Problem Busters a 24-hour creativity trip

Problem Busters a 24-hour creativity trip Tag med på et kreativt eventyr. Læs øjenvidneberetningen om de fantastiske 24 timer, hvor det lykkedes Instituttet for Fremtidsforsknings team at komme med en lang række konkrete idéer, som modetøjsvirksomheden REDGREEN kan bruge til at løse nogle af de udfordringer, de står overfor. Læs om, hvornår det gik galt og brug vores erfaringer, hvis du vil lave anderledes kreative processer i din virksomhed. Af Gitte Larsen Vi sidder i Skibet, som er tøjproducenten REDGREENs møderum fra deres maritime fortid. Solen bager uden for, og der er varmt derinde. 10 mand høj er klar til afgang. Fem ledende medarbejdere fra REDGREEN økonomidirektøren, direktionssekretæren, regnskabschefen, brandmanageren og salgschefen Instituttet for Fremtidsforsknings to kreativitetseksperter, en fotograf og en assistent og undertegnede. Uden for holder folkevognsrugbrødet fra 1979, som vi har døbt VoveMobilen, og som er opgraderet til mobilt møderum i anledning af vores kreative eksperiment. Den venter på at køre os fra location til location for at idéudvikle på løsningsforslag til fem konkrete problemstillinger i virksomheden REDGREEN. På bordet står en kage med påskriften Creative Kage-Man, som vi lige om lidt giver os til at spise lystigt af. Thomas Lütken, den ene af de to kreative bagmænd bag Problem Busters eksperimentet, starter med at spille tour ens kendingsmelodi Born to be wild. Da nummeret er færdigt, fortæller han kort om, hvordan de næste 24 timer vil forløbe. Du kan læse mere om tankerne bag eksperimentet i artiklen Tiden er knap i dette temanummer, for min mission med denne artikel er at tage dig med på turen. Den begynder her. fo#04 2006 www.iff.dk

10.04 10.26 Vores cubanske chauffør Vi er klar ved VoveMobilen, og Raul vores cubanske chauffør - er i gang med at pudse forruden. Joan Langberg, regnskabschef, er den første medarbejder i REDGREEN, der skal have nye idéer til at løse sin problemstilling. Hun hilser imødekommende på Raul, og jeg ved ikke, hvad der sker, men lige pludselig danser de Salsa på parkeringspladsen foran REDGREENs hovedkontor. Thomas Lütken og Niels Krøjgaard, den anden af de to kreativitetseksperter, har lavet et lille ritual omkring afsløringen af hver problemstilling. Raul bliver bedt om at finde trommerne frem, og Joan er klar til at åbne den lukkede kuvert og afsløre problemstillingen. Efter trommehvirvlen, åbner hun og læser højt: Hvordan får jeg mine kunder til at betale til tiden? Niels og Thomas tygger lidt på ordene, og vi sætter os alle ind i VoveMobilen. Raul har glemt at lukke bagklappen, og det viser sig at blive et ord, han hurtigt lærer at sige på dansk, for det bliver ikke første gang, han skal tage selen af og ud og lukke, inden vi kan lette. Han gør det beredvilligt, som den tjenende sjæl, han er, og Born to be wild drøner ud af højttalerne, da vi forlader REDGREEN og kører ad motorvejen mod den første location: Domkirken i Århus City. Fotografen overhaler os på motorvejen og tager billeder af det rullende folkevognsrugbrød. Jeg sidder foran hos Raul, der har et forbavsende godt kendskab til vejene i Århus, men er elendig til at skifte gear. Det knager, så det skærer i ørene og hjertet mindst hver anden gang, han gør det. Bagi konkretiserer vores to kreativitetseksperter Joans problemstilling sammen med hende. De har 100 spørgsmål at stille, og Joan svarer villigt. Det er svært at høre, hvad der sker deromme. Vinden suser i de åbne vinduer, og Raul snakker om, hvordan det er at komme fra landet på Cuba. Jeg husker ikke længere det spanske ord for det, og heldigvis snakker han mest engelsk med den kendetegnende spanske accent. Domkirketårnet, hesteplove og turister Det, jeg alligevel hører fra bagsædet, er, at det fylder for meget for Joan og de andre tre medarbejdere i Debitorafdelingen at få kunderne til at betale til tiden. De bruger for lang tid på ringe folk op, sende rykkere, kontakte inkasso og advokater. Joan føler, at REDGREEN er havnet i en dårlig