Mænd som hader kvinder. Skrevet af Ulla Nerenst, tidligere sundhedsplejerske og psykiatrisk sygeplejerske, MA Medicinsk Antropologi. Med den nye Forældreansvarslov fra 2007, er det blevet legaliseret at øve vold mod kvinder og børn. Med udgangspunkt i min datters historie vil jeg gøre rede for nogle af de mange uheldige konsekvenser af denne lov. Lovens afsæt er at tilgodese barnets bedste og at tage udgangspunkt i barnets perspektiv. Dette forstået som en hovedregel, barnets ret til lige meget samvær med begge forældre. Endvidere at det for forældrene er et fælles ansvar at få børn, uden, under og efter samlivets ophør. Det lyder smukt og rigtigt, og ingen kan vel have indvendinger imod dette. Det eneste problem er, at samfundet har M/Ker af alle slags, nogle aldeles uegnede til at være alene med små børn, andre direkte farlige. Undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet fra 2004 viser, at danske mænd og kvinder er rigtig gode til at bevare fælles forældremyndighed efter skilsmissen, og at samværsaftalerne, som forældrene indgår, afspejler situationen i hjemmet inden samlivsbruddet. Mændene får således mere og mere samvær med børnene efter bruddet. En stille og rolig udvikling, som har fundet sted over de sidste 25 år. En lille gruppe af forældre, som ikke kan komme til enighed, skal nu med den nye lov tvinges til fælles forældremyndighed og samvær upåagtet, at der altid er grunde til, at skilsmissen og samvær med børnene går i hårdknude. I mit arbejde som sundhedsplejerske ved jeg, at man altid skal lytte til, hvad forældrene siger og gøre sig umage for at forstå, hvad der ligger bag måden at handle på. Jeg mener, at der altid er dyb alvor bag en samværskonflikt. Er der signaler og udsagn om, at der er fare på færde, manes disse nu i jorden. Udgangspunktet er, at mødre ønsker at hævne sig på eksmanden ved at nægte børnene samvær med faderen efter en skilsmisse. Dette er en hårdnakket myte hjulpet godt på vej af bl.a. Foreningen Far. De fleste kvinder ønsker tværtimod både for børnenes skyld og for deres egen skyld at have et fornuftigt forhold til eksmanden. Dels for at blive aflastet, dels for at blive støttet af en voksen person, som holder lige så meget af børnene som de selv. Rationalet er, at fordelene for begge forældre er langt større end ulemperne, og derfor finder de fleste forældre gode løsninger for samvær efter skilsmisse. Når en bekymret forælder råber vagt i gevær og påberåber, at samvær med eks M/Ken er farligt, så lyt! Børn, et statussymbol for børnehungrende enlige mænd. Vi hører med jævne mellemrum om, hvor mange voksne danskere, og altid et stigende antal, der bor alene. Mange af disse er mænd, der enten fravælger parforhold eller ikke er i stand til at indgå i et sådant, men de vil ikke undvære børn. Parforholdet er
ikke længere nødvendigt, man skal blot gøre en kvinde gravid. Lovgivningen sørger for resten. Min datter blev gravid med en mand, som hun havde haft et kort forhold til og aldrig delt adresse med. Da hun fortæller ham, at hun ikke vil se ham mere, blandt andet fordi han har udvist en meget grænseoverskridende adfærd overfor hende, tiltvinger han sig samleje i en gråzone af voldtægt. Ingen anmeldelse. Måske var hun flov, måske var hun næsten gået med til det, måske havde hun dårlig samvittighed over at gøre forholdet forbi? Efterfølgende viser det sig, at hun er gravid, hvilket hun oplyser manden om. Det skulle hun aldrig have gjort, for nu starter et mareridt af uforudsigelige dimensioner. Manden forlanger at få samvær med barnet efter en af ham nøje udregnet plan. Taler om at slæbe min datter i statsforvaltningen, hvis hun ikke makker ret. Min datter aner på dette tidspunkt intet om, hvor grum virkeligheden er blevet, for det som i gamle dage hed en enlig mor. Begrebet enlig mor findes ikke længere, med mindre manden ikke ønsker kontakt til barnet. Han kan unddrage sig kontakt til barnet, eller han kan stile efter en 7/7 deleordning og ene eller fælles forældremyndighed. Moderen og barnet har ikke dette valg. Her er ingen ligestilling. Min datter slår i første omgang hans krav hen med, at nu er det jo bare noget som forgår i min krop, og jeg er bare gravid i tredie måned! Svaret kommer prompte: Jeg vil skide på din krop, jeg vil have min ret. Han melder sig derefter ind i Foreningen Far for at få råd på deres debatforum. Her giver han udtryk for, at han ikke vil underlægges min datters luner, men vil have sin ret. Han ønsker max samvær uden om moderen. Dette foregik 6 ½ måned før barnet blev født i 2006. Nu starter en strøm af trusler, krav og beskyldninger, blandet med sleske udladninger om, at nu skal vi jo glæde os til at blive forældre, via e-mails. Desværre kan man