il 1 ^M HW ;3Utv9E 'ifliirr^ fem ^ i^uisrn ujss'jia?j^ ppy UPeii ^K I:g Uj^ m ijptiip MMi iq; ^L-K-i? yiinjl'^ii imiiiiiiih tthi lii ^55!iilB?;gSiisiiK5 ^1wM 1 W É i! ^^r^ 'bhs3 Im B ~:am9!i»25!9!!?agtbj««i! 3?! jsiml! mm Itifiii
K P. RASMUSSEN VILHELM ROTHE DR. THEOL., SOGNEPRÆST KØBENHAVN DET SCHUBOTHESKE FORLAG 1906 *> V>»^ " ff.
VILHELM ROTHE
Digitized by the Internet Archive in 2010 with funding from University of Toronto http://www.archive.org/details/vilhelmrotheoorasm
m^ : ci^
R.P.RASMUSSEN. VILHELM ROTHE DR.THEOL., SOGNEPRÆST ET OMRIDS AF HANS LIV OG HANS FORFATTERSKAB KØBENHAVN DET SCHUBOTHESKE FORLAG J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG 1906
y
DEN FORTALE følgende Fremstilling af Dr. Rothes Levnet er skreven efter Opfordring af hans yngste Søn, Grosserer Chr. E. Rothe, hvem det har ligget paa Sinde, at Mindet om Faderen i hans kirkelige og theologiske Virken kunde bevares baade i og ud over hans egen Slægt. Det fortællende Hensyn har derfor for mig været det overvejende. Her er ikke tilstræbt nogen egentlig kritisk Bedømmelse af Dr. Rothes Forfatterskab eller Standpunkt i kirkelig og theologisk Henseende, men her er forsøgt gruppevis at give en fortløbende Skildring af hans Liv og Virksomhed baade hjemme og ude, belyst ved hans Tid og hans Omgivelser, saa Læseren kan lære ham at kende i de forskellige Forhold, som han er bragt i sit Liv igennem, og i Forhold til de forskellige Ting, som han fik med at gøre. Det kommer mig for, at en saadan Fortælling bedst tjener sit Formaal, naar Kendsgerningerne er fj^ldigt fremdragne og selv faar Lov at tale, og derfor har jeg bestræbt mig for at indsamle og fremdrage de rent datamæssige Oplysninger om personlige og literære Forhold i ret vid Udstrækning. Jeg har saa godt som ikke haft Breve eller selvbiografiske Optegnelser af nogen Art til min Raadighed,
da saadant Materiale ikke findes bevaret efter den afdøde. Fremstillingen vil derfor ogsaa savne den Fylde, som sligt egenhændigt Stof kan give. Mine Kilder har jeg maattet søge i Bibliotheker og Arkiver og saa supplere, hvad jeg der fandt, med mundtlige eller skriftlige Meddelelser fra Folk, som vidste noget om Rothe. I sidste Henseende maa jeg takke hans ældste Søn, Borgmester i Grenaa Carl E. Rothe, for nogle Breve, som jeg meget har benyttet især i de to sidste Afsnit af Bogen. København i April 1906. FORF.
INDHOLD Forældrene og Hjemmet 1 Barndom og Ungdom 6 ROTHES FØRSTE EMBEDE I Hyllested 16 ROTHES ANDET EMBEDE I Sorø 30 Indbrudstyven Haus Hansen 43 Rothes Doctorgrad 52 I Konventet 60 ROTHES SIDSTE EMBEDE I Vemmeløv 69 Kirkelige og theologiske Sager 77 Pseudonymerne a) Erasmus Næpius 93 b) Christen Nytestament 105 Striden om Tro og Viden 110 Kirkestilen 120 Skolevæsen og Fattigvæsen 125 En ufuldendt Dogmatik 130 Lidt ora Rothes Stil og om hans Karakter 138 Hjemmet og Kirken 146
FORÆLDRENE OG HJEMMET. FRIHEDSSTØTTEN paa Vestcrbro, som rejstes i Aarene 1792 97, er i lige Grad et Mindesmærke om en af de lykkeligste Begivenheder i vort Lands indre Historie, nemlig Bondestandens Frigørelse, og om de Mænd, som har Æren for Gennemførelsen af de betydningsfulde Reformer, hvoraf Frigørelsen fremgik. Ved denne fremkaldtes en gennemgribende Forandring i den danske Bondestands Kaar, hvorved Grundlaget blev skabt for det følgende Aarhundredes usigelig vigtige økonomiske Udvikling. Frigørelsen skete ikke med ét Slag, men Skridt for Skridt ved Forordningen af 23. April 1781 om Fællesskabets Ophævelse, ved det fortrinlige Arbejde, som udfoldedes af den d. 25. Aug. 1786 nedsatte store Landbokommission, ved Forordningen af 8. Juni 1787 om Fæstevæsenet og endelig ved den Forordning, som satte Kronen paa Værket, nemlig Forordningen af 20. Juni 1788 om Stavnsbaandets Ophævelse. 