Personlighed, SORG og traumatisering

PH.D.-PROJEKT AF MAJA O CONNOR Personlighed, SORG og traumatisering Den fremherskende krisepsykologi beskriver tab af ægtefælle i alderdommen som en belastende livsoplevelse uden traumatisk karakter. Et dansk ph.d.-projekt har som et af sine mål at udfordre denne opfattelse. Der findes lige nu mange nye og spændende psykologiske forskningsprojekter ved de danske universiteter. Et projekt om personlighed, sorg og traumatisering hos ældre efterladte er et eksempel på et af de mange igangværende ph.d.-projekter, der sigter mod at skabe ny psykologisk viden. Følgende er et forsøg på både at sætte fokus på et vigtigt emne inden for psykologien og samtidig give et indblik i, hvordan et ph.d.-projekt overordnet set kan udformes. Som fremhævet i en tidligere artikel i Psykolog Nyt er det at miste sin ægtefælle i alderdommen den mest belastende begivenhed i de fleste ældre menneskers liv (Lund, Caserta, & Dimond, 1993; O Connor, 2003). En dansk pilotundersøgelse tyder på, at det at miste sin ægtefælle i alderdommen kan være relateret til en meget stor risiko for udvikling af posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) (Elklit & O Connor, 2005; O Connor, 2001). Ældre efterladte er altså i risiko for at udvikle psykologiske problemer som en følge af tabet. Samtidig har man fundet god effekt af psykologisk intervention med efterladte, specielt i forhold til efterladte, der befinder sig i en risikogruppe, med akkumulering af tab, mangel på en nær fortrolig, ambivalens i forholdet til den afdøde m.m. (Raphael, 1977; Bonde Nielsen, 1993; Roenne, Knudsen, & Rasmussen, 1988). Dette sammenholdt med de positive erfaringer, man her i landet har gjort med opsøgende og forebyggende psykologisk arbejde med denne målgruppe, understreger behovet for en nærmere empirisk undersøgelse af feltet, således at målrettet forebyggende arbejde kan iværksættes. Et ph.d.-projekt med titlen Posttraumatisk stress forstyrrelse hos ældre efterladte og betydningen af personlighed for sorgreaktionen sigter, med afsæt i eksisterende forskning, mod at klarlægge omfanget af PTSD hos ældre efterladte empirisk og at undersøge betydningen af personlighed for tabsreaktionen. Baggrund Mange områder inden for psykologien er ikke er udforsket i tilstrækkelig grad. Der er med andre ord et stort potentiale for at udvikle ny, betydningsfuld viden via systematisk, videnskabelig undersøgelse inden for en lang række felter. Så hvorfor er det netop PTSD hos de ældre efterladte, der er fokus for dette projekt? For det første mangler vi svar på spørgsmål som Er tab af ægtefælle i alderdommen en mulig traumeudløser? Hvad kendetegner de ældre, der udvikler PTSD og andre psykopatologiske problematikker som følge af tab af ægtefælle, frem for dem, der gennemgår et mere naturligt sorgforløb? Kan vi på en enkel og økonomisk måde identificere de ældre efterladte, der har mest brug for hjælp?. Resultaterne fra det pilotprojekt, der udgjorde grundlaget for min kandidatafhandling, tyder på, at ældre efterladte i Danmark befinder sig i en markant forhøjet risiko for at udvikle PTSD (O Connor, 2001; Elklit et al., 2005). Spørgsmålet er, om det rent faktisk forholder sig sådan, eller om resultaterne kan forklares på anden vis? For at kunne finde svar på ovennævnte spørgsmål er det nødvendigt med en stringent videnskabelig undersøgelse. Gennemførelsen af et ph.d.-projekt indebærer en sådan stringens, som blandt andet sikres gennem vejledning af erfarne forskere. Inspiration og vejledning opnås i dette projekt blandt andet gennem kontakt med supervisor på projektet professor Ask Elklit, kolleger ved Psykotraumatologisk Forskningsenhed, professor Margaret Stroebe, Utrecht Universitet, For skergruppen for Ældre og 4 PSYKOLOG NYT Nr. 7. 2006

