Referat Generalforsamling d. 22. april 2015 HG Badmintons generalforsamling blev afholdt i mødelokale M1+M2 og der var fremmøde af: Søren Lorentzen, Bent Lund, Lasse Lowater, Brian Vahlkvist, Hans Jørgen Juul Andersen, Peter Becker, Martin Thykjær, Mette Olsen, Ditlev Hartmeyer, Tim Schunck, Leif Nielsen og Dorte Saxtoft. Dagsorden: 1. Valg af dirigent Søren Lo blev valgt til dirigent og han kunne konstatere, at generalforsamlingen var blevet indkaldt ifølge vedtægterne. 2. Valg af stemmetæller Det blev besluttet at udskyde dette punkt, da man ikke mente, at stemmetællere ville blive nødvendige. 3. Beretninger Beretningerne er vedlagt som bilag til referatet. 1) Formanden Beretningen blev fremlagt af Søren Lorentzen 2) Ungdomsudvalget Beretningen blev fremlagt af Lasse Lowater 3) Seniorudvalget Beretningen blev fremlagt af Brian Vahlkvist 4) Motions- og Veteranudvalget Beretningen blev fremlagt af Søren Lorentzen 4. Kasserens beretning Kasserens beretning er vedlagt som bilag til referatet. Bent Lund uddelte og gennemgik regnskabet, som blev godkendt af revisor og bestyrelsen. Regnskabet blev godkendt. 5. Indkomne forslag Der er ikke indkommet nogen forslag.
6. Valg Funktion Valgperiode 1) Formand 2014-2016 Søren Lorentzen 2) Sekretær 2014-2016 Dorte Saxtoft 3) Kasserer 2015-2017 Genvalgt Bent Lund 4) 1. Bestyrelsesmedlem 2015-2017 Genvalgt Peter Becker 5) 2. Bestyrelsesmedlem 2014-2016 Brian Vahlkvist 6) 3. Bestyrelsesmedlem 2015-2017 Genvalgt Lasse Lowater 7) 4. Bestyrelsesmedlem 2014-2016 Mette Olsen 8) 5. Bestyrelsesmedlem 2014-2016 Martin Thykjær 9) 1. Suppleant 2014-2016 Claus Bentin 10) 1. Revisor 2015-2017 Martin Thykjær 11) 2. Revisor 2014-2016 Morten Rahn 12) 1. Revisor suppleant 2015-2017 Bodil Brandt 13) 2. Revisor suppleant 2014-2016 Bo Haslund 7. Eventuelt Under eventuelt fortalte Leif (formiddag), at medlemstallet var stigende. Der har været deltagelse i flere stævner hvor de hver gang er kommet hjem med præmier. Søren afsluttede generalforsamlingen, traditionen tro, med et leve for HG Badminton. Dorte Saxtoft Den. 24. juni 2015
Formandens Beretning 2014/2015 Så er endnu en sæson forløbet i HG Badminton og det har på flere områder været en udfordrende periode for klubben. Medlemsmæssigt oplever vi stadig en tilbagegang af medlemmer, blandt især ungdom og motionsspillere. Vi er gået fra 327 medlemmer til 312. Dette er en ny bevægelse især i de 2 seneste sæsoner, som vi ellers ikke har været udsat for. Det er en bekymrende udvikling som vi bør sætte ind på at få ændret. Også på landsplan oplever badminton faldende medlemstal og er i en mindre krise. Økonomisk er sæsonen endt med et mindre underskud. De er glædeligt at vi har fået minimeret underskuddet men arbejdet er ikke slut endnu. Vi har arbejdet hårdt på at tilpasse vores udgifter til indtægterne og optimere vores brug af haltider. Vi har samlet alt morionsbadminton i HG hallenerne og her lukket ned på Kalbyrisskolen, Næstved hallen og Holstedhallen. Vi bliver i de kommende år nød til at være langt skarpere på hvordan vi får vores økonomi til at hænge sammen. På trods af faldende medlemstal synes jeg faktisk stadigt vi har et højt aktivitetsniveau, hvilket koster rigtig mange penge at holde kørende. Ungdomsafdelingen har sædvanen tro afholdt en række stævner der har givet gode indtægter. Sponsorindtægterne har været større i den forgangne sæson, men, det er svært at skaffe sponsorer og vi bliver nød til forsat at fokusere på dette arbejde. Vi har i løbet af sæsonen afholdt en række ordinære bestyrelsesmøder. Derudover har vi været repræsenteret ved møder i HG s hovedbestyrelsen og ved møder i diverse idrætsorganisationer. I hovedbestyrelsen har meget fokus været på projektet omkring etablering af kunststofbane/multibane der netop nu er ved at blive sat i gang. Også omkring den nye skolereform har vi deltaget i nogle møder. Der er ingen tvivl om at skolereformen vil få indflydelse på de frivillige idrætsforeninger. Det er jo også politikernes forventning at foreningerne skal deltage i arbejdet på skolerne nu da børnene skal være længere tid på skolen og skal have en mere varieret skoledage med et større indhold af fysisk