Fruen fra havet. NBO Ms b, fakss

Fruen fra havet NBO Ms.4 1116b, fakss. 33-234 1888 Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Henninge Margrethe Solberg, Mette Witting 1

1. II. «Fruen fra havet.» Skuespil i fem akter af Henrik Ibsen. 1888. 2

«Fruen fra havet.» 3

Personerne: Doktor Wangel, distriktslæge. Fru Ellida Wangel, hans anden hustru. Bolette. Hild{a}e, halvvoksen. hans døttre af første ægteskab. Overlærer Arnholm. Ballested. En fremmed mand. Flere dampskibsrejsende. Turister. Sommergæster. Unge folk fra byen. (Handlingen foregår ved midtsommertid i en liden fjordby i det nordlige Norge.) 1.#a# 4

Første akt. (Sagfører Wangels hus med stor, overbygget, skyggefuld veranda til venstre. Have foran og omkring#. Hækkegærde med en liden indgangsdør i baggrunden. Bag gærdet en vej for fodgængere langs stranden. Allé ved vejen. Mellem træerne sés fjorden og høje fjeldtinder i det fjerne. Det er en varm og strålende klar sommermorgen.) #[HIS: tilføyelsen er plassert på langs i venstre marg] Nedenfor verandaen en flagstang. Til højre i haven en løvhytte med bord og stole. # (Maler Ballesen, middelaldrende, ifør en gammel fløjelsjakke og med bredskygget hat, kunstnerisk tillsnit i det hele, står #og steller med flaglinen.# med {p}kost og farvepotte ne- #Flaget ligger på jorden.# denunder verandaen og stryger nogle nye træstøtter i rækværket. Lidt fra ham står et staffeli med et opspændt lærred. Ved siden af ligger på en feldtstol pensler, palet og en malerkasse. Han står og småsynger under arbejdet.) (Thea Wangel kom{er}mer fra den åbne havestuedør ud på verandaen. Hun bærer en stor vase med blomster, som hun sætter på bordet.) Thea Wangel (ser på de nymalte støtter.) farven? Ballesen. #Nå,# Ballesen, #får De det så til at glide.# De har da vel havt bra tørrelse i Inden en time skal det være knasende tørt, frøken. Det har De mit kunstnerord på. (Thea Wangel går ind i havestuen igen.) (Lidt efter kommer Hans Lyngstad frem på vejen f{a}ra højre#. Standser interesseret da han sér staffeliet og malersagerne.) #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] #Han er en spæd ung mand tarveligt men ordentligt klædt og af et svageligt udseende. # Hans Lyngstad 5

(udenfor hækken.) Godmorgen. Ballesen (vender sig hurtigt.) Håh! (sætter generet farvepotten fra sig og gir sig at skaffe ved staffeliet.) Godmorgen. Godmorgen, meget ærede. Jeg har rigtignok ikke den fornøjelse at Lyngstad. Ballesen. Lyngstad. De er visst maler, De. Ja begribeligvis. Skulde jeg ikke være maler? Jo, jeg kan se det. Måtte jeg ikke kanské få lov at komme indenfor? Ballesen. Lyngstad. Ballesen. Vil De kanské ind og sé på? Ja det vilde jeg så svært gerne. Å, der er ikke noget betydeligt at sé endnu. Men vær så artig. Træd De kun nærmere. Lyngstad. Mange tak. (Han kommer ind gennem havedøren.) Ballesen (maler.) Jeg er endnu ved det før{t}ste anlæg, sådan i det store, almindelige, sådan. Lyngstad. Ballesen. Lyngstad. Ballesen. Jeg ser det, ja. Mand af faget måské. Maler mener De? Ja. Lyngstad. Nej jeg er ikke det. Men jeg skal bli billedhug- 6

ger. Ballesen. Se-se, skal De det. Jaja, skulpturkunsen er også en net, flot kunst (træder tilbage fra billedet og betragter det gennem den hule hånd med hodet på skakke.) Jeg tror jeg har set Dem på gaden et par gange. Har De opholdt Dem længe her. Lyngstad. Nej, jeg har bare været her en fjorten dages tid. Men jeg vil se om jeg kan få bli her sommeren ud. {...}Ballesen. Lyngstad. Ballesen. Lyngstad. Nyde badelivets behageligheder? Hvad? Ja jeg skulde se at komme mig lidt til kræfter. Dog vel ikke svagelig? Jo, jeg er ligesom lidt syg. Men det er ikke noget videre farligt. Det er bare sådant noget med lidt trangpustenhed for brystet. Ballesen. Pyt, den slags bagateller! (lægger paletten fra sig.) Men det er sgu sandt, jeg har lovet frøken Wangel at dekorere lidt ved dette her. (tager farvepotten og gør træværket færdigt.) De synes kanské det er underligt at sé mig i denne situation. Men jeg holder det slet ikke for nogen skam om kunsten en gang i- mellem yder håndværket sin bistand. Hvad? Er der vel i grunden noget at sige på det? Lyngstad. 2. Nej, det kan det visst ikke være. (En dampskibsfløjte høres udenfor igen.) Ballesen. Se så! Nu #ko# h{y}øler der et uhyre igen. Nu får vi sagtens nye fredsforstyrrere på halsen. Løvstad. Her er rigtig en svær trafik med turister. Alle disse dampskibene som kommer og går hver eneste dag. Ballesen. 7

De kan gerne sige natten med. I nat kommer den store Nordkapdamperen. Og så får vi dem, alle stopp dem, som stopper her og som skal gøre udflugter inde i fjordene. Uh! Løvstad. Synes De ikke om det at her er så svært liv i sommertiden? Ballesen. Nej, det gør jeg rigtignok ikke. For det passer slet ikke sammen med byens præg for resten. Løvstad. Ballesen. Er De barnefødt her i byen? Nej, det er jeg ikke. Men jeg føler mig knyttet til stedet ved tidens og vanens bånd. Løvstad. Ballesen. De har altså bod længe her? Nå, en sytten atten år. Jeg kom hid#[his: Det er et kryss over teksten, men det er ikke funnet noen tilhørende tekst å lenke til krysset.] med Vardes teaterselskab. Men så geråded vi i pekuniære vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig og spredtes for alle vinde. Løvstad. Ballesen. Men De selv blev altså igen her. Ja, jeg gjorde det. For byen trængte til mig, skal jeg si e Dem. Jeg virked nemlig dengang nærmest i dekorationsfaget (Thea kommer ud med en gyngestol, som hun sætter på verandaen.) Thea (taler ind i havestuen.) Frida, se om du kan finde den broderte fodskamlen til far. Løvstad (går hen under verandaen og hilser.) Godmorgen, frøken Wangel! Thea, (ved rækværket.) Nej se, er det Dem, herr Løvstad? Godmorgen. 8

Undskyld, jeg skal bare (går ind i huset.) Ballesen. Løvstad. Kender De familjen her? Ikke videre. Jeg har bare truffet frøkenerne hist og her hos andre. Og så talte jeg med fruen, sidst der var {...}musik oppe på «Udsigten». Hun sa, jeg måtte gerne komme og besøge Ballesen. dem. Ballesen. Nå, ved De hvad, De skulde kultivere det bekendtskab. Løvstad. Ja, jeg har også tænkt på at gøre et besøg, sådan en visit. Når jeg nu bare kan finde en anledning til det. # B. A hvad, anledning # (Frida kommer ud med fods{a}kammelen. Thea bringer flere blomster. Løvstad hilser på Frida nede fra haven. Ballesen samler sine sager og går.) Frida (ved rækværket.) Løvstad. Løvstad. Løvstad. Thea sa at De var i haven. Jeg tog mig den frihed at gå lidt indenfor. Har De været ude og gåt morgentur nu? Å nej, det blev nok ikke nogen lang tur idag? Har De været i bad da? Ja, jeg har været i S sjøen. Jeg så Deres mor dernede. Hun gik ind i sit badehus. Hvem så De{?}. Løvstad. 9

