Historien om hospitalsskibet JUTLANDIA»Det var i 1949 eller cirka deromkring; da der var krig i Korea.«Kim Larsens forbehold er passende, for Koreakrigen brød først ud i 1950, og Jutlandia stævnede først ud fra København i 1951. Men hyldestsangen er på sin plads. For Jutlandia gjorde meget godt for såvel soldater som for koreanske civile.
KRISTINE K. N. MIDTGAARD Den 16. oktober i år var det 50 år siden, hospitalsskibet Jutlandia vendte endeligt hjem fra Korea. Her havde det danske skib deltaget i De Forenede Nationers militære aktion til støtte for Sydkorea, der den 25. juni 1950 var blevet angrebet af Nordkorea. Det var FN s første militære aktion, som Jutlandia deltog i. I anledning af 50-årsjubilæet har det været oplagt at fremfinde de gulnede papirer i Udenrigsministeriets Arkiv, der findes på Rigsarkivet i København, og fortælle historien om Jutlandia-ekspeditionens baggrund, udsendelse og virke. Det foregik i en periode, hvor den internationale situation med kold krig og en verden opdelt i blokke var allermest spændt. I dag kender de fleste nok mest Jutlandia fra Kim Larsens hyldestsang til skibet og menneskene om bord. Men hvordan forholdt de danske politikere sig egentlig til Danmarks deltagelse i FN s Korea-aktion? Og hvilken rolle spillede Jutlandia, da der var krig i Korea? Jutlandia sejler ud fra Langelinie med kurs mod Korea. Privatfoto. Vedtagelsen af Korea-aktionen Fn s Korea-aktion kom i stand på amerikansk opfordring. Den skulle vedtages i Fn s sikkerhedsråd, hvor de fem stormagter: USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Sovjetunionen havde vetoret. På grund af den kolde krig var der ikke meget stormagterne i sikkerhedsrådet kunne blive enige om, og grunden til, at Koreaaktionen kunne vedtages, var da også, ironisk nok, at USA og Sovjetunionen var så uenige om et helt andet spørgsmål, at Sovjetunionen valgte at boykotte sikkerhedsrådets arbejde. Sovjetunionen var derfor ganske enkelt ikke til stede, da sikkerhedsrådet stemte om, hvorvidt FN skulle gribe ind i Korea. Da beslutningen i sikkerhedsrådet var på plads blev det Fn s norske generalsekretær Trygve Lies opgave at kontakte Fn s medlemslande for at høre, om de kunne bidrage til Korea-aktionen, som det var blevet besluttet, at USA skulle lede. FN henvender sig til Danmark Danmark modtog i alt tre forespørgsler fra FN om muligheden for et dansk bidrag til den amerikansk ledede FN-aktion i Korea. Den første kom den 29. juni 1950. Det var i første omgang den socialdemokratiske regering med Hans Hedtoft som statsminister og Gustav Rasmussen som udenrigsminister, der skulle tage sig af henvendelsen. FN anmodede ved denne lejlighed ikke specifikt om danske militære styrker, men spurgte mere generelt til, hvad den danske regering ville have mulighed for at stille til rådighed. Norge og Sverige modtog samtidig tilsvarende henvendelser. 17
Selvom FN ikke bad direkte om militære styrker, var den danske regering dog temmelig beklemt ved henvendelsen. På den ene side brød den sig ikke om at sige nej, og dermed lægge afstand til USA, der som vigtigste allierede i det nyoprettede NATO var det land, der skulle sikre Danmark mod Sovjetunionen. Men på den anden side brød regeringen sig heller ikke om at sige ja, da dette kunne blive opfattet som en provokation af Sovjet. På grund af erfaringen med Nazi-Tysklands overrumpling af Danmark den 9. april 1940 var man også meget skeptisk indstillet overfor at sende danske soldater ud af landet og dermed være forsvarsløs, hvis Sovjet skulle angribe i hvert fald indtil allieret hjælp ville komme frem. Den kolde krig var i forvejen spændt, og mange