Side 1 af 16 Indland 22.11.2014 kl. 23:00 Bananrepublikken Grønland? AF Nola Grace Gaardmand Sofia Busk, (Foto) Mange danskere har et dystert syn på Grønlands evne til at regere sig selv. Spørger man unge grønlændere selv, er der desværre noget om snakken, men samtidig er et spirende generationsoprør på vej. NUUK Tørret torsk, stenbiderrogn, råt hvalspæk og tørret rensdyr ligger anrettet på det overdådige frokostbord. Om et par timer skal den 29-årige nyvalgte næstformand i Demokraterne Randi Vestergaard Evaldsen til borgermøde i Hans Lynge-skolens gymnastiksal en halv kilometer herfra. Men først skal hun spise frokost med sine forældre i deres treværelses lejlighed i et moderne boligbyggeri i Nuuk-forstaden Qinngorput. Da Randi Evaldsen træder ind ad døren og smider overtræksbukserne, rejser hendes far sig begejstret fra sofaen og Premier League-kampen for at give sin datter et knus. Selv om de lige har set hinanden dagen før. Danskere: Det sejler i Grønland, men grønlænderne må klare den selv»sådan er det i Grønland familien fylder meget,«griner Randi Evaldsen og sætter sig til bordet. Indtil for få uger siden var hun formand for ungdomsafdelingen af Demokraterne, et lille grønlandsk parti, som bedst kan sammenlignes med De Radikale i Danmark. Men da valget pludselig begyndte at se nært forestående ud i takt med det stigende pres på daværende landsstyreformand Aleqa Hammond, meldte Randi Evaldsen sig som kandidat til moderpartiet og blev valgt til næstformand med et stort flertal.
Side 2 af 16»Nu er jeg blevet én af de voksne,«siger hun grinende og laver citationstegn ud i luften med fingrene. Randi Evaldsen er uddannet serviceøkonom i Danmark med speciale i turisme, og selv om hun ofte overvejede at blive i Danmark, trak hendes hjemland i hende. Nu er hun i gang med en overbygning i international handel og markedsføring i Grønland og stiller altså samtidig op til Inatsisartut Landstinget, der svarer til Folketinget. Under frokosten spørger Randi Evaldsens forældre interesseret ind til hendes hektiske valgkamp. Om den tale, hun er ved at skrive til en radiospot, om hendes mange valgrejser rundt i hele Grønland, om hvad hun vil gøre, hvis hun bliver valgt ind fredag d. 28. november. Men da vi efter frokosten bevæger os ud i kulden for at nå hen til vælgermødet, afslører Randi Evaldsen:»Jeg ville ikke lige tage det op, mens vi var derhjemme, men min far og jeg sås faktisk ikke i flere måneder på grund af politiske uenigheder,«siger hun og griner, mens hun går igennem sneen i siden af vejen.»jeg ved godt, at det er fjollet, men vi kan begge blive lidt hidsige, når det kommer til politik.«randi Evaldsens far er klassisk Siumut-vælger og har altid været det.
Side 3 af 16»Og det vil han blive ved med at være, også selv om jeg mistænker ham for i virkeligheden at være mest enig med mig, når det kommer til de faktiske mærkesager. Han er nok bare ikke vant til at blive modsagt, men jeg er ligeglad. Jeg tager hellere end gerne kampen op,«siger Randi Evaldsen, idet vi når frem til skolen.