Deres mor. Nå så, nå. (Hun sætter skammelen foran gyngestolen.) #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] B. (l. af...) Så De ikke noget til fars båd ude på fjorden? L. Jo, jeg syntes jeg så en, som styred indover. B. Det var visst far. Han har været ude p i sygebesøg på øerne. # Løvstad (et trin oppe på trappen til verandaen.) Thea. Løvstad. Nej, her er da rigtig staseligt med blomse{t}r Ja, ser det ikke godt ud? Å det ser dejligt ud. Det ser ud, som om her var en festdag i huset. Løvstad. Det er det såmæn også. Kunde skønne det. Det er visst Deres fars gebur{s...}tsdag idag. Thea 3. (advarende til Frida:) Hm hm! Frid{e}a (uden at mærke det.) Løvstad. Nej, mors. Nå så. Thea (sagte.) 10

Frida{.}, (ligeså.) Men, Frida! Lad mig være! (til Løvstad.) De skal vel gå hjem og få Dem frokost nu? Løvstad. Ja, jeg skulde vel se at få mig lidt til livs. De synes #da# visst De lever rigtig godt der borte på hotellet. Løvstad. Løvstad. Løvstad. Jeg bor ikke længer på hotellet. Det blev mig for dyrt. Hvor bor De da nu? Nu bor jeg oppe hos madam Jensen. Hvilken madam Jensen? Jormoren. Undskyld, herr Løvstad, men jeg har virkelig noget at gøre Løvstad. Løvstad. Å, jeg skulde visst ikke ha sagt det der. Hvilket noget? Det, som jeg sa e. Frida (overlegen.) Løvstad. Nej, nej. Men så vil jeg da sige farvel så længe. Thea. Jeg forstår Dem aldeles ikke. Farvel, farvel, herr Løvstad. De får rigtig ha os undskyldt for idag. Men siden en gang når De får rigtig god tid og når De har lyst, så må De endelig 11

se indom og hilse på far og og på os andre. Løvstad. Jo, mange tak. Det skal jeg så inderlig gerne gøre. (Han hilser og går ud gennem havedøren. I det han går forbi på vejen udenfor til venstre hilser han endnu en gang op til verandaen.) Frida (halvhøjt.) Thea (sagte.) Farvel, mosjø. Hils mor Jensen fra mig. Frida! Er du rent gal! Han kunde gerne høre dig! Pyt, tror du, jeg bryr mig om det! (Sagfører Wangel kom{v}mer fra venstre bag huset.) Se, her har I mig, småpiger! {Frid}Thea. Å, det var da dejligt at du kom! (Han går op på verandaen.) Har du gjort fra dig på kontoret nu, far? Å nej, jeg må snart der ned igen. Jeg vilde bare se om Hesler var kommen. Han er altså ikke det. Thea. Nej, vi har ikke set noget til ham endnu. Frida (trækker i ham.) Far! Nå? Se dig om. Ja, jeg ser det nok. Her er jo rigtig festligt. Ja, synes du ikke vi har fåt det pent i stand? Jo, det må jeg rigtignok sige. Er er vi al- 12

ene i huset nu? Thea. Ja, hun er gåt i Mor er i bad. Wangel (lidt nølende.) Hør nu, småpiger, vil I ha alt dette her stående således hele dagen? Og flaget hejst hele dagen også? Å men det kan du da vel tænke! Hm ja vel men Thea (nikker fortroligt til ham.) Du kan da vel skønne at det er gjort alt sam- 4. men for bureauchef Heslers skyld. Når en gammel ven kommer første gang og hilser på dig Fr{d...}ida. Vi havde jo flaget oppe for ham igår også. Da han kom med dampskibet. Wangel (med et halvt smil.) I er mig rigtig et par poliske. Nå, herre gud, det er jo så naturligt at vi erindrer. Men alligevel, jeg liker ikke dette her. Ikke måden. Nå, hvad skal man sige! Det kan vel ikke gøres anderledes. Se, der er han, far! (Bureauchef Hesler kommer udenfor på vejen fra venstre og går ind gennem haveporten.) Wangel (går ham imøde.) Velkommen! Hjertelig velkommen skal du være! (De ryster hinandens hænder og går sammen op på verandaen. Hesler hilser på døtrene.) Wangel (nøder ham ned i gyngestolen.) 13

Sæt dig. Sæt dig, kære ven! Tak. (ser sig om.) Så sidder jeg altså her på gamle tomter igen. Det er mange år siden jeg sidst sad her. Det er såmæn hele åtte år siden. Men du kan da vel kende dig igen? #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Knapt nok, tænker jeg. Det er nu #en# otte #ni# år siden De så hende sidst Sy Å ja, her er meget forandret siden den tid.# Fuldkommen. Jeg synes ikke at her er #så# stort forandret #endda#. Når jeg undtager at træerne er vokset adskillig til og at der er anlagt den løvhytten dernede Å nej, sådan i det ydre Og så det, naturligvis, at nu har du jo {...}to store giftefærdige døttre i huset. Frida (halvhøjt.) Å giftefærdig er da vel bare den ene. Nej, hør på far! Men nu skal du bare sidde ganske rolig og hvile dig ud. For du ser virkelig noget anstrængt ud efter rejsen. Thea. Skal vi ikke bringe lidt sodavand og saft i havestuen. Her ude blir det visst snart for varmt. Jo, gør det, småpiger. Lad os få sodavand og saft. Og så lidt kognak kanske. Thea. Skal det være kognak også? 14

Thea. Bare lidt. Om nogen skulde ville ha. Ja ja da. (Hun og Frida går ind i havestuen og lukker døren efter sig.) Wangel (sætter sig.) Tænker du at gå igennem en fuldstændig badekur her? Nej slet ikke. For det har jeg ikke nødig. Jeg vil bare gå omkring og drive en måneds tid. Og så ikke tænke på nogen verdens ting. Og så ikke overarbejde dig igen når du kommer tilbage. Ja hvad pokker skal en gøre? Når der ikke findes den guds skabte ting på jorden, som det kunde være værdt at kaste sig over og leve for, så er en glad ved at der gi es noget, som heder arbejde. Og så arbejder en til en styrter. Det tror jeg aldrig jeg vilde kunne overvinde mig til. Du synes ikke om det? Ikke om at arbejde mere end højst nødvendig. Nej, nej, du har jo også andet og andre at leve for. Tænker du at bli boende her al din tid? Ja, du, det blir visst til det. Her har jeg levet så inderlig lykkelig med hende, som gik bort. Og lever nu så inderlig lykkelig med hende, jeg fik i stedet. Å, jeg må sige at i det hele og store taget har skæbnen været god imod mig. Er ikke din hustru hjemme idag? 15