24. Juni 1794 Forordningen om Hoveriet. Senere fulgte Gennemførelsen af disse Reformer er knyttet til Navnene Moltke, Reventlow, Bernstorf, Colbjørnsen og andre mer og mindre bekendte. Selvfølgelig havde disse Reformer ogsaa deres Modstandere, og disse fandtes dels iblandt de højere Embedsmænd og dels paa Herre- Modstandernes Forbitrelse vendte sig naturlig- gaardene. vis imod de mest indflydelsesrige Reformvenner, hvis Navne allerede er nævnte, men den vendte sig ogsaa særlig imod Københavnerne, som havde givet Reformbevægelsen deres kraftige Støtte. Den Ringeagt, som 1
man paa Herregaardene nærede for»de københavnske Klubbe-Statsmænd og Agerdyrkere«, gik over alle Grænser, og navnlig forekastede man Københavnerne, at de her vilde have en Mening om Ting, hvorom de ikke en Gang kunde have nogen Forestilling. Den Spot, som laa i det opfundne Navn, virkede ikke dræbende. De københavnske Klubbe-Statsmænd og Agerdyrkere var mere levende end som saa, og det blev dem, som bar Sejren hjem. Det var ej heller nogle ganske faa, men en stor Skare. Men Navnene paa dem vedkommer os iøvrigt ikke her. Det gør kun det af Slægten Rothe til hin Kategori ydede Kontingent. Det var kun to, men netop Bedstefader og Fader til det Medlem af Slægten, hvis Navn staar paa dette lille Skrifts Titelblad. I den tidligste Forhandling om de paatænkte Reformer havde blandt disse»københavnske Agerdyrkere«den ansete filosofisk-historiske Forfatter Thyge Rothe deltaget. Han opnaaede endogsaa for sine landbovenlige Meninger pludselig at blive afskediget fra sit Embede som Amtmand i Segeberg. I selve Reformperioden træ^ffer vi hans Søn C^hristian Rothe som en af dem, der maatte lægge Kræfter til, da Ideerne skulde praktiseres, og han viede saa at sige hele sit Liv til baade theoretisk og praktisk Tjeneste i Landbosagen og andre i Forbindelse dermed staaende Sager. Christian Rothe var fra 1790 og til et Par Aar før sin Død kongelig Embedsmand, og han kom paa Embeds Vegne til at staa hine ovennævnte Venner af Landboreformerne nær. Fra Kopist avancerede han til Kontorchef i sjællandske Landvæsenskonlor og blev 1795 Sekretær i den store Hoverikommission. Han blev beordret til at deltage i alle dens Rejser. 1809 blev han (^hcf for Matrikelskontoret, senere første Medlem i Komiteen for den nye Matrikels Indforelse og 1811 Medlem af og Sekrelier i den for luvvnte store Landbokommission, 1814 blev han Kommitteret i Rente-
kammeret. Endelig kan endnu tilføjes, at han 1831 blev Medlem og senere Formand i den overordnede Tiendekommission. Han døde 1852 som Konferensraad. At han som Følge af disse forskellige Hverv maa have været en af Støtterne for hele Sagen siger sig selv. Maaske ikke en af de Støtter, som straks ses, naar man tager Historien om Landboreformen i Haanden, saa dog en af dem, hvoraf det egentlig fagmæssige Arbejde for Sagen bæres oppe, Dette kan vel let falde noget i det tørre med saadanne Ingredientser som Tal, Beregninger og vidtløftige Skriverier, og Pultene i ministerielle Kontorer er vel heller ikke. de allerbedste Steder til at undgaa det Støv, som kan skjule Arbejdets ideelle Sider og virke sløvende paa den, som skal regere med Aktstykker paa disse Pulte; men til Ros for Christian Rothe skal det alligevel siges, at han har levet og arbejdet paa hine Steder med det Sind, den Kærhghed og den Begejstring, som bærer enhver Gerning, der udføres med et højere Formaal, og hvorved den forlenes med et højere ideelt Liv. Og det ideelle var her Bondestandens Frigørelse, af hvilken Reform han var en virkelig Ven. Det var Chefen for Rentekammeret, Grev Christian D. Reventlow, af hvem Rothe fik sine Impulser, og i hvis Skole han gik, og han var en lærviuig Lærling, der ligesom sin Mester indsaa, at den den Gang ringeagtede Klasse, som hedder Bondestanden, er, som han har sagt, Danmarks Rod og Styrke. Derfor stillede han sig ogsaa villigt til Tjeneste for hine Ideer og lagde sit energiske Arbejde til alt det øvrige, der blev Grundlag for hine Reformer, og den Tanke var ham ikke Qærn, at han gjorde det som et Offer, han bragte sit Fædreland. I sit Ægteskab med Charlotte Christine Muller, Datter af Godsforvalter ved Sorø Akademi Caspar P. Muller, havde han 11 Børn; den 4. i Rækken var Vilhelm Rothe, til hvis Biografi der i det følgende er