spiral, hvor en stor del af den kontakt, de har med kunderne, sker, når Debitorafdelingen ringer for at rykke for betalingerne. Thomas og Niels snakker om en ny start ved at se problemstillingen fra kundernes perspektiv og i stedet spørge: hvordan giver vi dem lyst til at betale til tiden? På bagsædet har de i fællesskab fået talt sig frem til, at formålet med idéudviklingsprocesen om lidt er at komme med idéer til, hvordan REDGREEN skaber en situation, hvor det er positivt, hver gang regnskabsafdelingen kontakter kunderne. Vi ruller ind på pladsen foran Domkirken i Århus blandt turisterne og tager de ting ud af bilen, som vi skal bruge de næste to timer: Et klapbord, tre stole, kurv med kaffe og the, en kuffert med kreative redskaber og masser af vandflasker med etiketten Hjernefrisker. Kirketjeneren tilbyder venligt at slå de korte slag hvert kvarter fra, og vi takker ja, selvom Thomas og Niels der har planlagt turen i mindste detalje også har ørepropper med. Vi skal op i toppen af tårnet, og det føles uendeligt langt med alt udstyret. Men udsigten og den kølige brise helt oppe ved kirkeklokkerne er hele turen værd. Vi indretter os lynhurtigt hjemligt, og mens lyden af hesteplove kan høres under os, begynder den første idéudviklingsproces af to med Joan. Problemstillingen er skærpet og lyder nu: Hvordan giver REDGREEN problemkunderne mulighed for og lyst til at betale til tiden? Klokken er 10.46 Niels spørger mig, hvad klokken er, og minuttallet angiver et ord i hans liste af tilfældige ord, som vi skal bruge til den første kreative teknik: Associationskæden. Ordet er tog, og et par af de associationer, der kommer, er Banedanmark og skinner. Thomas, Niels og Joan snakker løs ud fra ordene, mens jeg prøver at følge med på den bærbare, og fotografen tager billeder af Joan, der nu har fået en stor hat på. Det ser ud som fo#04 2006 www.iff.dk 11

10.29 11.45 12.16 12.40 om, den er importeret direkte fra Cuba. Hun smiler, og tårnet er fuld af god energi. Ordet Banedanmark får de tre hovedpersoner Niels, Thomas og Joan til at tale om, at hvis man betaler til tiden, så er der goodwill. De snakker om at lave et pointsystem i REDGREEN, hvor kunden kan vinde en Golftur ved Vesterhavet, hvis alle point opnås. De taler også om ikke at kende køreplanerne. Om at vide, hvor man er henne i et forløb, om særlige fordele på første klasse og om ikke at komme frem, hvis man ikke når toget. Blinde passager nævnes også. Ordet skinner giver associationer til noget, der er ophedet og skal repareres, når det er varmt. De snakker om et 30.000 kroners eftersyn, hvor man tager hele aftalen med kunderne op til overvejelse og minutiøst undersøger alt på skinnen. For bare et lille stykke af skinnen skal være i stykker, før samarbejdet går i vasken. Skinner er også noget, der forbinder noget, der giver en vej både frem og tilbage. Med andre ord: Der tale om en relation, om et personligt forhold og om behovet for en afklaring af samarbejdet mellem REDGREEN og kunderne. Det får de tre til at tale videre om god kontakt og om nærhed til kunderne. Om at acceptere kundens undskyldninger for ikke at betale til tiden, men alligevel håndhæve fælles spilleregler. Om at sætte kunden i centrum og give valgmuligheder. De taler om at lave klippekort, som kunderne kan bruge, når de er i vanskeligheder og ikke kan betale til tiden, så de frit nogle gange om året kan vælge at udskyde betalingen. Sådan går det. Det ene ord tager det andet, og den ene idé afløser og udvikler i bogstaveligste forstand den anden. Thomas, Niels og Joan vender hele tiden tilbage til, hvordan REDGREEN positivt kan gøre en forskel i deres relation til kunderne. Til hvordan REDGREEN kan gøre det til en god oplevelse for kunderne, når de bliver kontaktet af regnskabsafdelingen. En af de mange idéer er at designe grafisk lækre regninger ved at bruge farver, skrive en vittighed, undgå rudekuverter og fx vedlægge lakridspenge eller røde og grønne vingummi. Når Thomas, Niels og Joan ikke umiddelbart får flere associationer og idéer på et