ikke længere læse med på Foreningen Fars debatforum, hvor børnehungrende mænd giver hinanden råd om, hvordan man kan planlægge at blive far uden der behøver være kontakt med den vordende mor. Da debatforummet endnu var åbent, kopierede jeg nogle eksempler (FM betyder forældremyndighed. FFM betyder fælles forældremyndighed. STF betyder statsforvaltningen): Eksempel 1) Jeg bliver far engang til november. Jeg er ikke sammen med barnets mor og vi er blevet temlig meget uvenner mht hvad der skal ske fremover med barnet. Jeg vil jo gerne minimum have fælles FM, men det har hun sagt at hun fravælger ved fødslen - noget med at hun lader være med udfylde et eller andet papir. Kan man det er det umuligt at jeg kan få FM?? - medmindre at jeg roder alt op i fra hendes fortid? skal jeg ringe til statsforvaltningen og bede om nåde, HVAD GØR MAN?? Eksempel 2) MEN, hvis nu vi går helt hen og bliver uenige om alt og vildt uvenner kan jeg så få den bopæls adressen til barnet??eller skal det være MEGET tunge ting der skal være galt hos hende. Eksempel 3) okay tak for svaret. Ja, det er jo nok det som det ender med. så længe vi får FFM så må jeg vel være tilfreds med det og så bare håbe at vi kan få det til at fungere med at være fælles om at have hende, selvom jeg selvfølgelig godt kunne have tænkt mig at kunne være hos mit barn hele tiden.. det må komme om 3 år, måske :S - det var ihvertfald det som de sagde ved STF som jeg ringede til i dag. barnet vil nok højst sandsynligt få bopæl hos mor i 3 år.
Eksempel 4) En nybagt far til et 6 mdr. barn, hvor der heller ikke har været samliv, fortæller om et møde i Statsforvaltningen: Jeg foreslog yderligere at der blir indhentet lægelige oplysninger på os begge (jeg er nemlig bekendt med at moderen har været indlagt på den lukkede ifm. selvmordstanker og en alvorlig depression, og gik hos psykiater igennem 1½ år, herunder at hun blev medicineret under hele dette forløb. Der var mange andre af samme skuffe. Den almindelige danske befolkning vil nok mene, at det ikke er helt normalt at behandle den vordende mor på den måde, om ikke andet, er hun jo den kvinde, som skal føde barnet og være dets mor. Men på Foreningen Fars debatforum er den modsatte holdning normal, nemlig bare hun kommer ned med nakken, så jeg kan få et barn. Enlige mødre og deres børn udsættes for umenneskeligt stress. Den gravide og senere nybagte mor udsættes af sådan en type mand for et helt urimeligt pres med stress som følge. Nyere forskning viser, at en forhøjet mængde stresshormon, adrenalin over en længere periode øger sygdomshyppighed. Disse gravide kvinder, inklusiv min datter bliver første offer i denne kamp om det ufødte barn. De første symptomer er angst, søvnløshed og koncentrationsbesvær. Min datter stod for at begynde et universitetsstudie. Når barnet så er født, skal den nybagte mor, tvinges til at have sin voldsmand på besøg i sit hjem op til 3 gange om ugen af timers varighed, for at manden i ro og mag kan lære barnet at kende. Jeg tror ikke, at der skal meget fantasi til at forestille sig hvilken stressfaktor dette er. Vi taler om mænd og kvinder, som har fravalgt hinanden for lang tid siden, og hvor manden opfattes som en trussel, én som vil tage barnet fra moderen, når rette lejlighed byder sig eller i hvert fald kræve fælles forældremyndighed og en 7/7ordning. Det hele drejer sig fra det øjeblik om taktik. Hvad skal man finde sig i inden for eget hjem? Hvad kan blive brugt imod én? Hvis man ikke vil have manden inden for i sit hjem, har han så ret til at gå med barnet? Ja, det har han. Hvis man ikke vil samarbejde, kan man så miste retten til at have barnet boende hos sig? Ja det kan man, og forældremyndigheden kan gå samme vej, hvis man opfattes som én, der laver samværschikane, dette straffes meget hårdt. Min datter var så heldig, at manden forlangte en faderskabssag, og det udsatte samværet med nogle måneder. Min datter, som netop havde begyndt sine studier ved Københavns Universitet, skulle i forbindelse med sit studie på udenlandsophold i 5 mdr., hvilket yderligere udsatte mødet i statsforvaltningen. Samvær med barnet skulle fastsættes via statsforvaltningen, da det var 14 mdr. Det skulle i begyndelsen foregå i min datters lejlighed, derefter skulle barnet afhentes dels hos moderen dels i vuggestuen. For moderen betød dette en daglig trussel og dermed følgende stress, for barnet var det tilsyneladende en gåde, at en fremmed mand hentede hende, især når det var fra vuggestuen. Hun forstod ikke, at det kun var om onsdagen, så hun frygtede det hver dag. Hun holdt op med at sove til middag i vuggestuen og bad dagligt sin mor om, at hente hende. Mor hente! Mor hente! Ingen havde mulighed for at hjælpe barnet.