samlet en Del Materiale. Han var født paa Fødselsstiftelsen i København d. 13. Oktbr. 1800 og døbt sammesteds. Hans Moder døde 1814 efter at have født sit Ilte Barn, Viggo Rothe, til Verden. Aaret efter giftede Christian Rothe sig paany med Johanne Cathrine Marie f. Selmer, Datter af Kommandør, Inspektionsofficer ved den kgl. Reberbane Peter Hersleb Selmer, og han fik med hende endnu 8 Børn. Christian Rothe ejede fra 1799 1845 en Ejendom,»Vennersly«kaldet, Nr. 8 i Frederiksberg Allé, og han med Familie beboede denne i næsten hele denne lange Periode. Fra 1811 1846 ejede han endvidre Lerchenfeldt ved Kallundborg med Gods og Skov. Her boede de i nogle Aar og flyttede saa til Buderupholm i Jylland mellem Aalborg og Hobro, hvilken Gaard Rothe 1821 købte efter sin Morbroders Enkes, Fru Bjørns Død. Mens Familien boede paa Buderupholm, var Rothe meget paa Rejser dels med Matrikelkommissionen og dels i Anledning af hans Arbejder i Rentekammeret. Hans økonomiske Forhold var den Gang meget trykkede. Statsbankerotten og Forvirringen i det offentlige Pengevæsen bragte ogsaa hans Pengevæsen til at vakle, men hans Hus var dog meget gæstfrit og selskabeligt omend med et tarveligt Præg. Baade den uheldige økonomiske F'orfatning og de isolerede Forhold i Jylland gjorde, at Rothe i 1826 overdrog Buderupholm til Staten som Dækning af hans Gæld til denne, hvorefter Familien igen flyttede til F'rederiksberg og tog»vennersly«i Besiddelse. Denne Ejendoms Have var paa 4 Tdr. Land med 400 Frugtlra^er og strakte sig hen til Værnedamsvejen og helt igennem til GI. Kongevej. Der blev hos Rothes, efterhaanden som hans Stilling forbedredes, ført et stort Hus, og de saa mange Mennesker hos sig. Det var et overmaade lykkeligt Hjem, som de beredte baade for sig selv og deres Børn. Rothe har udtalt, al der lige saa vist er et Helvede paa
CHRISTIAN ROTHE
Jorden som et Himmerig, og det sidste har han kendt fra et langt, herugt Hushv og Embedshv. Han var begavet med udmærkede Evner og vidste ogsaa at bruge dem rettehg. Han var baade i det offentuge og i det private Liv ildfuld, djærv og utrættelig i sin Virksomhed. Han havde navnlig som ung et raskt, rankt og skøntformet Legeme, et ædelt Ansigt og livfulde Øjne. Han sagde om sig selv, at han var en Fusentast, og han kunde fuse ud i Ord og i Handling og være opbrusende, men han gemte ikke Nag til nogen. Som han selv var livfuld, kunde han ogsaa sætte Liv i andre. Han holdt af at have mange Penge, ikke for at opdynge dem eller være rig og nyde sin Skat, men for at være i Stand til at udgive dem. Det var hans Lyst, men desværre ogsaa hans Svaghed, hvoraf kom megen Bekymring i hans Manddom og Alderdom. Lærd Granskning var ikke Rothes Kald ej heller stille, fortsat boglig Syssel, men at være i livlig Virksomhed laa for ham, og hans Helbred tillod ham dette, til han var over 70; og kun hans Syns og hans Hørelses Svækkelse nødte ham til at ophøre med offentlige Embedsforretninger. Rothe var egentlig ikke meget talende, men han holdt af, at der var Liv og Glæde om ham i Hjemmet, derfor samlede han ogsaa mange Mennesker om sig. Han levede ganske sine Børns Liv med dem. Han var Præst med en. Gartner med en anden, Dommer med en tredje, Lærerinde med en fjerde osv. Og Børnene saa kun Kærlighed og Føjelighed mellem deres Forældre, intet som var anstødeligt for Huslivet. 7. Nov. 1794 var Rothe bleven gift med sin ovennævnte første Hustru. Hun var en Søster til Præsten Jens Paludan-Miiller, senere Biskop i Aarhus, og altsaa Faster til Digteren Fr. Paludan-Miiller. Hun var en fortræffelig Kvinde, mere yndig end smuk, rolig og pyntelig. Mens hun var forlovet med Rothe, opholdt hun sig som Lærerinde i en anset Families Hus i Kø-
