ADVENTURER Medlemsblad for The Adventurers Club of Denmark

The Nr. 2-7 Feb-Sept 2013-71. årgang ADVENTURER Medlemsblad for The Adventurers Club of Denmark Foto: Kaare Vagner Generalforsamlingen 2013: For en gangs skyld lidt rav i den Dirigenten Bent Andersen Formanden Jens Hjorth

Generalforsamlingen 2013 Hov, hov! Af Jakob Andersen Vi fik gule ærter med Anders Bilgrams Røde Willy -dram til, og det varslede godt. Den efterfølgende generalforsamling fik da også nogle stænk af det hjertelige kaos, der gør en generalforsamling værd at møde op til. Først konstaterede dirigenten, at generalforsamlingen slet ikke var lovlig, idet den var indkaldt for sent (eller hvad det nu var). Det var Bent Andersen, der dirigerede, og han har før vist, at han er en mester, der kender alle paragraffer og krinkelkroge i statutterne. Der må altså indkaldes til en ny generalforsamling, konstaterede Bent Andersen, og her svigter min hukommelse noget, for de næste minutter var konfuse. Min sidemand måbede, andre sad med usikre udtryk i ansigterne. Så får vi gule ærter én gang til, råbte en lystig fætter. I bestyrelsen så de bestyrtede ud, men Viggo Hansen havde en forklaring, der vist nok gik ud på, at det var de moderne tider med internettet, der havde stukket en kæp i hjulet. Kaare Vagner bidrog med en saglig bemærkning fra sidelinjen men ingen tog notits af den. Nede i grebningen, hvor jeg sad, var vi lutter øre. Der blev mumlet og hvisket - også blandt vore ledere - men dirigenten anerkendte ingen undskyldninger for procedurefejlen. Han stod fast. Generalforsamlingen var og blev ulovlig. Langt om længe begyndte Bent Andersen imidlertid at vise svaghed i koderne, og til sidst bemærkede han med et forsorent glimt i øjet, at forsamlingen jo kunne vedtage, at generalforsamlingen alligevel var indkaldt lovligt. Om dette er i overensstemmelse med lov, ret og logik ved jeg ikke, men det skete i hvert fald, og folk sank lettede tilbage i stolene - undtagen ham der ville have to gange gule ærter. Med konduite og opfindsomhed havde eventyrerne igen klaret en uforudset hindring. Den næste halve time var alt fryd og gammen. Formand Jens Hjorth aflagde beretning med elegance og optimisme. Han har let til smilet, og det klæder ham at bære formandskæden. Kasserer Viggo Hansen forelagde regnskabet, og det bragte mange smil frem på medlemmernes ansigter. Per Schrøder havde nemlig testamenteret 300.000 kr. til klubben, og de fik Viggo Hansens regnskab til at ligne Wall Street. Det sidste punkt på dagsordenen var Eventuelt, og her kom vi til generalforsamlingens andet højdepunkt af exceptionel underholdning. En række medlemmer kom med indlæg, og efter det sidste skulle dirigenten have sagt: Er der flere indlæg under punktet Eventuelt? Bent Andersen, der kender proceduren som nogen, nåede imidlertid ikke at afslutte reglementeret. Formand Jens Hjorth tromlede hen over ham, erklærede generalforsamlingen slut og begyndte at synge en sang. Hov! Hov! Punktet Eventuelt er ikke slut, råbte jeg, for jeg havde et indlæg. Hov! Hov! råbte John Andersen, for han havde også et indlæg, og med energisk courage rejste han sig og holdt det, mens formanden klamrede sig til sin sang med et utålmodigt smil om læben. Efter Johns indlæg regnede jeg med, at turen også kom til mig, men Jens Hjorth begyndte straks at synge med Til venstre: Bent Andersen, Viggo Hansen og Jens Bjerre. Herover: Jakob Andersen. vældig røst, og forsamlingen fulgte ham. Andersen, skal du ikke lave ballade? hviskede Bjørn Harvig forhåbningsfuldt, men jeg måtte skuffe ham, for jeg var kun i halvt krigshumør. Jeg mente dog som gammel KGB-jæger at kende årsagen til det hele. Jens Hjorth er jo en fremragende sanger, og han har endda sunget i koret i den russiske kirke i København. Formentlig har han der lært et par sovjetiske tricks om mødeledelse. Men der er mere godt at fortælle om denne aften. Sjældent har jeg set en så livlig interaktion mellem medlemmerne. Der blev snakket og fortalt historier. Ølskabet tømtes langsomt, og på væggen i forstuen smilede Peter Freuchen som bevis på, at han bifaldt det hele. Vi skal være positive og romantiske, sagde Nikolaj Kirk, da vi diskuterede klubbladet. Ikke tale om, svarede jeg, der mangler tværtimod debat og rivninger. Vi trænger til nogle spark i løgsovsen. Men jeg var i mindretal. De andre ville også have romantik og folkekære artikler. Hvad i alverden gør de, når de møder en tiger ude i junglen? Aer de den? Hen imod midnat sad jeg med det sædvanlige slæng af værtshusrotter, som jeg af og til opererer sammen med. Der var Bjørn Harvig, Lars Kræmmer, Henrik Juul-Nielsen og et par stykker til. Vi besluttede at starte nattens rundtur i et bestemt værtshus, som jeg anbefalede, og jeg gik i forvejen for at rekognoscere. Men værtshuset var nedlagt, så jeg gik hjem, og det var heller ikke så dårligt. Inden jeg lagde mig til at sove, tænkte jeg på det indlæg, jeg aldrig fik holdt, og jeg måtte indrømme, at sovjetisk mødeledelse kan have sine fordele. 2

Generalforsamlingen 2013 Formandens beretning Formand Jens Hjorth med en smuk teleskopkikkert, som har tilhørt Peter Freuchen. Det er Tom Christoffersen, der har foræret klubben den, og Claus Tavse Birkbøll skal montere den over Det Runde Bord. Mere om kikkerten senere. Af Jens Hjorth Kære kammerater. Tak for, at I har mødt så talrigt op. Uden jeres aktive interesse i klubbens gøren og laden ville vi ikke kunne bestå. Et begivenhedsrigt år er gået. Bestyrelsen har med sine næsten månedlige bestyrelsesmøder fået tingene til at fungere. Og som formand kan jeg kun takke den øvrige bestyrelse for det supergode, engagerede og inspirerende samarbejde. En særlig tak til Ole Wøhlers, der har været en særdeles god sekretær. Han har trukket sig fra bestyrelsen, da han om vinteren har valgt at bo under varmere himmelstrøg. Vi vil savne hans gode og engagerede referater. Vores uundværlige kasserer, Viggo, er foruden regnskabet også kommet med en opgørelse vedrørende klubaktiviteterne, som jeg vil læse op: Siden sidste generalforsamling er medlem nr. 281 Niels Bech død 1. oktober 2012, hvor jeg deltog ved hans begravelse på Samsø. Æret være hans minde. Til gengæld har vi siden sidst fået optaget et nyt medlem. Det er Ole Bendtzen, der blev optaget d. 14/4 2012. Som tilføjelse har vi i 2013 optaget Martin Breum og Erik Bruun Jørgensen i januar og februar. Endnu engang velkommen. I 2012 har vi holdt 36 ordinære møder med i alt 618 deltagere (plus de to sommermøder i juli og august). Gennemsnit 17,2 medlem pr. møde. Der er en flot stigning i forhold til 13,3 i 2011 og 15,9 i 2010. Andre arrangementer. Generalforsamling 28. februar med 31 deltagere. Fest med Kvindelige Eventyrere den 21. april med 22 deltagere. Sommerturen den 16. juni til Geo-Center Møn og efterfølgende frokost hos Henrik Haubroe på Nordfeld med 29 deltagere. AC dameaften til Revy museet den 15. september med 23 deltagere. Julefrokost den 8. december med 54 deltagere. Sidst, men ikke mindst, tak til Anders Bilgram for hans arrangement med jagtture til Lildal i Thy, som Mikkel Jungersen har beskrevet i det sidste nummer af The Adventurer. Og tak for de 12 flasker hjemmebrændt snapse han har givet klubben. Den 9. juli blev der på vores bankkonto indsat 300.000 kroner. Penge, der er testamenteret af Per Schrøder. Vi er ham naturligvis meget taknemmelige. Schrøder elskede klubben og var et meget flittigt medlem til det sidste. Æret være hans minde. I tilslutning til de gule ærter med flæsk vil jeg komme med noget valgflæsk. Bestyrelsen har énstemmigt vedtaget, at kuvertprisen på 30 kr. bortfalder for alle deltagerne til møderne. I øvrigt: En stor byrde er taget af Fortsættes næste side 3