Nr. 7. 2006 PSYKOLOG NYT 5

Motivationen for at indgå i projektet stammer hovedsaglig fra en oplevelse af, at det er vanskeligt at vurdere, hvilke pårørende der har størst behov for psykologisk intervention efter tabet Selvmord, klinisk supervisor Marianne Rønne og psykolog Mai-Britt Guldin ved Det Palliative Team, Århus Sygehus. Det bør her understreges, at et bredt, fagligt netværk er en vigtig forudsætning for at gennemføre projekter som dette. Lysten til at forsøge at besvare disse spørgsmål og dermed gøre en positiv forskel er sammen med en stor interesse i psykologisk forskning hoveddrivkraften bag gennemførelsen af projektet. Endvidere er en personlig interesse for alderdommen som noget, alle før eller siden går i møde, samt det at opnå større viden om alderdommens muligheder og begrænsninger, specielt i forbindelse med tab, sorg og kriser, ligeledes en kilde til motivation. Formål Formålet med projektet er at undersøge omfanget af PTSD og andre psykologiske problematikker (depression og kompliceret sorg) hos ældre efterladte i Danmark via en kvantitativ spørgeskemaundersøgelser over en periode på 18 måneder. Ud over omfanget af PTSD fokuseres der også på mulige uklarheder eller vanskeligheder i anvendelsen af de diagnostiske kriterier for PTSD, når ældre efterladte er målgruppen. Endvidere undersøges den effekt, personlighedsrelaterede faktorer har på sorgreaktionen. Der vil her blive fokuseret på tilknytningsstil, personlighedstype, copingstil og oplevelse af sammenhæng/sense of coherence (Antonovsky, 1987). Desuden undersøges social støtte og livskvalitet i form af generel tilfredshed med livet som mulige medierende faktorer. Denne del af undersøgelsen sigter mod at identificere, hvilke træk der karakteriserer de personer der udvikler psykologiske problemer som følge af tabet. En identificering af sådanne risikofaktorer kan målrette den forebyggende indsats med målgruppen og fremme en mere hensigtsmæssig anvendelse af ressourcerne. Som det meget ofte er med forskningsprojekter, er dette projekt en konstant foranderlig størrelse, der har udviklet sig over lang tid og stadig er i udvikling. Dette har senest givet sig udslag i, at Det Palliative Team, Århus Sygehus, er gået ind i projektet, så at pårørende til deres tidligere patienter også indgår i undersøgelsen. Motivationen for at indgå i projektet stammer hovedsaglig fra en oplevelse af, at det er vanskeligt at vurdere, hvilke pårørende der har størst behov for psykologisk intervention efter tabet, samt et ønske om at målrette denne indsats, så ressourcerne i teamet kan anvendes mest hensigtsmæssigt. Identificering af risikofaktorer for udvikling i patologisk retning som følge af tabet er en af vejene til dette mål. Ydermere vil Det Palliative Team sammenholde deres kliniske vurderinger af de pårørendes risiko for, at deres sorg udvikler sig i patologisk retning med resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen. Herved undersøges det, om de kliniske 6 PSYKOLOG NYT Nr. 7. 2006

vurderinger indfanger de efterladte, der befinder sig i forhøjet risiko for at udvikle patologiske tabsreaktioner. Formålet her er at kvalitetssikre de kliniske vurderinger, der foretages i teamet. Forventninger De antagelser jeg forventer at få bekræftet, kan opsummeres i følgende hypoteser. Jeg vil i undersøgelsen vil finde: 1) En signifikant øget frekvens af PTSD blandt ældre efterladte sammenlignet med en kontrolgruppe af stadig gifte ældre mennesker. Det forventes, at PTSD-frekvensen forbliver forøget over de første 18 måneder efter tabet 2) At et øget niveau af PTSD, depression og kompliceret sorg er forbundet med forøget grad af emotionel coping, ængstelig tilknytning og neuroticisme. 3) At et lavt niveau af PTSD, depression og kompliceret sorg er forbundet med forøget grad af sikker tilknytning, rationel coping, oplevelse af sammenhæng samt ekstroversion, åbenhed, venlighed og samvitighedsfuldhed. 4) Graden af livstilfredshed og social støtte medierer på relationerne i de ovennævnte hypoteser. 5) Responsraten og den positive oplevelse af at deltage i undersøgelsen er højere blandt de efterladte, der modtager et personligt besøg, end blandt dem, der ikke modtager et personligt besøg. 6) Der er demografiske forskelle på respons og non-responsgrupperne (fx forholdsvis flere mænd i non-responsgruppen). Fremgangsmåde Population: Undersøgelsen vil inkludere 400 personer mellem 65-80 år, som er bosiddende i Århus Amt, og som inden for den sidste måned har mistet en ægtefælle/samlever. 400 stadig gifte ældre vil indgå som en matchet kontrolgruppe. Begge grupper identificeres via det Centrale Person Register (CPR). Desuden indgår cirka 100 pårørende fra Det Palliative Team. Procedure: Navne og adresser på deltagerne indhentes via CPR. Eksisterende undersøgelser tyder på, at man kan forvente en responsrate på ca. 50 %. Personlig henvendelse har tidligere kunnet øge responsraten (Stroebe & Stroebe, 1991; Stroebe, Gergen, Gergen, & Stroebe, 1996; Stroebe, Hansson, Stroebe, & Schut, 2002; Bonanno & Keltner, 1997; Bonanno, Notarius, Gunzerath, Keltner, & Horowitz, 1998; Bauer & Bonanno, 2001). Fremgangsmåden for denne undersøgelse vil i korte træk gå ud på, at de ældre efterladte modtager et informationsbrev om undersøgelsen. De, der ikke ønsker at deltage, melder fra via den frankerede svarkurvert, der vedlægges. Halvdelen af de ældre efterladte (cirka 200 personer) tilbydes et personligt besøg fra en projektmedarbejder fra Psykologisk Institut, som så støtter op under udfyldelsen af det første spørgeskema og bagefter er til rådighed til en uformel, støttende snak, hvis den ældre efter- Nr. 7. 2006 PSYKOLOG NYT 7

