180 : Jeg er ikke vred mere

180 : Jeg er ikke vred mere I 180 grader møder vi mennesker, hvis liv har taget en voldsom drejning, men som er kommet styrket videre. Tabita Brøner er vokset op som Jehovas Vidne. Men som teenager mødte hun trosretningens skyggeside, da hun fandt den forbudte kærlighed uden for menigheden Af Marie Warming, december 2012 Foto: Andreas Beck

03 'Jeg er ikke vred mere' 07 Blå bog: Tabita Brøner 2

- Det var min lillesøster, stammer hun. Tabita har ikke set sin lillesøster i 11 år. For hendes lillesøster er nemlig stadig med i den menighed, som udstødte Tabita, fordi hun fik en kæreste. Søstrene er født ind i Jehovas Vidner. - Jeg var både ked af det og glad for at se hende. Jeg kunne se, at hun havde det godt. Hun så godt ud, siger Tabita Brøner, hvis brud med Jehovas Vidner blev skildret i filmen To Verdener fra 2008. Foto: Tabita Brøner 'Jeg er ikke vred mere' Hun sidder på samme cafe, som hun har gjort så mange gange før. Et stenkast fra sin lejlighed på Vesterbro i København. Hun drikker te og snakker med sin veninde. Om jobbet som lærer, musik og om bøger, de har læst. Pludseligt går en ung kvinde i 20 erne forbi dem, og Tabita har det som om, hun har set et spøgelse. Af Marie Varming, Foto Andreas Beck Hun var 17 år, da hun fik en kæreste. Men i modsætning til alle andre 17- årige var det ikke tilladt for hende at have en kæreste, som ikke delte hendes tro, og på et tidspunkt måtte Tabita vælge. Hun skulle enten gøre det forbi med sin kæreste, eller også skulle hun ikke se sin familie mere. - Jeg valgte faktisk at slå op med min kæreste i første omgang. Men i den periode så jeg organisationens skyggesider. De ældste sagde ting til mig, som jeg ikke syntes havde noget som helst med Biblen at gøre. - På et tidspunkt sagde de ældste til mig, at der var 80 procent chance for, at jeg ville blive udstødt, hvis jeg blev ved med at se ham, jeg var forelsket i. Jeg forstod ikke, hvordan de var nået til det resultat. Hvordan kunne de 3

stille sådan en vigtig beslutning om mit liv op i et regnestykke? Derfor holdt Tabita op med at komme til møderne, og til sidst gjorde hun det forbi med Gud og flyttede sammen med sin kæreste i Nørresundby. - Og så havde vi æsler. Jeg red på dem og dresserede dem, mens jeg drømte, at det var en hest. Da jeg var ti år fik jeg heldigvis en pony, fortæller Tabita Brøner. Det var heller intet problem for hende at besøge kammerater efter skoletid eller have nogen med hjem. Foto: Tabita fik hesten Trine, da hun var 10 år. Før det havde hun haft æsler, men som så mange andre piger drømte hun om en rigtig hest. Foto: Som Jehovas Vidne bliver man døbt, når man selv er parat til det. For de fleste er det i teenageårene. Tabita blev døbt, da hun var 16 år. Kunne ikke huske sin fødselsdag Tabitas barndom var på ydersiden som alle andre nordjyske pigers. Hun gik i almindelig folkeskole i Hobro, havde venner og veninder og gik i helt almindeligt tøj. - Der var nok noget snak i krogene. Mine lærere og kammeraters forældre har nok været bekymret, fordi vi voksede op i et Jehovas Vidner-hjem, men jeg bemærkede det aldrig som barn. Ligeledes kom Tabita og hendes søskende gerne på besøg i hjem, som ikke var en del af menigheden, og det bekymrede ikke hendes troende forældre. - Vi var jo godt opdraget, og det var ikke sådan, at vores forældre havde et problem med, at vi så en kravlenisse 4

eller sådan noget. Vi gik jo også i almindelig folkeskole, siger Tabita. Men da hun skulle have udstedt bibliotekskort i skolen, blev hun for første gang bevidst om, at hun skilte sig ud. Hun kunne ikke huske, hvornår hun havde fødselsdag, for fødselsdage betragtes på lige fod med jul som en hedensk tradition, som man ikke skal fejre. - Som Jehovas Vidne holder man en årlig mindehøjtidelighed, hvor man går til et møde. Ellers holder vi ikke noget, og børnene får ikke gaver til bestemte lejligheder. I stedet fik vi måske en ting, når vi var i Bilka eller vi fik en gave, når det var mine forældres bryllupsdag, siger Tabita Brøner. Derudover var der de mange møder, som alle Jehovas Vidner deltager i, sommerstævnerne, bibelstudier og forkyndelsen. Altså det at kontakte ikke-troende med henblik på at omvende dem til den sande tro. - Min barndomstro var meget fundamentalistisk. Jeg var meget sort/hvid i min tro, og jeg vaklede ikke, før jeg begyndte at blive voksen, siger Tabita, hvis far var en af menighedens ældste. Derfor var han også ekstra påvirket af, at hans datter muligvis levede et liv i synd. For han mistænkte helt i tråd med realiteterne at Tabita ikke boede hos sin storesøster, som hun sagde, men i virkeligheden var flyttet ind til sin ikke-troende kæreste. Da havde hun boet i smug sammen med sin kæreste i et års tid, mens hun gik på handelsskolen. Men da parret valgte officielt at dele adresse, kom hendes far en dag på besøg. - Han gjorde det klart for mig, at jeg enten måtte vende tilbage til menigheden og angre, eller også ville han ikke se mig mere. Siden har jeg ikke haft noget forhold til ham, fortæller Tabita. Husmor på 17 år På den baggrund troede Tabita, at hun havde mistet hele sin familie, og det blev derfor en hård tid for det unge par, som var flyttet i hus. Foto: Når man er Jehovas Vidne tager man til stævner flere gange om året. Det foregår som regel i stævnehalen i Silkeborg. Her er Tabita og hendes to søstre på vej til stævne i 1996. Det var en befrielse for mig at tage beslutningen om at flytte sammen med min kæreste. Men det var også en ensom tid. Jeg havde ikke min egne penge, for jeg var jo ikke 18 år endnu, 5