Generalforsamlingen 2013 Øverst, fra venstre: Claus Tavse Birkbøll, Frode Uhre, Lars Ørlund, Jens Bjerre, Jens Alstrup, Henrik Bohr. Nederst fra v.: Vagn Bjerre Christensen, Nikolaj Kirk, Hjalte Tin. T.h.: Tavse, Ørlund, Klaus Heede Møller, John Andersen, Schönherr m.fl. Fortsat fra forrige side vores skuldre. Køkkenprojektet er nu fuldendt, takket været Tavse og hans firmas meget økonomisk fordelagtige tilbud. En meget stor tak til Tavse, der med ildhu har engageret sig i dette arrangement. Vi skal også takke Tavse for hans restaurering af det runde bord. De sidste navne er næsten indgraveret, og bordet er som at røre ved silkehud (en god erstatning). Det er renset, slebet og olieret efter alle kunstens regler. Som en tak for hans store indsats har han fået en kasse god rødvin. Køkkenet ville ikke være kommet i stand, hvis ikke vi havde fået indtægterne fra vores bog Udlængsel. Så derfor en meget stor tak til kammeraterne, der har været med til udgivelsen af bogen. Tak til Hans Peter Mikkelsen for den elektriske installation. Tak til Henrik Andersen m.fl. for, at I frivilligt hjalp til med at få revet det gamle køkken ned. På forhånd tak til vort medlem Bent Thagesen, der nu er i gang med at registrere alle vores genstande i klubhuset. I denne takkeregn må vi også inkludere Jakob Andersen for hans altid gode blad Fortsættes næste side 4

Generalforsamlingen 2013 Alle fotos: Kaare Vagner, Jakob Andersen Fortsat fra forrige side The Adventurer. Takket være hans hustru Lotte, som står for layouten, tager bladet sig fantastisk ud. Derfor har Lotte også fået en kasse god rødvin af bestyrelsen. Uden mad og drikke duer helten ikke. Uanset menuen ved møderne er Gert uundværlig. Han får det til at fungere, ikke mindst når hans Ingrid er med ved de større arrangementer herinde. Så derfor får Gert og Ingrid som en ekstra påskønnelse en stor flaske Talisker Whisky. I al almindelighed er der kommet større interesse for Eventyrernes Klub. Det skyldes bl.a. de mange bogudgivelser og først og fremmest de mange foredrag, kammeraterne holder rundt om i landet. Nordisk Film har lavet en aftale med flere kammerater om at holde foredrag. Det er uden tvivl med til at øge interessen for klubben. Som formand sidder jeg og besvarer en masse mail fra interesserede. For nylig ønskede BT Søndag en artikelserie med de gamle eventyrere. Loddet faldt på Jens Bjerre, Torben Wolff og mig. Vores udløbsdato er endnu ikke overskredet. Gamle såvel som unge er med til at viderebringe eventyret til stor glæde og interesse for vores medmennesker. Eventyrernes Klub må vi værne om med den fornødne respekt og værdighed, der tilkommer den. Jeg vil tillade mig at slutte med et citat, som Ole Lindboe udtrykte ved den forrige generalforsamling, frit taget fra Peter Freuchens mindetale ved Knud Rasmussens død: I var min ungdoms og manddoms kammerater. Det var et liv i spænding og eventyr. Lykkelig føler jeg mig, fordi jeg traf jer på min vej. Øverst: Jens Bjerre og Kaare Vagner. Nederst fra venstre: Frode Uhre, Lars Kræmmer, Mikkel Jungersen, Henrik Juul-Nielsen, Kaj Spangenberg, Klaus Aarsleff, John Andersen, Klaus Heede Møller. 5

Mødet ved Peter Freuchens varde, januar 2013 LARS ØRLUND tog disse billeder ved årets første møde i klubben. Øverst: Søren Thirslund ( Gamle Søren ), Leif Vanggaard, Jens Bjerre. Til venstre: Jens Hjorth og Hans-Henrik Jørgensen. Til højre: Jakob Andersen, der videofilmede det hele. 6

1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea Jens Bjerre på vej ind i junglen med sine bærere. Dansefest med komplikationer Af Jens Bjerre Tekst og foto En hvid mand mødes med mistro og truende holdning hos moromboerne, en stamme der lever isoleret i junglen Den lille flyvemaskine hoppede igennem tordenskyerne, som lå tæt hen over de savtakkede bjerge. Piloten pegede ind over en truende bjergkæde og sagde: Du skal over den der for at finde morombostammen. God fornøjelse! Turen var begyndt med, at jeg havde spurgt distriktskommissæren i Goroka, om han kunne fortælle mig, hvor i højlandet, der fandt dansefester sted på denne årstid. Han havde bragt spørgsmålet videre pr. radio til de forskellige patruljeofficerer, udstationerede i de afsidesliggende egne af Ny Guineas højland, og fra nogle af dem var der kommet besked om, at morombostammen var i fuld gang med forberedelser til den årlige næsegennemboringsfest. Men regntiden var begyndt tidligt og jeg måtte skynde mig. Derfor havde jeg lejet en flyvemaskine til at føre mig ud til en missionsstation, hvorfra jeg til fods måtte gå ud til moromboerne. Efter landingen sagde piloten, idet han borede sin ene støvle ned i mudderet på landingspladsen og stirrede op mod skyerne: Du gør klogt i at skynde dig. Om en uge er det umuligt at lande med maskinen her! Før det var blevet lyst næste morgen, startede jeg. Missionsstationens leder havde givet mig fire af sine bedste bærere med, deriblandt Maio, en tolk og vejviser som hørte til morombofolket og kendte stierne i bjergene. Vi skulle klatre det meste af vejen, og jeg havde skåret bagagen ned til det allernødvendigste: Filmapparater, Fortsættes næste side 7

