L Alpe d Huez 2014 Jens Anton Dalgaard

L Alpe d Huez 2014 Jens Anton Dalgaard 1

Et spørgsmål om plejer og forventninger Ingen, der kender os kan være i tvivl om, at vi SKAL på skiferie hvert år. Ingen kan være i tvivl om, at vi meget meget gerne står på ski i Canazei, Val di Fassa og tilstødende dale og bjerge. Når man så har været der rigtigt mange gange kan det være spændende at prøve noget nyt til en afveksling, men alligevel blive bekræftet i, at intet slår vores Canazei-koncept fraregnet Canada og USA, der stadigvæk er work in progress. Derfor skulle vi i år have martsturen til Canazei suppleret med et alternativ. Norge og Sverige gider vi absolut ikke, Østrig kunne være en mulighed, men vi blev overtalt til at prøve Frankrig, der efter sigende godt kan være med på vores forventningsniveau. Vores Canazei-koncept lider af den svaghed, at det koster 2 gange 1400 km bilkørsel at komme frem og tilbage, omsat i tid en lang nat og en hel dags vinterbilkørsel. Vi har taget turen nogle gange, og det har engang imellem været lidt strengt med køkørsel og træls føre. Et godt alternativ ville derfor være at undgå den lange biltur. Min kollega Ulla er lige så fast kunde i Dolomitterne, som vi er, så hun har de samme krav til skistedskvaliteterne, som vi har. Ulla havde prøvet en miniferie med 4 dage på ski, transporteret med fly fra Billund til de franske alper. Hun var ret begejstret for konceptet. OK, det prøver vi og hvem skal man så rejse med? Igen var Ulla villig til at rådgive, Danski og Nortlander var gode muligheder til vores test af nyt koncept 4 dage og fly til destinationen. Det blev Nortlanders hjemmeside, der afgjorde det, hurtigt opdateret, enkel betjening og pænt med informationer og valgmuligheder, så vi bookede en uge 2 tur hos dem til Alp d Huez fly fra Billund og med halvpension på Nortlanders eget hotel L Herimitage. Inklusive liftkort og efter tilvalg af balkon mod syd og flytransport af tillægsbagage i form af egne støvler og ski landede vi på små 5.800 kr. person, det er der ikke noget at sige til. Efter booking i juli måned er der ikke så meget at gøre andet end at se frem til vinteren og en god tur sammen med Rikke og Kristian, der også gerne ville prøve skiferie på denne måde. Så blev det januar og stadigvæk ingen vinter i Europa, amerikanerne havde masser af vinter, alt for meget, men det var nok lidt for bøvlet at få byttet de næsten kroniske regnbyger i hele Europa med lidt vintervejr. Starten på vintersæsonen 2013/2014 har været forfærdelig i Alperne, meget lidt naturlig sne og plusgrader, 2