og jeg havde ikke et job. Det betød, at han forsørgede mig, og da jeg droppede ud af skolen, havde jeg heller ikke meget kontakt til mine venner, husker Tabita. Mest af alt husker hun de lange dage, hvor hun spillede backgammon på nettet, mens hun ventede på, at hendes kæreste skulle komme hjem og minde hende om, at forelskelsen var det, som havde fået hende til at flytte. - Jeg havde mistet min familie, og jeg var ikke lykkelig. Jeg var 17 år, boede i en villa og udstødt fra min familie. Efter nogle år gjorde min kæreste det forbi mellem os. Så stod jeg der, husker Tabita. Foto: Huset i Nørresundby, som Tabita og hendes kæreste flyttede ind i, da hun var 17 år. - Derfra blev alting fantastisk, siger hun så med et bredt smil. - Så blev jeg voksen. Jeg delte en lejlighed med en veninde og lærte at gå i byen og være som andre unge. Jeg begyndte på lærerseminariet og fik en ny kæreste. Men det skulle vise sig, at ikke hele Tabitas familie var væk. Når man er Jehovas Vidne er det nemlig op til ens egen samvittighed, om man vil være i forbindelse med et udstødt medlem. Det ville Tabitas mor gerne. - Selv om min mor er meget troende, så har hun valgt at have kontakt til mig, siger Tabita. Jul for begyndere I dag minder Tabitas livsstil i meget høj grad om alle andre 29-åriges. Hun bor i lejlighed på Vesterbro i København, har en stamcafe, arbejder som lærer. Lige i øjeblikket arbejder hun på at starte et band sammen med en flok venner. - Alle har jo noget med i bagagen. Jeg har fundet ud af, at helt almindelige mennesker ikke findes. Men min historie er unik, selv om den selvfølgelig minder om andre udstødtes. Det eneste, der er anderledes ved mig, er, at jeg ikke har en kernefamilie i ryggen, men hvem har efterhånden det? Selv jul og fødselsdag har Tabita taget til sig som traditioner, selv om begge dele var noget, hun skulle lære fra bunden. - Jeg holdt min første fødselsdag, da jeg boede sammen med min første 6

kæreste. Jeg lavede lagkage og inviterede nogle af hans venner på besøg og fik mit livs første fødselsdagsgave, husker hun. Mindre godt gik det, da Tabita flere år senere for første gang skulle holde jul uden en kæreste. - Jeg havde aftalt at holde det sammen med min storesøster, som også er udstødt af Jehovas Vidner. Den aften endte med, at vi spiste en pose chips foran fjernsynet, fordi vi ikke kunne finde ud af, hvordan man holder jul, fortæller Tabita med et grin. I år regner Tabita med at holde jul med de hjemløse, fordi det passer bedre til hendes livsstil i dag; en traditionel jul i utraditionelle rammer omgivet af mennesker, som har et stort behov for hygge, mad og gaver. Men selv når det er jul, og langt de fleste danskere sætter familien i højsædet, vakler Tabita ikke. Hun er udstødt, og hun har accepteret, at hun ikke skal tale med store dele af sin familie igen. - I dag bekender jeg mig ikke til nogen religion. Jeg forsøger at være åben, rummelig, kritisk og undersøgende. Men jeg kan umuligt bekende mig til en overbevisning. Jeg udvikler mig og ændrer mig hele tiden. Det samme gør mine overbevisninger. Når jeg vælger at holde jul og fødselsdag er det udelukkende af sociale årsager, siger Tabita Brøner. Tabita Brøner Født 1983 i Hobro. Gymnasiet i Nørresundby 2004. Flytter til København i 2005. Færdiguddannet lærer i 2009. Brød med Jehovas Vidner som 17-årig. I 2008 blev hendes historie skildret i filmen To verdner. Farvel vrede For nylig tog Tabita med sin mor til møde i Jehovas Vidners menighed i Nørresundby, hvor hun kommer fra. Hendes far har efter skilsmissen fra Tabitas mor skiftet menighed, så ham så hun ikke. Men det var en blandet modtagelse, da hun kom tilbage. - Der var et ældre ægtepar, som var meget glade for at se mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Andre kunne vist ikke kende mig og gik bare forbi, og så var der mange, som kom over og gav mig hånden, husker Tabita. For hende var det at komme hjem efter de mange år som udstødt. Alligevel er der intet, der trækker i hende for at komme tilbage til de 7

vante rammer i menigheden, som hun er vokset op i. - Jeg er ikke troende mere, så jeg kan ikke gå tilbage. Det trækker da i mig at få min familie igen, men jeg kan ikke gøre det under de forudsætninger, de kræver; at vi skal have den samme tro, siger Tabita, som ikke bebrejder nogen, hvad der er sket. - Jeg er ikke vred på Jehovas Vidner som religion. Jeg ville blot ønske, at de kunne se lidt mere indad. Jeg ærgrer mig stadig over min fars valg, men jeg er ikke vred over det mere. Det ville dræne mig, hvis jeg skulle være vred. Min logik siger mig jo, at de har ret til at vælge, som de gør. Det har jeg jo også gjort, siger Tabita. 8