Skema. Beskrivelse af forløbet af dataindsamlingen Kategorier Baseline (1 md.) T2 (6 mdr.) T3 (13 mdr.) T4 (18 mdr.) 1. PTSD X X X X 2. Depression X X X X 3. Kompliceret sorg X X X 4. Social støtte X X X X 5. Positiv psykologi X X X X 6. Personlighedstype X 7. Copingstil X X X X 8. Tilknytningsstil X X X X 9. Oplevelse af sammenhæng X X X X 10. Demografi X Ældre efterladte (inklusion over 6 mdr.) T1* T2 T3 T4 Palliativ Team (inklusion over 9 mdr.) T1 ** T2 T3 T4 Ældre, kontrolgruppe (en inklusion) T1 *** *starter 1.2.2006 **starter 1.1.2006 ***foregår 1.8.2006 ladte ønsker dette. Projektmedarbejderne er psykologistuderende sidst i deres studietid og har desuden gennemført et kursus i kommunikation med ældre i sorg, der forbereder dem på mødet med de ældre efterladte. Den resterende halvdel af de efterladte tilsendes alle fire spørgeskemaer. Der er modtaget støtte fra EGV-fonden til denne del af projektet. De efterladte udfylder et spørgeskema henholdsvis 1, 6, 13 og 18 måneder efter tabet. Eventuelt rykkes der med største respekt pr. brev for ikke-besvarede skemaer. Arbejdet vil foregå fra Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, og indsamlede data vil blive anonymiseret og opbevaret her. Deltagerne har mulighed for at kontakte projektgruppen pr. telefon eller e-mail, hvis der skulle opstå behov. Perspektiver Jeg forventer i projektet at finde en signifikant højere frekvens af PTSD blandt ældre efterladte sammenlignet med kontrolgruppe og andre normalpopulationer. Et sådant fund vil være en udfordring for den fremherskende krisepsykologi, der beskriver tab af ægtefælle i alderdommen som en livsoplevelse, der nok er belastende, men ikke kan have traumatisk karakter (Ruskin & Talbott, 1996). Dette projekt kan dermed potentielt set bidrage med en justering af den eksisterende krisepsykologi inden for feltet. Som et af de mest centrale perspektiver vil projektet medføre en større viden Model. Forudsigelse af graden af psykopatologi 1 md. (baseline) 6 mdr. 13 mdr. 18 mdr. Personlighedsmæssige variable Personlighed Tilknytningsstil Copingstil Oplevelse af sammenhæng Dødssituationen Psykopatologi Depression PTSD Kompliceret sorg Mulige medierende variable Social støtte Livskvalitet 8 PSYKOLOG NYT Nr. 7. 2006

om beskyttelses- og risikofaktorer i tiden efter tab af nærtstående, både relateret til personlighedsmæssige og sociale aspekter og i forhold til aspekter, der har at gøre med omstændigheder knyttet direkte til tiden umiddelbart omkring dødsfaldet. Kort sagt går min antagelse ud på, at visse personlighedsmæssige træk undersøgt umiddelbart efter tabet (1 måned) i signifikant grad kan forudsige graden af psykopatologi på sigt (18 måneder efter tab), mens social støtte og livskvalitet muligvis medierer på disse sammenhænge. Hvis forholdsvis få personlighedsmæssige variable (neuroticisme, ængstelig tilknytning, emotionel coping, hjælpeløshed, afmagt og dødsangst i forbindelse med dødsfaldet etc.) forudsiger en stor grad af variationen i grad af psykopatologi, har vi mulighed for at finde frem til de personer, der er i risikogruppen for at udvikle psykopatologi (se model for illustration nederst side 8). Dette kan gøres ved, at de efterladte kort tid efter tabet udfylder et kort spørgeskema, der indeholder disse få personlighedsmæssige variable. Dette korte skema screeningsværktøjet kan så indikere, hvilke efterladte der bør tilbydes en forebyggende psykologisk intervention, hvorved den forbyggende indsats kan målrettes i en helt anden grad end hidtil set i Danmark. Cirka halvdelen af de ældre efter- Nr. 7. 2006 PSYKOLOG NYT 9