der gør, at man ikke kan køre med snekanonerne. Vi gik hen over julen og beroligede hinanden med, at der nok ville ske en ændring i vejret inden vi skulle af sted, men nej, det varme vejr havde bidt sig fast, hvilket vi alt for godt kender konsekvenserne af på skiføre og skivejr. Mandagen inden afgang blev vi ringet op af guiden Sif, der spurgte, om vi havde nogle spørgsmål. Hun kunne berolige os med, at vi nok skulle kunne komme på ski, der var sne og åbne pister, selv om nogle af de berømte, La Sarenne og Le Tunnel var lukket på grund af snemangel. Fin service, at hun ringede, og som kvittering spurgte vi, om disse unge danskere i landflygtighed i det franske var ved at opbygge abstinenser af mangel på noget spiseligt, der ikke kunne skaffes lokalt. Vi har tidligere fragtet remoulade, marinerede sild, torskerogn og lakrids til Caribien, så vi er ikke ubekendte med sådanne ønsker. Efter en kort rådslagning blandt det danske personale på hotellet, blev svaret lidt overraskende, vi savner Faxe Kondi!! Det kunne vi da klare, så der kom lige 3 liter i kufferten inden afgang. Normalt er indcheckning i Billund lidt af et gedemarked denne gang ingen undtagelse, lørdag aften er en travl charteraften, og om vinteren er der mange, der skal have deres skigrej med. Vores lille gruppe på 4 personer havde 12 stykker bagage, der skulle checkes ind, det tager sin tid. Lidt medbragt aftensmad i Billund og så op i flyet og et par timer flyvetur til Chambery med en Boing 737 fra det lidt upåagtede danske flyselskab Jettime, der lever en lidt diskret tilværelse i offentlighedens bevidsthed. Ikke desto mindre har man 12 stk. 737 ere på vingerne, der primært flyver charter ud af Skandinavien. Folkene bag er ikke ukendte med den metier, det er gamle Mærsk Air-folk, der er startet for i sig selv, med held ser det ud til. I flyet, der var fyldt, fik vi en helt klar tilkendegivelse af, at en 4-dages tur i uge 2 er velegnet til firma- og drengeture. 90 procent af passagererne i flyet er drenge mellem 35 og 60, der er på tur uden lillemor til at sætte standarden for korrekt opførsel, så gælder der ganske andre regler, der ret let forveksles med overrå mandehørm. En sådan drengetur er basalt sammensat af rigelige mængder alkohol, tom pral, platte morsomheder og et stort behov hos enkelte for at demonstrere, at de er de sjoveste, mest tørstige og absolut mest højrøstede. Der var indtaget flydende aftensmad i lufthavnen, så bunden var lagt, og for at ikke gå ned på udstyr var der provianteret 6-packs til flyet, selv om det sådan set ikke er tilladt at drikke fremmede øl i flyet. Når man så er med på et hold af skraldemænd, har godt med tusser og er i internationalt luftrum behøver man ikke rette sig efter stewardessernes henstillinger, den medbragte ladning øl skal drikkes uanset hvad mokken siger man har vel betalt for turen og er på ferie! En gang troede jeg kun, at det var københavnere i fri dressur, der fører sig frem på den måde, men indbyggere fra Verdens mindste storby (efter accenten at dømme) er ved at være godt med. 3

Larmen i maskinen var utrolig, en tur tværs over Atlanten med spædbørn, der skiftes til at have vrælevagten var ingenting sammenlignet med disse grupper af pæne danskere der skulle ud at give den gas! Chambery er Billunds modstykke, her holdt der Jettime maskiner i bundter og læssede skandinaver ud i aftenmørket. Nu var vi kommet til Frankrig, så langt, så godt at der så kun var ét fungerende bagagebånd var en detalje, hvad værre var, der var ingen bagagevogne. Skifolket er vel veltrænede sportsfolk må franskmændene mene - der uden problemer kan bære en støvlepose, et skispose, en proppet 15 kg sportstaske og håndbagagen på én gang ud til en bus og undervejs modtage en sandwich og en flaske vand fra de ventende guider Det viste sig heldigvis, at de værste bralderrøve ikke skulle bo på vores hotel, så der blev tyndet lidt ud i larmende båtnakker. Turen til Alp d Huez tager 2 ½ time, i en bus uden toilet, hvilket afgjort havde en dæmpende effekt på visse af de kåde drenge, der efterhånden fik travlt med i koncentreret tavshed at udskyde et stadigt stigende behov for at udligne output med input. Nortlander som samarbejdspartner på et skiferieprojekt. Man kan kun sige, at Nortlander havde styr på papirarbejdet, nogle selskaber kymrer sig primært om at få kradset pengene hjem og efterlader derefter gæsterne lidt i et vakuum. Nortlander sender oplysninger, og rejsebevis i god tid, guidens opringning nogle dage før afrejse er en rigtig fin idé og ved at hun ringer fra Frankrig har man automatisk guidens telefonnummer på sin mobil, samt en velkomst SMS giver en fin oplevelse af et rejseselskab, der servicerer sine gæster og skaber en god tryg ramme om den med længsel ventede ferie. Ifølge vores guide Sif er Nortlander nyetableret her i Alp d Huez. Ganske klogt har man så besluttet sig for at gå All in med et godt transportkoncept, et OK hotel og en stab, der virker søde og tjenstvillige. Hotel Nortlander Herimitage ligger centralt i Alp d Huez. Det er renoveret til hæderlig Campagnola-standard (Canazeimålestok), er bareboat-lejet af Nortlander, så det er udelukkende deres gæster, der bor her, og Nortlander har selv udvalgt personalet, der med en enkelt undtagelse er skandinaver med hovedvægten på danskere, krydret med et antal svenskere. 2 guider, Lina og Sif tager den hårde tørn uden for murerne og et tjener/rengørings/køkken/receptionspersonale på 20 passer hotellet med Rasmus i front, kompetent og effektiv. Det er bestemt også værd at bemærke, at guiderne er flinke til at være synlige ved aftensmaden, så kommunikationsmuligheden er til stede. Det giver jo ikke megen oplevelse af at være i udlandet, på den anden side er det meget praktisk, at sprogproblemerne er minimeret til dansk/svensk, hvilket kan være svært nok, og at kokken ved, hvad der behager danske smagsløg. 4

