Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første gang. Jeg havde hørt at han havde brækket næsen på sin ekskæreste, men da jeg spurgte om han nogensinde kunne finde på at slå mig, havde han sagt at han aldrig ville skade mig og han passede på mig. Jeg sad bare der og det føltes som om alt omkring mig forsvandt. Jeg mærkede smerten dunke omkring mit øje, jeg kiggede langsomt op på Jonas igen. Jeg kunne tydeligt se vreden i hans øjne, men jeg sagde ikke noget indtil han sagde at det var min egen skyld og han aldrig ville havde slået mig hvis jeg havde opført mig ordentligt. Jeg sagde bare undskyld. Jeg havde lige sagt undskyld til min kæreste, fordi han havde slået mig på grund af noget, jeg ikke havde gjort. Det lignede mig ikke. Jeg havde altid slået fra mig og forsvaret mig selv, jeg havde altid været en fighter. Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Jeg havde aldrig fundet mig i at nogen slog mig, jeg havde altid slået igen. Jeg var aldrig bange for at få tæsk eller starte en slåskamp, men alligevel sad jeg der og undskyldte ham og han viste ikke, at han var ked af det, han gjorde, han lagde sig bare ved mig som om det hele var glemt. Jeg vidste at han ville kende til min fortid, han ville vide hvad en pige som mig lavede i det miljø og med den omgangskreds. Han ville vide, hvorfor jeg ikke var som de andre piger, han kunne ikke forstå hvordan jeg kunne være med til alle de ting uden at vise nogen følelser, men jeg fortalte aldrig noget. Jeg kan huske, hvordan mine klassekammerater kiggede, når Jonas holdt foran skolen og de andre spurgte hvem ham i den blå golf uden nummerplader og med tatoveringer ned af armene var og jeg fortalte at det var min kæreste. Alle sagde, at det var fedt, jeg havde sådan en kæreste, men jeg kunne godt mærke at det bare var noget de sagde fordi de ikke ville gøre mig sur. Jeg var 15 år, da jeg begyndte at komme sammen med Jonas, der på det tidspunkt var 19. Jeg vidste, at det ikke var verdens bedste selskab, men jeg følte at det var alt jeg havde, så jeg gav det en chance. I starten var jeg sikker på at han aldrig ville gøre mig ondt. Jeg så kun noget godt i ham, men efter en måneds tid var det meste af min hverdag styret af ham, det var ikke noget med at snakke om hvad aftenen skulle gå med, det var hans beslutning om vi skulle være hjemme og se film, eller om vi skulle i byen, ligesom han bestemte om jeg måtte sove ved en veninde. Jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke kom noget godt ud af at sige ham imod. Hvis jeg ikke adlød ham, fik jeg en knytnæve i ansigtet. Når han gjorde det, ville jeg hjem og aldrig se ham igen, men han fik mig altid til at tro på, at det var min egen

skyld og det endte altid med at jeg sad og græd og undskyldte at jeg havde fået ham til at slå mig. Jonas havde brug for at vide, at det var ham der bestemte og hans ord var min lov. Hvis jeg tog i byen uden ham, skulle jeg snakke i telefon med ham mindst 3 gange, jeg måtte ikke køre alene med andre drenge, jeg måtte ikke tage med nogen hjem og sove, heller ikke en veninde og jeg måtte aldrig nogensinde fortælle nogen at han havde slået mig, dagen efter kunne vi så bruge 2 timer på at snakke om hvad jeg havde lavet den aften, selv de mindste detaljer skulle med. Hvis jeg havde danset med en anden dreng, var jeg en billig luder, som ikke vidste hvordan man opførte sig når man er uden opsyn, Jonas havde dog næsten altid sendt en ven med mig i byen hvis han ikke selv kunne tage med, for at være sikker på jeg ikke brød reglerne. Når Jonas og mig havde været i byen sammen, kom jeg ofte hjem til mine forældre med et blåt øje, eller andre blå mærker og fortalte at jeg var faldet eller min veninde havde ligget uroligt om natten. Jeg blev hans slave. Når vi lå hjemme ved Jonas og så film, kunne han finde på at kaste mig rundt i hele værelset