6 benhavn. Da hendes Stilling her var meget bunden, tog Rothes Forældre hende hjem i deres Hus, og de kom til at elske hende som en Datter, hvorom der findes Vidnesbyrd i en Billet fra Thyge Rothe til hende, aftrykt i det af Stiftsprovst Tryde efter hendes Død affattede Mindeskrift over hende. Hun blev Rothe en fortræffelig Husmoder i de 20 Aar, i hvilke de var gifte. Deres Ægteskab var hjemsøgt af ikke faa Genvordigheder. En Søn døde som lille, og den førstefødte Datter ligesaa. Under Bombardementet 1807 maatte Familien forlade»vennersly«, medens Rothe blev tilbage i Byen, og Moderen med Børnene maatte ty til en Præstegaard paa Sjælland, senere til Nykøbing og endelig til Kjerteminde. Efter at have født sit Ilte Barn døde denne Rothes første Hustru c. 14 Dage efter Fødselen og blev begravet paa Assistens Kirkegaard. I en Indskrift paa hendes Gravsten af hendes Mands Broder, Andreas Bjørn Rothe, er Familiens Opfattelse af hende udtrykt i følgende smukke Ord: Som Vandrerens Fjed over Sneen Var dit Levned, Spor betegner det vel Ikke den ringeste I^let. Naar disse Ord forstaas med den nødvendige menneskelige Begrænsning, tegner de rigtigt et Billede af den ædle Sjæl, hun var. For den sidste Søn stod hendes Billede som en lysende Engels Billede, der mange Gange er traadt advarende frem for ham og har frelst ham fra Fald. BARNDOM 0(i UNGDOM. I dette store og lykkelige Hjem henrandl altsaa Barndomstiden for Børnene, ogsaa for Vilhelm, som beholdt sin Moder omtrent til Konlirmationen. At han
CHARLOTTE CHRISTINE ROTHE FØDT MULLER
har taget Arv fra begge Forældrene er let at se. Mindre sporer man hos ham Faderens djærve og fyrige Væsen, der har fundet sit Udtryk i det Ord til en af Sønnerne: Brystet i Vejret og ikke ligesom Fæet Ryggen. Derimod har han arvet Faderens gode Evner og øvrige rige Begavelse, men af Væsen lignede han dog nok mest Moderen. Var hun rolig og klog, saa var den sidste Egenskab gaaet i Arv til ham, medens hendes rolige Væsen i hans senere Liv tog Skikkelse af noget indesluttet, saa han trak sig ind i sig selv og ikke aabenbarede mere af sit Væsens indre Dybder end højst nødvendig. Det er i den Henseende saare betegnende, at medens han skrev store Mængder og har efterladt sig ret anselige og omfangsrige Skrifter, har han saa at sige ikke efterladt sig en Linje af selvbiografisk Art og har vist heller ikke været fristet til det, end ikke en Gang, da han ved Døvhed var udelukket fra Forbindelse med Omverdenen og maatte henleve sine sidste Aar næsten udelukkende i sit Studerekammer. Skønt Hjemmet var stort og meget gæstfrit og selskabeligt, havde det dog et tarvehgt Præg, og navnlig blev Børnene holdt meget tarveligt, og faa Skillinger gjaldt for dem som store Kapitaler. Vilhelm blev sat i Skole i Borgerdydskolen i København, som den Gang laa i Klareboderne, og som fra 1811 44 styredes af Michael Nielsen. Han var en dygtig Skolemand, for hvem Børnene havde stor Agtelse og af dem ikke mindst Vilh. Rothe. Rektoren havde heller ikke saa lidt tilovers for denne sin Elev. Vistnok allerede som Student havde han ladet ham faa Undervisningstimer i Skolen, og da Studenten skulde være Kandidat og vel af Hensyn til sin Læsning maatte standse med Undervisningen, holdt Rektoren Timer tilbage, for at Vilhelm kunde overtage dem, da hans Tid atter tillod ham det. I hele Vilhelms Skoletid boede Forældrene i Frederiksberg Allé tæt ved Værnedamsvejen i den før omtalte