Side 4 af 16»Der er noget helt grundlæggende galt i grønlandsk politik, og hvis ikke vi er nogle, der gør op med status quo, ved jeg sgu ikke, hvad der skal blive af os,«siger hun og skubber dørene til skolen op og går ind til sine politiske modstandere, hvor en gymnastiksal fuld af vælgere venter på dagens debat. Opgør med det bestående [fakta-1]da det i september kom frem, at landsstyreformand Aleqa Hammond (Siumut) havde brugt 106.000 kr. fra den grønlandske statskasse på privatforbrug, rejser, hotelophold og minibar til sig selv og sin familie, måtte hun efter flere ugers voldsom politisk pres gå af som landsstyreformand og udskrive hastevalg. Men Hammonds sag er bare den seneste i en lang række sager gennem årene om bilagsrod, nepotisme, politiske fyringer i embedsværket og lidt for lange fingre i statskassen. I den danske debat trak bilagssagen overskrifter som»klansamfund i kollision med demokratiet«, som Jyllands-Posten skrev, mens Ekstra Bladet i en leder kaldte Grønland»Verdens nordligste bananstat«. Også Dagbladet Børsen døbte landet»bananrepublikken Grønland«. Kandidat: Nepotismen lever i Grønland Et flertal af danskerne deler det dystre syn på Grønlands politiske system. Ifølge en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten, har 50,7 pct. kun i ringe eller meget ringe grad tiltro til, at de grønlandske politikere er i stand til at styre deres land i en positiv retning, mens kun 23,9 pct. af danskerne mener det modsatte. Spørger man grønlandske embedsfolk, økonomer og eksperter i Grønlandsk politik og historie, er der da også bred enighed: Der er store demokratiske udfordringer i Grønland. Og det er ramme alvor, lyder eksperternes varsel.
Side 5 af 16 For vil grønlænderne gøre sig forhåbninger om at få vendt landets skrantende økonomi, den voksende sociale ulighed, udvandringen af de veluddannede og få gang i det længe ventede råstofeventyr, er det altafgørende, at der bliver ryddet op i den generelle politiske ustabilitet, der har præget landet i årevis. Men skal det for alvor batte, kræver det et grundlæggende opgør med vanetænkningen, siger eksperterne enslydende. Med valget på fredag står Grønland derfor ikke alene over for et valg mellem to politiske blokke. Grønland står på mange måder ved en skillevej, hvor landet skal gøre op med sig selv, om man vil holde fast i det bestående den samme politik og de samme politikere, som siden hjemmestyrets begyndelse har tegnet grønlandsk politik. Eller om de spæde, unge politiske røster, der så småt begynder at røre på sig, skal have lov at præge udviklingen i Grønland. Korruptionssager gemt i en bankboks Klokken er 4 om eftermiddagen, og det er allerede mørkt udenfor. Men på Lars Emil Johansens kontor er der varmt og velkommende med grønlandske malerier på væggene, en sælskindsbetrukket stol og en meterlang narhvaltand på væggen bag det store skrivebord. Et kontor, der er en statsmand værdig. Lars-Emil Johansen er, kan man roligt sige, en koryfæ i Grønlands historie og politiske udvikling: Tidligere landsstyreformand (svarende til statsminister), nuværende landstingsformand (svarende til Folketingets Formand), medstifter af Grønlands ældste og største parti, Siumut, og ikke mindst var Lars-Emil Johansen én af hovedkræfterne i både den kommission, der i 1970 erne lagde grundstenene til hjemmestyret og siden også den kommission, der i 2009 gav Grønland selvstyre.
Side 6 af 16 Landstingsformanden er lidt forpustet, da han kommer op på sit kontor i den røde regeringsbygning nogle få hundrede meter fra havnen.»undskyld, jeg er lidt rundt på gulvet lige nu,«siger Lars-Emil Johansen, da han haster ind fra kulden og smider jakken på en stol.»det har været en hektisk dag,«siger han og sætter sig ved bordenden, mens han med hænderne signalerer, at vi endelig skal tage noget kaffe og en småkage. Få timer før vores møde denne eftermiddag har det lokale grønlandske medie Sermitsiaq breaket en nyhed, som er blevet lidt af en bombe under valgkampen:
Side 7 af 16 [citat-1]den såkaldte korruptions-rapport ligger nu klar. Den rapport, hvis foreløbige resultater om bl.a. Aleqa Hammonds økonomiske mellemværende med staten udløste valget. Revisionsselskabet Deloitte har netop færdiggjort og afleveret deres omfattende gennemgang af samtlige folkevalgte politikeres økonomiske forhold, og rapporten indeholder derfor med al sandsynlighed potentielt skadelige informationer om de selvsamme politikere, som nu igen står til valg. Men i stedet for at blive offentliggjort, ligger rapporten nu i en lukket kuvert og er blevet låst inde i en bankboks i Grønlandsbanken. Og her skal den ligge, indtil vælgerne har valgt nye og gamle politikere ind i Landstinget. Lars-Emil Johansen kommer derfor direkte fra et tv-interview