ord, tager de et nyt og fortsætter. Seancen får dem også omkring et ord som askebæger, og de taler om dårlige oplevelser, om bægeret der skal tømmes en gang imellem og om, hvordan one cigarette a day keeps the fresh breath away. De taler om rygerummet, der er en pause fra det faglige og snakker om, at regnskabsafdelingen godt kunne ringe til kunderne for at følge med i, hvad der sker af nyt hos dem og altså ikke kun, når der skal rykkes for manglende betalinger. Måske har de lige fået en ny butik, skal i gang med en kampagne eller noget andet. Kirkeklokkerne ringer og signalpistolen kommer frem Det er blevet tid til frokost, og vi går et niveau ned for at spise en sandwich. Der er dækket op på den rød- og hvidternede dug på gulvet, men vi vælger at stå op og spise de 15 minutter, pausen varer. Da vi igen er tilbage i de hjemlige omgivelser øverst oppe, serverer Raul kaffe, og der er tandstikker på bordet. Niels og Thomas har virkelig tænkt på alt. Den anden idéudviklingssession med Joan begynder med at vælge et nyt kreativitetsværktøj: Sansekassen. Vi har aftalt, at denne session især skal handle om den gruppe kunder, der har brug for en reminder for at betale. Det er dem, der har evnen til at betale, men trækker den på grund af travlhed og likviditet. Joan stikker hånden ned i kassen og trækker først sådan en orange massagebold frem, og så begynder associationerne igen at flyde. Bolden har pigge, men de er bløde, og det giver en idé til, at REDGREEN kunne sender en reminder ud i stedet for en rykker. At de kunne gøre den mere personlig og ikke bare skrive venlig hilsen, men sætte et billede på. Joan snakker også om, at det er sjovere med en bold, hvis man er to om at spille og work out, og at REDGREEN godt kunne tilbyde kunderne at få baller af stål ved at give dem et kursus i, hvordan man styrer sine betalinger. Vi bliver afbrudt af fotografen, der gør os opmærksom på, at der er tre minutter til, klokken er 12.00, og klokkerne vil bimle om ørerne på os. Vi finder ørepropperne frem, og alle holder sig oven i købet for ørerne. Lyden af Domkirkens store klokke er bare meget højere, når man sidder to meter fra den. Ringeriet afsluttes med den store klokkes 12 slag, og vi kan ikke engang høre vores egen latter. Joan stikker igen hånden i Sansekassen, og signalpistolen kommer frem i lyset. Det får dem til at tale om, at kunderne mangler en måde at sende signal om hjælp på. Niels beder Joan om at blive ved med at holde den hånden og spørger, hvad hun tænker på. Det leder frem til en snak om, hvordan REDGREEN kan forsvare sig mod kunder, der ikke betaler, om hvornår nok er nok og om spillereglerne. Joan taler om, at konflikterne skal tages personligt og om at sikre, at kunden er enig i den aftale, de laver med REDGREEN eventuelt ved at sende en efterfølgende mail, der ridser aftalen op. Joan når at prøve en sidste kreativitetsteknik, inden hendes tid er udløbet. Det er inspirationsbrillerne (se temaartiklen Tiden er knap). Hun får de sande briller på, som har spiralmønster på glassene, og det er dem, der giver nye perspektiver for fortiden og fremtiden. Thomas spørger Joan, hvad der ville føles rigtigt at gøre. Joan svarer, at når man taler sammen, så skal det ikke handle om, hvem der har skylden. Hvis vi gør noget, så kan vi redde det. Vi må give lidt hver især ved at samarbejde. Det handler om at have en relation og tage udgangspunkt i situationen. Om at tømme askebægeret. Vi skal være enige om, at vi når målet og give udtryk for, at det er den holdning, vi har i alle vores relationer. Kunden skal kende vores leverings- og betalingsbetingelser, men vi skal også være et partnerskab og måske fra starten give dem en idé om, hvad det er for nogle situationer, vi kan komme i. Der er grænser for os, men vi vil kæmpe for samarbejdet, siger hun. Tiden er udløbet. Niels spørger Joan, hvad hendes indtryk af sessionerne er, og hun svarer, at det er super. At der er kommet ting frem, som kan bruges, men også latterlige idéer, og at det har været med til at gøre det sjovt. Joan siger