8 Ejendom»Vennersly«, et Navn, som virkelig svarede til Stedets Ejendommelighed. Men for Vilhelm var det en lang Skolevej ind til Klareboderne, der tilmed blev fordoblet for ham, da Skoletiden var delt, saa at han to Gange daglig maatte tilbagelægge Vejen. Befordring var der jo den Gang ikke Tale om. Ofte kom han først hjem Kl. 8 9, og saa skulde først Lektierne læses og Stile skrives, saa den lange Vej har sikkert gjort ham Skoletiden besværlig. Vor Tids Tale om overbebyrdede Skoledrenge kunde vel ogsaa den Gang passe, men Slægten var den Gang maaske kraftigere end nu, og disse lange, daglige Spadsereture har hærdet og styrket Drengen og modarbejdet de aandelige Anstrængelsers skadelige Indflydelse. Vilh. Rothe var ialtfald ikke fra sin Ungdom overanstrængt, uagtet han tog alle sine Eksaminer med bedste Karakter, men han var sund og stærk. Han ældedes heller ikke før Tiden, men bevarede sin Aandskraft usvækket til det sidste, og det til Trods for, at han i mange Aar havde den Vane at sidde oppe og arbejde til langt ud paa Natten. Saa havde han saadan en dejlig Ro, sagde han, til at samle sig til sit Arbejde, som hovedsagelig var videnskabeligt. Dagen igennem blev han alt for ofte forstyrret. Omkring ved den Tid, da V. Rothe blev Student 1818, flyttede hans Familie til Lerchenfeldt og nogle Aar senere til Buderupholm. Familien vendte atter tilbage til København 182(3. Denne Fraværelse fra Byen falder altsaa sammen med V. Rothes Studietid i Hovedstaden, hvor han maatte tilbringe sin meste Tid. Det har vel derfor kun været i Ferien, at han har kunnet tage Del i det landlige Herregaardsliv, som hans Forældre og Sødskende forte paa disse Gaarde. Om hans Studentertid vides intet. Da han havde taget sin Eksamen, fik han af Faderen 100 Rdl., og hvad han iøvrigt brugte i Universitetsaarene, maatte han selv erhverve
9 sig ved Informationer og saa klare sig, saa godt som han kunde. Rothe og et Par af hans Fættere, Sønner af Biskop Pahidan-Miiller i Aarhus, boede hos deres Onkel, Konferensraad Kongslev i Stormgade, hvor de førte et fornøjeligt Samliv med hverandre. Rothe skal den Gang have været saa livsglad, at man spøgende kaldte ham:»den gale Rothe!<.< I Aaret 1822 indtraf en Begivenhed, som for Buderupholms Vedkommende nær havde medført denne Gaards Ødelæggelse. En voldsom Orkan for d. 11. Marts hen over Egnen, og imod den havde de gamle, skrøbelige Bygninger kun ringe Modstandskraft. Tagene blev tildels afkastede, medens nogle Udhuse helt blæste om. Hovedbygningen var ogsaa udsat for stor Fare; den rystede saaledes, at Kakkelovnene var nær ved at falde om, og Børnene maatte yde deres Hjælp ved at holde paa dem. Skaden blev saa vidt mulig udbedret, og i Aaret 1826 forlod saa Familien igen denne Gaard, hvilket skete af forskellige Grunde, bl. a. ogsaa af Hensyn til de ældre af Sønnerne, som for deres Studeringers og Uddannelses Skyld levede adskilte fra Hjemmet i København. Allerede 2 Aar forinden var Sønnen Vilhelm bleven theologisk Kandidat. Den 9. Januar 1824 fik han sin Eksamen med 1ste Karakter. Ogsaa efter at være bleven Kandidat virkede han som Lærer ved Borgerdydskolen, men han opgav dog snart denne Gerning, idet han Aaret efter vel overstaaet Eksamen tiltraadte en Studierejse til Tyskland. En af hans Velyndere, Professor P. E. Muller, havde nemlig skaffet ham saa mange Universitetsstipendier, at en saadan Rejse blev ham mulig. Han studerede i Berlin, Halle, Gottingen og Heidelberg, og han gjorde paa denne Rejse Bekendtskab med flere af Tysklands mest ansete Theologer, deriblandt Berlinerprofessoren Schleiermacher. Rejsen