Jo, nu må hun visst snart komme. Hun er nede og tar bad. Det gør hun hver evige dag i denne tid. Hvad slags vejr det så er. 5. Hesle{s}r. Fejler der hende noget? Ikke sådan ligefrem fejler. Skønt hun har rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste par år. Men det at gå i sjøen, det er ligesom hendes liv og lyst, det, ser du. Det kan jeg huske fra før af. Ja du kender hende jo fra den tid, du var fuldmægtig derude. Forstår sig. Jeg kom ofte i prestegården mens hendes far leved. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Og jeg traf hende også for det meste når jeg var ude i fyrtårnet og så til hendes far.# #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg, og dens plassering i teksten følger førstetrykket] Den tiden der ude kan De tro har sat sine mærker i hende. Folk her i byen kan ikke forstå det. De kalder hende «fruen fra havet» Gør De det. Tal nu De bare med hende om gamle dage så[his: resten av setningen følger lenger nede på siden. En strek lenker delene sammen] Det vil hun ha så inderlig godt af. Ja har De egentlig nogen grund til at tro det Ja visst har jeg så # (Fru Wangel med et stort let kastetørklæde o- lver hodet og skuldrene kommer ude på vejen fra højre og går ind gennem haveporten.) Wangel (rejser sig.) Nå, se der har vi jo havfruen! 16

(Fru Wangel går ilsomt op på verandaen. Bureauchef Hesler rejser sig og hilser.) #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg, og dens plassering i teksten følger førstetrykket] W. Nu netop for en liden stund siden. # Fru Wangel (rækker ham hånden.) Der har vi Dem altså. Velkommen! Og undskyld at jeg ikke var hjemme Å jeg bér. Gør endelig ingen omstændigheder Var vandet bra friskt idag? Fru Friskt! Å gud, her er vandet aldrig friskt. Så lunkent og så slapt. Uh! Vandet er sygt her inde i fjordene. Sygt? Fru Wangel (smiler.) Ja, og jeg tror det g{...}ør en syg også. Nå, du anbefaler rigtignok badestedet. Jeg tror nu De har en særstilling til havet og til alt, hvad havets er. Fru Å ja, kanske det. Jeg tror det næsten selv. Men sér De, hvor festligt småpigerne har ordnet det for Deres skyld? {Hes}Wangel (ser på sit uhr.) Nu må jeg nok snart Er det virkelig for min skyld? Fru Ja, det kan De da forstå. Vi stadser jo ikke så- 17

dan op til hverdags. Uh, hvor kvælende hedt her er under dette taget. (går hen til lysthuset.) Kom her over! Her e{d}r da i det mindste ligesom en slags luftning. Hesler (går derhen.) Jeg synes såmæn her lufter ganske friskt. Fru Ja De, som er vant til indlandsluften. Hm, kære Thora, nu får du nok underholde vor gæst alene en stund. Fru Har du forretninger? Ja jeg må ned på kontoret igen. Men jeg blir ikke længe Hesler (sætter sig i lysthuset.) Forhast dig endelig ikke. Din hustru og jeg skal nok vide at fordrive tiden. Å ja, det stoler jeg på. (Han går ud gennem haven til venstre.) Fru Synes De ikke man {j}sidder godt her? Jeg synes jeg sidder godt nu. Fru Lysthuset her kaldes mit lysthus. For det er mig som har ladet det indrette. Og her plejer De så at sidde? Fru Ja, her sidder jeg. Og småpigerne, #de# holder til på verandaen. Fr... Og Fru 18

Å, Wangel går så fra og til. Snart er han hos mig og snart er han hos børnene. Er det Dem, som vil ha det således? Fru Jeg tror at alle parter finder sig bedst ved det på den måde. Vi kan jo tale over til hverandre når vi synes, vi har noget at sige. 6. (efter en kort taushed.) Da jeg sidst færdedes på disse kanter{,} [HIS: det overskrevne tegn kan også være semikolon] hm #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Ude i Skvk mener jeg hm, det er længe siden nu# Fru Det er nu godt og vel #ti# otte år siden { }#De var der ude hos os.# Ja, så omtrent.# Da tænkte jeg mindst at jeg skulde se Dem igen #her inde# som fru Fru Nej dengang var jo ikke Wangel endnu blet. Dengang leved jo endnu småpigernes første mor. Rigtige mor sådan #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] #når jeg tænker mig Dem der ude i fyrtårnet hedningen, som gamle presten kaldte Dem fordi Deres far havde ladt Dem døbe med et skibsnavn og ikke med et kristent menneskenavn så? Ja, hvad # {F} Ja vel, ja vel. Men selv om ald ikke så havde været. Om han havde været frank og fri, så havde jeg aldrig tænkt at dette her skulde komme i stand. Fru Ikke jeg heller. Aldrig i verden dengang. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Han er jo så bra så hæderlig. 19

Det er han Men så himmelvidt forskellig fra Dem ret i. Det har De # #Ja# Men hvorledes kom det da? Hvorledes kom det! Fru Å kære ven, De må ikke spørge mig om det. Jeg vilde ikke kunne forklare Dem de ting. Og selv om jeg kunde, så vilde ikke De kunne fatte og forstå noget af det. H{a}m. Har De #nogensinde# betrod ham noget angående mig #fra den tid jeg var der# Dem og mig? Fru Nej det har jeg ikke. Jeg finder ikke det var pligt for mig. Det kom jo aldrig til noget forhold imellem os. Det har De visselig ret i. Men jeg mener om De har fortalt ham at jeg engang gjorde et forgæves skridt? Fru Ikke med et ord. Jeg har bare sagt ham at jeg holdt som sandt var, at jeg holdt svært af Dem og at De var den kæreste og bedste ven jeg havde derude. Tak. Men hvorfor skrev De mig aldrig til siden jeg rejste? Fru Jeg tænkte det kunde gøre Dem ondt at høre noget fra en som #ikke kunde komme Dem imøde således som De[HIS: resten av setningen følger lenger nede på siden. En strek lenker delene sammen] engang havde ønsket det.#. Det var jo ligesom at rippe op igen Og hvorfor skrev De aldrig Hm. Ja ja. Fru Hesler Og hvorfor skrev De aldrig selv? 20

Jeg. Gøre begyndelsen?[his: ev. er «begynnelsen» strøket, men det er nok snarere avsmitning fra strekene på motstående side] Forsøge at indlede noget nyt. Efter et sådant afslag? Fru Å nej, det forstår jeg jo nok. Har De aldrig siden tænkt på nogen anden forbindelse. Aldrig. Jeg er blet {f}trofast mod mine erindringer. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg (første del faktisk mellom linjene)] Å hvad. Lad de gamle erindringer fare. De skulde heller tænke på at bli en lykkelig ægtemand. Da måtte det ske snart, fru W. Husk på, jeg har alt fyldt de 35. Desto større grund til at skynde Dem. # Fru Kære Hesler, nu vil jeg sige Dem en ting som jeg ikke kunde fåt frem om det så havde gældt mit liv dengang. Og hvad er det? Fru Da De gjorde det forgæves skridt, som De så, da kunde jeg ikke svare Dem anderledes end jeg gjorde. Jeg ved det. De havde ikke andet at byde mig end godt venskab. Jeg ved det jo. Fru Men De ved ikke at #mit sind og alle mine tanker dengang# jeg dengang var forlovet. #var andetsteds henne.# Dengang forlovet! Fru Hesler. Ja, forlovet, som man kalder det. Men det er jo umuligt! De tar fejl af tiden. Jeg tror knapt De kendte Wangel den gang. Og i alle 21