1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea Fortsat fra forrige side båndoptager, sovepose, luftmadras, presenninger, regntøj, kogegrejer, konserves og endelig byttevarer. Herimellem var en halv sæk salt, tobak samt gamle aviser, som de indfødte anvender som cigaretpapir. I de første fire-fem timer gik det støt opad over de åbne, græsklædte bakker. Stigningen blev brattere op til de tætte bregneskove, hvor alt var fuldstændigt dækket af slimet mos, som dæmpede alle lyde. Der herskede en ejendommelig stilhed mellem lianerne og de grønne, plydsbeklædte stammer, der som søjler bar det tætte bladløv. Kun ganske lidt lys trængte igennem og selv lyset havde et grønt skær. Vi måtte passere flere vandløb. I begyndelsen kunne vi gå over på de indfødtes primitive hængebroer, men senere hen var de skyllet bort. Det sker hvert år ved regntidens begyndelse. Derfor måtte vi vade over vandløbene, ofte i vand til livet. Hen under aften var vi nået så højt op, at der kun var et par hundrede meter til bjergryggen. Vi slog lejr. Bærerne byggede i løbet af en halv times tid et par små hytter af gréne og blade, hvorefter vi åbnede et par dåser konserves og kogte ris. Jeg følte mig komplet udkørt efter dagens klatring. Det værkede i alle lemmer, værst i ryggen. Det var kun tre uger siden, jeg var blevet udskrevet fra et hospital ved kysten, hvor jeg havde pådraget mig en malaria. Kininen havde Disse kvinder synger grædende klagesange over en slægtnings død. Den lokale høvding fungerer som en slags sognefoged. Hans myndighed er markeret ved Tul-tul skiltet, som han bærer på panden, og som han har fået tildelt af den lokale patruljeofficer. taget mine kræfter. Nu lå jeg på min luftmadras i hytten og spiste i halvmørke. Jeg var så træt, at jeg trods sulten faldt i søvn med mad i munden. I hvert fald vågnede jeg ud på natten ved, at jeg lå oven på en bliktallerken med kogt ris. Bålet var brændt ud. Alle sov. Det var hundekoldt. En klam tåge drev ind gennem hyttens åbning. Klokken var tre. Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg syntes, jeg havde lidt feber, tog et par ekstra kininpiller og besluttede mig til at vække bærerne og starte med det samme, nærmest for at overbevise mig selv om, at feberen ikke var kommet igen. Bærerne var gnavne over at blive vækket. Efter at vi havde spist nogle stegte kartofler, startede vi, netop som det begyndende dagslys gjorde det muligt at skelne træer og klipper i tågen. Regnen blev efterhånden mere voldsom, og humøret sank. Bærernes blikke fortalte Fortsættes næste side 8

1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea Denne kvinde har smurt sig ind i ler for at vise en afdød slægtnings ånd, at hun bærer sorg. Fortsat fra forrige side tydeligt, at de anså det for vanvittigt at gå over bjergene i regntiden. Vi nåede bjergryggen, som var indhyllet i tæt tåge. Vi måtte hejse hinanden op med sikkerhedstovet. Vi var 7.000 fod over dalen. På kammen var der kun nøgne, skarpe kalksten - og klam tåge. Da vi skulle begynde nedstigningen, fandt vi kun lodrette klippevægge og gik længe langs bjergryggen, som flere steder var så smal, at vi måtte kravle på alle fire. Endelig fandt vi et sted, hvor vi kunne foretage nedstigning. Det var næsten vanskeligere end opstigningen. Vi var hele tiden i fare for at styrte ud over klippesiderne. En bærer snublede, hans rygsæk med ris styrtede lydløst i afgrunden og splintrede mod en klippespids. Risen stod som en hvid sky over den grønne mosgroede klippeside. Alle var segnefærdige af udmattelse, sult og tørst, da vi kort før solnedgang slog lejr. Der blev bygget et par hytter, jeg slugte igen tre-fire kininpiller og rullede mig ind i soveposen i den ene hytte. Om morgenen følte jeg mig bedre tilpas. Feberen syntes at være aftaget. Bærerne var nu ivrige for at komme af sted. Dybt nede i dalen kunne vi skimte en landsby. De vidste, at nede i landsbyen under os var der mad og fest. Men først sent på eftermiddagen nåede vi frem. Jeg havde ventet, at vi var blevet godt modtaget. Men moromboerne havde haft meget lidt kontakt med europæere og brød sig åbenbart ikke om mit selskab. Maio var ikke velset blandt sine stammefrænder, fordi han arbejdede på missionsstationen. Vel et hundrede fjerprydede og krigsmalede mænd sad i grupper uden for hytterne og skulede efter mig med uvenlige blikke. Maio viste mig hen til høvdingen, som jeg forklarede, at jeg gerne ville overvære deres fest og danse og at jeg havde gaver med til dem. Høvdingen diskuterede lidt med de andre og viste mig så hen til en gæstehytte. Her kunne jeg bo. Jeg bad høvdingen samle de gamle mænd uden for min hytte. Hver fik en håndfuld salt, som de begærligt slikkede i sig. Ved Maios hjælp fandt jeg ud af, at ceremonien med gennemboringen af drengenes næser skulle finde sted en af de nærmeste dage. Jeg forærede så høvdingen en stor kniv og forklarede, at han fik flere gaver, hvis jeg måtte overvære denne ceremoni, især hvis han ville fremskynde den. Resten af dagen gik jeg rundt i landsbyen for at vænne beboerne til synet af mig. Efter at jeg havde givet dem forskellige gaver, syntes de at forsone sig med min tilstedeværelse. Den aften sov jeg til akkompagnement af sangen og trommerne, der lød fra de mange fælleshytter, som var rejst i anledning af dansefesterne. Næste morgen oprandt med solskin. Hele formiddagen strømmede krigere til fra de omliggende landsbyer. Alle var pragtfuldt dekoreret med farvestrålende paradisfuglefjer. Mange havde smurt plantefarve, sod og vildsvinefedt i ansigtet. Til at begynde med sad de i smågrupper og spiste og drak. Drikkevarerne var en berusende drik, fremstillet af sukkerrør og en slags søde, gærede kartofler. Ved middagstid begyndte dansen. Mændene stillede sig op i lange rækker midt på den åbne plads i landsbyen. Halvdelen af dem havde trommer med slangeskind, andre stod med lange spyd eller buer og pile i hænderne. Dansen bestod nærmest i hop og stamp til trommernes akkompagnement. Lidt efter lidt steg tempoet. Danserne arbejdede sig mere og mere op i ekstase. Sveden haglede ned ad dem. Flere af dem afbrød ofte dansen for at drikke. Efterhånden blev mange stærkt berusede. Enkelte råbte truende til mig, når jeg rettede filmapparatet eller mikrofonen hen imod dem. Pludselig blev der uro i landsbyen. En flok unge piger styrtede råbende ud fra en af fælleshytterne. De greb en af de unge mænd i de dansenes rækker og førte ham under voldsom modstand med sig ud i junglen, mens landsbyens beboere hylede af latter. Maio fortalte, at dette Fortsættes næste side 9