10 varede fra 1825 27. Hjemrejsen fra Heidelberg foretog han til P'ods langs Rhinen. Nu til Dags vilde det være en dyr Maade at rejse paa, men den (iang var det jo ganske anderledes. Om det aandelige Udbytte, som Rothe havde af Udenlandsrejsen, foreligger der ikke bestemte Vidnesbyrd. Mærkværdigt nok er der slet intet bevaret hverken Beretning eller Breve fra denne Tid, saa man kan danne sig et nogenlunde Skøn over de Impulser, som han har faaet i denne for ham saa gunstige Tid. At han har brugt sin Tid er afgjort. Han var altfor flittig en Natur, til at andet kan være muligt. Han var tillige en receptiv Natur, for hvem det netop laa at indsamle, hvor han kom frem, og det var jo en i aandelig Henseende rig Tid, da han færdedes i Tyskland, altsaa behøvede han kun at udstrække Haanden efter Frugterne, som frembød sig. Naar det efter en Familietradition er sagt, at han gjorde Bekendtskab bl. a. med Schleiermacher, som just den Gang stod som Fornyeren af evangelisk Theologi og Kristendom, ledes man jo til at tænke over, om der da i Rothes Produktion kan paapeges Spor af nærmere Paavirkning fra denne Mand. Men meget er der ganske vist ikke at finde. I Modsætning til Orlodoxismen og Rationalismen, efter hvilke Kristendom bliver en Lære, der skal antages, betoner Schleiermacher, at Kristendom er Liv, Guds eget Liv i Mennesket, og han kommer derved til stærkt at betone den genfødte kristelige Bevidsthed, som ogsaa faar en fremskudt Plads i hans dogmatiske System. For Rothe er disse Tanker ingenlunde fremmede. Han siger noget lignende i liere af sine Skrifter baade i Prædikenerne om Glids Forsyn og Retfærdiggørelsen af Troen <i fra 1840 og i Kritikcn af Martensens Dogmatik fra 1858 samt i hans efterladte Shidier til en Dogmatik. Ogsaa for ham gælder det, at Kristendommen er et nyt Liv i Hjærtet, og at den videnskabelige, dogmatiske Forskning maa
11 bygge paa den kristelige Bevidsthed, men Rothe viser i saa Maade ikke hen til Schleiermacher, selv om ogsaa Tankerne hos dem er de samme, og han kritiserer desuden Martensen for hans Schleiermacherske Tanker og forlanger af den, der vil skrive Dogmatik, en levende og inderlig Genoptagelse af den gamle lutherske Dogmatiks tabte Traad. Det gaar derfor næppe an at tale om Schleiermachersk Paavirkning i Rothes Produktion ud over de Tanker, som paa det senere Tidspunkt, da han kritiserede Martensen, var bleven alment Eje. Snarere kan maaske hans afgjort lutherske Standpunkt have afklaret sig ved Modsætningen til den Schleiermacherske Ensidighed og Holdningsløshed i theologisk Henseende. I Berlin har Rothe vel ogsaa haft noget med den som Kirkehistoriker bekendte Professor Neander at gøre, den Mand, som har haft en saa gavnlig Indflydelse paa mange Studerende ogsaa fra andre Lande*, deriblandt Rothes senere Kollega og Omgangsven navnlig i»broderkonventet«, Emil Clausen. Det eneste opbevarede skriftlige Minde om Udenlandsrejsen er en saakaldet»brevbog«, som indledes med nogle af Rothe nedskrevne Ord fra Hroars Saga:»Frygt ikke, fordi Vejen er lang at drage. Det er ikke Vejen, som adskiller Menneskene. En lang Vej har jeg til min Fjende, om han er min Genbo; til min Ven Bogen indeholder finder jeg en Gensti over salten Hav.«ellers kun Navne paa en Række tyske, franske og schweiziske Byer, hvorfra og hvortil Rothe har modtaget og afsendt Breve, samt Tallet paa Brevene, 54 modtagne og 59 afsendte. Bogen slutter med følgende lakoniske Meddelelse: Bortrejst Fredagen d. 14. Oktober 1825 Kl. 10 Form. med Dampskibet»Wilhelmine«til Liibeck. Hjemkommen F'redagen d. 28. September 1827 Kl. 11 Aften med Dampskibet»Caledonia«fra Kiel. Tiden efter Hjemkomsten anvendtes bl. a. til at ud- * E. Man: Ny kr. Samler 1866 S. 205.