også, at REDGREEN vil bruge det, der kan konkretiseres til brugbare idéer. Vi pakker tingene sammen, og alle tager noget med ned af de mange trapper. Joan går forrest med følekassen, og næsten nede kommer hun til at tabe den, så alle tingene ryger ud på gulvet foran de nysgerrige turister. De får øje på pistolen og viger tilbage et kort øjeblik, indtil de også får øje på den orange bold, tøjklemmerne, tommestokken og alle de andre uskyldige ting. Ude foran kirken har en lille mængde mennesker samlet sig, og alle ser forundringsfulde på folkevognsrugbrødet, og nogle tager sågar billeder af bilen og Raul. Vi sætter os alle ind, men Raul har igen glemt at lukke bagklappen og må ud igen. Born to be wild kan høres af alle, mens vi forlader Domkirkepladsen. Bag i VoveMobilen skulle de egentlig konkretisere idéerne fra de to idéudviklings-sessioner, men stemningen er blevet løssluppen, og de beder om tre øl til musikken De får de ikke, men de nyder bare at sidde og tale om og grine af løst og fast på highway-turen tilbage til REDGREEN, hvor den næste passager venter. Højt at flyve, dybt at falde Claus Adler, Retail manager i REDGREEN, kommer gående mod VoveMobilen og bliver fulgt af fotografen. Han siger, at det må være sådan, det er at være rockstjerne. Raul byder venligt Claus velkommen, og efter ritualet og afsløringen af problemstillingen, er vi klar til afgang igen. Jeg må dog lige minde Raul om bagklappen. Born to be wild når dårligt at spille færdig, for der er ikke langt til næste location: En Boeing 727, der ligger på en mark hos reklamebureauet 727. Niels fortæller om dengang, bureauet fik flyet leveret fra England. Han var på vej hjem i sin bil, da en Boeing pludselig kørte foran ham på motorvejen. Hele bureauet er indrettet efter flykonceptet, så da vi træder ind i receptionen, bliver vi budt velkommen på skærmen med expected arrivals, hvor alle vores navne står. Raul spørger, om han kan komme hjem til Cuba herfra, men den afgang er netop blevet aflyst, fortæller damen ved skranken med et smil. Vi går gennem afgangstangen ud flyet, hvor der er dækket op med kaffe, sodavand, slik, kage og jordbær. Claus problemstilling handler om, hvordan REDGREEN skaber en klar og interessant profil i deres nye mixstore-koncept. En mixstore er en butik, hvor der også er andre tøj- og fx sko- eller møbelmærker, og udfordringen handler både om 12 fo#04 2006 www.iff.dk fo#04 2006 www.iff.dk 13

13.46 14.39 17.33 17.45 Vi kunne måske have brudt den dårlige energi ved at være mere bevidste om den i situationen. Vi skulle have været åbne og ærlige omkring den flade følelse og have løbet en tur, sunget en sang eller prøvet en kampsportsteknik. navnet REDGREEN, inventaret og butiksudtrykket (vinduerne), markedsføringen, coaching af personalet samt hvilke andre mærker de skal alliere sig med og om kundernes profil. Claus vil altså gerne have inspiration og hjælp til, hvordan man laver et mixstore-koncept på en ny måde, og hvordan REDGREEN skaber et nyt marked og en ny oplevelse for forbrugerne. Problemstillingen er for bred til en idéudviklingsproces, der skal give konkrete idéer, og Niels, Thomas og Claus bruger den første tid på at konkretisere den, men det er svært. Der er mindst et par og tredive grader i flyveren, så vi beslutter at rykke udenfor. Vi går ned ad flyets trapper i bagenden ud på marken, der er fyldt af kløverblomster. Vi sætter os i skyggen under flyvemaskinens hale og har medbragt diverse fristende forfriskninger. De viser sig at være mere fristende end forfriskende. Efter fortæringen af chokoladekagen og slikket, bliver stemningen lidt flad. Der er ikke stole nok, så Niels har lagt sig på græsplænen, og hverken det, den brede problemformulering og de flydende grænser mellem arbejde og pauser fremmer energien og seriøsiteten. Det er i hvert fald det, vi taler om under vores første opsamlingsheat i VoveMobilen bagefter, hvor vi lige har en lille time til at gøre status over processen indtil nu. Mens Niels, Thomas og Claus genvinder fokus, har fotografens assistent lavet