SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI Samarbejdsplan 2011 1
Indledning 1. Samarbejdet i og opgaver for kredsrådet... 4 2. Samarbejdet i og opgaver for lokalrådene... 4 3. Øvrige samarbejdsfora... 4 4. Fokusområder... 4 4.1. Overordnede nationale mål... 4 4.2. Overordnede målsætninger og prioriteter for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.... 6 4.3. Indsatsen mod den utryghedsskabende, borgerrettede kriminalitet... 6 4.3.1. Indsatsen mod generende knallertkørsel... 7 4.3.2. Særlig indsats mod den utryghedsskabende og borgerrettede kriminalitet... 7 4.3.3. Indsats vedrørende tryghed i nattelivet... 8 4.4. Indsatsen mod indbrud i privat beboelse... 8 4.5. Indsatsen i det særlige udviklingsområde Ringparken (Nordbyen) i Slagelse... 9 4.6. Indsatsen mod rockere og bander og disses kriminalitet... 11 4.7. Indsats på færdselsområdet... 11 4.8. Indsatsen mod økonomisk og organiseret kriminalitet... 12 4.9. God borgerbetjening... 12 4.9.1. Responstid... 12 4.9.2. Politiet skal opleves som åbent og tilgængeligt, når der er brug for bistand... 13 4.10. Implementering af konfliktrådsordning... 13 4.11. Bedre kommunikation til offentligheden og ofre for forbrydelser om alle dele af straffesagerne... 14 4.12. Målrettet at arbejde med nedbringelse af ekspeditionstiden for straffesager... 14 4.13. Straffesagsproduktionen... 14 4.14. Den kriminalpræventive indsats... 15 2
Indledning For Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er det afgørende at have et tæt og frugtbart samarbejde med lokalsamfundet for at optimere arbejdet for tryghed, sikkerhed, fred og orden i politikredsen. Et centralt element i politikredsreformen var ønsket om at styrke den politimæssige indsats i relation til såvel det forebyggende som det kriminalitetsbekæmpende arbejde. I begge henseender er det af væsentlig betydning, at arbejdet sker i et tæt og konstruktivt samarbejde med lokalsamfundet. Et afgørende element i dette samarbejde var etableringen af kredsråd og lokalråd i de nye politikredse. I kredsrådet har politidirektøren og borgmestrene i kredsen lejlighed til at drøfte spørgsmål af fælles interesse, og der lægges op til, at der inden for de gældende regler i højere grad skal ske involvering af kommuner, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer mv. i forbindelse med tilrettelæggelsen og den praktiske udførelse af de opgaver, politiet er pålagt. Retsplejelovens 113 Politidirektøren udarbejder hvert år en plan for samarbejdet mellem politiet og kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger m.v. i politikredsen. Samarbejdsplanen offentliggøres af politidirektøren efter forudgående drøftelse i kredsrådet. Retsplejelovens 111 I hver politikreds oprettes et kredsråd vedrørende politiets virksomhed. Efter retsplejelovens 113 skal politidirektøren udarbejde en plan for samarbejdet mellem politiet og kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger mv. i politikredsen. Samarbejdsplanen skal mindst én gang årligt tages op i kredsrådet med henblik på, at planen fortsat sikrer den bedst mulige ramme for, at det gensidigt forpligtende samarbejde tager udgangspunkt i lokale behov, muligheder og omstændigheder. Det bliver i den forbindelse kredsrådets opgave at sikre sammenhæng mellem den vedtagne samarbejdsplan og kommunernes strategier vedrørende sundhedsforebyggelse, misbrugspolitik, ungdomspolitik, undervisning, sociale indsatser over for børn og unge og fritidspolitik. Denne samarbejdsplan er godkendt af kredsrådet, og den fastlægger den overordnede ramme for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis samarbejde i 2011 med kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer og foreninger m.v. i politikredsen. Jesper Vorstrup Rasmussen politidirektør 3
1. Samarbejdet i og opgaver for kredsrådet Kredsrådet består af politidirektøren, der er formand for rådet, og borgmestrene i Faxe, Guldborgsund, Lolland, Næstved, Slagelse, Sorø og Vordingborg kommuner. Kredsrådet er det øverste strategiske forum, hvor der drøftes spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets virksomhed og organisation i politikredsen samt spørgsmål vedrørende kriminalitetsudviklingen og samarbejdet mellem politiet og lokalsamfundet. 2. Samarbejdet i og opgaver for lokalrådene Lokalrådene er det operationelle forum for samarbejdet i lokalsamfundet, hvor det lokale politi mødes i de syv kommuner med repræsentanter fra de pågældende kommuner, ligesom andre relevante samarbejdsparter fra det øvrige lokalsamfund inddrages ved drøftelser af konkrete emner af fælles interesse. Der er lokalråd i samtlige syv kommuner i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds. En nærmere gennemgang af opgaver for kreds- og lokalrådene fremgår af de tidligere udsendte samarbejdsplaner, som der henvises til. 3. Øvrige samarbejdsfora Efter politiloven har politiet pligt til at yde andre myndigheder bistand, ligesom politiet har sæde i forskellige udvalg og nævn. Desuden deltager politiet i en lang række samarbejdsfora i forhold til eksterne samarbejdspartnere og interesseorganisationer mv., der arbejder med en lang række forskellige problemstillinger med tilknytning til politiets opgavevaretagelse. For en nærmere gennemgang henvises til bilag til samarbejdsplanen. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil i 2011 fortsætte det tætte samarbejde med disse myndigheder mv. 4. Fokusområder 4.1. Overordnede nationale mål Rigspolitiet, Rigsadvokaten og politikredsens øverste ledelse gennemførte i 2010 en fælles strategiproces for årene 2011-2015, der bl.a. er udmøntet i følgende mission og vision for dansk politis arbejde: Mission Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sikre, at strafskyldige drages til ansvar, og at der ikke sker forfølgning af uskyldige. 4