1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea Krigerne varmer op til dansen ved at slå på trommerne, stampe i jorden og råbe udfordrende til de øvrige deltagende klaner. Fortsat fra forrige side ofte sker under dansefesterne. Når en af de unge piger havde fået kik på en mand, gjorde hun åbent kur til ham og hvis han ikke tog notits af hende, ja, så samlede hun sine veninder, hvorpå de bortførte den tilbedte med magt. Hen under aften fortalte høvdingen, at jeg samme aften kunne følge med mændene ud til stedet, hvor gennemboringen af drengenes næser skulle finde sted. Jeg spurgte, om han ikke kunne vente til det blev lyst næste dag, men det afslog han. Ceremonien kunne kun foregå om aftenen. Straks efter solnedgang gik vi i en lang række med et par fakler foran ud til en rydning, godt et par kilometer fra landsbyen. Her lå en temmelig stor hytte, inde i den opholdt sig fem-seks drenge. Det hele tog ikke lang tid og var heller ikke omgivet af mange ceremonier. Drengene, som var i otte-ti års alderen, blev én efter én hentet ud fra hytten. De ældre mænd - deres onkler eller fædre - tog en tilspidset fugleknogle og borede den igennem næseborsbrusken på drengene. Ingen af dem gav et kny. De stod bagefter i række, hver med et tyndt ben gennem næsen, og så helt kække ud. Mændene tog nu hver en kæp eller en tornet gren i hånden og stillede op i to rækker. Drengene blev beordret til at løbe spidsrod mellem rækkerne. Slagene faldt ubarmhjertigt. Nogle drenge blev temmelig ilde tilredt og blødte af rifter. Men ingen gav en lyd fra sig. De løb straks hen til hytten, hvor de skulle opholde sig i endnu en uges tid, før de kunne komme tilbage til landsbyen. Da vi senere på aftenen var tilbage i landsbyen, var dansen i fuld gang. Nu deltog der mange kvinder i dansen, både unge og gamle. Alle hoppede og svajede i takt til sangene og trommernes rytme. Der stod en stank af sved fra de nøgne kroppe. Skæret fra bålene lyste i de hvide tænder, i smykkerne og de vajende paradisfuglefjer. Min båndoptager snurrede. Jeg kom sent i soveposen. Da jeg vågnede næste morgen, opdagede jeg, at der havde været besøg i min hytte. Min bagage var gennemrodet. Sækken med salt var stjålet sammen med mine øvrige byttevarer og alle konservesdåserne. Der var kun efterladt et par dåser kaffepulver - og heldigvis alle mine film- og lydapparater. Jeg for rasende ud af hytten og løb lige ind i en flok unge, drukne krigere, som proppede sig med min dåsemad. Jeg sparkede dåserne ud af hænderne på dem og råbte på høvdingen. Han viste sig ikke. Krigerne indtog en fjendtlig holdning. Et par kastede deres spyd demonstrativt imod min hytte, kun et par meter fra, hvor jeg stod. Det betød tydeligt nok: Forsvind - eller! Jeg gav Maio ordre til opbrud. Jeg havde fået nok, både af film og lydoptagelser og af moromboerne. Desuden var jeg bange for at komme for sent til flyvemaskinen, der skulle hente mig. Mens jeg pakkede, kom høvdingen med nogle af de gamle mænd og undskyldte tyveriet. Han gav mig et par store bærenet med frugter og søde kartofter. Jeg bemærkede, at han havde flere af mine forsvundne byttevarer stukket ind under sit barkbælte. Men jeg sagde ingen ting. Vi startede lidt før middag. Den eneste føde, vi havde tilbage, var kaffepulver og høvdingens gaver. Men det tyndede hurtigt ud i dem. Allerede da vi vadede gennem det første vandløb, skyllede mange frugter ud af nettet, som blev revet i stykker på nogle sten. Vi nåede at få bygget et par hytter helt oppe ved den mosgroede bregneskov, før mørket faldt på og regnen satte ind. Fortsættes næste side 10

1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea Fortsat fra forrige side Om morgenen spiste vi halvdelen af de resterende frugter og drak kold kaffe til. Bærerne fandt nogle sukkerrør og tyggede dem i sig. Vi kom hurtigt ud af bregneskoven og nåede de nøgne kalkstensklipper. Her var der også tæt tåge og det var vanskeligt at orientere sig. Ved middagstid nåede vi helt op på ryggen. Et par bærere havde revet fødder og knæ til blods på de skarpe sten. Netop som jeg skulle lægge forbinding, hørte jeg et skrig bag mig. Jeg nåede lige at se hoved og arme på en af bærerne forsvinde i tågen. Et par sekunder efter hørte vi et uhyggeligt slag og en svag jamren. Men vi kunne intet se. Maio råbte til bæreren, at han ikke måtte bevæge sig. Vi gjorde så et tov fast, så jeg kunne fire mig ned over kanten. Seks-syv meter nede var der en afsats og her lå Lalak, som bæreren hed. Han havde et sår i hovedet og kunne ikke bevæge sig. Øjensynligt var et ben brækket. Maio kom ned med tæpper og mere tovværk. Vi lagde Lalak i tæpper og hejste ham forsigtigt op på bjergryggen. Da jeg selv kom derop, havde han mistet bevidstheden. Vi masserede ham og gav ham kold kaffe og fik ham til bevidsthed igen. Det regnede, men heldigvis fandt vi et stykke nede på skråningen et lille fremspring, under hvilket vi kunne sidde nogenlunde i læ. Her krøb vi sammen hele natten uden at få megen søvn. Så snart det lysnede, krøb Maio sammen med en bærer ned til bregneskoven for at hente lianer og grene til en båre. Da de kom tilbage et par timer efter, havde vi fået tændt bål og til afveksling tilberedt varm kaffe. Dette livede op på Lalak, som flere gange var ved at miste bevidstheden. Han blev bundet fast til båren, så han ikke kunne falde af og derefter begyndte vi nedstigningen. Det gik meget langsomt. To gange måtte vi forsigtigt hejse båren ned fra den ene afsats til den anden. Det gik så langsomt, at vi kun var nået midt ind i bregneskoven, da det begyndte at blive mørkt. Så byggede vi atter et par bladhytter, drak hver flere krus kold kaffe og forsøgte forgæves at få lidt søvn. Aldrig har en nat forekommet så lang. Den følgende dag var det otte dage siden, jeg havde fået en uges tid som frist til igen at nå ud af dalen med flyvemaskinen. Det var umuligt at sætte farten op. Vi var udmattet af sult, og det gik langsomt med båren. Min feber var ved at blusse op igen. Heldigvis gik det ikke mere så stejlt. Vi lod os halvt falde, skridt for skridt. Lalak klagede ofte. Vi faldt flere gange og slog os til blods, men var for sløve til at bekymre os om forbindinger. Hver gang vi passerede en bjergstrøm, drak vi begærligt af vandet. Det gik stadig langsommere. Hvert femte minut måtte vi skiftes til at bære båren. Lalak var bevidstløs i lange perioder. Jeg var nu bange for, at han ikke ville vågne op igen. Den nat sov vi i en forladt hytte på bjergskråningen. Jeg blundede kun en time den nat. Vi skiftedes til at holde et lille bål vedlige for at tørre klæder og tæpper. Regnen strømmede ned endnu voldsommere end om dagen. Jeg rystede af feber og havde en pibende susen for ørerne af de mange kininpiller. Vi startede om morgenen, endnu før det var dagslys. Men nu var der en sti, som førte ned til missionsstationen. Maio gik foran med min lommelygte. Da det blev lyst, kunne vi skimte missionsstationen dybt under os. Det gav fornyede kræfter. Pludselig pegede Maio mod landingspladsen. Jeg skimtede gennem støvregnen et tåget, hvidt kors: flyvemaskinen! Jeg havde allerede på forhånd opgivet håbet om at blive fløjet ud af dalen, men nu blev jeg grebet af en næsten panikagtig skræk for, at maskinen ville lette uden mig. Jeg satte tempoet op til det yderste. Piloten sad sammen med missionæren og spiste, da jeg vaklede ind på missionens veranda. Jeg havde kun tanke for maden og åd begærligt som et dyr. Så først fik jeg fortalt om Lalak, som missionæren tog sig af. Piloten fortalte, at alle landingspladser var lukkede, på nær én, der lå næsten to hundrede kilometer borte i junglen. Men, tilføjede han med et grin, jeg arrangerede en nødlanding her for at se, om du var kommet tilbage. Vi må af sted med det samme! Og en halv time efter sad jeg i maskinen og glædede mig ligefrem til at svæve hen over bjergryggen, hvor jeg havde aset i de sidste fem dage. Men jeg havde overvurderet mig selv. Inden maskinen havde cirklet sig op over bjergene, snorksov jeg. 11

