz forbudt hende de mange lakseringer som alle fornuftige mennesker brugte da Wolfgang levede, men det her er bare for meget. Hun må ubetinget tale med apotekeren om den forstoppelse en af de nærmeste dage. Han forstår hende og har før givet hende latværge og myreæg, Wolfgangs foretrukne afføringsmiddel, når alt andet svigtede. Den unge læge derimod er stadig våd bag ørerne og forherliger alt nymodens blot fordi det er nyt. Constanze havde ellers lakseret flittigt lige til hun flyttede til København hvor de var nødsaget til at gå i gården. Det skulle jo være så moderne, men intet var så praktisk som den nødvendige stol oppe i lejligheden. En potte kunne ikke rumme alt det hun sked ud i de dage hun lakserede, og nå ned i gården var helt umuligt. Jeg vil kurere hovedet med røven, skrev svigerpapa, Leopold, engang. Og ret havde han. Uden en ordentlig fordøjelse fik man hovedpine og kunne ikke tænke klart.
Så er tarmlugten trukket andetsteds hen i stuen, og Constanze kan igen koncentrere sig om indbydelserne Med et mærker hun at fodkulden æder sig hurtigere op ad det venstre ben end det højre. Uden at undersøge det nøjere ved hun at hun har glemt at tage den ene strømpe på. -Scheiße! Udbryder hun højt og irriteret. Bare Sophie ikke lægger mærke til det. Constanze orker ikke alle hendes omsorgsfulde og moderligt formanende bemærkninger som er irriterende, dumme og unødvendige. Ofte med en undertone af venlig dominans; af og til sågar nedladende! Hun snøfter indigneret. Fordi Sophie kropsligt er bedre kørende end hende selv, betyder det på ingen måde at hun også er klogere! Tværtimod! Sophies indskrænkede horisont er svær at bo under tag med. Men da Sophies mand, Jakob, døde samtidig med Nikolaus, og Sophie sad i meget små kår, føltes det naturligt at hun og Sophie flyttede sammen. En fordel for dem begge. Rent praktisk for Constanze, økonomisk for Sophie. Constanze trækker godt ned i kjolen, så fadæsen skjules. Når Sofie om lidt går på markedet, kan hun smutte ind og tage den famøse strømpe på. Indtil da må hun holde stand. I det samme banker Sophie diskret på døren for ikke at forskrække Constanze ved bare at brase ind. Hun venter dog ikke på svar, som hun ved ikke kommer, og åbner døren en anelse. -Jeg går på markedet nu med Louise, siger hun en anelse for muntert som skulle hun tage sig sammen for at være det, -hvad ku du tænke dig at spise til middag? Og er der noget du vil ha inden jeg går? En hvid harmepil skyder op gennem Constanze. Hvorfor kan de dog ikke lade hende være i fred! -Forstyr mig ikke! Snerrer hun uden at se på Sophie, men fortryder øjeblikkelig. Sophie vil hende jo kun det bedste, men også dét kunne man blive forfærdelig træt af. Hun vender ansigtet hen mod døren uden at slippe blikket fra indbydelserne og siger rimeligt venligt, -når jeg nu ér blevet forstyrret, såh... Hun rømmer sig og koncentrerer sig intenst om at dyppe fjerpennen i blækhuset, -så må I godt lave mig en kop styrkende appelsinblomstthe. Tak. Hun sender et svagt, men undskyldende smil i retning af Sophie der lader som ingenting og går ud for at lave den ønskede te, men lader Louise servere den. Constanze venter med længsel på den varme te for benet er i mellemtiden blevet nærmest følelsesløst af kulde. Endelig kommer pigen svingende ind gennem døren med den dampende kop. Hun stiller den på det anviste sted på skrivebordet, og skynder sig ud igen. Constanze ser op fra sit arbejde. -Tak Louise, siger hun ud i luften. Louise nikker nejende fra døren og lukker den stille efter sig. Constanze arbejder flittigt videre kun afbrudt af tedrikningen som hun må bruge begge hænder til, fordi koppen er blevet for tung til én. Så snart hun hører Sophie og Louise i entréen, sætter hun fjerpennen i penneholderen. De bakser længe med overtøjet, støvlerne, den tunge paraply og kurvene til indkøbene. Stemmerne er ivrige og veloplagte. -Vi går nu! Råber Sophie endelig. -Jah-jah! Mumler Constanze utålmodigt. Så smækker hoveddøren. Deres stemmer fortaber sig ned ad trappen, den tunge port binder - det må repareres, så åbnes den med en knagen og falder i efter dem med et brag som den skal for at jage musene væk. Constanze lukker blækhuset med et smæld, så blækket ikke tørrer ud, fisker stokken op af papirkurven og halter så hurtigt hun kan ind i soveværelset efter den anden strømpe. Et par smertejag undervejs tager hun med i købet.
Fig. 1. Constanze da hun endnu var frk. Weber. Ca. 16 år gammel. Kunstner ukendt. Fig. 2. Constanze da hun blev gift med Mozart i 1782, 20 år gammel. Hun stak af hjemmefra for at bo sammen med sin Wolfgang, trods kyskhedskommissionen en retslig instans der kunne dømme jomfruer med manglende mødom til piskestraf. Desuden blev de klippet skaldede og måtte feje gade lænket til hinanden med et skilt om halsen der forkyndte deres synd. Constanzes mor truede med at melde dem begge til politiet. Constanzes korrespondancekort. Litografi efter maleri af Joseph Lange.
Fig. 4. Constanze i Nikolaus dødsår 1826. Hun er 64 år gammel, har den ikke helt lette københavnertid bag sig, er trist og træt og må nu alene gøre den biografi om Mozart, som de begge har arbejdet på i flere år, færdig. Miniature af Thomas Spitzer. Fig. 3. Constanze som enke i 1802, 11 år efter Mozarts død. Hun har kæmpet sig igennem det økonomiske kaos efter hans død og bor sammen med sin nye kærlighed, den danske Georg Nikolaus Nissen, uden at være gift. Hun er glad igen og nyder livet Wiens kosmopolitiske atmosfære. Malet af den danske maler Hans Hansen. Fig. 3. Constanze som enke i 1802, 11 år efter Mozarts død. Hun har kæmpet sig igennem det økonomiske kaos efter hans død og bor sammen med sin nye kærlighed, den danske Georg Nikolaus Nissen, uden at være gift. Hun er glad igen og nyder livet Wiens kosmopolitiske atmosfære. Malet af den danske maler Hans Hansen. Fig. 5. Constanze som 78 årig, to år før hun døde. En bibelsk alder dengang. Hun er plaget af gigt, der nærmest var en folkesygdom, og andre gammelkoneskavanker, men erindre, dét kan hun! Daguerreotypi fra 1840.