Vision Vi skaber tryghed I samarbejde med det øvrige samfund sikrer politiet og anklagemyndigheden, at Danmark er et trygt og sikkert land. Den 6. november 2010 blev der endvidere indgået en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2011. Aftalen har overordnet fokus på effektivisering og fortsat modernisering af politiets virksomhed. For så vidt angår politiets operative aktiviteter fremgår det, at bandeindsatsen forudsættes fastholdt, ligesom der forudsættes fastholdelse af det politifaglige aktivitetsniveau. På baggrund af disse overordnede rammer har Rigspolitiet besluttet, at den operative indsats i 2011 skal have fokus på at fastholde den gode udvikling i borgerbetjeningen, bekæmpelsen af rocker- og bandekriminaliteten og anden organiseret kriminalitet samt målrettet bekæmpelse og forebyggelse af den borgerrettede kriminalitet. Det er ambitionen, at politiet skal opretholde og udbygge den tillid, som befolkningen i årtier har haft til politiet. I forhold til nationale fokusområder har Rigspolitiet bestemt, at følgende operative områder har højest prioritet i 2011: Den utryghedsskabende, borgerrettede kriminalitet skal bekæmpes. På baggrund af lokalt definerede målsætninger forpligtes den enkelte politikreds til at nedbringe den kriminalitet f.eks. gaderøverier, vold i nattelivet, narkotikasalg til unge og anden generelt utryghedsskabende kriminalitet der lokalt generer borgerne mest. Antallet af anmeldelser om indbrud i privat beboelse skal reduceres, og der skal være et forøget fokus på den indbrudskriminalitet, der begås af udenlandske kriminelle uden fast tilknytning til Danmark. Politiets indsats i de mest belastede by- og boligområder ghettoer skal intensiveres. Der skal ske en konsekvent efterforskning og retsforfølgning af rockere og bande-medlemmer. Politiet skal komme meget hurtigt til stede, når borgerne har akut brug for hjælp. Politiet skal opleves som åbent og tilgængeligt, når der er brug for bistand. De ovennævnte fokusområder er fælles for samtlige politikredse i Danmark i 2011. Der vil for disse områder i relevant omfang blive fastlagt nationale strategier, nationale operationsplaner samt opstillet fælles nationale målepunkter for indsatserne. Der vil endvidere blive fastlagt nationale fælles målepunkter i forhold til færdselsindsatsen over for tunge køretøjer samt vedrørende gennemførelsen af konfliktråd. 5
Overordnede målsætninger og prioriteter for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Som noget nyt blev det endvidere overladt til politikredsen selv at fastsætte nogle overordnede målsætninger. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds har fastsat følgende mål: Overordnede målsætninger for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i 2011 er følgende: Effektivisering af vores organisation i overensstemmelse med den politiske aftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2011. En attraktiv arbejdsplads for alle personalegrupper med fokus på trivsel, rekruttering, arbejdsglæde og fastholdelse Forbedret kvalitet og effektivitet med særlig fokus på den borgerrettede og utryghedsskabede kriminalitet samt fastholdelse af den gode udvikling i borgerbetjeningen Med udgangspunkt i de overordnede målsætninger samt en vurdering af de lokale behov i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds får indsatsen på følgende områder højeste prioritet i 2011: Særligt prioriterede områder i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Indsatsen mod den utryghedsskabende, borgerrettede kriminalitet. Indsatsen mod indbrud i privat beboelse Indsatsen i det særlige udviklingsområde Ringparken (Nordbyen) i Slagelse Indsatsen mod rockere og bander og disses kriminalitet Indsatsen på færdselsområdet Indsatsen mod økonomisk og organiseret kriminalitet God borgerbetjening med særlig fokus på følgende områder: forbedret responstid, når borgerne har akut brug for hjælp åbenhed og tilgængelighed, når der er brug for bistand. Implementering af konfliktrådsordning Bedre kommunikation til offentligheden og ofre for forbrydelser om alle dele af straffesagerne Nedbringelse af ekspeditionstiden for straffesager og en øget straffesagsproduktion Den kriminalpræventive indsats 4.2. Indsatsen mod den utryghedsskabende, borgerrettede kriminalitet Tilliden til politiet er afhængig af, at politiet har fokus på at bekæmpe og forebygge den kriminalitet, der rammer borgerne i hverdagen, og som opleves som særligt utryghedsskabende. 6