Klubbens nye genbo Af Alex Frank Larsen Tekst og foto Ved min optagelse i denne ærværdige klub i september 2011 var kammerat Nauntofte så venlig at citere fra en rejseberetning, jeg begik engang i Yngre Jernalder. Nærmere bestemt artiklen om en sejltur fra Cap Horn til Sankt Thomas, bragt i mit gamle blad Information 19. august 1983. Jens fortalte, hvordan han bragte avisen, en ny fok og et par flasker god rom med ud til Bali, hvorfra han stævnede ud på Det indiske Ocean bound for Christmas Island på Gitte og Erik Wedersøes gode skib Gitte Gry. Undervejs benyttede han et skippervagtskifte kl. 16 til at slå rom i glasset og læse artiklen højt. Kammeraterne om bord lyttede med slet skjult benovelse over turen fra de frådende kolde søer ved det chilenske ildland Tierra del Fuego op langs Sydamerika til den gamle danske slavekoloni på de caribiske Jomfruøer. Først langt nede i teksten åbenbaredes det, at historien var en satirisk parafrase over jordomsejlernes strabadser, og at de to eksotisk lydende destinationer var spisesteder, der befandt sig på solsiden i Nyhavn og ved kajen på Flakfortet. Nu vil Skæbnen - eller hvem der ellers bestemmer den slags - at det skib jeg benyttede til den minderige udflugt, har lagt sig til kajs lige ud for porten til Eventyrernes Klub. For mig var der dén særlige hage ved Nauntoftes beretning omkring det runde bord, at den bragte minder frem om mine første besøg i klubben 13 år tidligere, i 1998. Dengang var jeg inviteret til et par klubaftener af Erik Wedersøe og John Andersen. Som nyslået formand havde John planer om en TV-serie om Eventyrernes Klub, som jeg skulle producere. Det forhandlede vi med TV2 om, men da ingen af os ville goutere deres absurde krav om at fixe serien op med diverse popsmarte påfund, rebede vi Fortsættes næste side 12

Chaluppen anduver Flakfortet og restaurant Sankt Thomas med Alex Frank Larsen ved rattet. Gasterne er datteren Jamilla og professor Ole Lange, tidligere bådsmand hos Erik Wedersøe. (Foto: Ernst Nielsen) Fortsat fra forrige side sejl og riggede af med et tak for kaffe. Tre år tidligere havde Wedersøe lokket mig med på en anden galej: at sejle til de steder omkring Atlanterhavet & omegn, hvor danskerne historisk havde sat deres spor. Grønland, Færøerne, Island, videre til Nordamerika, Caribien, over dammen til Guldkysten (Ghana) og hjem via Normandiet, Irland og England. Et års rundrejse med billedrapporter sendt hjem direkte fra skibet via satellit og redigeret hos Zentropa af en vis Lars Trier til et ugentligt program 54 uger i træk. Alle var begejstret for projektet, også de implicerede chefer i DR, der fik ryddet avisforsider om deres andel i den store odyssé, men da det kom til stykket, ville de ikke slippe slanterne. What else is new? Jeg havde gennem årene delt andre maritime erfaringer med kaptajn Wedersøe, så det var en sær fornemmelse, at min optagelse i Eventyrernes Klub netop fandt sted den dag, da han afmønstrede fra det jordiske, den 27. september 2011. Men tilbage til skibet ved bolværket ud for Nyhavn 53. Det er en statelig chalup, bygget for Københavns Havnevæsen i 1926 til at sejle byens fine gæster rundt i havnen. Bilbrevet betegner skibet som en halvdæks Patrouillebaad i en længde Fortsættes næste side 13