fald var han endnu ikke blet enkemand. Fru Det ved jeg nok, kære. Men det er ikke Wangel jeg taler om. Ikke Wangel! En anden altså! Men på den tid! Der ude i #Skvken# ensomheden ved det åbne hav. Jeg mindes ikke et eneste m...neske menneske, som jeg kunde tænke mig muligheden at af De Fru Å De kunde ikke tænke Dem muligheden, om jeg også sa Dem. Nej, nej, for det var så rent forvildende galt gjort af mig Men så lad mig da høre nærmere om dette Fru Nej, nej, { }kære Hesler, hvad skulde det tjene til? Det er jo nok når De véd at jeg var bunden dengang. Og nu véd De det jo. Om De nu ikke havde været bunden den gang? Fru 7. Hvad så? Vilde da Deres svar være faldet anderledes ud? Fru Skal jeg være fuldt ærlig imod Dem så må jeg sige at det tror jeg ikke. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Hvor kan jeg vide det. Da W. kom faldt svaret anderledes ud.# Ikke jeg heller. Men {...}#H#vad skal det så tjene til at fortælle? mig dette. Fru Wangel (rejser sig nervøst.) Fordi jeg må ha nogen at betro mig til. Nej, nej, bliv De bare siddende. 22

Wangel ved altså ikke noget om sagen? Fru #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Jeg #tilstod...# har sagt ham #fra først af,# at mit sind engang har været andetsteds henne# Nej{,}. Der er ingen, som har vidst noget. Jeg syntes ikke det var noget at fortælle ham. Det var jo i grunden ikke andet end den galeste[his: ev. er «den ga» ment strøket, men det virker rart. Strykingen er i så fall veldig blek/uklar.] galskab #heller.#. Og så gik det jo overstyr igen straks. Blev gjort forbi. Ja, det vil s ige på en måde. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Mere har han ikke forlangt at vide. Og vi har aldrig rørt ved det siden. # Hesler, (rejser sig.) Bare på en måde? Ikke helt! Fru Jo, jo visst! Å gud, kære Hesler, det er ikke således, som De tænker. Det er noget så rent ubegribeligt. Jeg ved ikke hvorledes jeg skulde kunne fortælle det. Og selv om jeg kunde, så vilde De aldrig i verden kunne forstå det. De vilde #bare# tro at jeg v{a}#e#r syg. Eller at jeg v{a}#e#r rent gal. Kære fru Wangel, nu må og skal De tale fuldt ud. Fru Nå da. Hvo{...}rledes vil De som en fornuftig mand kunne forklare Dem at (afbryder.) Vent til siden. Her kommer besøg. (L{øv}yngstrand kommer ude på vejen fra venstre og går ind i haven. Han bærer en stor smuk blomsterbuket omviklet med papir og blå silkebånd{.)}, og vil gå op på verandaen.) Fru Wangel (frem i lysthuset.) Er det småpigerne, De ser efter, herr Lyngstrand? Lyngstrand (vender sig.) Å, er fruen der. (hilser og kommer nærmere.) Nej, det er ikke det. Det er ikke frøkenerne. Det er Dem selv, fru De har jo git mig lov til at komme 23

og besøge Dem Fru Ja, og De er os meget velkommen. {O}Tak. Og da det falder sig så heldigt at her just er feslighed i huset idag Fru Nå så det véd De? Jaha. Og derfor vilde jeg gerne være så fri at overrække fru Wangel denne her (Han bukker og rækker buketten frem.) Fru Wangel (smiler.) Men, bedste herr Lyngstrand, er det ikke rigtigst at De gir Deres smukke blomster til bureauchef Hesler selv? For det er jo dog egentlig ham Lyngstrand (ser uvisst på dem begge.) Undskyld, men jeg kender ikke den fremmede herre. Det er bare. Jeg kommer i anledning af geburtsdagen, fru. Fru Geburtsdagen? Så har De ta t fejl, herr Der er ingen fødselsdag her i huset idag. Å jeg ved det nok. Fru Hvad véd De? A{...}t det er fruens fødselsdag. Fru Min? Nej visst ikke, nej. Fru Hvor falder De på det? Det er frøken Frida som har forrådt det. Jeg var 24

lidt indom her før idag. Og så spurte jeg frøkenerne, hvorfor de stadsed så svært op med blomster og flag Fru Nå ja vel! og så svared frøken Frida: jo, for idag er det mors fødselsdag. Fru Mors! Nå så. Aha. Ja, når den unge mand altså véd det, fru Wangel Lyngstrand, (byder buketten igen.) Må jeg få lov til at gratulere 8. Fru Wangel (tar blomsterne.) Mange tak skal De ha. Vær så god og sæt Dem ned, herr Dette her skulde ha været en hemmelighed, bureauchef Det skulde nok det. Det skulde ikke ha været for os uindviede. Fru Nej, just så. Ikke for de uindviede. Jeg skal ikke nævne det for noget menneske. Fru Å det er nu ikke sådan ment. Og hvorledes går det Dem så. Jeg synes De ser bedre ud nu end da de kom. Ja jeg tror nok det går bra med mig. Og så til næste år, når jeg kanske får komme ned til de sydlige lande Fru Lyngstad. Det får De jo, hører jeg. 25

Ja jeg har så god en beskytter i grosserer Strømme. Han har lovet han vil hjelpe mig til næste år. Fru Hvorledes kender De ham? Jeg har en gang været ude til sjøs med et af skibene hans. {Lyn}Fru Nej, har De det? H Så De havde lyst til sjøen dengang? Nej ikke det mindste. Men da mor var død så vilde far at jeg skulde prøve det. Men så forliste vi i spanske sjøen. Og det var jo godt for mig. Hvorledes det? Jo, for ved det forliset var det at jeg fik mit knæk. Dette her for brystet. Jeg lå så længe i det kolde vand før jeg blev berget. Og så måtte jeg begi sjøen. Ja det var rigtignok en stor lykke. Så? Synes De det? Ja for knækket er jo ikke videre farligt. Og nu kan få bli billedhugger, som jeg så inderlig gerne vilde. Tænk, at få modellere i det dejlige lér, som føjer sig så fint mellem fingrene. Fru Og hvad vil De så modellere? Skal det være havmænd og havfruer? Eller skal det være gamle vikinger? Nej, det blir nok ikke sligt noget. Så snart jeg kan komme til vil jeg prøve på at gøre e{n}t stort værk. Sådan en gruppe, som de kalder det. Fru 26

Nå ja, hvad skal da den gruppen forestille? Lyngst{ad}rand. Å, det skulde nu være noget, som jeg selv har oplevet. Ja ja, det gør De visst ret i. Men hvad skal det være for noget? Fru Ja, det må De endelig fortælle os, herr Jo, jeg havde tænkt, det skulde være en ung sjømandskone, som ligger og sover så underlig uroligt. Og drømme gør hun også. Jeg tror nok, jeg skal få det til slig at de kan sé på hende at hun drømmer. Skal der da ikke være noget mere? Jo, der skal være én figur til. Sådan en gestalt at kalde for. Det skal være manden hendes. Og han er druknet på havet. Hvorledes, siger De? Fru Er han druknet? Ja, han er druknet på sjørejs. Men så er han kommen hjem alligevel. Det er ved nattens tider. Og nu står han der for sengen og ser på hende. Han skal stå så drivende våd, som de dra r en op af sjøen. Fru Wangel (læner sig tilbage i stolen og lukker øjnene.) Det var da noget underligt noget. {Men}Å, jeg kan se det så lys levende for mig. Men i al verdens navn, herr herr. De sa jo at det skulde være noget, som De havde oplevet. 9. 27