For at realisere målsætningen om en forbedret kvalitet og effektivitet i relation til indsatsen mod den utryghedsskabede, borgerrettede kriminalitet har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi valgt at have særlig fokus på følgende tre indsatsområder: Indsats vedrørende generende knallertkørsel Særlig indsats mod den utryghedsskabende og borgerrettede kriminalitet Indsats vedrørende tryghed i nattelivet 4.2.1. Indsatsen mod generende knallertkørsel Knallertkørsel med hastigheder, der ligger udover det tilladte, har i flere år været genstand for borgmestrenes opmærksomhed. I den forbindelse har særligt den færdselsmæssige risiko, der er forbundet for knallertføreren selv og andre medtrafikanter, og den utryghedsskabende effekt været fremhævet. Denne utryghedsskabende effekt forstærkes af de støjgener, der er forbundet med den ulovlige kørsel, ligesom kørsel i særlige områder øger den utryghedsskabende effekt, f.eks. ved kørsel på stisystemer i boligområder og lignende, herunder særligt hvor der færdes ældre mennesker og børn. Med henblik på at øge trygheden for borgerne særligt i by- og boligområder ønsker Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at reducere den generende ulovlige knallertkørsel i de by- og boligområder, hvor der skønnes at være særligt behov herfor. Fokus for indsatsen vil i særlig grad rette sig mod den type kørsel, der må betegnes som til gene for andre, og således ikke primært have et rent færdselsmæssigt sigte. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil på den baggrund udarbejde en operationsplan for området og har som mål i 2011 at forøge antallet af knallertkontroller og knallertsager i by- og boligområder med 20 % i forhold til gennemsnittet for årene 2008 til 2010. 4.2.2. Særlig indsats mod den utryghedsskabende og borgerrettede kriminalitet Det er hensigten at sætte særlig fokus på en række sagsområder i relation til den utryghedsskabende og borgerrettede kriminalitet. Det drejer sig primært om forskellige former for berigelseskriminalitet såsom: Tyveri fra lomme- og taske Tricktyveri Tyveri fra person-, vare og lastbil Tyveri af køretøjer Disse sager er ofte rettet direkte mod den enkelte private borger og vil typisk opleves som både krænkende og økonomisk belastende for den enkelte ramte. Særligt tyveri fra lomme og taske og tricktyveri vil ofte ramme grupper, som i forvejen føler sig udsatte og sårbare f.eks. ældre mennesker. Der vil ligeledes på dette område blive udarbejdet en operationsplan, og politiet vil gennemføre koordinerede kontrolaktioner med fokus på at finde tyvekoster og identificere gerningsmanden. 7
Det er målet, at det samlede antal anmeldelser for berigelseskriminaliteten falder med mindst 10 procent i forhold til gennemsnittet for 2008-2010. Såfremt anmeldelserne ikke nedbringes, skal politikredsens sigtelsesprocent vedrørende berigelseskriminalitet være højere end den gennemsnitlige procent i perioden 2008-2010. 4.2.3. Indsats vedrørende tryghed i nattelivet En helt grundlæggende forudsætning for at kunne føle sig tryg i sin hverdag er, at man kan færdes frit og sikkert i det offentlige rum. I den sammenhæng har særligt spørgsmålet om at kunne færdes sikkert i nattelivet haft særskilt opmærksomhed. Retten til trygt at kunne færdes på værtshuse og i nærområdet uden frygt for at blive udsat for vold, trusler eller anden utryghedsskabende adfærd fra enkeltpersoner eller grupper af utilpassede unge er således en vigtig del af det at føle sig sikker sin hverdag. Erfaringen fra drøftelser i bl.a. lokalrådene og bevillingsnævnene i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi viser, at den adfærd, der skaber utryghed, er meget andet end rent voldelige episoder, og tillige omfatter salg af narkotika og højtråbende og generende opførsel fra f.eks. grupper af unge uden for diskoteker og værtshuse. For at øge trygheden i nattelivet ønsker Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi som supplement til de centralt fastsatte mål at iværksætte en særlig indsats, der i første omgang skal rette sig mod den mere generelle utryghedsskabende adfærd som salg af narkotika i nattelivet og opførsel, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden. Der udarbejdes en operationsplan og et actioncard på området. Det er målet at gennemføre 10 % flere værtshustilsyn i forhold til 2010, og at antallet af sigtelser i de særligt udvalgte sager (særligt definerede) i tidsrummet mellem kl. 22 og kl. 6 stiger med 10 % i forhold til gennemsnittet for 2008-2010. Det er endvidere et mål at videreuddanne politipersonalet i beredskabet i værtshustilsyn og udbygge det allerede gode samarbejde med restauratørerne i politikredsen. 4.3. Indsatsen mod indbrud i privat beboelse En væsentlig tryghedskrænkende faktor er, når borgerne bliver udsat for indbrud i deres private beboelse, hvilket skaber utryghed i nærområdet. Det er på den baggrund, at indsatsen mod indbrud i privat beboelse både på landsplan og i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi igen får højeste prioritet i 2011. Statistikken viser, at der efter et jævnt fald i antallet af indbrud i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds frem til 2006 var en kraftig vedvarende stigning frem til 2009. I 2009 skete der en udjævning af stigningen i antallet indbrud i privat beboelse, og i 2010 var der et fald i forhold til 2009. 8