nærede frygt for, at Koreakrigen kunne udvikle sig til en tredje verdenskrig. Alt i alt var regeringen derfor ganske afklaret med, at den ikke ville sende militære styrker til Korea. Humanitær hjælp blev således foretrukket. Man var dog heller ikke meget for at være alene om at sende et sådant svar tilbage til FN og kontaktede derfor de andre skandinaviske lande for at høre, om man ikke kunne sende en enslydende respons. Det var hverken Norge eller Sverige imidlertid indforstået med. De sendte hver deres svar. Ingen ville sende tropper, men Sverige var dog mere negativ overfor Korea-aktionen som sådan især om den overhovedet var retslig gyldig, når nu Sovjetunionen ikke havde siddet med ved bordet, da sikkerhedsrådet havde stemt om sagen. Operationsstue i funktion på Jutlandia. Billedet stammer fra 2. eller 3. togt. Privatfoto. Situationen var derfor den, at den danske regering selv skulle svare FN. Sagen blev lagt frem for de andre partier i Udenrigspolitisk Nævn, hvor udenrigsminister Gustav Rasmussens holdning var, at regeringen skulle»finde frem til en ikke helt 18
negativ løsning«. Oppositionen støttede denne stilling. Der var enighed om, at Danmark ikke skulle sende tropper af sted, og resultatet blev, at Danmark tilbød at sende nogle medicinpræparater til Korea et svar, der efter kritik i avisen Information, også er kendt som»albylnoten«. Tilbudet om en dansk ambulance FN henvendte sig til Danmark for anden gang den 14. juli 1950 blot lidt over en uge efter afsendelsen af tilbudet om afsendelse af medicinpræparater. Dette var tilsyneladende ikke ganske tilfredsstillende. I sin anden henvendelse anmodede FN endog direkte den danske regering om et troppekontingent, hvilket imidlertid fra dansk side regering så vel som opposition fortsat var udelukket. Den 19. juli 1950 meddelte den danske regering derfor FN, at Danmark ikke var i stand til at yde militær bistand, men man kunne tilbyde udsendelsen af en Dansk Røde Kors-ambulance. I praksis et lille felthospital med læger og sygeplejesker. Herefter gik man nogle uger og ventede på, om FN kunne acceptere dette tilbud. Ventetiden var lang. Regeringen var nemlig bange for at komme til at stå tilbage i forhold til Norge og Sverige. Norge havde tilbudt at sende transportskibe og Sverige et felthospital. Ydermere havde begge lande foreslået FN og USA at sende ekspertforhandlere over Atlanten for at forhandle deres respektive tilbud mere præcist på plads. Danmark ville også gerne sende en ekspertforhandler, men det var ikke sådan at foreslå dette, før ambulancetilbudet var blevet accepteret. Endelig kom FN og USA s accept, og det blev herefter besluttet at sende den danske overlæge Karl Lehmann til USA som ekspert med henblik på at forhandle det danske bidrag endelig på plads. Lehmann var ikke en Hr. hvem-som-helst. Han havde nemlig deltaget i den danske Finlandsambulance i 1939-40 og havde således stor erfaring med humanitær hjælp. Danske ekspertforhandlinger i USA Den 31. juli 1950 rejste Lehmann til USA. I løbet af sine forhandlinger med USA erfarede han imidlertid, at USA faktisk ikke var specielt interesseret i det danske ambulancetilbud. I hvert fald ikke uden forbehold. Det første problem var, at den danske enhed ikke var stor nok. USA ønskede en fuld sanitetsenhed, dvs. en ambulanceenhed der ikke blot bestod af læger og sygeplejersker, men også af administrativt personale. For det andet gik det under forhandlingerne med Lehmann op for USA, at det påtænkte danske bidrag ikke var en militær sanitetsenhed, men en civil Røde Kors-enhed. Det vakte forstærket amerikansk utilfredshed. Efter amerikansk opfattelse