Fidel Castro dukkede op i jeep for at hilse på de skandinaviske gæster på den revolutionære byggeplads. Fortsat fra forrige side på 13,5 meter, bygget af udsøgt Cubamahogni på spanter af eg og dæk af Oregon-pine, med facetslebne ruder og apteret med alskens finesser. Prisen uden motor var svimlende 27.000 kroner. Dertil kom oprindeligt en Rolls Royce motor. Alt buet træ er krumvokset og superstærkt, ikke bare hugget til pasform. Er det ikke også, hvad mange eventyrere er -krumvokset? Nå. Jeg havde fornøjelsen - og sliddet - ved at eje fartøjet med min far og bror i over tre år fra 1983. Da havde det netop ageret sejlende sommerhus for to børnefamilier, der drog ned ad Europas floder og vendte rundt i Avignon. De blev frarådet at stikke stævnen ud i Middelhavet - det havde et hold forgængere vovet på en tidligere flodrejse med chaluppen, men de blev hurtigt klogere. Nu sluttede de unges hjemtur en kold novemberdag i en nederlandsk havn, hvorfra jeg købte skibet ubeset - jeg kendte skipper Chresser som en mand af ære. Et par uger før den formelle overdragelse var jeg på min anden rejse til det blokaderamte Cuba. Første gang var en skandinavisk pionertur i 1972 med Brigada Nordica. Jeg var redaktør af Studenterbladet og ville rapportere om uddannelse og samfundsopbygning efter Castros og Che Guevaras revolution i 1959. Vi blev installeret i kønsadskilte barakker med køjesenge og vækkedes af revolutionære marcher fra skrattende højttalere. Så ud til kolde afvaskninger under tilkalkede brusere, næsten som i rekruttidens Frøslev-lejr. Dog med den forskel, at i det sønderjyske behøvede vi ikke hver morgen ryste skorpioner ud af støvlerne. Om dagen gravede vi render i gammel koralgrund med trykluftbor, drivende af sved under den skarpe sol og side om side med unge slidere fra det krigshærgede Vietnam. Renderne skulle blive fundamenter til plejehjem for revolutionens veteraner. De små vietnamesere græd af glæde, da Fidel Castro i egen person og kampuniform kørte ud til byggepladsen i jeep og blandt andet spurgte, om vi fik mælk til maden. Mælk? Vi fik smattede ris og bønner klasket ned på ramponerede aluminiumsbakker og bagefter sød stærk kaffe i fingerbøl, men sgunte mælk. Dagen efter kom der mælkejunger til lejren, på direkte ordre fra El Comandante en Jefe. Hvis nogen skulle forbinde Cuba med Frozen Daiquiris eller Mojitos i skørteformede champagneglas, kunne chefen belære dem om yversaftens lyksaligheder, så selv dansk landbrug måtte fryde sig. Castro inviterede os også til Havana på den årlige revolutionsdag, 26. juli, hvor vi sad på den særlige gæstetribune foran en halv million cubanere, der stod op i syv stive timer og hørte på hans politiske refræner. Min næste Cuba-rejse 11 år senere var en såkaldt ludertur (all inclusive for indbudte journalister i håb om noget omtale) med Hansa Folketurist. Trods det kommunistiske islæt med fly fra Interflug via Østberlin forløb denne tur anderledes civiliseret. Jeg var i selskab med cigarrygende aficionados som Jan Stage og Øjvind Kyrø. Rejsen bød på VIP-forkælelse på den legendariske hotelsilo Habana Libre, pilgrimsbesøg på Hemingways bardiske, frokost i kemi-magnaten Irénée Du Ponts pragtvilla i Varadero og energiske benspjæt fra fjerklædte nougat-nymfer på scenen i cabaret Tropicana. Men under glimmeret og den vidunderlige Son musik lød der mislyde i den caribiske nat. Fra overfyldte fængsler skummede vreden over, og skuffede cubanske desperados satte kurs mod Florida i små vankelmodige joller. Cuba havde sin egen krise, længe før den blev global. Det politiske uføre blev et naturligt tema, da Stage og jeg blev inviteret til middag hos den danske ambassadør. Under de efterfølgende Mojitos på terrassen kom Stage i heftig diskussion med en dansk kvinde, der havde tilbragt en menneskealder i landet. Det ene ord tog det andet, og til sidst slyngede hun ud: Nu lyder du fuldstændig som Jan Stage! Hun havde vist glemt at kigge på gæstelisten. Som tidligere agent for Castro-styret havde Jan Stage stadig gode forbindelser i landet. Han var eminent til at organisere friske hummere og andre lækkerier fra den sorte børs. Jeg husker endnu en Stage-indledning i Politiken fra Habana Libre: Hvem ringer telefonen for? Er det hotelledelsen, der alligevel kræver en visumforlængelse? Er det dollarbutikken, der vil tilbyde billig Havana- Club-rom eller amerikanske cigaretter, som ingen dødelig cubaner kan få fingre i? Eller er det blot en eller anden, der ønsker at erhverve sig en halvbrugt deodorant-stift? Mine egne spørgsmål var mere målsøgende. Hvor finder jeg noget ægte Cuba-mahogni? Når chancen bød sig på udflugter fra Havanna og Varadero eller ude østpå fra Santiago de Cuba nær den amerikanske Guantanamo-base, spejdede jeg efter træstumper til nogle småskavanker på chaluppens agterspejl, hvor den i sin Fortsættes næste side 14

Fortsat fra forrige side Chaluppen er og bliver en iver efter at komme hjem havde stødt rumpen mod en fransk sluse. Men jeg ledte forgæves, og her rakte Stages forbindelser desværre ikke til. Castro havde forbudt al udførsel af fædrelandets mahogni, den fineste i verden. Tilbage i 1926 benyttede Københavns Yacht- og Motorbaads-Værft cubansk ædeltræ, der havde ligget til tørring i ni år og blev vendt hver uge, men de tider var forbi. Så jeg vendte tomhændet hjem til fædrelandet, bortset fra en 12-årig flaske Havana Club og en T-shirt, som nogen havde foræret mig med den flammende påskrift Patria o muerte -venceremos! Fædrelandet eller døden - vi vil sejre! Efter et slidsomt forår med en grundig overhaling af Patrouillebaad 1926 lagde vi skønheden til havns i Vallensbæk, hvor jeg kunne se hende fra mit arbejdsværelse. Al hendes elegance og charme ufortalt måtte vi dog med tiden erkende, at hun havde sine svage sider: hun brød sig for eksempel ikke om bølger. Derfor blev vore ture mestendels begrænset til så eksotiske rejsemål som havnen i Køge eller via slusen i Sydhavnen og gennem København op til Hven. På sin oprindelige hjemmebane i hovedstaden blev chaluppen ofte genkendt af gamle håndværkere, der havde nusset om den på Holmen og stadig omtalte skibet med stor ærbødighed. Det nød også positiv særbehandling, når vi eksempelvis lagde til kajs på gæstevisit i Nyhavn. Her befandt det sig godt. københavner, så vi takkede pænt nej til købstilbud fra både Silkeborg-søerne, Sydfrankrig og sågar Florida. I november 1987 overlod vi klenodiet til konsortiet bag den gamle havneknejpe, nu restaurant Lumskebugten på Esplanaden. De spenderede en lille million i en ansigtsløftning på Marinmuseet i svenske Karlskrona, så herligheden igen kunne byde spisende gæster rundt i havnen, nu med knapstukne plyssæder i salonen og ny 120 hk Perkins motor under dørken. Renoveringen blev fejret i stor stil med champagne, østers og hornmusik på Nordre Toldbod, hvor jeg inviterede Wedersøe med. I dag ejes den 86-årige chalup af JS Boatcharter, der tager sig af ældreplejen, så den stadig kan vise gæster rundt i havnen. Turen fra Cap Horn til Sankt Thomas kan dog ikke gøres om, alene fordi Flakfortets restaurant har skiftet navn. Om vinteren kommer chaluppen i hi under tag i Skudehavnen. Men når våren går gennem Nyhavn, når solen - som salig Sigfred sang - har gule unger i hver skimlet regnvejrspyt, så går skønheden atter til kajs. Og i magsvejr kan den stolte matrone stadig overtales til at vise sine klassiske ynder frem i Nyhavn, og sågar tage en stille vals rundt i havnen, hvis nogen ellers vil spendere en skilling eller to. Åh, disse minder 15

En rapport fra Goma og Bunia i det østlige Congo En fredelig dag ved fronten. Den 30-årige oberst Mamadu Ndala poserer ved frontlinjen. Et par hundrede meter bag ham ligger oprørshæren M23 parat. En uge efter dette foto blev taget, brød kampene løs mellem regeringstropperne og M23. Fra børnesoldat til hashhandler Af Øjvind Kyrø Tekst og foto Oberst Mamadu Ndala er en flink fyr. Han vil gerne modtage journalister ved fronten, der består af lavasten fra en glødende vulkan i nærheden. På anden side - omkring 200 meter væk - ligger oprørshæren M23. Det er en stille dag ved fronten. Der er fuglefløjt i luften, som ind imellem flænges af lyden af gamle russiske helikoptere, som FN har indkøbt til at patruljere. Fire helikoptere flyver efter hinanden, men inde på oberstens territorium. FN har købt droner i Italien til at overvåge fjendens, det vil sige militsgrupperne, stillinger, bevægelser og forsyningslinjer, men små førerløse fly kommer først om et par måneder. Obersten nyder bevågenheden fra verdenspressen, der kan tælles på Fortsættes næste side 16