Ved en koordineret, afpasset og fremadrettet offensiv på dette område er det fortsat hensigten at søge antallet af indbrud i privat beboelse nedbragt. Politikredsen vil fortsætte samarbejdet med relevante myndigheder og samarbejdspartnere, fx beboer- og grundejerforeninger, for i fællesskab at søge at undgå indbrud og for at pågribe gerningsmændene. Borgeres, boligforeningens og andres indsats ved forebyggelse og anmeldelse af indbrud er vigtig. Det overordnede mål i 2011 er: Antallet af anmeldelser om indbrud i privat beboelse skal nedbringes med mindst 2% i forhold til gennemsnittet af antal anmeldelser i 2008 2010. Såfremt politikredsen ikke når ovennævnte mål, skal sigtelsesprocenten vedrørende indbrud i beboelse være højere end den gennemsnitlige sigtelsesprocent i perioden 2008-2010. Politikredsen vil i 2011 i større omfang samtænke indsatsen mod indbrud i privat beboelse med indsatsen mod kriminalitet begået af udenlandske omrejsende kriminelle, herunder ved en øget fokus på udrejsekontrol. Det er politikredsens opfattelse, at borgernære kriminalitetstyper såsom indbrud i privat beboelse, tricktyverier og tyverier fra biler i stigende omfang er grænseoverskridende og har en international dimension. Politikredsen vil endvidere styrke indsatsen mod hælerivirksomhed, herunder ved en øget fokus på hælervarer på internettet. Der vil endvidere være en styrket indsats i form af kontroller på relevante områder og steder, hvor koster erfaringsmæssigt omsættes, herunder lokale auktionshuse. Der udarbejdes en operationsplan for området. 4.4. Indsatsen i det særlige udviklingsområde Ringparken (Nordbyen) i Slagelse Der har i perioder været store problemer med, at unge i det særlige udviklingsområde Ringparken (Nordbyen) i Slagelse har sat ild til bl.a. containere og biler og efterfølgende kastet forskellige former for kasteskyts mod både politi og redningsberedskab. Det har skabt betydelig uro og frygt i boligområdet. Den utryghedsskabende adfærd består ikke altid alene i egentlig alvorlig kriminel adfærd, men også i adfærd, der generer andre beboere. Det kan være støjende adfærd, sammenstimling, småhærværk, ulovlig knallertkørsel på sti- og gangsystemer, anvendelse af upassende sprogbrug og råb, verbal og korporlig chikane samt trusler og repressalier i forbindelse med voksnes forsøg på at udøve uformel social kontrol over for de unge. Det er ikke acceptabelt, når nogle borgere ikke føler sig trygge i deres eget boligområde, fordi en gruppe utilpassede unge optræder hensynsløst og skaber uro og frygt i området. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har på den baggrund i løbet af 2010 markant forstærket indsatsen og tilstedeværelsen i området. 9
Det er hensigten, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i 2011 gennem en fortsat afpasset offensiv tilstedeværelse, indsats, synlighed, forebyggelse og efterforskning i samarbejde med eksterne interessenter og med lokalsamfundet vil forebygge samt bekæmper kriminaliteten og utrygheden i Ringparken (Nordbyen) i Slagelse og den kriminalitet, der udgår fra dette boligområde. Det er målet, at antallet af sigtelser i forhold til antallet af anmeldelser vedrørende straffeloven i boligområdet stiger i forhold til niveauet for 2010. Det er endvidere et mål, at der er rejst tiltale inden for 2 måneder fra sigtelsestidspunktet i mindst 65 procent af tilfældene vedrørende overtrædelse af straffeloven i boligområdet. Politiet vil sideløbende med den rent politimæssige indsats fortsat forsøge at komme i dialog med grupperne af unge efter eventuelle episoder med henblik på at give de unge en forståelse for politiets og andre myndigheders indsats og dæmpe de unges utilfredshed med indsatsen. Det er tillige hensigten gennem et kontinuerligt og intensivt samarbejde med andre myndigheder og interessenter i øvrigt at forhindre, at især børn og unge begår kriminalitet eller får tilknytning til miljøer, hvoraf kriminalitet og uroskabende adfærd udspringer. Der er udarbejdet en operationsplan på området. Der vil endvidere bl.a. blive indført en procedure, hvorefter der i bevismæssigt klare sager vedrørende vold eller anden alvorlig kriminalitet begået af unge under 18 år, som er bosiddende i området, gennemføres en særligt hurtig procedure, hvor politiet så vidt muligt færdiggør sagen inden for 7 dage og herefter sender sagen til kommunen, der ligeledes indenfor 7 dage udarbejder en foreløbig handlingsplan ( 7+7-proceduren ). Afhængig af trusselsbilledet i boligområdet skal der opstilles mål for bl.a. politiets forebyggende og kriminalpræventive indsats i området. Som et led i en 2-årig og særligt finansieret indsats i Ringparken (Nordbyen) i Slagelse skal der i 2011 yderligere sættes fokus på at modvirke parallelsamfund. Dette skal ske gennem en aktiv indsats og tilstedeværelse i lokalområdet, hvilket også skal medvirke til, at alle kan føle sig trygge ved at henvende sig til politiet. For at øge motivationen yderligere er det hensigten at indgå en partnerskabsaftale med Slagelse Kommune om implementering af et mobilt kontor (f.eks. en bus), der kan anvendes som fremskudt ekspedition for politiet, kommunen og øvrige interessenter i det særlige udviklingsområde. Dette mobile kontor skal ikke blot sikre borgernær betjening, men også virke tryghedsskabende, og tilstedeværelsen har således til formål at opnå en positiv indflydelse på dialogen med beboerne i området. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil som et led i den 2-årige og særligt finansierede indsats fortsætte den fremadrettede forebyggende indsats over for de unge kriminelle, der allerede har begået kriminalitet. Indsatsen skal sikre en særlig opfølgning over for den enkelte unge kriminelle helt fra det tidspunkt, hvor den unge bliver anholdt og varetægtsfængslet. Det er målet: At mindst fire unge fra bandemiljøet er identificeret og undergivet en særlig opfølgningsplan. 10