Alle har hørt drabelige historier om nogle, der har mistet skiudstyr på skihoteller i Alperne, de bedste historier omfatter komplette tømninger af skistalde og polske lastbiler. Inger tvivl om, at mange gæster her har medbragt udstyr for tusindvis af kroner, og at de naturligvis ikke går ind for uautoriseret eksport østpå af ski og støvler. Kendere vil vide, at et par veltilpassede skistøvler, der samarbejder med fødderne på en sort piste er uerstattelige og rangerer på højde med de mest værdifulde ejendele derhjemme, der er værnet med alarmer og videoovervågning. Her på hotellet har man investeret i aflåste skabe, hvor to værelser deler et skab hvor de dyre brædder og støvler trygt kan puste ud efter dages strabadser, mens ejerne roligt slapper af på værelset eller i restauranten. Det er altid en chance at booke halvpension med et par gourmetkokke som Hanne og Kristian på holdet. Morgenbuffeen er fin, og der er for eksempel hjemmebagt rugbrød, lavet af ingredienser fragtet herned fra Danmark. Danskere uden rugbrød bliver hurtigt utilfredse. I denne mandeverden drikker man selvsagt ikke the, så Hanne fik et lettere personligt chok over, at kaffe var der nok af, men ingen the. De unge mennesker, der passer butikken, har lovet at skaffe noget the, så får vi se, om de når det, inden vi skal hjem igen. Søndag aften bød på en 4 retters menu, svampesuppe, lækket svin med jordskokker, ost og en creme bruleé det var absolut super, og vi fik skudt os frem til en fin rødvin til selvsagt fransk, det er trods alt nok at foretrække frem for en dansk. Efter middagen var der rigget til til håndboldkamp i baren ingen tvivl om, at Nortlander og personalet på L Herimitage har fat i et godt koncept, og kan de holde dampen og kvaliteten oppe hele sæsonen får de lagt bunden til solid succes her i Alp d Huez, gennem det vigtigste af alt, oparbejdelsen af gæsterne lyst til at komme tilbage igen. Vi har faktisk også kørt på ski. Orla var her i december som forløber for 3. gang første, sidste og eneste gang. Et er, at han var grundigt træt af, at der var en desperat mangel på sne, det er forståeligt, men han var også grundigt træt af de langsomme gamle lifter og ventetiden, det blev til alt for lidt skiløb. Ulla var her i sidste uge, på præcis samme tur som os, hun var OK tilfreds og gav os et par gode tips at køre efter. 5

Terrænet ligger pænt højt mellem 1200m og 3000 m. Der er i øjeblikket ingen sne at køre på under ca. 1400 m og de sydvendte pister, er brændt af af solen, så rigtigt mange af dem er lukkede. Der er snekanoner, men de kan ikke bruge dem, når det ikke fryser om natten (og regner om dagen). Der er bestemt ikke noget at sige pisteudlægget på. Der er mange pister af varierende sværhedsgrad på bredde og fald. Man tager det afslappet med farvesammensætningen, man kan godt som nybegynder begynde at køre ned af en tilforladelig grøn piste, der så halvvejs nede skifter farve til rød ved et skilt, der tørt konstaterer, at pisten nu er uegnet for begyndere. Det er sådan set fint nok, det trælse for begynderen er, man kan bare ikke komme andre veje videre. Vi tog transportliften af danskerne kaldet Grisen fra hotellet og over til Signalbakken og DMC-liften, der er hovedliften fra byen og op på bjerget. Grisen er et mærkeligt monstrum med 5 båse i halen på hinanden, der kører gennem byen med passende stoppesteder. Hvis Thomas Uhrskov fik muligheden for at lave en superpiste i Danmark, skulle den være en kopi af Signalpisten. Den har efter hans opfattelse en god længde og en perfekt hældning. Det kan vi kun være enige i, så vi tog et par rolige opvarmingsture på den inden vi 6