Jaha, jeg har også oplevet dette her. På en måde at sige. O{g}plevet at? Nå ja, jeg mener jo ikke sådan lige til oplevet. Ikke oplevet det udvendig, forstår sig. Men alligevel så. Fru Wangel, (livfuldt, spændt.) Fortæl mig alt, hvad De véd og kan! Dette her må jeg ha fuld rede på! Hesler (smiler.) Ja dette må jo være noget for. Dem. Sådant noget med havstemning. Fru Hvorledes var det så, herr Lyngstrand? Jo, det var så at dengang vi lå med briggen o- ver i Qwe... Montreal, så måtte vi lægge bådsmanden ind på sygehuset. Så fik vi påmønstret en Amerikaner i stedet#. Og så s{å}tak vi da til sjøs. For vi skulde gå til Spanien. Denne her nye bådsmanden #[HIS: tilføyelsen står nederst på siden. Tilføyelsen er strøket, men det er ikke tilføyelsestegnet i teksten] #Han havde f... # Fru Amerikaneren? ja; han fik en dag låne {en}af kaptejnen en bunke gamle aviser, som han #læste i.# var kom{et}met over et steds. Der var mange norske blade iblandt. Og det var mest dem, #som# A... han læste i. Fru Amerikaneren? Kunde han da norsk? 28

Ja, han kunde noget. Han havde faret på Norge, sa han. Fru Nå! Og så! Så var det en kveld i et overhændigt vejr. Alle mand var på dæk. Undtagen bådsmanden og jeg da. For han havde forstuvet ene foden sin så han ikke kunde træ på den. Og jeg var også dårlig #af mig# og lå til køjs. Nå så sad han da der i lugaren og læste i et gammelt blad igen Fru Var det et norsk blad. Lyngstrand. Ja, det #ved jeg ikke# var det. #Men# Og bedst som han sidder der og læser, så hører jeg at han gir ligesom et brøl ifra sig. Og da jeg så vender mig og ser på ham, så ser jeg at han er kridene hvid i ansigtet. Og så sidder han og knaser og maser bladet bladet sammen og plukker det i tusend små stykker. Men han gjorde det ganske stille. Fru Talte han slet ikke. Ikke straks. Men lidt efter så han på mig og sa ligesom til sig selv: hun har gåt bort og giftet sig med en anden mand mens jeg var borte. Fru (halv sagte.) S{å}a han det? Lyngstrand. Ja, og #tænk# det sa han på rigtig godt norsk. Han har nok været en Normand alligevel #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] vel faret med norsk fartøj før, kan jeg tro# Fru Og hvad så? Hvad så skede så mere? Ja, så kommer dette her underlige, som jeg aldrig skal glemme i verden. For så la han til ganske stille: men min er hun og min skal hun bli. Og mig skal hun følge om jeg så skal kom- 29

me hjem og hente hende som en druknet mand fra svarte sjøen. Fru Wangel (skænker sig et glas vand.) Puh, hvor hedt her er. Og det sa han med en slig {m}en magt i viljen at jeg syntes han måtte være mand for at gøre det. Fru Ved De ikke noget om hvad der er ble t af den manden? Å, frue, han er visst ikke mere i live. Fru Wangel (hurtigt.) Hvorfor tror De det? Jo, for det var jo på den samme rejsen vi forliste. Jeg var kommen mig i storbåden med kaptejnen og fem andre. Styrmanden gik i hækjollen. Og der var også Amerikaneren og en mand til. Fru Og fra D dem har man ingen ting hørt siden? 10. Nej, ingen verdens ting, frue. Jeg har nylig spurt grosserer {s}strømme om det. Men netop derfor har jeg fåt slig lyst til at gøre et kunstværk af det. Den troløse sjømandskonen ser jeg så lebendig for mig. Og så hævneren, som er druknet og som alligevel kommer hjem fra sjøen. Jeg kan se det så tydeligt. Fru Ja ja, herr Lyngstrand, De kan visst få et kunstværk ud af dette her. Lyngstrand. Ja ikke sandt? Jeg synes jeg måtte kunne det. Fru Skal den døde mand forestille, hvad hun drøm- 30

mer om. Lyngstrand. Jaha, det skal han. Men så skal han tillige være en virkelig mand. Hesler Som er druknet og derefter kommet hjem? Lyngst{ad}rand. Ja noget sligt har jeg tænkt mig. Men jeg har så vanskeligt for at forklare, hvad jeg mener. De skal nok komme til at forstå det, når jeg har fåt kunstværket færdigt. Fru Wangel (noget nølende.) Hvor længe er det kan det vel være siden De gjorde den rejsen sammen med Amerikaneren? Lyngstrand. Å det er længe siden nu, det, frue. Det er over to år siden. Vi gik fra Amerika i Februar og så forliste vi i {m}marts. Det var jevndøgnsstornene vi var kommet ud for. Fru Wangel. To år, siger De? Ja, det stemmer jo. Hvilket, mener De? Fru Å nej, det var bare sådan. K (rejser sig.) Jeg synes her er så hedt. Kom og lad os gå ind. Ja jeg vil nu sige tak for mig. Det skulde bare være et lidet besøg for fødselsdagens skyld. Fru Nå, som De vil da. Farvel og tak for blomsterne. Lyngstrand hilser og går gennem haveporten ud til venstre.) Jeg ser, det er gåt Dem nær til hjerte, kære fru Fru Å ja, De kan gerne kalde det så. 31

Men i grunden er det jo ikke andet, end De måtte være forberedt på. Fru Wangel (hurtigt.) Forberedt! Ja, jeg synes det. F{...}ru Forberedt på at en kunde komme igen! Og det på slig en vis! Men hvad i al verden! Er det den forstyrrede billedhuggerens skipperhistorie? Fru Å, han er kanske ikke så forstyrret endda. Er det denne snak om den døde mand! Og jeg, som trode Fru Hvad trode De? Jeg trode naturligvis #at# det #bare var maskespil af Dem. At De sad og pintes# [HIS: alternativ tekst?] var fordi De kom efter at her i lønlighed fejres familjefester i huset. At Deres mand og hans børn lever et erindringsliv, som De ingen del har i. Fru Å nej, nej. Det får være med det, som det er. Jeg har ingen ret til at kræve min mand helt og alene for mig. Det synes jeg dog {.}#De måtte ha.# Fru Nei, jeg har det ikke! Jeg selv lever jo også i noget som de andre står udenfor. De! (sagtere) Er det således at forstå? De holder egentlig ikke af Deres mand! Fru 32

Å jo, jo, af hele min sjæl holder jeg af ham. Og just derfor er det så forfærdeligt, s{u}å uforklarligt, så rent utænkeligt Nu skal De betro Dem helt ud til mig Fru Jeg kan ikke, kære Ikke nu i alle fald. Kanske senere. (Thea kommer f ud på verandaen og går hen imod lysthuset.) Thea. 11. Nu kommer far fra kontoret. Skulde vi så ikke alle sammen sætte os ind i havestuen? Fru Jo, lad os det. (Wangel og Frida kommer fra venstre bag huset.) Se så! Her har I mig frank og fri. Nu skal det smage at få et glas kølende til livs. Fru Vent lidt. (Hun henter sin buket.) {Fru}FridaWangel. Nej se, se! Alle de dejlige blomster! Hvor har du fåt dem fra. Fru Dem har jeg fåt af billedhugger Lyngstrand, kære barn. Thea, (hurtigt.) Af Lyngstrand{!}? Har Lyngstrand været her. Fru Wangel (med et halvt smil.) Ja. Han kom indom med disse her. I anledning af fødselsdagen. Thea og 33