At der for hver af de fire unge er gennemført i alt 10 opfølgningsmøder med den unge, dennes familie, kommunen og arbejdsgiveren/uddannelsesinstitutionen. At minimum to af de unge fortsat ved udgangen af 2011 har fastholdt kontakten til arbejdsmarkedet/en uddannelsesinstitution. 4.5. Indsatsen mod rockere og bander og disses kriminalitet Indsatsen retter sig imod den kriminalitet og utryghedsskabende adfærd, der udspringer af de organiserede kriminelle netværk herunder grupperinger af anden etnisk oprindelse samt rockermiljøet. Kriminalitetsbilledet bærer fortsat præg af to hovedproblemområder dels den utryghedsskabende ofte meget synlige kriminalitet (den borgervendte), der hovedsagelig skal bekæmpes ved en hurtig massiv lokal indsats i nærmiljøet og dels en mere organiseret og kompliceret kriminalitetsstruktur, der ofte kræver indsættelse af betydelige ressourcer. Det er den strategiske hensigt, at politiet når situationen og trusselsbilledet gør det nødvendigt gennem en kontinuerlig, intensiv afpasset offensiv og synlig tilstedeværelse søger at modvirke, at der opstår voldelige konflikter mellem grupperingerne, og at skabe tryghed for borgere i områder, der rammes af konflikten. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil via en offensiv koordineret indsats sikre et præcist efterretningsbillede i forhold til kriminelle bander og grupperinger, der udøver organiseret kriminalitet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis område, ligesom der skal ske en konsekvent efterforskning og retsforfølgning af rocker- og bandemedlemmer. En indsats, som vil ske i tæt samarbejde med Task Force Øst, Rigspolitiet og landets øvrige politikredse. Indsatsen skal også rettes mod den organiserede kriminalitet og de personer, der er en forudsætning for rocker- og bandekriminaliteten f.eks. leverandører af narkotika, erhvervsdrivende, der medvirker til hvidvaskning af penge o.l. Politikredsen vil iværksætte initiativer, der har til formål at bryde fødekæden til grupperne, bl.a. gennem en intensiveret kriminalpræventiv indsats. En indsats som skal tage udgangspunkt i lokale analyser. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil endvidere gennem samarbejde med andre myndigheder fortsat søge at inddrage penge og andre materielle goder erhvervet ved strafbare handlinger hos disse personer (Al-Capone-modellen). Der er ligeledes udarbejdet en operationsplan for dette område. 4.6. Indsats på færdselsområdet Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil gennem en præventiv, koordineret og synlig indsats i samarbejde med relevante samarbejdspartnere sikre, at borgerne kan bevæge sig rimeligt trygt og sikkert i trafikken i Sydsjælland og på Lolland-Falster, og hermed medvirke til at nedbringe antallet af færdselsuheld med alvorlig personskade eller død til følge. 11
Politikredsen vil på den baggrund rette en særlig fokus på de lovovertrædelser inden for færdselsloven, som i størst omfang er medvirkende årsager til færdselsuheld med alvorlig personskade eller død til følge. Det drejer sig bl.a. om kørsel i spiritus- og/eller narkopåvirket tilstand og kørsel med for høj hastighed samt en række øvrige trafikfarlige forseelser. Det er et mål, at der i 2011 skal udføres en række færdselskontroller målrettet mod bl.a. kørsel i spiritus- og/eller narkopåvirket tilstand, samt at der ved udgang af 2011 er foretaget sigtelse i mindst 1100 sager vedrørende kørsel i spiritus- og/eller narkopåvirket tilstand. Antallet af sigtelser for overtrædelser af en række trafikfarlige forseelser skal ved udgangen af 2011 udgøre mindst 5500 sager. Der skal endvidere udføres 1750 timers hastighedskontrol med Automatisk Trafik Kontrol (ATK) og 375 timers hastighedskontrol med laser. Der vil endvidere i 2011 være en særlig fokus på vejkontrol af tunge køretøjer i forhold til gældende kørehviletidsbestemmelser. Der skal i den anledning standses og føres kontrol med mindst 960 tunge køretøjer. 4.7. Indsatsen mod økonomisk og organiseret kriminalitet Det er den strategiske hensigt i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at sikre en effektiv og hurtig efterforskning og retsforfølgning af økonomiske og organiserede forbrydelser. Indsatsen tilrettelægges således, at der både i politi og anklagemyndighed fastholdes et betydeligt fokus på de store sager vedrørende denne type kriminalitet, hvorunder der særlig i relevante sager foretages en vurdering af muligheden for at spore, beslaglægge og konfiskere udbytte af den kriminelle handling. Samarbejdet med SKAT i sagerne om økonomisk kriminalitet skal fastholdes og udvikles, ligesom de nødvendige kompetencer til efterforskning af alvorlig økonomisk kriminalitet skal sikres blandt andet gennem en generel uddannelse, specialuddannelse og opbygning af et fagligt miljø. Der skal udarbejdes operationsplaner for området, og der skal sikres en betydelig fremdrift i behandlingen af større sager om økonomisk og organiseret kriminalitet - blandt andet ved udfærdigelse af milepælsplaner i relevante sager i et samarbejde mellem politikredsens efterforskningsafdeling og anklagemyndigheden. 