Parodontitis - tandkødsbetændelse dsbetændel og tandløsning
Værd at vide: Der findes to store tandsygdomme, som rammer næsten alle mennesker. Den ene er Caries: "huller i tænderne". Den anden er Parodontitis. For den gælder det: - at symptomerne på denne sygdom ofte forekommer så ubetydelige, at alvorlige skader kan opstå, før den opdages og kommer under behandling. - at denne sygdom allerede efter 40 års alderen er en hyppigere årsag til tandtab end caries. - at den i de fleste tilfælde kan forebygges og behandles. Sygdommens navne I virkeligheden er denne sygdom nok bedst kendt under navnet paradentose eller parodontose, men tandlægerne og tandplejerne foretrækker nu den mere korrekte betegnelse: parodontitis. I de tidlige stadier er der først og fremmest tale om en tandkødsbetændelse, i fagsproget gingivitis. Parodontitis betyder betændelse i tændernes støttevæv. Det er en tandsygdom, som ikke angriber selve tænderne, men deres fæste i kæben. Selv tænder, som er hele og sunde, kan derfor rammes af sygdommen. 1
Tandens fæste i kæben Længdesnit gennem fortand i underkæben. Tandens forside vender mod venstre på billedet. Tandkødslomme Tandkød Rodhinde Kæbeknogle Til tandens støttevæv regnes først og fremmest tandkødet, rodhinden og kæbeknoglen. Tandens rod er ikke fast sammenvokset med kæbeknoglen, men er elastisk ophængt i kæben ved hjælp af rodhinden. Denne består af tusindvis af stærke fibre, som løber fra rodoverfladen til den omgivende kæbeknogle. Tandkødet dækker kæbeknoglen og sidder stramt og beskyttende som en krave omkring tandhalsen. Her findes mellem tand og tandkød en lille spalte, tandkødslommen, som normalt er 1-2 mm dyb. Årsagen til tandkødsbetændelse På tegningen ses, hvordan der har samlet sig bakteriebelægninger langs tandkødsranden, som er hævet og rød. Der er opstået betændelse i tandkødet. Bakteriebelægning (plaque) På tænderne dannes til stadighed belægninger, som i fagsproget kaldes plaque (udtales plak). Bakterier, som findes i tusindtal i spyttet hos alle mennesker, slår sig ned i belægningerne, hvor de hurtigt formerer sig. Dette sker især langs tandkødsranden, på tændernes sideflader og indersider. Fra bakterierne trænger skadelige stoffer ind i tandkødet. Det er de rigelige bakteriebelægninger i uforstyrret og nær kontakt med tandkødet, som forårsager betændelsen. 2
Når betændelsen breder sig Betændelsen bevirker, at tandkødet efterhånden løsnes fra tandoverfladen og tandkødslommen bliver dybere. Bakteriebelægningerne breder sig hurtigt ned i dette nye, ret utilgængelige skjulested, hvorfra betændelsen kan trænge dybere ned langs tandroden. Rodhindens fibre begynder at ødelægges, og kæbeknoglen nedbrydes. Tandkødslommerne bliver endnu dybere, bakteriebelægningerne kryber længere ned, og en mørktfarvet, hård tandsten dannes på rodoverfladen. Nye bakterier slår sig ned, og sygdommen accelererer sig selv. Får den lov at fortsætte, forskydes kæbeknoglens niveau i retning mod rodspidsen, og tanden begynder at blive tydelig bevægelig. Til sidst er sygdommen nået så vidt, at tanden går helt løs. Selve tandløsningen optræder sent i sygdomsudviklingen. plaque tandsten Knoglesvind Knoglesvind Tandkødet er rødt og hævet. Der er opstået plaque og tandsten langs rodoverfladen. Den øverste del af kæbeknoglen er ødelagt, men tanden føles ikke løs. Sygdommen har nu udviklet sig, og en stor del af tandens fæste er gået tabt. Tanden føles først løs nu, selv om sygdommen kan have stået på i mange år. 3
Sygdommens symptomer Parodontitis er i de allerfleste tilfælde en kronisk sygdom med et langsomt, snigende forløb. Den kan stå på i lang tid uden at patienten føler noget besvær eller mærker, at noget er galt. De ydre sygdomstegn i tandkødet er ofte ubetydelige og svære at opdage. Sygdommen kan have forskellige symptomer fra menneske til menneske. Variationerne kan skyldes, at sygdommen befinder sig på forskellige stadier, og at mennesker reagerer forskelligt, selv om årsagerne er de samme. Det er altid sygdomstegn, når man mærker: at tandkødet er ømt og bløder ved tandbørstning Billedet viser irriteret tandkød og tandflytning. at tandkødsniveauet har ændret sig, så tænderne virker længere at nogle tænder har flyttet sig, og der er opstået mellemrum, f. eks. ved fortænderne at der er dannet store mængder tandsten at en tand føles løs at man har dårlig smag og ånde. 4