eller tage fat i mit hår og slå mit hoved ned i et bord eller ind i væggen, hvis jeg havde sagt noget som han ikke ville have, jeg skulle sige. Der var mange, der troede, at vi havde det rigtig godt sammen og hvis de spurgte hvordan det gik med Jonas og mig, jamen så kunne det da ikke gå bedre. Inderst inde vidste mange af dem nok godt at han slog mig, men der var ingen der turde sige eller gøre noget, de lukkede øjnene for noget der kunne have været endt galt. Hvad der skete bag de lukkede døre, blev bag de lukkede døre. Nogen af dem så kun facaden og troede vores forhold var fantastisk og jeg turde aldrig fortælle nogen om, hvor slemt det egentlig var. Jeg var bange for Jonas, selvom jeg på det tidspunkt troede på at det var min egen skyld. Da vi havde været kærester i 3 måneder, bad Jonas mig om at stoppe med mine p-piller så vi kunne få en baby og jeg turde ikke andet end at adlyde, det var på det tidspunkt at han begyndte at være med til at styre narkosalget og tage mange stoffer og han blev mere aggressiv end normalt, vi var sammen hver dag og vi levede stort set i en stor hashtåge, der blev aldrig luftet ud og alle os der ikke selv røg hash, vi blev rumskæve af at være i rummet. Jeg stoppede med p-pillerne i lidt over en måned og jeg var så bange for at jeg skulle blive gravid og i værste fald have en baby i en alder af 15 år med en der ikke kunne tage det ansvar og med en som ikke burde få et barn, men når Jonas tog så mange stoffer fungerede hans krop ikke, som den skulle, så jeg tog mod til mig og sagde at jeg ville tage mine p- piller igen og efter utallige slag i hovedet og på resten af kroppen fik jeg lov. På de 10 måneder jeg var kærester med Jonas lærte jeg stort set alt hvad der er at vide om stoffer, hvordan det kan virke, hvad man kan opleve osv. jeg kunne for det meste se på ham om han havde en god eller en dårlig dag, så jeg lærte hvad jeg skulle gøre for ikke at gøre ham alt for aggressiv. Jonas var mester i ikke at efterlade alt for synlige mærker og hvis det skete at jeg fik et blåt øje eller andet fortalte han hvad jeg skulle sige og så var det ude af verden. Hvad der skete bag de lukkede døre, var vores sag og det mente han ikke at alle andre skulle være en del af. De få som nu ved at jeg har haft en kæreste der har banket mig, kender ikke hele historien, de fleste ved ikke hvor slemt det var. Jeg skriver nok mest det her

for min mors skyld, fordi jeg føler at hun er en af de få der har ret til at vide, hvad jeg har oplevet. Jeg ved hun altid har været så urolig for mig, og jeg har altid sagt, jeg ikke kunne forstå hvorfor og der var ikke nogen grund til det, hun skal vide at jeg ikke føler at hun svigtede mig. Hun var stort set den eneste der holdt mig oppe, hun var altid i mine tanker, når jeg fik tæsk, når jeg var ude at køre med Jonas eller en af drengene og jeg virkelig troede at det ville gå galt. Jeg undskyldte hende altid i mine tanker, når der skete noget med mig som kunne have slået mig ihjel, hun var hos mig i mit hjerte og mine tanker hele vejen igennem. Det havde jeg brug for at hun vidste dengang, men jeg fortalte det ikke, derfor gør jeg det nu. Engang hvor mig og Jonas var til fest snakkede jeg med en anden dreng, og jeg sad og snakkede med ham stort set hele aftenen. Da han skulle hjem, gav jeg ham et farvelknus og fulgte ham ned. Da jeg kom op igen, ville Jonas snakke med mig, så jeg gik med ham ud på toilettet, men da han følte, at jeg svarede ham igen, blev jeg smidt ind i alle væggene. Så tog han fat i min hals og klemte til, løftede mig op af væggen i halsen og jeg kunne ikke få luft, så besvimede jeg. Jeg vågnede op i hans arme inde i en gang, hvor jeg bad ham om at køre mig hjem og aldrig kontakte mig igen. Det resulterede i, at han tog fat i mit hår og slog mit hoved ned i en fryser 3 gange og slukkede en smøg i min kind, bagefter