4.8. God borgerbetjening For at leve op til de forventninger, borgerne har til moderne retshåndhævelse, skal Sydsjællands og Lolland- Falsters Politi have en serviceorienteret tilgang til borgerne. Det indbefatter, at politikredsen i 2011 vil have særlig fokus på følgende områder: Politiet skal komme meget hurtigt til stede, når borgerne har akut brug for hjælp (responstid) Politiet skal opleves som åbent og tilgængeligt, når der er brug for bistand 4.8.1. Responstid Det er af stor vigtighed for borgernes tryghed og sikkerhed, at politiet kommer meget hurtigt til stede, når borgerne har akut brug for hjælp. 12
Det bliver på den baggrund et mål i 2011 for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds, at den gennemsnitlige responstid for politikredsen nedbringes i forhold til gennemsnittet for perioden 2008-2010. For at opnå målet udarbejdes der en operationsplan, ligesom der bl.a. oprettes en idébank til udvikling af operativ nytænkning. Der udarbejdes månedlige rapporter over responstiderne, og på baggrund heraf månedlige analyser af patruljedækningen i politikredsen. 4.8.2. Politiet skal opleves som åbent og tilgængeligt, når der er brug for bistand Ved at være åbne og tilgængelige styrker vi borgernes og samfundets tillid til os og skaber forståelse og respekt for vores ydelser. Målet er, at borgerne oplever Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi som en serviceorienteret, åben og tilgængelig myndighed, der arbejder aktivt med at afstemme forventningerne mellem det, vi leverer på vores kerneområder, og det, som borgerne og samfundet forventer af os. På den baggrund vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i 2011 have særlig fokus på, at borgene hurtigt skal kunne få telefonisk kontakt med politiet og få den hjælp og vejledning de behøver. Som på de andre områder udarbejdes der en operationsplan for området, hvori der bl.a. er indarbejdet en målsætning om, at mindst 95 % af alle telefonopkald til servicecentret skal besvares inden 2 minutter. Bemandingen i servicecentret vil på baggrund af analyser over antallet af opkald løbende blive tilrettet, ligesom servicecentret vil have åbent hele døgnet. Der vil endvidere blive gennemført systematisk og strategisk kompetenceudvikling af medarbejderne i servicecentret, således at medarbejderne kan yde borgerne den bedst mulige hjælp og vejledning. 4.9. Implementering af konfliktrådsordning Konfliktråd går kort ud på, at man i (primært) straffesager, hvor gerningsmanden har tilstået eller i det væsentlige har tilstået, giver parterne mulighed for at møde hinanden under en neutral mæglers tilstedeværelse. Den forurettede får således mulighed for at komme til orde overfor gerningsmanden og give udtryk for, hvordan han/hun har oplevet handlingen og hvilke konsekvenser, den har haft. Konfliktråd kan medvirke til, at forurettede får bearbejdet sin vrede og angst, og dermed være med til at give ham/hende en større følelse af tryghed i hverdagen. Konfliktråd giver samtidig gerningsmanden mulighed for at se og forholde sig til de følger af den strafbare handling og for i direkte kontakt med den forurettede at påtage sig ansvaret for handlingen. Konfliktråd kan dermed forhåbentlig medvirke til at øge gerningsmandens ansvarlighed og dermed have en kriminalpræventiv effekt. Politikredsens vil i 2011 fortsætte arbejdet med at effektivisere og udbrede ordningen med konfliktråd, og det er et mål, at der mindst gennemføres 40 konfliktråd i egnede sager. 13
4.10. Bedre kommunikation til offentligheden og ofre for forbrydelser om alle dele af straffesagerne Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil arbejde på at styrke kommunikationen vedrørende straffesager og give borgerne klar og letforståelig information om de sager, vi arbejder med, fra sagens start til sagens slutning og afgørelse. Vi vil i 2011 arbejde på at tilpasse vores skriftlige kommunikation med borgerne, så den opleves som tidssvarende og enkel. I den anledning vil nye og mere letforståelige koncepter til breve blive taget i anvendelse, ligesom der vil ske uddannelse af kredsens personale, udpegelse af sprogvejleder m.v. 4.11. Målrettet at arbejde med nedbringelse af ekspeditionstiden for straffesager Uanset om man er sigtet, tiltalt, offer for en forbrydelse eller vidne, er det i alles interesse, at straffesagerne gennemføres så hurtigt som muligt. Sagsbehandlingstiden fra sigtelse til tiltale vedrører både politiets efterforskning og anklagemyndighedens behandling af sagen. I 2011 vil vi arbejde målrettet på at nedbringe ekspeditionstiden for straffesager i politikredsen. Målet er at skabe en oplevelse hos borgerne af en hurtig og effektiv retsforfølgning. Politikredsen vil med en konkret prioritering af de enkelte sager og sagstyper og med anvendelsen af styringsværktøjer