var klar til at kaste os over det store terræn Det er ikke sådan lige at finde rundt, det er mange lifte, og skiltningen er sporadisk, så den første dag tumlede vi noget rundt uden at kunne få virkelighed og pistekortet til at stemme overens. Vores første skidag, søndag, var det Kaiserwetter, hvilket de lokale også havde fundet ud af, så der var rigtigt mange på bjerget. Vi fulgte Sif s råd og tog helt på op toppen på, hvor de bedste pister ligger. Det tog rasende lang tid at komme derop, der var andre, der var kommet på den idé. Liftkapaciteten på Glacier er slet ikke beregnet på, at alle skal trækkes op igen, når den 16 km lange nedkørsel af Sarenne er lukket. Det gav lange liftkøer ved et par gamle stolelifte, så det opgav vi efter at have nydt udsigten fra Piz Blanc på 3330 m og kigget over på Mont Blanc i det fjerne, og tog gondolen ned igen. Skisulten sad i kroppen og efter en formiddag med meget ventetid og kun få kilometer pister suppleret med en dyr intetsigende frokost på det fisefornemme La Folie Douce skulle der altså til at ske noget seriøst Vi trak væk fra mylderet og fandt nogle gode lange nedkørsler i yderområdet, til L Alpette og 7

Oz en Oisans, hvis en læser skulle være lokalkendt.. Selv om pisterne var noget opkørte var sneen god fra toppen og nogle kilometer ned, men pludselig rammer man så 0 o -grænsen, og sneen blive tungere og mere knoldet for til sidst slet ikke at være der, hvis man gerne ville køre helt ned i dalen. Det betyder, at man skal vælge nedfarten med omhu og sikre sig, at der er en liftmulighed op igen fra ca. 1400 m niveauet. Grafen viser fint, at det ikke blev til noget oppe på toppen, hvorimod der kom gang i brædderne, da vi skiftede strategi. Så kom der gang i kilometerne og syreproduktionen i lårbasserne, så efter ca. 45 GPS kilometer var det absolut slut afterski i solen i en liggestol og så hjem og pleje bentøjet. Det blev en god skidags arbejde, god motion for puls og lunger i den tynde luft, og lige et par ryk, hvor der var fuld slæk på bremsen. Dagen derpå. Vejrudsigten har de sidste 3 uger været helt klar på, at vi i dag mandag skulle have en ordentlig spand sne, så det var sådan set en positiv overraskelse, at det ikke sneede, vejrguderne havde lavet et kompromis mellem de lokalers bønner om MASSER af snevejr og vores ønsker om skiføre, og de to ting går i op i en højere enhed på en gang. Meldingen lød på sne fra middag, der blev aftalt tidlig start på skidagen.. Bortset fra Kristian, der holder sin sundhedsrapport for sig selv, er holdet mødt til morgenmad og afgang på pisterne lige så snart listerne åbner medbringende ømme fusser, nakkesmerter, morgengnavne lårmuskler som nytilkomne skavanker oven i eventuelle medbragte dårligdomme. En fint præpareret Signalpiste løsner lidt op, og vi tager DMC op for at få en tur på en rød piste Bartavelles - som vi ikke kørte i går, fin anbefaling fra Sif. Den var OK nok, men vi kan konstatere, at man her i området ikke præparerer alle pister hver nat som i Italien, her kan halvsmadrede pister tilsyneladende godt klare et par dage uden besøg af en pistemaskine det var vores småømme ben 8