var der en klar arbejdsdeling mellem militært og civilt virke på det humanitære og sanitære område. I den situation udviklede Lehmann ideen om et dansk bidrag i form af et hospitalsskib. Fordelen ved et hospitalsskib ville være, at USA uagtet at skibet ville være bemandet med civilt Røde Kors-personale lettere kunne indplaceres det i det amerikanske sanitære system i Korea. USA var positiv overfor tanken. Det var således hverken den danske regering eller Udenrigsministeriet, der fostrede ideen om et hospitalsskib. Ydermere var ingen af disse ovenud begejstrede for planen. Man mente nemlig, at et hospitalsskib var for dyrt. På den anden side noterede man sig, at et hospitalsskib var et smukt og iøjnefaldende bidrag, som 19
der internationalt ville blive lagt mærke til. Afvejningen af hensynet til økonomien med hensynet til Danmarks internationale prestige faldt til sidst ud til sidstnævntes fordel, også fordi det stadig var afgørende for regeringen, at Danmark kom med i aktionen og ikke lagde distance til USA og de tilbud den danske regering indtil videre var kommet på banen med, havde USA jo ikke haft det store til overs for. Hvis man slugte den økonomiske kamel, kunne Danmark bidrage til Korea-aktionen og sikre sig både goodwill i USA specifikt og positiv opmærksomhed i verden generelt uden at sende hverken danske soldater eller dansk militært hospitalspersonel ud af landet. På den måde kunne man imødekomme de vigtige hensyn til både USA, Sovjetunionen og evnen til at forsvare Danmark i tilfælde af krig. Den 18. august 1950 meddelte regeringen FN, at Danmark for den danske stats regning ville stille hospitalsskibet Jutlandia til rådighed for FN som et fuldt udrustet hospitalsskib. Dansk Røde Kors ville stå for organiseringen og driften af hospitalsskibet. Danmark havde dermed valgt et militært bidrag fra til fordel for et humanitært. Og det humanitære bidrag skulle være civilt frem for militært baseret, dvs. personalet skulle komme fra Dansk Røde Kors og ikke fra det danske militærhospital til trods for, at bidraget skulle indgå i en militær sammenhæng. De danske beslutningstagere orienterede sig tydeligvis for det første i humanitær og for det andet i civil retning. 20 Det amerikanske hospitalsskib Repose set fra dækket af Jutlandia.
Stuegang på Jutlandia ved overlæge Tage Kjær og to danske sygeplejersker. Praktiske forberedelser De danske beslutningstageres civile orientering påvirkede også de praktiske forberedelser til Jutlandias udsendelse. Jutlandia var et fragtskib og skulle derfor ombygges. Det var ikke noget Danmark havde erfaring med, og man skelede derfor til, hvorledes andre lande tidligere havde gjort. Alligevel var det især helt almindelige hospitaler, der var den største inspirationskilde. I hvert fald blev planerne for, hvor mange patienter Jutlandia skulle kunne rumme, inspireret af forholdene på et almindeligt civilt hospital. Her var pladsforholdene noget større end på de amerikanske hospitalsskibe, der allerede gjorde tjeneste i Korea, og patientkapaciteten således tilsvarende mindre. USA fulgte med i de danske ombygningsplaner og reagerede skarpt på de pladsforhold, der var lagt op til at være på Jutlandia. For USA var det vigtigste, at hospitalsskibene kunne tage så mange patienter, som overhovedet muligt. Der var krig, og Jutlandia skulle i krigstjeneste. Og der skulle være sikkerhed for, at alle sårede soldater kunne blive behandlet. Så derfor hellere for lidt plads end for meget. Jutlandias kapacitet blev herefter øget, men kom dog langt fra i nærheden af kapaciteten på de amerikanske hospitalsskibe. På Jutlandia blev der plads til ca. 300 patienter det blev under hospitalsskibets tjeneste i Korea senere øget til ca. 360. Til sammenligning kunne de amerikanske hospitalsskibe rumme ca. 800 patienter. 21