sikre, at der løbende er fremdrift i sagsbehandlingen. Med henblik på at begrænse antallet af langvarige sigtelser og sikre en hurtigere behandling af straffesager, vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i 2011 fokusere på: at nedbringe sagsbehandlingstiden i straffelovssager således, at mindst 58 pct. af tiltalerne i disse sager rejses senest 2 måneder efter sigtelsestidspunktet at den gennemsnitlige varighed af de 20 % mest langvarige sigtelser nedbringes i forhold til 2010 at sagsbehandlingstiden i voldssager forbedres således, at mindst 65 pct. af tiltalerne i disse sager rejses senest 1 måned efter sigtelsestidspunktet at der i gennemsnit højest går 50 dage fra sigtelse til tiltale i voldssager. Der vil endvidere med henblik på at nedbringe den samlede ekspeditionstid for straffesager bl.a. blive gennemført et Lean-projekt angående forkyndelser, da der i dag aflyses mange retsmøder som følge af manglende forkyndelse. Målet er et fald på 5 % i antallet aflyste retsmøder i domsmandssager som følge af politiets manglende forkyndelse i de sidste tre måneder af 2011 sammenlignet med den tilsvarende periode i 2010. 4.12. Straffesagsproduktionen Der har siden implementeringen af politireformen i 2007 været et produktionstab i straffesagsbehandlingen i alle landets politikredse. Det har i de seneste tre år været et centralt fokusområde at indhente det 14
tabte, og ved udgangen af 2010 var antallet af tiltaler i straffelovssager på landsplan tilbage på niveauet før politireformen. I Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var produktionen i 2010 endda 10% over produktionen i 2006 (målt i vægtede tiltaler). Det er målsætningen, at den positive udvikling skal fastholdes og styrkes. Det er på den baggrund et krav, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skal øge straffesagsproduktionen med 2% i forhold til 2010. Det er endvidere et krav, at produktionen af straffelovssager (sager der alene vedrører overtrædelse af straffeloven) forbedres med 2,5% i forhold til 2010, for at fastholde et særligt fokus på dette område inden for straffesagsbehandlingen. Det er ligeledes i 2011 et krav, at anklagemyndighedens effektivitet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forbedres med 2% i forhold til 2010. 4.13. Den kriminalpræventive indsats Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil i 2011 videreføre og forstærke den kriminalpræventive indsats. Der skal i den forbindelse henvises til gennemgangen i samarbejdsplanen for 2010, ligesom der skal henvises til de ovenfor anførte fokusområder, hvor der på flere områder er indføjet en kriminalpræventiv indsats. I relation til det forebyggende arbejde er det meget vigtigt at have fokus på de unge. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil i 2011 vil have som mål, at politiet, evt. i samarbejde med den enkelte kommune, i kriminalpræventivt øjemed bl.a. får besøgt de steder, hvor de unge opholder sig f.eks. kommunernes produktionsskoler, ungdomsklubber m.v. med henblik på at få en konstruktiv dialog med de unge om kriminalitet og tryghed. 15
Oversigt over udvalgte samarbejdsfora, hvor politiet deltager Arbejdstilsynet Politiet afholder kontaktmøder med arbejdstilsynet, hvor aktuelle spørgsmål vedrørende arbejdsmiljøsager drøftes. Arresthusene Der afholdes møder hvor generelle problemstillinger drøftes, herunder pladser, sikkerhed i relation til arrestanter mv. Beredskabscenter Næstved Beredskabscentret assisterer politiet i beredskabsfaglige situationer og andre situationer, hvor Beredskabscenteret har materiel og man-power, som politiet kan bruge til løsning af en opgave. Politiet og Beredskabsstyrelsen uddanner i fællesskab ledere til indsættelse i forbindelse med større ulykker og katastrofer. Beredskabskommissionsarbejdet Politi er repræsenteret i alle 7 beredskabskommissioner i politikredsen. Sydsjællands og Lolland- Falster Politi er i alle kommissionerne repræsenteret af linjechefen for beredskabet. Arbejdet i beredskabskommissionerne er af stor betydning for koordineringen og samarbejdet, når det gælder brand- og redningsopgaver i alle dens afskygninger. Beredskabsstaben I Beredskabsstaben samarbejder politiet på flere niveauer med repræsentanter for Totalforsvarsregionen, Beredskabsstyrelsens Regionale Beredskabscenter, det præhospitale beredskab, relevante kommuner og andre samarbejdspartnere for at sikre en effektiv, koordineret indsats i forbindelse med større ulykker og katastrofer. Bevillingsnævnssamarbejdet Der er etableret bevillingsnævn i 6 af politikredsens 7 kommuner, og bevillingssagerne behandles fortrinsvis på møder i bevillingsnævnene. Den indledende sagsbehandling foretages af politikredsens Kørekort- og Bevillingssektion i Nakskov. På bevillingsnævnsmøderne bliver ansøgninger om alkoholbevillinger, forlængelser af disse samt andre spørgsmål, hovedsagelig i relation til restaurationsloven, vurderet. Sagerne oplyses i et samarbejde med lokalpolitiet, som har kendskab til restaurationsmiljøet i politikredsen. Der er et samarbejde mellem politiet og kommunerne om sagsbehandlingen, ligesom der tages forskellige initiativer for at sikre et godt og trygt natteliv. Borgermøder og politiske møder. Politiet deltager i borgermøder, hvor aktuelle problemstillinger drøftes med borgerne. Der afholdes bl.a. jævnligt møder, hvor politiet redegør for, hvordan man bedst sikrer sig mod indbrud. Domstolene. Der afholdes adskillige møder med retspræsidenterne og medarbejderne fra retterne i løbet af året. Dyrlæger/dyreværn. Der afholdes et årligt møde med Dyrenes Beskyttelse samt møder ad hoc med dyrlæger i forbindelse med konkrete sager. 16
