Tale i Engesvang d. 15/4-10 ved Daniel Præstholm (Voldsomt): Hvorfor lever I imod Guds ord? I handler efter jeres egen vilje og ikke efter vor Faders! Hvis I ikke begynder at fokusere på Kristus, som den, der frelser, så falder I ud af nåden (jf. Gal 5,4)! Noget har ført jer bort fra lyset til mørket. Hvorfor kæmper I ikke imod? (PAUSE) Det er ikke tilfældigt, at jeg har valgt at begynde min tale på denne voldsomme og til dels uhørte/uhøflige måde. Den svarer nemlig meget godt til, hvordan Paulus indleder sit brev til galaterne. På Paulus' tid (omkring 50 e.kr.) var der såkaldte konventioner, når man skulle holde en tale eller skrive et brev. Der var nogle helt særlige regler for, hvordan man skulle skrive. Man kan sammenligne det lidt med, når vi skriver kære NN eller kærlig hilsen NN. Disse regler bør man følge, for gør man ikke det, provokerer eller anstøder det modtageren af brevet. Forestil jer fx, at man i stedet for at skrive kære skrev dumme i begyndelsen af et brev. Det ville komme helt bag på modtageren af brevet, det ville vække ham eller hende. Det er dette, Paulus gør i Galaterbrevet. I alle hans andre breve har han det, man kalder proømiet, dvs. en indledning, som indeholder taksigelse og forbøn for menigheden, men dette udelader han her. Vi, som ikke lever i Paulus' samtid, lægger måske ikke umiddelbart mærke til, at dette er nogen mangel i brevet, men det har modtagerne, galaterne, helt sikkert fæstet sig ved. Hvad er det da, der er så spændende ved dette brev? Jeg er netop i gang med at arbejde på mit bachelorprojekt, som har emnet Paulus' forståelse af Jesu død i Galaterbrevet, og jeg finder netop dette brev utroligt interessant af flere grunde. Bl.a. fornemmer man i brevet Paulus' personlighed på en helt særlig måde. Brevet er vildt og voldsomt, som begyndelsen netop vidner om. Der er altså noget helt særligt på spil for Paulus, og hvad er det? Det vil jeg prøve at gøre klart i løbet af denne tale. Udover den vildskab og polemik, som brevet indeholder, så finder man også mange af de samme temaer, som der er i Romerbrevet (det brev, som ofte er blevet benævnt Paulus' Testamente ), dog på en mindre systematisk måde. Inden vi vil gå videre med undersøgelsen af Paulus' brev, vil jeg kort sige nogle ting om mig selv. Jeg er kristen og bor i Århus med min kone, Anja, og vores to børn, Levi og Lea. Der kommer vi i Ung Liga i Stjernen i Århus Nord, som er et ungdomsfællesskab inden for IM for unge mellem 25 og 30 år. Jeg læser som førnævnt teologi på 8. semester og skulle gerne blive bachelor til sommer. Ofte er jeg blevet spurgt, om jeg læser på MF (Menighedsfakultetet), og til det må jeg
svare nej. Jeg læser på universitetet, men kommer dog regelmæssigt på MF. Efter sommerferien holder jeg et år fri fra studiet, hvilket jeg gør af en helt særlig grund. Gud har kaldet mig til at skrive en bog, en bibelkommentar, som skal tage udgangspunkt i 10 centrale steder i Bibelen. Det glæder jeg mig til at komme i gang med! Undervejs i talen vil jeg inddrage mit eget forhold til Gud. Dette vil jeg gøre, fordi jeg mener, at Bibelen også har relevans i dag. Ind i mit liv og ind i dit liv! Men inden vi går i gang med at se yderligere på Galaterbrevet, synes jeg, at vi skal bede til vor Fader i Himmelen. (BØN) Lad mig begynde med at slå en ting fast: Paulus er en fantastisk brevskriver! Intet i dette brev er taget med pga. tilfældighed eller for at fylde. Alle elementer er vigtige i brevet, men det vil tage for lang tid for os at komme omkring dem alle her, så jeg har valgt at hive nogle centrale steder frem. Til at begynde med er det nyttigt at have en overordnet inddeling af brevet. Der er seks kapitler, som man typisk har delt op i tre hoveddele: den historiske hoveddel (1,11-2,21), den teologiske hoveddel (3,1-5,12) og den paranætiske dvs. den formanende hoveddel (5,13-6,10). Udover disse tre hoveddele er der en indledning (1,1-10) og en afslutning (6,11-18). Lad os se på 1,1-5. Allerede disse vers afslører en hel del om, hvad det er Paulus vil sige til galaterne. I disse vers etablerer han grundlaget, som han igennem resten af brevet bygger sin argumentation på: v1 Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, v2 og alle brødrene, der er hos mig. Til menighederne i Galatien. v3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, v4 som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje! v5 Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen. Især tre ting vil jeg fremhæve, som særligt vigtige i disse vers for resten af brevet. 