satte han mig ind i bilen og så kørte vi hjem til ham og sov. Næste dag opførte han sig som om intet var sket, men jeg glemmer det aldrig. Alt, jeg husker, fra han slog mit hoved ned i fryseren er, at jeg kaldte på min mor og sagde at han skulle stoppe. Selvom Jonas tog så mange stoffer, tilbød han aldrig mig noget og hvis en anden gjorde, så gik han helt amok og lukkede festen for de personer han ikke stolede 100 procent på. Jeg måtte drikke og det var det, nogen gange når alle de andre drak en øl måtte jeg ikke få en, hvis Jonas ikke lige syntes, at jeg skulle drikke den dag. Jeg blev præsenteret for mange nye mennesker i det miljø. Jeg mødte mennesker, der var ligeglad med at blive taget af politiet, jeg mødte nogen som kunne gøre alt hvad det passede dem, fordi de hver dag blæste hjernen væk. Jeg så nogen, som fik anfald, fordi de ikke havde noget stof i blodet. Jeg mødte mennesker, som var paranoide ligegyldigt hvor de var, og jeg så nogle få gange dem som havde taget for meget, som havde blodnæse og rystede. Jeg kunne se frygten i deres øjne, de var bange og så ting som ikke var der, jeg så dem græde og jeg hørte dem bede om at det skulle holde op. Den frygt, jeg så i deres øjne, mindede mig om den frygt jeg havde, hvis jeg havde gjort noget forkert. Jonas slog mig mere og mere. Det skete mange gange, når vi skændtes eller ikke var enige, at Jonas kunne finde på at løfte mig op af væggen i halsen, jeg kan stadig huske den følelse af ikke at kunne få luft, jeg kan huske, at når jeg virkelig var sikker på, han ville slå mig ihjel, så tænkte jeg ikke over at jeg var bange, jeg undskyldte altid min mor for de ting jeg havde rodet mig ud i og fortrød at jeg aldrig havde fortalt hende noget. Nogen gange når han havde løftet mig i halsen, havde jeg blå mærker efter det og man kunne tydeligt se hvor han havde holdt. Mange af de mennesker jeg mødte igennem Jonas, husker jeg ikke navnet på, men der

var én, som jeg aldrig vil glemme. Jeg vil aldrig kunne takke ham nok for den hjælp han har givet mig. Alle kender ham som Krøller, men for mig er han bare Anders. Anders var 25 år, da jeg lærte ham at kende, det var tit ham der blev sendt med mig i byen, hvis jeg skulle alene afsted. Anders blev som en storebror for mig og jeg blev som en lillesøster for ham. Han beskyttede mig mod alt hvad der kunne bringe mig i problemer. Hvis Jonas og mig var til fest sammen med Anders og vi alle sammen skulle sove samme sted, kunne Anders og mig snakke til langt ud på natten. Jeg følte at jeg kunne gøre alt, når Anders var der. Han så mig græde, han lyttede på mig når jeg snakkede om, hvor dårligt jeg havde det og når jeg fortalte hvor meget jeg ville gøre for at dø. Han hørte på hvor meget jeg tænkte på min mor og hvor meget jeg ønskede at hun skulle vide at hvis der skete mig noget, ville det aldrig være hendes skyld. Jeg fortalte ham, hvor meget hun betyder for mig og når jeg græd foran de andre, ønskede jeg, at det var hende der kom og holdt om mig, men hun havde aldrig en chance for at vide det. Anders tilbød endda at tage med mig hjem og snakke med min mor, men på det tidspunkt syntes jeg ikke, at det var en god idé og det syntes Jonas bestemt heller ikke. Anders holdt om mig og fortalte at det hele nok skulle gå og han fortalte at han virkelig ønskede det bedste for mig og at det ikke var i den omgangskreds, jeg hørte til. Da jeg følte, at jeg kunne stole 100 procent på Anders, fortalte jeg ham, at Jonas bankede mig, Anders blev rasende og han smadrede det meste af værelset, men han lovede alligevel at han ikke ville sige, at jeg havde sagt det. Jonas var bange for Anders, så jeg fandt hurtigt ud af at så længe Anders var sammen med os, skete der ikke mig noget, så jeg overtalte Anders til at flytte ind ved Jonas. Jeg troede at det helvede som var blevet min hverdag, endelig skulle stoppe, men