aktivitet. Hvordan disse ting i praksis vil folde sig ud mangler vi stadig at blive klogere på, men vi skal være opmærksomme på hvordan og i hvilket omfang vi kan tage del i disse aktiviteter. Skolereformen vil også få stor indflydelse på driften af HG s fritidsklub, da Næstved Kommune har fjernet det traditionelle tilskud til kommunens fritidsordninger, vi forventer at kunne køre klubben videre men på andre betingelser. De sportslige resultater i sæsonen vil jeg trygt det overlade til de respektive udvalgsformænd nærmere at redegøre for. Det er dejligt at komme i hallen og opleve glade mennesker, børn, unge og ældre, der dyrker badminton på hver deres niveau. HG Badminton er en velfungerende idrætsforening og jeg er mine bestyrelseskollegaer stor tak skyldig for det store stykke arbejde alle leverer på deres poster i klubben. Jeg synes vi har en yderst velfungerende bestyrelse, der yder en kæmpe indsats for at få alt til at fungere i hverdagen, hvilket næsten altid lykkes til fulde. Jeg vil således afslutningsvis takke mine bestyrelseskollegaer for en stor og engageret indsats. Ligeledes skal der lyde en stor tak til alle medlemmer, klubbens sponsorer HG Idrætscenter og øvrige samarbejdspartnere, hvorefter jeg vil give ordet videre til formændene for de respektive underudvalg Søren Lorentzen
Beretning fra USU Min beretning skal uden tvivl begynde med en stor tak til alle de personer, både i og uden for bestyrelsen, der har bidraget til at få ungdomsafdelingen til at fungere. På trods af mindre aktivitet blandt ungdom i denne sæson har vi stadig en god og aktiv ungdomsafdeling der er i stand til at skabe en masse forskellige tilbud til de unge mennesker. Jeg vil derfor gerne rette en særlig tak til Dorte og Mette samt vores dygtige trænerstab for det store arbejdet de har ydet for denne dejlige klub. Traditionen tro, synes jeg vi skal kaste et blik på medlemsstatistikken. Ungdomsafdelingen har desværre haft en tilbagegang således at vi ved sæsonens afslutning var 65 ungdomsspillere mod 71 sidste sæson. Der er lige nu langt til de 92 spillere vi have for tre sæsoner siden og til de 100 ungdomsspillere vi drømmer om. Vi har oplevet fornuftig interesse fra de helt små, hvilket er positivt og giver håb om at vi kan vende udviklingen. Vi tager disse tal alvorligt i USU og har allerede talt en del om hvordan vi i fremtiden kan tiltrække og fastholde særligt helt nye spillere i klubben. Deltage i idrætsundervisning for 3-4 klasser. Uddeling af flyers på skolerne i vores område tidligt på sæsonen er helt sikkert noget vi vil gøre brug af igen, selvom effekten har været begrænset. Indfletning og måske endda udvidelse af miniton er et andet tiltag vi har store forventninger til. Vi har også i år tilbudt 4 træningshold: Herluf 1: Turneringsspillere Herluf 2/3: Øvede spillere samt boblerne til Herluf 1 Herluf 4: Nybegyndere Miniton: 3-8 årige med forældre Træningen er i denne sæson blevet foretaget af: Ditlev Hartmeyer (chef træner), Kenn Jørgensen, Mads U. Jensen, Søren Lorentzen, Morten Andersen, Helene Hartmeyer og Joakim Vahlkvist. Vi har været yderst tilfredse med alle trænere og håber vi kan lave aftaler med mange af dem alle til den kommende sæson. Vi kan dog allerede sige at der kommer ændringer i trænerstaben til næste sæson. Ungdomsspillere der er U17EMA har fået tilbud om at deltage på seniortræningen også, hvilket de fleste har gjort flittigt brug af. Det har overordnet set været tale om en succesfuld integration af de unge mennesker i seniorafdelingen, hvilket vi har høstet frugten af i denne sæson idet hele 3 spillere bliver spilleberettiget i seniorholdturneringen. I holdturneringen har vores ungdomsspillere i denne sæson kun deltaget BS regi. I BS havde vi meldt et hold til i U15A (4 spillere). Holdet spillede sig til en flot 2. plads kun overgået af Holbæk 1. Vi have også meldt et hold til i U15B (4 spillere), hvor det ligeledes blev til en flot 3. plads efter Slagelse 1 og Næstved 2. En stor tak til holdlederne. Dejligt at kunne overlade ansvaret for de enkelte hold til andre. En ordning som vi helt sikkert vil forsøge at gøre brug af fremover. Individuelt har stævneaktiviteten været markant mindre i forhold til forrige sæsoner, men de der har været ude at spille har klaret sig rigtig flot. Mange stævner er vundet og jeg vil ikke nævne samtlige resultater her men dog vil jeg fremhæve 3 særlig markante resultater:
Ved LM for U17A vinder Elisabeth Hartmeyer guld i DS. Ved DMU for U19M vinder Helene Hartmeyer guld i DD. Ved DMU for U15M vinder Frederik Larsen Jensen guld i HS, HD og MD!! Utrolig præstation. Den 27. september arrangerede vi, i samarbejde med Revisionscenteret, DBF-stævnet, Revisionscenter Cup 2014. Stævnet blev tilbudt i U13A samt U15 B+C, og havde deltagelse af 25 spillere fra 19 klubber. Et meget skuffende deltagerantal, som er et klart signal om de problemer som turneringsbadminton har når det gælder A, B og C rækker. Vi tilbyder dog stævnet igen til næste sæson. Den 11.-12. oktober var vi værter for et U15 mesterrækkestævne under Badminton Danmark. Stævnet forløb virkelig godt og havde 37 deltagere fra 16 klubber. Igen en markant tilbagegang i forhold til sidste år. Det endda på trods af vi var eneste U15M stævne i Danmark den weekend! Vi har heldigvis også fået tildelt dette stævne til næste sæson også og håber på fremgang. Vi valgte igen i år at deltage i projekt Badminton På Toppen, som er et badmintonstævne for nybegyndere. Stævnet blev arrangeret i samarbejde med Badminton Danmark samt tre Næstved Badminton, Ll. Næstved Badminton og Herlufmagle Badminton. I denne sæson var det Herlufmagle og Ll. Næstved der skulle være værter. Stævnerne havde samme succes som sidste sæson, dog må vi sige at vores to naboklubber aldrig havde været i stand til at løfte opgaven uden en stor indsats fra Herlufsholm. Vores 3 stævne, Revision Centeret Cup 2014, blev afviklet 7. februar i Herlufsholm Hallen. Stævnet var et U13M og U17ABC stævne under DBF og havde deltagelse af 50 spillere fra 34 klubber (også her var der tale om nedgang i antal deltagere). Stævnet var en stor succes og blev håndteret på fornemmeste vis af Morten Andersen. Flot klaret af Morten. Og stor tak til de hjælpere der var mødt frem som linjedommere. Som i de foregående år var der julebanko i Spilleladen, og vi blev alle styret sikkert igennem er super sjov aften med Pia Koch som nummer oplæser. Tak til NV3 for de fine gaver I sponserede. Klubmesterskaberne afvikles lørdag den 25. april, og jeg kan derfor ikke referere fra turneringen i denne beretning. Tak til sponsorer og trænere for et godt samarbejde i året løb og tak til de forældre, der har gjort en aktiv indsats for Herlufsholm Badminton i sæsonen. Herlufsholm Badminton går en spændende fremtid i møde. En fremtid, som på den lange bane, skal sikres via et stærkt ungdomsarbejde. Med så mange engagerede personer både på og udenfor banen er jeg sikker på at klubben stadig går en lys periode i møde. Lasse Lowater Formand for ungdomsspilleudvalget
Beretning SSU Seniorafdelingen har haft en forrygende sæson, hvor vores +40 hold har spillet sig op i eliterækken. Så det bliver spændende at følge dem i den kommende sæson. Vores SJ-serie hold har spillet lidt svingende, men alligevel formået med en flot indsats og holdånd, at kvalificere sig til Danmarksserien. Det bliver ligeledes spændende at følge det hold, hvor mange af vores ung-seniorer får lov til at gøre sig gældende og er med til at præge det gode spil. Det er i den grad nogle spillere vi skal motivere til fortsat at spille badminton og også gøre det i HG. Vores 3 hold slutter sæsonen midt i rækken. Vi har i sæsonen været ca 40 spillere tilmeldt, men kun ca 30 spillere har på skift været til træning. Vi har haft begge haller om mandagen og hal 2 om onsdagen. Vi har været meget tilfreds med Ditlev som spillende træner, og han fortsætter også næste sæson. Brian Vahlkvist
Beretning Motionsafdeling 2014/2015. En OK sæson, medlemstal noget faldende i forhold til tidligere år. Godt samarbejde med ældre badminton om formiddagen. Ældre badminton er en stor succes. Nyt tiltag om fællestræning for motionister torsdag aften, der går noget trægt men skal måske bare have mere tid? Aflyst et julearrangement pga. manglende tilmeldinger. Et turneringshold med i DGI, der blev placeret midt i rækken. Søren Lorentzen