med KNR, Grønlands svar på Danmarks Radio, hvor han hele eftermiddagen er blevet grillet af journalisterne om rapporten.»det er lidt teknisk, men det er kun Revisionsudvalget, der kan åbne og læse resultaterne af undersøgelsen. Og fordi alle udvalg automatisk bliver nedlagt, når der er udskrevet valg, er der ingen, der har bemyndigelse til at læse resultaterne heller ikke mig,«siger Lars-Emil Johansen sikkert for 10. gang i dag. Dramaet om revisionsrapporten har denne eftermiddag igen vakt kritik af de grønlandske politikeres evne til at administrere et velfungerende demokrati, og allerede inden vores møde med Lars-Emil Johansen er forbi, har både danske og grønlandske medier kaldt situationen med rapporten i bankboksen for»absurd teater«,»barokt«og»uacceptabelt«. Selv om Lars-Emil Johansen fastholder, at de juridiske teknikaliteter forhindrer ham i at gøre noget ved situationen, erkender han gerne, at det ser mærkeligt ud. Han erkender i det hele taget gerne, at Grønland har nogle demokratiske udfordringer.»det er vist ingen hemmelighed,«siger han og afbryder sig selv med en hastig tår kaffe.»men hør her. Vi gør det så godt, vi kan. Og vi gør det efter omstændighederne ret godt. Du skal jo tænke på, at vi stadig er et meget nyt demokrati. Ja, der er da nogle ting, vi stadig skal lære, men jeg er meget stolt af, hvor langt vi er kommet,«siger landstingsformanden fra sit kontor.»vi startede fra nul«det er næsten 40 år siden, men for Lars-Emil Johansen står den tid fuldstændig klart i hukommelsen. Gennem hele hans liv havde den unge, nyuddannede lærer med stille indignation set på, hvordan danskerne gennem årene havde indført»apartheid-lignende«politikker på en række områder, som han siger og henviser til de»to grimme pletter i Danmarks og Grønlands fælles historie«:»da man tvangsflyttede folk i Thule for at indgå aftale med amerikanerne uden at spørge én eneste grønlænder, legede danskerne virkelig herrefolk,«siger han.»det andet var den diskriminatoriske lønpolitik, som virkelig synliggjorde danskerne forestilling om, at de var mere værd en grønlænderne,«siger Lars-Emil Johansen med henvisning til det såkaldte fødestedskriterium, der siden 1964 sikrede dansk arbejdskraft i det offentlige højere lønninger end de grønlandsk fødte. En ordning, der først blev endeligt afviklet i 1991.»Jeg var stødt på min stolthed som grønlænder, og jeg kunne ikke se stiltiende til længere,«siger han og løfter sine knyttede næver foran ansigtet, mens han fortæller. Som en bokser, der afværger et slag.»vi var nødt til at sige fra.«
Side 8 af 16 Siden var Lars-Emil Johansen med til at stifte Grønlands første parti, og efter folkeafstemningen i 1979, hvor Grønland fik hjemmestyre, blev Siumut valgt til landets første regering.»vi stod for etableringen af hele det grønlandske hjemmestyre, og det var en fantastisk historie! Alt var nyt. Der var ingen rutine, ingen, vi kunne spørge til råds. Der var sågar ingen institutioner, ingen departementer og ingen administrative enheder vi startede jo helt fra bunden,«forklarer Lars-Emil Johansen. [citat-2]derfor kopierede Grønland også den danske administrationsmodel næsten en til en.»og den model har vi aldrig kæmpet os helt ud af. Vi har stadig en administration, som er indrettet, som om vi var 6 mio. mennesker med alt, hvad det indebærer af forskellige styrelser og ministerier. Det er et kæmpestort apparat, og det var en stor opgave at løfte. Det er det stadig,«siger Lars-Emil Johansen. Allerede i de år opstod de første diskussioner om nepotisme og vennetjenester, og Lars-Emil er også selv ad flere omgange blevet kritiseret for både nepotisme og uheldige dobbeltroller. Men når danske meningsdannere kalder Grønland for en»bananrepublik«er det både nedladende og fuldstændig ude af proportioner, mener han.»vi er 56.000 mennesker. Selvfølgelig kender folk hinanden, og især inden for den endnu mindre gruppe af folk med de nødvendige kompetencer. Det, man i Danmark kalder networking, kalder I nepotisme, hvis bare det foregår i Grønland,«siger Lars-Emil Johansen, inden han selv må haste videre til næste punkt på valgdagsordenen. Nye og uprøvede kræfter I Hans Lynge-skolens gymnastiksal er cirka 100 vælgere mødt frem. Alle partierne er denne eftermiddag repræsenteret, og skiftevis skal de fremlægge deres mærkesager og svare på spørgsmål fra en moderator, der står til højre for panelet. Langt de fleste kandidater taler grønlandsk under borgermødet, men bagerst i salen står en tolk og oversætter ned i en mikrofon, hvis signal går direkte ind i de trådløse headsets, de dansktalende tilhørere kan tage fra en kurv ved indgangen. Hvert parti er repræsenteret af to kandidater, og hvert bord har tre minutter til at fremlægge partiets visioner for landet.