sådan blev det ikke. Jonas udnyttede enhver chance for at slå mig, hvis Anders skulle på toilettet eller blev nødt til at køre og jeg ikke kunne komme med, så var balladen der igen. Jeg fik opbygget en facade, jeg var kold og ligeglad med alle andre end Jonas, men kun på overfladen. Jeg tror, mine forældre fik den opfattelse, at det, de sagde, ikke betød noget, men når de sagde, at jeg ikke måtte se Jonas, vidste jeg, det gik udover mig hvis jeg holdt op. Jeg havde ikke noget valg. Når jeg græd og sagde til dem at jeg elskede Jonas, mente jeg egentlig, at hvis jeg lod være, ville det hele ende galt, men de kunne jo ikke se det. Jeg gav dem aldrig en chance til at forstå. Efter at Anders også blev en del af min hverdag, lærte jeg ham at kende ud og ind. Jeg fik at vide, hvorfor han var endt her, hvad han følte. Jeg så ham græde og jeg trøstede ham så godt jeg kunne. Anders var dengang et af holdepunkterne i mit liv. Han gav mig altid håb om, at jeg en dag ville være ude af det, men jeg fik et tilbageslag da han fortalte, at når jeg skulle væk derfra, ville der ikke længere være kontakt mellem ham og mig, for han var stadig én af dem og han mente stadig at jeg kunne reddes. Det sårede mig, men jeg forstod det godt. På en måde savner jeg ham, jeg savner den måde han var på, han var ikke helt som de andre. Anders var i mine øjne noget for sig selv og det vil han altid være. Jeg husker stadig dagen hvor jeg kom ud af det. Det var den dag Anders kom ind at sidde. Dagen før det, var Anders og mig kørt i grøften, vi kom ikke til skade, men da jeg fik Anders ned at sidde og gav ham noget at drikke, begyndte han at græde op af mig, fordi han var bange for at der var sket noget med mig, han fortalte

at hvis der var sket mig noget, ville han hade sig selv for det resten af livet. Dagen efter gav han mig et grimt Aladinplaster og senere den dag kom han ind at sidde. Anders sidder stadig inde og jeg har stadig plasteret. Den dag, besluttede jeg mig for at gøre det slut med Jonas. Jeg gik over til Jonas efter vi havde spist, som jeg plejede at gøre. Da jeg kom derhen tog jeg mig sammen og gjorde det forbi, han bankede mig mere end han nogensinde havde gjort før, men jeg havde truffet mit valg og jeg ville ikke ændre det, om det så skulle koste mig livet. Jeg gik grædende hjem, men den dag var en sejr for mig, jeg gav ikke efter, jeg stod ved min beslutning. Jeg har ikke haft en kæreste siden, og der kommer nok til at gå lang tid, inden jeg kommer i et forhold igen. Jeg har ikke rigtigt tillid til drenge mere, jeg er bange for at komme til at opleve den tid en gang til. Hvis der er en der laver en hurtig bevægelse foran mig tager jeg automatisk hånden op og dækker mit ansigt, jeg siger altid av hvis jeg tror der er en der vil slå mig. Jeg har svært ved at se det gode i andre mennesker efter mit forhold med Jonas. Jeg har ændret mig meget, jeg værdsætter min famillie mere end nogensinde før, selvom jeg stadig ikke er god til at sige tak for de små ting her i livet, så betyder de små ting meget for mig. Jeg har brugt meget tid på at lægge de ting der er sket bag mig. Der dukker stadig ting op fra dengang som jeg havde glemt. Jeg har aldrig været god til at fortælle hvad jeg føler og det bliver jeg nok heller aldrig, men det har hjulpet mig at skrive det her til min mor. Det har taget mig to uger at skrive det her, og selv om det ikke fylder så meget, så ligger der mange tanker bag. Tak mor fordi du altid har været der for mig. Du skal vide at du (uden at have vidst det), har hjulpet mig igennem den sværeste tid i mit liv, nemlig forholdet med Jonas. Du var altid i mine tanker. Du var og er det stadig, mit livs lys. Jeg ved at jeg aldrig har fortalt dig, at du hjalp mig, men under den facade jeg havde på det tidspunkt, levede jeg for dig. Du skal vide at jeg elsker dig mere end noget eller nogen anden.