1) Paulus peger på, at han ikke er udsendt af mennesker, men af Kristus. At dette er vigtigt for Paulus at slå fast, ser man flere steder i brevet (bl.a. 1,10-12). Grunden til, at dette er vigtigt, er den sammenhæng, der er mellem person og sag. Hvis Paulus blot var udsendt af mennesker, så ville det budskab, som han fortæller galaterne (og os!) blot være menneskeord, og derved ville ordene miste deres betydning. Derfor er det vigtigt for Paulus at slå fast, at han virkelig taler Guds ord. (Der har sandsynligvis været nogle, som har sået tvivl om hans apostolats gyldighed. Han havde jo kun set den opstandne Kristus (Acta 9) og var ikke som de andre apostle sendt ud af den jordiske Jesus. I hvert fald er det et tilbagevendende punkt for Paulus at argumentere for hans apostolat, hvilket
han gør i flere af sine breve). 2) I disse få vers formår Paulus at formulere det centrale i evangeliet, nemlig at Kristus gav sig selv hen for vore synder, og at Gud Fader oprejste ham fra de døde, altså kort sagt: Jesu død og opstandelse! 3) Det sidste jeg vil pege på er vers 5, som man kalder en doxologi, en lovprisning af Gud. For Paulus skal Gud have al æren i evighedernes evigheder. Her er det interessant, at der på græsk ikke står nogen form for være. Derfor har oversætteren selv sat dette ind. Det betyder, at vers 5 enten kan lyde, som det gør i DO92, eller man kan også oversætte det således: Æren er til ham i evighedernes evigheder! Amen. Dette ville så være konstaterende, i stedet for ønskværdigt, som det står i DO92. Uanset hvordan man oversætter vers 5 her, så må jeg erkende, at jeg ikke altid er så stærk i troen, som Paulus giver udtryk for her. Der er ingen slinger i valsen her; Paulus ved, hvad der er Guds ord, og han taler det. Jeg misunder ham denne tro. Gid jeg dog med oprigtighed kunne sige de ord, som Paulus her siger: Ære være Gud i evighedernes evigheder., men ofte bliver de blot sagt med en ydre fromhed. Og jeg har såmænd nok at takke og ære ham for. Jeg har en vidunderlig kone og to dejlige børn, lever i et land, hvor jeg kan tro på Gud uden at blive forfulgt, lider ingen nød, hverken økonomisk eller på anden måde, men alligevel har jeg svært ved at give Gud æren. Enten glemmer jeg det, eller også tager jeg selv æren. Synden er i sandhed virksom i mit liv. Hvordan står det til med dit? - Godt vi bliver mindet om evangeliet, som Paulus netop har nævnt i de forrige vers, nemlig at Kristus gav sig selv hen for vore synder, også den synd jeg hver eneste dag mærker i mit liv. Paulus har altså hermed, med de første fem vers af brevet, etableret et grundlag, som han bruger igennem resten af brevet. Nu springer han så, som tidligere nævnt direkte til sagen. Galaterne har vendt sig bort fra det evangelium, som han har forkyndt for dem, nemlig evangeliet om Jesu død og opstandelse, som det bærende. Der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. (1,7) hvem disse personer er, som forkynder et andet evangelium for galaterne, et ikke-evangelium, er der en vis usikkerhed om, men mange mener, at de er Kristustroende jøder, som har været af den opfattelse, at det ikke var nok blot at tro på Jesu død og opstandelse, men at der måtte noget ekstra til; nemlig omskærelse. Uanset hvem disse modstandere er, så er det pga. af disses falske forkyndelse, at Paulus skriver brevet. Modstanderne har overbevist galaterne om, at de skal lade sig omskære for at være rettroende.