nu ikke helt enige i. Vi havde forlods besluttet os for, at i dag skulle vi en tur ned på bagsiden af Signalbjerget ned til Villard Reculas, eller rettede så langt ned sneen rakte, og det var så ned til liften op på Signalbjerget igen. Det var nok den bedste tur indtil nu en god lang og fin tur ikke mange mennesker, fin sne og lige passende længde. Vores mål var en lille bjergrestaurant, Ulla havde anbefalet, og tak for det, da det begyndte at småsne, holdt vi frokostpause, lige i rette tid inden sulten og sneen jagede flere ind i varmen. Det skal her bemærkes at Kristian, når vi kommer hjem, formodentligt vil finde det relevant at vise en demonstrationsvideo af en rutineret skiløber i gul skijakke, der ankommer til restauranten i fin stil for så at demonstrere den faldteknik, der bør anvendes, når der bremses på et iset underlag. Vi fik en fin frokost i et hyggeligt meget autentisk miljø. Ingen tvivl om, det nu var blevet de lokales tur til at glæde sig over vejret lyset blev mere og mere fladt og sneen tog til, så Hanne og jeg gad ikke mere ski i det vejr, op over bjerget og hjem Rikke og Kristian tog et par ture mere, men de sluttede også ret hurtigt, efter Kristian havde afprøvet mavebremsen (så er der udlignet ) Til trods for, at det kun blev en kort dag, blev det alligevel til 34 GPS kilometer, valget af et godt kørevenligt terræn gav nogle gode ture, og en del af dem også takket være en hurtig lift. Selvsagt af et fabrikat, der ved, at det gerne må gå lidt kvikt man kan så spekulere på, hvordan pokker det er lykkedes at få importeret en østrigsk Leitner lift til det svært protektionistiske Frankrig. 9

Det var alvorligt ment med snevejret, nu her ikke lang tid før sengetid sner det fortsat kraftigt, vi har vel fået en 10 cm siden middag, det tegner godt for de næste dage. At være samspilsramt. Det er muligt, at der findes en pæn autoriseret definition af ordet samspilsramt, jeg vælger at anvende det på det, vi har følt og oplevet i dag tirsdag at vi og vore omgivelser ikke rigtigt er i sync, som det vel hedder på checket dansk, vi og verden omkring os er ude af takt. Vi bor på værelse 102 direkte over baren, i aftes var der pubcrawl, en del af de kåde drenge gad ikke vade rundt i snevejret og kravlede derfor direkte ind i den lokale i stedet for. Det kan man sådan set godt forstå, og det er klart, at der skal kompenseres godt og grundigt for det voldsomme vejr udenfor med høj musik og dertil hørende volumen på den meget meget kloge snak. Kvinder er her ganske få af, så kan man jo risikofrit kæfte op om, hvad der skulle ske, hvis der var nogle friske kællinger sic! Hotellet er vel 40 50 år gammelt - beton classic lydt, så man tror det er løgn, så vil man have lidt ro her, bed om et værelse i modsat ende af baren og på 3. eller 4. sal. Baren lukkede vel ved 1 2- tiden, så var der da lidt ro. Der er ikke tvivl om, at de er begejstrede for at få noget sne, og det har sneet hele natten og morgenen med. Der er faste rutiner for, hvad man så gør. Klokken 5 starter man en pæn stor gummiged med snekæder, der går i gang med at rydde pænt op i de store mængder sne, der er kommet, der er mange gader og en plads uden for vores vindue, det er jo dejligt at bo downtown, så vor ven med geden underholdt os effektivt i et par timer med at lave et par meget store bunker genbrugssne, som så i løbet af dagen bliver genanvendt på pistebyggeri nede i dalen, hvor der er bar bund. 10

Det er der vel ikke noget at sige til det er i orden, bortset fra at vi gerne ville have bare lidt nattero. Morgenmad til sædvanlig tid, det holdt op med at sne og begyndte at klare op og der var the til Hanne på buffeten, der var håb at spore. noget uden glid, selv om det vel fryser et par grader. Vi har fået 25 30 cm sne siden i går, mest tøsne, så det er noget tungt og halvklistret Vi tog på bjerget. Når man starter fra Herimitage og går hen mod Grisen er der tæt på - på højre hånd en lille upåagtet slæbelift tager man den til toppen, kan man køre på ski hen til Signalbakken og DMC liften op på bjerget. Der var absolut ikke gjort noget som helst for at gøre det kørevenligt, der var 100 % bagski for at tvinge spidserne op af sneen og for at få lidt medbestemmelse på retningen. Der var ikke mange mennesker på Signalbakken og der så pæn glat ud, så vi hoppede på liften og kom op på toppen, brydningen mellem sol, skyer og et snedækket landskab var flot og imponerende. Sigtbarheden vekslede fra minut til minut. Det viste sig, at Signalbakken overhovedet ikke var præpareret efter det havde sneet. Man må være virkeligt imponeret over dem, der under sådanne vilkår bare vender spidserne nedad og banker gennem 11