Side 9 af 16
Side 10 af 16»Så er det nu,«hvisker Randi Evaldsen spændt og går op til Demokraternes bord foran forsamlingen. Næsten alle Demokraternes kandidater er ligesom Randi Evaldsen under de 40 år. Og mens partiet helt tydeligt har godt tag i den unge vælgerskare, giver den unge kandidatgruppe også sine egne udfordringer. Som de fleste andre af især de mindre partier har den pludselige valgudskrivelse gjort det svært for partierne at nå at forberede deres kandidater til valgkampen. Flere af dagens politiker-aspiranter er åbenlyst nervøse ved at skulle stå foran en stor forsamling. Da det bliver Demokraternes tur til at fremlægge deres politik, åbner Randi Evaldsens partifælle Aviaja Neumann ballet:»jeg stiller op for Demokraterne, fordi den frihed, Grønland har kæmpet for, også forpligter,«åbner hun som én af de få på dansk.»vi kan ikke bare blive ved med at øse ud af pengene til højre og venstre. Vi er nødt til at prioritere hårdt for at få økonomien på ret kurs,«siger hun og taler i cirka halvandet minut om nødvendigheden af økonomiske reformer, før hun pludselig stopper og kigger rundt i salen.»nå nu er jeg lidt blank på, hvad jeg skal sige,«siger Aviaja Neumann pludselig genert. Hun skynder sig at give mikrofonen videre til Randi Evaldsen, der er anderledes slagkraftig, idet hun tager mikrofonen, rejser sig fra stolen og taler ud til forsamlingen om uddannelse, landets skrantende økonomi og det personlige ansvar. Som repræsentant for Demokraterne går Randi Evaldsen mildest talt imod de populistiske vinde, der især dominerede 2013-valget med Aleqa Hammond i spidsen. Partiet går ind for at lukke de små bygder, der ikke kan løbe rundt økonomisk, de vil skære i overførselsindkomsterne over en bred kam, og hele diskussionen om løsrivelse er så godt som ikke-eksisterende. Faktisk går partiet ind for et styrket samarbejde i Rigsfællesskabet. Alt sammen mere eller mindre sikre politiske tabersager i store dele af den grønlandske befolkning, hvor især opretholdelsen af bygderne ligger mange grønlænderes hjerte nært. Ikke mindst i lyset af de historiske tvangsflytninger, som Danmark stod i spidsen for. Men spørger man en række danske og grønlandske eksperter, siger de uopfordret og uafhængigt af hinanden, at netop Demokraternes reformforslag lige så upopulære, de end måtte være langt hen ad vejen er lige netop den økonomiske slankekur, Grønland kritisk har brug for. En nation på størrelse med Horsens»Ja, der er uden tvivl flere af de unge, der tør sige alt det, man normalt ikke må ytre i grønlandsk politik,«siger embedsmanden Peter, da Jyllands-Posten møder ham på caféen i lobbyen på Hotel Hans Egede i centrum af Nuuk. Peter er dog ikke hans rigtige navn.»det er mig, der har en grøn jakke på,«skriver den etnisk danske embedsmand i en sms forud for vores møde på hotellet, der ligger lige over for Brugseni, som supermarkedet Brugsen diskret er blevet omdøbt i Grønland. Hverken Peter eller nogen af de nuværende embedsfolk, som Jyllands-Posten har været i kontakt med og interviewet til denne artikel, ønsker at stå frem med navn, da det trods alt er en uskik at
Side 11 af 16 kritisere sin arbejdsgiver i offentligheden. Men Peter indvilger i at mødes uden for sin arbejdsplads i centraladministrationen og fortælle om, hvordan det politiske system opleves indefra.»man skal selvfølgelig være forsigtig med, hvad man siger især så tæt på et valg. For jeg ønsker jo ikke at hænge nogen ud. Men jeg synes samtidig, at det er relevant, at diskussionen kommer ud til offentligheden,«siger den veluddannede embedsmand. For ja, nepotismen er noget, man mærker som almindelig ansat i centraladministrationen, forklarer han. Ikke i hverdagen, men det kommer eksempelvis til udtryk i forbindelse med et valg.»se bare på de mange udskiftninger i embedsværket, der har været, siden den nuværende regering kom til magten«siger han og henviser til den lange række af mere eller mindre mistænkelige fyringer og nyansættelser, der kom i kølvandet på Aleqa Hammonds valgsejr, og som efterfølgende fik stor kritik i de grønlandske medier.