en blomsterkrans, og Raul har holdt siesta med hatten som skygge. Da han vågner igen, leger de lidt med videokameraet og filmer hinanden et lille stykke væk fra, hvor vi sidder. Den sidste halvdel af tiden med Claus går væsentligt bedre end den første, og der begynder at komme flow i de gode idéer på plænen. De taler blandt andet om, at butikken kunne være mobil og komme til folk, og at man kunne lave events i havne i Europa. De taler også meget om livsstil, kvalitet og det maritime, og om hvordan REDGREEN kunne integrere kunst i både butikker og tøj. Der kommer mange vilde idéer som fx datingtøj (to sæt, der matcher) eller en T-shirt, der fungerer som billet til en koncert, vendbare blazere der er klassiske på den ene siden og flippede på den anden eller jakkesæt med indbygget ipod. Du kan læse mere om idéerne i boksen side 42. Før næste medarbejder fra REDGREEN skal med på tur, holder vi et første opsamlingsheat for Problem Buster-teamet. Vi taler om, hvad der gjorde timerne med Claus til en knap så god oplevelse som med Joan tidligere på dagen. Vi kunne måske have brudt den dårlige energi ved at være mere bevidste om den i situationen. Vi skulle have været åbne og ærlige omkring den flade følelse og have løbet en tur, sunget en sang eller prøvet en kampsportsteknik. Thomas mener, at det er eksperimentet, der er det vigtigste og ikke, at alle resultaterne partout skal være i superform. Niels taler om, at det var kombinationen af mange ting: Varmen, der kom, og at de har knoklet i mange dage forud med at få alle detaljer i planlægningen på plads. Hvis vi er så smadrede nu, at vi ikke kan holde til at køre de 24 timer, så har vi et problem, siger Niels. Thomas skynder sig at pointere, at det kan vi godt. Vi bliver enige om, at resultatet af sessionen med Claus endte med at blive tilfredsstillende, selvom det ikke var en flyvetur. Munkekælderen og øko-tøj Rasmus Nielsen, som er brandmanager for REDGREEN s nye brand GENE, puster fornyet liv i VoveMobilens team på vej ind ad motorvejen til city igen. Han er fuld af energi, og snakken kører på bagsædet. Vi får folkevognsrugbrødet bugseret igennem de smalle gader i den ældste del af Århus og ind i gården, hvor munkekælderen ligger gemt for verden. Der er dejligt svalt, og stearinlysene som Thomas og Niels selvfølgelig også har husket giver en god stemning i det lidt dunkle lokale. Hvordan fortæller GENE, at de er verdens bedste til jacket/outerwear og økotøj inden for fashion pigetøj til kunderne og forbrugerne som nyt fashion brand. Sådan lød Rasmus oprindelige problemformulering, som på køreturen blev omformuleret til: Hvilke alternative kanaler kan få Genepigen til at opdage, at Gene-jacket er et unikt produkt, og hvordan kan vi give hende en kanonfølelse af det nye brand? De starter med associationskæden. Klokken er 17.44, og ordet er fængsel. Associationer bliver: Fængsel Chaplin bowlerhat Gøg og Gokke komik latter Life of Brian 14 fo#04 2006 www.iff.dk fo#04 2006 www.iff.dk 15

05.46 06.20 07.33 08.48 Jesus ånd. Alle ordene gennemgås, og der kommer masser af idéer. En af dem er promovering af uetiske hemmeligheder i tøjbranchen som fx, at der er masser af giftstoffer i cowboybukser. En del af mærket Gene skal nemlig være økologisk, og Gene kunne samarbejde med andre øko-portaler og bidrage med oplysninger og viden for at skabe debat. Sansekassen kommer også i brug igen, og Rasmus vælger bolden. Det giver inspiration til, at Gene som brand skal bidrage til en Good Life Mission ved at være et klogt brand, der kan guide sin forbruger til velvære og bæredygtighed. En anden idé er, at Gene på den førstkommende modemesse skal bestille en palle økologiske øl fra det gamle bryggeri Thy Bryghus og få klistret Gene logo på. Da vi mødes næste dag til den fælles afslutning i REDFGREEN, har Rasmus allerede kontaktet bryggeriet og bestilt øllene. Vi spiser aftensmad i gården. Raul har grillet kylling og Antonius skinke på den medbragte engangsgrill, og fotografens assistent har lavet salat. Vi spiser på under en halv time, for