Narkoselæge Knud Kjær overværer et spil matador mellem to soldater. Sygeplejerskerne på Jutlandia havde trange vilkår i deres gemakker. En anden ting, man kan bemærke sig i forbindelse med de praktiske forberedelser til Jutlandias udsendelse, er den måde, Jutlandia blev malet på. Ifølge Genevekonventionen om hospitalsskibe skal sådanne være malet hvide. Både de amerikanske og det danske var i overensstemmelse hermed hvide, men der var dog den vigtige forskel, at mens de amerikanske hospitalsskibe var hvide med grønt bælte, fik Jutlandia malet rødt bælte rundt, endvidere afbrudt midtskibs på begge sider med et Røde Kors-mærke. Det skulle være klart for enhver, at Jutlandia ikke var et militært, men et civilt hospitalsskib. Jutlandia i Korea rift om patienterne Med alle praktiske forberedelser tilendebragt kunne Jutlandia den 23. januar 1951 endelig sejle fra København ca. et halvt år efter Koreakrigens begyndelse. Frem til den endelige hjemkomst til Danmark igen, den 16. oktober 1953, foretog Jutlandia tre togter til Korea. Det første fra januar til september 1951. Det andet fra november 1951 til juli 1952. Og det tredje fra september 1952 til oktober 1953. Mellem togterne sejlede Jutlandia som sygetransportskib til Europa. På de to første ophold i Korea var hospitalsskibet stationeret i Pusan havn i det sydlige 22
Overlægemøde i rygesalonen på Jutlandia. Fra venstre ses professor Busch, hospitalschef Mogens Winge samt overlægerne Hans Tønnesen, Tage Kjær og Erik Schiødt. Sydkorea, langt fra krigsfronten. På det tredje ophold lå skibet derimod i Inchonbugten, tæt på fronten. Jutlandias sidste ophold var derfor anderledes og tættere på krigsbegivenhederne end under de første to ophold. Orienteringen væk fra det militære mod det civile, der havde kendetegnet både den politiske beslutning om Jutlandias udsendelse og de praktiske forberedelser, kom også til at præge Jutlandias virke i praksis. Patienttilgangen varierede i sagens natur alt afhængig af krigens udvikling og det antal sårede, der var blandt FNstyrken, og som blev fordelt mellem Jutlandia og tre amerikanske hospitalsskibe. Jutlandias hospitalschef, Mogens Winge, berettede i flere rapporter fra Korea hjem til København om, hvorledes der i perioder var ganske lidt beskæftigelse ombord og om, hvorledes dette påvirkede hospitalspersonalets humør i negativ retning. Situationen medførte, at ekspeditionschef Kai Hammerich indledte forhandlinger med FN-styrkens ledelse om at få tilladelse til, at Jutlandia ud over sin militære opgave med at behandle sårede FN-soldater, kunne tage koreanske patienter, soldater så vel som civile, herunder børn, ombord til behandling og pleje. Det var imidlertid ikke formålet med Jutlandias tjeneste, og USA var ikke meget for det. Ud fra en militær betragtning var det positivt, at hospitalsskibene»blot«lå i beredskab. Grunden var jo, at der var få sårede FN-soldater. Men dette militære beredskabssynspunkt havde det civile danske hospitalspersonale svært ved at acceptere. Hvorfor skulle man dog ikke hjælpe, hvor man kunne, når der nu i hvert fald periodevis var så rigelig af både tid og plads hertil? 23