Goma Fortsat fra forrige side tre fingre. Hans krop er arret af fem skudhuller, fordi han er kendt for ikke at trække sig tilbage under et slag, hvilket er en sjældenhed i den congolesiske regeringshær. Normalt spæner soldaterne væk, når de hører et skud. Sidst var i november, da M23 nærmest slentrede ind i millionbyen Goma og holdt den besat. Først da regeringen i den fjerne hovedstad Kinshasa gik ind på forhandlinger, trak M23 sine styrker ud af byen. Men oberst Mamadu fik dem til at fortrække syv kilometer ud af byen, og ikke kun tre kilometer, hvor de havde opsat deres stillinger. Derfor blev han Gomas helt. Under erobringen af Goma lå verdens største FN-styrke på deres feltsenge, forskanset i deres hovedkvarter for det østlige Congo. At en oprørshær med en sådan lethed kunne få såvel regeringshæren som FN til at hytte deres egne skind og ikke beskytte civilbefolkningen, blev anset som en skandale i FN-bygningen i New York. Her besluttede man at udstationere en brigade på 3.000 mand fra Tanzania, Malawi og Sydafrika, som er blevet forsynet med et offensivt mandat. Men den er ikke gået i aktion endnu, og spørgsmålet er, om den vil virke efter hensigten og gøre kål på de tre dusin militsgrupper, der har magten i det østlige, mineralrige Congo. Som en højtstående FN-kilde trist siger: Jeg tror ikke, at fx Sydafrika vil tillade, at nogle af deres soldater falder i kamp i Congo. Alt i alt er stillingen den, at en kujonagtig regeringshær og en uduelig FN-styrke - dog forstærket af en muligvis deling af duelige soldater - i løbet af et år (længere løber mandatet ikke) skal eliminere de militsgrupper, der i årevis har taget magten i det magttomrum, der er opstået, fordi regeringshæren er verdens værste og regingen i Kinshasa negligerer regionen. Oberst Mamadus nærmeste fjende er M23-oprørshæren, som han kalder for terrorister, når man spørger ham om, hvordan han professionelt set vurderer sin modstander. Men det er for letkøbt, når hele verden ved, at det er nabolandet Rwanda, der har organiseret, finansieret, bestykket, rekrutteret og trænet soldaterne, som mestendels består af tutsier - ligesom ledelsen af Rwanda. Efter selv at have været oprørshær blev Rwandas Patriotriske Front regeringshær, da den havde stoppet folkemordet i 1994. General Paul Kagame har siden styret landet. Fortsættes næste side 17

Fortsat fra forrige side To gange har det jyllandsstore Rwanda invaderet det kæmpemæssige Congo, og nu er det tredje gang, Paul Kagame vil have kontrol over alt det, han savner i sit eget land. Rwanda er overbefolket, skovene er næsten væk, de er brugt til at varme aftensmaden, og der er ingen mineraler. Få kilometer vestover ligger Congo, som er 70 % dækket af skov, og hvor de 75 mio. congolesere går rundt på bare fødder oven på et skatkammer af mineraler - diamanter, guld, coltan, kobolt, tin, kobber, uran for at nævne nogle få - de ubrugte reserver er forsigtigt ansat til at være 24 billioner dollar værd, hvilket er mere end det samlede BNP for USA og Europa tilsammen. Jeg har en kammerat i Bunia, der ligger længere nordpå. Det er en by, der er omgivet af guldminer og frugtbar jord. Baraka Lemabe hedder han, og jeg traf ham for fem år siden, efter at han var gået ud af en militsgruppe, som han havde tjent som børnesoldat. Han var dengang 14 år. Han blev forældreløs i løbet af få minutter, mens han som seksårig så på, at hans mor og far blev dræbt af hema-militsen. Jeg blev skånet, fordi jeg var et barn, fortalte han. Derpå blev han indlemmet i lendu-militsen, som hans storebror var blevet rekrutteret til. Hema og lendu er to etniske grupper, hvis historie til forveksling ligner den om tutsier og hutuer i nabolandet Rwanda. I 1998 havde Rwanda og Uganda for anden gang invaderet Congo og allieret sig med de lokale etniske grupperinger, og de opretholdt alliancen, efter der i 2003 blev indgået en fredsaftale, som bød, at de udenlandske hære skulle trække sig tilbage. Uganda og Rwanda fortsatte således med at plyndre Congo ved hjælp af deres allierede. Den ene dag støttede Uganda Lendu-militsen, den næste dag Hema-tropperne. Det hele drejede sig om kontrollen over guldminerne, som denne nordøstlige del af Congo er så rig på. Baraka Lemabe blev indrulleret i en lendu-militsgruppe under ledelse af krigsherren Cobra Matata - hvilket betyder den onde slange. Cobramilitsen bestod af cirka 2.000 soldater, og mange af dem var børn. En smule under halvdelen af den samlede styrke, skønnede Baraka. Han fik lært at rense og bruge våben samt slå ihjel. Og efter et sejrrigt slag blev de mest magtfulde officerer blandt de døde fjender valgt ud. Vores ledere skar dem op og spiste hjertet og leveren rå, beretter den 17-årige Maki Kiza, derpå blev resten af kroppen stegt - bortset fra indvolde Baraka Lemabe - fra børnesoldat over bilvasker til hashhandler og hoved - og så skulle der spises. Vi ville blive dræbt, hvis vi ikke spiste, for menneskekød ville gøre os stærke, så vi kunne slå nogle flere ihjel, sagde de til os. Da jeg i 2008 traf Baraka, var han i gang med at opbygge et bilvaskeri i en flodseng. Derpå fik jeg at vide, at han igen havde tilsluttet sig militsen, for der var flere penge i krig end i bilvask. Forleden mødte jeg ham igen. Han havde fået sig en kæreste, han boede sammen med, og han havde fået sig et nyt erhverv: Hashhandler. Baraka har entreret med nogle bønder, der dyrker cannabis, og i hjemmet har han og broderen en hjemmeindustri med at lave joints, som de på en god dag kan sælge et par hundrede af. Baraka er glad og fornøjet, han har gjort det godt. Vel havde han aldrig lært at læse og skrive, men spille fodbold og sælge hash, det kan han. Han går rundt i en skøn tåge og bekymrer sig ikke om forestående kampe, som dem der fandt sted i Bunia mellem 1999 og 2007 og dræbte 60.000 og sendte 500.000 mennesker på flugt. For kampe er på programmet. Det er nemlig planen med den ny FN-Brigade på 3.000 mand, der er udrustet med et offensivt mandat. De må for første gang i FN s historie blive en del af krigen ved at true militsgrupperne med angreb, hvis de ikke strækker våben. 18