sådan en dyne af nysne. Det rækker Hanne og mine skievner og kræfter ikke til det er tæsketungt og svært at køre i så tykt et lag nyfalden tøsne. Hvis ikke lårbasserne var vågne inden vi tog af sted, skal jeg da love for, at de blev det på vors allerførste tur på ynglingsbakken indtil nu. Det lykkedes flere af os at falde, og for mit vedkommende med et træls vrid i ryggen, der også fik vækket min slumrende diskusprolaps. Vores teknik og Signalbakken i morgentåge var afgjort ikke på samme bølgelængde her til morgen. Det så pænere ud ovre ved DMC-liften, der var i hvert fald mange mennesker. Det er muligt, at der havde været en pistemaskine forbi på et tidspunkt, men nu allerede en time efter liftsnart var området kørt op i pukler, der var pattebakken i Arabba værdige. Lige meget hvor vi trak hen, var der tung nysne eller pukler, det var slet ikke sjovt at køre i den kombination. Selv Kristian, der ellers er ret så driftsikker, nåede sin begrænsning, hvilket Rikke noterede sig med passende omsorg. En ryg, der arbejdede med de helt forkerte muskelgrupper for at kompensere for dem, der absolut ikke ville være med til denne form for tidsfordriv uden at protestere voldsomt, kan gøre tilværelsen ret samspilsramt på et meget personligt plan. Hurtig formiddagspause med et dyk ned i Hannes lommeapotek efter en solid dosis Ibumitin. Vejret var fint, og ambitionerne om at få en god, flittig skidag var til stede, problemet var det dårlige match mellem pistekvaliteten og vore evner og benmuskler. Det var lidt synd for Rikke og Kristian at skulle vente på en halvinvalid snartpensionist, der brugte mere tid på at bande over de totalt håbløst inkompetente uduelige pistepræparationsfolk, der sikkert var bestukket af den lokale sygehusmafia for at skaffe godt med kunder til korsbåndsfabrikken, end på at køre på ski efter forholdende. Det er en total misforståelse at tro, at Hanne og jeg har brug for at forbedre vores teknik til kørsel under sådanne forhold, det er de pisteansvarlige, der skal sørge for, at pisterne er i orden, når vi er her. Vi går så 12

sandelig ud fra at Nortlander har adviseret dem om, at vi er her, og at vi sætter meget pris på, at tingene er i orden, ellers vanker der i rejsebrevene. Rikke og Kristian fik fri til at køre selv i eget ungdommeligt tempo. Hanne blev på god solidarisk vis ved sin husbonds side i denne for os så kritiske tid. Hanne og jeg søgte over på grønne og blå pister i udkanten af terrænet i håbet om lidt ordentligt skiløb uden alle de forbandede ½ meterhøje genstridige pukler. Vi var helt ude i hjørnet af området i Montfrais, der var sådan set nogle fine pister, der nok er super i anstændigt præpareret tilstand, her var der ind imellem problemer med for lidt fald, så den våde sne klistrede til skiene og drænede tempoet så langt ned, at stavene skulle i brug. Det fandt rygstykkerne ikke videre smart, meddelte de indehaveren af samme. Så fik vi begge nok, og tog den direkte vej tilbage til Alp d Huez via L Alpette til OZ og med Poutrain til Chavannus, ned langs DMCliften. Hanne ville partout tilbage til den lille restaurant i Villard på bagsiden af Signalbakken patienten accepterede tøvende, dels havde hun pænt fulgt trop på handicapskiløbet, dels havde hun jo lommeapoteket, dels havde ryggen det efterhånden bedre i dopet tilstand, men endelig så er det altså en rigtig god restaurant. I går var turen ned til restauranten kanongod. I dag var den forfærdelig i toppen, hæderlig midt på og helt umulig på det sidste stykke. Der var totalt udsolgt i gode ben, så Hanne og jeg lavede et sikkert spektakulært synkronstyrt et par hundrede meter fra målet. Det ser lækkert ud, men det har ikke meget med en god piste at gøre, og det er utroligt svært at køre fornuftigt i, at køre med al den vægt på bagskien er bare meget forkert og voldsomt anstrengende, synes vi! (Ingen kloge kommentarer til det, please I var der ikke!) To gange Ceasars Salad et bette glas hvidvin og så ellers hjem via den blå nedkørsel fra Signalbakken. Vi kunne med en passende stor tilfredshed konstatere, at den ellers så populære Signalbakke lå øde hen, der var bare ingen, der ville køre i det skrammel så måske er vore evner ikke så dårlige endda, det var føret, der var uegnet. Indrømmet, der er kommet meget sne i nat, men så må man da arbejde på at få det banket lidt på plads, når det er holdt op med at sne. Værten på restauranten fortalte med et ægte fransk skuldertræk at de da havde kørt med pistemaskinerne i går først på aftenen, og da de ikke havde flere timer, måtte de stoppe. De få folk, der kørte om morgenen kunne slet ikke klare at komme rundt i terrænet, så. - et skuldertræk mere. De franske fagforeninger er berygtede, der er måske ikke noget, der hedder omlagte 13