Det sunde tandkød Sundt tandkød er blegt rosa og har en mat, smånubret overflade. Nærmest tænderne ender tandkødet i en tynd kant, som sidder stramt ind mod tandoverfladen. Tandkødet fylder tandmellemrummene ud i små spidse tappe, tandkødspapillerne. Sundt tandkød bløder ikke ved berøring som eksempelvis tandbørstning. Det betændte tandkød Parodontitis begynder altid som en betændelse i tandkødsranden. Betændt tandkød er mere rødt og oftest blank på overfladen. Langs med tænderne er det hævet og ikke længere stramt og fast, hvilket tydeligst kan ses på tandkødspapillerne. Betændt tandkød bløder let ved berøring og er somme tider ømt. 5
Bakteriebelægningernes udseende Bakteriebelægningerne har oftest samme farve som tænderne og kan derfor være svære at opdage. I begyndelsen er belægningerne bløde og lette at fjerne fra tænderne. Efter nogen tid kan de forkalke og sidder da bedre fast på tandoverfladen. Der er dannet tandsten. På tandstenes ru overflade dannes let nye, bløde bakteriebelægninger, som efterhånden vil trænge ned i tandkødslommen. Se de følgende billeder: Billedet forestiller fortænder i underkæben. Patienten har betændt tandkød, og man kan se bakteriebelægninger på tænderne langs tandkødsranden. Samme patient har nu fået en speciel tyggetablet, som indeholder et farvestof, der farver bakteriebelægningerne røde. Det er nu let for patienten at se, at tænderne ikke var rene. Udbredt tandstensdannelse på indersiden af underkæbens fortænder. 6
Disse billeder viser røntgenoptagelser af fortænderne i underkæben set forfra. Man kan her betragte kæbeknoglens niveau og forløb. Til venstre ses sunde forhold. Kæbeknoglen omgiver tændernes rødder fuldstændigt. Til højre ser vi imidlertid, hvordan næsten al kæbeknogle er forsvundet omkring tænderne, som nu kun sidder fast i rodspiderserne. Behandlingsmuligheder Tandlægerne og tandplejerne ofrer i dag større og større opmærksomhed og tid på disse problemer. Man ved, at parodontitis i regelen kan forebygges og behandles med godt resultat. Eftersom sygdommen forårsages af bakterier, retter de bekæmpende forholdsregler sig mod disse. Det gælder om at fjerne bakteriebelægningerne fra tænder og tandkød. Dette kan patienten selv gøre gennem sin hjemmetandpleje. Patientens egen indsats er af afgørende betydning, både når det gælder om at forebygge og at behandle sygdommen. Hjemmetandplejen støttes af den kliniske behandling, som udføres af tandplejeren. Hjemmetandplejens omfang Hjemmetandplejen består i en tilstrækkelig hyppig og omhyggelig gennemført mundhygiejne. Vort hidtil mest effektive våben mod bakteriebelægningerne er tandbørsten. Vi kan endnu ikke behandle parodontitis med medicin. Sædvanlig tandbørstning er dog ikke altid tilstrækkelig 7
til at rengøre alle tandoverflader. Det kan derfor være nødvendigt at benytte andre hjælpemidler, f.eks. tandstikkere. Tandplejeren vejleder og fortæller, hvilke hjælpemidler der er passende til de enkelte tilfælde. Man kan også få at vide, hvordan de bør være udformede, og hvordan de skal anvendes. Den omhyggelige hjemmetandpleje skal fortsætte, så længe man vil bevare sine tænder sunde. Viljen og evnen til at udføre denne er helt afgørende for resultatet. Den kliniske behandling Formålet med den kliniske behandling er at skabe sådanne forhold på og omkring tænderne, at en effektiv hjemmetandpleje bliver mulig. Tandplejeren fjerner tandsten og renser tænderne omhyggeligt. Hertil kommer en afpudsning eller måske udskiftning af ældre, ru fyldninger og naturligvis behandling af eventuelle nye caries-angreb. Tandoverfladerne bliver herved jævne og glatte, så