tiden er knap. Efter den anden idéudviklingsproces med Rasmus, tager VoveMobilen os tilbage til The Casa, som eksilcubaneren Raul kalder REDGREEN s hovedkontor. Klokken er godt 20.00. De første 12 timer er gået. Vi er både lidt høje efter en alt i alt meget vellykket første del af vores eksperiment og rigtig godt trætte. Det gælder om at få gjort klar til dagen efter med termokander, hjernefriskere og diverse andre detaljer, for vækkeuret er sat til 03.30 hos Niels, hvor jeg har fået tildelt soveværelset, mens Niels selv ligger på en luftmadras i stuen. Dag 2 Hvem i alverden har fundet på det her?, spørger Niels, der åbenbart ikke synes, han har sovet længe nok. Vi bliver hentet af Thomas i VoveMobilen, og på vej ud til Ballehage Strand syd for Århus tager vi også en morgenfrisk Raul med. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været oppe tidsnok til at se solen stå op. Det er jo en fantastisk oplevelse at starte dagen med. Ikke mindst når det virkelig er sommer i Danmark. Vanebryderen Thomas fik Niels og Raul til at bade nøgne i nogle enkelte af solens første stråler, mens vi andre holdt os til at dyppe tæerne. Derefter var det back to business: Thomas og Niels sad i vandkanten med deres Mac og den mobile printer, der løbende spyttede sider af idékatalog #1, #2 og #3 ud. Jeg forsøgte at spørge Thomas og Niels, hvad de egentlig mener, et eksperiment er, og jeg fik et kort og præcist svar, for de havde alt for travlt til en længere samtale. Svaret lød: At afprøve kendte kreativitetsteknikker under ukendte forhold at bringe folk ud i uvante omgivelser for at twiste deres kreativitet. Vi andre fotografen, assistenten, Raul og jeg drak noget mere kaffe, tog nogle flere billeder, gik tur på stranden og snakkede om løst og fast og ingenting. Efter næsten to timer sidder vi igen i VoveMobilen på vej til Banegården, hvor vi skal hente den fjerde medarbejder fra REDGREEN. Økonomidirektøren Henrik Skovsby, økonomidirektør i REDGREEN, er på banegården præcis kl. 7.00. Han står og venter, og han er klar. Han hilser imødekommende på Raul, som mens kuverten med Henriks problemstilling åbnes, falder i snak med nogle folk foran banegården. Vi må råbe på ham, at det er nu, vi skal videre i teksten. Born to be wild kører i højttalerne, og vi stopper et kort øjeblik ved bageren for at hente morgenmad. Jeg prøver at høre efter, hvad der foregår omme bagi folkevognsrugbrødet, men Raul vil gerne fortælle historier fra Cuba og snakke om musik, som åbenbart interesserer ham meget. Jeg hører lidt med det halve øre både det ene og det andet sted. Henrik fortæller om, hvorfor han har valgt den problemstilling, han har. REDGREEN er i gang med en turn around -proces og har netop for tre uger siden holdt en medarbejderdag, som var starten på at implementere virksomhedens fire værdier (se boks om REDGREEN på side 42). Da vi når frem til Mindeparken, som er location for denne fjerde idéudviklingsprocesing, har Niels, Thomas og Henrik konkretiseret problemstillingen, og den lyder nu: Hvordan giver vi designerne lyst til at yde det, REDGREEN forventer i forhold til vores vision, strategi og værdier? Henrik fortæller, at det vigtigt for ham og administrerende direktør Peter Henriksen, at deres løjtnanter er 100 procent informeret og committed til værdigrundlaget. Værre er det imidlertid med designgruppen. Der har været stor udskiftning i medarbejderstaben generelt de seneste år i REDGREEN, og en del af den nye strategi er at få folk til at blive længere. Netop designgruppen, som igen er under opbygning med nye designere, er med Henriks ord usandsynlig vigtig for virksomheden. Henrik ønsker sig adfærdsændringer, så designerne ikke er bange for at blive fyret, så de er klar med kollektionerne til deadline, og så alle taler mere ligeværdigt med hinanden, og den negative energi forsvinder. En stor familie Vi sidder lige præcis i midten af Mindeparken, der er et smukt og højtideligt sted til minde om faldne danskere i Første Verdenskrig. Stedet er formet som en cirkel og omkranset af en fem-seks