12 arbejde en Afhandling»onj Psykologien i det gi. Testamentes kanoniske Bøger«, som han indleverede til Universitetet for ved den at erhverve sig den theologiske Licentiatgrad. Afhandlingen blev ogsaa antaget, og Forsvaret for den fandt Sted Tirsdagen d. 26. Maj 1829. Paa Titelbladet hedder det om Forsvaret, at det er ansat til sædvanlig Tid og Sted, og Stedet var ikke Universitetet, men Regenskirken, som i en Række Aar blev benyttet til Afholdelse af Disputatser, medens Universitetet tildels laa i Ruiner som Følge af Ødelæggelsen ved Bombardementet 1807. Selve Afhandlingen er affattet i det latinske Sprog og har det sædvanlige lærde Snit. Den kaldes»ordnede Bidrag«til Emnets Behandling, og Bogen gør altsaa ikke Fordring paa at være et udtømmende Arbejde. Det gi. Testamente indeholder jo heller ikke nogen samlet Fremstilling af den menneskelige Sjæls Natur, og den, som vil naa ind til den til Grund liggende Opfattelse, maa, som Rothe gør det, opsøge de Steder, hvor Sjælelivet omtales, og nøje agte paa alt det, der er undsluppen Skribenterne, hvor ellers andre Emner behandl^, thi deres Udtalelser er jo af praktisk Art. Men Rothes Bog er iøvrigt et selvstændigt Arbejde, og mange Forgængere havde han ikke at støtte sig til. Tidligere var nemlig det gi. Testamentes Psykologi ikke bleven behandlet systematisk, og kun en 2 3 Skrifter kunde han henvise til, i hvilke hans Emne var blevet berørt. Han maatte derfor, som han siger, selv gaa til Kilden og øse af den. Ved Behandlingen af det gi. Testamentes psykologiske Forestillinger kom han ind paa Hebra*ernes Opfattelse af Mennesket som bestaaende af Sjæl og Legeme og paa deres Adskillelse ved Døden, idet SjaMen forlader sit Hus eller som et Sværd drages ud af sin Skede. Endvidere paa Spørgsmaalet om Tilintetgørelse eller Postexistens med dertil hørende Tanke om et Ophold efter Døden i Dødsriget eller i Himlen hos Gud. Men ogsaa Tanken om
13 Præexistens og Spørgsmaalet om Sjælens Skabelse gennemgaas, og hele Sjælens Virksomhed behandles udførligt. Bogen slutter med nogle Paragrafer om en Samvirken mellem Gud og Menneskets Aand i den profetiske Inspiration. En enkelt Paragraf i Rothes Afhandling fortjener lidt nærmere Omtale. Det er den, i hvilken han undersøger Jødernes Opfattelse af Sjælen som et materielt Stof. Han bemærker, at af mange Udtalelser i det gi. Testam. fremgaar det, at Jøderne ansaa Sjælen for at være et Slags Legeme, der havde sit Sæde i Blodet, hvorfor ogsaa Blodet maatte udgydes, for at Soning kunde tilvejebringes. Men i den Anledning hedder det, at det er et gammelt Stridsspørgsmaal imellem Filosoferne, hvor i Legemet Sjælen har sin Bolig eller sit Sæde. Uenigheden hviler dog paa den fælles Mening, at Sjælen er et materielt Væsen, som i Legemet indtager en Plads med visse Grænser, at Sjælen altsaa er en Substans, en Størrelse eller en Ting i Lighed med en ydre Ting eller Genstand. De nyere Filosofer forkaster vel den Mening og anser Sjælen for at være en Kraft, hvis Virkninger i lige Grad fornemmes gennem alle Legemets Dele. Men den første Opfattelse har givet Anledning til ret snurrige Stedsbestemmelser for at udfinde Sjælens Sæde i Legemet, og af disse anfører Rothe en hel Række. Det er et tysk Citat han anfører, og her hedder det: Det vilde være et vidtløftigt Arbejde endogsaa blot at optegne Opfattelserne af Sjælens Sæde i Legemet. Hvad Oldtidens Filosofer angaar, har Justus Lipsius anført de væsentligste. Straton mente, at Sjælen boede imellem Øjenbrynene. Erophilus, at den var i Hjærnens lille Mave. Erasistratus foreslog Hjærnens Hud, Demokrit og Plato antog hele Hjærnen som Sjælens Sæde. Parmenidas mente, at den boede i Maven, som den Gang antoges for at være Lidenskabernes Sæde. Di-