Side 12 af 16 Blandt andet blev Hammonds egen mand ansat som særlig rådgiver i regeringen, mens eksempelvis departementschefen i det, der svarer til Økonomi- og Indenrigsministeriet, Jan Harald Lynge-Pedersen, måtte forlade sin post, blot få måneder efter han havde forlænget sin åremålskontrakt. I stedet ansatte Siumut-regeringen Carsten Frank Hansen, der siden viste sig at være gode venner med landstingsformanden Lars Emil Johansen. Peter ryster på hovedet, mens han fortæller.»det er da noget rod. For resultatet bliver i visse tilfælde, at mere eller mindre kompetente folk ender med at bestride de her vigtige poster i administrationen,«siger han. Han erkender dog samtidig, at Lars-Emil Johansen har en pointe: Det er svært at undgå lidt overlap mellem de få talenter, der er i hhv. erhvervslivet, embedsværket og det politiske system, når man har at gøre med en befolkning på størrelse med Horsens. Men netop i det lys er han enig i, at det politiske system i Grønland trænger til nogle unge, nye kræfter, der ikke på samme måde vil være bundet af alliancer og gamle vennetjenester. Der er selvfølgelig den risiko, at man med unge politikere får endnu mere inkompetence ind i Landstinget, erkender han.»men mange af de unge grønlændere kommer jo i dag hjem efter nogle år i Danmark med gode uddannelser og et lidt andet udsyn. Et udsyn, Grønland trænger til.«mangler vagthunde Den 37-årige Anita Hoffer sidder på hug på gulvet og roder med en stor stak papir. Valgplakaterne ligger spredt rundt i Transparency International Greenlands ydmyge lokaler nogle hundrede meter fra den store regeringsbygning i Nuuk, og sammen med sin kollega Bodil Karlshøj er de ved få styr på sagerne.
Side 13 af 16»Skal vi bare hæfte dem fast på alle busstoppestederne? Tror du ikke, det er fint nok,«spørger Anita Hoffer sin kollega. Men plakaterne er ikke valgmateriale i traditionel forstand. Organisationen reklamerer hverken for et parti eller nogen bestemt kandidat. De reklamerer for det gennemsigtige og åbne demokrati: [citat-3]»vi bekæmper misbrug af betroet magt for egen vindings skyld,«står der med store bogstaver hen over plakaten efterfulgt af en opfordring til at stemme på de partier, der»arbejder med«.»det her er den første valgkamp, hvor vi er i offensiven. Vi vil gerne være helt fremme i folks bevidsthed, når de sætter deres kryds d. 28.,«siger Anita Hoffer, der er jurist og formand i den frivillige organisation, der siden 2011 har haft det som formål at bekæmpe korruption i Grønland. Det gør de ved at arbejde for»vidtgående åbenhed i den offentlige forvaltning, åbenhed i det private erhvervsliv og generel gennemsigtighed i samfundet«, som det lyder i deres formålsparagraf. I forbindelse med de mange nepotisme-sager gennem årene har én af forklaringerne på de gentagne problemer lydt, at det er det traditionelle klansamfund, der smitter af på det politiske arbejde og resulterer i uetiske vennetjenester. Men spørger man Anita Hoffer, er det hverken klansamfundets strukturer eller befolkningens lille størrelse, der er skyld i de demokratiske udfordringer i Grønland. Derimod er Grønland blot en ung nation, der mangler at få etableret nogle stærke institutioner, der kan opsnappe og forebygge korruption. Det er altså ikke et spørgsmål om kultur, men et spørgsmål om systemisk sårbarhed, mener hun.