meter høj mur. Lige nøjagtig i midten giver vores tale et mystisk og højt ekko, og det er der, vi starter et par fantastiske timer i selskab med Henrik. Vi havde måske forventet, at økonomidirektøren var en mere tør og kedelig type, men Henrik er alt andet end det. Han er legesyg og med på det hele, og sessionerne bliver et energisk pingpong mellem ham, Niels og Thomas. Måske hjælper det også, at han får C-vital, som er et bevidsthedsudvidende stof, vi har med i små brune apoteksflasker. Henrik drikker det hele i en mundfuld, og som den eneste ved han ikke, at det bare er rød juice. Men det virker åbenbart uanset. Den kreative teknik er igen associationskæden, og ordet bliver tilfældigvis igen fængsel. Associationerne bliver: Fængsel tremmer elevator knap nedbryde rød. Men de når aldrig længere end til det første ord, hvor de kommer til at tale om mental frihedsbegrænsning for designerne. Niels siger til Henrik, at han kan bede dem om at beskrive deres fængselscelle for at få deres historie. Parforholdsmetaforen kommer på banen, og den kører resten af både første og anden session med Henrik. Og den kører virkelig godt. Skal designerne og REDGREEN samtale eller dyrke sex først?, er det storvasken eller oplevelsen, der binder os bedst sammen? og direktøren er fra Mars, og designerne fra Venus. De taler om proaktiv parterapi, ægteskab til døden dem skiller, familieliv, børn på gule og hvide plader, opdragelse af børnene, modermælk, kobberbryllup, utroskab og om, hvordan man kan erstatte en skilsmisse med en forelskelse. De taler også om ansvarlighed, forsvarlighed og om at medinddrage designerne, når den mission, REDGREEN mangler, skal laves. Det er børnene (produkterne), der er vigtige i livet, og de har store mærkedage som fx skolestart, konfirmation, kørekort, ægteskab, hus etc. Visionen og missionen i en virksomhed hører til børnene og ikke til forældrene. Vi har alle sammen prøvet at miste, men vi kommer videre, og vi bliver stærkere. Nogle mænd går og tror, at de skal kysse kvinder, men de skal ud af skabet. Nu vil vi gøre alt for hinanden. Hvis du skal være her som medarbejder, er det uholdbart for alle parter, hvis du har sagt ja til det her job på nogle forkerte betingelser. Vi skal snakke om, hvad der sker. Hvis du har lyst til at være her, vil vi gøre alt for at lære dig det. Du er ikke under pres på den negative måde, men vi følger dig, og vi gør det i fællesskab. Hvis det ikke går, så siger medarbejderen tit selv op i sidste ende, men ligevægten er vigtig også når det slutter. Konsekvensen, når det går galt, er, at det ødelægger barnet. REDGREEN har flere børn, men de er alle forskellige, selvom de er i den samme familie. Imellem de to sessioner går vi ud af Mindeparken og op på en lille bakke under et skyggefuldt træ, hvor vi spiser rundstykker og drikker mere morgenkaffe. Faktisk stopper sessionen med Henrik lidt før tid, fordi de synes, de er færdige: Han har simpelthen fået idéer nok. The Good Welcome Vi parkerer VoveMobilen foran hovedindgangen, og Raul går ind for at hente Merete Blauenfeldt, direktionssekretær og den femte og sidste REDGREEN medarbejder, der er med på eksperimentet. Han kommer ud med salgschefen Claus, som han byder Cohiba. Hvor er Merete, Raul? spørger jeg. Tilbage igen. Hun ser skeptisk på Raul, som om hun over- 16 fo#04 2006 www.iff.dk fo#04 2006 www.iff.dk 17

10.01 10.02 11.46 15.25 vejer, om han virkelig er fra Cuba. Hun spørger mig faktisk senere: Er han er dansk ham Raul? Meretes problemstilling er: Hvordan får vi receptionen til at køre bedst og mest fleksibelt både personligt og telefonisk? På turen snakker de om det, og det, jeg når at få med fra forsædet, er, at receptionens form og funktion kan udvides, og at den voicemail, der kører lige nu, bare slet ikke holder. Da vi når ind til Væksthuset i Botanisk Have ved den Gamle By i midtbyen, som de kalder centrum på de kanter, lyder problemstillingen sådan: Hvordan giver vi kunderne en god og familiær velkomst? Vi sidder inde under træerne, og der er varmt og fugtigt. Vi