timer men overarbejde, det kender de garanteret. Skurken i dette spil er sikkert liftselskabet, de franske kunder er på arbejde i dag, og de har solgt deres liftkort til turisterne, så hvorfor fanden gøre noget ekstra ud af dem. Det ville bestemt ikke være utidig indblanding, hvis de store internationale rejseoperatører her i området slog sig sammen om at slå i bordet over for liftselskabet. Det er lodret uartigt at lade maskinerne stå stille, mens gæsterne risikerer liv om lemmer i den skrammelsne, og det er jo lige netop rejseoperatørerne, der er de solide primærkunder, de skal leve af. Det har italienerne fundet ud af, pisten kan være lukket en times tid fra morgenen af efter nysne, men er den åben er den bare i orden. Vores familie er absolut handlingsorienteret, støder vi på et problem, løser vi det. Derfor samler vi på udstyr til at ordne et hvert tænkeligt og utænkeligt problem. Problemet her skal vi nok få løst, hvis de lokale ikke fatter budskabet vi starter da bare for os selv. Når Nortlander kan drive hotel her med dansk personale, så kan familien Dalgaard da også tage over på en anden vigtig opgave. Morfar har investeret i grejet, BedsteHanne skaffer godt med vitaminpiller og Substral, og Sebastian (barnebarn) skal til at øve sig lidt på at styre den, så til næste år, når den har vokset sig stor og stærk kan det være vi kommer til Alp d Huez igen, men så har vi vores egen pistemaskine med, så skal de se præparerede pister, skal de Det var hårdt og træls føre, men GPS sagde da 40,5 kilometer, da dagen var gået, det er efter omstændighederne godkendt som en dags arbejde. Aftenen sluttede med fin middag med gulerodssuppe, lammeskank, ost og lækker is den kok kan sit kram, det var flot med ros fra de medbragte chef s, så hold fast i ham, Nortlander! Sidste aftens Club med live update håndbold fra BT s hjemmeside til os mænner, mens pigerne udvekslede presseveoplevelser m.v. sig ikke, at vi ikke spænder bredt under Club. 14

Indskudt bemærkning. Rejsebrevsredaktionen arbejder som andre redaktioner på skæve tidspunkter. Det er ved at være slut på dag 3, der er shoppet lidt, og i morgen går det hjemad efter en lidt afkortet skidag. Ifølge vejrudsigten skulle vi få Kaiserwetter igen i morgen efter lidt snefald i dag. Lige nu 22.45 vælter sneen ned, så vore drømme om fede ture på velpræparerede pister smuldrer lige så stille. Vi må tage det som det kommer. (Redaktionel bemærkning til forståelse af det følgende: Ovenstående blev afsendt til omverdenen den 14. januar kl. 23.30) - - - - Starten på slutningen. Det er vores sidste dag hernede, det blev til 100% Kaiserwetter, og det blev heldigvis ikke til så meget ny sne i nat. Værelserne skal rømmes og bagagen parkeres i barområdet. Det er lidt noget bøvl, da vi jo alle også skal på ski i dag, så der er noget pakkelogistik og bade-/ompakning, der skal planlægges, men det gik da fint i god ro og orden, selv om pladsen var trang.. Vi rykker ud af værelset og ned under poolbordet med vores bagage og så ellers ud på brædder. Det virker!! Det er glædeligt, at mine rejsebreve er en international publikation, og det giver en dejlig følelse af indflydelse at konstatere, at også liftselskabet her i Alp d Huez læser dem, lige så snart de udkommer. Der må have været krisemøde i nat i snevejret, og de har rettet ind efter vore standarder. Der var prima præpareret her til morgen, så vi valgte at køre de gode pister, vi har prøvet før, først med træt gammel sne iblandet grus og klippestykker og så med for meget lunken løs sne på. I dag fik vi fuld glæde af frostvejret i nat, supervejr og det flotte pisteudlæg, nu med mulighed for godt skiløb, - og det blev det - alle blev selvfølgelig på benene hele dagen, selv om der blev kørt frigjort og i pænt tempo 15