Side 14 af 16»Der mangler i bund og grund nogle vagthunde i Grønland. Vores ombudsmand er for eksempel slet ikke så kritisk, som Folketingets Ombudsmand er. Pressen har heller ikke samme ressourcer til at researche nogle af de her mange historier, og vi kan jo heller ikke researche alt.«derfor foreslår organisationen eksempelvis, at Grønland tilslutter sig FN s konvention om antikorruption, og at det bliver lovpligtigt for alle folkevalgte at lægge deres økonomiske interesser åbent frem. Ikke fordi hangen til nepotisme, egenvinding og vennetjenester ligger i de grønlandske politikeres dna, men fordi det er i menneskets natur. Magt korrumperer og det gør det, uanset fra hvilket land man kommer, mener Anita Hoffer:»Hvis du spurgte Lars Løkke, og han skulle svare ærligt, ville han helt sikkert også sige: Jeg har knoklet i årevis for det her parti, jeg fortjener de her jakkesæt. Sådan er mennesket. Vi føler os lynhurtigt berettigede, og derfor skal der være en modvægt i systemet.«men skal man virkelig komme nepotismen og korruptionen til livs, kræver det også et grundlæggende opgør med det stærke tilknytningsforhold, som især mange ældre grønlændere har til bestemte partier, mener Anita. Derfor opfordrer de med plakaterne indirekte vælgerne til at stemme med fornuften og ikke bare gøre, som de plejer.»grønlandsk politik er lidt sjovt på den måde er man én gang Siumut, er man altid Siumut, også selv om ens politiske holdninger i virkeligheden har ændret sig,«forklarer Anita Hoffer. Især hos de ældre vælgere, som selv oplevede overgangen til hjemmestyret, hvor Siumut historisk spillede en afgørende rolle, forklarer hun.»der er et stort loyalitetsforhold til ens gamle parti, som jeg sådan set godt forstår. Men det er ikke sundt for et demokrati,«siger Anita Hoffer. Siumut Grønlands ANC Flere af de politikere og eksperter, Jyllands-Posten har talt med, sammenligner ligefrem det grønlandske forhold til f.eks. Siumut med mange sorte sydafrikaneres forhold til ANC Nelson Mandelas gamle parti. For ligesom ANC for mange i Sydafrika stadig står som et symbol på de sortes frihedskamp mod apartheid, står Siumut i høj grad som symbol på Grønlands historiske kamp for selvstændighed.»men der er noget, der tyder på, at den der lidt blinde partiloyalitet er under pres,«mener Anita Hoffer. Særligt kan man se, at flere unge går deres forældre direkte imod rent politisk. På samme måde som Randi Evaldsen gjorde op med sin Siumut-far, selv om det kostede dem flere måneders uvenskab, har også en anden ung fremadstormende demokrat, Nivi Olsen, valgt at stille op til Landstinget imod sin far, Bernhard Olsen, der er nuværende kommunalbestyrelsesmedlem for Siumut, og som også stiller op til Landstinget.»Man kan jo i virkeligheden argumentere for, at hele efterspillet omkring Aleqa Hammons bilagssag nemlig, at hun måtte gå af og udskrive valg jo er et sundhedstegn,«siger Anita Hoffer.»Folk ville simpelthen ikke finde sig i det, uanset hvilket parti hun kom fra, og her spillede de unge vælgere og meningsdannere da klart en stor rolle. Der er lang vej endnu, men jeg er fortrøstningsfuld, kan du nok høre,«siger hun og griner, inden hun og Bodil Karlshøj pakker bilen fuld af valgplakater og kører af sted med hæftemaskinen i hånden.