starter med at synge Pia Raugs Regnvejrsdag i november ( Jeg vil male dagen rød.. ), og Thomas spiller guitar til. Det er næsten som at sidde ved lejrbålet på lejrskolen i 8. klasse for snart rigtig lang tid siden. Mens vi idéudvikler, smører Stine sandwich, som vi spiser lige uden for. Bagefter går vi ned under træerne i skyggen, hvor vi kan mærke brisen og snakker videre derfra, hvor vi nåede til. Merete får prøvet en omvendt idéudviklingsproces, som først fokuserer på den negative udgave af problemformuleringen: Hvordan giver vi kunderne en fjendtlig og lad velkomst? Det gør man fx ved at svare igen, undgå øjenkontakt, skælde ud, ignorere dem, lade dem vente, driller dem og spænder ben for dem. Dernæst skal Merete prøve at få noget positivt ud af det negative. Det giver anledning til en snak om det uformelle og om noget, man kan smage, se, høre og røre. De snakker om at gøre receptionen til et oplevelsesrum, og i forlængelse af idéudviklingsprocessen med Henrik, hvor familiemetaforen blev afgørende, falder hjem-metaforen lige for i denne session. Når man træder ind i REDGREEN-hjemmet, skal det være hyggeligt. Der skal være en dagligstue med gode siddepladser og lidt at spise og drikke, et tv med de nyeste viralfilm og hvad der eller hører sig til. Måske en bar og REDGREEN-kunst på væggene i form af giner med de nyeste kollektioner. Merete er overrasket over, at oplevelsen ikke er vildere. Jeg ved ikke, hvad hun havde forestillet sig, men hun er alligevel glad for de gode idéer, der ligger milevidt fra den nuværende receptionstanke. Vi snakker endda om, at vi lige kan prøve at rykke rundt på møblerne i den store reception, når vi kommer tilbage til REDGREEN. Det når vi selvfølgelig ikke, for Thomas og Niels får travlt med at konkretisere idéerne fra dagens idéudviklingsprocesser, lavet og printet de i alt fem idékataloger, inden præsentationen på mødet med alle kl. 15.00. Lakridspiber og fem idékataloger Thomas og Niels er næsten en halv time forsinkede, fordi printeren besluttede sig for at bryde sammen. Jeg sidder i mødelokalet, hvor de fem REDGREEN medarbejdere på skift kommer ind for at høre, hvornår vi starter. For os andre er det nærmere, hvornår vi slutter. De 24 timer er næsten gået. Så kommer Thomas og Niels. De har champagne med, og vi starter med at skåle. Vi sidder rundt om mødebordet: Joan, Claus, Rasmus, Henrik, Merete, fotografen, assistenten og jeg. Den eneste, der mangler, er Raul, og det bemærkes naturligvis. Hvor er Raul?, er der en, der spørger. Han kommer lidt efter, og alle smiler til ham. Han har forsamlingen i sin hule hånd eller rettere alles hoveder i en eller anden underlig dims, som han påstår, man bruger på Cuba, når man skal cleare ones mind. Han går rundt til alle og kører hjernemassage-maskinen (orgasmotronen) ned gennem håret på os på skift. Det føles faktisk ganske rart. Thomas har rejst sig op og starter med at sige, at idéer ingen ejermand har, og at dem, som han nu vil præsentere, er lavet i fællesskab, og om lidt vil de være alle medarbejderes fælles eje. Vi har taget alle idéer med både de konkrete, de skæve og de gakkede, og øvelsen for jer er at prøve at implementere dem i jeres hverdag. I skal prøve at trække noget brugbart ud af dem også af de idéer, der måske synes langt ude, siger han og fortsætter, Raul har bedt om ordet et øjeblik, og nogle af jer har nok opdaget, at han er en vis mand. I har lagt øre til mange historier undervejs om hans familie, tobaksmarker og landet i Cuba. En ting er sikkert: Han har været et C-punkt i processen (se artiklen Tiden er knap for beskrivelse af C-punktet). Hvor er Raul?, er der en, der spørger. Han kommer lidt efter, og alle smiler til ham. Han har forsamlingen i sin hule hånd eller rettere alles hoveder i en eller anden underlig dims, som han påstår, man bruger på Cuba, når man skal cleare ones mind. Han går rundt til alle og kører hjerne-massage-maskinen (orgasmotronen) ned gennem håret på os på skift. Det føles faktisk ganske rart. 18 fo#04 2006 www.iff.dk fo#04 2006 www.iff.dk 19