Salmer: , (Dåb 448), 59, 582, 438, 477, Tekster: 1 Mos 1,27-31, Hebr 5,1-10, Mark 9,14-29

Transkript

1 Salmer: , (Dåb 448), 59, 582, 438, 477, Tekster: 1 Mos 1,27-31, Hebr 5,1-10, Mark 9,14-29 Jeg synes der er to spørgsmål, der uvægerligt melder sig i forbindelse med evangeliet, vi lige har hørt. For det første: hvorfor bliver Jesus så vred, da folk fortæller ham om den stumme som disciplene ikke kunne helbrede. For det andet: er det virkelig rigtigt, at man kan kurere håbløse sygdomme ved bøn? Først spørgsmålet om, hvorfor Jesus bliver vred. Vrede er normalt ikke en følelse, vi forbinder med Jesus. Især nok fordi vi har opbygget et et billede af Jesus som den blide, tålmodige fredselskende mand, som han fremstilles som i fx Thorvaldsens Kristusfigur og de tusinder og atter tusinder kopier der er lavet af denne og tilsvarende Jesus-afbildninger. Det billede evangelierne tegner af Jesus er et andet end denne populære fremstilling. I evangelierne skildres Jesus som alt andet end tålmodig. Han kan være opfarende og kort for hovedet. Det er han også i dagens evangelium. I evangeliefortællingens logik kan der være flere grunde til hans vrede. Dels kommer han netop ned fra Forklarelsens Bjerg, hvor han har været ombølget af himmelsk herlighed. Jeg tror godt vi kan sætte os ind i situationen. Kommer man lige fra en stor og vidunderlig oplevelse, en påskegudstjeneste eller juleaften, så er det næsten ikke til at bære, hvis der er nogen der umiddelbart bagefter belemrer én med ligegyldige hverdags stridigheder. En anden grund kan være, at Jesus tre kapitler tidligere har sendt disciplene ud for at forkynde gudsriget og givet dem fuldmagt over urene ånder, og så viser det sig at det hele er omsonst: de kan ikke 1

2 udrette noget mod dæmonen, der huserer i den stumme dreng. Men måske er grunden til Jesu vrede en helt anden. Den ødelæggelse af livet, som dæmoner er udtryk for. Den ødelæggelse, som vi normalt kalder ved andre navne: sygdom, ondskab, død, den er set ikke bare i Markusevangeliets men i hele Biblens sammenhæng, dybest set meningsløs. Gud skabte verden god og konstaterede for hvert nyt element, han føjede til skaberværket, at det var godt. Og så sniger der sig alligevel noget andet ind. Noget der ikke er godt. Noget ondt og ødelæggende, som påfører mennesker og dyr smerte, angst og lidelse, ja som er på vej til at få hele skaberværket til at bryde sammen. Ja, faktisk er Gud ved selv at ødelægge skaberværket i sit forsøg på at udrydde dette onde fra verden, da han lader syndfloden drukne næsten alt levende. Jeg tænker mig, at det er mødet med dette unødvendige, meningsløse onde i skikkelse af den dæmonbesatte dreng, der fylder Jesus med vrede i fortællingen. Så uanset om Jesu vrede støder os, så falder den i tråd med den skildring af Gud, som går gennem det Gamle Testamente. Her kalder Gud sig selv en lidenskabelig Gud. Gud skildres ikke som et væsen i ophøjet, harmonisk ro, men som et væsen der gribes af smerte, sorg og vrede når hans dyrebare værk, den skabte verden truer med at ødelægges og gå til grunde. I vreden over den ødelæggende dæmonbesættelse viser Jesus sin identitet med den gammeltestamentlige Gud og hans lidenskabelige kamp for sit skaberværk. Jeg tror det er Guds vrede over ødelæggelsen af hans gode skaberværk, vi møder i Jesu vrede i dagens fortælling. Det får betydning for den samlede forståelse af evangelieberetningen. 2

3 Jesus helbreder den dæmonbesatte dreng, og da disciplene spørger, hvorfor de ikke kunne uddrive den svarer Jesus at den slags uddrives kun ved bøn. Og det fremgår af fortællingen, at det ikke er bønnen alene, men også den tro, der kommer til udtryk i bønnen som muliggør helbredelsen. Men kan man overhovedet helbrede ved bøn? Det er det næste spørgsmål dagens fortælling rejser. Jeg går ud fra at vi er mange her, som har prøvet at bede i en situation, hvor der virkelig stod meget på spil. Sikkert er vi også både nogle der har oplevet vores bøn blive hørt, så det skete, som vi bad om, ligesom vi også er nogle, der har bedt og bedt og alligevel har måttet opleve, at det vi bad om netop ikke skete. Hvad er det der er så særligt ved det at bede, at det somme tider fører til utrolige resultater, og så til andre tider slet ikke fører til noget som helst, bortset fra en dyb skuffelse og sorg over at være blevet svigtet i det mest afgørende øjeblik? Somme tider kan det næsten lyde som om det at bede er en kraftpræstation. Og når det sker, som man beder om, kan det lyde som om det er en særlig kvalitet ved den bedende, som får det underfulde til at ske. Men det er ikke en bibelsk forståelse af bøn, der kommer til udtryk i så fald. I Biblen er bøn et udtryk for, at den der beder træder tilbage, lægger al magt og indflydelse fra sig og lægger alt i Guds hænder. Sådan er det frem for alt, når Jesus beder. Ske din vilje beder han i Fadervor, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil beder han i Gethsemane. 3