Kan man ikke godt forstå galaterne? Da de kom til tro, forkyndte Paulus, at man blev frelst ved tro alene, men kan det virkelig passe?! Jeg kan udmærket forstå galaternes skepsis overfor Paulus' budskab. Der må da være noget, jeg som individ selv kan gøre. Sådan har galaterne også tænkt og har derfor fundet det særdeles tiltrækkende, at følge de falske forkynderes budskab om at lade sig omskære. Ofte tænker jeg på, om troen virkelig viser sig i frugter. Jeg kan kigge på mig selv og tænke: Hvor er frugterne?, og så prøve på at gøre lidt mere for at få dem til at komme frem. Tænker du nogensinde sådan? Men det er netop denne tankegang, som Paulus i Galaterbrevet vil gøre op med. Faktisk skriver han i 5,2-6 således: v2 Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3 Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4 I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. v5 For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. v6 For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed. Paulus skriver det på denne måde, så der ikke er noget at misforstå. I er faldet ud af nåden., hvis I lader jer omskære. Sagt med andre ord: Hvis I prøver på at blive frelst gennem lovgerninger, så gavner Kristus jer ikke. Det er troen på Kristus som død og opstanden alene, der frelser. I forhold til frelsen skal du intet gøre selv. Dette er det sande evangelium, det glade budskab, som Paulus ønsker at galaterne må indse. Det er netop det samme budskab, som gik op for Luther i hans spørgen efter en nådig Gud. Han fandt ud af, at i forhold til frelsen er det ikke os, der skal handle, men Kristus har allerede banet vejen, og tror vi det, er vi frelst. Det er da et fantastisk budskab! (PAUSE) (henvendt til samfundet): Hvem var det så, der døde på korset? Dette spørgsmål lyder for en kristen måske indlysende, og hvis jeg spurgte deltagerne på Lyngsbo (jeg er leder på en sommerlejr ved Lillebælt hvert år, som hedder Lyngsbo), så ville de uden tvivl give mig dette svar: Jesus!. Det er jo også rigtigt, men hvad siger I til, hvis jeg nu siger, at det var mig, der blev korsfæstet? Umiddelbart så lyder det forkert, eller er det bare mig, der har det sådan? Jeg har ikke nok tid her til at gennemgå hele Galaterbrevet sammen med jer, men jeg vil gerne læse et sted op for jer, som står centralt, og som vil være centralt i min opgave. I 2,19b-20 står der således: v19b Jeg er korsfæstet med Kristus. v20 Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Paulus siger her, at han blev korsfæstet med Kristus! Er det ikke noget sludder? Modsiger han ikke sig selv, når han tidligere (i 1,4) har gjort det klart, at det var Jesus Kristus, som gav sig selv hen for
vores synder? Nej, Paulus modsiger ikke sig selv! Han siger blot, at han døde med Kristus. Men hvordan skal det forstås? Og hvis det gælder Paulus, gælder det da også mig? Det kan måske her være nyttigt at skelne mellem to forståelser af Jesu død hos Paulus, nemlig en eksklusiv og en inklusiv forståelse. Den eksklusive forståelse af Jesu død, er det motiv, der kommer til udtryk i fx 1,4 og 2,20b. Jesus døde på korset for vore synder. Det var ham, der døde og ingen anden. Der var ikke to eller flere personer på korset. Det var nødvendigt, at han, Guds Søn, skulle dø for os, i stedet for os. Intet andet menneske kunne gøre det Jesus gjorde på korset. Jesus døde en stedfortrædende død på korset, hvor han gik i vores sted, så vi kunne gå fri af straf. Det er den eksklusive forståelse af Jesu død, som Paulus viser os her. Når Paulus så skriver: Jeg er korsfæstet med Kristus., bruger han derimod den inklusive forståelse. Paulus (og alle os, der tror på Kristus) er døde med Kristus. Dette skete i vor dåb. I Rom 6,4-8 står der således: v4 Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. v5 