14 ogenes satte Sjælen i Hjærtels Indre, og Empedocles i Blodet. Andre igen anbragte den paa forskellige andre Steder i Legemet. Blandt de nyere er Uenigheden lige saa stor. Boerhave, Haller og Platner sætter den i Hjærneniarven. Perault, Stahl og Stuart paastaar, at den er i det hele Legeme. Hertil føjer Bothe endvidere Udtalelser om samme Spørgsmaal af Cicero, der ogsaa peger paa Filosofernes afvigende Meninger og derpaa siger:»paa hvilket Sted er altsaa Sjælen? Jeg tror visselig, at den er i Hovedet, men derom en anden Gang«. Af de nyere Filosofer afhører Bothe ogsaa Kant, der fastslaar, at Sjælen ikke er af en saadan Natur, at den indtager et Bum ej heller findes et eller andet Steds i Legemet, og derved bliver det nok. Hvor meget Nutidens Psykologi har Qærnet sig fra Fortiden fremgaar klart af en Diskussion, som den her berørte. Man er jo tilbøjelig til at le ad de gamle, naar man møder saadanne Undersøgelser hos dem, og nærværende Citater vil sikkert ogsaa hos Læseren fremkalde et lunt lille Smil. Et saa indgaaende Studium for at finde Sjælens Sæde i Legemel, synes vi jo, er spildt Arbejde, men de mange Filosofers Møje hviler dog paa den Forvisning, at der i Mennesket findes en Sjæl, saa at Materialismen hos dem er overvunden, og har end deres Grundbegreber været noget naive og meget af deres Møje været spildt Arbejde, vi kaster dog ikke ved en saadan Erkendelse Barnet bort med Badevandet, men fastholder deres Tro paa Sja^lens Existens, paa det immaterielle Liv i Mennesket, men for at fastholde en saadan Tro var Oldtidens psykologiske Videnskab sikkert gunstigere end Nutidens. Vor Tids mere indgaaende og mere solide Viden har paa det her berørte som paa saa mange andre Omraader ikke gjort det lettere for os at finde os tilrette i de aandelige Ting, men tvertimod forøget de Vanskeligheder,
15 hvormed al Tro baade her og andensteds har at kæmpe. For Nutidens Filosofer er det ikke længere et Spørgsmaal, hvor Sjælen findes, men om den findes! Om Disputatsen er endnu at bemærke, at de ordentlige Opponenter var Professorerne Hohlenberg og Clausen, og at af Auditoriet opponerede Lic. theol. Hald og tvende theologiske Studenter, Hellemann og Blume. Respondens var cand. theol. Theodor Vilh. v. Oldenburg, der et Par Aar efter blev gift med Rothes Søster Louise. Samme Oldenburg er iøvrigt den bekendte Salmedigter. Han blev senere Sognepræst i Sorterup og Ottestrup, hvor han døde 1842. Denne Skik med en Respondens er nu forlængst afskaffet. Oprindelig var den Mand, der senere hed Respondens, den egentlige Promovendus, som for Opnaaelsen af en akademisk Grad forsvarede en Afhandling under en Professors Præsidium, der da tillige var Afhandlingens Forfatter. Senere, ogsaa i de Tider da Rothe disputerede, betragtede man Respondens, som efter akademisk Skik al Tid var en yngre ikke selv promoveret Mand, som en Medhjælper ved Disputatsens Forsvar eller som en Mellemmand mellem de disputerende, der skulde søge at holde Striden indenfor de rette Grænser, og hvis Function egentlig ikke angik Materien, men kun den logiske Form. Ogsaa kunde Respondens afløse Præces, naar han blev træt, eller overtage hans Partes, naar han selv af en eller anden Grund ikke skøttede om at fortsætte Striden. Det er heller ikke umuligt, at Rothe kan have haft Gavn af sin Respondens, thi næsten hele Dagen medgik til F'orsvaret. Handlingen varede fra Kl. 10 om Formiddagen til Kl. 7 om Aftenen med en Pause fra Kl. 3 4V2.
ROTHES FØRSTE EMBEDE. EFTER I HYLLESTED. at Rothe var kommen over Disputatsen, bestemte han sig til at søge Præstekald. Der var ingen Udsigt til nogen akademisk Ansættelse for ham, og saa besluttede han sig til at give sig ind i praktisk Præstegerning. D. 23. September 1829 blev han kaldet til Sognepræst i Hyllested, og d. 8. i den følgende Maaned blev han ordineret ved St. Dionysii Landemode i Roskilde, som den Gang og længe efter regelmæssigt holdtes. Han har i Anledning af Ordinationen i sammes Vitaprotokol paa Latin skrevet følgende Meddelelser om sig selv:»i det første Aar af dette Seculum d. 13. Oktober saa jeg, Vilh. Rothe, Lyset. Min Fader er Christian Rothe, Etatsraad, Ridder af Dbg. og Dbm., og min Moder er Christine Muller. Efter i de første Aar at have nydt Privatundervisning blev jeg sat i den københavnske Skole, som man kalder Borgerdydskolen, til Undervisning hos Professor og Ridder Nielsen, en udmærket Mand, hvis Minde jeg altid vil bevare i et taknemmeligt Sind. I Sekelets 18de Aar og i samme Alder blev jeg dimitteret til Universitetet, hvor jeg tog alle 3 Examincr med laudabilis. Jeg var dernæst Lærer ved Borgerdydskolen, indtil jeg 2 Aar efter theol. Examen med Stipendium fra Universitetet opnaaede at tiltræde en Studierejse til Udlandet, paa hvilken jeg besøgte forskellige Universiteter, hvor jeg gav mig af