4 Det særlige ved bønnen er, at den er en åbning mod noget der ligger helt uden for menneskers magt og herredømme. Bøn er en åbning mod den ubegribelige magt uden for alt kendt, den magt, som gør at hele den verden, vi kender og vi selv med overhovedet er til. Men kristen bøn er alligevel ikke en bøn til en ukendt magt. Det der gør en bøn kristen er den bedendes tillid til, at den ubegribelige magt uden for alt kendt trods sin ukendthed og uerkendelighed har gjort sig selv kendt i verden i Jesus fra Nazareth. Jesus er på én gang sand Gud og sandt menneske. Han er ét med den magt, der har ladet alt blive til, og han overgiver sig uden forbehold til den magt der har ladet alt blive til i tillid til, at denne skabende magt vil det bedste for alt og alle. Når Jesus om helbredelsen af den dæmonbesatte siger, at den slags kun kan drives ud ved bøn, så er det bønnen som en åbning mod den ufattelige skabermagt bag al ting han taler om. Det er netop en åbning mod Gud. En given plads til at Gud kan handle eller lade være at handle, han taler om. Bøn bliver ikke af den grund et menneskeligt, jordisk magtmiddel på linje med penicillin, psykofarmaka, skalpel, urteekstrakt eller magnetiske strygninger. Og bøn konkurrerer heller ikke med disse menneskelige midler. Bøn er åbning over for den magt der kan handle gennem disse midler eller på trods af dem. Vi kan aldrig vide om det er det ene eller andet der er tilfældet. Kun ved vi, at vi i bønnen åbner os over for den gud, der har gjort sig selv kendt i Jesus som kærlighedden selv, som livets Gud og som dødens overvinder. 4

5 Det kan forekomme paradoksalt, at Jesus siger, at dæmoner som den vi har hørt om i dag kun kan drives ud ved bøn, når man tænker på, at dæmonen jo for ud da Jesus truede af den og befalede den at fare ud. Den uddrivelse var der ikke meget bøn i, kunne man synes. Nej, og her er det heller ikke Jesu bøn, der giver plads for helbredelsen. Her i denne fortælling er Jesus selve den ufattelige guds-magt der får det utrolige til at ske, Bønnen, der giver plads for Guds-handlingen i Jesu uddrivelse af dæmonen, det er Faderens bøn til Jesus: Jeg tror, hjælp min vantro! Her lægges alt i Jesu hænder. Den ulyksalige far kan intet, han kan ikke en gang tro, uden straks at begynde at opløse sin egen tro med tvivl. Alt lægger han i Jesu hænder, for han kan intet selv. Og Jesus hører hans bøn og helbreder hans søn. Sådan må vi i vore bønner til Gud lære, selv at træde helt til side og lade Gud handle, hvis han vil. Kan vi så ikke ligeså godt lade være at bede, kunne man spørge. Hvis Gud alligevel bare gør, hvad han selv vil, hvorfor så overhovedet bede til ham? Dybest set tror jeg vi skal bede for vores egen skyld. Fordi bønnen betyder, at midt i vores angstfyldte bekymring møder vi en magt, som ikke er underlagt de begrænsninger vi selv er. En vældig magt, som kan lade verdener opstå og forsvinde igen. Den magt, der holder alting i sin hånd, møder vi i bønnen. I bønnen lægger vi vort anliggende i hænderne på selve livets skaber og herre, den Gud, der har ladet alt blive til. I bønnen til ham bøjer 5

6 vi os for, at han alene ved hvad der tjener livets tarv. Ikke hvad jeg vil, men hvad du vil. Du må handle, hvis du vil. Men jeg kan ikke. Men uanset om du handler og helbreder eller undlader at handle, tror jeg at du er kærlighden selv, som hvad enten du handler eller tier gør alt i kærlighed til det værk, du har skabt. det værk, vi er. I bønnen vender vi os mod livets Gud. Han er ikke langt borte. Han er os så nær som ordet i vor mund og i vort hjerte. Amen. 6