Albanien set nedefra Af Lars Kræmmer Tekst og foto Onsdag den 3. juli. Ambassadørens residens, Tirana. Mads Sandau hentede mig på hotellet præcis kl. 16.30 som aftalt. En ældre, distingveret og kæderygende mand med gråhvidt hår og overskæg. Venlige øjne. Meget behagelig. Ikke særlig høj. Lidt buttet efter mange år med god mad. En mand af format, ingen tvivl om det. Chaufføren var middelhøj, middelkraftig, middelmådig. Han åbnede galant døren, og jeg tog plads ved siden af ambassadøren på bagsædet af den sølvgrå Mercedes. Restauranten var lokaliseret højt over byen med smuk udsigt mod bjergene og Tiranas park. Her oppe er vi i sikker afstand fra byens os, forklarede Mads, Tirana er Europas mest forurenede storby. Det var ikke noget, som havde slået mig ved min ankomst. Her er nogle glimt fra Lars Kræmmers dagbog, der blev skrevet i denne sommer - han møder vor klubkammerat Mads Sandau, og en gammel bondekone giver ham sin plads i en varevogn Det skyldes de mange, dårligt tunede Mercedes dieselmotorer, og hvad der ellers fyres af i borgernes brændeovne om vinteren, forklarede han. Den erfarne ambassadør havde, som ventet, en masse gode historier at servere til middagen. Fortællinger, som understregede hans tilhørsforhold til Eventyrenes Klub. Et medlemskab, som han nyder på afstand, da han sjældent kommer til Danmark. Han viste sig også som en mand med stærke politiske holdninger og meninger om, hvordan man former et sundt samfund. Holdninger født af et langt og begivenhedsfuldt liv og en hyppig færden blandt verdens topledere. Mads var ven med Vladimir Putin, inden denne blev præsident og stadig arbejdede som embedsmand i Skt. Petersborg, og han fortalte levende om deres forhold. Vi blev kørt hjem til ambassadørens bolig efter en god middag, hvor der blev spillet The Scorpions i højtalerne. Heavy rock til fin mad. Huset lå i et indhegnet område 20 minutter fra centrum. En vagt løftede bommen, og vi rullede gennem et lille kvarter med enorme villaer på en stejl bakke med udsigt. Kun få af husene var beboede, da kvarteret stadig var under konstruktion. Ambassadørens hus lå for enden af vejen og ragede op med stue og to etager. Mens chaufføren låste porten til ejendommen, satte Mads sin nøgle i fordøren. Vær sød at tage hatten af, inden du træder ind. Mine to hunde har ikke set en mand med hat endnu, og de bryder sig ikke om overraskelser, advarede han, Fortsættes næste side 19

Mads Sandau. Fortsat fra forrige side og fortsatte, jeg fandt dem på gaden, da de var små. Der er alt for mange vilde hunde i landet, men nu har mine to i det mindste fået sig et hjem. Så snart døren gik op, lød hundenes voldsomme gøen, og jeg skyndte mig at tage hatten af. De sprang op ad mig, da jeg trådte ind, og viste sig at være meget søde. De var bror og søster og begge velplejede og slanke med korte, lysebrune hår. Indenfor var etagerne forbundet med elevator, og udenfor løb et vandfald fra en svømmepool, hvor der i bunden med sorte kakler stod skrevet navnet HENRI. Ikke til ære for vores prins, men til ære for bygherrens søn af samme navn. Et flot og imponerende hjem fyldt med danske designermøbler og en omfattende samling af afrikanske masker, persiske tæpper, sabler, geværer, og andre objekter fra krige i forskellige lande og fra forskellige tider. Mads havde åbenbart været en ivrig samler gennem sin lange karriere. Chaufføren, som også var butler, lavede kaffe til os alle tre. Mads bad ham fortælle, hvad han vidste om landet. Chaufførens store passion var at fange småfugle i bjergene. Han bragte en fugl i et særligt bur med indgang men ingen Lars Kræmmer betalte sig vej med artmoney, som han lavede undervejs. Om artmoney se: http://da.wikipedia.org/wiki/artmoney udgang. Buret satte han ud i en skov. Fuglen sang og tiltrak sin egen art, som så kravlede ind til den og blev fanget. Via sin hobby havde han set nogle af de fjerneste egne af landskabet og kunne derfor bidrage med nyttig information til en rejsende. Efter kaffen sendte Mads butleren hjem til hans familie. Mads havde været ambassadør i 8 måneder og havde arvet butleren fra den tidligere ambassadør. Han var en del af huset. Mads var bekymret for sin kone. Hun havde været ude for et uheld med sin hest. Den landede på hende, da den faldt i et spring. Nu lå hun på hospitalet i Danmark med en masse brækkede knogler. Han håbede at få hende hjem en af dagene men havde problemer med at arrangere en sygetransport. Fortsættes næste side 20

Artmoney. Fortsat fra forrige side En ambassadør behøver en kone, forklarede han. Jobbet er 24 timer, og det involverer en masse selskabelighed. Det er bedst at være to. Desuden savner jeg hende og vil helst have hende hos mig, når hun er syg. Forståeligt nok. Vi talte videre til det blev sent. Jeg fik lov til at sove i et gæsteværelse, hvor jeg netop er vågnet til en solrig morgen kl. 05:30 med udsigt over huse og bjerge og en uforudsigelig dag i et fremmed land. Ambassadøren pusler allerede i stuen. Han havde også fortalt, at han arbejder bedst fra morgenstunden. Onsdag den 3. juli. Shkodër. Som sagt så gjort. Da jeg frittede Mads om det farligste og smukkeste i Albanien, anbefalede han at drage nordpå mod de høje bjerge. Nær området hvor chaufføren fangede sine fugle. Til bjergbyen Theth. En egn berygtet for generationer af familiefejder og en særdeles aktiv, illegal våbenhandel. En egn kendt for sin smukke og uberørte natur. Væk fra turisterne, som jeg ikke har set en eneste af på min rejse til Shkodër. Jeg valgte den lokale transport for at få en oplevelse og stod på en minibus i en travl rundkørsel i Tirana. En hvid Mercedes varevogn med et interimistisk skilt i forruden med navet Shkodër. Der var ingen busstop, og bilerne holder kun ganske kort tid, da det åbenbart ikke er tilladt. Sådan er det bare. Chaufføren kørte som død og djævel med sømmet i bund og millimeteroverhalinger. Jeg var heldig at få det sidste ledige sæde og blev fri for at stå. Turen varede et par timer og kostede 400 Lekè - ca. 20 kroner. Ud af vinduet kunne jeg nyde det albanske landskab. Misvedligeholdte huse og aldrig færdigbyggede konstruktioner. Bønder i gang med at høste med le og stakke hø med en høtyv. En masse skrald i grøftekanten. Da vi standsede nogle sekunder for at samle en ny passager op, kom en tynd, sorthåret mand i brun skjorte løbende og viftede en levende, hvid kanin foran ruderne. Måske nogen ønskede at købe lidt kød i farten? Jeg kunne ikke lade være at tillægge synet en magisk betydning, da jeg netop var gået i gang med at læse romanen The Power of Silence af Carlos Castaneda, en beretning fra en elev hos en mexicansk troldmand. Og så må jeg være faldet i søvn. Jeg havde en underlig drøm om Mother Theresa og vågnede med et sæt, da bussen standsede midt i en rundkørsel. Da jeg slog øjnene op og kikkede ud af ruden, kollapsede virkelighed og drøm. En tre meter høj statue af Mother Theresa stod og stirrede ind til mig med hænderne foldet for brystet. Så satte bussen i gang igen, og vi fortsatte, inden jeg fik tid til at trække kameraet op af lommen. Landevejen måtte deles mellem langsomme lastbiler, Mercedes personbiler i alt for høj fart, cykler og knallerter, forgængere og overlæssede æsler. Da vi endelig nåede Shkodër, den sidste storby inden bjergene, valgte jeg at tage en pause. Mættet af indtryk og presset af den kvælende varme glemte Fortsættes næste side 21