Side 15 af 16 Unge med politisk tæft»hej! Er I fra Jyllands-Posten,«spørger den 19-årige Ayoe Kristiansen, mens hun hopper i gadedrengeløb imod os. Aulaen i Midtgrønlands Gymnasieskole i Nuuk har noget nær byens bedste udsigt. Det nybyggede, moderne gymnasium ligger på en bakke med flere meter høje vinduer fra gulv til loft, så man kan se ned over vandet og solnedgangen, der er ved at gøre himlen lyserød. På slaget 14 møder vi Ayoe Kristiansen kort efterfulgt af de fire resterende medlemmer af gymnasiets elevråd, og vi sætter os ved et bord. Vi har aftalt at mødes med de fem under antagelsen af, at unge mennesker, der selv har meldt sig til elevrådet, måske også er lidt interesserede i det politiske liv uden for skolens vægge. Men at spørge de fem elever til den nuværende politiske situation er som at trykke på en knap, der afføder en uafbrudt og timelang snak om nepotisme, udskiftningerne i embedsværket, den skrantende økonomi, politikerleden i befolkningen og den i deres øjne uhensigtsmæssigt hårde tone Grønland har ført over for Danmark de senere år. Det er en flok usædvanligt velinformerede teenagere. 19-årige Anthon Møller er elevrådsformand. Trods hans blege hud og fregner over næsen er han umiskendelig af grønlandsk ophav. Som langt de fleste andre på skolen kommer han fra en blandet familie, hvor der både er grønlandske og danske aner, men ingen i elevrådet tøver med at kalde sig»100 pct. grønlænder«. Som så mange andre stemmer Anthons forældre på Siumut. Hans eget hjerte derimod»banker for IA«, som han selv siger om et af Grønlands mest venstreorienterede partier.
Side 16 af 16»Men selv om jeg er IA er, så tror jeg sgu nok alligevel, at jeg vil stemme på Demokraterne,«siger Anthon Engel Møller, mens resten af bordet nikker med. 16-årige Malu Rosing med den diskrete næsepiercing rækker høfligt hånden i vejret for at bede om ordet.»de er realistiske og pragmatiske på en helt anden måde end nogen af de gamle partier, og så går de faktisk op i at få ryddet op i systemet,«siger hun om de unge parti.»grønland er én stor pubertetskrise«lige netop nepotismen og den ustabile politiske situation ligger som nummer ét på listen over vigtigste mærkesager hos de unge i elevrådet.»vi har virkelig skrabet bunden med de seneste bilagssager. Det er altså lidt pinligt,«siger den 19- årige Kuka Chemnitz, der heller ikke tror på, at man kan gøre noget ved nogen af landets store problemer, før der bliver gjort op med vennetjenesterne og nepotismen. Anthon Møller går endda så langt, at han giver Børsens lederskribenter ret.»jeg er ked af at sige det, men vi er lidt af en bananrepublik. De samme partier sidder på magten i alt for mange år, og vores ledere opfører sig som konger det er ikke engang en joke,«siger han, mens Malu Rosing går ham lidt på klingen:»men det ligger altså ikke i den grønlandske kultur bare at rage til sig. Tværtimod skulle vores forfædre jo netop dele alt med hinanden husly, mad, skind. Ellers ville man dø ude i naturen. Så det her handler om nogle andre ting, tror jeg.det tror jeg også,«tilføjer 19-årige Napaartoq Lund Hansen, så man lige akkurat kan ane hans skinnende bøjle på tænderne.»det handler jo også om, at det tager lidt tid at lære, hvordan man driver en stat,«siger han.»ja,«indskyder Ayoe Kristiansen.»Men det hjælper heller ikke, at vi er så tynget af vores forhold til Danmark, for det er der altså mange, der stadig holder fast i. Men hele den der tankegang spænder kun ben for os. Grønland har brug for at tænke fremad i stedet for,«siger hun og rammer en generel tendens i elevrådet. De ser ikke noget problem i, at Grønland som nation samarbejder endnu tættere med Danmark i fremtiden. Til spørgsmålet om, hvorvidt de ønsker at gå ind i politik på den anden side af studierne, falder der også et prompte»ja«fra tre af eleverne, mens de sidste to går og fifler med tanken.»vi har så mange problemer, og det er jo fair nok, for vi er også en meget ung nation,«siger Kuka Chemnitz.»Men som det er nu, er Grønland én stor pubertetskrise... og vi må altså lige blive lidt voksne.«