For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. v6 Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; v7 den, der er død, er jo frigjort fra synden. v8 Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Hvad betyder det så? Vi er døde med Kristus, dvs. at vi i vores dåb døde. Vort gamle menneske, Adam, døde, og vi er derfor nu i Kristus, som Paulus også kan udtrykke det. Betyder det så, at vi ikke mere synder? Nej, det er ikke tilfældet! Paulus siger senere dette i Romerbrevet (Rom 7,18-20): v18 Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. v19 For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. v20 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Synden lever altså stadig i os, i mig og i dig. Alle er vi syndere, som har mistet herligheden fra Gud, som Paulus også kan sige det. Hvad apostlen skriver her, kender jeg alt for godt fra mit eget liv. Synden er i mig, lysten til at gøre det modsatte af, hvad Gud vil have mig til, det at være herre i mit eget liv. Det kan jeg ikke selv gøre noget ved. Men ind i denne situation er det netop, at Paulus skriver, at han (og dermed også os) er død med Kristus i dåben. Vi er i Guds øjne ikke længere syndere, dvs. at vi er døde for synden i dåben. Nogle af jer har måske allerede anet den lutherske tanke i, hvad det er jeg prøver at formulere her: Gud ser os ikke som synder, fordi vort gamle menneske er død med Kristus på korset, ergo ser Gud os som hellige. Når vi altså står i Kristus, står vi i nåden (den som galaterne kunne falde ud af!), da er vi retfærdige i Guds øjne! Dette er Luthers retfærdiggørelseslære. Det er altså den ene side. Vi er
retfærdige i Guds øjne, og kan derfor leve i frihed, fordi Gud har frelst os. Vi er i nåden! Dette betyder ikke, at vi ikke synder, men det betyder, at synden ikke fører til dom for os. Vi synder overfor vor medmennesker. Alt dette sammenfatter Luther i et latinsk slagord, nemlig simul justus et peccator ( samtidig retfærdig og synder ). Spørgsmålet er nu: Skal vi da blot synde løs? Her vender vi tilbage til Galaterbrevet, hvor Paulus skriver således (5,13-18.24-25): v13 Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. v14 For hele loven er opfyldt i det ene ord:»du skal elske din næste som dig selv.«v15 Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! v16 Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17 For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18 Men drives I af Ånden, er I ikke under loven. OG: v24 De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. v25 Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Her siger Paulus netop, at den frihed vi har i at være døde fra synden ikke skal bruges som et påskud for at synde løs. Han siger det så smukt i vers 25: lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Det kan siges således med andre ord: Vi er frelst, vi står i nåden, vi har den frihed, så lad os da også bruge den til at tjene Gud og vor næste! Klassisk siger man, at indikativen fører til imperativen, eller med en gave hører en opgave. Gaven fik vi i dåben; så lad os da pakke den ud! Jeg indledte med at overrumble jer, ligesom Paulus overfusede galaterne i sit brev. Nogle gange skal jeg provokeres, for at jeg forstår ting. Tingene skal måske ses i et nyt lys, vendes på hovedet, og hvis jeg ikke helt tager fejl, så er der andre, der har det på samme måde. Det er mit håb, at jeg på en eller anden måde har vendt nogle ting på hovedet, så Guds ord atter er blevet nyt. Det var evangeliet, Jesu død og opstandelse, Paulus forkyndte til galaterne, og det er det samme evangelium, vi skal leve af i dag. Et over 2000 år gammelt budskab kan nogle gange godt fremstå støvet og intetsigende (det kender jeg alt for godt til!), men Gud taler til os igennem det, også i dag, og det tror jeg på, at han også har gjort i aften. Tak for tiden!