Min datter kunne ikke koncentrere sig om sine studier, og barnet var evigt og altid sygt med mellemørebetændelse og uforklarlig feber. Barnet er nu blevet det næste offer for stress. Min datter var næsten lige så ofte syg. Hun vejede under 50 kg. Hun følte ikke, at hun kunne stole på nogen. Alt kunne bruges imod hende. Var det hendes skyld, at barnet ikke kunne sove i vuggestuen? Havde hun et unaturligt tæt forhold til sit barn? Men et var sikkert, samværet skulle udvides. Manden sendte klager til statsforvaltningen og Familiestyrelsen, fordi han have købt en seng og kunne derfor ikke forstå, hvorfor barnet ikke kunne sove hos ham. Min datter have fysisk ubehag ved hans tilstedeværelse. Fik kvalme når hun under møderne i statsforvaltningen var tvunget til at sidde ved siden af ham. Barnet var udmattet, sulten og snavset efter samvær hos ham. Hun fik raseriudbrud, skreg, rev og bed sin mor. Det blev tiltagende vanskeligt at få barnet til at sove om aftenen. Barnet begyndte at vægre sig mod fysisk kontakt. Lagde jeg armen omkring hende i sofaen, rykkede hun væk, tog jeg hende på skødet, vred hun sig løs. Jeg havde passet hende fra hun var spæd, men dette mønster tog til i takt med, at hun blev udleveret til manden. Kun moderen tillod hun at komme sig nær. Nogle mødre giver op her. Kampen er ulig. Der er med den nye lov ingen respekt for, at moder og barn skal have ro til at opbygge en tilknytning. Den tilknytning, som for barnet er en forudsætning for senere i livet at være i stand til at knytte følelsesmæssige bånd til andre mennesker. Man ved, at hvis moderen stresses, er hun ikke i stand til at knytte disse bånd til sit spæde barn, hun lægger afstand til barnet, fordi en underliggende angst for at miste barnet lurer. Smerten formindskes for moderen, hvis båndet ikke er for tæt, hvilket kan få katastrofale følger for barnet. De gode intentioner om opsyn med børns trivsel har slagside. I dette land har vi opbygget et fintmasket net for at opfange uegnede mødre, da vi som samfund har besluttet, at et barn ikke skal vanrøgtes. Vordende mødre kommer i kontakt med et hold af hjælpere og kontrollører i skikkelse af jordemødre, sygeplejersker på barselsafdelingen, praktiserende læge, sundhedsplejersker og vuggestuepersonale, alle med udvidet underretningspligt. De vejleder og observerer, at alt er på betryggende vis med moderen, og hvis ikke iværksættes fornødne foranstaltninger. Manden, som min datter var tvunget til at udlevere sit barn til, er nok den person, hun har allermindst tillid til, fordi hun kender ham, og han har kun en DNA-test som kvalifikation. Ingen ser, hvad der foregår hjemme hos ham, og kun moderen ser i hvilken forfatning barnet er, når det kommer retur fra samvær. Moderens udsagn er nærmest i kategori samværschikane, så hun er lammet. Vinteren 2008-2009 henslæber sig som beskrevet ovenfor, samvær med manden kun afbrudt af barnets sygdom, hvilket der er meget af. Barnet er stamgæst hos øre-næsehalslægen. Barnet får lagt dræn i begge ører, dræn som falder ud, og nye dræn lægges i. Manden raser og anklager moderen for samværschikane på grund af hyppig sygdom. Nyt møde i statsforvaltningen, min datter græder og trygler, mit barn er ikke et skilsmissebarn, hvorfor skal hun og jeg tvinges til dette her? Samværet udvides til 8 timer af gangen. Barnet er begyndt at få et sprog. Hun kan nu sige, vil ikke!, vil ikke!, når hun skal på samvær, men hun udleveres alligevel. Barnet begynder at sige underlige ting før og efter samvær. I begyndelsen giver det ingen