Åh! Hm. Ja, ser du #vel #, kære Thora #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Jeg skal sige dig gode velsignede# Fru Kom så, småpiger! Så vil vi sætte dem op i- blandt de andre. Thea og Frida (slår armene om hende.) Å du kære! Hvor snilt d{et}u er! #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Hun lader bare så for at tækkes far. # Wangel (tar hende om livet.) Tak, tak! Inderlig tak for dette her, Thora! Fru Å hvad, skulde ikke jeg også være med at gøre stads af mors fødselsdag? (De går glade og oprømte op på verandaen. Hesler følger efter.) 34

Anden akt. (Oppe på «Udsigten», en skovbevokset højde bag byen. Dybt nede i baggrunden sés den y- dre fjord med øer og fremspringende næs. Det åbne hav sés ikke. Oppe på højden er en flagstang og et par bænke. Sommernat med halvlys. Gulrødt skær i luften og over fjeldtinderne langt ude i det fjerne. Lyden af firstemmig sang nedenunder i bakkerne.) #[HIS: tilføyelsen står på langs i venstre marg, og dens plassering i teksten følger førstetrykket] Unge folk fra byen, damer og herrer, kommer parvis op fra højre, går under fortrolig dæmpet samtale forbi varden og ud til venstre. Lidt efter kommer Ballested som vejviser for et selskab af udenlandske turister med deres damer. Han er belæsset med {...}overtøj og rejsetasker. # (Frida kommer raskt op fra skråningen, standser og ser sig tilbage. Lidt efter kommer Thea op samme vej.) Thea. Men, kære, hvorfor skulde vi da løbe fra Lyngstrand? Jeg kan ikke udstå at gå så langsomt i bakkerne. Se, se hvor han kryber opover. Thea. Thea. Du ved jo, hvor dårlig han er. Tror du, det er farligt med ham. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg og begynner over tekstspeilet] Han talte jo med far i eftermiddag. Jeg gad vide hvad far mener om ham # Ja det er det rigtignok. #far# Doktoren #sa til mig at det# skal ha sagt at han kan ikke bli gammel. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] er forhærdelse i den ene lungen Han blir ikke gammel, sa far# Nej tænk. #Akkurat det samme, je som jeg har trod # 35

Thea. Men du må naturligvis ikke la dig mærke med noget. Å kan du #tænke dig sligt.# falde på det. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Se så, nu har H. kravlet sig op.# #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] H. Synes du ikke en kan se på ham at han heder H til vær nu bare skikkelig. Det rå r jeg dig # (Lyngstrand kommer op over bakkerne. I hånden har han en parasol.) Jeg ber frøkenerne undskylde at jeg ikke kunde gå så fort som De. Har De fåt Dem en parasol nu. Det er Deres mors. Hun sa jeg skulde bruge den stok, for jeg havde ingen med. Thea. Er de der nede? Far og de andre? Ja ved restaurationen. De hører på musiken. Men #siden vilde de kommet# de kommer nok siden her op. #så deres mor# De er nok svært træt nu. 12. Ja, jeg tror sandelig jeg får sætte mig lidt. (Han sætter sig på en af bænkene.) Frida (står foran ham.) Ved De det, at siden skal der være dans nede på musikpladsen. Ja, jeg hørte, der blev talt om det. 36

Thea. De synes vel det er morsomt, det, at danse? Å lad nu herr Lyngstrand få puste ud. Lyngstrand (til ) Ja, frøken, jeg vilde gerne danse, ifald jeg bare kunde. Å så. De har #aldrig# ikke lært det. Nej det har jeg ikke heller. Men det var ikke det, jeg mente. Jeg mente, jeg kan ikke for brystet. For det knæk, som De siger De har? Ja, derfor er det. Er De svært bedrøvet fordi De har det knæk? Å nej, jeg kan ikke sige det heller. (smiler.) For deraf tror jeg det kommer at alle mennesker er så {...}snille og venlige imod mig. Ja, og så er det jo slet ikke farligt. Nej, det er ikke det mindste farligt. #Det forstod jeg så godt på Deres far.# Og så går det jo over straks De bare kommer ud at rejse. Jaha. Da går det over. Thea (med blomster.) Se herr, herr Lyngstrand, disse her skal De stikke i knaphullet. Å tusend tak, frøken! Det er da også altfor 37

snildt af Dem. Frida (ser nedover til højre.) Thea. Se der kommer de nede på vejen. Bare de ved hvor de skal finde os. Nej, nu går de... galt. Thea. igen. Jeg vil gå ned og sige hvor de er. Ja gør bare det. Nej det det er ikke værdt. De blir bare så træt Å nedover går det så glat. (Han går ud til højre.) Ja nedover, ja. (ser efter han.) Nu springer han næsten. Og så tænker han ikke på det at han skal opover igen. Thea. Stakkers menneske. Hvis Lyngstrand fri de til dig, vilde du så ta ham? Thea. Er du ble t gal nu! Å jeg mener naturligvis dersom han ikke havde dette her knækket. Og dersom han ikke så så snart skulde dø. Vilde du så ta ham? Thea. Jeg synes det var bedst du tog ham. Nej såmæn om jeg vilde. Han ejer jo ikke et gran. Han har ikke engang det, han selv skal leve af. Thea. 38

Hvorfor gir du dig da altid så meget af med ham? {Fr}Thea. det. Å det gør jeg jo bare for dette knækkets skyld. Jeg har slet ikke mærket at du ynker ham for Nej, det gør jeg ikke heller. Men jeg synes det er så fristende. Thea. {A}Hvilket? At se på ham og få ham til at fortælle at det ikke er farligt. Og så at han skal få rejse udenlands og at han skal bli kunstner. Alt det går han og tror på og er så sjæle fornøjet for det. Og så blir det ikke til noget ligevel. Aldrig i verden. 13. For han får ikke leve så længe. Det synes jeg er så spændende at tænke på. Thea. Spændende! Ja, jeg synes netop det er spændende. Jeg tillader mig det. Thea. Fy, Frida, du er rigtig en styg unge. Pyh, når det nu er sandt, så (ser nedover.) Hejsan, nu kommer han trækkende med de{n}m! Vil du bare se! Hun går og prater med overlæreren! Ikke med far. Det skulde undre mig om hun ikke havde et godt øje til denne overlæreren. Thea. Du skulde rigtig skamme dig, skulde du. Hvor kan du stå og sige sligt noget om hende. Nu var det ble t så godt imellem os. Ja, bild dig bare det ind, min tøs! Å nej, du, det blir såmæn aldrig godt mellem os og hende. 39