de lettere kan holdes fri for bakteriebelægninger. Det er ofte tilstrækkeligt med disse behandlinger, men i visse tilfælde må tandlægen foretage kirurgiske indgreb på tandkød og kæbeknoglen. Ved disse operationer reduceres dybe tandkødslommer, og tandkødet omkring tænderne formes sådan, at de blottede rodoverflader kan gøres rene og glatte. Det er dog vigtigt at vide, at selve operationen ikke helbreder sygdommen, men kun er et led i hele behandlingen. I nogle tilfælde må tandlægen slibe på tænderne for at skabe gunstigere bidforhold. Til den kliniske behandling hører også regelmæssige kontrolbesøg, som har til hensigt at hjælpe patienten med at opretholde det opnåede resultat. Behandlingens resultater Det er altid bedre at forebygge en sygdom end at behandle den. Jo tidligere behandlingen sættes ind, des bedre er udsigten til at opnå et godt resultat. Dette gælder også ved sygdomme i tænderne og deres støttevæv. I tilfælde med kun en overfladisk tandkødsbetændelse kan man oftest opnå fuldstændig helbredelse. Ved alvorligere dybere skader, bliver målet for behandlingen at forsøge at standse sygdommens forløb. Den del af tandens fæste, som i sådanne tilfælde er gået tabt, kan ikke gendannes. En tand kan dog klare sig udmærket med et mindre fæste, og tænder, som allerede føles løse, kan komme til at sidde fast igen. Der findes imidlertid en del tilfælde, hvor støtteapparatet omkring en eller flere tænder er så ødelagt, at disse tænder skal fjernes i tide for 8
derved at skabe de bedste muligheder for at bevare andre tænder i tandsættet. I mange tilfælde kan tandlægen, hvis det skønnes nødvendigt, erstatte de mistede tænder med restaureringer, der bygger på de tænder, som ved behandlingen har fået et sundt støtteapparat. Behandlingens omfang I mange tilfælde kan den kliniske behandling klares på 3-4 besøg om året. I andre tilfælde tager behandlingen længere tid. Dette gælder især, hvis der skal foretages operative indgreb. Det er meget vigtigt at forstå, at man i høj grad selv deltager i behandlingen ved nøje at følge de instruktioner, man får. Hjemmetandplejen skal gennemføres virkelig omhyggeligt, hvis man vil bevare det resultat, som er opnået ved den kliniske behandling. Efter behandlingen Billedet viser et godt behandlingsresultat. Tænderne er helt rene, og tandkødet klinisk sundt. Sygdommen er dog ikke gået helt sporløst forbi. Tandkødspapillerne mellem tænderne er næsten væk, rodoverfladerne er blottede, og tænderne ser længere ud. Men patienten har beholdt sine egne tænder og fået sunde forhold i munden. Den omhyggelige hjemmetandpleje mindsker også risikoen for huller i tænderne, fordi bakteriebelægningerne på tænderne også er hovedårsagen til caries. "Der kommer aldrig hul i en ren tand - en ren tand går ikke løs". 9
Andre årsager til parodontitis Man ved nu næsten helt sikkert, at sygdommen forårsages af bakterier. Sygdomsforløbet kan sidenhen påvirkes af flere faktorer, f. eks. dem som begunstiger forekomsten og væksten af bakteriebelægninger. Hertil hører dårlig selvrensning af mundhulen. Sukkerholdig mad ved måltider og mellemmåltider øger også bakteriemængden i mundhulen i betydelig grad. En dårlig helbredstilstand, mangelfuld ernæring og visse almensygdomme kan bidrage til at forværre sygelige forandringer i tændernes støttevæv. Dette kan også være tilfældet ved graviditet, - men årsagen ligger dog i alle tilfælde i tilstedeværelsen af bakterier. Forskning har bevist at rygning har ligeså stor indvirkning som bakterier. Arvelighed Sygdommen er ikke arvelig. Man ved dog at visse mennesker har nedsat modstandskraft over for infektioner af forskellig art. Andre derimod har en medfødt eller erhvervet modstandskraft mod de sygdomsfremkaldende faktorer. Disse forskelle i legemets forsvarsevne kan sandsynligvis spille en vis rolle, også når det gælder tandsygdomme. Notater: 10
Tandplejere Nanna Krarup Tina Heger Ditte Beck Sdr. Alle 3 8000 Århus C T +4586123340 www.tandsten.dk tandsten@tandlæge.dk