menig, hvad hun siger, eller man nægter at tro, at den mening, det giver, kan være rigtig. Hun taler om, at far slår, at det må han gerne, for jeg er en sur pige, han hopper på min ryg, han tager alt tøjet af. Jeg får ondt i maven, når han hopper på min ryg. Barnet viser, hvordan hun bliver lagt på maven. Min datter skriver til statsforvaltningen og fortæller, at det ser ud til at manden ikke er i stand til at passe barnet, men får intet svar. En pædagog fortæller, at barnet, inden hun skulle afhentes af manden, have gemt sig under en dyne og sagde, at hun ikke ville med, fordi han slår. Barnet er dog efterfølgende blevet udleveret til manden. Alle er berøringsangste. Nu er livet på sammenbruddets rand for min datter og hendes barn. Hun magter ikke mere. Hun får en advokat, som nu skal hjælpe hende. Manden bliver anmeldt til politiet for vold og muligt seksuelt grænseoverskridende adfærd. Samværet bliver suspenderet midlertidigt. For min datter er det et vendepunkt at have en advokat, som ikke mistænkeliggør hende og som forstår hende. Advokaten nævner også, at ingen normale omsorgsgivende mænd opfører sig på den måde, som denne mand, og at hun desværre alt for ofte ser socialt afvigende personer som part i vanskelige samværssager. Ingen retssikkerhed for børn i samværssager. Et nyt kapitel er politiets håndtering af sagen. Min datter afhøres i fire timer. To betjente aflægger besøg i hjemmet og konstaterer, at barnet er for lille til at blive afhørt. Manden indkaldes til en samtale, ikke som anklaget, men som vidne. Ifølge rapport fra dette møde er han ikke blevet spurgt om noget i relation til barnet, kun om hans forhold til min datter, som han fremstiller på en løgnagtig og manipulerede måde. Politiet afslutter sagen med begrundelsen, at det drejer sig om en samværssag. Barnet er blevet retsløst. En børnesagkyndig undersøgelse planlægges nu fra statsforvaltningens side. De børnesagkyndige har overtaget politiets rolle. Det er nu begge forældre, som skal undersøges i ligestillingens navn, og barnet skal konfronteres med manden. I vejledning til de børnesagkyndige lægges der vægt på, at det er barnets bedste at have kontakt til to biologiske forældre. Der skal således være tungtvejende grunde til at suspendere samvær. Børn skal udleveres til samvær, hvis det ikke er til alvorlig fare for barnet (altså gerne til fare!) At leve et normalt liv, at passe sit barn og sine studier er umuligt. Alt opleves som mistænkeliggørelse med deraf følgende usikkerhed, sygdom, koncentrationsbesvær, angst og søvnløshed. Eksil. Min datter studerer et fremmed sprog, hvilket hun har mulighed for at gøre i det pågældende land. Kan hun finde en lejlighed og en børnehave, hvordan med økonomien, for slet ikke at tale om opholdstilladelse i det fremmede? Disse spørgsmål er dog til at finde ud af. Min datter og barnebarn bor nu langt væk fra Danmark. For første gang kan min datter koncentrere sig om at studere, ingen er syge, og barnet har fundet sig godt til rette i sin børnehave i det fremmede, og hun sover til middag nu.
Manden giver ikke op. Han vil have midlertidig overført den fulde forældremyndighed med henblik på at få barnet til Danmark og derefter have fælles forældremyndighed, så de aldrig kan rejse ud af landet igen. Nu kører sagen via retsvæsnet med de respektive advokater. Min datter og barnebarn lever i eksil fra den danske lovgivning. En eftertanke. I en tid hvor enlige, og lesbiske par, kan adoptere eller blive kunstigt insemineret, hvor homoseksuelle par kan adoptere, hvor mænd, som har gjort en kvinde gravid, kan fravælge både moderen og barnet, har man besluttet, at hovedreglen for, hvad der er barnets bedste er at vokse op med to biologiske forældre, selv om dette medfører, at barnet udsættes for risiko for vold og seksuel grænseoverskridende og krænkende adfærd, og barnet fastholdes i et konfliktfelt. Når medlemmer af Børnerådet eller politikere forsvarer loven, bruger de altid FNs Børnekonvention 9 stk 3, hvori der står: Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Den sidste del af sætningen underspilles ganske eller udelades, når paragraffen citeres. December 2009