Hun passer slet ikke for os. Og ikke vi for hende {...}heller. Gud véd, hvad far skulde trække hende ind i huset for. Det skulde ikke undre mig om hun blev gal for os en vakker dag. Thea. Gal! Hvor kan du falde på sligt? Å det var da ikke så underligt. Hendes mor var jo også gal. Hun døde som gal, det ved jeg. Thea. Ja, gud h ved, hvad du ikke har din næse i. Men gå bare ikke og snak om det. Vær nu snil. Der kommer de. (Wangel, fru Wangel, overlærer Hesler og Lyngstrand kommer op fra højre.) Fru Der ude ligger det! Ja rigtig. I den retning må det være. Fru Thea. Der ude ligger havet. Synes De ikke det er smukt her oppe? Her er dejligt, synes jeg. Pragtfuld udsigt. Ja, De har sagtens aldrig været her oppe før? Nej aldrig. I min tid tror jeg knapt her var fremkommeligt. Ikke en fodsti engang. Og ingen anlæg heller. Alt det har vi fåt i de sidste år. Thea. Der borte på lodskollen er det endnu mere storartet at se udover. Skal vi kanské gå der bort, Thora? Fru Wangel 40

(sætter sig på bænken.) Tak. Ikke jeg. Men gå kun I andre. Så blir jeg siddende her imens. Godt. Så blir jeg hos dig. Småpigerne kan jo vise herr Hesler omkring. Thea. Thea. Har De lyst at gå med os, herr Hesler? Ja meget gerne. Er der lagt vej did op også? Å ja. Der er god bred vej. Vejen er så bred at der rundelig kan gå to mennesker arm i arm. Ja, mon det? (til Thea.) Skal vi to prøve om hun siger sandt? Thea. Ja nok. Lad os det. ({d}de går arm i arm ud til venstre.) Frida (til ) Skal vi også gå Ja, g Under ar{n}m? Nå, hvorfor ikke det. Lyngstrand (tager hendes arm og lér fornøjet.) Dette her er da løjerlig morsomt! Løjerlig? Ja, for det ser jo akkurat ud som om vi var forlovet. De har visst aldrig promeneret med en dame 41

under armen før, herr (De går ud til venstre.) W{...}angel (som står henne ved bænken.) 14. Kære Thora, nu har vi en stund for os selv Fru Ja, kom og sæt dig her hos mig. Wangel (sætter sig.) Her er frit og stille. Nu vil vi tale lidt sammen Fru Om hvad? Om dig. Og så om vort forhold, Thora. Jeg ser nok at det kan ikke bli sådan ved Fru Hvad skulde komme i stedet, mener du? Fuld fortrolighed, kære. Samliv mellem os, som før. Fru Å, om det kunde! Men det er så rent umuligt! Jeg tror, jeg forstår dig. Af visse ytringer, som du nu og da har ladt falde, tror jeg det. Fru Wangel (hæftigt.) Det gør du ikke! Sig ikk{...}e at du forstår Å jo. Du er en ærlig natur, Thora. Du har et trofast sind Fru Ja. Hvert et forhold, som du skal kunne føle dig lykkelig i, må være et helt og fuldt forhold Fru 42

Nå, og så? Du er ikke skikket til at være en man{s}ds anden hustru. Fru Hvorledes kommer du på det! Det har ofte skudt op i mig som en anelse. I dag stod det klart for mig. Børnenes mindefest. Du så i mig et slags medskyldig. En mands erindringer kan jo ikke udslettes. Ikke mine i alle fald. Jeg har det ikke så. Fru Det ved jeg. Å det ved jeg så godt. Men du tar fejl alligevel. For dig står det næsten som om børnenes mor var levende endnu. Som om hun var usynlig tilstede iblandt os. Du tror at mit sind er delt lige imellem dig og hende. Den tanke er det, som oprører dig. Du sér ligesom noget usædeligt i f{...}orhold[his: det mangler et ord, ev. skulle det stå 'vort forhold']. Og der- {k}for kan du ikke eller vil du ikke længer leve med mig som min hustru. Ikke under de vilkår. Fru Wangel (rejser sig.) Har du sét alt dette, Wangel? Set ind i alt dette? Ja, idag har jeg sét inderst ind i det. Helt til bunds. Fru Wangel (rejser sig.) Jeg ved meget godt at der er mere, kære Thora. Helt til bunds, siger du. Å tro bare ikke det. Fru Wangel (farer sammen.) Ved du, at der er mere! Ja. Der er det at du ikke kan bære omgivelser- 43

ne her. Fjeldene trykker og tynger på dit sind. Her er ikke lys nok, ikke sol nok over dig. Ikke magt og vælde nok i luftstrømmen. Fru Det har du så fuldt ret i. Nat og dag, vinter og sommer er den over mig denne tærende og dragende hjemvé efter havet. Det ved jeg, kære Thora. (lægger hånden på hendes hoved.) Og derfor skal det stakkers syge barn få komme hjem til sit igen. Fru Hvorledes mener du det? Ganske lige frem. Vi flytter. Fru Flytter! Ja. Ud et steds, ved åbne havet, et steds, hvor du kan finde et rigtigt hjem Fru Å, kære, tænk ikke på det. Det er rent umuligt! Du kan ikke leve lykkelig noget steds i verden uden her. 15. Det får gå som det kan. Og desuden tror du jeg kan leve lykkelig her uden dig? Fru jo. Men jeg er her jo. Og jeg blir her. Du har mig Har jeg dig? Fru Å tal ikke om dette andet. Her har du da det, som du lever og ånder for. Hele dit livs gerning. Det får gå med det, som det kan, siger jeg. Vi flytter herfra. Flytter did ud et steds. Den sag står nu uryggelig fast, kære Thora. 44

Fru det? Å, men hvad tror du da vel #vi# vilde vinde ved gen. Du vilde vinde sundhed og fred i sindet i- Fru Å knapt nok det. Men du selv da! Tænk da på dig selv også. Hvad vilde vel du vinde! Jeg vilde vinde dig igen, Thora. Fru Men det kan du ikke. Du kan ikke de{...}t, Det er jo netop det forfærdelige, det fortvilende at tænke på. Vi får sé. Går du her med slige tanker, så er der ingen anden redning end bort herfra. Og det jo før jo heller. Den sag står uryggelig fa{t}st. #hører du# Fru Nej! Så får jeg heller sige dig al ting lige ud. Slig som det er. Ja ja, gør bare det! Fru For ulykkelig skal du ikke gøre dig for min skyld. Helst da det ikke kan hjælpe os til noget. Sig mig al ting. Sig det slig som det er. Fru Jeg skal sige dig det så godt som jeg kan. Og slig som jeg synes at jeg ved det. Kom her og sid hos mig. (De sætter sig på bænken.) Fru Da du kom der ud og spurte mig om jeg kunde og vilde tilhøre dig, da talte du så åbent og så smu{...}kt om dit første ægteskab. Det havde væ- 45

ret så lykkeligt, sa du. Det var det også. Fru Ja ja, det ved jeg kære. Det er ikke derfor jeg taler om det. Jeg vil bare minde dig om at jeg på min side også var oprigtig. Det syntes jeg, jeg skyldte dig. Jeg sa dig uforbeholdent at jeg også en gang havde holdt af en anden. At det var kommet til et slags forlovelse. Et slags? Fru Ja, noget sådant. Nå det vared jo så ganske kort. Han rejste. Og så gjorde jeg det siden forbi. Kære Thora, hvorfor rippe op i alt dette gamle uvæsentlige? Jeg har jo aldrig #så meget som# spurt dig en gang, hvem han var. Fru Nej, det har du ikke. Du er altid så hensynsfuld imod mig. Wangel (smiler.) Å, i dette tilfælde var det jo heller ikke nødvendigt at spørge. Jeg kunde jo nok så omtrent sige mig selv, hvem han var Fru Kunde du! så det undred mig slet ikke at han endelig kom hid en gang igen. #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg, og dens plassering i teksten følger førstetrykket] Ude i Sk og der omkring var der jo ikke mange at gætte imellem ja rettere sagt, der var vel bare en eneste en D{...}u tror visst at det var A. Ja var det ikke så 46