Femern Bælt A/S Der afholdes kontaktgruppemøder med Femern Bælt A/S Foreninger, fx idrætsforeninger og handelsstandsforeninger Politiet afholder løbende møder med handelsstandsforeninger m.v., hvor navnlig kriminalpræventive spørgsmål drøftes. Forsvaret Politiet samarbejder med forsvaret bl.a. i forbindelse med humanitære eftersøgninger og trafikovervågning, hvor militæret stiller materiel (helikopter med pilot) til rådighed. Fødevareregionen Samarbejde ved generelle problemstillinger og konkrete sager på fødevare- og dyreværnsområdet. Hjemmeværnet (via Totalforsvarsregion Sjælland) Hjemmeværnet bistår politiet i en række forskellige situationer. Det kunne fx være adgangskontrol, bevogtningsopgaver og færdselsregulering ved større begivenheder. Også i ulykkes- og katastrofesituationer eller hvor der opstår en sikkerhedsmæssig trussel, kan hjemmeværnet med sit gode lokalkendskab yde væsentlig bistand til fx overvågnings- og bevogtningsopgaver og dermed frigøre politifolk til egentlige politiopgaver til gavn for borgerne. Kommunerne Der er et bredt samarbejde med forskellige afdelinger i kommunerne samt et samarbejde i forskellige råd, herunder: - Park & Vej - SSP-konsulenter/SSP-medarbejdere - PSP-samarbejdet - Teknisk forvaltning - Trafiksikkerhedsråd - Banderåd Kriminalforsorgen Der er et tæt samarbejde med Kriminalforsorgen herunder med KiF i Næstved, der geografisk dækker hele politikredsen. Det er endvidere aftalt, at Kriminalforsorgen deltager i mindst et kredsrådsmøde hvert år. Samarbejdet forventes intensiveret i forbindelse med etablering af KSP (samarbejde mellem Kriminalforsorgen, sociale myndigheder og politi). Krisecentre og væresteder (herberger forsorgshjem mv.) Der afholdes møder med krisecentre m.m. vedrørende konkrete problemstillinger. Misbrugscentre Der afholdes møder med krisecentre m.m. vedrørende konkrete problemstillinger. I nogle lokalråd deltager bl.a. personale fra misbrugscentre. Natteravne Politiet har løbende forsøgt at udbrede ordningen i politikredsen. Senest er ordningen etableret i Guldborgsund Kommune. Netværk vedrørende illegalt arbejde 17
Samarbejde med SKAT, fagforeninger m.fl., hvor der udarbejdes lokale strategier for bekæmpelse af illegalt arbejde samt etableres netværk og kontaktpersonordninger. Netværk vedrørende kvindehandel Politiet deltager i et netværk med SKAT, Reden/Stop Kvindehandel, Røde Kors, Center mod Menneskehandel og relevante sociale myndigheder med henblik på fælles aktioner mod handel med kvinder og organiseret udnyttelse af prostituerede kvinder. Netværk til forebyggelse af jalousidrab og andre alvorlige samlivsforbrydelser Politiet afholder møder med repræsentanter fra kommunerne, sygehusregionen og krisecentre med henblik på at styrke samarbejdet og informationsudveksling vedrørende alvorlige forbrydelser med baggrund i jalousi eller andre samlivsrelaterede forhold. Offerrådgivningsordningen. Politiets opgave i relation til offerrådgivningen er først og fremmest at vejlede ofret om muligheden for offerrådgivning og i givet fald bistå med at formidle kontakten mellem offeret og offerrådgivningen. Der udpeges hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi et antal kontaktpersoner, der løbende skal kunne drøfte samarbejdet mellem politiet og offerrådgivningen. Der afholdes fast to årlige møder. Pressen Der afholdes faste møder med pressen. Private virksomheder Der afholdes efter behov møder med private virksomheder f.eks. banker/sparekasser/posthuse, køreskoler mv. Region Sjælland Region Sjælland samarbejder med politiet på mange områder, herunder vedrørende alarmcentralen, det præhospitale beredskab, psykiatrien m.v. Restauratører/Bevillingshavere Lokalpolitiet på de enkelte lokalstationer afholder møder med bevillingshavere, hvor også lederne af specialpatruljen deltager. På møderne udveksles gensidige erfaringer. Love, regler, tilladelser m.v. genopfriskes, og der laves fremadrettede aftaler. SKAT Der er et løbende samarbejde med SKAT på flere niveauer. Der afholdes efter behov bl.a. møder i en koordinationsgruppe, samt i en lokal følgestab for rockerindsatsen. Skoler Folkeskoler Ungdomsskoler/efterskoler Erhvervsskoler Storebæltsforbindelsen (A/S Storebælt) Der afholdes kontaktgruppemøder med Storebæltforbindelsen. Sundhedsstyrelsen, Embedslægerne Sjælland 18
Der afholdes et årligt møde, samt efter behov yderligere møder med Embedslægeinstitutionen, hvor emner som ligsyn, samarbejdet med lægerne generelt og samarbejdet i relation til kørekortsager drøftes. Tysk politi Der er jævnlig kontakt med tysk politi. Navnlig Udlændingekontrolafdelingen i Maribo har et meget tæt samarbejde med tysk politi. Vejcenter Sjælland Der afholdes møder med Vejcenter Sjællands færdselssikkerhedsudvalg vedrørende opgaver på det statslige vejnet, f.eks. fjernelse af forulykkede køretøjer. 19