5500 højdemeter og godt 53 GPS kilometer blev det til på 5 ½ time inklusive pauser, det er bestemt godkendt som opfyldelse af Dalgaardstandarden. Vi kørte lidt rundt og ventede lidt på, om La Sarenne blev åbnet, men nej den oplevelse fik vi ikke. Le Tunnel åbnede, men selv Kristian gad ikke køre der op, det er rå overlevelse at køre ned af den, vi er her for at køre lækkert ski, men den personlige sikkerhed som 1. prioritet. Så vi holdt os igen ude i kanten af området på afstand af mylderet på de efterhånden stærkt trafikerede pister ned mod byen. To hurtige super ture ned af den blå køre-rundtom-nedkørsel fra Signal hen af transportvejen, ned mellem husene til vejen, klar til at tage skiene af faktisk ved siden af hotellet klasse! Der var så dømt bad, omklædning, ompakning og skrub-af mad på hotellet. Den sædvanlige kok må også have været på ski den eftermiddag. Tjenerne var svære at få øje på til opfyldning og buffeten var ikke noget at skrive hjem om, - det gør jeg så alligevel og det koster køkkenet en halv stjerne. Bussen kom til tiden og vi kørte den dramatiske tur ned gennem de 21 hårnålesving, der alle er opkaldt efter en cykelrytter. Jeg ved ikke lige om det er etapevindere eller Tour de France vindere, der lægger navn til, men et er turen nedad i stor bus, noget andet turen opad PÅ CYKEL efter en etape på et par hundrede kilometer. Man må ikke, men man alligevel godt få en vis forståelse for, at man før sådan en monsteranstrengelse kan blive fristet til at tanke ekstra højoktan benzin på rugbrødsmotoren. Så kom vi til Frankrig i Grenoble Internationale Lufthavn. Danski/Nortlanders busser kom strømmende til fra destinationerne, og der var 5-6 åbne check in pulte. Det fremgik af skiltene, at der var to afgange mere, den aften, et Jettime fly til CPH og et Jettime fly til BLL, begge med afgang 21.20, en rimelig overkommelig opgave skulle man synes, eftersom alle gæster var returrejsende på de 2 charterfly fra samme selskab. Det var det ikke, magen til langsommelig og omstændelig indcheckning skal man lede længe efter, vi ventede en time på at få vores habengut og os selv checket ind. Da vi så endelig var kommet gennem security, var kun duftevandsbiksen åben, man kunne ikkekøbe noget som helst spiseligt eller drikkeligt, altså.... 16

Lillemors adfærdsregulerende vibrationer på overkåde drenge rækker længere på hjemturen end på udturen, eller var det tidspunktet på døgnet og en dejlig skidag i kroppen, der var normaltstille i flyet hjem. Kl. 01.30 var skigrejet pillet ud af poserne og sat til tørre, en portion suppe til natmad og så ellers på hovedet i EGEN seng. Afsluttende lidt illustrationer fra turen Her satser man tilsyneladende kun på habile skiløbere så der er ingen grund til at sætte hegn op, selv om der er frit fald ud over kanten, hvis uheldet er ude, - det er ret utroligt. Venner og bekendte er velkomne til at printe til privat brug gode ideer og tips er skrevne for at blive genbrugt, hvis man har lyst al anden kopiering kræver forudgående tilladelse. Jens Anton Dalgaard januar 2014 17