ladte vil modtage et personligt besøg i forbindelse med udfyldelse af det første spørgeskema én måned efter dødsfaldet. Ligeledes vil en del af de pårørende ved Det Palliative Team modtage et personligt besøg. Dette muliggør et andet væsentligt perspektiv. Mange undersøgelser har fundet, at personlig henvendelse og muligheden for ansigt-til-ansigt-kon takt mellem forsker og respondenter har givet mere pålidelige resultater end ved spørgeskemaundersøgelser, hvor et personlig møde ikke finder sted. Blandt andet er responsraten markant højere ved ansigt-til-ansigt-kontakt. Man har desuden fundet, at non-respondenter er mere belastede end de, der responderer på det tilsendte spørgeskema. Det kan betyder, at man ved den personlige kontakt får fat i en mere belastet del af de ældre efterladte end ved ren respons pr. post. Dog er de to tilgange tilsendelse af alle skemaer vs. et personligt møde med forskeren sjældent undersøgt i samme projekt. Nærværende projekt muliggør en nærmere undersøgelse af dette aspekt og kan dermed bidrage med værdifuld viden i forbindelse med videnskabelige, kvantitative undersøgelser generelt set. Projektet giver endvidere Det Palliative Team mulighed for kontrollere, om der er overensstemmelse mellem personalets kliniske vurderinger og de kvantitative mål for psykopatologi, som projektet tilvejebringer. Samtidig vil udviklingen af et screeningsinstrument kunne medvirke til at nuancere og effektivisere dette arbejde. Set i et bredere perspektiv kan undersøgelsen bidrage til at nuancere kliniske vurderinger af pårørende inden for sundhedsområdet generelt. Maja K. O Connor, cand.psych., ph.d.-studerende. Psykologisk Institut, Aarhus Universitet Referencer: Antonovsky, A. (1987). Unraveling the mystery of health: How people manage stress and stay well. Bauer, J.J. & Bonanno, G.A. (2001). Continuity amid discontinuity: Bridging one s past and present in stories of conjugal bereavement. Narrative Inquiry, 69, 123-158. Bonanno, G.A. & Keltner, D. (1997). Facial expressions of emotion and the course of conjugal bereavement. Journal of Abnormal Psychology, 106, 126-137. Bonanno, G.A., Notarius, C.I., Gunzerath, L., Keltner, D., & Horowitz, M.J. (1998). Interpersonal ambivalence, perceived relationship adjustment and conjugal loss. Journal of Consulting & Clinical Psychology, 66, 1012-1022. Bonde Nielsen, E. (1993). Lære at miste. København: Danmarks Pædagogiske Institut. Elklit, A. & O Connor, M. (2005). Post-traumatic stress disorder in a Danish population of elderly bereaved. Scandinavian Journal of Psychology, 46, 439-445. Lund, D.A., Caserta, M.S., & Dimond, M.F. (1993). The course of spousal bereavement in later life. In M.S. Stroebe & W. Stroebe (Eds.), Handbook of bereavement: Theory, research and intervention (pp. 240-254). New York, NY, US: Cambridge University Press. O Connor, M. &. E.A. (2003). Ældre der sørger. Psykolog Nyt, 57, 3-11. O Connor, M. (2001). Ældre efterladte. Traumatisering, social støtte og forebyggelse i teoretisk og empirisk belysning. København: Dansk Krise- og Katastrofepsykologisk Selskab (rekvires via kasserer Per Beck, tlf. 33 12 18 62). Raphael, B. (1977). Preventive intervention with the recently bereaved. Archives of General Psychiatry, 34, 1450-1454. Rønne, M., Knudsen, M., & Rasmussen, B. (1988). Enkeprojektet Rapport nr. 3. Århus: Århus Kommune. Ruskin, P.E. & Talbott, J.A. (1996). Aging and posttraumatic stress disorder. Stroebe, M.S., Hansson, R.O., Stroebe, W., & Schut, H. (2002). Handbook of Bereavement Research: Consequences, Coping and Care: Book review. Journal of Social & Personal Relationships, 724-25. Stroebe, M., Gergen, M., Gergen, K., & Stroebe, W. (1996). Broken hearts or broken bonds? In D. Klass & P.R. Silverman (Eds.), Continuing bonds: New understandings of grief (pp. 31-44). Philadelphia, PA, US: Taylor & Francis. Stroebe, M. & Stroebe, W. (1991). Does grief work work? Journal of Consulting & Clinical Psychology, 479-482. 10 PSYKOLOG NYT Nr. 7. 2006