Hospitalspersonalet går i land Denne holdning resulterede i første omgang i, at danske læger og sygeplejersker under første Korea-ophold gik i land og hjalp til på de ganske primitive koreanske hospitaler, særligt i havnebyen Pusan. Først under andet ophold, fik Jutlandia lov til at tage andre patienter end FN-soldater om bord, og USA forholdt sig stadig skeptisk. Ekspeditionschef Hammerich var dog vedholdende, og USA accepterede til sidst tilgang af både civile og militære koreanske patienter til Jutlandia under forudsætning af, at skibet blev rømmet for disse i tilfælde af pludselig stigning i antallet af sårede FN-soldater. Det betød, at FN/USA ikke uden videre overvejelser og foranstaltninger kunne råde over det danske hospitalsskib. Hele spørgsmålet om at få tilladelse til, at Jutlandia kunne tage civile patienter om bord, skal ses i lyset af, at både FN og Røde Billede fra Jutlandias koreanske afdeling. To amerikanske officerer, generallæge Bliss og generalmajor Hume, hilser sammen med professor Busch på en lille patient. 24
Kors havde instanser i Korea, der tog sig af de civile ofre i krigen. Arbejdsdelingen mellem civile og militære opgaver godtog den danske ekspedition imidlertid ikke. Det var en civil ekspedition, der gjorde tjeneste i en militær sammenhæng. Dette var i øvrigt en konstruktion, som Hammerich i sin efterfølgende rapport selv advarede mod at gentage. Patienterne blev hejst ombord på Jutlandia via hejseværk. Privatfoto. Tæt på fronten Da Jutlandia under tredje ophold i Korea var stationeret i Inchonbugten, i umiddelbar nærhed af frontzonen, blev der mindre tid til det civile hjælpearbejde. Jutlandia var forud for denne deployering blevet udstyret med helikopterdæk, så patienter kunne flyves ind. Mens de patienter, man modtog i Pusan, typisk havde fået en foreløbig behandling på en eller flere af FN-styrkens forskellige behandlingsstationer og MASH-hospitaler ved fronten og nedefter, kom de sårede soldater under opholdet i Inchonbugten ind direkte fra kamphandlingerne. Det civile hjælpearbejde blev dog så vidt muligt søgt opretholdt, og personalet fra det danske hospitalsskib deltog aktivt i oprettelsen af en klinik i Inchon by, hvor fattige syge kunne blive behandlet gratis en såkaldt poliklinik. Jutlandia i Korea en blanding af civilt og militært virke Alt i alt fik Jutlandia-ekspeditionen et noget andet virke, end det oprindelig var planlagt. Tjenesten for FN med behandling af syge og sårede FN-soldater i krig blev i udstrakt grad blev suppleret med behandling af koreanske patienter. Af ekspeditionschef Hammerichs officielle statistik over Jutlandias virke fremgår det, at hospitalsskibet havde haft i alt 4.981 indlagte patienter. Dette tal repræsenterer dog kun indlagte FN-soldater. Andre indlæggelser er ikke registreret, da kun FN-soldaterne hørte til Jutlandias formelle ansvarsområde. Hvad angår antallet af koreanske patienter behandlet af det danske hospitalspersonale, anslog Hammerich det til ca. 6.000, hvis tallet blev sat lavt. Egentlig burde det tredobles, mente han. Efter Koreakrigens afslutning gav både FN, USA og ikke mindst Sydkorea officielt udtryk for stor tilfredshed med Jutlandias indsats i FN-aktionen. FN henvendte sig imidlertid den 22. juni 1951 for tredje gang med anmodning om et dansk troppekontingent. Det var mere end et år efter Jutlandias ankomst til Korea. Noget kunne tyde på, at USA og FN ikke var fuldt ud tilfredse med Danmarks samlede indsats i Koreakrigen. Et reelt dansk militært bidrag der ej heller efter tredje anmodning blev sendt af sted ville helt klart være»kommet som kaldet til slaget«. Det ændrer dog ikke på, at Jutlandia den 16. oktober 2003 kunne fejre sit 50 års jubilæum for en indsats i Korea, der om ikke var en ganske anden end oprindelig planlagt, så i hvert fald fik tilføjet en ekstra dimension. Kristine K. N. Midtgaard er ph.d. og amanuensis ved Institut for Historie & Områdestudier, Aarhus Universitet 25