Nej. Ikke det. Ja da må jeg sige # Fru Wangel Hvem, hvem! Rigtignok skrev han at det var for småpigernes skyld. At han længted så svært efter at se dem igen [HIS: I hvert fall siste del av følgende replikk tilhører Doktor Wangel, ikke Ellida] Fru Wangel. (spøgende.) Nå, han havde vel sine ord i behold. Du var jo også slig en småpige, da han så dig sidst. Og som en sådan har du vel ståt for hans erindring. 16. Fru Men, kære Wangel, jeg forsikrer dig. Jeg bér dig! Vær du bare fuldt rolig. Ikke med et ord skal jeg la ham mærke noget. Hesler er min gode trofaste ven. På ham stoler jeg lige så trygt, som på dig selv. Fru Det kan du sikkert gøre. Men {j}#j#eg siger dig det var ikke Hm, hvor du kan være egensindig iblandt. Var ikke Hesler huslærer der ude på øen vinteren før han kom her ind til os? Fru Jo, det var han. Nå. Og var det ikke netop den vinter at det gik for sig, dette her med forlovelsen? Det har jeg i alle fald fåt ud af, hvad du før har sagt mig om sagen. Fru Ja, det er også ganske rigtigt. 47

Wangel. Nå vel. Men vil så du, min kære snille Thora, sige mig om der dengang fandtes noget andet skikkeligt, ordentligt {m...}ugift mandfolk der ude, som der kunde være tale om? Fru Nej. Det fandtes der visst ikke. Men Men? Fru Ja, nu skal og må det frem. Det var heller ikke med nogen ordentlig skikkelig mand Wangel, (springer op.) Ikke med nogen ordentlig skikkelig! Fru Ikke med en, som du vilde kalde så. #Ja da står #unægtelig# rigtignok min forstand stille# Hvad er der under alt dette? Lad mig få vide det alt sammen. Fru Kan du huske at sénhøstes en gang kom et stort amerikansk skib ind til Skjoldviken for havari? Ja, det husker jeg godt. Det var der ombord at de en morgen fandt kapteinen dræbt i kahytten. Jeg var selv ude og obducerte liget. Fru Ja, jeg ved det. Det var jungmanden, som havde dræbt ham. Fru Det kan ingen sige! For det kom aldrig op. Der er ingen tvil om det. Han rømte jo også straks bagefter. Andre mente rigtignok at han havde gåt hen og druknet sig. Fru Det havde han ikke. Han rejste opover med 48

en nordfarer. Wangel (studser.) Hvoraf véd du det? Fru Jo, Wangel, for det er den jungmanden, jeg har været forlovet med. Hvad siger du! Kan dette være muligt! Fru Ja, således er det. Det var med ham. Men i al verden, Thora! Og så vidt jeg mindes, var han ikke stort andet end en halvvoksen gut dengang. Fru Å jo, han var dog et par år ældre end jeg. Men unge var vi rigtignok begge to. #Hvor kunde# Og du #gå# gik hen og forloved dig med #slig en# ham! #Med dette vilfremmede menneske# Hvad hed han? Fru Han kaldte sig Johnson. #Dengang kaldte han sig F.# #Og# Hvor var han fra? #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Oppe fra Nordland, så han. For resten var han #født over i# nok vandr fra Finland. Var nok vandret ind som barn med sin far, tror jeg. Altså en kvæn. Ja, de kaldes nok så. Ellers fr han fra Am og regned sig for amerikaner # Fru Men var han da normand eller var han udlænding? Jeg ved ikke. 49

Men var han da normand eller var han udlænding? Fru Jeg ved ikke visst. Han talte godt norsk. Men der var noget fremmed ved det. Spurte du han da aldrig? #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Siden en tid, fr han med et fartøj på Arkangel og der var han kommet ombord i amerikaneren. # 17. Fru Nej. Vi kom ikke til at tale om sådant noget. Hvad talte I da om? Fru Vi talte mest om havet. Ah. Om havet altså? Om st Fru Om storm og om stille. Om mørke nætter på havet. Havet på de glittrende solskinsdage talte vi også[his: det mangler et ord, ev. 'om']. Men mest talte vi om hvalerne og om {...}springerne og om sælerne, som plejer ligge der ude på skærene i middagsvarmen. Og så talte vi om mågerne og ørnene og alle da andre sjøfugle, som du ved. Når vi talte om alt dette, stod det for mig, som om både sjødyrene og sjøfuglene var i slægt med ham. Og du selv? Fru Ja jeg syntes næsten at jeg også kom i slægt med dem alle sammen. Ja, ja. Og så var det altså at du forloved 50

dig med ham? Fru Ja, han sa at jeg skulde gøre det. Skulde? Havde du da ingen vilje selv? Fru Ikke når han var i nærheden. Å, bagefter syntes jeg det var så rent ubegribeligt. Kom du ofte sammen med ham? Fru #[HIS: tilføyelsen står i høyre marg] Han så ud til os i fyrtårnet en gang imellem. Og så fulgte jeg ham. # Nej det var ikke ret ofte. Jeg tror ikke det var fem gange i det hele. For så kom jo dette på med kaptejnen. Og så måtte han jo rejse. Ja ja, lad mig høre lidt mere om det. Fru En morgen i grålysingen fik jeg en seddel fra ham og i den stod der at jeg skulde komme ud på Bakkehammeren, du ved, det næsset mellem prestegården og Skjoldviken Ja visst, ja visst, jeg ved nok. Fru did ud skulde jeg komme straks for han vilde tale med mig. Og du gik? Fru Ja det kan du vel tænke dengang. Nå, så sa han da det, at han havde stukket kaptejnen om natten Det sa han altså selv! Lige ud! Fru 51

Ja. Men han havde bare gjort det, som ret og rigtigt var, sa han. Ret og rigtigt? Hvorfor stak han ham da? Fru Det vilde han ikke ud med. Han sa at det var ikke noget for mig at høre på. Og du trode ham? Ganske sådan uden videre? Fru Ja det kan du vel tænke dengang. Nå, rejse måtte han altså. Men i det han skulde til at sige mig farvel, tog han sig noget underligt for. Han gjorde det ganske roligt og stilfærdigt. For sådan var han. Altid rolig og... stilfærdig. Hvad var det da han tog sig for? Fru Han trak op af lommen en nøglehank, trak så af fingeren en ring som han brugte gå med. Fra mig tog han også en liden ring, som jeg havde. Disse to ringene skrued han så sammen ind på nøglehanken. Så sa han at nu skulde vi to vie os sammen til havet. Vie? Fru Ja, så sa han. Og dermed så kasted han hanken med ringene af al sin magt langt, langt ud i havet. Synes du ikke det var underligt? Og du? Du var med på det? Fru Ja tænk. Dengang syntes jeg bar{...e}e det var noget, sådan som om det skulde så være. Men så rejste han da. Og da han vel var borte? Fru Ja, gud, du kan vel forstå, kære, at jeg snart 18. 52